Det med tilliden gælder både de færdiguddannede og det gælder de uddannelsesinstitutioner, som varetager uddannelserne. Til trods for, at velfærdsuddannelserne sammen med de øvrige professionsuddannelser er blevet samlet i 7 mega-institutioner (”professionshøjskoler”) med professionel ledelse, bestyrelse med eksternt flertal og hele svineriet, er der stadig ikke særlig høj tillid til dem. Professionshøjskolerne har langtfra samme frihedsgrader som universiteterne, hverken indholdsmæssigt, kvalitativt eller økonomisk. Det er en glemt reform.

Tag eksempelvis folkeskolelæreruddannelsen. Den mest gennemregulerede uddannelse i Danmark (mere gennemreguleret fra politisk hånd end f.eks. lægeuddannelsen). Hvert enkelt fag er beskrevet med timetal, indhold og eksamen ned til mindste detalje. Det samme gælder lærerjobbet. Her er undervisnings- og evalueringsformer i stigende grad reguleret fra politisk og ministeriel hånd. Og politikere står i kø for at regulere endnu mere.

Men hvad betyder kombinationen af lav tillid og høj grad af regulering for rekrutteringen til læreruddannelsen? Kunne man forestille sig, at det skræmte nogen af de allerbedste hoveder væk fra læreruddannelsen og lærerjobbet? Kunne man forestille sig, at de kreative og de ressourcestærke hellere søger ind på universitetet, hvor de kan få lov at tænke frit, se kritisk på forskellige arbejdsformer og selv vurdere nyeste forskning i forhold til egen praksis?

Undervisningsministeriet offentliggjorte sidste år en stor rekrutteringsrapport om læreruddannelsen, og der er i den forbindelse blevet peget på, at en mulig løsning kunne være at lægge læreruddannelsen over på universiteterne og lade den være forskningsbaseret.

Det er muligt, at det kan være en del af løsningen, men den er nok mere enkel og smart end realistisk og klog. For mig at se, så ligger den bedste løsning et andet sted. Tilliden skal tilbage til velfærdsuddannelserne – både til uddannelserne, til de studerende og til professionerne!

Den nære tilknytning til praksis gennem samarbejde, praktik mv. skal bevares og udvikles. En mulig løsning kunne være at give forskningsmidler til professionshøjskolerne i stedet for at flytte uddannelserne til universiteterne, for det er professionshøjskolerne, der har erfaringen med den vigtige praksistilknytning. I Sverige kan en Høgskola blive akkrediteret til at kunne kalde sig universitet, hvis de opfylder en række objektive kvalitetskrav. Det er en interessant idé, som man i hvert fald kan inspireres af.

En anden løsning kunne være at skabe en kultur for videreuddannelse til selve velfærdsjobbet, frem for væk fra det. Master- og diplomuddannelser, ph.d.forløb mv. bør uddanne og kvalificere til fortsat virke i eksempelvis folkeskolen, frem for at uddanne væk fra den, som synes at være tilfældet i dag. Men det kræver, at løn og tillid og følger med.

Og så skal der et holdningsskift til:

Lad os passe bedre på dem, der passer på os! Vis dem tillid gennem mindre detailregulering, bedre løn, bedre arbejdsforhold og flere smil. Og ved at løfte deres kompetencer. De fortjener det – om nogen!

De seneste par år har det dog virket som om, at regeringen har erkendt, at dens tid formentlig er ved at rinde ud. At det nu gælder om for enhver pris at vinde det ideologiske slag om Danmark, alene for at kunne sige ’vi vandt’. Uden blik for konsekvenser, hverken på kort eller langt sigt, for det samfund, de har haft ansvaret for siden 2001. Og for de værdier og principper, de ellers hårdnakket hævder, tilhører den ’vestlige verden’.

I militær krigsførelse opererer man med det, man kalder ’den brændte jords taktik’, hvilket betyder en fremgangsmåde hvor man ved tilbagetrækning fra et område ødelægger, hvad ødelægges kan – bygninger, afgrøder m.m. for at efterlade så få værdier som muligt til fjenden og dermed smadrer så eftertrykkeligt, at det for tilbagevendte beboere intet er bevendt. Vi kender det eksempelvis fra anden verdenskrig, hvor både Sovjetunionen og Nazi-Tyskland benyttede sig af taktikken.

Store ord? Næh. Virkelighed anno 2011:

Med den såkaldte genopretningspakke og efterfølgende aftaler– som blandt andet var nødvendig efter den omkalfatring af skattesystemet, der lod de velhavende feste i opgangstider – betalte sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, miljø og klima samt udvalgte, allerede forfordelte, befolkningsgrupper for oprydningen. Fællesskabet betaler prisen for regeringens pleaser-politik overfor de priviligerede.

Genopretningspakken sneg også et andet ideologisk element ind: Loftet over fradrag for fagforeningskontingenter. Helt i tråd med tiårets kolde luft til fagbevægelsen. Dem, der erindrer Søren Pinds store forbillede, Ronald Reagan og dennes kvindelige udgave, Margaret Thatcher, vil huske, hvordan de ikke mindst satte en bremse i for fagbevægelsen med det klare formål at knægte bevægelsens magt fuldstændigt.

Kerneydelser i samfundet har holdt for. Vi kender konklusionerne af undersøgelser af både folkeskolen og de videregående uddannelser; vi kender tallene for frafald på ungdomsuddannelserne, for slet ikke at nævne den 1/5 af alle unge, der slet ikke får en ungdomsuddannelse.

Hvis man ideologisk ønsker at fremme et privat uddannelsesvæsen – ja, så er det den helt rette strategi at reducere det offentlige system til discount-udgave.

Privatisering-i-praksis-modellen kender vi også fra overbetalte privathospitaler, der som bekendt nyder godt af frit-valgsordninger og garantier, som politisk overhovedet ikke følges op af vilje til at styrke det offentlige sundhedssystem.

De seneste måneder, hvor de borgerliges meningsmålinger konstant peger på, at VKO-regimets tid er ovre, har taktikken indebåret forringelser af pensionsforhold og efterløn. Oveni en række politiske sager, hvor regeringen oplagt har bevæget sig så tæt på kanten – hvis ikke over – af Danmarks internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet: Sagen om de statsløse, en kritisk eksamen af menneskerettighedernes tilstand i Danmark, regler for familiesammenføring, stramninger af udvisningsregler og så videre.

Dertil kommer, at Danmarks internationale engagement har været præget af selvsamme ideologiske brændstof: Krigen i Irak skete uden FN-mandat. Udviklingsbistanden er ikke blot beskåret, den er også indholdsmæssigt blevet ændret, så den fokuserer på privatsektordrevet vækst stadig uden garanti for, om det gavner verdens fattige mere end en i forvejen velbjærget middelklasse. Tegningkrisen, der grundlæggende var del af et indenrigspolitisk værdipolitisk slag, rettet mod vores muslimske mindretal for at tilfredsstille det nationalkonservative ben i den hellige treenighed, VKO.

De brændte jords taktik er med andre ord et ideologisk ridt på fordelingspolitikken, en slags panik før lukketid. For måske kan regeringen ikke vinde magten ved valget – men den kan måske vinde slaget om farven på Danmarks økonomi og velfærdsstruktur.

