Debatindlæg i Politiken 11.2. 2011  Af Trine Mach, Miljøordfører (SF) og Bo Asmus Kjeldgaard, Teknik- og Miljøborgmester i København (SF)

Politiken skrev forleden om en ny måling, som borgergruppen Red Søerne og Indre By Lokaludvalg har fået foretaget. Den viser, at der nu er så mange partikler i luften ved Søerne, at man næsten ikke engang kan lufte ud længere, uden at udsætte sig selv for sundhedsfare. Det er skandaløst for at sige det mildt. Også tilbage i 2009 påvistes i et DR1-indslag, at der er 2,5 gange så mange partikler i luften ved Søerne som ved Holmen.  Denne forurening rammer ikke kun løbere og beboere men også de mange små børn, der går i institution i området.

København er på mange områder en progressiv by på klimaområdet. Landets hovedstad vil være verdens første CO2 neutrale hovedstad i 2025. Byen har en klar strategi for, hvordan der skal satses på grøn vækst. Og ikke mindst bliver der investeret massivt i at udbygge cykelinfrastrukturen og den kollektive transport. København vokser, og det samme gør mængden af biler og lastvogne. Det betyder desværre, at der i København er områder, hvor man i lejligheder og huse ligefrem forværrer indeklimaet ved at åbne nogle vinduer. Og hvor det altså er københavnernes sundhed og liv, der er på spil.

Der findes allerede løsningsmodeller, som andre steder i verden har vist sig at virke. I København vil man fx gerne indføre en skrappere miljøzone, så forurenende lastbiler bliver holdt ude af centrum. En betalingsring er et andet godt bud. Men regeringen vil desværre ikke lege med. Fordi de frygter for konkurrenceevnen og ikke vil investere de penge, det koster. Heller ikke selvom dødsfald, astma og andre luftvejssygdomme vil blive mindre udbredt, og vi vil kunne levere en bedre indsats på arbejdsmarkedet og på hjemmefronten.  Det synes vi er forkasteligt. For ja, det koster lige nu, men på sigt er det en investering i sundhed, som kan medføre faldende udgifter på sundhedsområdet og ikke mindst en højere produktivitet, når arbejdsstyrken er sund og rask. Og så er det i øvrigt grundlæggende tåbeligt ikke at ville give borgerne et sundere og bedre liv, når man nu kender løsningerne.

Læserbrev i Nørrebrobladet og Cityavisen 9.feb.2011 Af Trine Mach, MF, miljøordfører for SF, Nørrebro

Man skal heller ikke opholde sig i søgaderne mere end højst nødvendigt – og det anbefales ligefrem, at der bliver lavet sundhedsvurderinger af luften på en legeplads i en institution i Øster Søgade.

Mine egne unger bliver hver dag afleveret i en daginstitution på indre Nørrebro, og jeg opholder mig, som alle andre Nørrebroere, ganske ofte ved søerne. For lidt over et år siden kom det frem, at det at bruge stien rundt om søerne, når man for sundhedens og velværens skyld løber en tur, ja det var faktisk decideret usundt, fordi luftforureningen var så voldsom.

Det kan da ikke være rigtigt, at vi skal leve i en hovedstad, hvor luften er så elendig. Vores politikere i Borgerrepræsentationen vil gerne indføre en miljøzone, så vi kan gøre byen grønnere og sundere. Men det vil regeringen ikke give lov til. Endnu en god grund til at skifte regeringen ud ved næste valg. 

Vi vil satse på levende, grønne og sunde byer, og vi vil se det som vores opgave at levere de politiske rammer, der gør kommunerne i stand til at sætte bæredygtighed og en sund og grøn fremtid, til gavn for også for københavnerne, på dagsordenen.

