De seneste par år har det dog virket som om, at regeringen har erkendt, at dens tid formentlig er ved at rinde ud. At det nu gælder om for enhver pris at vinde det ideologiske slag om Danmark, alene for at kunne sige ’vi vandt’. Uden blik for konsekvenser, hverken på kort eller langt sigt, for det samfund, de har haft ansvaret for siden 2001. Og for de værdier og principper, de ellers hårdnakket hævder, tilhører den ’vestlige verden’.

I militær krigsførelse opererer man med det, man kalder ’den brændte jords taktik’, hvilket betyder en fremgangsmåde hvor man ved tilbagetrækning fra et område ødelægger, hvad ødelægges kan – bygninger, afgrøder m.m. for at efterlade så få værdier som muligt til fjenden og dermed smadrer så eftertrykkeligt, at det for tilbagevendte beboere intet er bevendt. Vi kender det eksempelvis fra anden verdenskrig, hvor både Sovjetunionen og Nazi-Tyskland benyttede sig af taktikken.

Store ord? Næh. Virkelighed anno 2011:

Med den såkaldte genopretningspakke og efterfølgende aftaler– som blandt andet var nødvendig efter den omkalfatring af skattesystemet, der lod de velhavende feste i opgangstider – betalte sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, miljø og klima samt udvalgte, allerede forfordelte, befolkningsgrupper for oprydningen. Fællesskabet betaler prisen for regeringens pleaser-politik overfor de priviligerede.

Genopretningspakken sneg også et andet ideologisk element ind: Loftet over fradrag for fagforeningskontingenter. Helt i tråd med tiårets kolde luft til fagbevægelsen. Dem, der erindrer Søren Pinds store forbillede, Ronald Reagan og dennes kvindelige udgave, Margaret Thatcher, vil huske, hvordan de ikke mindst satte en bremse i for fagbevægelsen med det klare formål at knægte bevægelsens magt fuldstændigt.

Kerneydelser i samfundet har holdt for. Vi kender konklusionerne af undersøgelser af både folkeskolen og de videregående uddannelser; vi kender tallene for frafald på ungdomsuddannelserne, for slet ikke at nævne den 1/5 af alle unge, der slet ikke får en ungdomsuddannelse.

Hvis man ideologisk ønsker at fremme et privat uddannelsesvæsen – ja, så er det den helt rette strategi at reducere det offentlige system til discount-udgave.

Privatisering-i-praksis-modellen kender vi også fra overbetalte privathospitaler, der som bekendt nyder godt af frit-valgsordninger og garantier, som politisk overhovedet ikke følges op af vilje til at styrke det offentlige sundhedssystem.

De seneste måneder, hvor de borgerliges meningsmålinger konstant peger på, at VKO-regimets tid er ovre, har taktikken indebåret forringelser af pensionsforhold og efterløn. Oveni en række politiske sager, hvor regeringen oplagt har bevæget sig så tæt på kanten – hvis ikke over – af Danmarks internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet: Sagen om de statsløse, en kritisk eksamen af menneskerettighedernes tilstand i Danmark, regler for familiesammenføring, stramninger af udvisningsregler og så videre.

Dertil kommer, at Danmarks internationale engagement har været præget af selvsamme ideologiske brændstof: Krigen i Irak skete uden FN-mandat. Udviklingsbistanden er ikke blot beskåret, den er også indholdsmæssigt blevet ændret, så den fokuserer på privatsektordrevet vækst stadig uden garanti for, om det gavner verdens fattige mere end en i forvejen velbjærget middelklasse. Tegningkrisen, der grundlæggende var del af et indenrigspolitisk værdipolitisk slag, rettet mod vores muslimske mindretal for at tilfredsstille det nationalkonservative ben i den hellige treenighed, VKO.

De brændte jords taktik er med andre ord et ideologisk ridt på fordelingspolitikken, en slags panik før lukketid. For måske kan regeringen ikke vinde magten ved valget – men den kan måske vinde slaget om farven på Danmarks økonomi og velfærdsstruktur.

