Out&About var også til stede, her er deres artikel

Her er lidt brudstykker fra noterne til min tale (det talte ord gælder):

David Kato tog sit liv alvorligt; han levede det med alvor. Og den alvor kostede ham livet. I Uganda, desværre som mange andre steder i verden, kan man ikke bare elske den, man elsker. Homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter verden over oplever forfølgelse og stigmatisering.

Mordet på Kato sætter Ugandas regerings ansvar på spidsen, når den siger, at demokrati og menneskerettigheder er på dens dagsorden. Det sætter Danmarks, EUs og andre donorers ansvar på spidsen, når man siger, at u-landsbistanden bl.a. skal bruges på at fremme demokrati og menneskerettigheder.

Der er nødt til at være overensstemmelse mellem vores forsvar for menneskerettigheder og vores stræben i praktisk politik og bistand efter at fremme disse grundprincipper. Det er godt, at den danske regering har fordømt mordet på Kato, men det er også nødvendigt, at vi begynder at se på, hvordan vi i praksis får inkluderet et forsvar for og en støtte til indsatsen for at sikre menneskerettighederne for seksuelle minoriteter i vores udviklingsbistand. Det er ikke uden udfordringer, nej; det er komplekst og svært – men det skal ikke afholde os fra det. Vi er nødt til at blive klogere på, hvordan det skal gøres.

Seksuelle mindretal og netop deres seksualitet er blevet en politisk kampplads. De er blevet en brik i spillet om at være den sande forsvarer for den nationale identitet, for familien, for religionen – hvad enten det er muslimer, kristne eller katolikker. De, der kæmper mod ‘homoseksuelle’, bruger det som del af deres kamp for at være den rene muslim, katolik eller kristne. For at være den bedste varetager af nationens interesse og fremtid. For at værne mest om familien og dermed den nationale stammes overlevelse. Homoseksuelle bliver symbolet, skydeskiven, for alt det, der truer nationens sammenhæng og familiens beståen.

Det gør sig også gældende i vores eget land. En ydre del af højrefløjen bruger netop homoseksualitet som et skjold mod det muslimske mindretal i Danmark (og mod muslimer generelt) til trods for, at de ikke selv har kæret sig noget særligt om seksuelle minoriteter.

Det må man stille sig op overfor.

Kampen for homo-, bi- og transseksuelle er ikke bare en kamp for minoriteters lige rettigheder. Nej – det er en kamp for det mest grundlæggende, den mest basale menneskelige rettighed: At være den man er. Uden frygt. Uden trusler. At elske den man gør. Uden begrænsning. Uden frygt. Uden repressalier.

Love is a human right. Og lad os love hinanden, at David Kato ikke døde forgæves.

At politikere, religiøse ledere og opinionsdannere lufter angreb på minoriteter er øjensynlig et globalt fænomen. Vi ser det i vores egen baggård i Europa. Helt aktuelt gik hver sjette stemme ved parlamentsvalget i Ungarn i søndags til Jobbik, som er et højreekstremt parti, der bl.a. vender sig mod jøder, homoseksuelle og romaer. Vi ser det også herhjemme, når der tordnes mod homo-ægteskaber eller bredt i Europa, når Vatikanet mener, at pædofili i den katolske kirke skyldes homoseksualitet.

Og ligesom muslim-, homo- og religionskort hver især trækkes i kulturkampen i europæiske lande, ser man også homokortet blive trukket i nogle afrikanske lande. Og her bliver det i ordets forstand et dødsalvorligt spørgsmål.

Ikke at det er et nyt fænomen, næsten 40 afrikanske lande forbyder (sic) allerede homoseksualitet, men i Uganda debatterer parlamentet i fulde alvor at indføre dødsstraf i tilfælde af ”aggravated homosexuality” (særlig grov homoseksualitet), hvilket eksempelvis omfatter gentagne homoseksuelle forhold, der gør en til en ”serial offender”. I Uganda, hvor det åbenbart ikke er tilstrækkelig at være tough on crime for at vinde den værdipolitiske dagsorden, er gay bashing blevet en vinderstrategi.

