Det kører dårligt for Labours valgkamp i Storbritannien. Faktisk så dårligt, at Gordon Brown ligger under både de konservative og det lille liberale parti, The Liberal Democrats i flere målinger. I Danmark ville det svare til, at Radikale Venstre blev større end Socialdemokraterne og at Margrethe Vestager skulle være statsminister i stedet for Helle Thorning. Noget der næppe er tænkeligt for andre end Marianne Jelved.

Labour ligger ret beset som de har redt; misbrug af offentlige midler, en katastrofal økonomi og ikke mindst en krig i Afghanistan, hvor landet hænger fast, er vigtige emner i den engelske valgkamp. Emner, hvor Brown og Labour ikke scorer højt. Brown kunne måske have haft fordel af i god tid før valget at have ringet til sin danske kollega for at få opskriften på den danske valg-vaccine, som blev udviklet af Fogh. Den virker stadig. Det gode ved vaccinen er, at den virker mod selv rigtig dårlige sager og erfaringerne fra Danmark kunne sagtens genbruges i Storbritannien.

En udsigtsløs krig, som koster unge mænd liv og førlighed, og som koster samfundet milliarder af kroner, kræver vaccination af vælgerne i god tid, men kræver til gengæld ingen saglige argumenter. Nogle måneder før valget vender man 180 grader politisk og meddeler, at man påbegynder tilbagetrækning og fjerner sig fra farlige militære opgaver. Timingen er til gengæld afgørende. Sagen skal være vedtaget i god tid før valget, så den ikke diskuteres i forbindelse med en valgkamp; til gengæld må den endnu ikke være ført ud i livet, fordi det kunne afstedkomme krav om evaluering og eftertanke om den militære indsats. I marts 2007 fik Danmark en sådan gang valg-vaccine nøje timet efter et planlagt valg i sensommeren.

Samme type vaccine fik danske vælgere i forrige uge for krigen i Afghanistan ved indgåelse af Helmand-aftalen (så mon et oktobervalg er inden for rækkevidde). Vaccinen virker dog kun i samfund, hvor krigsmodstanden i oppositionen er splittet. I Danmark har Socialdemokraterne til tider leveret denne komponent, i Storbritannien har Brown det endnu nemmere, fordi de konservative har bakket op om krigene i både Irak og Afghanistan.

En dårlig økonomi er ikke per automatik eller nødvendigvis et politisk problem, hvis man i god tid indtænker placeboeffekten. Den politiske vaccine bygger på en god dosis varm luft og ”værdipolitiske” dagsordener. Hvis Brown i god tid før valget i Storbritannien havde nedsat en kommission, der skulle komme med forslag til strukturelle ændringer i den britiske økonomi, var meget reddet for hans miserable valgkamp. Se bare på, hvordan dette lands tidligere statsminister kunne undgå at foretage sig noget som helst ved bare at nedsætte kommissioner, hvis arbejde og anbefalinger vel at mærke ikke er det afgørende; de er jævnt hen ikke blevet taget alvorligt.

En anden vigtig ingrediens er, med en vis konstans, at fylde den politiske debat med værdipolitisk lir. Burka, kamphunde, kriminel lavalder, symbolrabalder om lægers ytringsfrihed, er yndede emner i den retning. Det er naturligvis muligt, at Brown og (dele af) Labour synes, at den variant af værdipolitik ikke er en klædelig accessory, men at det er at trække politik ned på et lavt plan. Men det er saftsusende effektivt. I øvrigt var hans forgænger Tony Blair blandt verdens bedste ud i disciplinen at styre den politiske dagsorden. Selv Fogh har hentet inspiration der.

Tilbage står Labours problem med magtfuldkommenhed, som i Labours tilfælde ledte til misbrug af offentlige midler. Her er den danske vaccine desværre virkningsløs. Det viste Udenrigsministerens katastrofale håndtering af sin bizarre prioritering af ferie versus arbejde i påsken ganske tydeligt. Magtfuldkommenhed glider bare ikke supergodt ned; det kræver stærkere medicin.

Mon ikke der i Venstre-rækker as we speak arbejdes temmelig hårdt på at udvikle valg-vaccine 2.0. Meget tyder på det. Faktisk viser de første testforsøg med kommunist-hetz med Ole Sohn, at Venstre har indgået joint venture med åndsfællerne i Dansk Folkeparti for at udvikle en særlig stærk kur. For Brown er det nu nok for sent, han når det ikke inden valget i Storbritannien 6.maj. Det er demokratisk set heller ikke det værste, hvis borgerne mander (M/K) sig op til at vippe den form for magthaveri af pinden.