Det stiller endog meget store krav til venstrefløjen, hvis man med succes skal kunne gå op i mod det. Taktikken er nemlig del af noget større og for mig at se ganske alvorligt: Det sker ovenpå en værdipolitisk tsunami, der ramte Danmark i 2001 og rykkede stort set alle de demokratiske, retspolitiske og humanistiske landvindinger, man kan komme i tanker om, op med rode, således at alt nu kan udfordres:

Overholdelse af FN-konventioner? Vel kun, hvis det passer os. Forpligtelser overfor verdens flygtende? Ikke hvis de kommer ubelejligt og i større tal. Menneskerettigheder? Det er venstrefløjens opfindelse. Retsprincipper? Ligemeget, hvis det gælder ’udlændinge’. Fællesskab? Kun i udgrænsning af minoriteterne. Kærlighed og privatlivets fred? Det er statens anliggende, overvågning og pointsystemer ja tak.

Der findes kun ét modsvar, hvis venstrefløjen skal vende dén udvikling. Og det er benhård kamp for en række af de dyder, som det progressive venstrefløjsprojekt har hvilet på op gennem tiden siden Rosa Luxemburgs (og Louis Pios) tid:

Social og økonomisk lighed for den såkaldt ’almindelige lønmodtager’ og en insisteren på, at klassekampen i en opdateret form stadig holder vand – ikke kun med omdrejningspunkt i ens placering på uddannelsesskalaen (og dermed hvor ’omstillingsparat’, man er som arbejdskraft eller hvor stor viden, man kan dominere det politiske liv med) men også den økonomiske. Magt over økonomien er af afgørende betydning.

En generobring af værdi- og kulturkampen med inddragelse af kulturradikalismens – og socialismens – fineste sider. Venstrefløjen må genlancere sit politiske projekt for frigørelse af det enkelte menneske og en kulturkamp, der på mange måder kan sammenfattes med formålsparagraffen for 1975-folkeskoleloven om at skabe medlevende og demokratiske mennesker. Det bør være en iboende del af en opdateret klassekamp.

Og endelig: Et massivt forsvar for internationalismen og for pligten til at udvide og udvikle dén internationale retsorden, verden har kæmpet for siden 2.verdenskrig, med folkeret og FN som sit omdrejningspunkt.

Det er tiden nu. Som Fogh siger i mit TV lige nu: Now is the time to create a new Libya.

Well, now is the time to create a new Denmark.

Den voldsparathed som yderliggående nationalister viser, er skræmmende og det er hamrende vigtigt, at det kommer frem i lyset.

Men venstrefløjens stærkeste våben i den kommende valgkamp (og den kan komme, før vi ved af det) er stadig kapitalismens krise.

Det vigtigste kort vi har for at få en ny regering og genvinde de arbejderstemmer, der er gået til V og O, er at vise en solidarisk og holdbar vej ud af krisen.

Krisen har for længst bevæget sig fra en finanskrise i banksektoren til en traditionel økonomisk krise i marxistisk forstand, hvor kapitalakkumulation bremses som følge af faldende profit.

I Danmark har dette betydet, at mere ned 140.000 arbejdspladser er forsvundet siden 2008 og virksomhederne varsler nye fyringsrunder.

Det sidste, der er brug for, er de borgerliges krisemedicin, som vil reducere efterspørgslen i samfundet, øge uligheden og forstærke usikkerheden. Og give krisen en ny tak i den forkerte retning.

Afskaffelsen af efterlønnen er det hidtil alvorligste angreb på velfærdssamfundet, vi har set fra VKO.

Det er dét, behovet for en ny økonomisk kurs, vi skal føre frem i den kommende valgkamp.

De borgerlige har åbenlyst ikke forstået, eller ville indrømme, krisens omfang. Alligevel forsøger de at fremstå som dem, der er de mest troværdige, når det kommer til økonomisk politik. Men at tro, at Lars Løkke Rasmussen kan lede dansk økonomi ud af krisen, svarer til strudsen Rasmus’ forsøg på at undgå at blive fanget i ørkenen.

Den borgerlige regering skal angribes på det, de selv tror er deres hjemmebane, nemlig økonomien. Derfor, gå i klinch med deres krisehåndtering, ødelæggelse af boligmarkedet og asociale fordelingspolitik næste gang, I diskuterer med venner, kollegaer og familie.

Jeg er med på, at der specielt her i Modkraft-kredse vil være mange, der vil falde over både S og SF’s økonomiske politik. Fint nok Men lad os i det mindste være enige om, at den afgørende kamp står mod højrefløjen og at vi kun vinder, hvis vi gør det sammen.

