De seneste par år har det dog virket som om, at regeringen har erkendt, at dens tid formentlig er ved at rinde ud. At det nu gælder om for enhver pris at vinde det ideologiske slag om Danmark, alene for at kunne sige ’vi vandt’. Uden blik for konsekvenser, hverken på kort eller langt sigt, for det samfund, de har haft ansvaret for siden 2001. Og for de værdier og principper, de ellers hårdnakket hævder, tilhører den ’vestlige verden’.

I militær krigsførelse opererer man med det, man kalder ’den brændte jords taktik’, hvilket betyder en fremgangsmåde hvor man ved tilbagetrækning fra et område ødelægger, hvad ødelægges kan – bygninger, afgrøder m.m. for at efterlade så få værdier som muligt til fjenden og dermed smadrer så eftertrykkeligt, at det for tilbagevendte beboere intet er bevendt. Vi kender det eksempelvis fra anden verdenskrig, hvor både Sovjetunionen og Nazi-Tyskland benyttede sig af taktikken.

Store ord? Næh. Virkelighed anno 2011:

Med den såkaldte genopretningspakke og efterfølgende aftaler– som blandt andet var nødvendig efter den omkalfatring af skattesystemet, der lod de velhavende feste i opgangstider – betalte sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, miljø og klima samt udvalgte, allerede forfordelte, befolkningsgrupper for oprydningen. Fællesskabet betaler prisen for regeringens pleaser-politik overfor de priviligerede.

Genopretningspakken sneg også et andet ideologisk element ind: Loftet over fradrag for fagforeningskontingenter. Helt i tråd med tiårets kolde luft til fagbevægelsen. Dem, der erindrer Søren Pinds store forbillede, Ronald Reagan og dennes kvindelige udgave, Margaret Thatcher, vil huske, hvordan de ikke mindst satte en bremse i for fagbevægelsen med det klare formål at knægte bevægelsens magt fuldstændigt.

Kerneydelser i samfundet har holdt for. Vi kender konklusionerne af undersøgelser af både folkeskolen og de videregående uddannelser; vi kender tallene for frafald på ungdomsuddannelserne, for slet ikke at nævne den 1/5 af alle unge, der slet ikke får en ungdomsuddannelse.

Hvis man ideologisk ønsker at fremme et privat uddannelsesvæsen – ja, så er det den helt rette strategi at reducere det offentlige system til discount-udgave.

Privatisering-i-praksis-modellen kender vi også fra overbetalte privathospitaler, der som bekendt nyder godt af frit-valgsordninger og garantier, som politisk overhovedet ikke følges op af vilje til at styrke det offentlige sundhedssystem.

De seneste måneder, hvor de borgerliges meningsmålinger konstant peger på, at VKO-regimets tid er ovre, har taktikken indebåret forringelser af pensionsforhold og efterløn. Oveni en række politiske sager, hvor regeringen oplagt har bevæget sig så tæt på kanten – hvis ikke over – af Danmarks internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet: Sagen om de statsløse, en kritisk eksamen af menneskerettighedernes tilstand i Danmark, regler for familiesammenføring, stramninger af udvisningsregler og så videre.

Dertil kommer, at Danmarks internationale engagement har været præget af selvsamme ideologiske brændstof: Krigen i Irak skete uden FN-mandat. Udviklingsbistanden er ikke blot beskåret, den er også indholdsmæssigt blevet ændret, så den fokuserer på privatsektordrevet vækst stadig uden garanti for, om det gavner verdens fattige mere end en i forvejen velbjærget middelklasse. Tegningkrisen, der grundlæggende var del af et indenrigspolitisk værdipolitisk slag, rettet mod vores muslimske mindretal for at tilfredsstille det nationalkonservative ben i den hellige treenighed, VKO.

De brændte jords taktik er med andre ord et ideologisk ridt på fordelingspolitikken, en slags panik før lukketid. For måske kan regeringen ikke vinde magten ved valget – men den kan måske vinde slaget om farven på Danmarks økonomi og velfærdsstruktur.