Tillad mig at blive nostalgisk – men dansk rock fra 70’erne og 80’erne, ikke mindst en række kvindelige kunstnere fra dengang, rocker stadig. I går spillede nogle af de bedste af dem i en fyldt Tivolis koncertsal. En intens og nærværende Anne Linnet sang folk op af stolene med “Alle folk kan se det straks, du er så smuk og dejlig”.

Anledningen: Dannerhuset fylder 30 år og det blev fejret med en forrygende støttekoncert i Koncertsalen. Overskuddet går til arbejdet med børn i voldsramte familier. Og ja, der var også mænd til stede.

For 30 år siden besatte en gruppe kvindebevægelses-aktivister Dannerhuset og satte dermed et historisk aftryk på ikke bare huset men på den politiske dagsorden. De handlede mod det, de fandt helt absurd og urimeligt – og vandt. Også borgernes hjerter og hjerner for sagen. Dannerhuset blev Danmarks første krisecenter og har i 30 år været et helt afgørende sted for voldsramte kvinder og for den kvinde- og kønspolitiske historie i Danmark.

En af festtalerne i aftes var Ritt Bjerregaard, der – måske lidt ufortjent, kan man mene, med tanken på Jagtvej 69 – fik salen til at grine, da hun beskrev Weidekamp som en borgmester, der nok ikke var så glad for husbesætterne, som han helst så fjernet og Dannerhuset brugt til noget andet.

Men sådan gik det ikke. Danner står stadig med de flotte røde kvindetegn malet i vinduerne som vartegn over tiden, hvor kvindebevægelsen var stærk her i landet. Hvor mennesker faktisk flyttede en dagsorden helt ind på Christiansborg. Hvad der er rigtig fedt er, at Danner ikke bare er nostalgisk symbol på ’dengang’ men at institutionen – udover det uvurderlige arbejde med voldsramte kvinder og børn – også flytter sig og formår at matche nutidens krav til omstillingsparathed, er med-på-beatet og leverer opdateret version af kønspolitikken. Som det lød i går – vold mod kvinder bekæmpes bedst ved også at inkludere mænd som del af målgruppen.

På de 30 år har mellem 2-3000 kvinder og børn boet i huset. Op mod 20.000 har fået rådgivning og hjælp. Danner har samtidig arbejdet med den politiske side af sagen. Vold er et samfundsproblem, ikke et problem alene for den enkelte kvinde eller familie.

Nutidens tal for voldsramte kvinder og børn er ikke opmuntrende. Hvert år udsættes 22.000 børn for vold i hjemmet. Til trods for, at antallet af kvinder, der udsættes for partnervold er faldet, så er vold mod kvinder samlet set et stigende problem. Volden finder sted hjemme, på arbejdet og på gaden. En alarmerende tendens, der burde trække langt større spor ind i Folketingets arbejde, men det herskende flertal synes at mene, at ligestilling i det hele taget kun er et problem blandt etniske minoriteter.

Danners aktualitet blev matchet ret præcist af oplagte Fagget Fairys, der åbnede koncerten, og jeg må sige, at dét at sidde i en festklædt Tivoli-koncertsal og fejre Danners 30 år var… mærkbart. At lytte til store kvindestemmer, guidet af konferencier-duoen Anne Marie Helger og Per Vers – det gjorde noget!

Det gjorde også godt, da farvestrålende Helger pludselig knappede sin bluse op og foretog blyantsprøven foran os alle. I det hele taget, så føltes det bare anderledes i aftes. Danner-koncerten viste og mindede mig om, at der stadig er folk, der vil. At der er nogen, der kan. At umulige ting er mulige, når folk stiller sig op for det, de tror på.

Kvindekampen er langt langt fra forbi. At den desværre ligger i dvale her i landet – som så meget andet, der handler om demokratisering, frihed og lighed – er bare endnu et tegn på tingenes elendighed og på, at alle os, der mener noget med os selv og hinanden, må se at komme op af starthullerne.

