Tostatsløsningen er den løsningsmodel, som er foreskrevet af international lov, og som godt og vel hele verden bakker op om. Dette er gentagne gange blevet stadfæstet i FN.

I talen gentog Obama budskabet fra sin Kairotale ( 2009) om, at USA og det internationale samfund ikke skal presse på for at skabe fred i Mellemøsten, men blot spille en passiv rolle og lade det være op til parterne selv at løse konflikten. Derudover udtrykte Obama modstand mod at anerkende oprettelsen af en palæstinensisk stat, når det kommer på dagsordnen i FN’s Generalforsamling til efteråret.

På grund af det ulige styrkeforhold mellem den palæstinensiske og den israelske part ( som udgør en af verdens stærkeste militære magter) er det urealistisk at forvente, at der vil komme nogen retfærdig og holdbar løsning, hvis ikke det internationale samfund presser på for at håndhæve international lov og implementere visionen om en tostatsløsning baseret på 1967-grænserne. Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, har da også kort efter Obamas tale udtrykt direkte modstand mod denne vision.

TIL SEPTEMBER forventes FN’s Generalforsamling af skulle tage stilling til oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det sker på initiativ fra det palæstinensiske selvstyre, som længe har gået til fredsforhandlingerne med målsætning om en tostatsløsning, der bygger på, at Israel trækker sig tilbage til grænserne fra før krigen i 1967, som foreskrevet i FN’s Sikkerhedsråds resolution 242.

Hvis tostatsløsningen er den vision, man har for løsningen af konflikten, så er anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat den eneste logiske konsekvens.

Det bør vi indse og være parate til. Der er ingen grund til at vente længere, konflikten har i forvejen varet i årtier.

Derfor er det vigtigt – som påpeget af SF, S og R – at Danmark anerkender en palæstinensisk stat, når det kommer til afstemning i FN og på den måde udviser udenrigspolitisk engagement i forhold til at implementere international lov og den vision om en tostatsløsning, som verdenssamfundet har tilsluttet sig.

Der er ingen grund til at vente længere, konflikten har i forvejen varet i årtier.

”I mine øjne er Egypten forbi det punkt, hvor oprøret kan slås ned og tingene vende ’tilbage’ til udgangspunktet. Det store spørgsmål er, hvor langt regimet er villig til at gå i magtanvendelsen.” Sådan siger mellemøsteksperten Trine Mach, der pt. har orlov fra sin post som formand for Mellemfolkeligt Samvirke og sidder i Folketinget for SF som suppleant for Ida Auken. Hun stiller spørgsmålet: ”Er USA villige til at acceptere, at et demokratisk valg i Egypten vil give store indflydelse til Det Muslimske Broderskab?” Og hun forudser, at en krig mellem Israel og Libanon: ”Ja, der kommer uundgåeligt en krig – spørgsmålet er hvornår.”

INTERVIEW af RÆSONs chefredaktion – - se originalartiklen her

1. Tunesien: Forfatningen kræver at der skal afholdes valg. Hvad er udsigten til, at dette valg bliver demokratisk? Hvordan vil islamisterne klare sig? Vil dele af det gamle regime overleve?
Det står rimeligt klart, at den tunesiske befolkning ikke stiller sig tilfreds med et skin-valg; allerede nu lyder svaret på udskiftningen i toppen jo “Ikke Ben Alis regering uden Ben Ali”. Man skal næppe regne med, at brød og skuespil til folket er nok; valget er nødt til at være reelt – og det vil betyde et farvel til den gamle garde. Nok er der flere forskellige retninger i oppositionen – og en del er slet ikke organiseret – men man skal holde fast ved, at det hele i høj grad startede som en frustration mod social og økonomisk elendighed – det var dét, der fik det til at boble over. Befolkningen vil ha reelle forandringer.
Det er centralt for forståelsen af revolutionen i Tunesien, at der i hele processen har været et totalt fravær af religiøse slogans og islamistiske organisationer. Det islamiske parti, Al Nahda, har ikke været førende – men støtter protesterne – og har bebudet, at de vil stille op som parti ved det kommende demokratiske valg. Det er lidt svært at forudsige, hvordan de vil klare sig i et reelt demokratisk valg (de har været forbudt af regimet), men de er ikke et toneangivende parti.

