Det har ikke været en nem beslutning at støtte dansk krigsdeltagelse i Libyen, både politisk og personligt har det givet anledning til svære overvejelser. For mit vedkommende blev beslutningen at følge resten af SFs folketingsgruppe og stemme ja i forbindelse med vedtagelsen af FN’s beslutning om brug af magt for at stoppe Gadaffis fremrykning.

For mig var det helt helt centralt, at der var et klart FN-mandat, at den arabiske lande støttede det (og oprørerne bad om hjælp) og at situationen netop var ekstrem og akut. Tilmed støtter man oprørerne på de præmisser, de har sat – ja tak til no-fly-zone, nej tak til landtropper.

Det hviler ovenpå en grundlæggende internationalistisk forståelse af, at vi har pligt til at tage ansvar for hinanden på tværs af kloden, på vores historiske krav om FN-mandat til militære aktioner, og vores forsvar for menneskerettigheder og selvbestemmelse.

Flere af de overvejelser som jeg gjorde mig, er i virkeligheden lidt i retning af de spørgsmål, som Jan Hoby fremhæver i en kommentar til Jakob Lindbloms blog. Jeg når imidlertid frem til de modsatte konklusioner end Hoby må gøre. I denne blog vil jeg tage ét af spørgsmålene op og så vil jeg gerne pege på en retning for venstrefløjen i denne sag.

Hoby fremhæver ganske rigtigt at ”Spørgsmålet om det er en imperialistisk krig, afhænger af om man ser FN som en imperialistisk klub”.

Vel vidende, at FN-systemet har sine mangler, at det er nemt at fremvise eksempler hvor FN-beslutninger er gået magthavernes ærinde, at FN ikke klart har taget parti for ofre og undertrykte (ikke mindst utallige gange i sagen om Israels besættelse af Palæstina) og andre uheldige eksempler, vil jeg gerne holde fast i, at organisationen ikke er en imperialistisk klub. Min pointe er ikke, at FN-systemet er perfekt. Netop fordi den altid er afhængig af geopolitiske styrkeforhold og ofte arbejder for at fastholde status quo, bliver den næppe et sprængbræt for folkelige revolutioner.

Men grundtanken i FN-systemet – folkeretten – om hvordan nationer skal agere sammen, om at ret skal tøjle magt, skal venstrefløjen sgu da tilslutte sig. Og det har vi jo altså også gjort, i stærk modsætning til højrefløjen og de helt store magthavere kloden over.

Så med al respekt, så anser jeg synspunktet om det uduelige og imperialistiske FN for at være et forholdsvist marginalt synspunkt på venstrefløjen.

Juristeri

FN er et fælles forum for alle verdens stater, et rum for dialog, og derudover også en række spilleregler. Spilleregler som skal tøjle de stærkes magt, forhindre krige og et ansvar over for alle mennesker mod systematiske overgreb i form af folkemord og krigsforbrydelser.

Et afgørende princip i folkeretten er, at magtanvendelse over for andre stater er forbudt, medmindre det sker i selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd. Her vejer princippet om staters suverænitet meget tungt. Tyranner, diktatorer og despoter skal som hovedregel ikke frygte, det internationale samfund griber ind militært, så længe de udfører deres ugerninger i deres eget land. De kan blive ramt af økonomiske og politiske sanktioner, men ikke invasion. Der er dog en undtagelse, der som sagt er ny i folkeretten.

I 2005 indførtes det såkaldte ”Responsibility to protect” (R2P), der pålægger stater at sikre deres befolkninger mod folkemord, krigsforbrydelser og andet i samme kaliber. Det giver samtidig mulighed for at det internationale samfund kan intervenere, hvis det er staten selv som står bag, eller hvis staten ikke kan/vil forhindre det. R2P er en direkte udløber af folkemordet i Rwanda i 1994 og begivenhederne på Balkan i 1990’erne.

Den aktuelle situation

I forbindelse med den libyske statsmagts (Gadaffi) nedkæmpelse af det omfattende oprør i landet, var der efter min bedste overbevisning frygt for folkemord og krigsforbrydelser, hvis regeringshæren og lejesoldater var trængt ind i byerne Benghazi og Tobruk. Samtidig vil mulighederne for en fredelig løsning forsvinde i takt med nedkæmpelsen af oprøret, fordi det, ifølge presserapporter, var timer og ikke dage, der var afgørende for udfaldet af borgerkrigen.