Det stiller endog meget store krav til venstrefløjen, hvis man med succes skal kunne gå op i mod det. Taktikken er nemlig del af noget større og for mig at se ganske alvorligt: Det sker ovenpå en værdipolitisk tsunami, der ramte Danmark i 2001 og rykkede stort set alle de demokratiske, retspolitiske og humanistiske landvindinger, man kan komme i tanker om, op med rode, således at alt nu kan udfordres:

Overholdelse af FN-konventioner? Vel kun, hvis det passer os. Forpligtelser overfor verdens flygtende? Ikke hvis de kommer ubelejligt og i større tal. Menneskerettigheder? Det er venstrefløjens opfindelse. Retsprincipper? Ligemeget, hvis det gælder ’udlændinge’. Fællesskab? Kun i udgrænsning af minoriteterne. Kærlighed og privatlivets fred? Det er statens anliggende, overvågning og pointsystemer ja tak.

Der findes kun ét modsvar, hvis venstrefløjen skal vende dén udvikling. Og det er benhård kamp for en række af de dyder, som det progressive venstrefløjsprojekt har hvilet på op gennem tiden siden Rosa Luxemburgs (og Louis Pios) tid:

Social og økonomisk lighed for den såkaldt ’almindelige lønmodtager’ og en insisteren på, at klassekampen i en opdateret form stadig holder vand – ikke kun med omdrejningspunkt i ens placering på uddannelsesskalaen (og dermed hvor ’omstillingsparat’, man er som arbejdskraft eller hvor stor viden, man kan dominere det politiske liv med) men også den økonomiske. Magt over økonomien er af afgørende betydning.

En generobring af værdi- og kulturkampen med inddragelse af kulturradikalismens – og socialismens – fineste sider. Venstrefløjen må genlancere sit politiske projekt for frigørelse af det enkelte menneske og en kulturkamp, der på mange måder kan sammenfattes med formålsparagraffen for 1975-folkeskoleloven om at skabe medlevende og demokratiske mennesker. Det bør være en iboende del af en opdateret klassekamp.

Og endelig: Et massivt forsvar for internationalismen og for pligten til at udvide og udvikle dén internationale retsorden, verden har kæmpet for siden 2.verdenskrig, med folkeret og FN som sit omdrejningspunkt.

Det er tiden nu. Som Fogh siger i mit TV lige nu: Now is the time to create a new Libya.

Well, now is the time to create a new Denmark.

Opgør med uligheden er en af venstrefløjens fremmeste opgaver. At det seneste tiår har skabt øget ulighed og marginalisering i Danmark, ligesom indsatsen overfor verdens fattigste er beskåret ganske drastisk, har længe været på den valgkampspolitiske dagsorden.

Men folketingsvalget handler også om den ulighed, der ikke blot vedrører fordeling af ressourcer og indsatser på finansloven. Nemlig en kamp for lighed, ligestilling og ligeværd, der vedrører selve kernen i fællesskabet. Der vedrører, hvordan vi omgås hinanden med alle de forskelligheder, det indebærer.

De sidste ti år har skærpet problemet, fordi VKO har syltet kønsligestillingen, gjort en dyd ud af at diskriminere etniske minoriteter og nølet i forhold til seksuelle minoriteter. Men værst af alt: Den har dyrket at opdele borgere i kasser af mindre værd, frem for den helt grundlæggende demokratiske værdi at vi alle er mennesker og bør være ligeværdige borgere.

Wear it with Pride

I denne uge er der Copenhagen Pride. Med sloganet på årets armbånd ’Wear it with Pride’, står ugen i retten til at være sig selv og mangfoldighedens tegn. Priden vil igen skabe opmærksomhed om LGBT-personer, altså bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Det er festligt og sjovt – men også brændende alvor. Vi ved jo godt, at det stadig ikke er muligt for LGBT-personer at leve på lige vilkår og i fuld åbenhed: Man udsættes for hatecrimes og problemet er stigende; man kan stadig ikke blive gift; der er stadig benspænd for regnbuefamilier.