Vi SKAL have vippet Løkke af pinden!

Den aktuelle debat om point før mennesker startede med, at regeringen og Dansk Folkeparti igen trak yndlingskortet, udlændingepolitikken, i form af ’Nye Tider. Nye krav’, i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. De havde også god brug for en afledningsmanøvre fra et mindre syndefald af elendige sager og en presset dansk økonomi.

Derfor kom endnu en stramning af reglerne for ægtefællesammenføring – 24-årsregel, tilknytningskrav og nu tilmed et pointsystem, der opdeler folk efter nytteværdi. I løbet af få timer faldt ikke bare skalkeskjulet for 24-årsreglen – at den skulle begrænse antallet af tvangsægteskaber – men hele den borgerlige fløjs forsvar for den personlige frihed. For nu skulle staten tildeles en dommerrolle i folks valg af ægtefælle.

Men Christiansborg-flertallet forregnede sig. Der var en nedre grænse for, hvad danskerne ville acceptere. Et flertal vendte sig imod politiseren af menneskers kærlighedsliv, i mod værdi-sættelse af mennesker.

Jeg tvivler på, at Dansk Folkeparti og regeringen lader sig stoppe. Derfor ligger opgaven hos os andre: Vi må trække en streg i sandet og sige, at nu har de hevet Danmark rundt ved næsen længe nok. Længe nok har de sat rammerne for den politiske debat om danskhed, rummelighed (eller mangel på samme), fællesskab igennem alt det, nogen kalder ’udlændingepolitik’ med en samlebetegnelse. Der må simpelthen være en nedre barre for, hvilke forhold, der kan politiseres så indædt i negativ retning.

Og derfor må man i min verden stå op for det, der så alvorligt står for skud – i kampen for de værdier og principper, vi bygger Danmark og vores fællesskab på: Ikke bare mennesker før profit, men også mennesker før point.

Jeg er i mod ideen om et pointsystem til at måle udenlandske ægtefællers egnethed. Går man først ind på den bane, så accepterer man jo, at staten må sætte rammer for folks valg af ægtefælle. Og den præmis deler jeg ikke.

Det kan aldrig blive en stats opgave at måle og veje sine myndige borgeres valg af ægtefæller og lave regler for, om de må bo i deres eget land.

Min grænse gik der, hvor statslig indblanding i, hvem man kan gifte sig med, startede; hvor brugen af pointsystem blev normaliseret; og hvor kampen om vores fællesskabs sjæl startede.

Derfor kommer jeg på Christiansborg Slotsplads i dag til Kærlighed uden grænser demo’en i dag. For den grænseløse kærlighed.

Lad os prøve at se på, hvad chokkuren kommer til at indeholde, men først skyde en typisk borgerlig myte ned:

”Se blot til Grækenland: Den krise, de oplever, det er, hvad der sker, når man følger Søvndals syn på økonomi”. Det tvivlsomme citat er hentet fra Venstres politiske ordfører Peter Christensen, Statsminister Lars Løkke er fremkommet med tilsvarende vrøvl. Det er selvfølgelig enten endnu et led i Venstres skræmmekampagne eller også har de ikke sat sig ind i baggrunden for Grækenlands økonomiske krise. Vel nok i virkeligheden en blanding begge dele.

Sagen er, at det var det konservative New Democracy, som fra 2004 satte turbo på at køre den græske økonomi i sænk. En helt afgørende ingrediens har været den sædvanlige borgerlige modvilje mod at indkræve skat. Lige som i Danmark benyttede den borgerlige regering i Grækenland sig af ufinansierede skattelettelser, hvilket har været medvirkende til at få den offentlige låntagning i 2009 til at ligge helt oppe på 12-13 % af BNP. Hertil kommer dårlig administration af skatteindkrævningen i Grækenland. Det er veldokumenteret, at Grækenland har den største sorte økonomi blandt OECD landene. Faktisk er modernisering af skatteindkrævningen den første af de anbefalinger, som OECD kom med tidligere på året (men måske Venstre anser OECD for røde lejesvende).