Det stiller endog meget store krav til venstrefløjen, hvis man med succes skal kunne gå op i mod det. Taktikken er nemlig del af noget større og for mig at se ganske alvorligt: Det sker ovenpå en værdipolitisk tsunami, der ramte Danmark i 2001 og rykkede stort set alle de demokratiske, retspolitiske og humanistiske landvindinger, man kan komme i tanker om, op med rode, således at alt nu kan udfordres:

Overholdelse af FN-konventioner? Vel kun, hvis det passer os. Forpligtelser overfor verdens flygtende? Ikke hvis de kommer ubelejligt og i større tal. Menneskerettigheder? Det er venstrefløjens opfindelse. Retsprincipper? Ligemeget, hvis det gælder ’udlændinge’. Fællesskab? Kun i udgrænsning af minoriteterne. Kærlighed og privatlivets fred? Det er statens anliggende, overvågning og pointsystemer ja tak.

Der findes kun ét modsvar, hvis venstrefløjen skal vende dén udvikling. Og det er benhård kamp for en række af de dyder, som det progressive venstrefløjsprojekt har hvilet på op gennem tiden siden Rosa Luxemburgs (og Louis Pios) tid:

Social og økonomisk lighed for den såkaldt ’almindelige lønmodtager’ og en insisteren på, at klassekampen i en opdateret form stadig holder vand – ikke kun med omdrejningspunkt i ens placering på uddannelsesskalaen (og dermed hvor ’omstillingsparat’, man er som arbejdskraft eller hvor stor viden, man kan dominere det politiske liv med) men også den økonomiske. Magt over økonomien er af afgørende betydning.

En generobring af værdi- og kulturkampen med inddragelse af kulturradikalismens – og socialismens – fineste sider. Venstrefløjen må genlancere sit politiske projekt for frigørelse af det enkelte menneske og en kulturkamp, der på mange måder kan sammenfattes med formålsparagraffen for 1975-folkeskoleloven om at skabe medlevende og demokratiske mennesker. Det bør være en iboende del af en opdateret klassekamp.

Og endelig: Et massivt forsvar for internationalismen og for pligten til at udvide og udvikle dén internationale retsorden, verden har kæmpet for siden 2.verdenskrig, med folkeret og FN som sit omdrejningspunkt.

Det er tiden nu. Som Fogh siger i mit TV lige nu: Now is the time to create a new Libya.

Well, now is the time to create a new Denmark.

Der er tale om et klart politisk valg – ikke om en nødvendighed. Efterlønsdebatten et symbol på det klare politiske skel mellem højre og venstre – ikke et økonomisk betinget valg.

Tillad mig at nedskyde tre udbredte myter, der igen og igen bringes frem i debatten. Det kan forhåbentlig bidrage til en mere nuanceret debat, end vi har set de seneste måneder.

Myte 1:  Med det underskud på statsfinanserne, der tegner sig i de kommende år, har Danmark ikke råd til at fortsætte efterlønsordningen.

Først lidt om selve økonomien hér: Med en alvorlig økonomisk krise, faldende arbejdsudbud og stigende udgifter til ældre står Danmark over for alvorlige økonomiske udfordringer. Det ved og accepterer alle. Finansministeriet har regnet sig frem til, at der mangler yderligere 23 mia. kr. for, at statsbudgettet vil være i balance i 2020. De 23 mia. skal lægges oven i regeringens ”genopretningspakke”, der nedbringer det offentlige underskud med 24 mia. kr., så den samlede udfordring er reelt 47 mia. kr.

S-SF har lanceret Fair Løsning og Fair Forandring med handlingsanvisninger på, hvorledes de 24 mia fra genopretningspakken kan skaffes. Lige nu arbejder vi på at præsentere en udvidet plan med et politisk alternativ til regeringens 2020-plan. Det bliver en mere solidarisk og fremtidssikret plan.

Forskellen ligger ikke i evnen til ansvarlighed. Forskellen består i, hvordan henholdsvis rød og blå vil finde pengene. S-SF har for længst gjort klart, at man arbejder på at øge den økonomiske aktivitet og derved finansiere velfærden: ’arbejde-sig-ud-af-krisen’-vejen.. Sagen er, at de skattelettelser, VKO har givet de seneste år, har været med til at sparke bunden ud af statskassen. Alene i 2011 bliver underskuddet på statsfinanserne over 40 mia. kr. større på grund af ufinansierede skattelettelser. I 2020 får statskassen knap 30 mia. kr. mindre. Det er således ikke et spørgsmål om, om der er råd, men om politiske prioriteter. Underskuddet er i høj grad en konsekvens af VK’s politiske prioriteringer.

De borgerlige partiers svar på de finansielle udfordringer for statskassen er endvidere usikre. Beregningerne bygger på den antagelse, at arbejdsløsheden er bragt ned på 3,5 procent i 2015 og bliver der. Hvis Danmark er vel ude af krisen på det tidspunkt, synes det ikke urealistisk. Problemet ligger i, at hvis arbejdsløsheden ikke nedbringes, bliver forringelsen af efterlønnen forvandlet til et økonomisk mareridt, fordi statskassen belastes endnu mere ved dagpenge end ved efterløn. Hvis arbejdsløsheden ikke bringes ned, vil besparelser i stedet blive til ekstraudgifter, og de borgerliges plan vil ligge i ruiner.

Myte 2: Den demografiske udvikling betyder, at vi kommer til at mangle arbejdskraft og derfor skal alle blive længere på arbejdsmarkedet.

“Hvis eksempelvis hver beskæftiget arbejder én time mere om ugen, vil det varigt forbedre de offentlige finanser med 14 mia. kr.” Citatet er ikke fra S-SFs Fair Løsning, men fra Arbejdskommissionens rapport fra august 2009 (s.18). Pointen er, at ved at øge den gennemsnitlige arbejdstid for dem på arbejdsmarkedet, opnår man den samme forøgelse af arbejdsudbuddet, som en afskaffelse af efterlønnen giver. Vi har altså et klart valg mellem to løsninger på samme problem. Det er derfor S-SF i annoncer sidste år slog fast, at hvis folk havde 12 minutter, så havde vi en løsning.

Finansministeren har ikke forholdt sig til dette reelle og solidarisk alternativ til at afskaffe efterlønnen.

Fagbevægelsen er indforstået med, at der skal findes en løsning, som øger arbejdsudbuddet i en størrelsesorden, der giver 15 mia. kr. ekstra på de offentlige finanser. At de borgerlige ikke vil anerkende det, er blot en bekræftelse af, at forringelsen af efterlønnen ikke er af nød, men af valg.

Fair Løsnings svar på udbuddet af arbejdskraft er endvidere mere fleksibelt end de borgerliges. Når der igen kommer gang i økonomien, kan det øgede arbejdsudbud aktiveres i løbet af en enkelt overenskomstperiode, mens der skal ventes mange år på, at tilbagetrækningsaftalen for alvor virker.

Samtidig skal man være opmærksom på, at det ikke er den arbejdskraft, der går på efterløn, der er mest brug for. Den typiske efterlønsmodtager er kvinde og bor i det såkaldte Udkantsdanmark. Der er en klar korrelation mellem områder med høj arbejdsløshed og områder med mange efterlønsmodtagere.

Myte 3: Ordningen får friske og rørige seniorer til at stoppe før tid.

”Det er ikke alle efterlønsmodtagere, der bruger deres tid på golf”. Citatet er fra indledningen til et indslag i TV Avisen og er et udmærket eksempel på den arrogance og mangel på viden om mennesker, der vælger at gå på efterløn, der har præget debatten. Ordningen henvender sig først og fremmest til mennesker, som har haft et hårdt arbejdsliv, ofte mere end 40 år. Nogle af disse er fysisk eller psykisk nedslidte og de vil formentlig blive tilbudt en ny type overførselsindkomst. En uværdig klientgørelse af almindelige mennesker.

