De seneste par år har det dog virket som om, at regeringen har erkendt, at dens tid formentlig er ved at rinde ud. At det nu gælder om for enhver pris at vinde det ideologiske slag om Danmark, alene for at kunne sige ’vi vandt’. Uden blik for konsekvenser, hverken på kort eller langt sigt, for det samfund, de har haft ansvaret for siden 2001. Og for de værdier og principper, de ellers hårdnakket hævder, tilhører den ’vestlige verden’.

I militær krigsførelse opererer man med det, man kalder ’den brændte jords taktik’, hvilket betyder en fremgangsmåde hvor man ved tilbagetrækning fra et område ødelægger, hvad ødelægges kan – bygninger, afgrøder m.m. for at efterlade så få værdier som muligt til fjenden og dermed smadrer så eftertrykkeligt, at det for tilbagevendte beboere intet er bevendt. Vi kender det eksempelvis fra anden verdenskrig, hvor både Sovjetunionen og Nazi-Tyskland benyttede sig af taktikken.

Store ord? Næh. Virkelighed anno 2011:

Med den såkaldte genopretningspakke og efterfølgende aftaler– som blandt andet var nødvendig efter den omkalfatring af skattesystemet, der lod de velhavende feste i opgangstider – betalte sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, miljø og klima samt udvalgte, allerede forfordelte, befolkningsgrupper for oprydningen. Fællesskabet betaler prisen for regeringens pleaser-politik overfor de priviligerede.

Genopretningspakken sneg også et andet ideologisk element ind: Loftet over fradrag for fagforeningskontingenter. Helt i tråd med tiårets kolde luft til fagbevægelsen. Dem, der erindrer Søren Pinds store forbillede, Ronald Reagan og dennes kvindelige udgave, Margaret Thatcher, vil huske, hvordan de ikke mindst satte en bremse i for fagbevægelsen med det klare formål at knægte bevægelsens magt fuldstændigt.

Kerneydelser i samfundet har holdt for. Vi kender konklusionerne af undersøgelser af både folkeskolen og de videregående uddannelser; vi kender tallene for frafald på ungdomsuddannelserne, for slet ikke at nævne den 1/5 af alle unge, der slet ikke får en ungdomsuddannelse.

Hvis man ideologisk ønsker at fremme et privat uddannelsesvæsen – ja, så er det den helt rette strategi at reducere det offentlige system til discount-udgave.

Privatisering-i-praksis-modellen kender vi også fra overbetalte privathospitaler, der som bekendt nyder godt af frit-valgsordninger og garantier, som politisk overhovedet ikke følges op af vilje til at styrke det offentlige sundhedssystem.

De seneste måneder, hvor de borgerliges meningsmålinger konstant peger på, at VKO-regimets tid er ovre, har taktikken indebåret forringelser af pensionsforhold og efterløn. Oveni en række politiske sager, hvor regeringen oplagt har bevæget sig så tæt på kanten – hvis ikke over – af Danmarks internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet: Sagen om de statsløse, en kritisk eksamen af menneskerettighedernes tilstand i Danmark, regler for familiesammenføring, stramninger af udvisningsregler og så videre.

Dertil kommer, at Danmarks internationale engagement har været præget af selvsamme ideologiske brændstof: Krigen i Irak skete uden FN-mandat. Udviklingsbistanden er ikke blot beskåret, den er også indholdsmæssigt blevet ændret, så den fokuserer på privatsektordrevet vækst stadig uden garanti for, om det gavner verdens fattige mere end en i forvejen velbjærget middelklasse. Tegningkrisen, der grundlæggende var del af et indenrigspolitisk værdipolitisk slag, rettet mod vores muslimske mindretal for at tilfredsstille det nationalkonservative ben i den hellige treenighed, VKO.

De brændte jords taktik er med andre ord et ideologisk ridt på fordelingspolitikken, en slags panik før lukketid. For måske kan regeringen ikke vinde magten ved valget – men den kan måske vinde slaget om farven på Danmarks økonomi og velfærdsstruktur.

Det stiller endog meget store krav til venstrefløjen, hvis man med succes skal kunne gå op i mod det. Taktikken er nemlig del af noget større og for mig at se ganske alvorligt: Det sker ovenpå en værdipolitisk tsunami, der ramte Danmark i 2001 og rykkede stort set alle de demokratiske, retspolitiske og humanistiske landvindinger, man kan komme i tanker om, op med rode, således at alt nu kan udfordres:

Overholdelse af FN-konventioner? Vel kun, hvis det passer os. Forpligtelser overfor verdens flygtende? Ikke hvis de kommer ubelejligt og i større tal. Menneskerettigheder? Det er venstrefløjens opfindelse. Retsprincipper? Ligemeget, hvis det gælder ’udlændinge’. Fællesskab? Kun i udgrænsning af minoriteterne. Kærlighed og privatlivets fred? Det er statens anliggende, overvågning og pointsystemer ja tak.

Der findes kun ét modsvar, hvis venstrefløjen skal vende dén udvikling. Og det er benhård kamp for en række af de dyder, som det progressive venstrefløjsprojekt har hvilet på op gennem tiden siden Rosa Luxemburgs (og Louis Pios) tid:

Social og økonomisk lighed for den såkaldt ’almindelige lønmodtager’ og en insisteren på, at klassekampen i en opdateret form stadig holder vand – ikke kun med omdrejningspunkt i ens placering på uddannelsesskalaen (og dermed hvor ’omstillingsparat’, man er som arbejdskraft eller hvor stor viden, man kan dominere det politiske liv med) men også den økonomiske. Magt over økonomien er af afgørende betydning.

En generobring af værdi- og kulturkampen med inddragelse af kulturradikalismens – og socialismens – fineste sider. Venstrefløjen må genlancere sit politiske projekt for frigørelse af det enkelte menneske og en kulturkamp, der på mange måder kan sammenfattes med formålsparagraffen for 1975-folkeskoleloven om at skabe medlevende og demokratiske mennesker. Det bør være en iboende del af en opdateret klassekamp.

