Opgør med uligheden er en af venstrefløjens fremmeste opgaver. At det seneste tiår har skabt øget ulighed og marginalisering i Danmark, ligesom indsatsen overfor verdens fattigste er beskåret ganske drastisk, har længe været på den valgkampspolitiske dagsorden.

Men folketingsvalget handler også om den ulighed, der ikke blot vedrører fordeling af ressourcer og indsatser på finansloven. Nemlig en kamp for lighed, ligestilling og ligeværd, der vedrører selve kernen i fællesskabet. Der vedrører, hvordan vi omgås hinanden med alle de forskelligheder, det indebærer.

De sidste ti år har skærpet problemet, fordi VKO har syltet kønsligestillingen, gjort en dyd ud af at diskriminere etniske minoriteter og nølet i forhold til seksuelle minoriteter. Men værst af alt: Den har dyrket at opdele borgere i kasser af mindre værd, frem for den helt grundlæggende demokratiske værdi at vi alle er mennesker og bør være ligeværdige borgere.

Wear it with Pride

I denne uge er der Copenhagen Pride. Med sloganet på årets armbånd ’Wear it with Pride’, står ugen i retten til at være sig selv og mangfoldighedens tegn. Priden vil igen skabe opmærksomhed om LGBT-personer, altså bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Det er festligt og sjovt – men også brændende alvor. Vi ved jo godt, at det stadig ikke er muligt for LGBT-personer at leve på lige vilkår og i fuld åbenhed: Man udsættes for hatecrimes og problemet er stigende; man kan stadig ikke blive gift; der er stadig benspænd for regnbuefamilier.

Men lige rettigheder til seksuelle mindretal er jo en menneskeret. Derfor bør valget også bruges til at vælge de politikere, der tager ansvar for at gøre samfundet reelt rummeligt og inkluderende overfor personer, der ikke deler det store flertals seksualitet.

Ligebehandlingsministerium

Under VKO har Danmark været ramt af en hærgende værdipolitisk tsunami. En tsunami, der har skyllet de standarder væk, vi normalt måler os på – FN-konventioner, ligestilling, respekten for det enkelte individ og privatlivets fred, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Vi må sande, at Danmark har indrettet sig med statslegitimeret diskrimination og manglende aktive indsatser for at levere reel ligebehandling af borgerne.

Det er tid til et kursskifte, hvis det for alvor skal batte. Kampen for ligebehandling er et fælles anliggende. Det er ikke blot den enkeltes problem men går hånd-i-hånd med et opgør med diskrimination på grundlag af køn, seksuel orientering og kønsidentitet, race og etnicitet, alder, handicap og religion, der alle fordrer beskyttelse.

Det stiller også krav til os selv i oppositionen, hvis vi vinder valget. En ny regering skal gå i brechen for det mangfoldige og åbne samfund. Vi bør oprette et Ligehandlings-ministerium, hvis mandat omfatter alle beskyttelsesgrundene og som kan sætte ikke-diskrimination og ligebehandling på den danske politiske dagsorden. Både i forhold til ligestilling mellem kønnene, for etniske og seksuelle minoriteter – såvel som for de øvrige beskyttelsesgrunde.

Vi bør sætte os for at gennemgå regler og love på området. Lad os dog indføre det kønsneutrale ægteskab som i bl.a. Sverige, Norge, Island. Gøre det nemmere at leve som regnbuefamilie. Få (obligatorisk) undervisning om seksuel orientering og kønsidentitet ind i uddannelsessystemet – fra folkeskole, seminarier til sundhedsfaglige uddannelser. Sikre fokus på LGBT-rettigheder som integreret del af menneskerettighedsindsatsen i u-landsbistanden.

Med Danmarks tilslutning til menneskerettighederne er vi faktisk forpligtede til at beskytte mod diskrimination, også gennem aktive indsatser, der sikrer reel lighed. Ligebehandling indebærer nemlig, at alle borgere skal have lige adgang til og mulighed for at deltage i alle samfundets anliggender og skal nyde lige beskyttelse, uafhængigt af de seks ovenfor nævnte grunde.

Et nyt ligebehandlingsministerium skal være den garant, der sikrer systematiske indsatser for ligestilling og ligebehandling over hele paletten frem for spredt fægtning, der fremmer politiske og juridiske indsatser mod diskrimination, der kan udvikle mainstreaming redskaber til gavn for alle ministerier  for at indtænke ligebehandlingsaspektet i lovgivningen og som hele tiden holder øje med, at Danmark lever op til de internationale konventioner, vi har forpligtet os til.

