Kronik i Politiken sammen med Yildiz Akdogan (MF for S) og Johanne Schmidt-Nielsen (MF for EL)

…Og så skal der nedsættes et mandepanel. Lad os starte med de vanlige feminist-besværgelser: Nej, ligestilling handler ikke om at bekæmpe mænd. Ja, der findes udsatte mandegrupper og det er en fin ide at nedsætte et mandepanel – venstrefløjen har tidligere foreslået noget lignende, samt en egentlig mandekommission.  

Men ved at aflyse kvindekampen risikerer vi at overse den strukturelle diskrimination af kvinder, der fortsat kendetegner vores samfund. Den ulighed der betyder at markeringen af 8. marts er både nødvendig og ikke mindst tidssvarende. Med ligestillingsforsker ved Aalborg Universitet Anette Borchorsts ord: ”Gennem flere år har ligestilling handlet om indvandrerkvinderne, og nu skal det så handle om mændene. På en eller anden måde går man uden om majoritetsproblemet”.

For præcis et hundrede og et år siden besluttede fremtrædende kvinder på et internationalt møde i København (i det nu nedrevne Folkets Hus på Jagtvej 69) at indstifte en international dag for kvinders rettigheder. I 1975 gjorde FN dagen til en global kvindedag.

Ambitionen var at sætte særligt fokus på kvinders stilling i samfundet og ikke mindst at gøre kampen for kvinders ligestilling til et fælles samfundsmæssigt anliggende – frem for at være noget den enkelte kvinde måtte slås med. Og selvom meget har ændret sig siden 1910, er kvindekampen anno 2011 i sin essens den samme: ønsket om en lige og demokratisk samfundsmodel, hvor køn ikke er bestemmende for vores muligheder og livssituation.

For selvom vi lever i et samfund, hvor stort set alle bekender sig til ligestilling – til tider fremhæves det oven i købet som en særlig dansk værdi – er vi fortsat langt fra at være i mål.

Ligelønsloven blev vedtaget helt tilbage i 1975. Alligevel er der fortsat 18 procent forskel på mænds og kvinders løn. I årtier har netop den økonomiske ligestilling ellers været et mantra i vores samfund og er – helt korrekt – blevet betragtet som en afgørende forudsætning for kvinders frigørelse. Den voldsomme lønforskel fik i efteråret 2010 en række faglige organisationer til at lave den humoristiske kampagne ”Kvindernes sidste arbejdsdag”. For når kvinder får 18 procent mindre end mænd, så skulle kvinderne rimeligvis også arbejde 18 procent mindre – og altså dermed have sidste arbejdsdag den 1. november.

Formålet var ikke at skaffe landets kvinder en forlænget juleferie, men at påpege strukturelle skævheder, som ingenlunde kan løses af den enkelte kvinde eller af regeringens foretrukne ligestillingsredskab: ”frivillighedens vej”. Skal vi ligelønsproblemerne til livs, er aktiv politisk handling nødvendig.

En af hovedårsagerne til den økonomiske skævhed er, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked og at de fag, der domineres af kvinder, aflønnes betydeligt ringere end de fag, der domineres af mænd. Netop de såkaldte kvindefag er altovervejende at finde inden for det offentlige område – og her er vi som politikere ansvarlige for lønningsposens størrelse. Kan det virkelig være rimeligt, at det arbejde, der som oftest udføres af kvinder fortsat og helt systematisk betragtes som mindre værd end det arbejde, der som oftest udføres af mænd? Hvilken logik er det, der tilsiger, at en SOSU’s arbejde er mindre værd end en svejsers? Hvis man fra politisk side virkelig mener det, når det siges, at ligestilling er en afgørende dansk værdi, må det også betragtes som et samfundsmæssigt anliggende at udligne lønforskellene.