Og endelig: Et massivt forsvar for internationalismen og for pligten til at udvide og udvikle dén internationale retsorden, verden har kæmpet for siden 2.verdenskrig, med folkeret og FN som sit omdrejningspunkt.

Det er tiden nu. Som Fogh siger i mit TV lige nu: Now is the time to create a new Libya.

Well, now is the time to create a new Denmark.

Opgør med uligheden er en af venstrefløjens fremmeste opgaver. At det seneste tiår har skabt øget ulighed og marginalisering i Danmark, ligesom indsatsen overfor verdens fattigste er beskåret ganske drastisk, har længe været på den valgkampspolitiske dagsorden.

Men folketingsvalget handler også om den ulighed, der ikke blot vedrører fordeling af ressourcer og indsatser på finansloven. Nemlig en kamp for lighed, ligestilling og ligeværd, der vedrører selve kernen i fællesskabet. Der vedrører, hvordan vi omgås hinanden med alle de forskelligheder, det indebærer.

De sidste ti år har skærpet problemet, fordi VKO har syltet kønsligestillingen, gjort en dyd ud af at diskriminere etniske minoriteter og nølet i forhold til seksuelle minoriteter. Men værst af alt: Den har dyrket at opdele borgere i kasser af mindre værd, frem for den helt grundlæggende demokratiske værdi at vi alle er mennesker og bør være ligeværdige borgere.

Wear it with Pride

I denne uge er der Copenhagen Pride. Med sloganet på årets armbånd ’Wear it with Pride’, står ugen i retten til at være sig selv og mangfoldighedens tegn. Priden vil igen skabe opmærksomhed om LGBT-personer, altså bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Det er festligt og sjovt – men også brændende alvor. Vi ved jo godt, at det stadig ikke er muligt for LGBT-personer at leve på lige vilkår og i fuld åbenhed: Man udsættes for hatecrimes og problemet er stigende; man kan stadig ikke blive gift; der er stadig benspænd for regnbuefamilier.

Men lige rettigheder til seksuelle mindretal er jo en menneskeret. Derfor bør valget også bruges til at vælge de politikere, der tager ansvar for at gøre samfundet reelt rummeligt og inkluderende overfor personer, der ikke deler det store flertals seksualitet.

Ligebehandlingsministerium

Under VKO har Danmark været ramt af en hærgende værdipolitisk tsunami. En tsunami, der har skyllet de standarder væk, vi normalt måler os på – FN-konventioner, ligestilling, respekten for det enkelte individ og privatlivets fred, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Vi må sande, at Danmark har indrettet sig med statslegitimeret diskrimination og manglende aktive indsatser for at levere reel ligebehandling af borgerne.

Det er tid til et kursskifte, hvis det for alvor skal batte. Kampen for ligebehandling er et fælles anliggende. Det er ikke blot den enkeltes problem men går hånd-i-hånd med et opgør med diskrimination på grundlag af køn, seksuel orientering og kønsidentitet, race og etnicitet, alder, handicap og religion, der alle fordrer beskyttelse.

Det stiller også krav til os selv i oppositionen, hvis vi vinder valget. En ny regering skal gå i brechen for det mangfoldige og åbne samfund. Vi bør oprette et Ligehandlings-ministerium, hvis mandat omfatter alle beskyttelsesgrundene og som kan sætte ikke-diskrimination og ligebehandling på den danske politiske dagsorden. Både i forhold til ligestilling mellem kønnene, for etniske og seksuelle minoriteter – såvel som for de øvrige beskyttelsesgrunde.

Vi bør sætte os for at gennemgå regler og love på området. Lad os dog indføre det kønsneutrale ægteskab som i bl.a. Sverige, Norge, Island. Gøre det nemmere at leve som regnbuefamilie. Få (obligatorisk) undervisning om seksuel orientering og kønsidentitet ind i uddannelsessystemet – fra folkeskole, seminarier til sundhedsfaglige uddannelser. Sikre fokus på LGBT-rettigheder som integreret del af menneskerettighedsindsatsen i u-landsbistanden.

Med Danmarks tilslutning til menneskerettighederne er vi faktisk forpligtede til at beskytte mod diskrimination, også gennem aktive indsatser, der sikrer reel lighed. Ligebehandling indebærer nemlig, at alle borgere skal have lige adgang til og mulighed for at deltage i alle samfundets anliggender og skal nyde lige beskyttelse, uafhængigt af de seks ovenfor nævnte grunde.

Et nyt ligebehandlingsministerium skal være den garant, der sikrer systematiske indsatser for ligestilling og ligebehandling over hele paletten frem for spredt fægtning, der fremmer politiske og juridiske indsatser mod diskrimination, der kan udvikle mainstreaming redskaber til gavn for alle ministerier  for at indtænke ligebehandlingsaspektet i lovgivningen og som hele tiden holder øje med, at Danmark lever op til de internationale konventioner, vi har forpligtet os til.

Derfor denne opfordring til mine oppositionskolleger: Sæt oprettelsen af et Ligebehandlingsministerium på listen og bring atter Danmark i front som et progressivt og moderne land, der ser rummelighed, mangfoldighed og ligeværd som uomgængelige pejlemærker for et moderne samfund

Der er tale om et klart politisk valg – ikke om en nødvendighed. Efterlønsdebatten et symbol på det klare politiske skel mellem højre og venstre – ikke et økonomisk betinget valg.

Tillad mig at nedskyde tre udbredte myter, der igen og igen bringes frem i debatten. Det kan forhåbentlig bidrage til en mere nuanceret debat, end vi har set de seneste måneder.

Myte 1:  Med det underskud på statsfinanserne, der tegner sig i de kommende år, har Danmark ikke råd til at fortsætte efterlønsordningen.