For det er dét, der er alt for få, der gør: Stiller sig op. Der vælger at gøre, som Annisette sagde: ”Speak for those who can’t speak”. Det er mere end på tide at vinde dagsordenen og folks hjerner og hjerter for et helt helt andet og ansvarligt samfundsprojekt.

Det falder åbenbart ledende socialdemokrater for brystet, at de kan blive udsat for noget så vederstyggeligt som konkurrence til overborgmesterposten i København ved det kommende kommunalvalg. Det er nu ellers en gang præmissen ved at leve i et demokrati. SF’s spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard har meddelt, at han er parat til at blive overborgmester, hvis der er et centrum-venstre flertal, der peger på ham. Jeg kunne godt tænke mig, at socialdemokraterne uddybede, hvori det forkerte i den udmelding består.

Som i alle andre af livets forhold er det begyndelsen til enden, når man tager sin partner for givet. Det nærmer sig arrogance både over for vælgerne i København og SF, hvis socialdemokraterne mener, at overborgmesterposten er dem af gud og Stauning givet. Det vil klæde alle bedst, hvis vi venter med at fordele posterne til efter, at vælgerne har talt. 

Så kære socialdemokrater: Hæng jer ikke så meget i borgmesterkæder og kom ned fra træet, der er masser af politik, vi er fælles om. Et stærkt S-SF, både på landsplan og i København, er nødvendigt for at sikre et solidarisk samfund med rummelighed og respekt for miljø og mennesker. København har brug for yderligere opgradering på skoleområdet, i ældreplejen og inden for kollektiv trafik. Hertil har vi brug for en styrket og samlet venstrefløj, ikke fornærmede miner. 

Ved Folketingsvalget i 2007 blev jeg 1.suppleant i København Storkreds og derfor er jeg nu indkaldt som stedfortræder for Ida Auken, der har orlov i 3 måneder. 

Det har været dage med masser af møder, venlige mennesker der har budt mig velkommen og et forsøg på at få FT-rytmen ind under huden. Jeg sidder i Miljø- og Planlægningsudvalget og Energiudvalget – og skal dække flere forskellige miljø- og klimasager. Det er spændende, ikke mindst fordi det er så tydeligt, at vi står overfor nogle massive udfordringer, både i Danmark og globalt, vi ved ovenikøbet en masse om, hvad der skal til – men vi har en regering, der ikke leverer så meget som en bønne til løsning af de problemer.

Samtidig er det lidt surrealistisk. Min badeboldsmave stritter mere og mere… Havde termin i går, men mod alle forventninger er der intet sket, selv om alle de kloge (inkl. mig selv) havde forventet, at det ville være blevet et påskebarn.

Men det må være en hårdhudet baby, selv ikke Venstres nye ordfører Peter Christensen eller Pia Kjærsgaard, der begge to fyldte en del i Folketingsdebatten i går, fik veerne til at melde sig. Måske verden fremstod lidt for skræmmende.

Det er tid til at tage computer og en kæmpe stak papirer under armen og sætte sig et roligt sted og læse.  Følg med i livet på Borgen her på bloggen – og kig med på www.trinemach.dk

Medlemmerne af SF har i en urafstemning prioriteret de 6 nominerede kandidater – jeg fik en flot placering efter formanden Villy Søvndal og tre siddende Folketingsmedlemmer, Ozlem Cekic, Ida Auken og Anne-Grethe Holmsgaard. Den sjette og sidste blev MF’eren Kamal Qureshi.

Man kan se stemmetallene her på SF-Københavns hjemmeside.

Jeg er utrolig glad for den tydeligt store opbakning, som resultatet er udtryk for. Min klare venstreorienterede, internationale og humanistiske profil vil helt sikkert være en god gevinst for den i forvejen stærke folketingsgruppe. Jeg er også sikker på, at der netop på den københavnske venstrefløj er lysten og modet til, at vi sætter nogle klare pæle i jorden i forhold til, hvilket Danmark vi gerne vil se udvikle sig - og hvilket ansigt Danmark skal have udadtil.