Herhjemme må vi bare håbe, at resistensen er ved at melde sig.

Tillad mig at blive nostalgisk – men dansk rock fra 70’erne og 80’erne, ikke mindst en række kvindelige kunstnere fra dengang, rocker stadig. I går spillede nogle af de bedste af dem i en fyldt Tivolis koncertsal. En intens og nærværende Anne Linnet sang folk op af stolene med “Alle folk kan se det straks, du er så smuk og dejlig”.

Anledningen: Dannerhuset fylder 30 år og det blev fejret med en forrygende støttekoncert i Koncertsalen. Overskuddet går til arbejdet med børn i voldsramte familier. Og ja, der var også mænd til stede.

For 30 år siden besatte en gruppe kvindebevægelses-aktivister Dannerhuset og satte dermed et historisk aftryk på ikke bare huset men på den politiske dagsorden. De handlede mod det, de fandt helt absurd og urimeligt – og vandt. Også borgernes hjerter og hjerner for sagen. Dannerhuset blev Danmarks første krisecenter og har i 30 år været et helt afgørende sted for voldsramte kvinder og for den kvinde- og kønspolitiske historie i Danmark.

En af festtalerne i aftes var Ritt Bjerregaard, der – måske lidt ufortjent, kan man mene, med tanken på Jagtvej 69 – fik salen til at grine, da hun beskrev Weidekamp som en borgmester, der nok ikke var så glad for husbesætterne, som han helst så fjernet og Dannerhuset brugt til noget andet.

Men sådan gik det ikke. Danner står stadig med de flotte røde kvindetegn malet i vinduerne som vartegn over tiden, hvor kvindebevægelsen var stærk her i landet. Hvor mennesker faktisk flyttede en dagsorden helt ind på Christiansborg. Hvad der er rigtig fedt er, at Danner ikke bare er nostalgisk symbol på ’dengang’ men at institutionen – udover det uvurderlige arbejde med voldsramte kvinder og børn – også flytter sig og formår at matche nutidens krav til omstillingsparathed, er med-på-beatet og leverer opdateret version af kønspolitikken. Som det lød i går – vold mod kvinder bekæmpes bedst ved også at inkludere mænd som del af målgruppen.

På de 30 år har mellem 2-3000 kvinder og børn boet i huset. Op mod 20.000 har fået rådgivning og hjælp. Danner har samtidig arbejdet med den politiske side af sagen. Vold er et samfundsproblem, ikke et problem alene for den enkelte kvinde eller familie.

Nutidens tal for voldsramte kvinder og børn er ikke opmuntrende. Hvert år udsættes 22.000 børn for vold i hjemmet. Til trods for, at antallet af kvinder, der udsættes for partnervold er faldet, så er vold mod kvinder samlet set et stigende problem. Volden finder sted hjemme, på arbejdet og på gaden. En alarmerende tendens, der burde trække langt større spor ind i Folketingets arbejde, men det herskende flertal synes at mene, at ligestilling i det hele taget kun er et problem blandt etniske minoriteter.

Danners aktualitet blev matchet ret præcist af oplagte Fagget Fairys, der åbnede koncerten, og jeg må sige, at dét at sidde i en festklædt Tivoli-koncertsal og fejre Danners 30 år var… mærkbart. At lytte til store kvindestemmer, guidet af konferencier-duoen Anne Marie Helger og Per Vers – det gjorde noget!

Det gjorde også godt, da farvestrålende Helger pludselig knappede sin bluse op og foretog blyantsprøven foran os alle. I det hele taget, så føltes det bare anderledes i aftes. Danner-koncerten viste og mindede mig om, at der stadig er folk, der vil. At der er nogen, der kan. At umulige ting er mulige, når folk stiller sig op for det, de tror på.

Kvindekampen er langt langt fra forbi. At den desværre ligger i dvale her i landet – som så meget andet, der handler om demokratisering, frihed og lighed – er bare endnu et tegn på tingenes elendighed og på, at alle os, der mener noget med os selv og hinanden, må se at komme op af starthullerne.

For det er dét, der er alt for få, der gør: Stiller sig op. Der vælger at gøre, som Annisette sagde: ”Speak for those who can’t speak”. Det er mere end på tide at vinde dagsordenen og folks hjerner og hjerter for et helt helt andet og ansvarligt samfundsprojekt.