De borgerlige i Grækenland har samtidig ikke haft styr på de offentlige udgifter, der blandt andet har været tynget af tårnhøje militærudgifter, mere end 4% af BNP og relativt set ca. tre gange så højt som Danmark. Selv ikke USA kan være med på det niveau. Hertil kommer et meget gavmildt pensionssystem, som igen og igen fremhæves, når borgerlige økonomer skal forklare krisen i Grækenland. At pensionssystemet er et mindre problem i et land som Grækenland med massiv arbejdsløshed, forbigår de i tavshed. Tilbage står dog, at den slags omfordeling i samfundet skal være finansieret på længere sigt.

Igen og igen forklares grækernes krise med, at de har levet over evne. Når økonomiske iagttagere taler om ”de”, henvises der sjældent til den økonomiske overklasse, der ikke betaler skat, eller til korrupte embedsfolk eller politikere, men om helt almindelige lønmodtagere. Den krisepakke, der er fremlagt af IMF og den Europæiske Centralbank (ECB), viser også klart at det er almindelige grækere, der må holde for. Krisepakken indeholder massive nedskæringer på offentlige services (over 50 milliarder d.kr. om året), reduktion eller fastfrysning af offentlige lønninger, overførselsindkomster og en pensionsreform (pensionsalderen udskydes til i nærheden af den danske) og højere moms. Så er der den sædvanlige IMF-snak om at skabe et sundt investeringsklima. Ikke at nye investeringer nødvendigvis er en dårlig ide, men en smule realisme ville sikkert hjælpe til en forståelse af, at selv med det lempeligste investeringsklima i verden vil investorerne sikkert ikke kommer til at stå i kø på grund af den alvorlige økonomiske krise i landet.

IMF og ECB fremhæver til gengæld ikke omfordeling mellem rige og fattige, investeringer i offentlige arbejdspladser, der kan skabe arbejde og indtægter til de hundrede tusinder, der står uden job eller kommer til det i de kommende år. Der tales allerede nu om en tabt generation af unge. Det skal retfærdighedsvis siges, at IMFs og ECBs lånepakke til Grækenland også omfatter nedskæringer på militær og udvidelse af skattegrundlaget og hvad der noget floromvundet beskrives som ”contributions from those who have not carried a fair share of the tax burden” (sic!)

Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det. Tilbage står, at en så massiv laden stå til som den græske stat har præsteret – ikke mindst under de borgerlige – ikke sikrer social udligning. Det er alene generationsoverførsler fra de unge grækere til den ældre generation.

Det med den burka: Jeg bryder mig bestemt ikke om den, af flere forskellige årsager, men det er en alvorlig sag at lade staten bestemme, hvordan folk må se ud.

Paradoksalt nok kommer jeg i tanker om sangen: Man binder os på mund og hånd. Men man kan ikke binde ånd. Tænk lidt over den pointe Også selvom ånden bag et religiøst påbud er din absolutte modsætning.

Udover den banale ting, at man ikke ændrer på menneskers værdisæt og holdninger ved at pålægge dem en bestemt påklædning (eller fraværet af den), så har ihvertfald venstrefløjen den historiske erfaring, at det med at staten skal blande sig i alt og lovgive om menneskers ikke bare samfundsmæssige men også deres privatliv – ja det skal man i den grad passe på med. Forbudspolitik er en glidebane. Man kan ikke hverken forbyde, harmonisere eller udvise sig til det perfekte og problemfri samfund. De findes slet ikke (og heldigvis for det).

Som om der ikke er virkelige problemer her i landet, eller her i verden for den sags skyld. Regeringen er vært for et klimatopmøde om få måneder. Den rige del af verden lever ikke op til løfterne om at halvere verdens fattigdom inden 2015. Det danske sundhedsvæsen trænger til en gevaldig kærlig hånd. 

Tag dog ansvar for samfundets og verdens virkelige problemer i stedet – eller endnu bedre: Udskriv FT-valg!

Jeg vågnede dér om natten ved, at min telefon ringede. Havde ikke hørt sms’erne tikke ind, for når man har en lille baby med kighoste, så sover man meget tungt, når man endelig sover. Men vågnede, fordi der blev ringet rundt om, at rydningen var sat i gang i nattens mulm og mørke. Det er selvfølgelig det, man gør, i politi-logik, hvis man vil have en aktion ud af det – men uden alt for mange øjne, der følger med. Det mener ihvertfald Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

Kunne ikke forlade den lille baby men lå og tænkte på, hvor heldig jeg var at kunne ligge trygt i min seng og ikke frygte for hverken krig, nattemord eller for betjente, der hiver mig og mine børn ud af sengen. Kun blive ‘forstyrret’ af en telefon, der bipper og ringer for at bede mig stille op, fordi en gruppe mennesker, der intet har – ud over frygt, psykiske mén og en naiv tro på beskyttelse fordi et menighedsråd og en præst heldigvis har givet det rum, som det danske magtpolitiske centrum ikke vil – pludselig skal fjernes fra Brorsons kirke.