Så nu er scenen sat for en stædig kamp mod markedsgørelse, privatisering af den offentlige sektor, fremmedhad og intolerance. Og for fællesskab, solidaritet, pluralisme og frisind.

Arbejdet for et nyt politisk flertal med hjertet til venstre starter nu.

Følg med på www.trinemach.dk

Det kan godt være, at dagbladet Politikens anmelder synes, at han var lidt fed (på den ufede måde) og at han ikke formåede at tage afsked på behørig vis. Men dét må da vist være noget, denne anmelder skal vende indad

For mig og mine veninder – og tydeligvis for de mange, der stod og hoppede og sang med omkring mig – var der fuld valuta for pengene, følelser og tilstedeværelse på en måde, så tårerne stod i øjnene et utal af gange. Det var sentimentalitet, glæde, kærlighed og politiske provokationer (hvem på stjernernes musikscene ville ellers turde udfordre de britiske tabloidaviser så direkte, endsige lade en stor tegneseriefigur af George Bush, der udsættes for blow-job af en lille skødehund påklistret det engelske flag (i kritik af Irak-krigen), hænge på scenen, når han går til pause?). Alt det, der skal være, når en superstjerne af hans format danser – og desværre danser af.

Der var kridt på danseskoene. Der var sceneshow – og der var musik, så englene sang. Ikke uvæsentligt så kan han, i modsætning til en al for stor del af popmusikscenens såkaldte kunstnere, rent faktisk synge. Og ja, jeg indrømmer det uden at rødme (over at indrømme det), George Michael er noget af det mest sexede, både med og uden politiuniform-look-alike, ya haram!

Så jeg spørger bare – hvad er der egentlig at brokke sig over? Kom igen, anmelder, glem din surhed og ulykkelige kærlighed, eller hvad der trykker George Michael er, var og vil fortsat være en stjerne, og du kan ligeså godt give los.

For os var det den rene skære drøm, intet mindre. Piget, naivt, fjollet og romantisk? Muligvis. Men det er længe siden, jeg har haft så stort et smil i hele ansigtet, så længe.

Jeg synger stadig, danser stadig og will be ”Waiting for that day” hvor det sker igen. Ha!

Og for at min blog nu ikke skal blive helt uden politisk indhold i dag, så lad mig citere ham min jordiske gud: ’Freedom is the most important word in the world today’. George Michael – you rule

Men København har nu sagt fra og meldt, at den – med et flertal af S, SF og RV – agter at gennemføre de planlagte anlægsinvesteringer, fordi der er problemer med daginstitutionspladser, nedslidte skoler osv..  Kommunernes Landsforening (KL) svarer med bekymring, at det kan gå ud over kommunernes selvstyre, og regeringen med et “vi må se, om aftalen med KL overholdes”.

Sagen er, at det er umuligt for København – og alle mulige andre kommuner for den sags skyld – at overholde kravet om udgiftsloft, hvis de samtidig skal leve op til danskernes ønske om velfærd og ordentlige vilkår for børn, ældre og offentligt ansatte. Hvor fedt er det? At stå som de politisk ansvarlige, men reelt være blevet frataget muligheden for at tage ansvar for de åbenlyse problemer – med ligeså åbenlyse løsninger – fordi regeringen fører en absurd stram økonomisk politik.

Fedt, at vi i SF sammen med S og RV tør tage kampen op og vise, at der er en anden vej for Danmark. Og tænk, om Dansk Folkeparti, der bare brøler løs om at tage hånd om samfundets svage, men i praksis støtter op om den stramme styring af økonomien, rent faktisk handlede efter det, de siger. Så kunne der på Christiansborg blive sat en stopper for Finansministeriets computer-styring af et land med levende mennesker.

Godt gået, København. Det er for en gangs skyld godt at være venstreorienteret.