Det falder åbenbart ledende socialdemokrater for brystet, at de kan blive udsat for noget så vederstyggeligt som konkurrence til overborgmesterposten i København ved det kommende kommunalvalg. Det er nu ellers en gang præmissen ved at leve i et demokrati. SF’s spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard har meddelt, at han er parat til at blive overborgmester, hvis der er et centrum-venstre flertal, der peger på ham. Jeg kunne godt tænke mig, at socialdemokraterne uddybede, hvori det forkerte i den udmelding består.

Som i alle andre af livets forhold er det begyndelsen til enden, når man tager sin partner for givet. Det nærmer sig arrogance både over for vælgerne i København og SF, hvis socialdemokraterne mener, at overborgmesterposten er dem af gud og Stauning givet. Det vil klæde alle bedst, hvis vi venter med at fordele posterne til efter, at vælgerne har talt. 

Så kære socialdemokrater: Hæng jer ikke så meget i borgmesterkæder og kom ned fra træet, der er masser af politik, vi er fælles om. Et stærkt S-SF, både på landsplan og i København, er nødvendigt for at sikre et solidarisk samfund med rummelighed og respekt for miljø og mennesker. København har brug for yderligere opgradering på skoleområdet, i ældreplejen og inden for kollektiv trafik. Hertil har vi brug for en styrket og samlet venstrefløj, ikke fornærmede miner. 

Jeg vågnede dér om natten ved, at min telefon ringede. Havde ikke hørt sms’erne tikke ind, for når man har en lille baby med kighoste, så sover man meget tungt, når man endelig sover. Men vågnede, fordi der blev ringet rundt om, at rydningen var sat i gang i nattens mulm og mørke. Det er selvfølgelig det, man gør, i politi-logik, hvis man vil have en aktion ud af det – men uden alt for mange øjne, der følger med. Det mener ihvertfald Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

Kunne ikke forlade den lille baby men lå og tænkte på, hvor heldig jeg var at kunne ligge trygt i min seng og ikke frygte for hverken krig, nattemord eller for betjente, der hiver mig og mine børn ud af sengen. Kun blive ‘forstyrret’ af en telefon, der bipper og ringer for at bede mig stille op, fordi en gruppe mennesker, der intet har – ud over frygt, psykiske mén og en naiv tro på beskyttelse fordi et menighedsråd og en præst heldigvis har givet det rum, som det danske magtpolitiske centrum ikke vil – pludselig skal fjernes fra Brorsons kirke.

At samvittigheden rev i mig er oplagt. Men det værste er hverken billederne fra kirken og gaderne omkring, eller politiets fremfærd – det værste er, at mit land, der er et af verdens tryggeste (for os, der er mange generations-indfødte ihvertfald), af verdens rigeste, som har et direkte ansvar for det krigshelvede, der udspiller sig i Irak – at mit land har flyttet sig så meget rent politisk, at 282 mennesker kan gøres til genstand for symbolpolitik. Og at det er muligt at føre en flygtninge- og asylpolitik, som har den type konsekvenser, at mennesker skal sendes ud til et land i krig, til trods for FN’s fraråden. 

Dét er dog det værste. Det politiske ansvar er let at placere. Men ansvaret for at genoprette det politiske billede, som er skredet så voldsomt – det ligger hos alle os tusinder, der i aftes gik på gaden i protest. Lad os tage det – det er tid at samle os igen og genvinde det sande Danmark.

Også Israels brug af hvidt fosfor kritiseres af FN. Den kritik blev også rejst fra flere sider, mens krigen stod på.

Ikke overraskende afviser Israel kritikken og beskylder FN for at være “partisk”. Og det har vi jo ligesom hørt før. Hvad enten det drejer sig om kritik af Israels 40-årige besættelse af Palæstina, bosættelsespolitikken, menneskerettighedskrænkelser eller behandling af det store arabiske mindretal i staten Israel – og nu kritik af Israels invasion af og fremfærd i Gaza – så medfører det altid stor ‘overraskelse’ og forurettede mine fra den israelske regering. For aldrig har de gjort noget galt – og altid er omverdenen urimeligt på nakken af den israelske stat.