Vi stiller traditionelt skarpt på ligestilling og kvinders rettigheder, når vi taler tværgående hensyn og prioriteter i udviklingsbistand og når vi laver bistandsprojekter. Også når det gælder sager som eksempelvis ægteskabslovgivningen i Afghanistan. Men den samme konsekvens udviser vi ikke på andre rettighedsområder – selv i situationer, hvor nogen vil slå andre mennesker ihjel for at elske den ’forkerte’.

Det store spørgsmål er, hvordan vi håndterer den slags grove overtrædelser af menneskerettighederne i udviklingslande? Lige så ubehagelig og diskriminerende Ugandas Anti Homosexuality Bill er, lige så kompleks er problemstillingen. Ikke mindst fordi modviljen mod homoseksualitet også dér er ganske fremtrædende i store dele af befolkningen. Derfor bliver både u-landsorganisationer og donorer nødt til at tænke to gange, før de bevæger sig ind i dette minefelt. Spørgsmålet er så tabubelagt og følsomt, at flere udviklingsorganisationer og donorer offentligt er gået en stor bue uden om spørgsmålet.

Den globale værdi- og kulturkamp raser og tilføjer blot yderligere kompleksitet til kampen for menneskerettighedernes universalitet. Men det betyder på ingen måde, at donorer eller ngo’er ikke skal tage stilling eller handle. Tværtom. Det gælder om at finde ud af, hvordan man reagerer, så det rent faktisk åbner muligheder for forandring, ikke lukker. Vi er nødt til at være bevidste om, i hvilket politisk ærinde angrebene på homoseksuelles rettigheder bruges. Og endelig kunne vi reflektere over, hvorfor kønnenes ligestilling er et vigtigere emne end direkte vold og undertrykkelse af mennesker med en anden seksualitet end mainstream.

Angrebene på Afrikas homoseksuelle indgår i (mindst) to forskellige politiske dagsordner. Den første er en nationalistisk og anti-vestlig dagsorden, som omtaler homoseksualitet som en dekadent og udefrakommende tilbøjelighed, som europæerne bragte med sig sammen med koloniseringen af kontinentet (den samme logik gør sig også gældende blandt modstandere af homoseksuelles rettigheder i mange østeuropæiske lande).

Den anden dagsorden er religiøs, hvor både islam og kristendom bruger afstandstagen fra homoseksualitet til at pege på en ydre fjende for familien som institution og markere de respektive religiøse grupperinger som sande forsvarere af Afrikanske værdier. Hertil kommer, at homoseksualitet opfattes som et angreb på en meget traditionel opfattelse af køn, hvilket i øvrigt heller ikke er et særlig afrikansk fænomen.

Det er en heftig politisk cocktail at være oppe imod.

Svaret er at styrke menneskers kendskab til og muligheder for at kæmpe for deres rettigheder og styrke civilsamfundsorganisationer, der arbejder for menneskerettigheder i almindelighed, også organisationer, som har homo- eller transseksuelles rettigheder på dagsordenen.

I mine øjne er det afgørende, at kampen for lige rettigheder ikke gradbøjes alt efter, om det er den ene eller anden gruppes rettigheder, eller om det er ’politisk følsomt’ (som det jo desværre er, når det kommer til homoseksualitet selvom vi skriver 2010). Det afgørende er imidlertid, hvordan vi kæmper denne kamp – og her er det helt centralt at lytte til de aktører, der i det pågældende land – her konkret Uganda – når måden vælges. Bundlinien må være, om det, vi gør, bidrager til deres rettighedskamp eller det modsatte. Altså kan der være forskel på, om man taler dunder bag lukkede døre eller i den store presse (hvor det ikke mindst tjener et hjemligt publikum og tit er en gratis omgang).