2. Egypten: Hvorfor kommer protesterne nu? Hvor samlet står oppositionen i landet?
Protesterne får afløb nu som en direkte inspiration fra Tunesien, men der er også en ægyptisk historik, der rækker langt tilbage. Massiv utilfredshed og uroligheder har ulmet i et års tid; bl.a. i forbindelse med, at priserne på fødevarer steg, valget og sammenstød med sikkerhedsstyrkerne.
Det interessante nye er imidlertid, at der er tale om en bredere protest, hvor folk, der ikke før var med i protestaktioner (Kifayabevægelsen havde stor bevågenhed men stak ikke så dybt rent socialt), pludselig er til stede.
Oppositionen er ikke samlet; den etablerede opposition er knap nok med på protest-siden og Det Muslimske Broderskab spiller heller ingen central samlet rolle. Der er altså ikke nogen samlet organisatorisk ’enhed’, blandt andet fordi såkaldt helt almindelige mennesker pludselig melder sig på banen. Årsagen – fattigdom, forarmelse, arbejdsløshed, manglende perspektiver for fremtiden, brutalitet og tortur – har de tilfælles, ligesom kravet om at komme af med regimet. De er ikke nødvendigvis enige om, hvad der så skal ske efterfølgende.
Formentlig er der én figur, der kan skabes konsensus om som leder i en overgangsperiode, nemlig Mohamed Baradei.
At Mubarak nu har fyret sin regering løser intet; ægypterne lader sig ikke narre af den manøvre, men kræver hans afgang, alt imens de trodser udgangsforbuddet i indeværende døgn og evner at bryde gennem uhørt massive politi- og sikkerhedsstyrkeblokader. Mubaraks dage er under alle omstændigheder talte; det er fortsat mere åbent, hvorvidt det her koster regimet sit endelige liv. I mine øjne er Egypten dog forbi det punkt, hvor oprøret kan slås ned og tingene vende ’tilbage’.
Det store spørgsmål er, hvor langt regimet er villig til at gå i magtanvendelsen; Egyptens sikkerhedspoliti er ikke kendt for sin blødsødenhed, men det helt afgørende er militærets holdninger til protesterne (det er værd at erindre, at de ikke er pro-Gamal Mubarak). Indtil videre har de holdt sig meget tilbage – og der udtrykkes oven i købet glæder hos nogen af demonstranterne for dets tilstedeværelse.

3. Dagen inden regeringens afgang i Tunesien havde Hillary Clinton i en tale i Doha opfordret til forandringer i regionen: “Each country, of course, has its own distinct challenges, and each its own achievements. But in too many places, in too many ways, the region?s foundations are sinking into the sand.” I sin State of the Union-tale bød Obama forandringerne i Tunesien velkommen og tilføjede at USA står bag alle, der ønsker demokrati – ifølge iagttagere en formulering, der sigtede på Egypten. Har Obama/USA en klar Mellemøstenpolitik? Hvad er USA’s målsætninger – og hvad er USA’s muligheder overhovedet for at påvirke udviklingen?
USA spiller som bekendt en noget dobbelttydig rolle i Mellemøsten. Det store spørgsmål er, om ‘stabilitet’ står højere end demokratiske valg med hvad dertil måske hører af uroligheder og ikke mindst perspektiver for reelt regimeskifte (hvilket på den kortere bane kan betyde ustabilitet). Er USA f.eks. villige til at acceptere, at et demokratisk valg i Egypten vil give store indflydelse til Det Muslimske Broderskab? Sagen er, at USA er mindre interesserede i om Mubarak fortsætter, end i om Egyptens rolle i Mellemøsten, især ift .Palæstina, ændrer sig. Det afgørende for, hvad der kommer til at ske i resten af Mellemøsten, er hvad der kommer til at ske i Egypten den kommende tid.