At samvittigheden rev i mig er oplagt. Men det værste er hverken billederne fra kirken og gaderne omkring, eller politiets fremfærd – det værste er, at mit land, der er et af verdens tryggeste (for os, der er mange generations-indfødte ihvertfald), af verdens rigeste, som har et direkte ansvar for det krigshelvede, der udspiller sig i Irak – at mit land har flyttet sig så meget rent politisk, at 282 mennesker kan gøres til genstand for symbolpolitik. Og at det er muligt at føre en flygtninge- og asylpolitik, som har den type konsekvenser, at mennesker skal sendes ud til et land i krig, til trods for FN’s fraråden. 

Dét er dog det værste. Det politiske ansvar er let at placere. Men ansvaret for at genoprette det politiske billede, som er skredet så voldsomt – det ligger hos alle os tusinder, der i aftes gik på gaden i protest. Lad os tage det – det er tid at samle os igen og genvinde det sande Danmark.

Og hvilken plan. Der er vel nærmest tale om brun vækst. Der bliver mindre natur, landbruget får lov at udvide svineriet til egentlige industrilandbrug. Vel at mærke uden at blive reguleret, som industrien bliver. Som Troels Lund Poulsen (ham dér miljøministeren) siger, så skal det ”kunne betale sig for landmændene at passe bedre på os alle sammen”.

Ja, læs det igen – det skal kunne betale sig for landmændene at efterleve miljøindsatsen og overholde miljølovgivningen. Tænk, hvis ”det-skal-kunne-betale-sig”-princippet gjaldt for industrien. Eller i bandekrigen.

Når vi får regeringsmagten, vil vi anlægge den eneste farbare og fremtidsorienterede tilgang, som også gælder alle andre erhverv: Forureneren betaler. Det er da meningsløst at fritage netop landbruget i en tid, hvor miljø og klima fylder mere på den politiske dagsorden end det har gjort i mange år!

…Og med ét glider det alt sammen i baggrunden ved tanken om den lille baby, som ligger derhjemme hos sin far. Og som, længe før vækkeuret ringede, lå lille og vågen og kiggede på mig. Puh, hvor jeg savner hende lige pludselig.

Det er vel kvindens lod. Det der med at ville karriere og familie på en gang og altid mærke et stik af dårlig samvittighed over det. Eller – måske ikke dårlig samvittighed, det har jeg sådan set ikke, Jeg synes ikke, jeg skal undskylde noget. Pigen har jo en far og får i øvrigt kun modermælk. Men det er snarere følelsen af ikke at slå til, fordi man skal skræve over så meget. Det er sikkert noget, som særligt gælder kvinder – bagsiden af evnen til at multitaske Eller rettere bevidstheden om, at det jo er skidesvært for os kvinder at kombinere de to ting, fordi vi uværgerligt kommer til at stå med den største byrde, der ikke kan deles i ligestillingens navn. Der SKAL bruges tid på amning, på natteture, på den store pige, der også vil se sin mor…Manglende søvn, rovdrift på sin fysik, den evige tankevirksomhed.

Tilbage til Borgen med et sæt. Det trækker jo nok til, at jeg må smile af mig selv. I den anden ende af verden betaler de fattige prisen for den rige verdens energifråds. Dét kan nok få tankerne tilbage på det politiske arbejde. 100%.

Og den der grønne vækst – er ganske enkelt en om’er.

Ved Folketingsvalget i 2007 blev jeg 1.suppleant i København Storkreds og derfor er jeg nu indkaldt som stedfortræder for Ida Auken, der har orlov i 3 måneder. 

Det har været dage med masser af møder, venlige mennesker der har budt mig velkommen og et forsøg på at få FT-rytmen ind under huden. Jeg sidder i Miljø- og Planlægningsudvalget og Energiudvalget – og skal dække flere forskellige miljø- og klimasager. Det er spændende, ikke mindst fordi det er så tydeligt, at vi står overfor nogle massive udfordringer, både i Danmark og globalt, vi ved ovenikøbet en masse om, hvad der skal til – men vi har en regering, der ikke leverer så meget som en bønne til løsning af de problemer.

