Out&About var også til stede, her er deres artikel

Her er lidt brudstykker fra noterne til min tale (det talte ord gælder):

David Kato tog sit liv alvorligt; han levede det med alvor. Og den alvor kostede ham livet. I Uganda, desværre som mange andre steder i verden, kan man ikke bare elske den, man elsker. Homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter verden over oplever forfølgelse og stigmatisering.

Mordet på Kato sætter Ugandas regerings ansvar på spidsen, når den siger, at demokrati og menneskerettigheder er på dens dagsorden. Det sætter Danmarks, EUs og andre donorers ansvar på spidsen, når man siger, at u-landsbistanden bl.a. skal bruges på at fremme demokrati og menneskerettigheder.

Der er nødt til at være overensstemmelse mellem vores forsvar for menneskerettigheder og vores stræben i praktisk politik og bistand efter at fremme disse grundprincipper. Det er godt, at den danske regering har fordømt mordet på Kato, men det er også nødvendigt, at vi begynder at se på, hvordan vi i praksis får inkluderet et forsvar for og en støtte til indsatsen for at sikre menneskerettighederne for seksuelle minoriteter i vores udviklingsbistand. Det er ikke uden udfordringer, nej; det er komplekst og svært – men det skal ikke afholde os fra det. Vi er nødt til at blive klogere på, hvordan det skal gøres.

Seksuelle mindretal og netop deres seksualitet er blevet en politisk kampplads. De er blevet en brik i spillet om at være den sande forsvarer for den nationale identitet, for familien, for religionen – hvad enten det er muslimer, kristne eller katolikker. De, der kæmper mod ‘homoseksuelle’, bruger det som del af deres kamp for at være den rene muslim, katolik eller kristne. For at være den bedste varetager af nationens interesse og fremtid. For at værne mest om familien og dermed den nationale stammes overlevelse. Homoseksuelle bliver symbolet, skydeskiven, for alt det, der truer nationens sammenhæng og familiens beståen.

Det gør sig også gældende i vores eget land. En ydre del af højrefløjen bruger netop homoseksualitet som et skjold mod det muslimske mindretal i Danmark (og mod muslimer generelt) til trods for, at de ikke selv har kæret sig noget særligt om seksuelle minoriteter.

Det må man stille sig op overfor.

Kampen for homo-, bi- og transseksuelle er ikke bare en kamp for minoriteters lige rettigheder. Nej – det er en kamp for det mest grundlæggende, den mest basale menneskelige rettighed: At være den man er. Uden frygt. Uden trusler. At elske den man gør. Uden begrænsning. Uden frygt. Uden repressalier.

Love is a human right. Og lad os love hinanden, at David Kato ikke døde forgæves.

Men hvad handler det hele om? Er østeuropæerne over én kam homofobiske og konservative, som det ofte fremstilles bagefter? Svaret er naturligvis, at virkeligheden er mere kompleks. På mange måder ser vi i disse år en stærk folkelig modvilje mod homoseksuelles rettigheder i østeuropæiske lande. Tal fra EU viser, at befolkningerne i de fleste nye medlemslande helst ikke vil have en arbejdskollega eller ønsker, at deres børn skal undervises af en lærer, der er homoseksuel. Voldelige overfald og chikane – sågar mord – er også en del af hverdagslivet for homoseksuelle i for eksempel Moskva og Beograd. Så baggrunden for modstanden mod homo-paraderne er til at tage og føle på.

Men dér, hvor modstanden og fordommene mod homoseksuelle slår ud i lys lue, er dér, hvor stærke politiske kræfter forstår at udnytte det. Ved de fleste forsøg på at forbyde homo-paraderne har det været centrum-højre politikere, der i samarbejde med religiøse ledere og bevægelser på den yderste højrefløj har kunnet se en interesse i at gøre modstanden mod homoseksuelle til et centralt spørgsmål. Ofte sker det op til et valg eller i forbindelse med rekruttering af nye medlemmer til menigheder eller bevægelser.