Men lige rettigheder til seksuelle mindretal er jo en menneskeret. Derfor bør valget også bruges til at vælge de politikere, der tager ansvar for at gøre samfundet reelt rummeligt og inkluderende overfor personer, der ikke deler det store flertals seksualitet.

Ligebehandlingsministerium

Under VKO har Danmark været ramt af en hærgende værdipolitisk tsunami. En tsunami, der har skyllet de standarder væk, vi normalt måler os på – FN-konventioner, ligestilling, respekten for det enkelte individ og privatlivets fred, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Vi må sande, at Danmark har indrettet sig med statslegitimeret diskrimination og manglende aktive indsatser for at levere reel ligebehandling af borgerne.

Det er tid til et kursskifte, hvis det for alvor skal batte. Kampen for ligebehandling er et fælles anliggende. Det er ikke blot den enkeltes problem men går hånd-i-hånd med et opgør med diskrimination på grundlag af køn, seksuel orientering og kønsidentitet, race og etnicitet, alder, handicap og religion, der alle fordrer beskyttelse.

Det stiller også krav til os selv i oppositionen, hvis vi vinder valget. En ny regering skal gå i brechen for det mangfoldige og åbne samfund. Vi bør oprette et Ligehandlings-ministerium, hvis mandat omfatter alle beskyttelsesgrundene og som kan sætte ikke-diskrimination og ligebehandling på den danske politiske dagsorden. Både i forhold til ligestilling mellem kønnene, for etniske og seksuelle minoriteter – såvel som for de øvrige beskyttelsesgrunde.

Vi bør sætte os for at gennemgå regler og love på området. Lad os dog indføre det kønsneutrale ægteskab som i bl.a. Sverige, Norge, Island. Gøre det nemmere at leve som regnbuefamilie. Få (obligatorisk) undervisning om seksuel orientering og kønsidentitet ind i uddannelsessystemet – fra folkeskole, seminarier til sundhedsfaglige uddannelser. Sikre fokus på LGBT-rettigheder som integreret del af menneskerettighedsindsatsen i u-landsbistanden.

Med Danmarks tilslutning til menneskerettighederne er vi faktisk forpligtede til at beskytte mod diskrimination, også gennem aktive indsatser, der sikrer reel lighed. Ligebehandling indebærer nemlig, at alle borgere skal have lige adgang til og mulighed for at deltage i alle samfundets anliggender og skal nyde lige beskyttelse, uafhængigt af de seks ovenfor nævnte grunde.

Et nyt ligebehandlingsministerium skal være den garant, der sikrer systematiske indsatser for ligestilling og ligebehandling over hele paletten frem for spredt fægtning, der fremmer politiske og juridiske indsatser mod diskrimination, der kan udvikle mainstreaming redskaber til gavn for alle ministerier  for at indtænke ligebehandlingsaspektet i lovgivningen og som hele tiden holder øje med, at Danmark lever op til de internationale konventioner, vi har forpligtet os til.

Derfor denne opfordring til mine oppositionskolleger: Sæt oprettelsen af et Ligebehandlingsministerium på listen og bring atter Danmark i front som et progressivt og moderne land, der ser rummelighed, mangfoldighed og ligeværd som uomgængelige pejlemærker for et moderne samfund

Men hvad handler det hele om? Er østeuropæerne over én kam homofobiske og konservative, som det ofte fremstilles bagefter? Svaret er naturligvis, at virkeligheden er mere kompleks. På mange måder ser vi i disse år en stærk folkelig modvilje mod homoseksuelles rettigheder i østeuropæiske lande. Tal fra EU viser, at befolkningerne i de fleste nye medlemslande helst ikke vil have en arbejdskollega eller ønsker, at deres børn skal undervises af en lærer, der er homoseksuel. Voldelige overfald og chikane – sågar mord – er også en del af hverdagslivet for homoseksuelle i for eksempel Moskva og Beograd. Så baggrunden for modstanden mod homo-paraderne er til at tage og føle på.