Først lidt om selve økonomien hér: Med en alvorlig økonomisk krise, faldende arbejdsudbud og stigende udgifter til ældre står Danmark over for alvorlige økonomiske udfordringer. Det ved og accepterer alle. Finansministeriet har regnet sig frem til, at der mangler yderligere 23 mia. kr. for, at statsbudgettet vil være i balance i 2020. De 23 mia. skal lægges oven i regeringens ”genopretningspakke”, der nedbringer det offentlige underskud med 24 mia. kr., så den samlede udfordring er reelt 47 mia. kr.

S-SF har lanceret Fair Løsning og Fair Forandring med handlingsanvisninger på, hvorledes de 24 mia fra genopretningspakken kan skaffes. Lige nu arbejder vi på at præsentere en udvidet plan med et politisk alternativ til regeringens 2020-plan. Det bliver en mere solidarisk og fremtidssikret plan.

Forskellen ligger ikke i evnen til ansvarlighed. Forskellen består i, hvordan henholdsvis rød og blå vil finde pengene. S-SF har for længst gjort klart, at man arbejder på at øge den økonomiske aktivitet og derved finansiere velfærden: ’arbejde-sig-ud-af-krisen’-vejen.. Sagen er, at de skattelettelser, VKO har givet de seneste år, har været med til at sparke bunden ud af statskassen. Alene i 2011 bliver underskuddet på statsfinanserne over 40 mia. kr. større på grund af ufinansierede skattelettelser. I 2020 får statskassen knap 30 mia. kr. mindre. Det er således ikke et spørgsmål om, om der er råd, men om politiske prioriteter. Underskuddet er i høj grad en konsekvens af VK’s politiske prioriteringer.

De borgerlige partiers svar på de finansielle udfordringer for statskassen er endvidere usikre. Beregningerne bygger på den antagelse, at arbejdsløsheden er bragt ned på 3,5 procent i 2015 og bliver der. Hvis Danmark er vel ude af krisen på det tidspunkt, synes det ikke urealistisk. Problemet ligger i, at hvis arbejdsløsheden ikke nedbringes, bliver forringelsen af efterlønnen forvandlet til et økonomisk mareridt, fordi statskassen belastes endnu mere ved dagpenge end ved efterløn. Hvis arbejdsløsheden ikke bringes ned, vil besparelser i stedet blive til ekstraudgifter, og de borgerliges plan vil ligge i ruiner.

Myte 2: Den demografiske udvikling betyder, at vi kommer til at mangle arbejdskraft og derfor skal alle blive længere på arbejdsmarkedet.

“Hvis eksempelvis hver beskæftiget arbejder én time mere om ugen, vil det varigt forbedre de offentlige finanser med 14 mia. kr.” Citatet er ikke fra S-SFs Fair Løsning, men fra Arbejdskommissionens rapport fra august 2009 (s.18). Pointen er, at ved at øge den gennemsnitlige arbejdstid for dem på arbejdsmarkedet, opnår man den samme forøgelse af arbejdsudbuddet, som en afskaffelse af efterlønnen giver. Vi har altså et klart valg mellem to løsninger på samme problem. Det er derfor S-SF i annoncer sidste år slog fast, at hvis folk havde 12 minutter, så havde vi en løsning.

Finansministeren har ikke forholdt sig til dette reelle og solidarisk alternativ til at afskaffe efterlønnen.

Fagbevægelsen er indforstået med, at der skal findes en løsning, som øger arbejdsudbuddet i en størrelsesorden, der giver 15 mia. kr. ekstra på de offentlige finanser. At de borgerlige ikke vil anerkende det, er blot en bekræftelse af, at forringelsen af efterlønnen ikke er af nød, men af valg.

Fair Løsnings svar på udbuddet af arbejdskraft er endvidere mere fleksibelt end de borgerliges. Når der igen kommer gang i økonomien, kan det øgede arbejdsudbud aktiveres i løbet af en enkelt overenskomstperiode, mens der skal ventes mange år på, at tilbagetrækningsaftalen for alvor virker.

Samtidig skal man være opmærksom på, at det ikke er den arbejdskraft, der går på efterløn, der er mest brug for. Den typiske efterlønsmodtager er kvinde og bor i det såkaldte Udkantsdanmark. Der er en klar korrelation mellem områder med høj arbejdsløshed og områder med mange efterlønsmodtagere.

Myte 3: Ordningen får friske og rørige seniorer til at stoppe før tid.

”Det er ikke alle efterlønsmodtagere, der bruger deres tid på golf”. Citatet er fra indledningen til et indslag i TV Avisen og er et udmærket eksempel på den arrogance og mangel på viden om mennesker, der vælger at gå på efterløn, der har præget debatten. Ordningen henvender sig først og fremmest til mennesker, som har haft et hårdt arbejdsliv, ofte mere end 40 år. Nogle af disse er fysisk eller psykisk nedslidte og de vil formentlig blive tilbudt en ny type overførselsindkomst. En uværdig klientgørelse af almindelige mennesker.

En anden og større gruppe af efterlønsmodtagere er ikke nedslidte i så stærk grad, at de ikke kunne varetage et arbejde. Argumentet er, at med en stigende levealder kunne disse mennesker godt blive nogle år til på arbejdsmarkedet i stedet for at ‘ligge os andre til last’.

Det er der formelig flere, der kan, men 85 procent af efterlønsmodtagerne er faglærte og ufaglærte arbejdere og disse grupper oplever desværre ikke den samme stigning i levealderen som de bedst stillede. Med den forhøjede pensionsalder og forkortede efterlønsperiode bliver realiteten, at man kræver af de mennesker, der har været længst på arbejdsmarkedet, at de ikke får chancen for et ordentligt efter-arbejdsliv.. Derfor er det ikke et argument for afskaffelsen, at friske og rørige seniorer bruger den til at stoppe før tid.

Det bør nu stå ret klart, hvad udgangspunktet for debatten skal være, her illustreret ved en gennemgang af de tre myter: Afskaffelse af efterlønnen er ikke nødvendig, men udtryk for et politisk valg af, hvem der skal betale prisen for at bringe Danmark ud af den økonomiske  krise.