Et konkret eksempel fra min tid i Egypten er den såkaldte Queen Boat sag (2001), en massearrestation af homoseksuelle. Dele af den vestlige verden markerede højlydt det uacceptable heri. Spørgsmålet er blot, om det ikke netop bar ved til den inden-egyptiske dagsorden om at være ’den sande forsvarer for egyptiske og muslimske værdier – mod den vestlige dekadence, der tillader den form for udskejelser mod religionen og mod familie-institutionen. En vox-pop i Cairo Times illustrerede det ret præcist – stærk modstand mod homoseksuelle (som udmærket kunne idømmes dødsstraf, hvis det stod til dele af befolkningen). I det konkrete tilfælde kan det godt være, at man skulle have talt dunder for lukkede døre. For de homoseksuelles skyld. Men pointen er igen: var man gode nok til at lytte til de mennesker, det drejede sig om, eller valgtes blot den letteste løsning.

Når (tillad mig at anvende det upræcise) ’Vesten’ ikke er lige så konsekvente, når det gælder seksuelle rettigheder, som vi er, når det gælder kvinderettigheder, bunder det naturligvis i, at vi har en rem af huden selv. Det frisind som Vesten bryster sig af – og tilslutning til menneskerettighederne (’vores værdier’ osv) – findes ikke i alle politiske og religiøse miljøer. Et opgør med de holdninger i vores egen midte er i nogle situationer en forudsætning for at stoppe overgreb på minoriteter i udviklingslandene. Flere iagttagere peger på, at det er stærkt konservative politiske grupper i USA, der systemeksporterer deres had til homoseksuelle til Afrika, hvor de får større politisk lydhørhed. Det samme gælder Østeuropa.

Nu kan man være af den opfattelse, at seksuelle minoritetsrettigheder i Afrika er et perifert problem sammenlignet med, hvad kontinentet ellers slås med. Jeg forstår overvejelsen, men synes det er et skrivebords-argument. Udover det banale, at man ikke med seriøsiteten i behold kan sætte kampen for menneskerettigheder på stand by, mens man bekæmper fattigdom (hænger det ikke netop sammen?!), så kan man i min verden ikke vælge, hvornår og for hvem indsatsen for friheds- og lighedsrettighederne skal leveres. Rettighedsdiskussionen en generel problemstilling, som er en underlæggende præmis i udviklingsarbejde.

Så nej, vi skal ikke lade dem hænge de homoseksuelle. Men vi kunne godt os selv i blandt – Danida, ngo’er, andre donorer osv. – bruge flere diskussioner om, hvordan vi i det internationale samarbejde omsætter det hele i praksis. Hér skal vi i høj grad lytte til og lære af de aktører, der lokalt arbejder med det. Berøringsangst bringer os ikke videre, men kan i yderste konsekvens koste liv

I dag er det FN’s Fødevaredag – World Food Day. Temaet er på internationalsk: “Achieving food security in times of crisis”.

Yderst aktuelt, må man sige – for kriserne flokkes. Fødevarekrise, finanskrise, klimakrise – og krise for internationale samfund, hvor mistillid præger forholdet mellem rige og fattige lande, Nord og Syd, Øst og Vest – og hvad der i øvrigt findes af prædikater.

Hvert sjette menneske på denne klode går sulten i seng hver aften. Hver sjette! Så er min families røv reddet – dernæst en underernæret, så fem igen – og så atter en sulten og underernæret. Men sult er et politisk valg – verden kan afskaffe den. Der er både tilstrækkelig mad og tilstrækkelig viden. Men ikke vilje hos dem, der har ressourcerne og magten. Magten til at omfordele og forandre. Til at sikre, at hver gang min familie er mæt, så er der ikke én, som er underernæret og sulter, sådan lidt banalt sagt.

Det er efterhånden trivielt at påpege, at den politiske vilje mangler hos de, der sidder på magten. Jeg føler mig i hvert fald ind i mellem som soldat i hæren hvis slagsang er ”Det er for dårligt at …” – men ender som regel med at konstatere, at sangen jo skal synges. Der er så få, der stiller sig op og der sker fortsat alt alt for lidt, når lyset slukkes efter topmøderne.