Det har altid været mig en gåde, hvorfor staten Israel mener, at den skal have særbehandling af verdenssamfundet, og hvorfor den mener, at den skal have særstatus i forhold til folkeret, menneskerettigheder og krigens love. Det er dog absurd, at internationale organisationer, denne gang FN, ikke har lov at rette et kritisk lys mod landets adfærd uden at det udløser beskyldninger om partsindlæg, fordrejning eller antisemitisme.

Men gåden er dog større, hvordan det kan lykkes at få de fleste toneangivende lande i verdenssamfundet, inklusiv EU, til at forholde sig så relativt tavse overfor netop disse forsøg på at undslå sig samme standarder som resten af verden, inklusiv Israels arabiske nabolande, underlægges og måles på.

Faren for underminering af den internationale retsorden er alvorlig, når FN, menneskerettighedernes universalitet og folkeretten til stadighed udsættes for pres. Lad os for alt i verden få den undersøgelse!

Besøg www.trinemach.dk for mere om Mellemøsten

Og hvilken plan. Der er vel nærmest tale om brun vækst. Der bliver mindre natur, landbruget får lov at udvide svineriet til egentlige industrilandbrug. Vel at mærke uden at blive reguleret, som industrien bliver. Som Troels Lund Poulsen (ham dér miljøministeren) siger, så skal det ”kunne betale sig for landmændene at passe bedre på os alle sammen”.

Ja, læs det igen – det skal kunne betale sig for landmændene at efterleve miljøindsatsen og overholde miljølovgivningen. Tænk, hvis ”det-skal-kunne-betale-sig”-princippet gjaldt for industrien. Eller i bandekrigen.

Når vi får regeringsmagten, vil vi anlægge den eneste farbare og fremtidsorienterede tilgang, som også gælder alle andre erhverv: Forureneren betaler. Det er da meningsløst at fritage netop landbruget i en tid, hvor miljø og klima fylder mere på den politiske dagsorden end det har gjort i mange år!

…Og med ét glider det alt sammen i baggrunden ved tanken om den lille baby, som ligger derhjemme hos sin far. Og som, længe før vækkeuret ringede, lå lille og vågen og kiggede på mig. Puh, hvor jeg savner hende lige pludselig.

Det er vel kvindens lod. Det der med at ville karriere og familie på en gang og altid mærke et stik af dårlig samvittighed over det. Eller – måske ikke dårlig samvittighed, det har jeg sådan set ikke, Jeg synes ikke, jeg skal undskylde noget. Pigen har jo en far og får i øvrigt kun modermælk. Men det er snarere følelsen af ikke at slå til, fordi man skal skræve over så meget. Det er sikkert noget, som særligt gælder kvinder – bagsiden af evnen til at multitaske Eller rettere bevidstheden om, at det jo er skidesvært for os kvinder at kombinere de to ting, fordi vi uværgerligt kommer til at stå med den største byrde, der ikke kan deles i ligestillingens navn. Der SKAL bruges tid på amning, på natteture, på den store pige, der også vil se sin mor…Manglende søvn, rovdrift på sin fysik, den evige tankevirksomhed.

Tilbage til Borgen med et sæt. Det trækker jo nok til, at jeg må smile af mig selv. I den anden ende af verden betaler de fattige prisen for den rige verdens energifråds. Dét kan nok få tankerne tilbage på det politiske arbejde. 100%.

Og den der grønne vækst – er ganske enkelt en om’er.

Det er ikke så ofte, at jeg direkte roser dansk udenrigspolitik, men her er det aldeles på sin plads: Tak for det! Og godt gået, Per Stig, at du holder fast ved nødvendigheden af at deltage i FN-konferencer og tage kampen op for vores (i øvrigt universelle) værdier om dialog, demokrati, pluralisme og ytringsfrihed.

At EU-landene er splittede på dette temmelig grundlæggende spørgsmål er til gengæld yderst beskæmmende og må gøre det utrolig svært at holde ambitionen om en fælles EU-udenrigspolitik højt. Hvad skal den dog baseres på – EU er jo fuldstændig uenige internt! Det værste er, som også Marlene Wind (som jeg sjovt nok heller ikke særlig ofte må udtrykke enighed med) påpeger, at EU ikke er i stand til at stå samlet i den globale værdikamp og medvirker til at underminere FN’s troværdighed.

Til gavn for netop de fundamentalistiske regimer og kræfter. Hvilket selvmål!