En anden og større gruppe af efterlønsmodtagere er ikke nedslidte i så stærk grad, at de ikke kunne varetage et arbejde. Argumentet er, at med en stigende levealder kunne disse mennesker godt blive nogle år til på arbejdsmarkedet i stedet for at ‘ligge os andre til last’.

Det er der formelig flere, der kan, men 85 procent af efterlønsmodtagerne er faglærte og ufaglærte arbejdere og disse grupper oplever desværre ikke den samme stigning i levealderen som de bedst stillede. Med den forhøjede pensionsalder og forkortede efterlønsperiode bliver realiteten, at man kræver af de mennesker, der har været længst på arbejdsmarkedet, at de ikke får chancen for et ordentligt efter-arbejdsliv.. Derfor er det ikke et argument for afskaffelsen, at friske og rørige seniorer bruger den til at stoppe før tid.

Det bør nu stå ret klart, hvad udgangspunktet for debatten skal være, her illustreret ved en gennemgang af de tre myter: Afskaffelse af efterlønnen er ikke nødvendig, men udtryk for et politisk valg af, hvem der skal betale prisen for at bringe Danmark ud af den økonomiske  krise.

DF’s løftebrud

Mediedækningen af de forgangne ugers intensive forhandlinger har til tider været rimelig skarpvinklet, særligt fordi Radikale Venstre, der ellers peger på Helle Thorning som kommende statsminister, deltager i forhandlinger med regeringen.

Men som det har været påpeget flere gange så er det dog en gammelkendt nyhed, at Radikale og S-SF ikke er enige på efterlønsspørgsmålet. Derfor er det ikke i sig selv interessant, at Radikale forhandler. De forfølger en politisk mærkesag. Dansk Folkepartis løftebrud er det virkelige nybrud. Partiet har stået som forsvarer af efterlønnen, men forhandler nu rask væk om dens udhuling eller afskaffelse.

Jeg har respekt for, at andre har andre politiske synspunkter, prioriteter og visioner end mig – for ikke at sige solidaritet med andre grupper af borgere. Men jeg mener, at det skal være disse politiske uenigheder om prioriteringer, der præger debatten – ikke myter og snak om ’tekniske nødvendigheder’.

Det er et valg at afskaffe eller forringe efterlønnen. Og med forhandlingerne i Finansministeriet står det lysende klart, at dem, der vælger at bevare den, nu har et parti mindre at vælge imellem på valgdagen.

Den nye ”ikke-socialistiske” koalition  i Folketinget viser samtidig vælgerne, at der ikke er noget alternativ til de traditionelle arbejderpartier A-F-Ø, hvis velfærdssamfundet skal bevares og udvikles. De arbejderstemmer, som DF og V har haft til låns de sidste år, bør fosse tilbage – for hvad ellers kan overbevise så klart om, at der ikke er et blåt alternativ til arbejderpartierne.

Navnlig DF er demaskeret. Det må være det klareste løftebrud i dansk politik, siden jeg ved ikke hvornår. Fremrykning af folkepensionsalderen og afskaffelsen af efterlønnen. Som venstrefløj står det lige nu som vores vigtigste opgave at gøre borgerne opmærksomme på det. Den borgerlige meningsmagermaskine vil selvfølgelig over for dette forsøge at gemme realpolitik og løftebrud bag politiske proceshistorier om, at ’de rødes alliance er brudt’. Men nej. Det er muligt, at disse vellønnede kommentatorer ikke selv har brug for efterlønnen – men det er ikke desto mindre det, som FT-valget handler om: Politik og forsvar for efterlønnen, der giver flest mulige lønmodtagere reel mulighed for et ordentligt efter-arbejds-liv. Ikke kommentatorfnidder og spin.

At afskaffe efterlønnen er at lade de dårligst stillede lønmodtagere rydde op og betale regningen for den fest, de velbjergede i vores samfund har holdt sammen med Fogh. Det har INTET med en ansvarlig økonomisk politik at gøre at afskaffe efterlønnen. Der er rig mulighed for både at være ansvarlig og solidarisk. Det er værd at bemærke, at de store huller, der er i statskassen i disse år for en meget stor del kan tilskrives ufinansierede skattelettelser, der primært er kommet de bedst stillede i samfundet til gode. I år vil de højreorienteredes skattefest betyder mere end 40 mia. kr. mindre i statskassen; i 2020 vil det næsten være 30 mia. kr.  Mere end rigeligt til at finansiere udgifterne til efterlønnen.  Og stadig have penge til at udvide velfærden.

Der er skabt en myte om velbjergede mandlige efterlønsmodtagere i Nordsjælland, der bruger deres skattebetalte frihed på at spille golf. Intet kan være mindre sandt. 85 pct. af alle efterlønsmodtagere er ufaglærte eller faglærte arbejdere, og med en klar overvægt af kvinder i det såkaldte udkants-Danmark. For mange af disse mennesker er efterløn et værdigt alternativ til arbejdsløshed. Kun 2 pct. er har en akademisk uddannelse.  At lade som om, at det er dét, man har ondt i røven over, når man i øvrigt selv er på samfundets skattelettelsesbeskinnede solside, er vitterlig til at kaste op over at skulle høre på.

Hvordan Dansk Folkeparti overhovedet kan overveje at deltage i forhandlinger om forringelser af efterlønnen for de lønmodtagere, de foregiver at være talerør og forsvarere for,  er uforståeligt. Deres løftebrud er asocialt og hyklerisk.  Det er det rene tyveri, partiet har gang i, men åbenbart står symbolpolitik og fremmedfjendskhed (og dyrevelfærd) notorisk højere på deres politiske ønskeliste, end forsvaret for de, der ellers har brug for, at politikere stiller sig op for dem.

På dele af venstrefløjen har de Radikale længe været set som progressive, fordi de på flere stræk er gået i front med de klareste værdipolitiske angreb på VKO. Bemærkninger som ”jeg stemmer enten på Enhedslisten eller de Radikale” har ikke været ualmindelige de sidste par år.

Det bør ikke længere være et issue for mennesker, der tager solidaritet alvorligt. De Radikales opførsel i forhandlingerne kan bedst beskrives som politisk hæleri, som nogen der  ”uberettiget modtager, skaffer sig del i eller skaffer andre del i et udbytte”. De Radikale ved, at prisen for afskaffelsen af efterlønnen er endnu en stribe værdipolitiske stramninger på indvandrerområdet og så nyt kalk på Dybbøl mølle i form af fornyet grænseovervågning.  Dén reelle politiske pris for at afskaffe efterlønnen  vil de Radikale jo aldrig betale. Det har de folk til…

Værdipolitisk har der været et opbrud på venstrefløjen gennem de seneste år det har bl.a. ført til fremvæksten af den såkaldte arbejderisme, som Information har dækket intensivt de forgangne uger.

Efter min bedste overbevisning er der tale om et tilbageslag, men ikke desto mindre er debatten vigtig at tage. Både fordi det er definerende for venstrefløjens projekt(er), og fordi det udspringer af en række kritikker af venstrefløjens svækkede forbindelse til arbejderklassen og ditto kapitalismekritik.

Den 6. april skrev jeg en kronik om arbejderismen. Erik Meier Carlsen kommenterer kronikken 14. april, og da han samtidig er eksponent for den mest vidtgående kritik af den klassiske værdipolitik på venstrefløjen, skal han have nogle kommentarer med på vejen.