DF’s løftebrud

Mediedækningen af de forgangne ugers intensive forhandlinger har til tider været rimelig skarpvinklet, særligt fordi Radikale Venstre, der ellers peger på Helle Thorning som kommende statsminister, deltager i forhandlinger med regeringen.

Men som det har været påpeget flere gange så er det dog en gammelkendt nyhed, at Radikale og S-SF ikke er enige på efterlønsspørgsmålet. Derfor er det ikke i sig selv interessant, at Radikale forhandler. De forfølger en politisk mærkesag. Dansk Folkepartis løftebrud er det virkelige nybrud. Partiet har stået som forsvarer af efterlønnen, men forhandler nu rask væk om dens udhuling eller afskaffelse.

Jeg har respekt for, at andre har andre politiske synspunkter, prioriteter og visioner end mig – for ikke at sige solidaritet med andre grupper af borgere. Men jeg mener, at det skal være disse politiske uenigheder om prioriteringer, der præger debatten – ikke myter og snak om ’tekniske nødvendigheder’.

Det er et valg at afskaffe eller forringe efterlønnen. Og med forhandlingerne i Finansministeriet står det lysende klart, at dem, der vælger at bevare den, nu har et parti mindre at vælge imellem på valgdagen.

Værdipolitisk har der været et opbrud på venstrefløjen gennem de seneste år det har bl.a. ført til fremvæksten af den såkaldte arbejderisme, som Information har dækket intensivt de forgangne uger.

Efter min bedste overbevisning er der tale om et tilbageslag, men ikke desto mindre er debatten vigtig at tage. Både fordi det er definerende for venstrefløjens projekt(er), og fordi det udspringer af en række kritikker af venstrefløjens svækkede forbindelse til arbejderklassen og ditto kapitalismekritik.

Den 6. april skrev jeg en kronik om arbejderismen. Erik Meier Carlsen kommenterer kronikken 14. april, og da han samtidig er eksponent for den mest vidtgående kritik af den klassiske værdipolitik på venstrefløjen, skal han have nogle kommentarer med på vejen.

Intet tilbageslag

Meier Charlsens indlæg er en historisk analyse af navnlig skiftene hos socialdemokraterne. Jeg er stort set enig i den historiske gennemgang. Socialdemokraterne sikrer en stærk folkelig bevægelse i første halvdel af det 20. århundred, som skaber historiske forandringer i Skandinavien, både for samfundene som helhed og for den enkelte. I perioden efter Anden Verdenskrig etableres velfærdsstaten. Op gennem 1960’erne og 70’erne udvides projektet til ikke alene at være social sikring, men også et politisk projekt for frigørelse af det enkelte menneske og en kulturkamp, der på mange måder kan sammenfattes med formålsparagraffen for 1975-folkeskoleloven om at skabe medlevende og demokratiske mennesker.

Siden 1990’erne er der sket endnu et skifte i retning af det, som Ove Kaj Pedersen meget præcist kalder konkurrencestaten. Jeg deler til fulde kritikken af konkurrencestaten. Men i modsætning til Meier Carlsen opfatter jeg ikke den »moralistiske progressivitet«, som den humanistiske og kulturradikale kulturkamp hånligt betegnes, som et tilbageslag. Tværtimod.

Den økonomiske faktor

Problemet i Meier Carlsens analyse er, at han ikke formår at sammenkæde den økonomiske udvikling (kriserne i 1970’erne og den aktuelle) og indførelsen af konkurrencestaten med det opbrud, der er i »livsformer og holdningsfællesskaber blandt de mindreprivilegerede«. Hos Meier Carlsen bliver det ikke realøkonomien, men indvandringen, der udgør den største trussel for de dårligst stillede og fællesskabet som sådan.

For mig at se er netop denne fejlagtige analyse den vigtigste grund til, at venstrefløjen aldrig må løbe efter højrefløjens indvandrerpolitik. Det betyder ikke, at indvandringen ikke kan debatteres kritisk. Men venstrefløjen skal have bedre svar end ‘folkehjemmet’.

Svaret på problemer i f.eks. folkeskolerne med en overrepræsentation af elever, der ikke har dansk som førstesprog, kunne være at sikre ressourcerne, der skal til for at styrke disse elever. Samfundets sammenhængskraft, som ifølge Meier Carlsen er under afvikling på grund af indvandringen, genetableres netop ved det demokratiske projekt, som venstrefløjen stod i spidsen for i 1960’erne og 1970’erne dvs. gennem det deltagende og medbestemmende menneske.

Påstanden om, at venstrefløjen fordømmer livsformer eller holdningsfællesskaber hos mindreprivilegerede er absurd, hvis det skal opfattes som almen kritik. Jeg undres også over, at venstrefløjen midt i den alvorligste økonomiske krise ikke længere må kritisere problemer med markedsøkonomien. Vores fornemste opgave er da at koble præcis de to ting, så det står klart, at det ikke er afregulering, men generobring af politisk kontrol med markedskræfterne og derigennem udvidelse af demokratiet der er brug for.

Z var ikke folkeligt oprør

Sidste del af Meier Carlsens kronik mister argumentation og er forstemmende læsning.

Påstanden om bastant trussel fra indvandringen savner dokumentation, der godtgør, at der er tale om almengyldige problemer. Meier Carlsen gentager og bekræfter netop det, der i mine øjne er et forfejlet valg og en falsk modsætning: Nemlig at enten beskæftiger venstrefløjen sig med økonomi og fordelingspolitik med klart nationalt fokus, eller også fører man »moralistisk« politik med fokus på kvinders ligestilling, miljø og menneskerettigheder (og integration, flygtninge, retspolitik, fristes man til at tilføje).

I min verdensopfattelse er det den fejlslutning, som tilføjer venstrefløjen en særdeles skævt skåret virkelighedsopfattelse med stærkt begrænset fællesskabs- og forandringspotentiale. Og konklusionen, som Meier Carlsen drager, rummer præcis den samme fejl: At svaret på ‘folkets problemer’ må være indskrænkning i, hvem folket er, hvem vi er fælles med, hvordan vi ser på det enkelte menneske og at indvandrerpolitikken skulle være den eneste sande, desværre ofte populistiske, symbolske slagmark.