Derfor denne opfordring til mine oppositionskolleger: Sæt oprettelsen af et Ligebehandlingsministerium på listen og bring atter Danmark i front som et progressivt og moderne land, der ser rummelighed, mangfoldighed og ligeværd som uomgængelige pejlemærker for et moderne samfund

Protesterne har ulmet rigtigt længe i Egypten, og vi ved alle, at begivenhederne Tunesien var det startskud, der gav egypterne blod på tanden. Demonstrationerne startede fredelige, de inspirerede andre i andre arabiske lande – og så viste regimet sit virkelige ansigt (igen). Internet og telefoner lukkede ned, der blev indført udgangsforbud, lukkede hæveautomater, overgreb på medier og journalister, afspærring af highways og aflysning af toge ind til Kairo i forbindelse med den store demonstration 1.feb.. Hæren lod NDP-støtter komme igennem til Tahrir-pladsen, hvor de udover at råbe slagord for Mubarak og imod udlændinge også angreb demonstranterne. Og på et meget velkoordineret tidspunkt hoppede en bunke mænd, bevæbnet med køller eller andet våben, ind over hegnene – hver og en med en fin pengeseddel som tak for indsatsen. Regimet sattes sine egne folk ind – tæskehold (som dem, der udkommanderes til valgene og Mubaraks parti, National Democratic Party, har brug for en hjælpende og særdeles håndfast hånd), NDP-støtter, politi og sikkerhedstjenester.

Med andre ord satte regimet folk ind mod folket selv, mod det folk, det burde tage ansvaret for at lede på vegne af. For få timer siden (altså denne torsdag aften) talte Mubarak endnu en gang på tv; her placerede han hele ansvaret for kaos de seneste to døgn på – gæt selv – dele af befolkningen.

Man skulle tro, at de seneste døgns begivenheder ville få regeringer i vores egen del af verden til at skvatte over hinanden for at fordømme og kræve Mubaraks afgang – fulgt op af utvetydige støtteerklæringer til den brede opposition, der har formået at holde sammen og være i tæt dialog og samarbejde, til trods for en meget intensiv og anspændt stemning.

For intet kan være skjult – heller ikke for de regeringer, der rundt omkring i USA og EU ikke for alvor tage stilling til den diktator, der i så mange år har været deres. Men har holdt hånden over ham – og under ham – i årtier, som med så mange andre diktatorer og autoritære regimer, det tjener vestens interesse at beholde.

Men hverken skrappe fordømmelser eller erklæringer om at Mubarak har mistet sin legitimitet i ikke mindst EU’s, og USA’s øjne. Ingen massive opbakninger og støtteerklæringer til de modige borgere, der kæmper for et andet liv – med bl.a. krav om demokrati og frihed. Nej, man har vaklet lidt og set alvorlige ud, udtrykt bekymring, men ikke trådt i karakter, fordi man, som Lene Espersen sagde, ’ikke ville blande sig i Egyptens interne anliggender’.

Mon den manglende vilje til at tage stilling har gjort det sværere eller nemmere for det egyptiske regime at sende sine håndlangere ind mod sin egen befolkning og anstifte til kaos?

Og det er jo det rene nonsens. Hvad er det lige, der er sket i de forgange årtier, hvor man i alt for stort omfang har overladt egypterne i dét regimes varetægt? Det har da i den grad været en indblanding i interne anliggender. Er det pludselig ikke vores ansvar at støtte menneskers krav om frihed og om et bedre liv? Gu er det så. Og skal vores del af verden overhovedet ha nogen legitimitet, når vi taler om demokrati-fremme og menneskerettigheder fremover, så gælder det om at stille op nu. Ikke når Mubarak er væltet eller gået, men nu. Det er en skamplet, at man ikke har været klar i mælet. En skamplet.

Hvor er alle de borgerlige politikere, der taler dunder mod det iranske regime, og gerne deltager i Frit Iran-demonstrationer ? Hvor er de ministre, der ikke har problemer med at synge den danske nationalsang sammen med et sært sammenrend fra den ydre højrefløj? Hvor er alle de, der førte Danmark ind i krigen i Irak for at skabe ’demokrati’. Det ville være dejligt, om de lige så utvetydigt gav udtryk for støtte til de befolkninger, og lige nu især den egyptiske, der SELV stiller op og kræver reformer, demokrati og udryddelse af korruption. Støtte til de demonstranter, der er udsat for et veritabelt terrorregime i disse døgn med en blanding af NDP-støtter, tæskehold, bøller, kaos.