To væsentlige kriterier for mig er derfor både et internationalt ansvar for at beskytte indbyggerne i de oprørske byer, samt fraværet af fredelige løsninger, da en hurtig militær indgriben mod regeringshæren i Libyen var nødvendig.

Det er en forståelig holdning, at mange ikke ønsker at støtte deltagelse i en USA-ledet krig mod endnu et arabisk land. Den modvilje er formentlig udbredt på den ganske venstrefløj, ligesom modviljen er stærk i den arabiske verden (deraf præciseringen heraf i FN-resolutionen, og deraf også Den arabiske Ligas kritiske udmeldinger tidligere på ugen). Men modstanden mod krig her er ikke en gratis omgang. Konsekvensen af ikke-indgriben ville formentlig have været voldsomme overgreb mod oprørere og de civile, der husede deres baser.

Politiske overvejelser

Politisk er den militære indgriben i Libyen en møgsag. ”Vi” er uomtvisteligt kommet til at vælge side i en konflikt, vi dybest set ikke ved meget om. At Gadaffis styre (for længst) har mistet sin legitimitet er uomstrideligt, men vi ved meget lidt om, hvilke grupperinger vi nu støtter og vi kender meget lidt til de politiske dynamikker i Libyen. Ligesom der er en række andre store problemer som venstrefløjen løbende skal forholde sig til.

Lad mig nævne i flæng:

* Der er ikke enighed om målet for krigen: Støttes et oprør, skal Gadaffi væltes, er det en humanitær invasion

* Hvad er den politiske og militære indflydelse af bomberne i Libyen

* Vi ved ikke, hvordan dette vil påvirke den folkelige forankring i de arabiske lande, der kæmper for politisk frihed

* De politiske motiver for f.eks. Frankrig og Vesten generelt kan lige så godt være geopolitiske som humanitære

* Hvornår er magtanvendelsen (det pæne ord for at slå andre mennesker ihjel og bombe) så stor, at den ikke længere kan legitimeres ud fra R2P

* Hvornår er der tale om borgerkrig, som ikke i sig selv er et anliggende for FN – og hvornår er der, som der var i Libyen i sidste uge, tale om overhængende fare for krigsforbrydelser, folkemord og massive systematiske overgreb på civilbefolkningen

Hver af disse overvejelser kan være nok til at være tøvende overfor udenlandsk militær intervention i den konkrete konflikt i Libyen og som venstrefløj skal vi naturligvis løbende forholde os til det. Derfor er det jo også rigtig vigtigt, når Enhedslisten har krævet, at der skal laves en strategi og plan for, hvad det er, der skal ske og hvad man vil med den militære aktion.

Venstrefløjens opgave

Selvom hele den parlamentariske venstrefløj har bakket op om dansk krigsdeltagelse skal modstanden mod krig og imperialisme og for fred naturligvis fastholdes.

På den korte bane skal ovenstående spørgsmål være i fokus og vi skal insistere på, at en forhandlingsløsning er vejen frem. På den længere bane bliver det særlig vigtigt at fastholde: At ”Responsibility to protect” skal ske i overensstemmelse med Sikkerhedsrådet (og vedtagne resolutioner) og at staters suverænitet stadig er et bærende princip. Ikke, som nogen advokerede og strækker tolkningen, at magten bare kan bruges uden om Sikkerhedsrådet i al almindelighed. At det ikke er sådan, at dem, der opfordrer til brug af traditionelt usikkerhedsproducerende voldsmidler af påståede humanitære årsager, alene er motiveret af ønsket om retfærdighed. At princippet om R2P gælder for alle mennesker og ikke kun for dem, som har geopolitisk interesse for Vesten. Og at suverænitet ikke kun er et privilegium for de stater, der råder over fleste og bedstse voldsmidler eller har de stærkeste venner.

I den konkrete sag med Libyen bliver vi nødt til at huske – og holde fast ved – vores pligt til at tage ansvar for hinanden på tværs af kloden, vores historiske krav om FN-mandat til militære aktioner, vores forsvar for menneskerettigheder og selvbestemmelse. Og, at vi ikke havde kunnet leve med et folkemord eller krigsforbrydelser.