Jeg forstår, at Fremskridtspartiet for Meier Carlsen skulle udgøre det sande folkelige oprør mod ‘eliten’, som altså så også skal være målestok for venstrefløjen.

Jeg kunne ikke være mere uenig.

Trine Mach er vikarierende medlem af Folketinget for SF

Det har ikke været en nem beslutning at støtte dansk krigsdeltagelse i Libyen, både politisk og personligt har det givet anledning til svære overvejelser. For mit vedkommende blev beslutningen at følge resten af SFs folketingsgruppe og stemme ja i forbindelse med vedtagelsen af FN’s beslutning om brug af magt for at stoppe Gadaffis fremrykning.

For mig var det helt helt centralt, at der var et klart FN-mandat, at den arabiske lande støttede det (og oprørerne bad om hjælp) og at situationen netop var ekstrem og akut. Tilmed støtter man oprørerne på de præmisser, de har sat – ja tak til no-fly-zone, nej tak til landtropper.

Det hviler ovenpå en grundlæggende internationalistisk forståelse af, at vi har pligt til at tage ansvar for hinanden på tværs af kloden, på vores historiske krav om FN-mandat til militære aktioner, og vores forsvar for menneskerettigheder og selvbestemmelse.

Flere af de overvejelser som jeg gjorde mig, er i virkeligheden lidt i retning af de spørgsmål, som Jan Hoby fremhæver i en kommentar til Jakob Lindbloms blog. Jeg når imidlertid frem til de modsatte konklusioner end Hoby må gøre. I denne blog vil jeg tage ét af spørgsmålene op og så vil jeg gerne pege på en retning for venstrefløjen i denne sag.

Hoby fremhæver ganske rigtigt at ”Spørgsmålet om det er en imperialistisk krig, afhænger af om man ser FN som en imperialistisk klub”.

Vel vidende, at FN-systemet har sine mangler, at det er nemt at fremvise eksempler hvor FN-beslutninger er gået magthavernes ærinde, at FN ikke klart har taget parti for ofre og undertrykte (ikke mindst utallige gange i sagen om Israels besættelse af Palæstina) og andre uheldige eksempler, vil jeg gerne holde fast i, at organisationen ikke er en imperialistisk klub. Min pointe er ikke, at FN-systemet er perfekt. Netop fordi den altid er afhængig af geopolitiske styrkeforhold og ofte arbejder for at fastholde status quo, bliver den næppe et sprængbræt for folkelige revolutioner.

Men grundtanken i FN-systemet – folkeretten – om hvordan nationer skal agere sammen, om at ret skal tøjle magt, skal venstrefløjen sgu da tilslutte sig. Og det har vi jo altså også gjort, i stærk modsætning til højrefløjen og de helt store magthavere kloden over.

Så med al respekt, så anser jeg synspunktet om det uduelige og imperialistiske FN for at være et forholdsvist marginalt synspunkt på venstrefløjen.

Juristeri

FN er et fælles forum for alle verdens stater, et rum for dialog, og derudover også en række spilleregler. Spilleregler som skal tøjle de stærkes magt, forhindre krige og et ansvar over for alle mennesker mod systematiske overgreb i form af folkemord og krigsforbrydelser.

Et afgørende princip i folkeretten er, at magtanvendelse over for andre stater er forbudt, medmindre det sker i selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd. Her vejer princippet om staters suverænitet meget tungt. Tyranner, diktatorer og despoter skal som hovedregel ikke frygte, det internationale samfund griber ind militært, så længe de udfører deres ugerninger i deres eget land. De kan blive ramt af økonomiske og politiske sanktioner, men ikke invasion. Der er dog en undtagelse, der som sagt er ny i folkeretten.

I 2005 indførtes det såkaldte ”Responsibility to protect” (R2P), der pålægger stater at sikre deres befolkninger mod folkemord, krigsforbrydelser og andet i samme kaliber. Det giver samtidig mulighed for at det internationale samfund kan intervenere, hvis det er staten selv som står bag, eller hvis staten ikke kan/vil forhindre det. R2P er en direkte udløber af folkemordet i Rwanda i 1994 og begivenhederne på Balkan i 1990’erne.

Den aktuelle situation

I forbindelse med den libyske statsmagts (Gadaffi) nedkæmpelse af det omfattende oprør i landet, var der efter min bedste overbevisning frygt for folkemord og krigsforbrydelser, hvis regeringshæren og lejesoldater var trængt ind i byerne Benghazi og Tobruk. Samtidig vil mulighederne for en fredelig løsning forsvinde i takt med nedkæmpelsen af oprøret, fordi det, ifølge presserapporter, var timer og ikke dage, der var afgørende for udfaldet af borgerkrigen.

To væsentlige kriterier for mig er derfor både et internationalt ansvar for at beskytte indbyggerne i de oprørske byer, samt fraværet af fredelige løsninger, da en hurtig militær indgriben mod regeringshæren i Libyen var nødvendig.

Det er en forståelig holdning, at mange ikke ønsker at støtte deltagelse i en USA-ledet krig mod endnu et arabisk land. Den modvilje er formentlig udbredt på den ganske venstrefløj, ligesom modviljen er stærk i den arabiske verden (deraf præciseringen heraf i FN-resolutionen, og deraf også Den arabiske Ligas kritiske udmeldinger tidligere på ugen). Men modstanden mod krig her er ikke en gratis omgang. Konsekvensen af ikke-indgriben ville formentlig have været voldsomme overgreb mod oprørere og de civile, der husede deres baser.

Politiske overvejelser

Politisk er den militære indgriben i Libyen en møgsag. ”Vi” er uomtvisteligt kommet til at vælge side i en konflikt, vi dybest set ikke ved meget om. At Gadaffis styre (for længst) har mistet sin legitimitet er uomstrideligt, men vi ved meget lidt om, hvilke grupperinger vi nu støtter og vi kender meget lidt til de politiske dynamikker i Libyen. Ligesom der er en række andre store problemer som venstrefløjen løbende skal forholde sig til.