4. Demonstrationerne i Tunesien og Egypten er blevet udlagt som et gennembrud for de sociale mediers politiske betydning. Ville protesterne have fundet sted uden internettet som kommunikationsform?
Der er næppe tvivl om, at de sociale medier har haft en ganske særlig betydning, fordi de er en scene for mobilisering, politisk diskussion og organisering. De har – sammen med medierne generelt – været garanten for, at protesten har kunnet overleve og udvikle sig i hele regionen. Men den var kommet under alle omstændigheder; det interessante er den spirende regionale samhørighedsfølelse, som disse medier i særligt grad understøtter.

5. Libanon: Hezbollahs kandidat til premierministerposten, Najib Miqati, skal nu danne ny regering i Libanon; den tidligere premierminister Hariri har sagt nej til at deltage i en koalition. Har Hezbollah nu overtaget landet?
Nej. Hizbollah og deres kristne allierede (Tayyar, den største repræsentant for Libanons kristne) har været en reel opposition til regeringens sociale og økonomiske politik, og pegede på bl.a. Miqati (de øvrige to var også sunnier – det skal premierministeren være ifølge forfatningen, der også stipulerer at præsidenten skal være kristen og parlamentsformanden shia), som er en af Libanons rigeste mænd efter Hariri-familien.

6. Libanon vs. Israel: Israels vicepremierminister Silvan Shalom har kaldt den nye regering som “en iransk regering langs Israels nordlige grænse” og den pensionerede General Giora Eiland har tidligere opfordret til at Israel i en ny konfrontation med Hezbollah også fører krig mod Libanon (dvs. i modsætningen til konflikten i 2006 som af nogle både på Hezbollahs og Israels side blev oplevet som ‘uafgjort’): “Hvis Hezbollah står bag regeringen, bliver det meget lettere at forklare det internationale samfund hvorfor vi må kæmpe mod den libanesiske stat”. Er der en ny krig på vej mellem Israel og Hezbollah/ Libanon? Hvem vil vinde?
Ja, der kommer uundgåeligt en krig; spørgsmålet er hvornår. Krigen gør alle til tabere; Israel vil for alvor mærke, at det ikke er nok at være militært overlegen, det koster også på hjemmefronten. Israel kan ikke leve med ikke at vinde – selv en ‘uafgjort’ krig som i 2006 var et nederlag for Israel og landets selvopfattelse, samt i forhold til jødernes opfattelse af Israel som et sikkert sted at søge til.

7. Israel II: Efter at Ehud Barak forlod det israelske Labour og dannede et nyt parti, ser Netanyahu-regeringen ud til at være sikret et mere stabilt liv. Betyder det mere eller mindre gang i fredsprocessen med palæstinenserne? Er det korrekt, at Israels altoverskyggende bekymring er om Iran får en atombombe – og at fredsprocessen simpelthen ikke er prioriteret?
Jeg tvivler på, om Baraks nye parti får nogen større positiv betydning for fredsforhandlingerne – som stort set er ikke-eksisterende, i øvrigt – hans primære fokus er sin egen og regeringens overlevelse. Han ville formentlig, forlyder det, alligevel indenfor kort tid være blevet væltet af Arbejderpartiets centralkomite, der ønskede, at partiet trak sig fra regeringen i utilfredshed med, at fredsprocessen er gået helt i stå og at den nuværende regering skader landets anseelse internationalt, især i USA.
Det korte svar er, at fredsprocessen ikke har prioritet, hvorimod Iran har.