Men dér, hvor modstanden og fordommene mod homoseksuelle slår ud i lys lue, er dér, hvor stærke politiske kræfter forstår at udnytte det. Ved de fleste forsøg på at forbyde homo-paraderne har det været centrum-højre politikere, der i samarbejde med religiøse ledere og bevægelser på den yderste højrefløj har kunnet se en interesse i at gøre modstanden mod homoseksuelle til et centralt spørgsmål. Ofte sker det op til et valg eller i forbindelse med rekruttering af nye medlemmer til menigheder eller bevægelser.

Det er altså en uskøn blanding af helt almindelige borgere, politikere, der ofte har sæde i parlamenterne, og religiøse og højrenationale bevægelser, der får hadet til homoseksuelle til at koge. Og ofte er det ikke de homoseksuelle isoleret set, det drejer sig om. Snarere er homoseksuelle en brik i kampen om at definere dna’et i de for manges vedkommende nye stater mod øst. I efterdønningerne efter murens fald er nationernes identitet på mange måder i spil. Og her får især nationalismen og traditionelle familieværdier en central position. Homoseksuelle ses som en eksponent for alt det, der truer nationens sammenhæng og familiens beståen, og sættes på lige fod med mange andre ting, der kommer udefra som en trussel. ”Homoseksualitet er vestlig dekadence”, som der f.eks. står på nogle af moddemonstranternes bannere. Homoseksualitet går derfor hånd i hånd med overgangen til skrap markedsøkonomi, arbejdsløshed og sociale problemer for mange østeuropæere – ikke mindst fordi ledende politikere opportunt fremstiller det sådan.

Og med det in mente fremstår den østeuropæiske homo-angst pludseligt ikke så fremmed længere. Det minder på mange måder, om den måde som indvandrere – og særligt muslimer – igennem det seneste ti-år er blevet brugt som en brik i kampen om den nationale identitet i Danmark og en række andre vestlige lande. Fremstillingen af muslimen, der kommer udefra og truer værdier og institutioner, er jo hverdagskost i dagens debat. En fremstilling, der også orkestreres på stort set samme vis som østpå.

Af samme grund er det problematisk og hyklerisk, når højrefløjspolitikere i Danmark omkostningsfrit og løsrevet kritiserer homo-hadet i Østeuropa. For det første er det nemlig ikke langt fra den måde, de selv bruger muslimer og andre minoriteter på i en hjemlig retorik. Og for det andet vælger de selvsamme politikere ofte at modarbejde forslag til at fremme homoseksuelles vilkår i Danmark, når der skal trykkes på knapperne i folketingssalen.

Når man spørger de homoseksuelle græsrodsorganisationer i Østeuropa, frabeder de sig da også at få de problemer, de slås med, udråbt som væsensforskellige fra de problemer, homoseksuelle oplever andre steder i verden. Homofobi og fordomme er – desværre – et universelt problem. De beder i stedet om, at vi politikere i Vesteuropa får EU og Europarådet til at lægge et massivt pres på deres regeringer, så helt basale rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed bliver overholdt. Og så beder de om, at vi lytter til dem og støtter dem på netop de måder, der giver mening i hvert enkelt land. Ikke én model kan løse problemerne alle steder.

De ønsker, skylder vi dem, at lytte til og handle på. Også selvom det er et langt sejt træk og samtidig kræver, at vi også retter et kritisk blik indad.

Det med den burka: Jeg bryder mig bestemt ikke om den, af flere forskellige årsager, men det er en alvorlig sag at lade staten bestemme, hvordan folk må se ud.

Paradoksalt nok kommer jeg i tanker om sangen: Man binder os på mund og hånd. Men man kan ikke binde ånd. Tænk lidt over den pointe Også selvom ånden bag et religiøst påbud er din absolutte modsætning.