I den forbindelse er det helt nødvendigt at forholde sig til den skæve fordeling af barselsorloven. Over 90 procent af barslen tages af kvinder – hvilket har afgørende betydning for kvinders løn og ikke mindst pension. Men skal der ikke være frit valg? Før vi overhovedet kan komme i nærheden af at tale om frit valg, må en række barrierer udryddes. Så længe kvinder tjener 18 procent mindre end mænd, er det en væsentlig større belastning for familiens samlede økonomi, at far tager barsel. Dertil kommer, at mange mænd bliver fortsat mødt med fordomme, når de beder arbejdsgiveren om barselsorlov. I øvrigt ville det vel slet ikke være så tosset, hvis børn kunne opleve begge forældre som den primære omsorgsperson? Hvis der altså er to. Netop derfor bør Danmark – efter blandt andet svensk forbillede – øremærke tre måneders barsel til begge forældre. Og det er skam med vilje, at vi ikke skriver ”til far”. Der ligger nemlig også en ligestillingskamp i at sikre regnbuefamilier de samme rettigheder som flertallet.  

Derudover skal den centrale barselsfond udvides, så den også dækker de selvstændigt erhvervsdrivende. Det vil fjerne en væsentlig barriere for kvinder i forhold til at blive iværksætter – i dag udgør kvinder kun 25 procent.

Den stereotype kønsopfattelse, der blandt andet ligger bag den skæve fordeling af barselsorloven, skal også udfordres i skoler og daginstitutioner. Køn skal sættes på skemaet på lærer- og pædagoguddannelserne, så lærere og pædagoger får indblik i og redskaber til at bryde fastlåste kønsrollemønstre hos børn og unge, ligesom de skal have støtte og vejledning fra fagkonsulenter med fokus på køn, så de styrkes i deres daglige arbejde med børnene.

Men det er ikke kun økonomien og barselsorloven, den er gal med. Kvinder er systematisk underrepræsenteret på samfundets ledende poster. Lad os se nærmere på to konkrete områder: toppen af dansk forskning og toppen af det danske erhvervsliv.  

På Københavns Universitet er andelen af kvindelige kandidater 57 procent (2009-tal). Af samme årsag advares der jævnligt imod, at kvinderne er ved at overtage universiteterne. Men bevæger man sig op af den akademiske rangstige, vil man hurtigt opdage, at der bliver længere mellem kvinderne jo højere op, man kommer. Kvinder udgør kun 30 procent af lektorerne(2008-tal) og under 15 procent af landets professorer er kvinder (2008-tal). Skævvridningen er i årevis blevet forklaret med historisk efterslæb – altså at der før i tiden var færre kvindelige kandidater at tage af og at underrepræsentationen derfor vil forsvinde af sig selv i takt med, at kvinder udgør en større og større andel af rekrutteringsgrundlaget. Problemet er imidlertid, at underrepræsentationen af kvinder også er markant i nyansættelser. Med andre ord: den akademiske top er fortsat primært et mandeanliggende.

Er det et problem, man politisk skal forholde sig til? Ja. Dels fordi mænd og kvinder groft skåret har forskellige livssituationer og derfor kan bidrage med forskellige vinkler og prioriteringer i den akademiske produktion. Dels fordi det samfundsøkonomisk er ineffektivt, at de mange potentielle talenter og forskerspirer blandt landets unge kvinder ikke udfoldes. Og ikke mindst fordi vi lever i et samfund, der bekender sig til demokrati og ligestilling, hvorfor kvinder og mænd bør have lige mulighed for at opnå for eksempel professorater.   

Hvad skal der så gøres? Der er to veje. Vi kan handle eller vi kan lade tiden gå og se, om ligestillingen kommer af sig selv. Inge Henningsen, lektor ved Københavns Universitet, regnede i 2003 på den sidste mulighed. Hun nåede frem til, at med en fremskrivning af tallene fra Københavns Universitet fra 1970 til 2001, så vil det tage 248 år, før kønnene er ligeligt repræsenteret. Så stor er vores tålmodighed ikke. Handling er nødvendig. Og før Lykke Friis blev ligestillingsminister var hun skam parat til at levere andet end hensigtserklæringer. I sin tid som prorektor på Københavns Universitet indførte hun kontant belønning til de fakulteter, som ansætter flere kvindelige professorer – i form af både økonomisk bonus og flere professorater. Ordningen har vist sig at være yderst effektiv. Københavns Universitet fik i 2008 i alt 20 kvindelige professorater mod i gennemsnit 10 i 2006 og 2007.