Protesterne har ulmet rigtigt længe i Egypten, og vi ved alle, at begivenhederne Tunesien var det startskud, der gav egypterne blod på tanden. Demonstrationerne startede fredelige, de inspirerede andre i andre arabiske lande – og så viste regimet sit virkelige ansigt (igen). Internet og telefoner lukkede ned, der blev indført udgangsforbud, lukkede hæveautomater, overgreb på medier og journalister, afspærring af highways og aflysning af toge ind til Kairo i forbindelse med den store demonstration 1.feb.. Hæren lod NDP-støtter komme igennem til Tahrir-pladsen, hvor de udover at råbe slagord for Mubarak og imod udlændinge også angreb demonstranterne. Og på et meget velkoordineret tidspunkt hoppede en bunke mænd, bevæbnet med køller eller andet våben, ind over hegnene – hver og en med en fin pengeseddel som tak for indsatsen. Regimet sattes sine egne folk ind – tæskehold (som dem, der udkommanderes til valgene og Mubaraks parti, National Democratic Party, har brug for en hjælpende og særdeles håndfast hånd), NDP-støtter, politi og sikkerhedstjenester.

Med andre ord satte regimet folk ind mod folket selv, mod det folk, det burde tage ansvaret for at lede på vegne af. For få timer siden (altså denne torsdag aften) talte Mubarak endnu en gang på tv; her placerede han hele ansvaret for kaos de seneste to døgn på – gæt selv – dele af befolkningen.

Man skulle tro, at de seneste døgns begivenheder ville få regeringer i vores egen del af verden til at skvatte over hinanden for at fordømme og kræve Mubaraks afgang – fulgt op af utvetydige støtteerklæringer til den brede opposition, der har formået at holde sammen og være i tæt dialog og samarbejde, til trods for en meget intensiv og anspændt stemning.

For intet kan være skjult – heller ikke for de regeringer, der rundt omkring i USA og EU ikke for alvor tage stilling til den diktator, der i så mange år har været deres. Men har holdt hånden over ham – og under ham – i årtier, som med så mange andre diktatorer og autoritære regimer, det tjener vestens interesse at beholde.

Men hverken skrappe fordømmelser eller erklæringer om at Mubarak har mistet sin legitimitet i ikke mindst EU’s, og USA’s øjne. Ingen massive opbakninger og støtteerklæringer til de modige borgere, der kæmper for et andet liv – med bl.a. krav om demokrati og frihed. Nej, man har vaklet lidt og set alvorlige ud, udtrykt bekymring, men ikke trådt i karakter, fordi man, som Lene Espersen sagde, ’ikke ville blande sig i Egyptens interne anliggender’.

Mon den manglende vilje til at tage stilling har gjort det sværere eller nemmere for det egyptiske regime at sende sine håndlangere ind mod sin egen befolkning og anstifte til kaos?

Og det er jo det rene nonsens. Hvad er det lige, der er sket i de forgange årtier, hvor man i alt for stort omfang har overladt egypterne i dét regimes varetægt? Det har da i den grad været en indblanding i interne anliggender. Er det pludselig ikke vores ansvar at støtte menneskers krav om frihed og om et bedre liv? Gu er det så. Og skal vores del af verden overhovedet ha nogen legitimitet, når vi taler om demokrati-fremme og menneskerettigheder fremover, så gælder det om at stille op nu. Ikke når Mubarak er væltet eller gået, men nu. Det er en skamplet, at man ikke har været klar i mælet. En skamplet.

Hvor er alle de borgerlige politikere, der taler dunder mod det iranske regime, og gerne deltager i Frit Iran-demonstrationer ? Hvor er de ministre, der ikke har problemer med at synge den danske nationalsang sammen med et sært sammenrend fra den ydre højrefløj? Hvor er alle de, der førte Danmark ind i krigen i Irak for at skabe ’demokrati’. Det ville være dejligt, om de lige så utvetydigt gav udtryk for støtte til de befolkninger, og lige nu især den egyptiske, der SELV stiller op og kræver reformer, demokrati og udryddelse af korruption. Støtte til de demonstranter, der er udsat for et veritabelt terrorregime i disse døgn med en blanding af NDP-støtter, tæskehold, bøller, kaos.

Det er nu, lige nu, omverdenen skal bakke op om det momentum, som befolkningerne i flere lande i Nordafrika og Mellemøsten har skabt Hvis ikke vi bakker op, svigter vi og forfejler en historisk mulighed for at fremme demokrati – der vel og mærke er skabt fra neden, ikke den systemeksport af ”demokrati” som indsættes fra oven i Irak og Afghanistan.