Intet tilbageslag

Meier Charlsens indlæg er en historisk analyse af navnlig skiftene hos socialdemokraterne. Jeg er stort set enig i den historiske gennemgang. Socialdemokraterne sikrer en stærk folkelig bevægelse i første halvdel af det 20. århundred, som skaber historiske forandringer i Skandinavien, både for samfundene som helhed og for den enkelte. I perioden efter Anden Verdenskrig etableres velfærdsstaten. Op gennem 1960’erne og 70’erne udvides projektet til ikke alene at være social sikring, men også et politisk projekt for frigørelse af det enkelte menneske og en kulturkamp, der på mange måder kan sammenfattes med formålsparagraffen for 1975-folkeskoleloven om at skabe medlevende og demokratiske mennesker.

Siden 1990’erne er der sket endnu et skifte i retning af det, som Ove Kaj Pedersen meget præcist kalder konkurrencestaten. Jeg deler til fulde kritikken af konkurrencestaten. Men i modsætning til Meier Carlsen opfatter jeg ikke den »moralistiske progressivitet«, som den humanistiske og kulturradikale kulturkamp hånligt betegnes, som et tilbageslag. Tværtimod.

Den økonomiske faktor

Problemet i Meier Carlsens analyse er, at han ikke formår at sammenkæde den økonomiske udvikling (kriserne i 1970’erne og den aktuelle) og indførelsen af konkurrencestaten med det opbrud, der er i »livsformer og holdningsfællesskaber blandt de mindreprivilegerede«. Hos Meier Carlsen bliver det ikke realøkonomien, men indvandringen, der udgør den største trussel for de dårligst stillede og fællesskabet som sådan.

For mig at se er netop denne fejlagtige analyse den vigtigste grund til, at venstrefløjen aldrig må løbe efter højrefløjens indvandrerpolitik. Det betyder ikke, at indvandringen ikke kan debatteres kritisk. Men venstrefløjen skal have bedre svar end ‘folkehjemmet’.

Svaret på problemer i f.eks. folkeskolerne med en overrepræsentation af elever, der ikke har dansk som førstesprog, kunne være at sikre ressourcerne, der skal til for at styrke disse elever. Samfundets sammenhængskraft, som ifølge Meier Carlsen er under afvikling på grund af indvandringen, genetableres netop ved det demokratiske projekt, som venstrefløjen stod i spidsen for i 1960’erne og 1970’erne dvs. gennem det deltagende og medbestemmende menneske.

Påstanden om, at venstrefløjen fordømmer livsformer eller holdningsfællesskaber hos mindreprivilegerede er absurd, hvis det skal opfattes som almen kritik. Jeg undres også over, at venstrefløjen midt i den alvorligste økonomiske krise ikke længere må kritisere problemer med markedsøkonomien. Vores fornemste opgave er da at koble præcis de to ting, så det står klart, at det ikke er afregulering, men generobring af politisk kontrol med markedskræfterne og derigennem udvidelse af demokratiet der er brug for.

Z var ikke folkeligt oprør

Sidste del af Meier Carlsens kronik mister argumentation og er forstemmende læsning.

Påstanden om bastant trussel fra indvandringen savner dokumentation, der godtgør, at der er tale om almengyldige problemer. Meier Carlsen gentager og bekræfter netop det, der i mine øjne er et forfejlet valg og en falsk modsætning: Nemlig at enten beskæftiger venstrefløjen sig med økonomi og fordelingspolitik med klart nationalt fokus, eller også fører man »moralistisk« politik med fokus på kvinders ligestilling, miljø og menneskerettigheder (og integration, flygtninge, retspolitik, fristes man til at tilføje).

I min verdensopfattelse er det den fejlslutning, som tilføjer venstrefløjen en særdeles skævt skåret virkelighedsopfattelse med stærkt begrænset fællesskabs- og forandringspotentiale. Og konklusionen, som Meier Carlsen drager, rummer præcis den samme fejl: At svaret på ‘folkets problemer’ må være indskrænkning i, hvem folket er, hvem vi er fælles med, hvordan vi ser på det enkelte menneske og at indvandrerpolitikken skulle være den eneste sande, desværre ofte populistiske, symbolske slagmark.

Jeg forstår, at Fremskridtspartiet for Meier Carlsen skulle udgøre det sande folkelige oprør mod ‘eliten’, som altså så også skal være målestok for venstrefløjen.

Jeg kunne ikke være mere uenig.

Trine Mach er vikarierende medlem af Folketinget for SF

Deres projekt kalder de demokratisk assimilation.

I indlægget kommer de to ministre med nogle betragtninger, som det er svært at være uenig i: Selvfølgelig skal alle, der kommer til Danmark, acceptere, at vi lever i et demokrati og har ligestilling som et af grundprincipperne. Og ja, vi skal blive meget bedre til at få de unge indvandrerdrenge med, som ikke klarer sig godt i dag (at Venstre har haft de sidste ni år til at gøre noget ved problemet, lader vi ligge i denne omgang). Men derfra drager de to Venstrepolitikere nogle absurde konklusioner til, hvordan vi takler disse udfordringer.

Det er helt ude i hampen at tro, at indførelsen af et lavt-løns arbejdsmarked i Danmark, vil gøre op med integrationsproblemerne. Og det er jo, hvad de høje herrer mener, når de argumenterer, at der i Danmark, i modsætning til USA, mangler det nederste trin. Det kan være, at det sparer den danske stat nogle udgifter og at det giver arbejdsgivere mulighed for at producere billigere, men hvad hjælper det den tyrkisk-dansker, der arbejder på et bageri til 30 kr i timen? Om hun/han skraber 6000 kr. sammen ved at arbejde til en ussel løn eller på kontanthjælp, gør ikke nødvendigvis en forskel i dennes tilværelse. De to Venstre-mænd beklager i denne sammenhæng, at velfærdssamfundet har skabt en giftig kombination af social og etnisk isolation. Jeg medgiver endog meget gerne, at det kan være en alvorlig fælde at være på kontanthjælp, at havne i aktiveringscirkusset, at blive kastet rundt fra jobcenter til socialcenter og tilbage igen, at se sig udkonkurreret af i øvrigt underbetalte håndværkere fra Østeuropa. Men en ’velfærdsfælde’?!

Gad vide, hvad der er for en verden, de to lever i. Kan man komme i tanke om et vestligt land, der er mere etnisk og socialt opdelt end USA? Jeg må indrømme, at jeg for en sjælden gang skyld blev mundlam, da jeg læste Pind-Haarder-indlægget. Man tænker automatisk på de dokumentarfilm om USA, hvor man møder kvinder fra Latinamerika, som arbejder 16 timer om dagen for at overleve, og tænker – er det seriøst dét, de to hylder? I parallellen til USA overser de også den vigtige dimension, at der er en helt ekstrem stor underklasse, som både rummer sorte og det de-humaniserede white trash (lever de så op til kravet om assimilation (der kun synes at handle om etnicitet for Pind og Co)?), og store dele af befolkningen, der ikke deltager i de demokratiske valg (lever de så ikke op til kravet om demokratisk indstilling). Og hvordan den markante overrepræsentation af unge sorte mænd i de amerikanske fængsler – i 2008 sad 1/ ud af 00 amerikanere i fængsel, hvilket i sig selv næppe kan tages som en samfundsmæssig succes – kan bruges som argument for noget som helst positivt: I aldersgruppen 20-34 år er 1/30 mænd i fængsel. Tallet for sorte mænd i den aldersgruppe er 1/9.

Det er jo vanvittigt.

