Tillad mig at blive nostalgisk – men dansk rock fra 70’erne og 80’erne, ikke mindst en række kvindelige kunstnere fra dengang, rocker stadig. I går spillede nogle af de bedste af dem i en fyldt Tivolis koncertsal. En intens og nærværende Anne Linnet sang folk op af stolene med “Alle folk kan se det straks, du er så smuk og dejlig”.

Anledningen: Dannerhuset fylder 30 år og det blev fejret med en forrygende støttekoncert i Koncertsalen. Overskuddet går til arbejdet med børn i voldsramte familier. Og ja, der var også mænd til stede.

For 30 år siden besatte en gruppe kvindebevægelses-aktivister Dannerhuset og satte dermed et historisk aftryk på ikke bare huset men på den politiske dagsorden. De handlede mod det, de fandt helt absurd og urimeligt – og vandt. Også borgernes hjerter og hjerner for sagen. Dannerhuset blev Danmarks første krisecenter og har i 30 år været et helt afgørende sted for voldsramte kvinder og for den kvinde- og kønspolitiske historie i Danmark.

En af festtalerne i aftes var Ritt Bjerregaard, der – måske lidt ufortjent, kan man mene, med tanken på Jagtvej 69 – fik salen til at grine, da hun beskrev Weidekamp som en borgmester, der nok ikke var så glad for husbesætterne, som han helst så fjernet og Dannerhuset brugt til noget andet.

Men sådan gik det ikke. Danner står stadig med de flotte røde kvindetegn malet i vinduerne som vartegn over tiden, hvor kvindebevægelsen var stærk her i landet. Hvor mennesker faktisk flyttede en dagsorden helt ind på Christiansborg. Hvad der er rigtig fedt er, at Danner ikke bare er nostalgisk symbol på ’dengang’ men at institutionen – udover det uvurderlige arbejde med voldsramte kvinder og børn – også flytter sig og formår at matche nutidens krav til omstillingsparathed, er med-på-beatet og leverer opdateret version af kønspolitikken. Som det lød i går – vold mod kvinder bekæmpes bedst ved også at inkludere mænd som del af målgruppen.

På de 30 år har mellem 2-3000 kvinder og børn boet i huset. Op mod 20.000 har fået rådgivning og hjælp. Danner har samtidig arbejdet med den politiske side af sagen. Vold er et samfundsproblem, ikke et problem alene for den enkelte kvinde eller familie.

Nutidens tal for voldsramte kvinder og børn er ikke opmuntrende. Hvert år udsættes 22.000 børn for vold i hjemmet. Til trods for, at antallet af kvinder, der udsættes for partnervold er faldet, så er vold mod kvinder samlet set et stigende problem. Volden finder sted hjemme, på arbejdet og på gaden. En alarmerende tendens, der burde trække langt større spor ind i Folketingets arbejde, men det herskende flertal synes at mene, at ligestilling i det hele taget kun er et problem blandt etniske minoriteter.

Danners aktualitet blev matchet ret præcist af oplagte Fagget Fairys, der åbnede koncerten, og jeg må sige, at dét at sidde i en festklædt Tivoli-koncertsal og fejre Danners 30 år var… mærkbart. At lytte til store kvindestemmer, guidet af konferencier-duoen Anne Marie Helger og Per Vers – det gjorde noget!

Det gjorde også godt, da farvestrålende Helger pludselig knappede sin bluse op og foretog blyantsprøven foran os alle. I det hele taget, så føltes det bare anderledes i aftes. Danner-koncerten viste og mindede mig om, at der stadig er folk, der vil. At der er nogen, der kan. At umulige ting er mulige, når folk stiller sig op for det, de tror på.

Kvindekampen er langt langt fra forbi. At den desværre ligger i dvale her i landet – som så meget andet, der handler om demokratisering, frihed og lighed – er bare endnu et tegn på tingenes elendighed og på, at alle os, der mener noget med os selv og hinanden, må se at komme op af starthullerne.

For det er dét, der er alt for få, der gør: Stiller sig op. Der vælger at gøre, som Annisette sagde: ”Speak for those who can’t speak”. Det er mere end på tide at vinde dagsordenen og folks hjerner og hjerter for et helt helt andet og ansvarligt samfundsprojekt.

Det kan godt være, at dagbladet Politikens anmelder synes, at han var lidt fed (på den ufede måde) og at han ikke formåede at tage afsked på behørig vis. Men dét må da vist være noget, denne anmelder skal vende indad

For mig og mine veninder – og tydeligvis for de mange, der stod og hoppede og sang med omkring mig – var der fuld valuta for pengene, følelser og tilstedeværelse på en måde, så tårerne stod i øjnene et utal af gange. Det var sentimentalitet, glæde, kærlighed og politiske provokationer (hvem på stjernernes musikscene ville ellers turde udfordre de britiske tabloidaviser så direkte, endsige lade en stor tegneseriefigur af George Bush, der udsættes for blow-job af en lille skødehund påklistret det engelske flag (i kritik af Irak-krigen), hænge på scenen, når han går til pause?). Alt det, der skal være, når en superstjerne af hans format danser – og desværre danser af.

Der var kridt på danseskoene. Der var sceneshow – og der var musik, så englene sang. Ikke uvæsentligt så kan han, i modsætning til en al for stor del af popmusikscenens såkaldte kunstnere, rent faktisk synge. Og ja, jeg indrømmer det uden at rødme (over at indrømme det), George Michael er noget af det mest sexede, både med og uden politiuniform-look-alike, ya haram!

Så jeg spørger bare – hvad er der egentlig at brokke sig over? Kom igen, anmelder, glem din surhed og ulykkelige kærlighed, eller hvad der trykker George Michael er, var og vil fortsat være en stjerne, og du kan ligeså godt give los.

For os var det den rene skære drøm, intet mindre. Piget, naivt, fjollet og romantisk? Muligvis. Men det er længe siden, jeg har haft så stort et smil i hele ansigtet, så længe.

Jeg synger stadig, danser stadig og will be ”Waiting for that day” hvor det sker igen. Ha!

Og for at min blog nu ikke skal blive helt uden politisk indhold i dag, så lad mig citere ham min jordiske gud: ’Freedom is the most important word in the world today’. George Michael – you rule

Jeg er stor fan af, at København giver plads til unge, gamle, troende, ikke-troende, spasmagere, osv, der gerne vil have mulighed for at leve anderledes end det store flertal. Som gerne vil have et frirum for en undergrundskultur. Og som venstrefløjsparti vil SF gerne være med til at skabe det rum, der skal til.
Jeg hører derfor også til dem, der gerne vil bevare Ungdomshuset.

Så venner på Jagtvej, der er en masse, der gerne vil se huset blive – til jer. Vi har ikke opgivet men står fast i viljen til at finde en politisk løsning. Kæmp kampen, men lad brostenene blive hjemme. Man kan ikke banke sig til større opbakning fra københavnerne. Tværtimod.

Kig ind på min hjemmeside