Det er nu, lige nu, omverdenen skal bakke op om det momentum, som befolkningerne i flere lande i Nordafrika og Mellemøsten har skabt Hvis ikke vi bakker op, svigter vi og forfejler en historisk mulighed for at fremme demokrati – der vel og mærke er skabt fra neden, ikke den systemeksport af ”demokrati” som indsættes fra oven i Irak og Afghanistan.

Hvis Vesten stod ved skåltalerne om demokrati og frihed, og argumenterne for at gå i krig i Irak og Afghanistan, skulle der sendes et anderledes klart budskab til Mubarak.

EU har længe haft en ”kritisk dialog” med styret i Egypten omkring reformer og menneskerettighedssituationen. Det er der ikke kommet meget ud af. Jeg har selv arbejdet to år for EU-kommissionen i Kairo for netop at fremme menneskerettighedssituationen. Men regimet er ganske hårdnakket og resultaterne ikke voldsomme (men der sker ting i civilsamfundet til trods herfor). Tortur hører til dagens uorden på egyptiske politistationer og fængsler, og demokratiet er ikke eksisterende. Valgene i Egypten er kendetegnet ved en cocktail af grov valgsvindel, forbud mod politiske partier og chikane og vold ved selve valgafhandlingerne.

Så vi ved det jo godt.

I modsætning til Mubarak og eliten omkring ham er demonstranternes krav om demokrati legitime. Det skal Vesten erkende. I stedet for at gentage ukonkret ønsketænkning som “the Egyptian authorities [should] embark on an orderly transition through a broadbased government leading to a genuine process of substantial democratic reform” (FOREIGN AFFAIRS Council meeting 31.01.11) skal der siges klart fra over for Mubarak og hans styre.

Hvis jeg skulle skrive udtalelsen til EUs topmødekonklusion i dag fredag (4.2 2011) vil følgende (som minimum) indgå: * EU har mistet al tillid til, at Mubarak og hans regering kan gennemføre de nødvendige demokratiske reformer, og han bør omgående trække sig tilbage

* En klar utvetydigt opbakning til demonstranterne og lovning om støtte til en forenet og samlende opposition, der leder en overgangsregering

* klar og utvetydig støtte på alle måder til en demokratisk udvikling

* FN bør overvåge, at det kommende præsidentvalg, der skal fremskyndes, overholder kravene til at være frie og fair. Et omvalg til parlamentet bør ske hurtigst muligt der efter

* EU’s medlemsstater er parate til at styrke de demokratiske institutioner i Egypten og en demokratisering af politistyrkerne

* EU er klar til at bruge partnerskabsaftalerne med lande i regionen aktivt

EU og USA har gevaldigt brug for at lægge afstand til det egyptiske regimes ugerninger, og tiden er mere end rede. Og vi kommer til at bære et gevaldigt ansvar, hvis vi undlader den internationale solidaritet. Og så er der ellers at håbe på, at borgerne i andre arabiske lande lader sig inspirere af Tunesien og Egypten Det er ikke bare afgørende. Det er altafgørende.

Out&About var også til stede, her er deres artikel

Her er lidt brudstykker fra noterne til min tale (det talte ord gælder):

David Kato tog sit liv alvorligt; han levede det med alvor. Og den alvor kostede ham livet. I Uganda, desværre som mange andre steder i verden, kan man ikke bare elske den, man elsker. Homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter verden over oplever forfølgelse og stigmatisering.

Mordet på Kato sætter Ugandas regerings ansvar på spidsen, når den siger, at demokrati og menneskerettigheder er på dens dagsorden. Det sætter Danmarks, EUs og andre donorers ansvar på spidsen, når man siger, at u-landsbistanden bl.a. skal bruges på at fremme demokrati og menneskerettigheder.

Der er nødt til at være overensstemmelse mellem vores forsvar for menneskerettigheder og vores stræben i praktisk politik og bistand efter at fremme disse grundprincipper. Det er godt, at den danske regering har fordømt mordet på Kato, men det er også nødvendigt, at vi begynder at se på, hvordan vi i praksis får inkluderet et forsvar for og en støtte til indsatsen for at sikre menneskerettighederne for seksuelle minoriteter i vores udviklingsbistand. Det er ikke uden udfordringer, nej; det er komplekst og svært – men det skal ikke afholde os fra det. Vi er nødt til at blive klogere på, hvordan det skal gøres.