8. Palæstinenserne: Lækkede dokumenter viser tilsyneladende, at palæstinensiske forhandlere tidligere er gået endog meget langt i forhandlinger med Israel, bl.a. på spørgsmålet om Østjerusalem – men lækagen betyder, mener iagttagere, at selvstyret vil holde sig yderligere tilbage i de allerede strandede fredsforhandlinger. Viser dokumenterne noget nyt om indholdet af fredsprocessen? Hvordan ser palæstinenserne pt. på forhandlingerne?
Der er ikke noget grundlæggende nyt i dokumenterne, andet end at de fortæller mere detaljeret om fredsforhandlingerne og hvad der er foregået i kulisserne – og været alment kendt blandt mellemøstiagttagere. Det er primært til fare for den palæstinensiske enighed internt på Vestbredden og forholdet mellem befolkningen og Selvstyret. Palæstinenserne ser, at den palæstinensiske ledelse er gået temmelig meget ind i forhandlingerne og har givet temmelig store indrømmelser siden Arafats død – men har måttet indse, som resten af verdenssamfundet, at Israel blokerer uanset, på bosættelses-spørgsmålet.

EU kræver med Catherine Ashton i spidsen en fuldstændig undersøgelse af hændelsen og gør desuden klart, at EU ønsker et stop for blokaden af Gaza: “The EU underlines its call for an immediate, sustained and unconditional opening of crossings for the flow of humanitarian aid, commercial goods and persons to and from Gaza”.

FN fordømmer handlingerne, kræver løsladelse af de tilbageholdte aktivister og »omgående, uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse i overensstemmelse med internationale standarder«. En udtalelse, der ved hjælp af USA behandler Israel en smule blidere.

I den danske debat har Søren Espersen ikke uventet indtaget rollen som staten Israels forsvarer ”De israelske soldater er jo ikke idioter – lad os nu holde op. Det ville et kæmpe image-problem for dem, og de har selvfølgelig haft klare regler at handle ud fra. De har gjort præcis det samme, som alle andre lande ville have gjort i samme situation”.

Danmarks udenrigsminister Lene Espersen har ikke specielt tydeligt lagt en markant dansk linie. I den officielle udtalelse siger hun dog, at Danmark lægger sig op ad EU. Men en klar og utvetydig fordømmelse, samt krav om ophævelse af blokaden, har vi fortsat til gode at høre fra ministerens egen mund. Lene Espersen indkaldte dog den israelske ambassadør i Danmark, Arthur Avnon, til krisemøde i ministeriet. Men Lene Espersen prioriterede bare ikke selv at være med til mødet.

Arthur Avnon udtalte for åben TV-skærm foran det danske Udenrigsministerium, at Danmark skulle koncentrere sig om nationale anliggender. Hvis nu Lene Espersen rent faktisk havde taget situationen alvorligt og var dukket op, så kunne hun jo have forklaret ham, at

• • International ret er et anliggende for alle. Israel angreb et andet lands skibe i internationalt farvand. Det må man ikke.
  • Stater, der udøver uproportional magtanvendelse, træder ind på den scene, hvor andre lande må – og bør – forholde sig til det
  • En stat, der slår civile borgere fra et andet land – på en nødhjælpskonvoj – ihjel, uden at der altså er tale om soldater i kamp, bryder med international lov
  • At den aktuelle begivenhed er alvorlig, uacceptabel og virkelig slem – men at den nøgternt set kun er et symptom på den uholdbare situation med Israels blokade af Gaza

For den virkelige problemstilling – og som førte til nødhjælpskonvojens tilstedeværelse i Middelhavet in the first place – er Israels nu 3 år gamle blokade af Gaza. En blokade, der formelt set gælder alt, der kan have et militært formål eller kan styrke Hamas’s kontrol, men (ligeså formelt set) tillader humanitære fornødenheder at komme ind til de 1,5 mio palæstinensere, der lever i det, som meget præcist betegnes som verdens største friluftsfængsel.

Sagen er bare, at de konkrete kriterier for, hvad der falder indenfor kategorien, alene kendes af Israel – og i følge menneskerettighedsgrupper har det ramt kiks, frisk kød, marmelade, chokolade, musikinstrumenter, computere, køleskabe, legetøj, notesbøger, kuglepenne. Dertil kommer byggematerialer som cement. WHOs transporter af medicinsk udstyr til Gazas hospitaler nægtes også jævnligt indrejse af israelerne. De fødevarer, der er at finde, leveres enten af FN og hjælpeorganisationer eller smugles ind fra Egypten, hvorefter de sælges dyrt til en befolkning, der på alle parametre lider afsavn og fornedres.