Også i virksomhedernes top er der langt mellem kvinderne. Oppositionens krav om at indføre kvoter, der sikrer minimum 40 procent af begge køn i virksomhedernes bestyrelser, er blevet mødt med skarp kritik. Virksomhederne profitoptimerer og vælger derfor altid, hvad der er bedst for dem og det skal der ikke pilles ved, siger modstanderne. En større dansk analyse fra 2009 viste imidlertid, at virksomheder med kvinder på ledelsesposter rent faktisk tjente flere penge.

De samme erhvervsfolk, der i de fleste moderne managementteorier lærer at inddrage institutionelle forhold, kan åbenlyst ikke se, at oldboys-networking er så institutionaliseret i erhvervslivet, at kvinderne holdes ude. Og interessant nok, så meldte Foreningen Erhvervskvinder og Kvindelige Erhvervsledere allerede i 2009 ud, at de bakker op om at indføre kønskvoter – blandt andet med argumentet om, at den svage stigning i antallet af kvinder, der er sket, ikke indikerer, at vi får ligestilling i indeværende århundrede. For os er kvoter ikke et mål i sig selv, men de kan være et nødvendigt redskab i arbejdet hen mod ligestillingen.

Hvis man kritiserer underrepræsentationen af kvinder i de forholdsvis snævre miljøer, som både forskningens top, erhvervslivets bestyrelser eller for eksempel borgmestrekontorerne (der er i parentes bemærket kun 14 kvindelige borgmestre i Danmark), får man som oftest stemplet ”elite-feminist”. Og det er da også helt korrekt, at der er en overhængende fare for, at universitetsuddannede middelklasse-feminister overser rengøringsassistentens og kassedamens alt for lave lønninger eller glemmer det faktum, at 28.000 kvinder hvert år udsættes for partnervold. Når det alligevel er relevant at beskæftige sig med netop disse elitære miljøer, skyldes det, at det i høj grad er her, magten over vores samfund ligger. På forskningskontorerne findes en afgørende magt i forhold til at definere ”sandheder” i vores samfund. På direktionsgangene en helt afgørende magt over landets økonomi. Og på borgmesterkontorerne, tjah, det siger næsten sig selv.

Summa summarum: 8. marts er stadig yderst aktuel. Et par af de tidligere borgerlige ligestillingsministre har forsøgt at reducere ligestillingsdebatten til noget, vi skal ”gøre” ved indvandrerkvinderne. Det dækker ikke alene over, at ligestillingsdebatten spændes for regeringens værdikampvogn, men over en grundlæggende ligegyldighed og total mangel på prioritering af ligestillingsspørgsmålet. 

I et feministisk perspektiv er det decideret bagstræberisk – og fører næppe til frigørelse – at stemple bestemte grupper som ofre, middelklasse-hvide danskere skal ”redde” fra deres egen kultur. VKO’s bekymring for ”indvandrer-kvinder” er i øvrigt svær at spore i deres konkrete politik. Den såkaldte 450-timers regel er et eksempel: Lever et ægtepar ikke op til kravet om, hvor mange timer, der skal arbejdes, bliver den ægtefælle, der har færrest timer, frataget sin kontanthjælp. I 2008 gennemførte SFI en undersøgelse, der viste, at 95 procent af dem, der har mistet kontanthjælpen pga. det, der på det tidspunkt hed 300-timers reglen, er født uden for Danmark grænser – og at 70 procent af den samlede gruppe er kvinder. Denne gruppe kvinder gøres altså hundrede procent økonomisk afhængige af deres mænd. ”Redningsaktionen” er derved ikke alene tom retorik – regeringens politik bidrager simpelthen til at indskrænke handlemulighederne for mange kvinder med indvandrerbaggrund.

I modsætning til sine to forgængere har Lykke Friis ikke benyttet sin ministerpost til at gøre ligestilling til et spørgsmål om indvandrere. Til gengæld synes hendes kønspolitiske tiltag på Københavns Universitet meget langt væk. Senest med hendes udmelding om at aflyse kvindekampen.

Det danske samfund er fortsat præget af strukturel diskrimination af kvinder. Og efter et valg skal kvindekampen have nyt liv. Intet tyder på at lige muligheder kommer af sig selv. Der er brug for politisk handling – hellere i dag end i morgen.

Tillad mig at blive nostalgisk – men dansk rock fra 70’erne og 80’erne, ikke mindst en række kvindelige kunstnere fra dengang, rocker stadig. I går spillede nogle af de bedste af dem i en fyldt Tivolis koncertsal. En intens og nærværende Anne Linnet sang folk op af stolene med “Alle folk kan se det straks, du er så smuk og dejlig”.