Det er altså en uskøn blanding af helt almindelige borgere, politikere, der ofte har sæde i parlamenterne, og religiøse og højrenationale bevægelser, der får hadet til homoseksuelle til at koge. Og ofte er det ikke de homoseksuelle isoleret set, det drejer sig om. Snarere er homoseksuelle en brik i kampen om at definere dna’et i de for manges vedkommende nye stater mod øst. I efterdønningerne efter murens fald er nationernes identitet på mange måder i spil. Og her får især nationalismen og traditionelle familieværdier en central position. Homoseksuelle ses som en eksponent for alt det, der truer nationens sammenhæng og familiens beståen, og sættes på lige fod med mange andre ting, der kommer udefra som en trussel. ”Homoseksualitet er vestlig dekadence”, som der f.eks. står på nogle af moddemonstranternes bannere. Homoseksualitet går derfor hånd i hånd med overgangen til skrap markedsøkonomi, arbejdsløshed og sociale problemer for mange østeuropæere – ikke mindst fordi ledende politikere opportunt fremstiller det sådan.

Og med det in mente fremstår den østeuropæiske homo-angst pludseligt ikke så fremmed længere. Det minder på mange måder, om den måde som indvandrere – og særligt muslimer – igennem det seneste ti-år er blevet brugt som en brik i kampen om den nationale identitet i Danmark og en række andre vestlige lande. Fremstillingen af muslimen, der kommer udefra og truer værdier og institutioner, er jo hverdagskost i dagens debat. En fremstilling, der også orkestreres på stort set samme vis som østpå.

Af samme grund er det problematisk og hyklerisk, når højrefløjspolitikere i Danmark omkostningsfrit og løsrevet kritiserer homo-hadet i Østeuropa. For det første er det nemlig ikke langt fra den måde, de selv bruger muslimer og andre minoriteter på i en hjemlig retorik. Og for det andet vælger de selvsamme politikere ofte at modarbejde forslag til at fremme homoseksuelles vilkår i Danmark, når der skal trykkes på knapperne i folketingssalen.

Når man spørger de homoseksuelle græsrodsorganisationer i Østeuropa, frabeder de sig da også at få de problemer, de slås med, udråbt som væsensforskellige fra de problemer, homoseksuelle oplever andre steder i verden. Homofobi og fordomme er – desværre – et universelt problem. De beder i stedet om, at vi politikere i Vesteuropa får EU og Europarådet til at lægge et massivt pres på deres regeringer, så helt basale rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed bliver overholdt. Og så beder de om, at vi lytter til dem og støtter dem på netop de måder, der giver mening i hvert enkelt land. Ikke én model kan løse problemerne alle steder.

De ønsker, skylder vi dem, at lytte til og handle på. Også selvom det er et langt sejt træk og samtidig kræver, at vi også retter et kritisk blik indad.

At politikere, religiøse ledere og opinionsdannere lufter angreb på minoriteter er øjensynlig et globalt fænomen. Vi ser det i vores egen baggård i Europa. Helt aktuelt gik hver sjette stemme ved parlamentsvalget i Ungarn i søndags til Jobbik, som er et højreekstremt parti, der bl.a. vender sig mod jøder, homoseksuelle og romaer. Vi ser det også herhjemme, når der tordnes mod homo-ægteskaber eller bredt i Europa, når Vatikanet mener, at pædofili i den katolske kirke skyldes homoseksualitet.

Og ligesom muslim-, homo- og religionskort hver især trækkes i kulturkampen i europæiske lande, ser man også homokortet blive trukket i nogle afrikanske lande. Og her bliver det i ordets forstand et dødsalvorligt spørgsmål.

Ikke at det er et nyt fænomen, næsten 40 afrikanske lande forbyder (sic) allerede homoseksualitet, men i Uganda debatterer parlamentet i fulde alvor at indføre dødsstraf i tilfælde af ”aggravated homosexuality” (særlig grov homoseksualitet), hvilket eksempelvis omfatter gentagne homoseksuelle forhold, der gør en til en ”serial offender”. I Uganda, hvor det åbenbart ikke er tilstrækkelig at være tough on crime for at vinde den værdipolitiske dagsorden, er gay bashing blevet en vinderstrategi.