Når Israel så selv hævder, at blokaden virker og ikke har væsentlige negative følger for gazanerne, så må man endnu engang konstatere, at deres udlægning af teksten ligger pænt langt fra den virkelighed, som andre heldigvis begiver sig af med at dokumentere:

Amnesty International har netop gjort det klart, at mere end 60% af husholdningerne ikke har fødevaresikkerhed. Mange oplever at være uden strøm op mod halvdelen af døgnet og der er brændstofknaphed i stort omfang. Gaza er ramt af massearbejdsløshed, prisstigninger på fødevarer og ekstrem fattigdom. Og Israels invasion december 2008-januar 2009, som kostede over 1000 palæstinensere livet, gjorde den humanitære katastrofe endnu større.

At det er decideret modproduktivt er åbenlyst for enhver, der beskæftiger sig en smule med Israel-Palæstina konflikten og fremhæves også af blandt andet EU og flere menneskerettighedsorganisationer.

Guderne – som jeg i øvrigt ikke tror på – skal vide, at Hamas’ politiske projekt ligger langt fra venstrefløjens. Men de vandt faktisk magten ved et internationalt anerkendt valg i 2006. Israels blokade, som rammer 1,5 mio mennesker, er en grotesk og usympatisk form for kollektiv afstraffelse, som demokratiske retsstater ikke bør begive sig af med.

Blokaden af Gaza må og skal stå i centrum for det internationale samfunds – herunder Danmarks – reaktioner på Israels angreb på nødhjælpskonvojen og drab på en række mennesker. Og det må få klare, utvetydige og mærkbare konsekvenser for Israel.

Hvis verdenssamfundets på hver deres måde selvudråbte ’tunge drenge’ – USA, EU, kvartetten m.fl. – skal nyde den tillid blandt resten af denne verdens aktører (og helt køligt betragtet i forhold til at få en sammentømret position ift Iran, som ligger USA ganske meget på sinde disse dage) , så må og skal der handling bag ordene denne gang.

Vi venter i spænding på, om kravet om ophør for blokaden følges op med handling, eller om opdelingen af denne verdens mennesker i to kategorier – dem, vi tager os af og dem, vi ofrer – snart ser sit endeligt. At Danmark næppe bliver drivkraft i den proces er begrædeligt men efterhånden ikke uventet.

Hvis man troede, at plastikposer og kropsvisitation  var chikanerende, så har man aldrig prøvet at rejse til Israel. For i Tel Aviv startede festen som sædvanlig!

Jeg har efterhånden været her nogen gange og det betyder, at de også har hørt (og registreret) min historie flere gange. Jeg har viseringer fra bl.a. Yemen og Algeriet, og dét tænder dem hver gang helt af (hvorfor er det lige, at jeg skulle være terroristisk anlagt, fordi jeg har foretaget rejser på en opgave for udenrigsministeriet, der har til formål at fremme kvinders rettigheder?).

Denne gang blev jeg holdt tilbage næsten 3 timer i sikkerhedskontrollen! Udover at blive trukket igennem en svada af spørgsmål – hvilken betydning har min farfars fornavn for Israels sikkerhed, svar mig lige på det – af en toparrogant sikkerheds-dims, der end ikke gider sige ens navn, men blot stikker pegefingeren frem og peger (så man ikke ved om det er én selv eller den ved siden af én, der også sidder og venter), ja så sidder man på sin flade og venter (denne gang slap jeg dog for at skulle trækkes ind i enrum med to betjente).

