Men hvad handler det hele om? Er østeuropæerne over én kam homofobiske og konservative, som det ofte fremstilles bagefter? Svaret er naturligvis, at virkeligheden er mere kompleks. På mange måder ser vi i disse år en stærk folkelig modvilje mod homoseksuelles rettigheder i østeuropæiske lande. Tal fra EU viser, at befolkningerne i de fleste nye medlemslande helst ikke vil have en arbejdskollega eller ønsker, at deres børn skal undervises af en lærer, der er homoseksuel. Voldelige overfald og chikane – sågar mord – er også en del af hverdagslivet for homoseksuelle i for eksempel Moskva og Beograd. Så baggrunden for modstanden mod homo-paraderne er til at tage og føle på.

Men dér, hvor modstanden og fordommene mod homoseksuelle slår ud i lys lue, er dér, hvor stærke politiske kræfter forstår at udnytte det. Ved de fleste forsøg på at forbyde homo-paraderne har det været centrum-højre politikere, der i samarbejde med religiøse ledere og bevægelser på den yderste højrefløj har kunnet se en interesse i at gøre modstanden mod homoseksuelle til et centralt spørgsmål. Ofte sker det op til et valg eller i forbindelse med rekruttering af nye medlemmer til menigheder eller bevægelser.

Det er altså en uskøn blanding af helt almindelige borgere, politikere, der ofte har sæde i parlamenterne, og religiøse og højrenationale bevægelser, der får hadet til homoseksuelle til at koge. Og ofte er det ikke de homoseksuelle isoleret set, det drejer sig om. Snarere er homoseksuelle en brik i kampen om at definere dna’et i de for manges vedkommende nye stater mod øst. I efterdønningerne efter murens fald er nationernes identitet på mange måder i spil. Og her får især nationalismen og traditionelle familieværdier en central position. Homoseksuelle ses som en eksponent for alt det, der truer nationens sammenhæng og familiens beståen, og sættes på lige fod med mange andre ting, der kommer udefra som en trussel. ”Homoseksualitet er vestlig dekadence”, som der f.eks. står på nogle af moddemonstranternes bannere. Homoseksualitet går derfor hånd i hånd med overgangen til skrap markedsøkonomi, arbejdsløshed og sociale problemer for mange østeuropæere – ikke mindst fordi ledende politikere opportunt fremstiller det sådan.

Og med det in mente fremstår den østeuropæiske homo-angst pludseligt ikke så fremmed længere. Det minder på mange måder, om den måde som indvandrere – og særligt muslimer – igennem det seneste ti-år er blevet brugt som en brik i kampen om den nationale identitet i Danmark og en række andre vestlige lande. Fremstillingen af muslimen, der kommer udefra og truer værdier og institutioner, er jo hverdagskost i dagens debat. En fremstilling, der også orkestreres på stort set samme vis som østpå.

Af samme grund er det problematisk og hyklerisk, når højrefløjspolitikere i Danmark omkostningsfrit og løsrevet kritiserer homo-hadet i Østeuropa. For det første er det nemlig ikke langt fra den måde, de selv bruger muslimer og andre minoriteter på i en hjemlig retorik. Og for det andet vælger de selvsamme politikere ofte at modarbejde forslag til at fremme homoseksuelles vilkår i Danmark, når der skal trykkes på knapperne i folketingssalen.

Når man spørger de homoseksuelle græsrodsorganisationer i Østeuropa, frabeder de sig da også at få de problemer, de slås med, udråbt som væsensforskellige fra de problemer, homoseksuelle oplever andre steder i verden. Homofobi og fordomme er – desværre – et universelt problem. De beder i stedet om, at vi politikere i Vesteuropa får EU og Europarådet til at lægge et massivt pres på deres regeringer, så helt basale rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed bliver overholdt. Og så beder de om, at vi lytter til dem og støtter dem på netop de måder, der giver mening i hvert enkelt land. Ikke én model kan løse problemerne alle steder.

De ønsker, skylder vi dem, at lytte til og handle på. Også selvom det er et langt sejt træk og samtidig kræver, at vi også retter et kritisk blik indad.

Virkeligheden er ved at melde sig for regeringen og den har vanskeligt ved at få enderne til at passe sammen. Udgifterne til den offentlige sektor er systematisk holdt i et lavere tempo end under den tidligere regering (der selv sparede) og nu er virkningerne tydelige for befolkningen. Dårlige lønninger til store grupper af offentlige ansatte er den afgørende sten for endnu fire år med Fogh. Det synes himmelråbende forkert at give velstillede skattestigninger mens SOSU-assistenter fortsat skal holde igen.

Ved at få overstået valget nu kan Fogh se stort på en konflikt på det offentlige arbejdsmarked til foråret. Hvis vælgerne holder fast på, at plejepersonale – og andre, der holder vores velfærdsstat oppe i deres daglige arbejde – skal have en anstændig løn for et hårdt arbejde, er det nu, der skal stemmes mod regeringen.