Samtidig er det lidt surrealistisk. Min badeboldsmave stritter mere og mere… Havde termin i går, men mod alle forventninger er der intet sket, selv om alle de kloge (inkl. mig selv) havde forventet, at det ville være blevet et påskebarn.

Men det må være en hårdhudet baby, selv ikke Venstres nye ordfører Peter Christensen eller Pia Kjærsgaard, der begge to fyldte en del i Folketingsdebatten i går, fik veerne til at melde sig. Måske verden fremstod lidt for skræmmende.

Det er tid til at tage computer og en kæmpe stak papirer under armen og sætte sig et roligt sted og læse.  Følg med i livet på Borgen her på bloggen – og kig med på www.trinemach.dk

Hvis man skal tro de seneste meningsmålinger bliver der ikke kendis-fest på Borgen på tirsdag.

I betragtning af de fantastiske meningsmålinger Ny Alliance havde tilbage i maj, står de mildest taget til et elendigt valg. Formentlig af flere grunde: Dårligt politisk håndværk er en forklaring og over for det, uhyre effektive politiske taklinger fra Venstres side.

Ny Alliances politik har også en del af forklaringen. Partiet har valgt to tabersager for midten af dansk politik. Danskerne ønsker ikke store skattesænkninger, de ønsker kvalitet i velfærden. Den anden tabersag ligger desværre indenfor flygtningeområdet.

Fra Den Danske Forenings parlamentariske knopskydning  til langt ind hos Socialdemokraterne skal man være meget klar i mælet i flygtningedebatten.  Det har Ny Alliance ikke formået. (At det forholder sig sådan med debatten i Danmark kan kun begrædes).

Jeg har hele tiden fundet Ny Alliances skatteudspil asocialt og urealistisk. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at være bekymret for, at vi skal fortsætte med den gamle VOK regering.

Ny Alliance skal trods alt have ros for at puffe den til den sorte samvittighed hos nogle borgerlige vælgere på grund af V og K’s støtte til Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

Derfor er den eneste garanti for en ny regering og et andet flertal: Stem på den klare opposition!

Og stem gerne personligt på mig, hvis du vil have en konsekvent stemme mod DF’s menneskesyn, også i borgerlige VK-klæder.

Læs mere på www.trinemach.dk

Statsministeren lancerede i går eftermiddags en kort og langsigtet plan for asylansøgere. Forslaget kom efter gentagen kritik af regeringens behandling af afviste asylansøgere i Danmark. Planen indeholder elementer om en hurtig arbejdende ekspertgruppe, der skal kortlægge, hvilke regler der er i andre lande for asylansøgere.

Man må undre sig over Foghs pludselige behov for en hurtig arbejdende ekspertgruppe. Der har siden regeringen trådte til været ekspertgruppe på ekspertgruppe, der har udtalt kritik af forholdene i Danmark på asyl- og integrationsområdet. Standardsvaret har været ”At der ikke er noget at komme efter”. Sandheden er jo, vi er blevet internationalt berygtet for vores umenneskelige behandling af asylansøgere!

Statsministeren har samtidig udtalt, at regeringen vil arbejde for en bred politisk aftale. Hvordan er det lige, at det harmonerer med den blokpolitik, som regeringen har ført med Dansk Folkeparti? DF har defineret asylpolitikken og haft vetoret på området, siden regeringen tiltrådte.

Statsministeren siger, han ønsker ro og sikkerhed om politikken på asylområdet. Men statsministeren ønsker nok først og fremmest ro i valgkampen.

Det er oplagt langt ind i den borgerlige lejr, at den asylpolitik som regeringen og Dansk Folkeparti har ført, har været umenneskelig. VOK har tabt sit flertal blandt andet på dette punkt og med sin kyniske kovending på området ønsker statsministeren alene damage control i valgkampen.

Hvis man virkelig ønsker et andet menneskesyn og en anstændig asylpolitik er der kun ét at gøre: Stem for en ny regering!

Og stem gerne personligt, hvis du vil være sikker på en skarp stemme for en anden politik – Læs mere på www.trinemach.dk