Opgør med uligheden er en af venstrefløjens fremmeste opgaver. At det seneste tiår har skabt øget ulighed og marginalisering i Danmark, ligesom indsatsen overfor verdens fattigste er beskåret ganske drastisk, har længe været på den valgkampspolitiske dagsorden.

Men folketingsvalget handler også om den ulighed, der ikke blot vedrører fordeling af ressourcer og indsatser på finansloven. Nemlig en kamp for lighed, ligestilling og ligeværd, der vedrører selve kernen i fællesskabet. Der vedrører, hvordan vi omgås hinanden med alle de forskelligheder, det indebærer.

De sidste ti år har skærpet problemet, fordi VKO har syltet kønsligestillingen, gjort en dyd ud af at diskriminere etniske minoriteter og nølet i forhold til seksuelle minoriteter. Men værst af alt: Den har dyrket at opdele borgere i kasser af mindre værd, frem for den helt grundlæggende demokratiske værdi at vi alle er mennesker og bør være ligeværdige borgere.

Wear it with Pride

I denne uge er der Copenhagen Pride. Med sloganet på årets armbånd ’Wear it with Pride’, står ugen i retten til at være sig selv og mangfoldighedens tegn. Priden vil igen skabe opmærksomhed om LGBT-personer, altså bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Det er festligt og sjovt – men også brændende alvor. Vi ved jo godt, at det stadig ikke er muligt for LGBT-personer at leve på lige vilkår og i fuld åbenhed: Man udsættes for hatecrimes og problemet er stigende; man kan stadig ikke blive gift; der er stadig benspænd for regnbuefamilier.

Men lige rettigheder til seksuelle mindretal er jo en menneskeret. Derfor bør valget også bruges til at vælge de politikere, der tager ansvar for at gøre samfundet reelt rummeligt og inkluderende overfor personer, der ikke deler det store flertals seksualitet.

Ligebehandlingsministerium

Under VKO har Danmark været ramt af en hærgende værdipolitisk tsunami. En tsunami, der har skyllet de standarder væk, vi normalt måler os på – FN-konventioner, ligestilling, respekten for det enkelte individ og privatlivets fred, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Vi må sande, at Danmark har indrettet sig med statslegitimeret diskrimination og manglende aktive indsatser for at levere reel ligebehandling af borgerne.

Det er tid til et kursskifte, hvis det for alvor skal batte. Kampen for ligebehandling er et fælles anliggende. Det er ikke blot den enkeltes problem men går hånd-i-hånd med et opgør med diskrimination på grundlag af køn, seksuel orientering og kønsidentitet, race og etnicitet, alder, handicap og religion, der alle fordrer beskyttelse.

Det stiller også krav til os selv i oppositionen, hvis vi vinder valget. En ny regering skal gå i brechen for det mangfoldige og åbne samfund. Vi bør oprette et Ligehandlings-ministerium, hvis mandat omfatter alle beskyttelsesgrundene og som kan sætte ikke-diskrimination og ligebehandling på den danske politiske dagsorden. Både i forhold til ligestilling mellem kønnene, for etniske og seksuelle minoriteter – såvel som for de øvrige beskyttelsesgrunde.

Vi bør sætte os for at gennemgå regler og love på området. Lad os dog indføre det kønsneutrale ægteskab som i bl.a. Sverige, Norge, Island. Gøre det nemmere at leve som regnbuefamilie. Få (obligatorisk) undervisning om seksuel orientering og kønsidentitet ind i uddannelsessystemet – fra folkeskole, seminarier til sundhedsfaglige uddannelser. Sikre fokus på LGBT-rettigheder som integreret del af menneskerettighedsindsatsen i u-landsbistanden.

Med Danmarks tilslutning til menneskerettighederne er vi faktisk forpligtede til at beskytte mod diskrimination, også gennem aktive indsatser, der sikrer reel lighed. Ligebehandling indebærer nemlig, at alle borgere skal have lige adgang til og mulighed for at deltage i alle samfundets anliggender og skal nyde lige beskyttelse, uafhængigt af de seks ovenfor nævnte grunde.

Et nyt ligebehandlingsministerium skal være den garant, der sikrer systematiske indsatser for ligestilling og ligebehandling over hele paletten frem for spredt fægtning, der fremmer politiske og juridiske indsatser mod diskrimination, der kan udvikle mainstreaming redskaber til gavn for alle ministerier  for at indtænke ligebehandlingsaspektet i lovgivningen og som hele tiden holder øje med, at Danmark lever op til de internationale konventioner, vi har forpligtet os til.

Derfor denne opfordring til mine oppositionskolleger: Sæt oprettelsen af et Ligebehandlingsministerium på listen og bring atter Danmark i front som et progressivt og moderne land, der ser rummelighed, mangfoldighed og ligeværd som uomgængelige pejlemærker for et moderne samfund

Kronik i Politiken sammen med Yildiz Akdogan (MF for S) og Johanne Schmidt-Nielsen (MF for EL)

…Og så skal der nedsættes et mandepanel. Lad os starte med de vanlige feminist-besværgelser: Nej, ligestilling handler ikke om at bekæmpe mænd. Ja, der findes udsatte mandegrupper og det er en fin ide at nedsætte et mandepanel – venstrefløjen har tidligere foreslået noget lignende, samt en egentlig mandekommission.  