Men i ventetiden kan man ligeså godt hygge sig med andre, der er blevet hevet til side. Jeg faldt i snak med en ung amerikaner (faderen palæstinenser, moderen amerikaner), der var på vej til Vestbredden for at besøge sin bedstemor. Han blev spurgt, hvorfor han hed Christopher, når hans far hed Abdallah? Hans bedstemor kunne vel ikke udtale det?! Hvorfor var han  i øvrigt ikke kommet før for at besøge hende?
Mellem indtil flere spørgerunder om hans privatliv fortalte han mig, at han som 12-årig også var på besøg. Dengang havde soldaterne stukket deres maskingeværer op i hovedet på ham (en 12-årig amerikansk knægt med arabisk udseende…).

Og så var det, at det igen slog mig: Det er sådan man behandler hunde, eller andre væsener, man mener er mindre værd, end en selv. En stor brist i den zionistiske stats træning af sine soldater og sikkerhedsfolk.

Jeg er helt med på, at Israel har brug for at lave sikkerhedstjek. Det er fint nok. Men det er simpelthen ikke ok at chikanere og misbruge sin magt, bare fordi man har den. Men det er præcis oplevelsen for ’bestemte typer’, der gerne vil ind i Israel. Eller som gerne vil til Palæstina, som Israel jo nu på 40.år holder besat.

Men at behandle mennesker som usle køtere – det er simpelthen for langt ude. Og det gør det desværre ikke så svært at se den mekanisme, der får en palæstinenser i sit besatte land, med daglig chikane fra israelske soldater, til at eksplodere og gribe til vold.

Kig ind på trinemach.dk

Så sidder han i Deadline i går aftes og prøver at fortælle, hvorfor Danmark har valgt at vende ryggen til den – endeligt! – etablerede samlingsregering i Palæstina.

Palæstinenserne har nu i et år været udsat for boykot fra Vesten, fordi de formastede sig til at gennemføre et parlamentsvalg, som er blevet rost for at være gennemført efter alle internationale standarder (jeg var valgobservatør), men resultatet? Det kunne USA, EU og Israel ikke lide, så det palæstinensiske selvstyre blev boykottet.

Boykotten har givet store interne problemer i Palæstina, og de sidste måneder har Fatah og Hamas desperat forhandlet om at danne en samlingsregering, som Vesten vil kunne acceptere – og derfor ophæve boykotten.

Så sidder selvretfærdige Troels Lund Poulsen dér og siger, at den samlingsregering kan vi altså ikke acceptere ’for så vil vi bare skulle i dialog med andre lignende regimer’ (frit citeret). Hans hovedargument er – udover at han bare vil følge amerikanerne og Israel blindt – at Hamas ikke anerkender Israel.

Men sagen er, at regeringsaftalen er et markant skridt. Der er palæstinensisk enighed, bekræftet af både Fatah og Hamas, om etablering af en palæstinensisk stat på 1967-grænserne. Den accepterer indgåede aftaler. Vi står med et helt nyt mulighedsvindue i den strandede fredsproces! Det er en de facto anerkendelse af Israel (1967-grænserne er jo ligesom en deling af Israel og Palæstina).

Nej, det store problem er ikke Hamas (ikke at jeg anerkender terrorisme, altså), det store problem er Israel. Har Israel overhovedet anerkendt Palæstina? Hvorfor fortsætter Israels statsterror overfor palæstinenserne (daglige raids og anholdelser – plus det faktum, at store dele af de folkevalgte parlamentsmedlemmer er blevet fængslet af israelerne!) uden Troels Lund Poulsens kritik? Har Israel overhovedet udvist vilje til samarbejde og fred?

De har jo for længst pisset på Oslo-aftalen fra 1993, der bl.a. indebar et stop for bosættelser. Israel har fordoblet antallet af bosættelserne siden Oslo. Godt nok fjernede de dem i Gaza, men Gaza er nu verdens største friluftsfængsel, hvor badegæster på stranden risikerer at få israelske missiler i hovedet.