Det superspændende på denne World Food Day er faktisk, at på trods af den rige del af verdens utålelige arrogance og sløvhed, på trods af brudte løfter og tomme skåltaler, så er der et lys! Ikke i form af Obama (surprise), men i form af, at regeringerne i en gruppe udviklingslande har truffet et andet politisk valg – nemlig valget: at mad og fødevaresikkerhed er en ret.

Hvem bekæmper sult er titlen på en rapport, som Mellemfolkeligt Samvirke/Action Aid udgiver i dag. Den viser, at sult er et politisk valg. Og politiske valg kan afskaffe den.

Regeringer i blandt andet Malawi, Brasilien og Ghana har besluttet at ville. Gennem lovgivning om fødevaresikkerhed, nationale handlingsplaner for at afskaffe sult arbejder de politiske beslutningstagere målrettet på at reducere børnedødelighed og fejlernæring. Ja, Ghana har rent faktisk formået at opfylde 2015-målet om at halvere antallet af sultende.

Den opmærksomme læser har nok bemærket sig, at de tre eksempler ikke befinder sig på vores halvklode. Til trods for lave indkomstniveauer, så har de politiske beslutningstagere valgt at levere på retten til mad. Og det virker.

Det gode ved den historie er, at den dels understreger, at udviklingslandenes magthavere har et ansvar og ikke bare kan ’vente på de rige landes bistand’. Den understreger også, at det kan lade sig gøre, hvis verden vil. Og sidst men ikke mindst understreger det, at der simpelthen ikke findes nogen undskyldning for de, der har magten og ressourcerne, til ikke at tage ansvar.

De fattige lande kan ikke afskaffe sulten selv. Det har vi vidst længe, men sammenfaldet af kriser gør det kun endnu mere klart. De rige lande må og skal levere på de mange afgivne løfter. Skal levere penge, retfærdig handel, støtte og vilje til forandring.

At det er ”times of crisis” er evident. Lige så evident er det, at sult skyldes ulighed – mellem nord og syd, rige og fattige. Ulighed i magt, ressourcer og viden. Hvad der ikke er sprøjtet ud af bankpakker og krisepakker i verdens rige lande, uden en eneste pakke, der er målrettet klodens fattige, som i dén grad står til at betale prisen!

Det ærgrer mig at skulle synge sangen igen-igen, men med omtrent 50 dage til klimatopmødet – og garanti for paroler om vigtigheden af globalt sammenhold og samarbejde og om at sikre, at det ikke blot bliver verdens fattige, der betaler prisen for verdens riges forbrug og høje levestandard – er man jo nødt til det. Med ”Who’s really fighting hunger” burde presset på denne klodes stærkeste magthavere bare blive tydeligere og tungere.

Ikke desto mindre er værtslandets regering gået i selvsving over bilags-rod og kiminel lavalder.

Jeg elsker, når man kan løfte sig op over enkeltdelene og i stedet udstikke de store sammenhængende linier, hvor det ikke bare er den politiske vision om social retfærdighed og global omfordeling, der skal udfoldes. Men hvor pointen er at have blik for verdens magtstrukturer for netop at påpege, hvilke strukturelle forandringer der skal til, hvilke internationale institutioner, man kan bruge – og  hvordan disse måske skal forandres for at pege i samme retning som det progressive venstreorienterede projekt for en anden og bedre verden, der er vores.

Når globaliseringen i praksis er en internationalisering af en nyliberal økonomisk model, der systematisk udtømmer de politiske institutioner for magt og for demokrati. Når sociale visioner overlades til de frie markedskræfter. Når u-landene lades i stikken, fordi stærke erhvervslivsinteresser i den rige del af verden har alt for stor indflydelse på lovgivningen og får deres egne interesser sikret. Ja, så må man altså som socialist kræve nogle radikale forandringer af verdens magt- og ressource-fordeling på en gang. Vi skal holde fast ved, at strukturerne i det internationale system i høj grad er skruet sammen til den rige verdens fordel. Det skal der laves om på!

Man kan ikke kæmpe for social retfærdighed nationalt uden at gøre det internationalt. I den globale landsby kan man ikke løbe fra ansvaret. Og i SF griber vi det gerne.

Kig ind på min hjemmeside