Udover den banale ting, at man ikke ændrer på menneskers værdisæt og holdninger ved at pålægge dem en bestemt påklædning (eller fraværet af den), så har ihvertfald venstrefløjen den historiske erfaring, at det med at staten skal blande sig i alt og lovgive om menneskers ikke bare samfundsmæssige men også deres privatliv – ja det skal man i den grad passe på med. Forbudspolitik er en glidebane. Man kan ikke hverken forbyde, harmonisere eller udvise sig til det perfekte og problemfri samfund. De findes slet ikke (og heldigvis for det).

Som om der ikke er virkelige problemer her i landet, eller her i verden for den sags skyld. Regeringen er vært for et klimatopmøde om få måneder. Den rige del af verden lever ikke op til løfterne om at halvere verdens fattigdom inden 2015. Det danske sundhedsvæsen trænger til en gevaldig kærlig hånd. 

Tag dog ansvar for samfundets og verdens virkelige problemer i stedet – eller endnu bedre: Udskriv FT-valg!

Jeg vågnede dér om natten ved, at min telefon ringede. Havde ikke hørt sms’erne tikke ind, for når man har en lille baby med kighoste, så sover man meget tungt, når man endelig sover. Men vågnede, fordi der blev ringet rundt om, at rydningen var sat i gang i nattens mulm og mørke. Det er selvfølgelig det, man gør, i politi-logik, hvis man vil have en aktion ud af det – men uden alt for mange øjne, der følger med. Det mener ihvertfald Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

Kunne ikke forlade den lille baby men lå og tænkte på, hvor heldig jeg var at kunne ligge trygt i min seng og ikke frygte for hverken krig, nattemord eller for betjente, der hiver mig og mine børn ud af sengen. Kun blive ‘forstyrret’ af en telefon, der bipper og ringer for at bede mig stille op, fordi en gruppe mennesker, der intet har – ud over frygt, psykiske mén og en naiv tro på beskyttelse fordi et menighedsråd og en præst heldigvis har givet det rum, som det danske magtpolitiske centrum ikke vil – pludselig skal fjernes fra Brorsons kirke.

At samvittigheden rev i mig er oplagt. Men det værste er hverken billederne fra kirken og gaderne omkring, eller politiets fremfærd – det værste er, at mit land, der er et af verdens tryggeste (for os, der er mange generations-indfødte ihvertfald), af verdens rigeste, som har et direkte ansvar for det krigshelvede, der udspiller sig i Irak – at mit land har flyttet sig så meget rent politisk, at 282 mennesker kan gøres til genstand for symbolpolitik. Og at det er muligt at føre en flygtninge- og asylpolitik, som har den type konsekvenser, at mennesker skal sendes ud til et land i krig, til trods for FN’s fraråden. 

Dét er dog det værste. Det politiske ansvar er let at placere. Men ansvaret for at genoprette det politiske billede, som er skredet så voldsomt – det ligger hos alle os tusinder, der i aftes gik på gaden i protest. Lad os tage det – det er tid at samle os igen og genvinde det sande Danmark.

Bogens udgivelse belv sat i bero i USA, fordi forlaget dér blev bekymret for, om den ville være en provokation mod radikale muslimske grupper og de derfor ikke kunne ‘garantere for forfatterens sikkerhed’. Det kan man naturligvis synes er lidt bizart. Og måske  er det et udtryk for, at amerikanske forlag er som alle mulige andre amerikanske virksomheder: Hunderædde for at blive stillet til ansvar og derfor forsikrer sig i hoved og røv mod anklager, eller bange for at være politisk stødende (her tænker jeg ikke på forsvaret for retten til at besidde våben, men f.eks. sex eller bandeord for åben TV-skærm). Dét skal jeg ikke tage stilling til.

Men hvad der virkelig forekommer mig underligt er Trykkefrihedsselskabets beslutning om, at ‘den bog skal ud, vi vil udgive den i Danmark’.