Lad mig nævne i flæng:

* Der er ikke enighed om målet for krigen: Støttes et oprør, skal Gadaffi væltes, er det en humanitær invasion

* Hvad er den politiske og militære indflydelse af bomberne i Libyen

* Vi ved ikke, hvordan dette vil påvirke den folkelige forankring i de arabiske lande, der kæmper for politisk frihed

* De politiske motiver for f.eks. Frankrig og Vesten generelt kan lige så godt være geopolitiske som humanitære

* Hvornår er magtanvendelsen (det pæne ord for at slå andre mennesker ihjel og bombe) så stor, at den ikke længere kan legitimeres ud fra R2P

* Hvornår er der tale om borgerkrig, som ikke i sig selv er et anliggende for FN – og hvornår er der, som der var i Libyen i sidste uge, tale om overhængende fare for krigsforbrydelser, folkemord og massive systematiske overgreb på civilbefolkningen

Hver af disse overvejelser kan være nok til at være tøvende overfor udenlandsk militær intervention i den konkrete konflikt i Libyen og som venstrefløj skal vi naturligvis løbende forholde os til det. Derfor er det jo også rigtig vigtigt, når Enhedslisten har krævet, at der skal laves en strategi og plan for, hvad det er, der skal ske og hvad man vil med den militære aktion.

Venstrefløjens opgave

Selvom hele den parlamentariske venstrefløj har bakket op om dansk krigsdeltagelse skal modstanden mod krig og imperialisme og for fred naturligvis fastholdes.

På den korte bane skal ovenstående spørgsmål være i fokus og vi skal insistere på, at en forhandlingsløsning er vejen frem. På den længere bane bliver det særlig vigtigt at fastholde: At ”Responsibility to protect” skal ske i overensstemmelse med Sikkerhedsrådet (og vedtagne resolutioner) og at staters suverænitet stadig er et bærende princip. Ikke, som nogen advokerede og strækker tolkningen, at magten bare kan bruges uden om Sikkerhedsrådet i al almindelighed. At det ikke er sådan, at dem, der opfordrer til brug af traditionelt usikkerhedsproducerende voldsmidler af påståede humanitære årsager, alene er motiveret af ønsket om retfærdighed. At princippet om R2P gælder for alle mennesker og ikke kun for dem, som har geopolitisk interesse for Vesten. Og at suverænitet ikke kun er et privilegium for de stater, der råder over fleste og bedstse voldsmidler eller har de stærkeste venner.

I den konkrete sag med Libyen bliver vi nødt til at huske – og holde fast ved – vores pligt til at tage ansvar for hinanden på tværs af kloden, vores historiske krav om FN-mandat til militære aktioner, vores forsvar for menneskerettigheder og selvbestemmelse. Og, at vi ikke havde kunnet leve med et folkemord eller krigsforbrydelser.

Lars Olsens indlæg i Politiken 19.dec. “Tag dog den ærlige indvandrerdebat” er forstemmende læsning. Olsen er så forudindtaget og blottet for fakta, at det sidste indlægget bidrager til, er en ærlig debat. Det er ærgerligt, for debatten er vigtig.

Det er fremgangen i meningsmålingerne til Enhedslisten og de Radikale efter kritikken af pointsystemet, der får Olsen på banen i et angreb på de ”rene, ranke og ubesmittede”. Selvom jeg er SF’er, føler jeg mig kaldet til at svare Olsens kritik, der først og fremmest bidrager til at tegne et falsk billede af, hvor indvandrerdebatten står i dag og hvad en solidarisk flygtninge- og indvandringspolitik betyder. Jeg lader den aktuelle debat om pointsystem ligge; synspunkterne hér står formentlig presente hos de fleste. Lad mig i stedet gå i krig med Olsens historieforvanskning.

Olsen tegner et billede af en humanistisk venstrefløj, der nærmest ønsker fri indvandring til Danmark, at der først blev dæmmet op for en massiv indvandring efter ”systemskiftet” i 2001, samt at hvis den humanistiske venstrefløj får magt, er vi ‘tilbage til’ indvandringsmønstrene fra 1980-90’erne. Påstande, som han ikke finder belæg for i virkelighedens verden. Danmark har haft et såkaldt indvandrerstop siden 1973. Siden da er det kun familiesammenførte og flygtninge (fra ikke-vestlige lande) som kunne ‘indvandre’. Hvor 1980-90’erne især var præget af flygtninge og familiesammenføringer til herboende udlændinge, kommer nutidens indvandrere i høj grad uden familie, for at arbejde eller studere. Især fra de tidligere østlande. Og dét giver ubestrideligt voldsomme problemer på det danske arbejdsmarked – løsningen har dog intet med 24-årsregel eller pointsystem at skaffe.

Ikke mindst som følge af nye migrationsstrømme, borgerkrige på Balkan og situationen i Mellemøsten oplevede Danmark et stort indryk af flygtninge op igennem 90’erne og indvandringen steg i den periode markant. Nyrup-regeringens svar var en række stramninger indenfor familiesammenføring. Nyrup strammede – også mere end venstrefløjen brød sig om – men med VKO blev stramningerne groteske og indvandrerkortet brugt i en værdikamp, der har bidraget til at holde højrefløjen ved magten siden 2001. Det er disse groteske stramninger, ikke mindst i form af symbolpolitik, som den humanistiske venstrefløj vil gøre op med. Eksempelvis har Danmark de seneste par år alene givet asyl til i snit 1400. Et opgør med dette giver ikke fri indvandring og dilemmaet – for det er et dilemma – mellem åbne grænser og åbne kasser skal naturligvis diskuteres med udgangspunkt i, hvordan realiteterne – og ikke myterne – er.