Seksuelle mindretal og netop deres seksualitet er blevet en politisk kampplads. De er blevet en brik i spillet om at være den sande forsvarer for den nationale identitet, for familien, for religionen – hvad enten det er muslimer, kristne eller katolikker. De, der kæmper mod ‘homoseksuelle’, bruger det som del af deres kamp for at være den rene muslim, katolik eller kristne. For at være den bedste varetager af nationens interesse og fremtid. For at værne mest om familien og dermed den nationale stammes overlevelse. Homoseksuelle bliver symbolet, skydeskiven, for alt det, der truer nationens sammenhæng og familiens beståen.

Det gør sig også gældende i vores eget land. En ydre del af højrefløjen bruger netop homoseksualitet som et skjold mod det muslimske mindretal i Danmark (og mod muslimer generelt) til trods for, at de ikke selv har kæret sig noget særligt om seksuelle minoriteter.

Det må man stille sig op overfor.

Kampen for homo-, bi- og transseksuelle er ikke bare en kamp for minoriteters lige rettigheder. Nej – det er en kamp for det mest grundlæggende, den mest basale menneskelige rettighed: At være den man er. Uden frygt. Uden trusler. At elske den man gør. Uden begrænsning. Uden frygt. Uden repressalier.

Love is a human right. Og lad os love hinanden, at David Kato ikke døde forgæves.

VK-regeringen har sit at slås med. Altså ud over økonomisk krise, faldende popularitet, Afghanistan-krig, Lene Espersens frie fald (selvom jeg synes, at medierne gik lovlig meget i selvsving med afbuddet til udenrigsministermødet i EU forleden – det har aldrig været nogen skade at sætte sig lidt ind i tingene, heller ikke som journalist – hvor Lene Espersen jo ikke ligefrem var den eneste minister, der meldte afbud).

Regeringen og støtteparti griber så til det velkendte: Populistiske kneb, ofte ved at diskutere indvandrere/flygtninge og truslen mod sammenhængskraft i det danske samfund, eller ’den ydre fjende’. Den seneste af slagsen er Dansk Folkepartis ’krav’ om at ændre 24-årsreglen til en 28-års regel.

Desværre har venstrefløjen internationalt set ikke noget at lade højrefløjen i Danmark høre i den forbindelse.

En kriseramt økonomi og faldende popularitet – forud for et nærtstående valg – er også, hvad Venezuelas Hugo Chavez har at slås med. Populisme-niveauet når nye højder i hans tilfælde. Venstrepopulisten lader sig ikke slå ud; man kan vel altid vælge sig et århundredgammelt mord-mysterium.

Det gjorde Chavez så. I sidste uge lod han liget af den latinamerikanske store historiske figur Simón Bolívar (der døde i 1830) grave op for at undersøge, om frihedshelten reelt døde af tuberkulose eller om han i virkeligheden var blevet forgivet af sine politiske modstandere (“crucified like Christ” skulle Chavez omtale det).

Det er jo overordentligt langt (ud) at gå for at aflede ’folkets’ opmærksomhed. Og lettere tosset, skulle jeg mene.

I den mere alment kendte ende af afledningsmanøvrer, er brugen af eksterne fjendebilleder. Venezuela har længe haft et anspændt forhold til nabolandet Columbia, som både skyldes Columbias samarbejde med USA i guerilla- og narkobekæmpelse, og Columbias påstande om, at Hugo Chavez støtter eller i hvert fald beskytter de columbianske oprørsbevægelser ELN og FARC. I sidste uge fremlagde Columbia angiveligt bevismateriale for, at disse oprørere befinder sig på venezuelansk territorium og Columbias ambassadør har anmodet Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, om at iværksætte en undersøgelse af disse påstande.

Det fik Chavez til at kyle de columbianske diplomater ud af landet, afbryde alle forbindelser til Columbia og sætte sine grænsetropper i højeste alarmberedskab.

OAS maner til ro og besindighed, men går ind i en form for mægling mellem de to lande. Hvorvidt det er rigtigt eller forkert, at Venezuela rent faktisk aktivt yder beskyttelse til oprørsbevægelserne skal jeg ikke gøre mig klog på. Uagtet den colombianske regerings åbenlyst og overordentligt problematiske forhold til demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper osv., så har jeg i øvrigt aldrig kunnet forstå begejstringen for og fascinationen af FARC. De benytter metoder og har en praksis, som i mine øjne er aldeles uacceptable.