Men ved at aflyse kvindekampen risikerer vi at overse den strukturelle diskrimination af kvinder, der fortsat kendetegner vores samfund. Den ulighed der betyder at markeringen af 8. marts er både nødvendig og ikke mindst tidssvarende. Med ligestillingsforsker ved Aalborg Universitet Anette Borchorsts ord: ”Gennem flere år har ligestilling handlet om indvandrerkvinderne, og nu skal det så handle om mændene. På en eller anden måde går man uden om majoritetsproblemet”.

For præcis et hundrede og et år siden besluttede fremtrædende kvinder på et internationalt møde i København (i det nu nedrevne Folkets Hus på Jagtvej 69) at indstifte en international dag for kvinders rettigheder. I 1975 gjorde FN dagen til en global kvindedag.

Ambitionen var at sætte særligt fokus på kvinders stilling i samfundet og ikke mindst at gøre kampen for kvinders ligestilling til et fælles samfundsmæssigt anliggende – frem for at være noget den enkelte kvinde måtte slås med. Og selvom meget har ændret sig siden 1910, er kvindekampen anno 2011 i sin essens den samme: ønsket om en lige og demokratisk samfundsmodel, hvor køn ikke er bestemmende for vores muligheder og livssituation.

For selvom vi lever i et samfund, hvor stort set alle bekender sig til ligestilling – til tider fremhæves det oven i købet som en særlig dansk værdi – er vi fortsat langt fra at være i mål.

Ligelønsloven blev vedtaget helt tilbage i 1975. Alligevel er der fortsat 18 procent forskel på mænds og kvinders løn. I årtier har netop den økonomiske ligestilling ellers været et mantra i vores samfund og er – helt korrekt – blevet betragtet som en afgørende forudsætning for kvinders frigørelse. Den voldsomme lønforskel fik i efteråret 2010 en række faglige organisationer til at lave den humoristiske kampagne ”Kvindernes sidste arbejdsdag”. For når kvinder får 18 procent mindre end mænd, så skulle kvinderne rimeligvis også arbejde 18 procent mindre – og altså dermed have sidste arbejdsdag den 1. november.

Formålet var ikke at skaffe landets kvinder en forlænget juleferie, men at påpege strukturelle skævheder, som ingenlunde kan løses af den enkelte kvinde eller af regeringens foretrukne ligestillingsredskab: ”frivillighedens vej”. Skal vi ligelønsproblemerne til livs, er aktiv politisk handling nødvendig.

En af hovedårsagerne til den økonomiske skævhed er, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked og at de fag, der domineres af kvinder, aflønnes betydeligt ringere end de fag, der domineres af mænd. Netop de såkaldte kvindefag er altovervejende at finde inden for det offentlige område – og her er vi som politikere ansvarlige for lønningsposens størrelse. Kan det virkelig være rimeligt, at det arbejde, der som oftest udføres af kvinder fortsat og helt systematisk betragtes som mindre værd end det arbejde, der som oftest udføres af mænd? Hvilken logik er det, der tilsiger, at en SOSU’s arbejde er mindre værd end en svejsers? Hvis man fra politisk side virkelig mener det, når det siges, at ligestilling er en afgørende dansk værdi, må det også betragtes som et samfundsmæssigt anliggende at udligne lønforskellene.

I den forbindelse er det helt nødvendigt at forholde sig til den skæve fordeling af barselsorloven. Over 90 procent af barslen tages af kvinder – hvilket har afgørende betydning for kvinders løn og ikke mindst pension. Men skal der ikke være frit valg? Før vi overhovedet kan komme i nærheden af at tale om frit valg, må en række barrierer udryddes. Så længe kvinder tjener 18 procent mindre end mænd, er det en væsentlig større belastning for familiens samlede økonomi, at far tager barsel. Dertil kommer, at mange mænd bliver fortsat mødt med fordomme, når de beder arbejdsgiveren om barselsorlov. I øvrigt ville det vel slet ikke være så tosset, hvis børn kunne opleve begge forældre som den primære omsorgsperson? Hvis der altså er to. Netop derfor bør Danmark – efter blandt andet svensk forbillede – øremærke tre måneders barsel til begge forældre. Og det er skam med vilje, at vi ikke skriver ”til far”. Der ligger nemlig også en ligestillingskamp i at sikre regnbuefamilier de samme rettigheder som flertallet.  

Derudover skal den centrale barselsfond udvides, så den også dækker de selvstændigt erhvervsdrivende. Det vil fjerne en væsentlig barriere for kvinder i forhold til at blive iværksætter – i dag udgør kvinder kun 25 procent.

Den stereotype kønsopfattelse, der blandt andet ligger bag den skæve fordeling af barselsorloven, skal også udfordres i skoler og daginstitutioner. Køn skal sættes på skemaet på lærer- og pædagoguddannelserne, så lærere og pædagoger får indblik i og redskaber til at bryde fastlåste kønsrollemønstre hos børn og unge, ligesom de skal have støtte og vejledning fra fagkonsulenter med fokus på køn, så de styrkes i deres daglige arbejde med børnene.

Men det er ikke kun økonomien og barselsorloven, den er gal med. Kvinder er systematisk underrepræsenteret på samfundets ledende poster. Lad os se nærmere på to konkrete områder: toppen af dansk forskning og toppen af det danske erhvervsliv.  