At integration af indvandrere fra ikke-vestlige lande ikke altid lykkes, er jo rigtig. Olsen nævner bla. eksempler omkring socialt belastede boligområder. Ligesom jeg deler den opfattelse, at der er sammenhæng mellem antal og succesfuld integration, er jeg også af den opfattelse, at succesfuld integration afhænger af, hvordan vi som samfund ser på nydanskere, at flere kommuner tager ansvar, at virksomheder tager ansvar, at nydansken tager ansvar og at vi er parat til at lægge de ekstra ressourcer, der skal puttes i daginstitutioner, skoler og andre uddannelsesinstitutioner med særlige behov. S-SF har lavet et fælles udspil til, hvordan integrationen styrkes.

Jeg har vanskelig ved at forestille mig, at dette ikke vil være samfundsøkonomisk rentabelt, ikke mindst i lyset af den demografiske udvikling. En pointe, der aktualiseres af en analyse, som for nylig viste, at unge indvandrerkvinder klarer sig bedre på uddannelsesområdet end etnisk danske mænd fra provinsen. Dette er også et element i dilemmaet åbne grænser-åbne kasser; indvandring skal ikke føre til lukkede sociale kasser. Min påstand er, at vi godt kan håndtere indvandring og bibeholde den danske model. Spørgsmålet er snarere om det modsatte kan lade sig gøre.

Den aktuelle debat om point før mennesker startede med, at regeringen og Dansk Folkeparti igen trak yndlingskortet, udlændingepolitikken, i form af ’Nye Tider. Nye krav’, i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. De havde også god brug for en afledningsmanøvre fra et mindre syndefald af elendige sager og en presset dansk økonomi.

Derfor kom endnu en stramning af reglerne for ægtefællesammenføring – 24-årsregel, tilknytningskrav og nu tilmed et pointsystem, der opdeler folk efter nytteværdi. I løbet af få timer faldt ikke bare skalkeskjulet for 24-årsreglen – at den skulle begrænse antallet af tvangsægteskaber – men hele den borgerlige fløjs forsvar for den personlige frihed. For nu skulle staten tildeles en dommerrolle i folks valg af ægtefælle.

Men Christiansborg-flertallet forregnede sig. Der var en nedre grænse for, hvad danskerne ville acceptere. Et flertal vendte sig imod politiseren af menneskers kærlighedsliv, i mod værdi-sættelse af mennesker.

Jeg tvivler på, at Dansk Folkeparti og regeringen lader sig stoppe. Derfor ligger opgaven hos os andre: Vi må trække en streg i sandet og sige, at nu har de hevet Danmark rundt ved næsen længe nok. Længe nok har de sat rammerne for den politiske debat om danskhed, rummelighed (eller mangel på samme), fællesskab igennem alt det, nogen kalder ’udlændingepolitik’ med en samlebetegnelse. Der må simpelthen være en nedre barre for, hvilke forhold, der kan politiseres så indædt i negativ retning.

Og derfor må man i min verden stå op for det, der så alvorligt står for skud – i kampen for de værdier og principper, vi bygger Danmark og vores fællesskab på: Ikke bare mennesker før profit, men også mennesker før point.

Jeg er i mod ideen om et pointsystem til at måle udenlandske ægtefællers egnethed. Går man først ind på den bane, så accepterer man jo, at staten må sætte rammer for folks valg af ægtefælle. Og den præmis deler jeg ikke.

Det kan aldrig blive en stats opgave at måle og veje sine myndige borgeres valg af ægtefæller og lave regler for, om de må bo i deres eget land.

Min grænse gik der, hvor statslig indblanding i, hvem man kan gifte sig med, startede; hvor brugen af pointsystem blev normaliseret; og hvor kampen om vores fællesskabs sjæl startede.

Derfor kommer jeg på Christiansborg Slotsplads i dag til Kærlighed uden grænser demo’en i dag. For den grænseløse kærlighed.

For to år siden indgik SF en integrationsaftale med Socialdemokraterne, hvor SF accepterede, at 24-årsreglen ikke blev afskaffet som noget af det første, når en ny S-SF regering kom til.

Det var en stor indrømmelse til Socialdemokraterne. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var en stor kamel at sluge for mange SF’ere. Vigtigt var imidlertid følgende: 1) Et ultimativt krav om dens (og tilknytningskravets) afskaffelse som forudsætning for at indgå i en S-ledet regering, var ensbetydende med ikke at få et regeringsskifte. 2) Afskaffelse af reglen er stadig SF-politik, 3) S og SF er enige om at være uenige her. 4) Der er (desværre endnu) ikke et FT-flertal for at afskaffe den.

SF er imod 24-årsreglen og har ikke ændret synet på den. Det skal ikke være staten, som skal diktere myndige borgere, hvem de kan gifte sig med og flytte sammen med i deres eget hjemland. Dertil kommer, at partierne bag 24-årsreglen aldrig kunne dokumentere, at den dæmmede op for tvangsægteskaber, hvilket var det moralske figenblad, der blev holdt op over loven (som jeg dog personligt aldrig har givet noget for).

I et desperat forsøg på at fjerne fokus fra en elendig økonomi og ikke mindst en række dilettantiske sager, trækker regeringen nu indvandrerkortet igen-igen. Denne gang i form af aftalen ”Nye tider. Nye krav.”, der er forhandlet på plads i forbindelse med finansloven.

Det er en pakke af stramninger rettet mod ikke-etniske danskere og dem, der kan formaste sig til at gifte sig med ’fremmede’. Det har været fremme, at ”nu må vi vente og se den endelige udformning” eller ”djævlen ligger i detaljen”.

Glem det.

For det første, så kan man ikke støtte en strammere version af en regel, man grundlæggende er i mod.

For det andet: Konsekvensen bliver, at vi får et A, B og C hold af borgere. De ressourcefulde, som kan få familiesammenføring, før de er fyldt 24; de fleste, der stadig må vente, til de er fyldt 24, men stadig (med mere besvær) kan få familiesammenføring; og de ressourcesvage, der aldrig får lov. For nu at citere ordret fra aftalen: ”Reformen har den konsekvens, at de, der ikke opfylder kvalifikationskravene og det skærpede tilknytningskrav, ikke kan få ægtefællesammenføring. Dette gælder helt uanset parternes alder.”