Men det interessante hér er, at påkaldelsen af ’den ydre fjende’ også (eller igen) tages i brug af den trængte Chavez. Alle former for afledningsmanøvrer gælder, hvad enten man er højre- eller venstrepopulist og gerne vil vinde det næste valg.

Hvis ikke det var fordi, det hele er alvorlig virkelighed med konsekvenser for så mange mennesker og for venstrefløjens helt andre samfundsprojekter – ja så måtte man jo nøjes med at grine og trække på de solbrune skuldre. Men. Det, der sker i Latinamerika med en voksende venstrefløj, der tilmed har magten, er så vigtigt. Og det er alt for vigtigt til at slå sig til tåls med, at populismen også har gjort sit indtog i Venezuela. Den skal venstrefløjen holde sig fra.

At politikere, religiøse ledere og opinionsdannere lufter angreb på minoriteter er øjensynlig et globalt fænomen. Vi ser det i vores egen baggård i Europa. Helt aktuelt gik hver sjette stemme ved parlamentsvalget i Ungarn i søndags til Jobbik, som er et højreekstremt parti, der bl.a. vender sig mod jøder, homoseksuelle og romaer. Vi ser det også herhjemme, når der tordnes mod homo-ægteskaber eller bredt i Europa, når Vatikanet mener, at pædofili i den katolske kirke skyldes homoseksualitet.

Og ligesom muslim-, homo- og religionskort hver især trækkes i kulturkampen i europæiske lande, ser man også homokortet blive trukket i nogle afrikanske lande. Og her bliver det i ordets forstand et dødsalvorligt spørgsmål.

Ikke at det er et nyt fænomen, næsten 40 afrikanske lande forbyder (sic) allerede homoseksualitet, men i Uganda debatterer parlamentet i fulde alvor at indføre dødsstraf i tilfælde af ”aggravated homosexuality” (særlig grov homoseksualitet), hvilket eksempelvis omfatter gentagne homoseksuelle forhold, der gør en til en ”serial offender”. I Uganda, hvor det åbenbart ikke er tilstrækkelig at være tough on crime for at vinde den værdipolitiske dagsorden, er gay bashing blevet en vinderstrategi.

Vi stiller traditionelt skarpt på ligestilling og kvinders rettigheder, når vi taler tværgående hensyn og prioriteter i udviklingsbistand og når vi laver bistandsprojekter. Også når det gælder sager som eksempelvis ægteskabslovgivningen i Afghanistan. Men den samme konsekvens udviser vi ikke på andre rettighedsområder – selv i situationer, hvor nogen vil slå andre mennesker ihjel for at elske den ’forkerte’.

Det store spørgsmål er, hvordan vi håndterer den slags grove overtrædelser af menneskerettighederne i udviklingslande? Lige så ubehagelig og diskriminerende Ugandas Anti Homosexuality Bill er, lige så kompleks er problemstillingen. Ikke mindst fordi modviljen mod homoseksualitet også dér er ganske fremtrædende i store dele af befolkningen. Derfor bliver både u-landsorganisationer og donorer nødt til at tænke to gange, før de bevæger sig ind i dette minefelt. Spørgsmålet er så tabubelagt og følsomt, at flere udviklingsorganisationer og donorer offentligt er gået en stor bue uden om spørgsmålet.

Den globale værdi- og kulturkamp raser og tilføjer blot yderligere kompleksitet til kampen for menneskerettighedernes universalitet. Men det betyder på ingen måde, at donorer eller ngo’er ikke skal tage stilling eller handle. Tværtom. Det gælder om at finde ud af, hvordan man reagerer, så det rent faktisk åbner muligheder for forandring, ikke lukker. Vi er nødt til at være bevidste om, i hvilket politisk ærinde angrebene på homoseksuelles rettigheder bruges. Og endelig kunne vi reflektere over, hvorfor kønnenes ligestilling er et vigtigere emne end direkte vold og undertrykkelse af mennesker med en anden seksualitet end mainstream.

Angrebene på Afrikas homoseksuelle indgår i (mindst) to forskellige politiske dagsordner. Den første er en nationalistisk og anti-vestlig dagsorden, som omtaler homoseksualitet som en dekadent og udefrakommende tilbøjelighed, som europæerne bragte med sig sammen med koloniseringen af kontinentet (den samme logik gør sig også gældende blandt modstandere af homoseksuelles rettigheder i mange østeuropæiske lande).