Nok beretter de selv om, hvor modige de angiveligt er: Forfatterens agent Natasha Kern skriver nemlig i en mail til Trykkefrihedsselskabets forlag, at “Når man tager i betragtning, hvad der er sket i jeres land, så beundrer jeg jeres parathed til at sikre, at ytringsfriheden ikke forhindres.” Dét indgyder selvfølgelig stolthed hos ytringsfrihedens fornemme forsvarere i Selskabet. Men spørgsmålet er bare, om det overhovedet er de rette briller at se ønsket om pinedød at trykke en eller anden bog om Aisha gennem?

Hvor er Trykkefrihedselskabets venner, når offentligt ansatte får mundkurv på? Hvor er de, når Udlændingeservice holder mund med de oplysninger de har, fordi de kan hjælpe folk til familiesammenføring? Nok handler det ikke snævert om ‘trykkefrihed’, men det handler da om både ytringsfrihed og demokrati?

Jeg kender ikke det pågældende bog-manuskript, men jeg kender noget til ekstremernes sammenstød. Det oplever jeg både i Danmark i Tegningkrisen, og i forholdet mellem Mellemøsten og ‘Vesten’. Det er ekstremerne, der brøler højest – og overdøver det massivt store flertal af mennesker, der ikke har brug for at give ekstremerne mere plads. Når Trykkefrihedsselskabet brøler højt om deres såkaldte forsvar for ytringsfriheden, så opnår de præcis én ting: Nemlig at en anden del af den reaktionære højrefløj (i dette tilfælde den fundamentalistiske muslimske) brøler med. Og sådan kan de to positioner bekræfte hinanden i deres eksistensberettigelse og i, at de hver især er de sande positioner.

Hvor er det dog forbandet trist at se på. Jeg går – lad mig endelig besværge det straks – også ind for ytringsfrihed og jeg mener ikke, at religion er noget, der har særligt krav på beskyttelse. Men det falder mig umådelig svært at tro, at Trykkefrihedsselskabet mener, at bogen er uomgængelig for sandheden - snarere handler det om, at de alene lever for at udråbe sig selv til kæmpere i noget, der nærmest minder om hellig krig.

Ytringsfrihed er grundlag for demokratiet og skal hverken bøjes eller undertrykkes. Men med rettigheder følger også ansvar. Man har ansvar over for andre mennesker – så bøger, tegninger eller film, der alene laves for som led i en hetz eller for at nedgøre andre, har ikke nødvendigvis nogen berettigelse. Ikke at de skal forbydes, men at stille sig op som forkæmper for ytringsfriheden, alene med den baggrund at håne muslimer eller svage grupper i samfundet, har jeg i udgangspunktet ikke meget til overs for. Men lad os se, hvad bogen indeholder, hvis den når så langt.

Danmark har ikke brug for endnu en ‘Muhammed’-krise. Vi har ikke brug for, at ekstremister på begge sider igen overtager dasordenen. Det er meget svært ikke at se Trykkefrihedsselskabets beslutning om at ville udgive en bog, der ikke bliver udgivet i USA som andet end en religiøs beslutning, som på ingen måder ser på nødvendigheden. Den ovennævnte email giver formodentlig kun endnu mere blod på tanden.

Men måske skal hele forklaringen på Trykkefrihedsselskabets iver findes i det meget banale: At de som de neo-konservative i USAs magtcirkler er optændt af den hellige flamme mod en helt bestemt Mission, som de selv mener at være Guds udvalgte til at føre. Lidt à la Ruth Evensen og Faderhuset, iøvrigt. Så optagede af Missionen er de, at de er villige til at bruge alverdens midler for at fuldføre den.

Modig er man først, når man tør tale op mod magten – i forsvar for de svage – når det virkelig koster.

Læs mere på www.trinemach.dk

Tove Videbæk, der er notorisk kendt for sin kamp mod fri abort og homosexuelles ret til ligestilling med heterosexuelle i alle anliggender – har meldt sig ind i Konservativt Folkeparti og satser på at stille op til EU-Parlamentsvalget næste år. Det har de Konservative åbenbart allerede lovet hende.