Selvom det er rigeligt at skulle høre på ministrenes påstand om behovet for at hive bunden fuldstændig ud af det danske arbejdsmarked (som om der ikke er pres nok på det i forvejen), så stødes feministen i mig også af d’herrers påstand om, at der i USA ikke stilles spørgsmålstegn ved feks ligestillingen. Gurglende ævl, siger jeg bare.

Ligestilling mellem kønnene – for ikke at tale om for seksuelle minoriteter – er stadig en politisk kampplads. Også for Pind, støtterne i Liberal Alliance og for de præster i folkekirken, der fortsat mener, at kvinder ikke kan udføre præstehvervet. Vi har en lov om ligeløn, men har alligevel 18% lønforskel mellem mænd og kvinder. Da en imam i Århus gjaldede løs om forkert-påklædte kvinders selv-skyld i voldtægt, vakte det stor forargelse. Men en meningsmåling viste, at næsten en fjerdedel af danskerne mente det samme. Men nok om det for denne gang.

Jeg formoder, at Søren Pind har opdaget, at hans første assimilationsudspil ikke fik den ønskede effekt, og at han mest af alt fremstår som en smålig borgerlig politiker, der vil tvinge muslimer til at spise røde pølser.

Derfor relativerer han nu sit udspil: Det er ikke kulturel assimilation, men politisk assimilation, han vil. Med ’frihedens USA’ som forbillede. Det betyder, at nu skal indvandrere ikke længere spise, hvad Søren Pind spiser, de skal bare tænke, som Søren Pind tænker. Og i øvrigt være glade, hvis bunden går ud af løn- og arbejdsmarkedsforholdene og velfærdssamfundet afmonteres.

Der skal meget mere end 12 minutter til at bringe Danmark helskindet gennem krisen. Fair Løsning gør det til et kollektivt ansvar – også at friholde de mest udsatte – og tilbyder en sammenhængende krisepolitik, der fastholder Danmark som et foregangsland økonomisk og socialt.

Først skal vi skabe vækst og nye job – så øger vi arbejdsudbuddet. Så enkelt kan S og SFs kriseplan Fair Løsning sammenfattes. Eller hvis historien skal have en spids journalistisk vinkel: S og SF tør, hvor regeringen tier. (Ekstra Bladets gamle slogan opdateret, så det passer til moderne politik). Regeringen har i hvert fald været påfaldende tavs, når talen er faldet på krisepolitik, bortset fra de legendariske avisannoncer med: Det lysner og nu skal regningen betales.

Hvis vi skal tro regeringens vision Danmark 2020 og Genopretningsplanen fra maj ’10, er det hovedsagelig offentlige nedskæringer, der skal bringe os ud af krisen. Hertil kommer endnu en af regeringens kommissioner i form af Vækstforum, der skal tænke nye tanker. Over for dette har S-SF stillet en ’12-minutters plan’ i form af Fair Løsning. Fair Løsning er også et løfte om et forbedret velfærdssamfund, som tilføres milliarder af kroner. Denne artikel ser bort fra ”gaveboden” og koncentrerer sig om økonomien; jeg skal vende tilbage til detaljerne og de politiske signaler i planen senere.

Det interessante ved Fair Løsning er først og fremmest, at det er et klart og sammenhængende alternativ til regeringens krisepolitik. Sagen er desværre den, at situationen er noget mere alvorlig, end regeringen lægger frem. Danmarks konkurrenceevne bliver stadig ringere og den globale økonomi er fortsat hæmmet af krisen. Regeringen er efter mere end ni år ved magten i høj grad medansvarlig for udviklingen i konkurrenceevne, et ansvar den ikke påtager sig. Regeringen skal retfærdighedsvis ikke have skyld for den globale krise; men den er ansvarlig for det politiske beredskab, som skal bringe Danmark helskindet gennem krisen. Og sagen er, at udover nedskæringer i den offentlige sektor tager regeringen ikke meget ansvar eller initiativ for at ruste Danmark. Det er nemt at mistænke den for at have den strategi at tale krisen ned og håbe på, at vælgerne glemmer den midt i ghettopakker og Vild med dans, for så igen at stemme på VKO ved næste valg.

Fair Løsning og regeringens genopretningsplan er to vidt forskellige politiske veje at gå. Det er måske første gang i flere år, danskerne kan se to klare fordelingspolitiske alternativer. Regeringen er nærmere ved liberal classic i form af mindre offentlige udgifter, end den har turdet være i mange år med Fogh, og S-SF  foreslår at øge det offentlige forbrug. Ud over den klare politiske dimension i de to alternativer, er de også udtryk for to konfliktende tilgange indenfor økonomisk teori.

Ikke overraskende støtter jeg den røde vej: De fattige, der i forvejen rammes hårdt af krisen, skal ikke også betale regningen i form af ringere velfærd. Der er generelt også brug for at give det offentlige arbejdsro, så det kan få mulighed for at udvikle og forbedre velfærdsydelserne. Ud over at være socialt ansvarlig vil jeg desuden påstå, at det også er den rette medicin mod den nuværende krise; altså at Fair Løsning er mere økonomisk ansvarlig end de tiltag, regeringen hidtil har lanceret. Det ekstra offentlige forbrug skal, når arbejdsløsheden er bragt ned igen, betales gennem et øget arbejdsudbud.

Hvad er Fair Løsning?

Lidt kækt blev det lanceret, som om at krisen kunne klares ved, at vi alle skulle arbejde 12 minutter mere om dagen. En offensiv kommunikationsstrategi, som på den ene side var slagkraftig og let forståelig kommunikation uden dog at skulle tages fuldstændig bogstaveligt, og på den anden side netop var udtryk for politisk mod til at udvise den ærlighed overfor borgerne, at vi ikke sikrer økonomien på længere sigt, uden at det store flertal yder en ekstra indsats. Den borgerlige fløj og en række kommentatorer har forsøgt at reducere planen til luftkasteller, dels fordi præcis punktet om at øge arbejdsudbuddet hviler på en forhåndsaftale om, at trepartsforhandlingerne under en ny regering skal finde 15 mia kr (hvilket eksempelvis kan skaffes ved, at arbejdstiden samlet øges svarende til 1 time om ugen). Dels fordi, fremføres det, at når arbejdsløsheden er stigende, hvorfor skal dem, der er på arbejdsmarkedet så arbejde noget mere (hvilket er ren polemik).

Fair Løsning er naturligvis langt mere end 12 minutters ekstra arbejdstid. Planen opererer med at kickstarte dansk økonomi igen og en fokuseret erhvervspolitik. Der tænkes netop i flere faser, hvor første fase handler om vækstskabelse og fremrykning af offentlige investeringer  for at skaffe arbejdspladser. Men ok, S og SF har måttet sande, at det ikke er et entydigt folkekrav at få lov til at arbejde én time mere om ugen, så kampagnestrategien udfoldes nu lidt mere i forhold til de forskellige trin i planen.

Tilbage står, at det er banebrydende at lancere en krisepolitik, som blandt andet i alliance med fagbevægelsen er parat til at garantere et øget arbejdsudbud mod til gengæld at kunne fastholde et stærkt velfærdssamfund. Det er i dagens Danmark politisk modigt at sige up front, at vi skal arbejde mere hvis vi skal fastholde det velfærdssamfund, vi har i dag. Og at det store flertal over en bred kam kommer til at skulle bidrage, hvad enten vi er lønmodtagere, studerende eller virksomheder.

Det er netop helheden i planen, der gør den både social og økonomisk ansvarlig. Omvendt er planen også kritiseret for at være for lemfældig med en række af de antagelser, som de økonomiske beregninger bygger på. Så lad os prøve at se nærmere på planen og kritikken.