Den anden dagsorden er religiøs, hvor både islam og kristendom bruger afstandstagen fra homoseksualitet til at pege på en ydre fjende for familien som institution og markere de respektive religiøse grupperinger som sande forsvarere af Afrikanske værdier. Hertil kommer, at homoseksualitet opfattes som et angreb på en meget traditionel opfattelse af køn, hvilket i øvrigt heller ikke er et særlig afrikansk fænomen.

Det er en heftig politisk cocktail at være oppe imod.

Svaret er at styrke menneskers kendskab til og muligheder for at kæmpe for deres rettigheder og styrke civilsamfundsorganisationer, der arbejder for menneskerettigheder i almindelighed, også organisationer, som har homo- eller transseksuelles rettigheder på dagsordenen.

I mine øjne er det afgørende, at kampen for lige rettigheder ikke gradbøjes alt efter, om det er den ene eller anden gruppes rettigheder, eller om det er ’politisk følsomt’ (som det jo desværre er, når det kommer til homoseksualitet selvom vi skriver 2010). Det afgørende er imidlertid, hvordan vi kæmper denne kamp – og her er det helt centralt at lytte til de aktører, der i det pågældende land – her konkret Uganda – når måden vælges. Bundlinien må være, om det, vi gør, bidrager til deres rettighedskamp eller det modsatte. Altså kan der være forskel på, om man taler dunder bag lukkede døre eller i den store presse (hvor det ikke mindst tjener et hjemligt publikum og tit er en gratis omgang).

Et konkret eksempel fra min tid i Egypten er den såkaldte Queen Boat sag (2001), en massearrestation af homoseksuelle. Dele af den vestlige verden markerede højlydt det uacceptable heri. Spørgsmålet er blot, om det ikke netop bar ved til den inden-egyptiske dagsorden om at være ’den sande forsvarer for egyptiske og muslimske værdier – mod den vestlige dekadence, der tillader den form for udskejelser mod religionen og mod familie-institutionen. En vox-pop i Cairo Times illustrerede det ret præcist – stærk modstand mod homoseksuelle (som udmærket kunne idømmes dødsstraf, hvis det stod til dele af befolkningen). I det konkrete tilfælde kan det godt være, at man skulle have talt dunder for lukkede døre. For de homoseksuelles skyld. Men pointen er igen: var man gode nok til at lytte til de mennesker, det drejede sig om, eller valgtes blot den letteste løsning.

Når (tillad mig at anvende det upræcise) ’Vesten’ ikke er lige så konsekvente, når det gælder seksuelle rettigheder, som vi er, når det gælder kvinderettigheder, bunder det naturligvis i, at vi har en rem af huden selv. Det frisind som Vesten bryster sig af – og tilslutning til menneskerettighederne (’vores værdier’ osv) – findes ikke i alle politiske og religiøse miljøer. Et opgør med de holdninger i vores egen midte er i nogle situationer en forudsætning for at stoppe overgreb på minoriteter i udviklingslandene. Flere iagttagere peger på, at det er stærkt konservative politiske grupper i USA, der systemeksporterer deres had til homoseksuelle til Afrika, hvor de får større politisk lydhørhed. Det samme gælder Østeuropa.

Nu kan man være af den opfattelse, at seksuelle minoritetsrettigheder i Afrika er et perifert problem sammenlignet med, hvad kontinentet ellers slås med. Jeg forstår overvejelsen, men synes det er et skrivebords-argument. Udover det banale, at man ikke med seriøsiteten i behold kan sætte kampen for menneskerettigheder på stand by, mens man bekæmper fattigdom (hænger det ikke netop sammen?!), så kan man i min verden ikke vælge, hvornår og for hvem indsatsen for friheds- og lighedsrettighederne skal leveres. Rettighedsdiskussionen en generel problemstilling, som er en underlæggende præmis i udviklingsarbejde.

Så nej, vi skal ikke lade dem hænge de homoseksuelle. Men vi kunne godt os selv i blandt – Danida, ngo’er, andre donorer osv. – bruge flere diskussioner om, hvordan vi i det internationale samarbejde omsætter det hele i praksis. Hér skal vi i høj grad lytte til og lære af de aktører, der lokalt arbejder med det. Berøringsangst bringer os ikke videre, men kan i yderste konsekvens koste liv