For der ER jo opnået resultater i de forgangne måneders forhandlinger. Slutdokumentet indeholder ikke længere de passager, der ophøjede religioner til noget, der skulle ydes beskyttelse som mennesker netop skal gennem menneskerettighederne. Menneskerettigheder skal – som det ligger i navnet – beskytte mennesker, ikke ideer eller religioner. Mulighed for kritik af både ideer og religion er helt centralt i et pluralistisk demokrati, hvor det bærende er det enkelte menneskes frihed. 

Netop derfor skal vi deltage. Fordi vi skal sende det klare signal, at forsvaret for menneskerettigheder og kampen mod racisme er vigtig for os UANSET hvor på kloden den finder sted. At blive væk ville kun gavne antidemokratiske og fundamentalistiske kræfter i den globale værdikamp og er et kolossalt svigt af de demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere, der rundt om i verden sætter livet på spil for vores fælles værdier – og iøvrigt af de ledende moderate kræfter, der i den arabiske verden gør det samme.

Derfor er det også så selvmodsigende, at både Dansk Folkeparti, Naser Khader, CEPOS-konsulenter og andet højreorienteret godtfolk her til lands så voldsomt har agiteret for en boykot.

Heldigvis vandt fornuften og viljen til indflydelse og Danmark deltager i FN-konferencen om racisme. Og dét er så vigtigt et signal, ikke bare for kampen mod racisme men også for kampen for at fastholde FN som rammen for international politik.

Læs mere om forsvaret for internationalisme på www.trinemach.dk

Ved Folketingsvalget i 2007 blev jeg 1.suppleant i København Storkreds og derfor er jeg nu indkaldt som stedfortræder for Ida Auken, der har orlov i 3 måneder. 

Det har været dage med masser af møder, venlige mennesker der har budt mig velkommen og et forsøg på at få FT-rytmen ind under huden. Jeg sidder i Miljø- og Planlægningsudvalget og Energiudvalget – og skal dække flere forskellige miljø- og klimasager. Det er spændende, ikke mindst fordi det er så tydeligt, at vi står overfor nogle massive udfordringer, både i Danmark og globalt, vi ved ovenikøbet en masse om, hvad der skal til – men vi har en regering, der ikke leverer så meget som en bønne til løsning af de problemer.

Samtidig er det lidt surrealistisk. Min badeboldsmave stritter mere og mere… Havde termin i går, men mod alle forventninger er der intet sket, selv om alle de kloge (inkl. mig selv) havde forventet, at det ville være blevet et påskebarn.

Men det må være en hårdhudet baby, selv ikke Venstres nye ordfører Peter Christensen eller Pia Kjærsgaard, der begge to fyldte en del i Folketingsdebatten i går, fik veerne til at melde sig. Måske verden fremstod lidt for skræmmende.

Det er tid til at tage computer og en kæmpe stak papirer under armen og sætte sig et roligt sted og læse.  Følg med i livet på Borgen her på bloggen – og kig med på www.trinemach.dk

Medlemmerne af SF har i en urafstemning prioriteret de 6 nominerede kandidater – jeg fik en flot placering efter formanden Villy Søvndal og tre siddende Folketingsmedlemmer, Ozlem Cekic, Ida Auken og Anne-Grethe Holmsgaard. Den sjette og sidste blev MF’eren Kamal Qureshi.

Man kan se stemmetallene her på SF-Københavns hjemmeside.

Jeg er utrolig glad for den tydeligt store opbakning, som resultatet er udtryk for. Min klare venstreorienterede, internationale og humanistiske profil vil helt sikkert være en god gevinst for den i forvejen stærke folketingsgruppe. Jeg er også sikker på, at der netop på den københavnske venstrefløj er lysten og modet til, at vi sætter nogle klare pæle i jorden i forhold til, hvilket Danmark vi gerne vil se udvikle sig - og hvilket ansigt Danmark skal have udadtil.

Så nu er scenen sat for en stædig kamp mod markedsgørelse, privatisering af den offentlige sektor, fremmedhad og intolerance. Og for fællesskab, solidaritet, pluralisme og frisind.

Arbejdet for et nyt politisk flertal med hjertet til venstre starter nu.