De økonomiske udfordringer

Fair Løsning er først og fremmest et opgør med skønmalerierne af dansk økonomi og en insisteren på, at vi kan skabe et økonomisk bæredygtigt velfærdssamfund, der er bedre end det, VKO efterlader. Det på trods af, at både de aktuelle økonomiske konjekturer og de demografiske udsigter på mellemlang sigt kunne pege i retning af nedskalering af den offentlige sektor. Det gennemgående argument er, at vi kan undgå velfærdsforringelser, hvis alle yder en indsats. Derfor er Fair Løsnings svar en vækstplan, der kombinerer traditionel keynesiansk krisepolitik med produktivitetsforøgende initiativer på længere sigt. Planen tager fat på tre store udfordringer for dansk økonomi i de kommende år: Underskuddet på de offentlige finanser, arbejdsløsheden og langtidsledighed, samt den lave produktivitetsforøgelse i Danmark.

Underskuddet

De offentlige finanser bløder i disse år og er på bare ét år forværret med mere end 100 mia. kr. Det svarer til prisen på tre Femern Bælt forbindelser. En væsentlig forklaring på den historiske forværring af de offentlige finanser er lavere skatteindtægter, fordi Danmark har mistet mere end 150.000 arbejdspladser siden 2008. Samtidig er udgifterne til mennesker på overførelsesindkomster vokset eksplosivt. En anden forklaring er den borgerlige skattegavebod. Der er blevet delt rundhåndet ud af skattelettelser til danskerne. Selv om der blev givet mest til dem, som havde mest i forvejen, er de ufinansierede skattelettelser samlet set store nok til at gøre ondt i dårlige tider som nu.

Danmark hverken kan eller skal låne uhæmmet for at dække underskuddet på statsfinanserne. EU’s konvergenskrav tilsiger, at balancen på de offentlige budgetter ikke må komme under tre procent af BNP. På den lange bane er det ikke sundt at have større underskud på statsfinanserne, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at min personlige modstand mod det monetære samarbejde i EU ikke mindst skyldes denne forfejlede monetaristiske politik, som ØMU’en bygger på og som umuliggør en keynesiansk krisepolitik. Men det lader vi ligge hér. Fair Løsning overholder over en treårig periode EU’s krav til de statslige finanser. Ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra maj 2010 bringes underskuddet ned på tre procent af BNP i 2012 og igen ned på to procent i 2013. En væsentlig forskel mellem Fair Løsning og regeringens økonomiske politik er således ikke på holdbarheden, men på skattepolitikken, hvor Fair Løsning blandt andet annullerer skattelettelser og øger selskabsskatten. Her er man af hensyn til den borgerlige skræmmekampagne nødt til at udtale besværgelsen: S-SF vil ikke hæve indkomstskatten for almindelige danskere eller ændre boligskatten. En anden væsentlig forskel er, at pengene bruges på at bringe folk i arbejde ved at fremrykke offentlige investeringer og sløjfe de igangsatte store fyringsrunder på eksempelvis hospitalerne. Det koster lønkroner, men en del af pengene kommer igen i form af sparet arbejdsløshedsunderstøttelse, øget skattegrundlag samt de dynamiske effekter, som øget købekraft giver.

Arbejdsløsheden

For de mange tusinder, som kommer ud i arbejdsløshed, er det et økonomisk og til tider også et personligt problem. For samfundet som helhed er det aktuelt et tab af indkomst, fordi uudnyttet arbejdskraft resulterer i mindre løn, profit og skat. For statskassen er problemet endnu tydeligere fordi, som omtalt ovenfor, arbejdsløshed både medfører et mindre skatteprovenu og samtidig øgede udgifter til overførselsindkomster. Nedbringelse af arbejdsløsheden er derfor et selvstændigt politisk mål. Bruttoarbejdsløsheden ligger på omkring 160.000 personer svarende til ca. 6 procent. Det er mere end en fordobling siden sommeren 2008, før den økonomiske krise satte ind og hvor arbejdsløsheden var historisk lav. Sammenlignet med EU-partnerne i det sydlige Europa er tallene måske ikke alarmerende. Spanien ville sikkert gerne bytte med deres 20 procent. Men 6 procent i Danmark er galt nok. Både for de arbejdsløse og samfundsøkonomien, fordi arbejdsløshed er tab af velfærd for den enkelte og samfundet.

Men som om det ikke er nok, betyder den stigende arbejdsløshed også, at det bliver vanskeligere at skaffe arbejdskraft i fremtiden. Arbejdsløsheden i dag er således med til at forværre den demografiske situation med faldende arbejdsudbud i de kommende år. Når mennesker fastholdes i arbejdsløshed over længere tid og bliver langtidsarbejdsløse (sker for omkring 45 procent), bliver det stadig sværere at få folk tilbage i arbejde. Erfaringer viser, at når arbejdsløsheden stiger med 100.000, fanges omkring 25.000 i såkaldt strukturel arbejdsløshed, der er vanskelige at integrere på arbejdsmarkedet igen. Vi får som samfund således lov til at betale for arbejdsløsheden tre gange: første gang i form af faldende indtægt, anden gang som overførselsindkomst og tredje gang fordi 25 procent bliver svære at få tilbage på arbejdsmarkedet, når der er behov for dem igen. Derfor sætter Fair Løsning målrettet ind for at nedbringe arbejdsløsheden. Hverken de mennesker som rammes eller samfundet som helhed har råd til en stigende arbejdsløshed. Når det er sagt skal man være opmærksom på, at Fair Løsning alene ikke fjerner arbejdsløsheden.

Produktivitetsstigninger

Vi bliver som samfund rigere af at lave mere, end vi gjorde sidste år. Når arbejdsløsheden stiger og produktionen falder, bliver vi fattigere, fordi vi arbejder færre timer. Men værdien af det arbejde vi udfører per time er også afgørende. I et samfund som det danske, hvor arbejdsudbuddet har været nogenlunde stabilt over den seneste årrække, er det stigningen i produktiviteten, som har gjort os rigere. På fremtidens arbejdsmarked hvor færre personer skal forsørge en stigende gruppe ældre er væksten i timeproduktiviteten afgørende for vores velfærd. Her har de borgerlige svigtet big time. Op gennem 1990’erne lå Danmark over eller som minimum på niveau med de øvrige EU-15 lande. Siden 2001 er det samlet set gået den gale vej. Den gennemsnitlige procentvise stigning fra 2001-08 i timeproduktiviteten i Danmark var under en halv procent. Det placerer os i den absolutte bund blandt OECD-landene. I en tid med global højkonjunktur og hvor regeringens ekspansive finanspolitik samtidig satte fuld turbo på økonomien, skabtes flaksehalsproblemer på arbejdsmarkedet med det resultat, at lønstigningerne blev større end produktivitetsstigningerne. Set ud fra et klassekampsperspektiv kan det se godt ud, men når lønstigningerne følges op af økonomisk krise bliver det skidt, fordi den danske konkurrenceevne forringes betragteligt. Den globale krise betyder, at der er generel løntilbageholdenhed i de lande, vi konkurrerer mod og dermed fastholdes den forringede konkurrenceevne over længere tid. Fair Løsning indeholder flere initiativer som skal forbedre produktiviteten, bland andet gennem satsning på uddannelse, innovation og en målrettet erhvervspolitik, der har fokus på de danske vækstbrancher.