Hvis Vesten stod ved skåltalerne om demokrati og frihed, og argumenterne for at gå i krig i Irak og Afghanistan, skulle der sendes et anderledes klart budskab til Mubarak.

EU har længe haft en ”kritisk dialog” med styret i Egypten omkring reformer og menneskerettighedssituationen. Det er der ikke kommet meget ud af. Jeg har selv arbejdet to år for EU-kommissionen i Kairo for netop at fremme menneskerettighedssituationen. Men regimet er ganske hårdnakket og resultaterne ikke voldsomme (men der sker ting i civilsamfundet til trods herfor). Tortur hører til dagens uorden på egyptiske politistationer og fængsler, og demokratiet er ikke eksisterende. Valgene i Egypten er kendetegnet ved en cocktail af grov valgsvindel, forbud mod politiske partier og chikane og vold ved selve valgafhandlingerne.

Så vi ved det jo godt.

I modsætning til Mubarak og eliten omkring ham er demonstranternes krav om demokrati legitime. Det skal Vesten erkende. I stedet for at gentage ukonkret ønsketænkning som “the Egyptian authorities [should] embark on an orderly transition through a broadbased government leading to a genuine process of substantial democratic reform” (FOREIGN AFFAIRS Council meeting 31.01.11) skal der siges klart fra over for Mubarak og hans styre.

Hvis jeg skulle skrive udtalelsen til EUs topmødekonklusion i dag fredag (4.2 2011) vil følgende (som minimum) indgå: * EU har mistet al tillid til, at Mubarak og hans regering kan gennemføre de nødvendige demokratiske reformer, og han bør omgående trække sig tilbage

* En klar utvetydigt opbakning til demonstranterne og lovning om støtte til en forenet og samlende opposition, der leder en overgangsregering

* klar og utvetydig støtte på alle måder til en demokratisk udvikling

* FN bør overvåge, at det kommende præsidentvalg, der skal fremskyndes, overholder kravene til at være frie og fair. Et omvalg til parlamentet bør ske hurtigst muligt der efter

* EU’s medlemsstater er parate til at styrke de demokratiske institutioner i Egypten og en demokratisering af politistyrkerne

* EU er klar til at bruge partnerskabsaftalerne med lande i regionen aktivt

EU og USA har gevaldigt brug for at lægge afstand til det egyptiske regimes ugerninger, og tiden er mere end rede. Og vi kommer til at bære et gevaldigt ansvar, hvis vi undlader den internationale solidaritet. Og så er der ellers at håbe på, at borgerne i andre arabiske lande lader sig inspirere af Tunesien og Egypten Det er ikke bare afgørende. Det er altafgørende.

EU kræver med Catherine Ashton i spidsen en fuldstændig undersøgelse af hændelsen og gør desuden klart, at EU ønsker et stop for blokaden af Gaza: “The EU underlines its call for an immediate, sustained and unconditional opening of crossings for the flow of humanitarian aid, commercial goods and persons to and from Gaza”.

FN fordømmer handlingerne, kræver løsladelse af de tilbageholdte aktivister og »omgående, uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse i overensstemmelse med internationale standarder«. En udtalelse, der ved hjælp af USA behandler Israel en smule blidere.

I den danske debat har Søren Espersen ikke uventet indtaget rollen som staten Israels forsvarer ”De israelske soldater er jo ikke idioter – lad os nu holde op. Det ville et kæmpe image-problem for dem, og de har selvfølgelig haft klare regler at handle ud fra. De har gjort præcis det samme, som alle andre lande ville have gjort i samme situation”.

Danmarks udenrigsminister Lene Espersen har ikke specielt tydeligt lagt en markant dansk linie. I den officielle udtalelse siger hun dog, at Danmark lægger sig op ad EU. Men en klar og utvetydig fordømmelse, samt krav om ophævelse af blokaden, har vi fortsat til gode at høre fra ministerens egen mund. Lene Espersen indkaldte dog den israelske ambassadør i Danmark, Arthur Avnon, til krisemøde i ministeriet. Men Lene Espersen prioriterede bare ikke selv at være med til mødet.