Anledningen: Dannerhuset fylder 30 år og det blev fejret med en forrygende støttekoncert i Koncertsalen. Overskuddet går til arbejdet med børn i voldsramte familier. Og ja, der var også mænd til stede.

For 30 år siden besatte en gruppe kvindebevægelses-aktivister Dannerhuset og satte dermed et historisk aftryk på ikke bare huset men på den politiske dagsorden. De handlede mod det, de fandt helt absurd og urimeligt – og vandt. Også borgernes hjerter og hjerner for sagen. Dannerhuset blev Danmarks første krisecenter og har i 30 år været et helt afgørende sted for voldsramte kvinder og for den kvinde- og kønspolitiske historie i Danmark.

En af festtalerne i aftes var Ritt Bjerregaard, der – måske lidt ufortjent, kan man mene, med tanken på Jagtvej 69 – fik salen til at grine, da hun beskrev Weidekamp som en borgmester, der nok ikke var så glad for husbesætterne, som han helst så fjernet og Dannerhuset brugt til noget andet.

Men sådan gik det ikke. Danner står stadig med de flotte røde kvindetegn malet i vinduerne som vartegn over tiden, hvor kvindebevægelsen var stærk her i landet. Hvor mennesker faktisk flyttede en dagsorden helt ind på Christiansborg. Hvad der er rigtig fedt er, at Danner ikke bare er nostalgisk symbol på ’dengang’ men at institutionen – udover det uvurderlige arbejde med voldsramte kvinder og børn – også flytter sig og formår at matche nutidens krav til omstillingsparathed, er med-på-beatet og leverer opdateret version af kønspolitikken. Som det lød i går – vold mod kvinder bekæmpes bedst ved også at inkludere mænd som del af målgruppen.

På de 30 år har mellem 2-3000 kvinder og børn boet i huset. Op mod 20.000 har fået rådgivning og hjælp. Danner har samtidig arbejdet med den politiske side af sagen. Vold er et samfundsproblem, ikke et problem alene for den enkelte kvinde eller familie.

Nutidens tal for voldsramte kvinder og børn er ikke opmuntrende. Hvert år udsættes 22.000 børn for vold i hjemmet. Til trods for, at antallet af kvinder, der udsættes for partnervold er faldet, så er vold mod kvinder samlet set et stigende problem. Volden finder sted hjemme, på arbejdet og på gaden. En alarmerende tendens, der burde trække langt større spor ind i Folketingets arbejde, men det herskende flertal synes at mene, at ligestilling i det hele taget kun er et problem blandt etniske minoriteter.

Danners aktualitet blev matchet ret præcist af oplagte Fagget Fairys, der åbnede koncerten, og jeg må sige, at dét at sidde i en festklædt Tivoli-koncertsal og fejre Danners 30 år var… mærkbart. At lytte til store kvindestemmer, guidet af konferencier-duoen Anne Marie Helger og Per Vers – det gjorde noget!

Det gjorde også godt, da farvestrålende Helger pludselig knappede sin bluse op og foretog blyantsprøven foran os alle. I det hele taget, så føltes det bare anderledes i aftes. Danner-koncerten viste og mindede mig om, at der stadig er folk, der vil. At der er nogen, der kan. At umulige ting er mulige, når folk stiller sig op for det, de tror på.

Kvindekampen er langt langt fra forbi. At den desværre ligger i dvale her i landet – som så meget andet, der handler om demokratisering, frihed og lighed – er bare endnu et tegn på tingenes elendighed og på, at alle os, der mener noget med os selv og hinanden, må se at komme op af starthullerne.

For det er dét, der er alt for få, der gør: Stiller sig op. Der vælger at gøre, som Annisette sagde: ”Speak for those who can’t speak”. Det er mere end på tide at vinde dagsordenen og folks hjerner og hjerter for et helt helt andet og ansvarligt samfundsprojekt.