Sidst valgtrommerne lød i august var det et opgør mellem velfærd for de mange eller skattelettelser i topskatten.  Dette er stadig valgets hovedtema. Uanset at Fogh og Kjærsgaard vil gøre deres til, at det skal handle om ‘de fremmede’, udlændingene, eller om andet, der kan fjerne fokus fra de centrale:

At VKO er ved at smadre velfærdsstaten – og har jokket på de offentligt ansatte i flere år. At VKO kæmper mod mangfoldighed og menneskelig anstændighed – hverken Christiania, Ungdomshus, kultur eller nydanskere har en chance under konformitetens åg, der vil kontrollere og ensrette. Også vores tanker. At statsministerens udenrigspolitik i Bush’s skørter er forfejlet. Heller ikke Irak-krig, Afghanistan-indsats, den såkaldte kamp mod terror eller nedskæringerne i u-landsbistanden skal han have lov at slippe gratis fra.

Husk det, når du skal sætte dit kryds! Kampen mod Fogh starter nu – med nedtælling til den 13. november, hvor han kun kan ses på lærredet i fortidens gustne skær.

Stem på SF – Stem på Trine Mach – Læs med på www.trinemach.dk

Finansminister Thor Pedersens korstog mod Christiania er en politisk krigserklæring mod den del af København, der ikke ønsker de borgerliges markedsgørelse og normalitet.

Christiania udgav i 2005 en omfattende plan, Christiania – en hvidbog i farver, for den videre udvikling af området og en juridisk forankring i en fond, der skulle eje Christiania.

Udgangspunktet for hvidbogen var at fastholde Christiania som noget unikt, samtidig med at der kunne leves op til de krav som det omgivende samfund stiller. Med de højreorienteredes udspil gennem Finansministeren er der lagt op til at nedbryde dét unikke som Christiania er.

(Men som jeg skrev i min blog 16.11.06 om det skæve og anderledes - dét går ikke i Foghs og Kjærsgaards ‘Ordnung muss sein’ samfund, hvor det anderledes truer kontrollen. Og kontrol er noget, de kan lide. Kontrol er overblik, adlyden og magt).

Hvorfor er det i øvrigt en Finansminister, der skal håndtere sådan en sag?! Det er da nærmest en karikatur på den borgerlige markedsgørelse. 

Der har været skrevet mangt og meget om, hvor stor og positiv betydning Christiania har for København som by - både socialt, politisk og økonomisk - så det lader jeg ligge.

Tilbage er at begræde, at højrefløjens kulturkrig udraderer alternative steder i København. I marts måned blev Ungdomshuset slagtet og nu er turen kommet til Christiania. Den krig skal de tabe.

Grib alle de kreative, blomstrende og politiske våben og kast jer ud i kampen for mangfoldighed, frisind og plads og mulighed for menneskelig frigørelse. Det er nu, det gælder!

Læs mere på trinemach.dk

Og dét går ikke i Foghs og Kjærsgaards ‘Ordnung muss sein’ samfund, hvor det anderledes truer kontrollen. Og kontrol er noget, Fogh og Kjærsgaard kan lide. Kontrol er overblik, kontrol er adlyden og kontrol er magt. Så nu stiller regeringen hårde og uforsonlige krav til Christiania, og vil dybest set tvinge christianitterne til at sluge alle regeringens krav, ellers er det farvel og tak.

Men hvorfor?! I lilleputlandet Danmark, der jo altså hører til blandt et af verdens rigeste – og stadig et af de mest lige, stabile og fredelige (don’t mention the war) – lande har vi den helt enestående lille skabning af frihed, frisind, plads til kreativitet og alternative måder at organisere sig og leve sit liv på. En fristad. Hvorfor går der skår af os ved at lade mennesker vælge selv? I SF tror vi på menneskets vilje og evne til selv at tage magten og ledelsen over samfundet, og på visionen om menneskelig frigørelse. Vi ønsker  et samfund, hvor der er plads til bobler af anderledeshed, af kreativitet. Vi vil have plads til eksperimenteren med livsformer, bygge- og boformer.

Vel er der pusherne og rockernes hashhandel og -konflikter. Men det er jo ikke et argument for at rydde Christiania. Christianitterne har et ansvar for at få kontrol med tingene og tage fat, hvor skoene trykker. Regeringen har et ansvar for at løse kriminalitetsproblemerne.

Så gå dog ind i forhandlingerne med christianitterne og stop centralstyrings-bølgen. Det er ikke flovt at indgå kompromisser og vise vilje til samarbejde. Det ved de anstændige borgerlige. Men de er åbenbart kuede for tiden?

Kig ind på min hjemmeside

Jeg er stor fan af, at København giver plads til unge, gamle, troende, ikke-troende, spasmagere, osv, der gerne vil have mulighed for at leve anderledes end det store flertal. Som gerne vil have et frirum for en undergrundskultur. Og som venstrefløjsparti vil SF gerne være med til at skabe det rum, der skal til.
Jeg hører derfor også til dem, der gerne vil bevare Ungdomshuset.

Så venner på Jagtvej, der er en masse, der gerne vil se huset blive – til jer. Vi har ikke opgivet men står fast i viljen til at finde en politisk løsning. Kæmp kampen, men lad brostenene blive hjemme. Man kan ikke banke sig til større opbakning fra københavnerne. Tværtimod.

Kig ind på min hjemmeside