På Københavns Universitet er andelen af kvindelige kandidater 57 procent (2009-tal). Af samme årsag advares der jævnligt imod, at kvinderne er ved at overtage universiteterne. Men bevæger man sig op af den akademiske rangstige, vil man hurtigt opdage, at der bliver længere mellem kvinderne jo højere op, man kommer. Kvinder udgør kun 30 procent af lektorerne(2008-tal) og under 15 procent af landets professorer er kvinder (2008-tal). Skævvridningen er i årevis blevet forklaret med historisk efterslæb – altså at der før i tiden var færre kvindelige kandidater at tage af og at underrepræsentationen derfor vil forsvinde af sig selv i takt med, at kvinder udgør en større og større andel af rekrutteringsgrundlaget. Problemet er imidlertid, at underrepræsentationen af kvinder også er markant i nyansættelser. Med andre ord: den akademiske top er fortsat primært et mandeanliggende.

Er det et problem, man politisk skal forholde sig til? Ja. Dels fordi mænd og kvinder groft skåret har forskellige livssituationer og derfor kan bidrage med forskellige vinkler og prioriteringer i den akademiske produktion. Dels fordi det samfundsøkonomisk er ineffektivt, at de mange potentielle talenter og forskerspirer blandt landets unge kvinder ikke udfoldes. Og ikke mindst fordi vi lever i et samfund, der bekender sig til demokrati og ligestilling, hvorfor kvinder og mænd bør have lige mulighed for at opnå for eksempel professorater.   

Hvad skal der så gøres? Der er to veje. Vi kan handle eller vi kan lade tiden gå og se, om ligestillingen kommer af sig selv. Inge Henningsen, lektor ved Københavns Universitet, regnede i 2003 på den sidste mulighed. Hun nåede frem til, at med en fremskrivning af tallene fra Københavns Universitet fra 1970 til 2001, så vil det tage 248 år, før kønnene er ligeligt repræsenteret. Så stor er vores tålmodighed ikke. Handling er nødvendig. Og før Lykke Friis blev ligestillingsminister var hun skam parat til at levere andet end hensigtserklæringer. I sin tid som prorektor på Københavns Universitet indførte hun kontant belønning til de fakulteter, som ansætter flere kvindelige professorer – i form af både økonomisk bonus og flere professorater. Ordningen har vist sig at være yderst effektiv. Københavns Universitet fik i 2008 i alt 20 kvindelige professorater mod i gennemsnit 10 i 2006 og 2007.

Også i virksomhedernes top er der langt mellem kvinderne. Oppositionens krav om at indføre kvoter, der sikrer minimum 40 procent af begge køn i virksomhedernes bestyrelser, er blevet mødt med skarp kritik. Virksomhederne profitoptimerer og vælger derfor altid, hvad der er bedst for dem og det skal der ikke pilles ved, siger modstanderne. En større dansk analyse fra 2009 viste imidlertid, at virksomheder med kvinder på ledelsesposter rent faktisk tjente flere penge.

De samme erhvervsfolk, der i de fleste moderne managementteorier lærer at inddrage institutionelle forhold, kan åbenlyst ikke se, at oldboys-networking er så institutionaliseret i erhvervslivet, at kvinderne holdes ude. Og interessant nok, så meldte Foreningen Erhvervskvinder og Kvindelige Erhvervsledere allerede i 2009 ud, at de bakker op om at indføre kønskvoter – blandt andet med argumentet om, at den svage stigning i antallet af kvinder, der er sket, ikke indikerer, at vi får ligestilling i indeværende århundrede. For os er kvoter ikke et mål i sig selv, men de kan være et nødvendigt redskab i arbejdet hen mod ligestillingen.

Hvis man kritiserer underrepræsentationen af kvinder i de forholdsvis snævre miljøer, som både forskningens top, erhvervslivets bestyrelser eller for eksempel borgmestrekontorerne (der er i parentes bemærket kun 14 kvindelige borgmestre i Danmark), får man som oftest stemplet ”elite-feminist”. Og det er da også helt korrekt, at der er en overhængende fare for, at universitetsuddannede middelklasse-feminister overser rengøringsassistentens og kassedamens alt for lave lønninger eller glemmer det faktum, at 28.000 kvinder hvert år udsættes for partnervold. Når det alligevel er relevant at beskæftige sig med netop disse elitære miljøer, skyldes det, at det i høj grad er her, magten over vores samfund ligger. På forskningskontorerne findes en afgørende magt i forhold til at definere ”sandheder” i vores samfund. På direktionsgangene en helt afgørende magt over landets økonomi. Og på borgmesterkontorerne, tjah, det siger næsten sig selv.

Summa summarum: 8. marts er stadig yderst aktuel. Et par af de tidligere borgerlige ligestillingsministre har forsøgt at reducere ligestillingsdebatten til noget, vi skal ”gøre” ved indvandrerkvinderne. Det dækker ikke alene over, at ligestillingsdebatten spændes for regeringens værdikampvogn, men over en grundlæggende ligegyldighed og total mangel på prioritering af ligestillingsspørgsmålet. 

I et feministisk perspektiv er det decideret bagstræberisk – og fører næppe til frigørelse – at stemple bestemte grupper som ofre, middelklasse-hvide danskere skal ”redde” fra deres egen kultur. VKO’s bekymring for ”indvandrer-kvinder” er i øvrigt svær at spore i deres konkrete politik. Den såkaldte 450-timers regel er et eksempel: Lever et ægtepar ikke op til kravet om, hvor mange timer, der skal arbejdes, bliver den ægtefælle, der har færrest timer, frataget sin kontanthjælp. I 2008 gennemførte SFI en undersøgelse, der viste, at 95 procent af dem, der har mistet kontanthjælpen pga. det, der på det tidspunkt hed 300-timers reglen, er født uden for Danmark grænser – og at 70 procent af den samlede gruppe er kvinder. Denne gruppe kvinder gøres altså hundrede procent økonomisk afhængige af deres mænd. ”Redningsaktionen” er derved ikke alene tom retorik – regeringens politik bidrager simpelthen til at indskrænke handlemulighederne for mange kvinder med indvandrerbaggrund.