Nej Troels Lund Poulsen. Den nye palæstinensiske regering har brug for al den støtte, den kan få, ikke for afvisning. Hvis ikke samlingsregeringen får en chance og boykotten ophæves, så er der meget stor risiko for, at selvstyret bryder fuldstændigt sammen, den interne konflikt eskalerer – og der vil hverken være fredsproces eller 2-statsløsning på dagsordenen længere. Dét hævder din regering ellers at arbejde for.

Du gør livet meget svært for demokratiske kræfter. Hvorfor skulle palæstinenserne tro på demokrati og forhandling, når verdenssamfundet vender dem ryggen, fordi de ’stemmer forkert’?

Demokratiets pointe er, at man ikke kender resultatet på forhånd – det må selv Venstre acceptere.

Kig ind på min hjemmeside

I SF’s Internationale Udvalg har vi brugt en del tid på problematikken, jeg er SF’s repræsentant i Palæstina-Initiativet, som er den paraply, aktiviteterne laves under. I eftermiddags stod jeg for et debatarrangement, som SF afholdte. Vi havde besøg af Mohammed Othman, der er ungdomskoordinator i den palæstinensiske organisation Stop the Wall. Mohammed holdt et spændende oplæg om Muren og dens konsekvenser, og om deres fredelige politiske kamp for retfærdighed og krav om nedrivning af den ulovligt opførte Mur.

Selvom jeg har rejst i Palæstina som valgobservatør og har set Muren – med det voldsomme indtryk det gør,  når man pludselig står overfor en 8 meter høj beton-mur, og skal igennem en rædsom bunke pigtråd og overvågning ved de israelske check-points  - - så gjorde det igen ondt i maven at høre om den stigende fattigdom, frustration og undertrykkelse af palæstinenserne. Og i Vesten gør vi ikke en dyt. Danmark, EU og USA tier det ihjel og svigter vores internationale forpligtelser. Endnu en grund til, at der er brug for en ny regering nu!

Men Mohammed kæmper videre.

Aftenen brugte jeg hos SFU København med at diskutere politik. SFU har valgt mig som deres SF-Folketingskandidat, så udover at diskutere alt fra velfærd over integration til EU, diskuterede vi valgstrategier og muligheden for at gå frem igen i København, hvor SF jo ikke havde så godt et valg ved sidste Folketingsvalg.

Men hvor går det det dog dårligt for regeringen – det vælter ind med protester, kritik af forkerte tal, og i Irak bliver alting værre og værre. Vi skal have en stærk oppositionsalliance – med  et klart og tydeligt SF.

God diskussion om hvilke sociale grupper, der kan bære forandring og demokratisering frem, hvilken rolle ‘Vesten’ kan spille – og ikke mindst dens begrænsninger. Også betydningen af den stigende politisering af islam og opblomstringen i islamiske og islamistiske organisationer fik vi diskuteret. At vores del af verden kan – og bør – spille en rolle var der ikke uenighed om, men der er ingen tvivl om, at demokratisering ogå er nødt til at komme inde- og nedefra.

Og så er vi nødt til at gribe om nældens rod: Konflikten mellem Israel og Palæstina. Næste år er det 40-året for Israels besættelse af palæstinensisk territorium. Og det internationale samfund gør ikke noget alvorligt ved det.

Aftenen brugte jeg i Dannerhuset, der havde inviteret til 27 års fødselsdag. Sikken forsamling af spændende og stærke kvinder, der heldigvis fortsat kæmper for demokratisering også af Danmark og globalt – nemlig ligestilling mellem kønnene. Jeg havde fornøjelsen af at holde tale, en peptalk til ligheder og fællesskab fremfor den store fokus på forskellighed, som ikke mindst tiden efter 11. september 2001 har fyldt dagsordenen. Diskussionen af muslimske kvinders tørklæde er et godt eksempel – hvorfor den evige forskels-markør? Det er åbenbart svært at se kvinden for bar’ tørklæde. Men hun er der. Og hun har krav på solidaritet og lige rettigheder. Med eller uden BH, med eller uden hovedtørklæde. Mere feministisk søstersolidaritet, tak.

Kig ind på min hjemmeside