En interessant udvikling, må man sige, af to grunde. For det første, fordi den Konservative formand Bendt Bendtsen – da bølgerne gik højt omkring Enhedslistens FT-kandidat Asmaa Abdol Hamid – i endnu en omgang muslim-bashing kaldte hende for “fundamentalist” (Asmaa har iøvrigt ikke givet udtryk for den type holdninger). Nu har hans eget parti så budt velkommen til en politiker, der skred fra Kristdemokraterne - hvor hun tabte kampen om partiets linie til den ikke-fundamentalistiske fløj - og helt eksplicit er i mod både fri abort og lige rettigheder til homosexuelle.

For det andet fordi, at der på den europæiske scene er gang i en temmelig voldsom kultur- og værdikamp. Mellem reaktionære politiske og religiøse kræfter, som netop ønsker at religion – den kristne, forstås, og Paven – skal spille en større rolle i det politiske liv i EU. Vi nævner i flæng hardcore abortmodstandere og kirken i Polen, der fører en benhård kamp mod homosexuelle.  Og på den anden side progressive kræfter, der i EU arbejder for at udvide borgernes rettigheder på alle områder og sikre reel ligestilling og retten til selv at bestemme over sin krop og sit liv.

I en tid, hvor religion fylder stadigt utåleligt mere i den politiske debat, og hvor homofobien blomstrer i vores nabolande – hvor værdikampen med andre ord også raser i EU – må man spørge:

På hvilken side melder Tove Videbæk sig ind? Og dermed det Konservative Folkeparti?

Jeg prøver at tage en dag af gangen – men nogengange er der flere dage, der angriber mig på én gang. Et udsagn, der er voldsomt aktuelt i disse dage

Men det nærmer sig altså tortur, når man bliver vækket hver anden time natten igennem, fordi der er en lille sulten baby-pige, som har brug for en. Men sjovt nok er hun jo fantastisk, den lille baby, skøn og smuk  Hmmm, pludselig skal jeg opleve mig selv som den der kvinde, der sidder hen over vuggen og siger iiihhh, næææhh og pludr pludr. Den slags nonsens, som man ville ha forsvoret man ville lukke ud. Heldigvis gør jeg det kun, når vi er alene ….

Sådan går barselsorlovsdagene i deres eget mode. Blogge får jeg ikke gjort meget. Men det er lidt svært at betjene et tastatur med kun én hånd, for ikke at nævne den stærke lyst til at trække stikket ud -

al den politiske polemik med en Ny Alliance der gik fra sejr til nederlag i løbet af få måneder. Reaktionære brøl-aber, der endnu engang udnytter chancen for at skabe sig en platform – der ER ikke tale om en ‘ny Muhammed-krise’. Ligenu er der tale om religiøse og reaktionære kræfter, der søger at udnytte situationen. Mordplaner på Kurt Westergaard er forkastelige og bevæger sig præcis ud på det overdrev, hvor anti-demokraterne lever. Udsmidning alene på baggrund af administrative regler. Hvor blev retsstaten af ?

Opremsningen kunne fortsætte, men jeg tror dog, jeg vil læne mig tilbage ligenu og nyde det nye kapitel i mit liv. Og dets pludren.

Jeg får lige så meget fniller, når Kamal Qureshis kritik af, at Folketingsåret starter med en gudstjeneste mødes af et “men vi er jo kulturkristne”.

Det er muligt, at vi er det, som samlet nation. Religion, eller etik afledt af forskellige religiøse perspektiver,  er selvfølgelig en indgroet del af tradition – og derfor svært at skille ad. MEN – det store og afgørende men – det er jo ikke et argument for, at religion skal være en iboende del af det offentlige rum. Hvorfor dyrke det?! Hvorfor er det interessant, at bestemte folketingskandidater er muslimer – og interessante, fordi de enten er stærkt religiøse eller fordi de sandelig ikke bruger deres religion – f.eks. “præmieperkeren” (som Jyllandsposten kaldte ham engang) Naser Khader?