I modsætning til sine to forgængere har Lykke Friis ikke benyttet sin ministerpost til at gøre ligestilling til et spørgsmål om indvandrere. Til gengæld synes hendes kønspolitiske tiltag på Københavns Universitet meget langt væk. Senest med hendes udmelding om at aflyse kvindekampen.

Det danske samfund er fortsat præget af strukturel diskrimination af kvinder. Og efter et valg skal kvindekampen have nyt liv. Intet tyder på at lige muligheder kommer af sig selv. Der er brug for politisk handling – hellere i dag end i morgen.

Den aktuelle debat om point før mennesker startede med, at regeringen og Dansk Folkeparti igen trak yndlingskortet, udlændingepolitikken, i form af ’Nye Tider. Nye krav’, i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. De havde også god brug for en afledningsmanøvre fra et mindre syndefald af elendige sager og en presset dansk økonomi.

Derfor kom endnu en stramning af reglerne for ægtefællesammenføring – 24-årsregel, tilknytningskrav og nu tilmed et pointsystem, der opdeler folk efter nytteværdi. I løbet af få timer faldt ikke bare skalkeskjulet for 24-årsreglen – at den skulle begrænse antallet af tvangsægteskaber – men hele den borgerlige fløjs forsvar for den personlige frihed. For nu skulle staten tildeles en dommerrolle i folks valg af ægtefælle.

Men Christiansborg-flertallet forregnede sig. Der var en nedre grænse for, hvad danskerne ville acceptere. Et flertal vendte sig imod politiseren af menneskers kærlighedsliv, i mod værdi-sættelse af mennesker.

Jeg tvivler på, at Dansk Folkeparti og regeringen lader sig stoppe. Derfor ligger opgaven hos os andre: Vi må trække en streg i sandet og sige, at nu har de hevet Danmark rundt ved næsen længe nok. Længe nok har de sat rammerne for den politiske debat om danskhed, rummelighed (eller mangel på samme), fællesskab igennem alt det, nogen kalder ’udlændingepolitik’ med en samlebetegnelse. Der må simpelthen være en nedre barre for, hvilke forhold, der kan politiseres så indædt i negativ retning.

Og derfor må man i min verden stå op for det, der så alvorligt står for skud – i kampen for de værdier og principper, vi bygger Danmark og vores fællesskab på: Ikke bare mennesker før profit, men også mennesker før point.

Jeg er i mod ideen om et pointsystem til at måle udenlandske ægtefællers egnethed. Går man først ind på den bane, så accepterer man jo, at staten må sætte rammer for folks valg af ægtefælle. Og den præmis deler jeg ikke.

Det kan aldrig blive en stats opgave at måle og veje sine myndige borgeres valg af ægtefæller og lave regler for, om de må bo i deres eget land.

Min grænse gik der, hvor statslig indblanding i, hvem man kan gifte sig med, startede; hvor brugen af pointsystem blev normaliseret; og hvor kampen om vores fællesskabs sjæl startede.

Derfor kommer jeg på Christiansborg Slotsplads i dag til Kærlighed uden grænser demo’en i dag. For den grænseløse kærlighed.

For to år siden indgik SF en integrationsaftale med Socialdemokraterne, hvor SF accepterede, at 24-årsreglen ikke blev afskaffet som noget af det første, når en ny S-SF regering kom til.

Det var en stor indrømmelse til Socialdemokraterne. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var en stor kamel at sluge for mange SF’ere. Vigtigt var imidlertid følgende: 1) Et ultimativt krav om dens (og tilknytningskravets) afskaffelse som forudsætning for at indgå i en S-ledet regering, var ensbetydende med ikke at få et regeringsskifte. 2) Afskaffelse af reglen er stadig SF-politik, 3) S og SF er enige om at være uenige her. 4) Der er (desværre endnu) ikke et FT-flertal for at afskaffe den.

SF er imod 24-årsreglen og har ikke ændret synet på den. Det skal ikke være staten, som skal diktere myndige borgere, hvem de kan gifte sig med og flytte sammen med i deres eget hjemland. Dertil kommer, at partierne bag 24-årsreglen aldrig kunne dokumentere, at den dæmmede op for tvangsægteskaber, hvilket var det moralske figenblad, der blev holdt op over loven (som jeg dog personligt aldrig har givet noget for).

I et desperat forsøg på at fjerne fokus fra en elendig økonomi og ikke mindst en række dilettantiske sager, trækker regeringen nu indvandrerkortet igen-igen. Denne gang i form af aftalen ”Nye tider. Nye krav.”, der er forhandlet på plads i forbindelse med finansloven.

Det er en pakke af stramninger rettet mod ikke-etniske danskere og dem, der kan formaste sig til at gifte sig med ’fremmede’. Det har været fremme, at ”nu må vi vente og se den endelige udformning” eller ”djævlen ligger i detaljen”.

Glem det.

For det første, så kan man ikke støtte en strammere version af en regel, man grundlæggende er i mod.

For det andet: Konsekvensen bliver, at vi får et A, B og C hold af borgere. De ressourcefulde, som kan få familiesammenføring, før de er fyldt 24; de fleste, der stadig må vente, til de er fyldt 24, men stadig (med mere besvær) kan få familiesammenføring; og de ressourcesvage, der aldrig får lov. For nu at citere ordret fra aftalen: ”Reformen har den konsekvens, at de, der ikke opfylder kvalifikationskravene og det skærpede tilknytningskrav, ikke kan få ægtefællesammenføring. Dette gælder helt uanset parternes alder.”