Skønt at være tilbage, omend kun på et af flere korte visitter, hvor jeg har taget mit arbejde med herned. Holder meget af Bruxelles efter mine 3 år her, da jeg arbejdede i EU-Parlamentet. Byen rummer så mange forskellige lommer – fra turisthelvedet omkring Grand Place (der jo bare ER smuk),  Mojito-kvarteret (fordi man bare må sidde ude på en af de mange skæve fortovscafeeer og drikke mojitos, når det som nu er 23 grader), over det afrikanske kvarter med sære butikker og små restauranter og derfor mange unge mennesker (hvor jeg boede) til det toptjekkede Chatelain-område, som er for de succesfulde, rige og smukke. Og så er der selvfølgelig EU – men Bruxelles er mere end blot EU-hovedstad, den er også Belgiens. Og dét er det, der giver et fedt miks, tror jeg.

Klart at det er nemmere, når man har penge. Som altid. Men livet kan nu også leves spændende og billigt. Især når man kan dimse forelsket rundt med sin kæreste i hånden, når arbejdsdagen er overstået. Så er verden bare smukkere

Tilbage til  arbejdet… Er ved at lægge sidste hånd på et forslag til et kvinderettighedsprogram i Mellemøsten. Nyhederne om Israels nye fængslinger af 33 politikere fra Palæstina (hvorfor er der ikke nogen parlamentarikere i Europa eller Danmark, der protesterer??!!) og kampene i Libanon er lammende i den sammenhæng. Hvordan skal kvinder nogensinde få et normalt liv? På den anden side gør det jo bare projektet endnu vigtigere…. Jeg må igang…

Læs med på trinemach.dk

I Nazareth havde vi et møde med en række kvindeorganisationer i det palæstinensiske mindretal i Israel. Det var superspændende. På mange måder ligner deres situation og udfordringer dem, der er i Libanon, Ægypten og Palæstina, men samtidig er der det helt specielle aspekt, at de er underlagt den israelske stats lovgivning. Israel diskriminerer på en række niveauer mod det palæstinensiske mindretal (der altså udgør omkring 20% af befolkningen i Israel).

Vi fik en spændende, vedkommende og udfordrende diskussion om kvinders rettigheder og de udfordringer, der ligger i at kæmpe for dem i et samfund, hvor kulturel og religiøs konservatisme er stærk – og i stigende grad  spiller en definerende rolle. Dét er jo kendetegnende for det meste af den mellemøstlige region, og altså også i det palæstinensiske samfund i Israel. Historien og kulturen er blevet de konservatives eller de fundamentalistiske kræfters banner; de har sat sig på, at være deres sande talerør og forsvarere. Som en af kvinderne sagde, så må ‘ vi også bruge historien og kulturen, det kan vi gøre med lige så stor ret’. Ligenu står de i rollen som dem, der vil underminere og bære vestlige værdier ind i deres eget samfund. Og sådan er det jo ikke!

At det bliver  stadigt sværere at tale ind i den religiøse og identitets-baserede diskurs er åbenlys, og det stiller store krav til feminister, der vil det gode for deres medsøstre. Og til os udefra, der mener at have fundet de vises sten (inklusiv mig selv).

Så var det pludselig, at en af kvinderne sagde: Men det bliver jo slet ikke bedre af, at Vesten maser på med sin kolonialisme overfor Mellemøsten. USA og EU kører kampagne mod den islamiske verden. Vi bliver fanget mellem Vestens fundamentalisme og den religiøse fundamentalisme.

Og hvor finder  man så sine alliancepartnere – dér, fanget mellem et imperialistisk Vesten (ja, sådan opleves det altså!) og hovedmodstanderne i deres eget samfund, islamisterne? En elendig sandwich at være bøf i. Jeg genkender billedet fra andre arabiske lande, hvor menneskerettighedsaktivister er fanget netop mellem grupper af islamister på den ene side og en undertrykkende stat på den anden.

Det gav en del stof til eftertanke på hjemturen gennem den smukke Jordandal – men gjorde mig også naivt glad for, at jeg arbejder med netop dét, jeg gør. Skønt med sjælesøstre så mange steder i Mellemøsten. At det private er politisk gælder også hér.

 Læs mere på trinemach.dk

Syg udmelding. Og en syg tankegang, at mænd per biologi har mere trang til at få den trykket af, OG at dette er en så dyrisk, ja ustyrlig trang, som samfundet må acceptere som et faktum. Og som mænd altså ikke har kontrol med og derfor frådende må forventes at kaste sig over en kvinde og voldtage hende, når behovet opstår. Med mindre kvinden altså pakker sig ind, undlader make up’en osv.