Arthur Avnon udtalte for åben TV-skærm foran det danske Udenrigsministerium, at Danmark skulle koncentrere sig om nationale anliggender. Hvis nu Lene Espersen rent faktisk havde taget situationen alvorligt og var dukket op, så kunne hun jo have forklaret ham, at

• • International ret er et anliggende for alle. Israel angreb et andet lands skibe i internationalt farvand. Det må man ikke.
  • Stater, der udøver uproportional magtanvendelse, træder ind på den scene, hvor andre lande må – og bør – forholde sig til det
  • En stat, der slår civile borgere fra et andet land – på en nødhjælpskonvoj – ihjel, uden at der altså er tale om soldater i kamp, bryder med international lov
  • At den aktuelle begivenhed er alvorlig, uacceptabel og virkelig slem – men at den nøgternt set kun er et symptom på den uholdbare situation med Israels blokade af Gaza

For den virkelige problemstilling – og som førte til nødhjælpskonvojens tilstedeværelse i Middelhavet in the first place – er Israels nu 3 år gamle blokade af Gaza. En blokade, der formelt set gælder alt, der kan have et militært formål eller kan styrke Hamas’s kontrol, men (ligeså formelt set) tillader humanitære fornødenheder at komme ind til de 1,5 mio palæstinensere, der lever i det, som meget præcist betegnes som verdens største friluftsfængsel.

Sagen er bare, at de konkrete kriterier for, hvad der falder indenfor kategorien, alene kendes af Israel – og i følge menneskerettighedsgrupper har det ramt kiks, frisk kød, marmelade, chokolade, musikinstrumenter, computere, køleskabe, legetøj, notesbøger, kuglepenne. Dertil kommer byggematerialer som cement. WHOs transporter af medicinsk udstyr til Gazas hospitaler nægtes også jævnligt indrejse af israelerne. De fødevarer, der er at finde, leveres enten af FN og hjælpeorganisationer eller smugles ind fra Egypten, hvorefter de sælges dyrt til en befolkning, der på alle parametre lider afsavn og fornedres.

Når Israel så selv hævder, at blokaden virker og ikke har væsentlige negative følger for gazanerne, så må man endnu engang konstatere, at deres udlægning af teksten ligger pænt langt fra den virkelighed, som andre heldigvis begiver sig af med at dokumentere:

Amnesty International har netop gjort det klart, at mere end 60% af husholdningerne ikke har fødevaresikkerhed. Mange oplever at være uden strøm op mod halvdelen af døgnet og der er brændstofknaphed i stort omfang. Gaza er ramt af massearbejdsløshed, prisstigninger på fødevarer og ekstrem fattigdom. Og Israels invasion december 2008-januar 2009, som kostede over 1000 palæstinensere livet, gjorde den humanitære katastrofe endnu større.

At det er decideret modproduktivt er åbenlyst for enhver, der beskæftiger sig en smule med Israel-Palæstina konflikten og fremhæves også af blandt andet EU og flere menneskerettighedsorganisationer.

Guderne – som jeg i øvrigt ikke tror på – skal vide, at Hamas’ politiske projekt ligger langt fra venstrefløjens. Men de vandt faktisk magten ved et internationalt anerkendt valg i 2006. Israels blokade, som rammer 1,5 mio mennesker, er en grotesk og usympatisk form for kollektiv afstraffelse, som demokratiske retsstater ikke bør begive sig af med.

Blokaden af Gaza må og skal stå i centrum for det internationale samfunds – herunder Danmarks – reaktioner på Israels angreb på nødhjælpskonvojen og drab på en række mennesker. Og det må få klare, utvetydige og mærkbare konsekvenser for Israel.

Hvis verdenssamfundets på hver deres måde selvudråbte ’tunge drenge’ – USA, EU, kvartetten m.fl. – skal nyde den tillid blandt resten af denne verdens aktører (og helt køligt betragtet i forhold til at få en sammentømret position ift Iran, som ligger USA ganske meget på sinde disse dage) , så må og skal der handling bag ordene denne gang.

Vi venter i spænding på, om kravet om ophør for blokaden følges op med handling, eller om opdelingen af denne verdens mennesker i to kategorier – dem, vi tager os af og dem, vi ofrer – snart ser sit endeligt. At Danmark næppe bliver drivkraft i den proces er begrædeligt men efterhånden ikke uventet.

Det er ikke så ofte, at jeg direkte roser dansk udenrigspolitik, men her er det aldeles på sin plads: Tak for det! Og godt gået, Per Stig, at du holder fast ved nødvendigheden af at deltage i FN-konferencer og tage kampen op for vores (i øvrigt universelle) værdier om dialog, demokrati, pluralisme og ytringsfrihed.