Her behøver vi ikke at vente på den endelige ordlyd, der alene får betydning for hvem, der kan komme med på A-holdet.

Hvordan det er kommet dertil, at nogen, der gerne vil fremstå som ansvarlige politikere, kan støtte en ordning, der gør staten til dommer over, hvilke borgere som må blive familiesammenført med udlændinge i Danmark? Altså hvem, den enkelte borger må gifte sig med?

Det er et så ekstremt angreb på den personlige frihed og så diskriminerende, at der utvetydigt og klart må siges fra, fra en samlet oppositions side.

At politikere, religiøse ledere og opinionsdannere lufter angreb på minoriteter er øjensynlig et globalt fænomen. Vi ser det i vores egen baggård i Europa. Helt aktuelt gik hver sjette stemme ved parlamentsvalget i Ungarn i søndags til Jobbik, som er et højreekstremt parti, der bl.a. vender sig mod jøder, homoseksuelle og romaer. Vi ser det også herhjemme, når der tordnes mod homo-ægteskaber eller bredt i Europa, når Vatikanet mener, at pædofili i den katolske kirke skyldes homoseksualitet.

Og ligesom muslim-, homo- og religionskort hver især trækkes i kulturkampen i europæiske lande, ser man også homokortet blive trukket i nogle afrikanske lande. Og her bliver det i ordets forstand et dødsalvorligt spørgsmål.

Ikke at det er et nyt fænomen, næsten 40 afrikanske lande forbyder (sic) allerede homoseksualitet, men i Uganda debatterer parlamentet i fulde alvor at indføre dødsstraf i tilfælde af ”aggravated homosexuality” (særlig grov homoseksualitet), hvilket eksempelvis omfatter gentagne homoseksuelle forhold, der gør en til en ”serial offender”. I Uganda, hvor det åbenbart ikke er tilstrækkelig at være tough on crime for at vinde den værdipolitiske dagsorden, er gay bashing blevet en vinderstrategi.

Vi stiller traditionelt skarpt på ligestilling og kvinders rettigheder, når vi taler tværgående hensyn og prioriteter i udviklingsbistand og når vi laver bistandsprojekter. Også når det gælder sager som eksempelvis ægteskabslovgivningen i Afghanistan. Men den samme konsekvens udviser vi ikke på andre rettighedsområder – selv i situationer, hvor nogen vil slå andre mennesker ihjel for at elske den ’forkerte’.

Det store spørgsmål er, hvordan vi håndterer den slags grove overtrædelser af menneskerettighederne i udviklingslande? Lige så ubehagelig og diskriminerende Ugandas Anti Homosexuality Bill er, lige så kompleks er problemstillingen. Ikke mindst fordi modviljen mod homoseksualitet også dér er ganske fremtrædende i store dele af befolkningen. Derfor bliver både u-landsorganisationer og donorer nødt til at tænke to gange, før de bevæger sig ind i dette minefelt. Spørgsmålet er så tabubelagt og følsomt, at flere udviklingsorganisationer og donorer offentligt er gået en stor bue uden om spørgsmålet.

Den globale værdi- og kulturkamp raser og tilføjer blot yderligere kompleksitet til kampen for menneskerettighedernes universalitet. Men det betyder på ingen måde, at donorer eller ngo’er ikke skal tage stilling eller handle. Tværtom. Det gælder om at finde ud af, hvordan man reagerer, så det rent faktisk åbner muligheder for forandring, ikke lukker. Vi er nødt til at være bevidste om, i hvilket politisk ærinde angrebene på homoseksuelles rettigheder bruges. Og endelig kunne vi reflektere over, hvorfor kønnenes ligestilling er et vigtigere emne end direkte vold og undertrykkelse af mennesker med en anden seksualitet end mainstream.

Angrebene på Afrikas homoseksuelle indgår i (mindst) to forskellige politiske dagsordner. Den første er en nationalistisk og anti-vestlig dagsorden, som omtaler homoseksualitet som en dekadent og udefrakommende tilbøjelighed, som europæerne bragte med sig sammen med koloniseringen af kontinentet (den samme logik gør sig også gældende blandt modstandere af homoseksuelles rettigheder i mange østeuropæiske lande).

Den anden dagsorden er religiøs, hvor både islam og kristendom bruger afstandstagen fra homoseksualitet til at pege på en ydre fjende for familien som institution og markere de respektive religiøse grupperinger som sande forsvarere af Afrikanske værdier. Hertil kommer, at homoseksualitet opfattes som et angreb på en meget traditionel opfattelse af køn, hvilket i øvrigt heller ikke er et særlig afrikansk fænomen.

Det er en heftig politisk cocktail at være oppe imod.

Svaret er at styrke menneskers kendskab til og muligheder for at kæmpe for deres rettigheder og styrke civilsamfundsorganisationer, der arbejder for menneskerettigheder i almindelighed, også organisationer, som har homo- eller transseksuelles rettigheder på dagsordenen.

I mine øjne er det afgørende, at kampen for lige rettigheder ikke gradbøjes alt efter, om det er den ene eller anden gruppes rettigheder, eller om det er ’politisk følsomt’ (som det jo desværre er, når det kommer til homoseksualitet selvom vi skriver 2010). Det afgørende er imidlertid, hvordan vi kæmper denne kamp – og her er det helt centralt at lytte til de aktører, der i det pågældende land – her konkret Uganda – når måden vælges. Bundlinien må være, om det, vi gør, bidrager til deres rettighedskamp eller det modsatte. Altså kan der være forskel på, om man taler dunder bag lukkede døre eller i den store presse (hvor det ikke mindst tjener et hjemligt publikum og tit er en gratis omgang).