Dén slags udtalelser får mig næsten til at eksplodere. Mage til kvindeundertrykkende vrøvl. Dét finder vi kun i de sorte afkroge af det muslimske miljø, vil nogen tænke. Men gør man?
Træk vejret, inden du tillægger alle muslimer denne højst gammeldags og syge tankegang og tror, at svaret på denne verdens elendighed skyldes Koranen.

For det gør den ikke. Nok er der en stigende og bekymrende tendens til fundamentalistisk udlægning af islam i både Mellemøsten og i de muslimske mindretal i Europa. Moustafa Chendids tale er et ubehageligt eksempel på denne tendens.

Men reaktionære stoddere findes i alle samfund, og religionen er til alle tider forsøgt brugt til at fastholde kvinden i en undertrykt position (Se bare på den polske regering).

Hvad der virkelig er slemt er, at imamens synspunkt jo er temmelig velkendt i den hjemlige pæredanske debat ! Når vi diskuterer kriminalisering af sex-købere (i praksis oftest mænd, der går til prostituerede), er et gennemgående argument i mod det:

Hvis vi forbyder køb af sex, så vil antallet af voldtægter stige.

Det er jo ingen forskel! Samme tankegang. Samme kvindesyn. Samme præmis om mænds ret og trang til udløsning når som helst og hvor som helst. Begge synspunkter fratager jo fuldstændig den enkelte mand – og voldtægtsforbryderen – ansvaret!

I kampen mellem de progressive og reaktionære kræfter står disse islamister, disse modstandere af forbud mod sexkøb og dele af den katolske kirke side om side: De reaktionæres.

Kampen mod de reaktionære kræfter er hård. Og i den kamp kan man ikke gemme sig. Meld dig, søster og bror! 

Kig ind på trinemach.dk

Jeg er en smule forundret over aggressionsniveauet i nogle af reaktionerne, det gør ihvertfald dialog vanskeligt. Og det er vel en del af meningen med hele det her blog-helvede, hvor alle krænger meninger og tanker ud i et evigt rummeligt cyberspace?

Uenighed er fjong, men den der arrighed og nedladenhed (Jens Reinicke, hvad er det dog, der trykker dig, siden du bliver så perfid, det er da ikke befordrende for meningsudvekslingerne) kommer vi jo ikke videre med. Nå, men sådan er det åbenbart, hvis man har min holdning til dette følsomme emne. I det mindste giver det reaktion, så er det jo ikke ligegyldigt
Men hvilken iver, der lægges for dagen for at forsvare, at kvinder må handles som varer. Det overrasker mig, at på nær én, så er der ingen, der forholder sig til emnet!

Folk kan selvfølgelig have den holdning, at kvindehandel ikke skal diskuteres, fordi det primært er et emne, der tages op af hysteriske møgkællinger og dumme folketingskandidater. Eller at det er en naturlig del af den neoliberale globalisering.

Men i stedet fyres der løs med forkerte påstande om, hvad jeg siger – men som jeg ikke har skrevet i min blog – for derefter at skyde det ned. Forunderligt.

Lad det være sagt straks. Jeg er ikke mandehader, Vibeke. Tværtimod. Jeg elsker mænd, især de rigtige mænd og har skam haft min del af dem Men det har intet med sagen at gøre: Synes du, der er i mod ’vild liberalisme’ at det er ok, at mennesker handles? At det fra politi og internationale myndigheder skønnes, at den hastigst voksende organiserede kriminalitet er menneskehandel? At ihvertfald ½ mio handles ind i EU årligt til sexindustrien?
Synes I andre? Har den enkelte køber af sex – og vi som samfund – ikke et ansvar for at bekæmpe, at en stor og voksende gruppe af kvinder udsættes for handel og slavelignende forhold (her taler jeg ikke om prostitution i bred forstand, men netop handlede kvinder)?

Meningen med Demos’ kvindegruppes annonce i Ekstrabladet i forbindelse med en 8.marts manifestation, som løb af stabelen under parolerne: “Stop kvindehandel. International solidaritet” og “Fast opholdstilladelse til kvinder udsat for handel” var at sætte fokus på problemet – og at kræve fast opholdstilladelse til kvinder, der har været udsat for handel.