Her behøver vi ikke at vente på den endelige ordlyd, der alene får betydning for hvem, der kan komme med på A-holdet.

Hvordan det er kommet dertil, at nogen, der gerne vil fremstå som ansvarlige politikere, kan støtte en ordning, der gør staten til dommer over, hvilke borgere som må blive familiesammenført med udlændinge i Danmark? Altså hvem, den enkelte borger må gifte sig med?

Det er et så ekstremt angreb på den personlige frihed og så diskriminerende, at der utvetydigt og klart må siges fra, fra en samlet oppositions side.

VK-regeringen har sit at slås med. Altså ud over økonomisk krise, faldende popularitet, Afghanistan-krig, Lene Espersens frie fald (selvom jeg synes, at medierne gik lovlig meget i selvsving med afbuddet til udenrigsministermødet i EU forleden – det har aldrig været nogen skade at sætte sig lidt ind i tingene, heller ikke som journalist – hvor Lene Espersen jo ikke ligefrem var den eneste minister, der meldte afbud).

Regeringen og støtteparti griber så til det velkendte: Populistiske kneb, ofte ved at diskutere indvandrere/flygtninge og truslen mod sammenhængskraft i det danske samfund, eller ’den ydre fjende’. Den seneste af slagsen er Dansk Folkepartis ’krav’ om at ændre 24-årsreglen til en 28-års regel.

Desværre har venstrefløjen internationalt set ikke noget at lade højrefløjen i Danmark høre i den forbindelse.

En kriseramt økonomi og faldende popularitet – forud for et nærtstående valg – er også, hvad Venezuelas Hugo Chavez har at slås med. Populisme-niveauet når nye højder i hans tilfælde. Venstrepopulisten lader sig ikke slå ud; man kan vel altid vælge sig et århundredgammelt mord-mysterium.

Det gjorde Chavez så. I sidste uge lod han liget af den latinamerikanske store historiske figur Simón Bolívar (der døde i 1830) grave op for at undersøge, om frihedshelten reelt døde af tuberkulose eller om han i virkeligheden var blevet forgivet af sine politiske modstandere (“crucified like Christ” skulle Chavez omtale det).

Det er jo overordentligt langt (ud) at gå for at aflede ’folkets’ opmærksomhed. Og lettere tosset, skulle jeg mene.

I den mere alment kendte ende af afledningsmanøvrer, er brugen af eksterne fjendebilleder. Venezuela har længe haft et anspændt forhold til nabolandet Columbia, som både skyldes Columbias samarbejde med USA i guerilla- og narkobekæmpelse, og Columbias påstande om, at Hugo Chavez støtter eller i hvert fald beskytter de columbianske oprørsbevægelser ELN og FARC. I sidste uge fremlagde Columbia angiveligt bevismateriale for, at disse oprørere befinder sig på venezuelansk territorium og Columbias ambassadør har anmodet Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, om at iværksætte en undersøgelse af disse påstande.

Det fik Chavez til at kyle de columbianske diplomater ud af landet, afbryde alle forbindelser til Columbia og sætte sine grænsetropper i højeste alarmberedskab.

OAS maner til ro og besindighed, men går ind i en form for mægling mellem de to lande. Hvorvidt det er rigtigt eller forkert, at Venezuela rent faktisk aktivt yder beskyttelse til oprørsbevægelserne skal jeg ikke gøre mig klog på. Uagtet den colombianske regerings åbenlyst og overordentligt problematiske forhold til demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper osv., så har jeg i øvrigt aldrig kunnet forstå begejstringen for og fascinationen af FARC. De benytter metoder og har en praksis, som i mine øjne er aldeles uacceptable.

Men det interessante hér er, at påkaldelsen af ’den ydre fjende’ også (eller igen) tages i brug af den trængte Chavez. Alle former for afledningsmanøvrer gælder, hvad enten man er højre- eller venstrepopulist og gerne vil vinde det næste valg.

Hvis ikke det var fordi, det hele er alvorlig virkelighed med konsekvenser for så mange mennesker og for venstrefløjens helt andre samfundsprojekter – ja så måtte man jo nøjes med at grine og trække på de solbrune skuldre. Men. Det, der sker i Latinamerika med en voksende venstrefløj, der tilmed har magten, er så vigtigt. Og det er alt for vigtigt til at slå sig til tåls med, at populismen også har gjort sit indtog i Venezuela. Den skal venstrefløjen holde sig fra.

Det falder åbenbart ledende socialdemokrater for brystet, at de kan blive udsat for noget så vederstyggeligt som konkurrence til overborgmesterposten i København ved det kommende kommunalvalg. Det er nu ellers en gang præmissen ved at leve i et demokrati. SF’s spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard har meddelt, at han er parat til at blive overborgmester, hvis der er et centrum-venstre flertal, der peger på ham. Jeg kunne godt tænke mig, at socialdemokraterne uddybede, hvori det forkerte i den udmelding består.

Som i alle andre af livets forhold er det begyndelsen til enden, når man tager sin partner for givet. Det nærmer sig arrogance både over for vælgerne i København og SF, hvis socialdemokraterne mener, at overborgmesterposten er dem af gud og Stauning givet. Det vil klæde alle bedst, hvis vi venter med at fordele posterne til efter, at vælgerne har talt. 

Så kære socialdemokrater: Hæng jer ikke så meget i borgmesterkæder og kom ned fra træet, der er masser af politik, vi er fælles om. Et stærkt S-SF, både på landsplan og i København, er nødvendigt for at sikre et solidarisk samfund med rummelighed og respekt for miljø og mennesker. København har brug for yderligere opgradering på skoleområdet, i ældreplejen og inden for kollektiv trafik. Hertil har vi brug for en styrket og samlet venstrefløj, ikke fornærmede miner.