Der er et hav af de såkaldt ‘danske’ politikere, der er kristne, troende endda, men hverken deres demokratiske duelighed eller troværdighed er blevet gjort op med reference til deres kristen-hed. Og heldigvis – men svaret på dén skævhed er jo ikke at hive kristendommen længere frem i lyset!

Det gælder hele det politiske spektrum – og så er jeg tilmed kommet for skade at kikke på Dansk folkepartis hjemmeside. Pianisterne er i hopla. Under den tvivlsomme overskrift ”Lovpakke til værn for danske værdier” får vi en lektie i, hvad der ifølge det højreorienterede Danmark ikke er dansk.

”Lovpakken” er naturligvis en lang række tiltag mod muslimske traditioner. Som sagt er jeg meget gerne religion og religiøse traditioner foruden - og her er jeg i øvrigt ligeglad med, om det er en religion, der tror på at der har gået gudssønner rundt på jorden eller ej.

At jeg alligevel finder Pianisternes udspil forstemmende bunder i, at deres ”Lovpakke til værn for danske værdier” er en opvisning i hvad – der efter min opfattelse – ikke er danske værdier. Pianisternes forslag er ikke åben for dialog, det er kommanderende, det er centralistisk og så er det først og fremmest diskriminerende.

Mine danske værdier bygger på dialog, samarbejde, decentralisering og ligeværd. Alt det som Dansk Folkeparti ikke står for.

Med Ny Alliances indtræden på den politiske scene er Dansk Folkeparti blevet nødt til at kæmpe for at beholde sin plads som de-facto regeringsparti. Det kræver, at de kan hive mange stemmer til højre. I en blog om Ny Alliance har jeg tidligere skrevet, at Dansk Folkepartis svar ville være en tilbagevenden til tidligere tiders retorik fra Den danske Forening.

Krarups burka-stunt og den grinagtige lovpakke om danske værdier er oplagte eksempler på dette. 

Der er brug for et oprør fra venstre.

Stem på Trine Mach.
 

Det går frem og tilbage med værdikampen.

Mit eget parti, SF, og de Radikale måtte i løbet af denne uge opgive at stille ultimative krav for at få 24-års reglen afskaffet.  Jeg er stadig modstander og vil i dag kl. 16 lave en aktion på Kultorvet mod 24-års reglen.

Til gengæld kvitterede Socialdemokraterne i går med at gå fra det forlig, de har indgået med VOK-regeringen om genindførelse af den sorte skole. Det klæder dem at komme på bedre tanker. Danmark har brug for en ubureaukratisk skole, der ruster eleverne til både at tænke selvstændigt og arbejde sammen med andre, og hvor der er tillid til, at lærerne er kompetente til at sikre den enkelte elev den bedst mulige undervisning.

Timingen var heller ikke dårlig, det var tophistorien i går i TV2 Nyhederne.

 Og så er det, at Mediedanmark fik en opvisning i politisk magt.

15 minutter efter historien om Socialdemokraterne er bragt, bliver der lavet et hul i udsendelsen for at landets statsminister kan skyde på forslaget.

Har Statsministeren særlig adgang til medierne? Der ligger blandt andet et væsentlighedskriterium til grund for redigering af medierne og jeg medgiver gerne, at det er væsentligt, hvad partiet Venstre mener om denne sag. Men er det breaking news? I alle andre tilfælde ville det være en politisk ordfører, måske en fagminister, der på side 5 i en avis ville kommentere på sagen. Men nu er det valgkamp og statsministeren er åbenbart i stand til at bruge sin politiske magt til at skaffe sig adgang på alle tidspunkter i Nyhederne.

Sådna kan man jo gøre meget for at holde på magten – der har tendens til at korrumpere magthaveren. OG absolut magt gør det absolut.

Lad os så få en ny regering.

Læs med på www.trinemach.dk