At EU-landene er splittede på dette temmelig grundlæggende spørgsmål er til gengæld yderst beskæmmende og må gøre det utrolig svært at holde ambitionen om en fælles EU-udenrigspolitik højt. Hvad skal den dog baseres på – EU er jo fuldstændig uenige internt! Det værste er, som også Marlene Wind (som jeg sjovt nok heller ikke særlig ofte må udtrykke enighed med) påpeger, at EU ikke er i stand til at stå samlet i den globale værdikamp og medvirker til at underminere FN’s troværdighed.

Til gavn for netop de fundamentalistiske regimer og kræfter. Hvilket selvmål!

For der ER jo opnået resultater i de forgangne måneders forhandlinger. Slutdokumentet indeholder ikke længere de passager, der ophøjede religioner til noget, der skulle ydes beskyttelse som mennesker netop skal gennem menneskerettighederne. Menneskerettigheder skal – som det ligger i navnet – beskytte mennesker, ikke ideer eller religioner. Mulighed for kritik af både ideer og religion er helt centralt i et pluralistisk demokrati, hvor det bærende er det enkelte menneskes frihed. 

Netop derfor skal vi deltage. Fordi vi skal sende det klare signal, at forsvaret for menneskerettigheder og kampen mod racisme er vigtig for os UANSET hvor på kloden den finder sted. At blive væk ville kun gavne antidemokratiske og fundamentalistiske kræfter i den globale værdikamp og er et kolossalt svigt af de demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere, der rundt om i verden sætter livet på spil for vores fælles værdier – og iøvrigt af de ledende moderate kræfter, der i den arabiske verden gør det samme.

Derfor er det også så selvmodsigende, at både Dansk Folkeparti, Naser Khader, CEPOS-konsulenter og andet højreorienteret godtfolk her til lands så voldsomt har agiteret for en boykot.

Heldigvis vandt fornuften og viljen til indflydelse og Danmark deltager i FN-konferencen om racisme. Og dét er så vigtigt et signal, ikke bare for kampen mod racisme men også for kampen for at fastholde FN som rammen for international politik.

Læs mere om forsvaret for internationalisme på www.trinemach.dk

Men i virkeligheden er det ikke Ny Alliance eller de Konservative, jeg vil blogge om; vi har lov til at håbe, at det er dygtige folk de har opstillet.

Jeg er bare træt af, at medierne ikke skriver om det et valg handler om, nemlig politik. Jeg vil 1000 gange hellere høre, hvad Paula Larrain eller Malou Aamund står for politisk, end hvem der sagde nej og ja til Khader.

Men helst ville jeg diskutere politik og ikke mindst udenrigspolitik. Vi er i en valgkamp, hvor der ikke diskuteres EU-reformtraktat, selvom den skal vedtages om få uger. Danmark er i krig i Irak og Afghanistan, det bliver ikke nævnt med mange ord. Udviklingsbistanden er endnu et offer for Foghs sparekniv – fordi vi er os selv nok.

Afgørende udenrigspolitiske emner, som vælgerne ikke diskuterer med politikerne. En forklaring er naturligvis, at S og V er enige om den politiske linje. Men ifølge meningsmålinger vil danskerne en anden vej.

Så fri mig for kendisvalg og lad os diskutere noget politik!

Læs mere på www.trinemach.dk

I fredags gik de Konservative ud med en klar tilkendegivelse over for Fogh: Regeringen skulle hurtigt finde en human løsning for de 559 afviste irakiske asylansøgere, om nødvendigt uden om Dansk Folkeparti.  Nu er vi jo ikke vant til den salgs bastante udmeldinger fra Bendt Bendtsens tropper, så det fik naturligvis også god pressedækning.

Problemet bunder i, at det er umenneskeligt at sende irakerne hjem til et borgerkrigshærget land, hvor deres sikkerhed ikke kan garanteres. Samtidig er forholdene for flygtningene i Danmark meget ringe.  De har ikke fået asyl, men forskellige forsøg på at sende dem tilbage er mislykkedes, fordi det åbenlyst ikke er forsvarligt. Derfor lever de irakiske flygtninge stadig under kummerlige forhold. En skamplet på Danmark, også efter en lav højreorienteret standard. Situationen er uholdbar og også i den borgerlige lejr har der været røster fremme om en anstændig løsning for irakerne.
Ikke helt urimeligt i betragtning af, at Danmark, sammen med resten af ”the coalition of the willing”, bærer det politiske ansvar for sammenbruddet af den irakiske stat og den deraf følgende borgerkrig.  