Følg med på www.trinemach.dk

Bogens udgivelse belv sat i bero i USA, fordi forlaget dér blev bekymret for, om den ville være en provokation mod radikale muslimske grupper og de derfor ikke kunne ‘garantere for forfatterens sikkerhed’. Det kan man naturligvis synes er lidt bizart. Og måske  er det et udtryk for, at amerikanske forlag er som alle mulige andre amerikanske virksomheder: Hunderædde for at blive stillet til ansvar og derfor forsikrer sig i hoved og røv mod anklager, eller bange for at være politisk stødende (her tænker jeg ikke på forsvaret for retten til at besidde våben, men f.eks. sex eller bandeord for åben TV-skærm). Dét skal jeg ikke tage stilling til.

Men hvad der virkelig forekommer mig underligt er Trykkefrihedsselskabets beslutning om, at ‘den bog skal ud, vi vil udgive den i Danmark’.

Nok beretter de selv om, hvor modige de angiveligt er: Forfatterens agent Natasha Kern skriver nemlig i en mail til Trykkefrihedsselskabets forlag, at “Når man tager i betragtning, hvad der er sket i jeres land, så beundrer jeg jeres parathed til at sikre, at ytringsfriheden ikke forhindres.” Dét indgyder selvfølgelig stolthed hos ytringsfrihedens fornemme forsvarere i Selskabet. Men spørgsmålet er bare, om det overhovedet er de rette briller at se ønsket om pinedød at trykke en eller anden bog om Aisha gennem?

Hvor er Trykkefrihedselskabets venner, når offentligt ansatte får mundkurv på? Hvor er de, når Udlændingeservice holder mund med de oplysninger de har, fordi de kan hjælpe folk til familiesammenføring? Nok handler det ikke snævert om ‘trykkefrihed’, men det handler da om både ytringsfrihed og demokrati?

Jeg kender ikke det pågældende bog-manuskript, men jeg kender noget til ekstremernes sammenstød. Det oplever jeg både i Danmark i Tegningkrisen, og i forholdet mellem Mellemøsten og ‘Vesten’. Det er ekstremerne, der brøler højest – og overdøver det massivt store flertal af mennesker, der ikke har brug for at give ekstremerne mere plads. Når Trykkefrihedsselskabet brøler højt om deres såkaldte forsvar for ytringsfriheden, så opnår de præcis én ting: Nemlig at en anden del af den reaktionære højrefløj (i dette tilfælde den fundamentalistiske muslimske) brøler med. Og sådan kan de to positioner bekræfte hinanden i deres eksistensberettigelse og i, at de hver især er de sande positioner.

Hvor er det dog forbandet trist at se på. Jeg går – lad mig endelig besværge det straks – også ind for ytringsfrihed og jeg mener ikke, at religion er noget, der har særligt krav på beskyttelse. Men det falder mig umådelig svært at tro, at Trykkefrihedsselskabet mener, at bogen er uomgængelig for sandheden - snarere handler det om, at de alene lever for at udråbe sig selv til kæmpere i noget, der nærmest minder om hellig krig.

Ytringsfrihed er grundlag for demokratiet og skal hverken bøjes eller undertrykkes. Men med rettigheder følger også ansvar. Man har ansvar over for andre mennesker – så bøger, tegninger eller film, der alene laves for som led i en hetz eller for at nedgøre andre, har ikke nødvendigvis nogen berettigelse. Ikke at de skal forbydes, men at stille sig op som forkæmper for ytringsfriheden, alene med den baggrund at håne muslimer eller svage grupper i samfundet, har jeg i udgangspunktet ikke meget til overs for. Men lad os se, hvad bogen indeholder, hvis den når så langt.

Danmark har ikke brug for endnu en ‘Muhammed’-krise. Vi har ikke brug for, at ekstremister på begge sider igen overtager dasordenen. Det er meget svært ikke at se Trykkefrihedsselskabets beslutning om at ville udgive en bog, der ikke bliver udgivet i USA som andet end en religiøs beslutning, som på ingen måder ser på nødvendigheden. Den ovennævnte email giver formodentlig kun endnu mere blod på tanden.

Men måske skal hele forklaringen på Trykkefrihedsselskabets iver findes i det meget banale: At de som de neo-konservative i USAs magtcirkler er optændt af den hellige flamme mod en helt bestemt Mission, som de selv mener at være Guds udvalgte til at føre. Lidt à la Ruth Evensen og Faderhuset, iøvrigt. Så optagede af Missionen er de, at de er villige til at bruge alverdens midler for at fuldføre den.

Modig er man først, når man tør tale op mod magten – i forsvar for de svage – når det virkelig koster.

Læs mere på www.trinemach.dk