Fair Løsning har fået hug fra regering og økonomer, som repræsenterer de virksomheder (navnlig bankerne), som står til at skulle til lommerne, hvis planen føres ud i livet. Men hvis vi lige venter med det et øjeblik og først rekapitulerer, hvordan den borgerlige regering har håndteret udfordringerne for dansk økonomi. Ufinansierede skattelettelser har forværret det offentlige budgetunderskud, arbejdsløsheden stiger som følge af offentlige nedskæringer og produktivitetstilvæksten er faldet. Lidt karikeret måske, men tilbage står, at regeringen ikke har håndteret samfundsøkonomien godt nok.

Kritikken

Kritikken af Fair Løsning går grundlæggende på, at planen ikke er tilstrækkelig finansieret. Ifølge kritikere er hverken den kortsigtede finansiering i form af ekstra skatteprovenu (som foreslået i Fair Forandring fra 2009), eller den langsigtede finansiering i form af øget arbejdsudbud tilstrækkelig til at overholde EU’s konvergenskrav.

Finansministeriet foretog i forbindelse med S og SF’s fælles finanslovsforslag for 2011 (som indeholder væsentlige dele af Fair Løsning og Fair Forandring) en række beregninger af de foreslåede skatteindtægter. Finansministeriet har skønnet, at navnlig indtægter fra fremrykning fra loft over pensionsindbetalinger, øgede afgifter og erhvervsbeskatning vil give lavere skatteprovenu, samlet omkring 10 mia kr. Det har fået tidligere finansminister Mogens Lykketoft til at angribe fagligheden i ministeriet og sige, der ”er gået lidt svamp i fagligheden”. I øvrigt præcis den samme kritik han selv var udsat for af Anders Fogh Rasmussen, der i sin tid som leder af oppositionen beskyldte ministeriet for at udarbejde ”fupnotater” om Venstres økonomiske politik. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråds svar på Finansministeriets kritik var i øvrigt at lave en ny analyse, der viste, at den borgerlige regering ville komme til at mangle et tilsvarende beløb, fordi de økonomiske gevinster ved nedskæringerne var overvurderede. Mine evner rækker ikke til at være dommer i, hvilke modeløkonomiske beregninger som er mest saglige; men pointen er, at det skal tages med et gran salt når økonomer kaster rundt med tal.

Både den langsigtede finansiering af velfærden og den kortsigtede underfinansiering af de offentlige budgetter er afhængig af, at danskerne arbejder mere. Det er her, de berømte 12 minutter kommer ind i billedet. Fair Løsning opererer med, at arbejdstiden øges, så det svarer til 15 mia. kr. om året. Det vil i gennemsnit være det samme som at alle på arbejdsmarkedet arbejder en time mere om ugen – eller 12 minutter mere om dagen. Arbejdstid er et anliggende for arbejdsmarkedets parter og en aftale herom er derfor en del af en ny trepartsaftale. De vigtigste fagforbund i den private sektor har meldt sig parate. Derfor virker det skingert, når eksempelvis DA har forsøgt at skyde planen ned. Arbejdsgiverne har i årevis forlangt politiske initiativer, som øger arbejdsudbuddet, så mon ikke arbejdsgiverne nok følger med, når forhandlingerne begynder. DA’s surmuleri skal nok først og fremmest ses som ærgrelse over at deres politiske allierede i V og K ikke kunne levere resultater. Fair Løsning er oppositionens oplæg til en fornuftsaftale mellem fagbevægelsen og venstrefløjen, om at sikre dansk økonomis holdbarhed på længere sigt, mod at fastholde et solidarisk velfærdssamfund. Nogen (eksempelvis finansminister Claus Hjort Frederiksen) har taget de 12 minutter meget bogstaveligt. Det vidner mere om fraværet af substansargumenter end realiteter. Fair Løsning pålægger ikke arbejdsmarkedets parter at vælge en bestemt måde at øge arbejdsudbuddet på, de enkelte elementer i sådan en aftale skal forhandles på plads mellem arbejdsmarkedets parter. Blandt mulighederne, som vi gerne ser, er forbedrede voksen- og efteruddannelser; en aktiv social indsats, der sikrer et arbejdsmarked med plads til flest mulige, og fastholdelse af sygemeldte og seniorer.

Fagbevægelsen har som sagt stemplet ind. Hertil kommer andre tiltag, eksempelvis i form af hurtigere studieforløb som vil sende de studerende hurtigere ud på arbejdsmarkedet, effekt lidt over 2 mia. kr.

Udenfor Folketingssalen er der et massivt politisk pres for at afskaffe efterlønnen. En politisk kampagne som synes fakta-resistent. Skrønen om den rødvinsdrikkende levemand, som hæver efterløn, mens han spiller golf eller løber i naturskønne omgivelser i Nordsjælland passer dårligt med virkeligheden. Næsten 85 procent af efterlønsmodtagerne er ufaglærte eller faglærte arbejdere. Mennesker, som har haft mere end 40 år på arbejdsmarkedet og skal have mulighed for at trække sig tidligt tilbage, fordi de er nedslidte af mange års fysisk hårdt arbejde. Gruppen af mennesker med lang videregående uddannelse bag sig udgør 2 procent af efterlønsmodtagerne. Afskaffelse af efterlønnen vil således have klar social slagside. Dertil er at sige, at det ville være befriende, hvis politikere og borgerlige interesseorganisationer vendte problematikken om. Tænk om DI lancerede en analyse af, hvorledes dens medlemmer kunne være med til at forbedre arbejdsmiljøet, så flere har lyst til at blive på arbejdsmarkedet længere. Fremtidens generationer kommer under alle omstændigheder til det. Et barn, der fødes i dag, kan først gå på efterløn som 68-årig og få folkepension som 73-årig. Det fremgår af Velfærdsforliget fra 2006, som SF er parat til at tilslutte sig.

Det er sund fornuft

Hvis man skal være venlig over for den borgerlige politik, kan den sammenfattes til at få styr på offentlige (og private) omkostninger, så priserne falder, inflationen holdes nede og Danmark igen bliver konkurrencedygtig. Her overfor står den keynesiansk inspirerede tilgang, der tilsiger, at efterspørgslen er afgørende for produktiviteten i et land. Når efterspørgslen falder, stimuleres økonomien ved hjælp af øget offentligt forbrug (og i gode tider bremses forbruget ved hjælp af offentlig opsparing – her fejlede de borgerlige ved i stedet at give skattelettelser). Fair Løsning vil kickstarte økonomien ved hjælp af øget offentligt forbrug, men planen følges op af initiativer, der både skal dække det offentlige underskud og samtidig gøre Danmark mere konkurrencedygtig. I modsætning til regeringens bud indeholder Fair Løsning en målrettet erhvervspolitik, der ikke er bange for at satse på sektorer, hvor vi har komparative fordele; vedvarende energi, miljø- og velfærdsteknologi og pharma er blandt spydspidserne.

Der skal meget mere end 12 minutter til at bringe Danmark helskindet gennem krisen. Fair Løsning gør det til et kollektivt ansvar – også at friholde de mest udsatte – og tilbyder en sammenhængende krisepolitik, der fastholder Danmark som et foregangsland økonomisk og socialt.

Lad os prøve at se på, hvad chokkuren kommer til at indeholde, men først skyde en typisk borgerlig myte ned:

”Se blot til Grækenland: Den krise, de oplever, det er, hvad der sker, når man følger Søvndals syn på økonomi”. Det tvivlsomme citat er hentet fra Venstres politiske ordfører Peter Christensen, Statsminister Lars Løkke er fremkommet med tilsvarende vrøvl. Det er selvfølgelig enten endnu et led i Venstres skræmmekampagne eller også har de ikke sat sig ind i baggrunden for Grækenlands økonomiske krise. Vel nok i virkeligheden en blanding begge dele.