Jeg er helt enig og synes, det er et supergodt initiativ. Det synes eksempelvis 3F også – de støttede manifestationen og talte også ved arrangementet (de lavede iøvrigt tidligere en underskriftindsamling mod kvindehandel. 107.061 danskere skrev under).

For det andet så har jeg overhovedet ikke påstået, at ‘slavetøs’ er synonym for handlet. Ordet ‘slavetøs’ blev anvendt, netop fordi det er et ord, der ofte anvendes i den slags annoncer. Det var noget med at bruge jargonen, om man så må sige.
At lave en forbindelse mellem slavetøs og handlet må stå for folks egen regning. En sær måde at dreje debatten på…

Om folk er til SM eller ej er slet ikke en del af dette initiativs (eller Politiken-artiklens) emne. Folks interesse for eller hang til SM er deres sag. Det ,der interesserer mig er kvinder, der ufrivilligt og under tvang gøres til genstand for handel og andres sexlyst, der tilfredsstilles for penge.
 
Nej, pointen omkring det, at der kan være tale om en handlet kvinde, er: “Døgnåbent” er sjældent noget, danske prostituerede har, det har til gengæld udenlandske. Vi ved også fra danske prostituerede, at de føler sig pressede af udenlandske ‘kolleger’, der ikke har begrænsninger ift sexformer (feks brug af kondom), hvilket gør dem mere konkurrencedygtige ift. de danske, der tager hiv/aids problemet alvorligt.
Og vi ved, at for de udenlandske kvinder, der er i det danske prostitutionsmiljø er der en væsentlig sandsynlighed for, at de er handlet.
Det kunne jeg godt have tænkt mig, at nogen af jer – og af de mandlige købere af sex – forholder jer til. Tag dog ansvar!

Aktionens formål var at få sat fokus på problemet omkring handel med kvinder og sammenhængen til prostitutionsmiljøet. Samt at kræve fast opholdstilladelse til kvinder, der har været udsat for handel. OG dem er der alt alt alt for mange af.

Dét formål bakker jeg fuldt op om. Også næste gang.

Manifestationen var arrangeret af Enhedslistens kvindegruppe og DEMOS’ Kvinder. For at teste, hvordan det virker, havde Demos’ Kvindegruppe sat en (selvfølgelig falsk) sex-annonce i Ekstrabladet.
Annonce-teksten var meget lille og lignede alle de mange andre, der findes over flere helsider med sex-annoncer i avisen. Teksten var skrevet, så det var svært at overse, at ’kvinden’ var udenlandsk og meget ung. Det burde få advarselslamperne til at blinke, men ak…

Henvendelserne kom straks: Samme dag annoncen blev bragt ringede 58 på den! Og indenfor de første 3 døgn har 139 mænd reageret på én enkelt sex-annonce med teksten:

” A [hjerte] A. Ny kælen slavetøs. Uspoleret og eksotisk. Alle former. Døgnåbent. Telefon…”

Det er da simpelthen for usselt og ynkeligt! Vi er da ikke varer som broccoli eller børnemad – vi er mennesker. Kvindehandel er det ultimative symbol på undertrykkelse: Kvinden er reduceret til et stykke kød.

Ekstra-Bladets massageannoncer er bare ét af de steder, hvor disse handlede kvinder ’videreformidles’. Avisernes kontaktannoncer for sex og massage et åbent marked for køb af disse prostituerede, der for de flestes vedkommende i følge politiet er kommet hertil via kriminelle netværk.

Markedet for kvindekrop har mange facetter. Senest har Aller-koncernens blad Super-Rapport sat en tur hos en prostitueret som gevinst i en konkurrence. Og Ekstrabladet ejer sitet www.escortguide.dk, der er registreret under JP/Politikens Hus A/S. På dette site kan man så søge på den service, man foretrækker.

Sig mig lige – al den snak om Corporate Social Responsibility. Virksomheders ansvar, når de producerer f.eks. i Fjernøsten og skal forholde sig til ikke at bruge børnearbejde osv.

Hvad med at overveje det socialde og moralske ansvar i lægge spalteplads/eje sites til videreformidling af kvinder og mindreårige? Eller er forretningen for indtægtsgivende?

Selvransagelse efterlyses!

Kig ind på min hjemmeside