Et konkret eksempel fra min tid i Egypten er den såkaldte Queen Boat sag (2001), en massearrestation af homoseksuelle. Dele af den vestlige verden markerede højlydt det uacceptable heri. Spørgsmålet er blot, om det ikke netop bar ved til den inden-egyptiske dagsorden om at være ’den sande forsvarer for egyptiske og muslimske værdier – mod den vestlige dekadence, der tillader den form for udskejelser mod religionen og mod familie-institutionen. En vox-pop i Cairo Times illustrerede det ret præcist – stærk modstand mod homoseksuelle (som udmærket kunne idømmes dødsstraf, hvis det stod til dele af befolkningen). I det konkrete tilfælde kan det godt være, at man skulle have talt dunder for lukkede døre. For de homoseksuelles skyld. Men pointen er igen: var man gode nok til at lytte til de mennesker, det drejede sig om, eller valgtes blot den letteste løsning.

Når (tillad mig at anvende det upræcise) ’Vesten’ ikke er lige så konsekvente, når det gælder seksuelle rettigheder, som vi er, når det gælder kvinderettigheder, bunder det naturligvis i, at vi har en rem af huden selv. Det frisind som Vesten bryster sig af – og tilslutning til menneskerettighederne (’vores værdier’ osv) – findes ikke i alle politiske og religiøse miljøer. Et opgør med de holdninger i vores egen midte er i nogle situationer en forudsætning for at stoppe overgreb på minoriteter i udviklingslandene. Flere iagttagere peger på, at det er stærkt konservative politiske grupper i USA, der systemeksporterer deres had til homoseksuelle til Afrika, hvor de får større politisk lydhørhed. Det samme gælder Østeuropa.

Nu kan man være af den opfattelse, at seksuelle minoritetsrettigheder i Afrika er et perifert problem sammenlignet med, hvad kontinentet ellers slås med. Jeg forstår overvejelsen, men synes det er et skrivebords-argument. Udover det banale, at man ikke med seriøsiteten i behold kan sætte kampen for menneskerettigheder på stand by, mens man bekæmper fattigdom (hænger det ikke netop sammen?!), så kan man i min verden ikke vælge, hvornår og for hvem indsatsen for friheds- og lighedsrettighederne skal leveres. Rettighedsdiskussionen en generel problemstilling, som er en underlæggende præmis i udviklingsarbejde.

Så nej, vi skal ikke lade dem hænge de homoseksuelle. Men vi kunne godt os selv i blandt – Danida, ngo’er, andre donorer osv. – bruge flere diskussioner om, hvordan vi i det internationale samarbejde omsætter det hele i praksis. Hér skal vi i høj grad lytte til og lære af de aktører, der lokalt arbejder med det. Berøringsangst bringer os ikke videre, men kan i yderste konsekvens koste liv

Det gode ved programmet kunne være, at det ville give anledning til debat om kønsroller; det er jo svært ikke at genkende sider af sig selv ved de ting, der tages op – i en til tider aldeles karikeret form – i udsendelserne. Alle M/K har vel en rem af huden. Og så bliver den debat jo alligevel aldrig rigtig til noget. Der er for meget tudefjæs til, at nogen kan tage den sikkert nogen gange berettigede kritik alvorligt. For pokker  da. Tror mænd, at de er de eneste, som vil have rum til sig selv? At kvinder ikke også ønsker frihed og at have overskud til parforhold og sin kæreste, efter der er kommet børn? Tror mænd, at kvinder kører manden ud på et sidespor for selv at måtte smide karrierer og socialt liv over bord?

At flere af de medvirkende mænd – og sikkert også mange andre mænd (og kvinder) – har det hårdt, at partneren er strid osv. osv. er sikkert indiskutabelt. Hér siger min kæreste så – hvis hun virkelig er så ulidelig, så åbn dog munden og gør noget ved det, eller gå! Min egen reaktion er, at dét der med at få børn, det er noget man gør sammen, det jo også dit valg, mand. Og det ændrer jo livet aldeles radikalt, også for dig! Ellers har du da virkelig et problem, og jeg håber (for din kone), at hun enten vipper dig ud eller åbner munden og gør noget ved det.

Der er en enkel undtagelse i al elendigheden – og jeg hader at skulle indrømme det – men Mads Blærerøv Christensen er den eneste, som er værd at høre på. Ikke at han og jeg pludselig er rørende enige om kønsroller, men han er da befriende fri for selvynk.

Jeg ser frem til, at DR2 tør producere en hel serie, som de viser i bedste sendetid, hvor kendte og ukendte kvinder står frem og fortæller om, hvor uduelige (nogle) mænd er. At vi er røvtrætte af mænd, der med to fingre på lortebleen står og kikker spørgende på kæresten. Der går ud med vennerne, men efterlader huset sejlende. Der ikke er i stand til at arrangere sig ud af hverdagspresset på en måde, der giver plads til ene-tid til begge og til kærestedates – uden børn. Hvor kvinder beretter om den mand, der ikke gider være voksen og tage et ansvar for det parforhold, han er en del af. Med eller uden børn. Og drømmer højt om den ubændige trang til at være alene med sig selv eller sine venner og dyrke dét, der gør hende til den kvinde, hun er og som kæresten forelskede sig i.