Men nu skal det være slut med uanstændigheden, meddelte de Konservatives Pia Christmas Møller så i fredags. Man kunne godt have dem mistænkt for at tænke mere på deres stemmetal end på de irakiske asylansøgere, men lad nu det ligge.  Det var under alle omstændigheder en barsk udmelding efter konservative standarder og hardlinerne i både Venstre og Dansk Folkeparti forsøgte dog også hurtigt at skyde forslaget ned. Hvilket afstedkom noget nær en sensation da formand Bendt Bendtsen meddelte, at det skam var alvor! De konservative stod bag Christmas Møllers udmelding. Naturligvis vendte alt tilbage til det normale igen nogle timer efter, da Dansk Folkeparti fik deres vilje og der blev indgået en aftale om hjemsendelse af flygtningene til borgerkrigen.

Dansk Folkeparti har ikke for ingenting trådt sine politiske barnesko i den ekstremt højreorienterede og nationalistiske Den Danske Forening. Herfra har kravet om repatriering af fremmede i Danmark fundet vej til regeringskontorerne.

Lad mig afslutningsvist citere lidt fra den netop indgåede aftale, det kunne være der var en enkelt Konservativ, der har lyst til at fortælle, hvad de fik ud af Christmas Møllers udmelding i fredags – udover naturligvis endnu en gang at udstille deres manglende politiske indflydelse:

·        Der skal gøres en forstærket indsats for at få afviste asylansøgere, som ikke er udrejst, til at rejse frivilligt som led i et opkvalificeringsforløb målrettet mod hjemvenden

·         Ordningen består af et sammenhængende opkvalificeringsforløb på omkring et år med individuelt tilrettelagt efteruddannelse og praktik. Dels her i landet dels i hjemlandet. Forløbet her i landet vil typisk vare 6 måneder.

·         Deltagerne i ordningen skal blive boende i asylcentrene.    

At sælge ovenstående som en human løsning svarer til at sælge en brugt bil, der ikke kan køre, med et argument om, at den har en fuld benzintank. Så måske er det dét, de skal være, de konservative, der bliver arbejdsløse efter næste valg – brugtbilssælgere.

Jeg bliver næppe kunde hos dem.

Læs med på trinemach.dk

Det kunne forsidehistorien på weekendens Information dokumentere. Efter langt tids ventetid har journalisten fået aktindsigt i den korrespondance, der har været mellem de involverede ministerier.

Det er ikke artig læsning! Konklusionerne blev udarbejdet som det første. Et stykke politisk bestillingsarbejde, der blev bakket op af et stort hold af topembedsmænd, som var sat til at skrive redegørelsen. Jeg har længe syntes, at Fogh & Co.’s forklaringer om sagen har været tynde, og de er ikke blevet mere troværdige af, at de er underbygget ved et forsøg på karaktermord af DR.

Men med Ulrik Dahlins afsløring i weekenden ser det direkte kvalmende ud. Jeg er uenig i regeringens politik – det skal guderne vide – men den måde, som Statsministeren (mis)bruger embedsmandsapperatet på er forkastelig. En ny regering skal sikre bedre parlementarisk kontrol med hvordan regeringen arbejder.

Her i landet plejede vi at tro på demokrati og kontrol med magten. Med Fogh kan vi se, at magt korrumperer – og absolut magt korrumperer absolut.

Læs mere på trinemach.dk

I Nazareth havde vi et møde med en række kvindeorganisationer i det palæstinensiske mindretal i Israel. Det var superspændende. På mange måder ligner deres situation og udfordringer dem, der er i Libanon, Ægypten og Palæstina, men samtidig er der det helt specielle aspekt, at de er underlagt den israelske stats lovgivning. Israel diskriminerer på en række niveauer mod det palæstinensiske mindretal (der altså udgør omkring 20% af befolkningen i Israel).

Vi fik en spændende, vedkommende og udfordrende diskussion om kvinders rettigheder og de udfordringer, der ligger i at kæmpe for dem i et samfund, hvor kulturel og religiøs konservatisme er stærk – og i stigende grad  spiller en definerende rolle. Dét er jo kendetegnende for det meste af den mellemøstlige region, og altså også i det palæstinensiske samfund i Israel. Historien og kulturen er blevet de konservatives eller de fundamentalistiske kræfters banner; de har sat sig på, at være deres sande talerør og forsvarere. Som en af kvinderne sagde, så må ‘ vi også bruge historien og kulturen, det kan vi gøre med lige så stor ret’. Ligenu står de i rollen som dem, der vil underminere og bære vestlige værdier ind i deres eget samfund. Og sådan er det jo ikke!

