Deres projekt kalder de demokratisk assimilation.

I indlægget kommer de to ministre med nogle betragtninger, som det er svært at være uenig i: Selvfølgelig skal alle, der kommer til Danmark, acceptere, at vi lever i et demokrati og har ligestilling som et af grundprincipperne. Og ja, vi skal blive meget bedre til at få de unge indvandrerdrenge med, som ikke klarer sig godt i dag (at Venstre har haft de sidste ni år til at gøre noget ved problemet, lader vi ligge i denne omgang). Men derfra drager de to Venstrepolitikere nogle absurde konklusioner til, hvordan vi takler disse udfordringer.

Det er helt ude i hampen at tro, at indførelsen af et lavt-løns arbejdsmarked i Danmark, vil gøre op med integrationsproblemerne. Og det er jo, hvad de høje herrer mener, når de argumenterer, at der i Danmark, i modsætning til USA, mangler det nederste trin. Det kan være, at det sparer den danske stat nogle udgifter og at det giver arbejdsgivere mulighed for at producere billigere, men hvad hjælper det den tyrkisk-dansker, der arbejder på et bageri til 30 kr i timen? Om hun/han skraber 6000 kr. sammen ved at arbejde til en ussel løn eller på kontanthjælp, gør ikke nødvendigvis en forskel i dennes tilværelse. De to Venstre-mænd beklager i denne sammenhæng, at velfærdssamfundet har skabt en giftig kombination af social og etnisk isolation. Jeg medgiver endog meget gerne, at det kan være en alvorlig fælde at være på kontanthjælp, at havne i aktiveringscirkusset, at blive kastet rundt fra jobcenter til socialcenter og tilbage igen, at se sig udkonkurreret af i øvrigt underbetalte håndværkere fra Østeuropa. Men en ’velfærdsfælde’?!

Gad vide, hvad der er for en verden, de to lever i. Kan man komme i tanke om et vestligt land, der er mere etnisk og socialt opdelt end USA? Jeg må indrømme, at jeg for en sjælden gang skyld blev mundlam, da jeg læste Pind-Haarder-indlægget. Man tænker automatisk på de dokumentarfilm om USA, hvor man møder kvinder fra Latinamerika, som arbejder 16 timer om dagen for at overleve, og tænker – er det seriøst dét, de to hylder? I parallellen til USA overser de også den vigtige dimension, at der er en helt ekstrem stor underklasse, som både rummer sorte og det de-humaniserede white trash (lever de så op til kravet om assimilation (der kun synes at handle om etnicitet for Pind og Co)?), og store dele af befolkningen, der ikke deltager i de demokratiske valg (lever de så ikke op til kravet om demokratisk indstilling). Og hvordan den markante overrepræsentation af unge sorte mænd i de amerikanske fængsler – i 2008 sad 1/ ud af 00 amerikanere i fængsel, hvilket i sig selv næppe kan tages som en samfundsmæssig succes – kan bruges som argument for noget som helst positivt: I aldersgruppen 20-34 år er 1/30 mænd i fængsel. Tallet for sorte mænd i den aldersgruppe er 1/9.

Det er jo vanvittigt.

Selvom det er rigeligt at skulle høre på ministrenes påstand om behovet for at hive bunden fuldstændig ud af det danske arbejdsmarked (som om der ikke er pres nok på det i forvejen), så stødes feministen i mig også af d’herrers påstand om, at der i USA ikke stilles spørgsmålstegn ved feks ligestillingen. Gurglende ævl, siger jeg bare.

Ligestilling mellem kønnene – for ikke at tale om for seksuelle minoriteter – er stadig en politisk kampplads. Også for Pind, støtterne i Liberal Alliance og for de præster i folkekirken, der fortsat mener, at kvinder ikke kan udføre præstehvervet. Vi har en lov om ligeløn, men har alligevel 18% lønforskel mellem mænd og kvinder. Da en imam i Århus gjaldede løs om forkert-påklædte kvinders selv-skyld i voldtægt, vakte det stor forargelse. Men en meningsmåling viste, at næsten en fjerdedel af danskerne mente det samme. Men nok om det for denne gang.

Jeg formoder, at Søren Pind har opdaget, at hans første assimilationsudspil ikke fik den ønskede effekt, og at han mest af alt fremstår som en smålig borgerlig politiker, der vil tvinge muslimer til at spise røde pølser.

Derfor relativerer han nu sit udspil: Det er ikke kulturel assimilation, men politisk assimilation, han vil. Med ’frihedens USA’ som forbillede. Det betyder, at nu skal indvandrere ikke længere spise, hvad Søren Pind spiser, de skal bare tænke, som Søren Pind tænker. Og i øvrigt være glade, hvis bunden går ud af løn- og arbejdsmarkedsforholdene og velfærdssamfundet afmonteres.

Det gode ved programmet kunne være, at det ville give anledning til debat om kønsroller; det er jo svært ikke at genkende sider af sig selv ved de ting, der tages op – i en til tider aldeles karikeret form – i udsendelserne. Alle M/K har vel en rem af huden. Og så bliver den debat jo alligevel aldrig rigtig til noget. Der er for meget tudefjæs til, at nogen kan tage den sikkert nogen gange berettigede kritik alvorligt. For pokker  da. Tror mænd, at de er de eneste, som vil have rum til sig selv? At kvinder ikke også ønsker frihed og at have overskud til parforhold og sin kæreste, efter der er kommet børn? Tror mænd, at kvinder kører manden ud på et sidespor for selv at måtte smide karrierer og socialt liv over bord?

At flere af de medvirkende mænd – og sikkert også mange andre mænd (og kvinder) – har det hårdt, at partneren er strid osv. osv. er sikkert indiskutabelt. Hér siger min kæreste så – hvis hun virkelig er så ulidelig, så åbn dog munden og gør noget ved det, eller gå! Min egen reaktion er, at dét der med at få børn, det er noget man gør sammen, det jo også dit valg, mand. Og det ændrer jo livet aldeles radikalt, også for dig! Ellers har du da virkelig et problem, og jeg håber (for din kone), at hun enten vipper dig ud eller åbner munden og gør noget ved det.

Der er en enkel undtagelse i al elendigheden – og jeg hader at skulle indrømme det – men Mads Blærerøv Christensen er den eneste, som er værd at høre på. Ikke at han og jeg pludselig er rørende enige om kønsroller, men han er da befriende fri for selvynk.

Jeg ser frem til, at DR2 tør producere en hel serie, som de viser i bedste sendetid, hvor kendte og ukendte kvinder står frem og fortæller om, hvor uduelige (nogle) mænd er. At vi er røvtrætte af mænd, der med to fingre på lortebleen står og kikker spørgende på kæresten. Der går ud med vennerne, men efterlader huset sejlende. Der ikke er i stand til at arrangere sig ud af hverdagspresset på en måde, der giver plads til ene-tid til begge og til kærestedates – uden børn. Hvor kvinder beretter om den mand, der ikke gider være voksen og tage et ansvar for det parforhold, han er en del af. Med eller uden børn. Og drømmer højt om den ubændige trang til at være alene med sig selv eller sine venner og dyrke dét, der gør hende til den kvinde, hun er og som kæresten forelskede sig i.

Eller – endnu bedre: Tog ligestillings- og familie-i-en-moderne-og-travl-verden udfordringerne alvorligt og leverede programmer, som bidrog til at blive klogere (som DR2 vel er sat i verden for) – ikke bare valgte at bruge det ekstreme som illustration af det normale. Det ville være fint snart at komme videre…

Indtil da lader jeg mig underholde – og glædes over, at jeg ikke er gift med en parodi på en mand.