Eller – endnu bedre: Tog ligestillings- og familie-i-en-moderne-og-travl-verden udfordringerne alvorligt og leverede programmer, som bidrog til at blive klogere (som DR2 vel er sat i verden for) – ikke bare valgte at bruge det ekstreme som illustration af det normale. Det ville være fint snart at komme videre…

Indtil da lader jeg mig underholde – og glædes over, at jeg ikke er gift med en parodi på en mand.

Tillad mig at blive nostalgisk – men dansk rock fra 70’erne og 80’erne, ikke mindst en række kvindelige kunstnere fra dengang, rocker stadig. I går spillede nogle af de bedste af dem i en fyldt Tivolis koncertsal. En intens og nærværende Anne Linnet sang folk op af stolene med “Alle folk kan se det straks, du er så smuk og dejlig”.

Anledningen: Dannerhuset fylder 30 år og det blev fejret med en forrygende støttekoncert i Koncertsalen. Overskuddet går til arbejdet med børn i voldsramte familier. Og ja, der var også mænd til stede.

For 30 år siden besatte en gruppe kvindebevægelses-aktivister Dannerhuset og satte dermed et historisk aftryk på ikke bare huset men på den politiske dagsorden. De handlede mod det, de fandt helt absurd og urimeligt – og vandt. Også borgernes hjerter og hjerner for sagen. Dannerhuset blev Danmarks første krisecenter og har i 30 år været et helt afgørende sted for voldsramte kvinder og for den kvinde- og kønspolitiske historie i Danmark.

En af festtalerne i aftes var Ritt Bjerregaard, der – måske lidt ufortjent, kan man mene, med tanken på Jagtvej 69 – fik salen til at grine, da hun beskrev Weidekamp som en borgmester, der nok ikke var så glad for husbesætterne, som han helst så fjernet og Dannerhuset brugt til noget andet.

Men sådan gik det ikke. Danner står stadig med de flotte røde kvindetegn malet i vinduerne som vartegn over tiden, hvor kvindebevægelsen var stærk her i landet. Hvor mennesker faktisk flyttede en dagsorden helt ind på Christiansborg. Hvad der er rigtig fedt er, at Danner ikke bare er nostalgisk symbol på ’dengang’ men at institutionen – udover det uvurderlige arbejde med voldsramte kvinder og børn – også flytter sig og formår at matche nutidens krav til omstillingsparathed, er med-på-beatet og leverer opdateret version af kønspolitikken. Som det lød i går – vold mod kvinder bekæmpes bedst ved også at inkludere mænd som del af målgruppen.

På de 30 år har mellem 2-3000 kvinder og børn boet i huset. Op mod 20.000 har fået rådgivning og hjælp. Danner har samtidig arbejdet med den politiske side af sagen. Vold er et samfundsproblem, ikke et problem alene for den enkelte kvinde eller familie.

Nutidens tal for voldsramte kvinder og børn er ikke opmuntrende. Hvert år udsættes 22.000 børn for vold i hjemmet. Til trods for, at antallet af kvinder, der udsættes for partnervold er faldet, så er vold mod kvinder samlet set et stigende problem. Volden finder sted hjemme, på arbejdet og på gaden. En alarmerende tendens, der burde trække langt større spor ind i Folketingets arbejde, men det herskende flertal synes at mene, at ligestilling i det hele taget kun er et problem blandt etniske minoriteter.

Danners aktualitet blev matchet ret præcist af oplagte Fagget Fairys, der åbnede koncerten, og jeg må sige, at dét at sidde i en festklædt Tivoli-koncertsal og fejre Danners 30 år var… mærkbart. At lytte til store kvindestemmer, guidet af konferencier-duoen Anne Marie Helger og Per Vers – det gjorde noget!

Det gjorde også godt, da farvestrålende Helger pludselig knappede sin bluse op og foretog blyantsprøven foran os alle. I det hele taget, så føltes det bare anderledes i aftes. Danner-koncerten viste og mindede mig om, at der stadig er folk, der vil. At der er nogen, der kan. At umulige ting er mulige, når folk stiller sig op for det, de tror på.

Kvindekampen er langt langt fra forbi. At den desværre ligger i dvale her i landet – som så meget andet, der handler om demokratisering, frihed og lighed – er bare endnu et tegn på tingenes elendighed og på, at alle os, der mener noget med os selv og hinanden, må se at komme op af starthullerne.

For det er dét, der er alt for få, der gør: Stiller sig op. Der vælger at gøre, som Annisette sagde: ”Speak for those who can’t speak”. Det er mere end på tide at vinde dagsordenen og folks hjerner og hjerter for et helt helt andet og ansvarligt samfundsprojekt.

Foreningen vil sætte fokus på den alt for lille andel af kvinder i danske virksomheders bestyrelser. Faktisk er kun 5,6 % af landets bestyrelsesmedlemmer af hunkøn….

Ved at opkøbe aktier i forskellige firmaer og selskaber, vil foreningen få taleret på generalforsamlingerne, hvor deltagerne så kan rejse problemet og få firmaet til at forholde sig til ligestillingsaspektet. På den måde kan virksomhederne aktiveres til at tage stilling til dette spørgsmål, som jo udover netop at være et spørgsmål om ligestilling jo altså også er et demokratisk problem. Sagen er iøvrigt, at der er meget, der tyder på, at de virksomheder, der har kvinder med i toppen, har bedre tal på bundlinien. Og så er det da slet ikke til at forstå, hvorfor det er så svært at sluge for mange.