Læs mere på www.trinemach.dk

Men så meldte Ole Hyltoft fra DR’s bestyrelse sig på banen og ‘afkrævede Plummer en forklaring’. Hyltoft mente i ramme alvor, at DR’s bestyrelse kan – og skal – blande sig i, hvilket tøj Plummer har på i sin fritid. Han mente også, at det at bære en t-shirt med Ungdomshusets logo var en reklame for “vold og anarki”.

At den reaktionære og stokkonservative Ole Hyltoft har dét synspunkt kan egentlig ikke undre. Ej heller, at de liberalistiske ideologer bag netavisen 180grader.dk gider skrive historien (bortset fra, at det vel er lidt selvmodsigende, at de sådan vil indskrænke individet Plummers frihed - men den må måske kun bruges til at reklamere for liberalistiske værdier?).

Men dét, der virkelig gør mig skideirriteret er Plummers bovlamme beklagelse i går – brug dog din ytringsfrihed og stå fast, Plummer! Ingen skal blande sig i, hvilket tøj du går i en søndag på Roskilde Festival (sålænge det ikke er med slogans eller symboler, der er anti-demokratiske eller opfordrende til vold, selvfølgelig, men ligger inde for lovens rammer). Og brug dog din ytringsfrihed til at sige, at du faktisk MENER, at der er brug for – og at vi har ret til – Ungdomshuse og fristeder, hvor kultur, politik og glad aktivisme kan udfolde sig.

Kampen for et Ungdomshus i København er både politisk og kulturelt. Med Socialdemokraterne i spidsen i Københavns Borgerrepræsentation har kommunen nu røvrendt de unge i 20 år – og siden rydningen af Jagtvej 69 i marts, har de stort set intet foretaget sig for at løse det problem, som i sin essens er politisk: Ansvaret ligger hos Københavns Kommune. Dét kan man sagtens – som jeg – mene, samtidig med, at man ikke støtter brugen af vold og hærværk som acceptable midler.

Med Plummers beklagelse har ytringsfriheden fået endnu et hak i tuden – tænk, at han ikke havde nosser til at stå fast og sige, at han støtter ideen om et ungdomshus men at kampen skal ske uden brug af vold.

Øv, siger jeg bare.

Læs mere på trinemach.dk

Startede i min partiforening SF-Vesterbro med morgenmad, gammel dansk og jeg holdt en 1.maj-tale om Foghs smadring af velfærdsstaten – og venstrefløjens stærke bud på alternativer i tæt samarbejde netop med den progressive del af fagbevægelsen, elev- og studenterbevægelser osv. Hele den velfærdsbevægelse, som det sidste år har samlet sig og givet regeringen bevis for, at vi borgere vil noget andet!

Så fræsede jeg til Sundby til endnu en gang morgenmad  hos de skønne kammerater i SF-Sundby, hvor mine partifæller Kamal Qureshi og Bo Asmus Kjeldgaard havde lagt for med deres taler. Så var det min tur. Og så sang vi Internationale, som det sig hør og bør. Ja, jeg er ret begejstret for den sang.

Sidst på formiddagen drog jeg ind til Blågårds Plads, hvor dele af den københavnske venstrefløj holder Socialistisk 1.maj. Her holdt jeg tale for tredie gang, efter et par gode bands havde muntret folk op. Efter afsyngelse af Internationale var der fælles optog til Fælledparken, hvor vi tilbragte resten af dagen i solen, blandet med musik og taler.

Fed dag – jeg ved godt, at den for mange ikke er meget andet end fest og øl, men jeg holder af traditionen og mener faktisk, at lige præcis i år, hvor vi kan fejre et år med en ny og blomstrende velfærdsbevægelse - ja, der ER der faktisk perspektiver for et reelt alternativ til Foghs afmontering af velfærdsstaten.

Og kammerater, vi vil en anden verden!

Læs min tale på trinemach.dk