At det bliver  stadigt sværere at tale ind i den religiøse og identitets-baserede diskurs er åbenlys, og det stiller store krav til feminister, der vil det gode for deres medsøstre. Og til os udefra, der mener at have fundet de vises sten (inklusiv mig selv).

Så var det pludselig, at en af kvinderne sagde: Men det bliver jo slet ikke bedre af, at Vesten maser på med sin kolonialisme overfor Mellemøsten. USA og EU kører kampagne mod den islamiske verden. Vi bliver fanget mellem Vestens fundamentalisme og den religiøse fundamentalisme.

Og hvor finder  man så sine alliancepartnere – dér, fanget mellem et imperialistisk Vesten (ja, sådan opleves det altså!) og hovedmodstanderne i deres eget samfund, islamisterne? En elendig sandwich at være bøf i. Jeg genkender billedet fra andre arabiske lande, hvor menneskerettighedsaktivister er fanget netop mellem grupper af islamister på den ene side og en undertrykkende stat på den anden.

Det gav en del stof til eftertanke på hjemturen gennem den smukke Jordandal – men gjorde mig også naivt glad for, at jeg arbejder med netop dét, jeg gør. Skønt med sjælesøstre så mange steder i Mellemøsten. At det private er politisk gælder også hér.

 Læs mere på trinemach.dk

Hvis man troede, at plastikposer og kropsvisitation  var chikanerende, så har man aldrig prøvet at rejse til Israel. For i Tel Aviv startede festen som sædvanlig!

Jeg har efterhånden været her nogen gange og det betyder, at de også har hørt (og registreret) min historie flere gange. Jeg har viseringer fra bl.a. Yemen og Algeriet, og dét tænder dem hver gang helt af (hvorfor er det lige, at jeg skulle være terroristisk anlagt, fordi jeg har foretaget rejser på en opgave for udenrigsministeriet, der har til formål at fremme kvinders rettigheder?).

Denne gang blev jeg holdt tilbage næsten 3 timer i sikkerhedskontrollen! Udover at blive trukket igennem en svada af spørgsmål – hvilken betydning har min farfars fornavn for Israels sikkerhed, svar mig lige på det – af en toparrogant sikkerheds-dims, der end ikke gider sige ens navn, men blot stikker pegefingeren frem og peger (så man ikke ved om det er én selv eller den ved siden af én, der også sidder og venter), ja så sidder man på sin flade og venter (denne gang slap jeg dog for at skulle trækkes ind i enrum med to betjente).

Men i ventetiden kan man ligeså godt hygge sig med andre, der er blevet hevet til side. Jeg faldt i snak med en ung amerikaner (faderen palæstinenser, moderen amerikaner), der var på vej til Vestbredden for at besøge sin bedstemor. Han blev spurgt, hvorfor han hed Christopher, når hans far hed Abdallah? Hans bedstemor kunne vel ikke udtale det?! Hvorfor var han  i øvrigt ikke kommet før for at besøge hende?
Mellem indtil flere spørgerunder om hans privatliv fortalte han mig, at han som 12-årig også var på besøg. Dengang havde soldaterne stukket deres maskingeværer op i hovedet på ham (en 12-årig amerikansk knægt med arabisk udseende…).

Og så var det, at det igen slog mig: Det er sådan man behandler hunde, eller andre væsener, man mener er mindre værd, end en selv. En stor brist i den zionistiske stats træning af sine soldater og sikkerhedsfolk.

Jeg er helt med på, at Israel har brug for at lave sikkerhedstjek. Det er fint nok. Men det er simpelthen ikke ok at chikanere og misbruge sin magt, bare fordi man har den. Men det er præcis oplevelsen for ’bestemte typer’, der gerne vil ind i Israel. Eller som gerne vil til Palæstina, som Israel jo nu på 40.år holder besat.

Men at behandle mennesker som usle køtere – det er simpelthen for langt ude. Og det gør det desværre ikke så svært at se den mekanisme, der får en palæstinenser i sit besatte land, med daglig chikane fra israelske soldater, til at eksplodere og gribe til vold.

Kig ind på trinemach.dk