Sagen er, at det var det konservative New Democracy, som fra 2004 satte turbo på at køre den græske økonomi i sænk. En helt afgørende ingrediens har været den sædvanlige borgerlige modvilje mod at indkræve skat. Lige som i Danmark benyttede den borgerlige regering i Grækenland sig af ufinansierede skattelettelser, hvilket har været medvirkende til at få den offentlige låntagning i 2009 til at ligge helt oppe på 12-13 % af BNP. Hertil kommer dårlig administration af skatteindkrævningen i Grækenland. Det er veldokumenteret, at Grækenland har den største sorte økonomi blandt OECD landene. Faktisk er modernisering af skatteindkrævningen den første af de anbefalinger, som OECD kom med tidligere på året (men måske Venstre anser OECD for røde lejesvende).

De borgerlige i Grækenland har samtidig ikke haft styr på de offentlige udgifter, der blandt andet har været tynget af tårnhøje militærudgifter, mere end 4% af BNP og relativt set ca. tre gange så højt som Danmark. Selv ikke USA kan være med på det niveau. Hertil kommer et meget gavmildt pensionssystem, som igen og igen fremhæves, når borgerlige økonomer skal forklare krisen i Grækenland. At pensionssystemet er et mindre problem i et land som Grækenland med massiv arbejdsløshed, forbigår de i tavshed. Tilbage står dog, at den slags omfordeling i samfundet skal være finansieret på længere sigt.

Igen og igen forklares grækernes krise med, at de har levet over evne. Når økonomiske iagttagere taler om ”de”, henvises der sjældent til den økonomiske overklasse, der ikke betaler skat, eller til korrupte embedsfolk eller politikere, men om helt almindelige lønmodtagere. Den krisepakke, der er fremlagt af IMF og den Europæiske Centralbank (ECB), viser også klart at det er almindelige grækere, der må holde for. Krisepakken indeholder massive nedskæringer på offentlige services (over 50 milliarder d.kr. om året), reduktion eller fastfrysning af offentlige lønninger, overførselsindkomster og en pensionsreform (pensionsalderen udskydes til i nærheden af den danske) og højere moms. Så er der den sædvanlige IMF-snak om at skabe et sundt investeringsklima. Ikke at nye investeringer nødvendigvis er en dårlig ide, men en smule realisme ville sikkert hjælpe til en forståelse af, at selv med det lempeligste investeringsklima i verden vil investorerne sikkert ikke kommer til at stå i kø på grund af den alvorlige økonomiske krise i landet.

IMF og ECB fremhæver til gengæld ikke omfordeling mellem rige og fattige, investeringer i offentlige arbejdspladser, der kan skabe arbejde og indtægter til de hundrede tusinder, der står uden job eller kommer til det i de kommende år. Der tales allerede nu om en tabt generation af unge. Det skal retfærdighedsvis siges, at IMFs og ECBs lånepakke til Grækenland også omfatter nedskæringer på militær og udvidelse af skattegrundlaget og hvad der noget floromvundet beskrives som ”contributions from those who have not carried a fair share of the tax burden” (sic!)

Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det. Tilbage står, at en så massiv laden stå til som den græske stat har præsteret – ikke mindst under de borgerlige – ikke sikrer social udligning. Det er alene generationsoverførsler fra de unge grækere til den ældre generation.

Søndag den 11.11. samler Dansk Flygtningehjælp ind til mennesker der er flygtet fra etnisk udrensning og folkemord i Dafur i det vestlige Sudan. 2,5 mio. mennesker er på flugt og hundrede tusinder kan dø hvis der ikke sikres tilstrækkelig nødhjælp. Verden står over en af de værste menneskeskabte humanitære katastrofer i mange år.

En sag som de politiske partier kan blive enige om at udtrykke deres støtte til. Men ikke Pia Kjærsgård, hun er den eneste af partilederne, der ikke vil medvirke i en annonce for at skaffe indsamlere. Læs her

Rystende, men alligevel ikke overraskende.

Dansk Folkepartis centrale aktørers had til Dansk Flygtningehjælp går mere end 20 år tilbage. I 1986 indrykkede Søren Krarup m.fl. følgende annonce, netop med det formål at opfordre danskerne til ikke at støtte den årlige indsamling:

“Hvad Dansk Flygtningehjælp har forårsaget af ulykker i fremtidens Danmark, kan vanskeligt gøres op og skal ikke blive glemt. Er København en dansk by om 50 år? Kan danskerne fortsætte med at være et folk, når sprog, historie og religion ikke længere er fælles? Er det en skæbne som Libanons, der venter os – hærget af krige mellem uforenelige minoritetsgrupper?” (Annonce i Jyllands-Posten, 21.9.1986). ( Kilde: Humanisme.dk)

Når Kjærsgård ikke vil støtte op om indsamlingen er det blot udtryk for, at hun stadig er i kontakt med sine åndelige rødder i Den danske Forening. Ovenstående annonce blev startskuddet til Den Danske Forening, hvor bl.a. Søren Krarup og Søren Espersen spillede en ledende rolle.

I dag tager Anders Fogh ikke en beslutning, uden at han har konsulteret det yderste højre. Et højre, der stadig ikke vil bakke op om indsamling til mennesker, der prisgivet, hvis der ikke kommer hjælp udefra.

Må jeg minde om Claus Hjort, der i sidste uge langede ud efter Socialdemokraterne fordi de ville medregne Asmaa i deres parlamentariske grundlag. Hvad om Venstre fejede foran deres egen dør, før vi skal lægge ører til deres dødssyge skræmmekampagne?

Meld dig som indsamler her http://www.danskflygtningehjaelp.dk/  og husk, at et reaktionært menneskesyn aldrig har gjort verden til et bedre sted at leve.  Stem på TrineMach

Hvis Ny Alliance ikke konstant kan være i medierne gennem hele valgkampen, så mister de vælgernes opmærksomhed (trods deres væld af overeksponerede kendisser). Og både Venstre og Ny Alliance (og Dansk Folkeparti) har behov for stemmerne til den borgerlige lejr.

Heldigvis står valget ikke mellem to borgerlige kandidater, men mellem to forskellige måder at tænke demokrati, velfærdssamfund og værdikamp på.

Selvom Fogh midlertidigt har skiftet hulemandskostumet ud med en klaphat – venligst udlånt af Dansk Folkeparti – er det stadig med pil i retning af større ulighed i det danske samfund. SF støtter Helle Thorning som statsminister, ikke fordi vi er enige i alt, hvad Socialdemokraterne står for, men fordi det er et stort skridt i retning af bedre velfærd og større lighed. I retning af et socialt og økonomisk bedre Danmark for de fleste og bedre livsvilkår for de svageste.

I SF vil vi gerne gå længere. Vi vil gerne have øget samfundsmæssig kontrol med produktion og værdier. Vi vil gerne et opgør med grotesk indblanding i menneskers privatliv som 24-årsreglen. Vi vil en solid og skabende folkeskole, der ruster vores børn til aktiv deltagelse i samfundets udvikling og til at løfte fremtidens store opgaver. Vi vil ikke støtte en tabt krig i hverken Afghanistan eller Irak. Vi vil ikke lade højrefløjen vinde kultur- og værdikampen.

Og det første skridt i dén retning er en ny regering – med Helle Thorning i spidsen. Så stem rødt.

Stem Trine Mach – og følg med på www.trinemach.dk