I Norge har de haft stor succes med at lave positiv kvotering – men dén slags er svær at få igennem i Danmark. Og så er der jo ikke andet for, end at vi kvinder må tage sagen i egen hånd, gribe pengepungen og gennem foreningen “Flere kvinder i bestyrelserne NU” skaffer os indflydelse på virksomhedernes måde at besætte bestyrelsesposter på.

Alt godt til foreningen, som jeg HAR meldt mig ind i – og du skulle gøre det samme…

Læs mere om ligestilling på www.trinemach.dk

Homosexuelle udsættes ofte for overfald og chikane i nattelivet, viser en optælling, som Københavns Kommune har lavet. Kommunen satte for et par måneder siden et projekt igang, hvor borgere, der har været udsat for hate crimes, kunne melde det, så man kan få et overblik over omfanget. Næsten halvdelen (nemlig 62 ud af 125) af de hate crimes, der er blevet registreret, har været rettet mod unge bøsser. Københavns Kommune tror desværre ikke, at den diskrimination, de har registreret i løbet af de sidste par måneder, er meget andet end ‘toppen af isbjerget’.

Dét bør få politikerne og politiet til at reagere. Ligestilling er et samfundsanliggende – ikke en privatsag. Når mennesker på grund af deres sexuelle orientering udsættes for overgreb og overfald i et opsigtsvækkende stort antal, så må der gøres en massiv indsats for at få det stoppet. 

Den form for diskrimination kender jeg desværre alt for godt fra mit arbejde i Mellemøsten. Og vi ved fra EU-scenen, at der udspiller sig en regulær værdi- og kulturkamp, hvor netop homosexualitet er et hedt emne. Religiøse og reaktionære kræfter bestrider homosexuelles rettigheder, også den helt grundlæggende frihed til at leve, som man vil. Men i Danmark….nok er der den fundamentalistiske gren af Kristendemokraterne (og Tove Videbæk, der nu har meldt sig ind i Konservativt Folkeparti) og andre, der med Biblen i hånd hævder, at homosexualitet er alt fra syndigt til Guds straf. Men hele ligestillingskampen har dog i indtil flere år også handlet om homoer. Desuden er uddannelsesniveauet da generelt så højt, at der ikke er nogen undskyldning for at mene, at ‘bøsser er noget, man skyder med’.

Men måske er problemet, at vi faktisk ved for lidt om livsvilkårene for lesbiske og bøsser. Måske ville vi, hvis vi vidste mere, have en bedre og mere oplyst debat om bekæmpelse af den uacceptable diskrimination. Derfor må den politiske reaktion nødvendigvis være at sikre en systematisk indsamling af viden (ud over det konkrete projekt), at uddanne og oplyse politiet om dette problemfelt, at lave oplysning blandt unge og meget andet.

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) har gennem længere tid gerne villet starte en omfattende undersøgelse af levevilkår, men har manglet pengene. Heldigvis - det må jeg jo sige som SF’er, selvom der selvfølgelig også er PR i det for hende – har Ritt Bjerregaard netop meddelt, at hun gerne vil påtage sig at finde de sidste penge, så en landsdækkende undersøgelse kan sparkes i gang.

For alle os andre er der kun én ting at gøre – kom ind på Rådhuspladsen og diskutér, bliv klogere og lyt til fed musik. OG – gå med i paraden på lørdag eftermiddag og vis din støtte til homoers lige ret til frihed og til at leve et liv, som de har lyst til.

Stil op for alle de homo’er i verden, der ikke selv kan – fordi homosexualitet er en dødssynd, kriminelt, kulturelt helt orkasteligt og derfor for farligt at sige højt. Stil op og vis, at vi tør – og vil på andres vegne.

Læs mere på www.trinemach.dk

Tove Videbæk, der er notorisk kendt for sin kamp mod fri abort og homosexuelles ret til ligestilling med heterosexuelle i alle anliggender – har meldt sig ind i Konservativt Folkeparti og satser på at stille op til EU-Parlamentsvalget næste år. Det har de Konservative åbenbart allerede lovet hende.

En interessant udvikling, må man sige, af to grunde. For det første, fordi den Konservative formand Bendt Bendtsen – da bølgerne gik højt omkring Enhedslistens FT-kandidat Asmaa Abdol Hamid – i endnu en omgang muslim-bashing kaldte hende for “fundamentalist” (Asmaa har iøvrigt ikke givet udtryk for den type holdninger). Nu har hans eget parti så budt velkommen til en politiker, der skred fra Kristdemokraterne - hvor hun tabte kampen om partiets linie til den ikke-fundamentalistiske fløj - og helt eksplicit er i mod både fri abort og lige rettigheder til homosexuelle.

For det andet fordi, at der på den europæiske scene er gang i en temmelig voldsom kultur- og værdikamp. Mellem reaktionære politiske og religiøse kræfter, som netop ønsker at religion – den kristne, forstås, og Paven – skal spille en større rolle i det politiske liv i EU. Vi nævner i flæng hardcore abortmodstandere og kirken i Polen, der fører en benhård kamp mod homosexuelle.  Og på den anden side progressive kræfter, der i EU arbejder for at udvide borgernes rettigheder på alle områder og sikre reel ligestilling og retten til selv at bestemme over sin krop og sit liv.

I en tid, hvor religion fylder stadigt utåleligt mere i den politiske debat, og hvor homofobien blomstrer i vores nabolande – hvor værdikampen med andre ord også raser i EU – må man spørge:

På hvilken side melder Tove Videbæk sig ind? Og dermed det Konservative Folkeparti?