Vi stiller traditionelt skarpt på ligestilling og kvinders rettigheder, når vi taler tværgående hensyn og prioriteter i udviklingsbistand og når vi laver bistandsprojekter. Også når det gælder sager som eksempelvis ægteskabslovgivningen i Afghanistan. Men den samme konsekvens udviser vi ikke på andre rettighedsområder – selv i situationer, hvor nogen vil slå andre mennesker ihjel for at elske den ’forkerte’.

Det store spørgsmål er, hvordan vi håndterer den slags grove overtrædelser af menneskerettighederne i udviklingslande? Lige så ubehagelig og diskriminerende Ugandas Anti Homosexuality Bill er, lige så kompleks er problemstillingen. Ikke mindst fordi modviljen mod homoseksualitet også dér er ganske fremtrædende i store dele af befolkningen. Derfor bliver både u-landsorganisationer og donorer nødt til at tænke to gange, før de bevæger sig ind i dette minefelt. Spørgsmålet er så tabubelagt og følsomt, at flere udviklingsorganisationer og donorer offentligt er gået en stor bue uden om spørgsmålet.

Den globale værdi- og kulturkamp raser og tilføjer blot yderligere kompleksitet til kampen for menneskerettighedernes universalitet. Men det betyder på ingen måde, at donorer eller ngo’er ikke skal tage stilling eller handle. Tværtom. Det gælder om at finde ud af, hvordan man reagerer, så det rent faktisk åbner muligheder for forandring, ikke lukker. Vi er nødt til at være bevidste om, i hvilket politisk ærinde angrebene på homoseksuelles rettigheder bruges. Og endelig kunne vi reflektere over, hvorfor kønnenes ligestilling er et vigtigere emne end direkte vold og undertrykkelse af mennesker med en anden seksualitet end mainstream.

Angrebene på Afrikas homoseksuelle indgår i (mindst) to forskellige politiske dagsordner. Den første er en nationalistisk og anti-vestlig dagsorden, som omtaler homoseksualitet som en dekadent og udefrakommende tilbøjelighed, som europæerne bragte med sig sammen med koloniseringen af kontinentet (den samme logik gør sig også gældende blandt modstandere af homoseksuelles rettigheder i mange østeuropæiske lande).

Den anden dagsorden er religiøs, hvor både islam og kristendom bruger afstandstagen fra homoseksualitet til at pege på en ydre fjende for familien som institution og markere de respektive religiøse grupperinger som sande forsvarere af Afrikanske værdier. Hertil kommer, at homoseksualitet opfattes som et angreb på en meget traditionel opfattelse af køn, hvilket i øvrigt heller ikke er et særlig afrikansk fænomen.

Det er en heftig politisk cocktail at være oppe imod.

Svaret er at styrke menneskers kendskab til og muligheder for at kæmpe for deres rettigheder og styrke civilsamfundsorganisationer, der arbejder for menneskerettigheder i almindelighed, også organisationer, som har homo- eller transseksuelles rettigheder på dagsordenen.

I mine øjne er det afgørende, at kampen for lige rettigheder ikke gradbøjes alt efter, om det er den ene eller anden gruppes rettigheder, eller om det er ’politisk følsomt’ (som det jo desværre er, når det kommer til homoseksualitet selvom vi skriver 2010). Det afgørende er imidlertid, hvordan vi kæmper denne kamp – og her er det helt centralt at lytte til de aktører, der i det pågældende land – her konkret Uganda – når måden vælges. Bundlinien må være, om det, vi gør, bidrager til deres rettighedskamp eller det modsatte. Altså kan der være forskel på, om man taler dunder bag lukkede døre eller i den store presse (hvor det ikke mindst tjener et hjemligt publikum og tit er en gratis omgang).

Et konkret eksempel fra min tid i Egypten er den såkaldte Queen Boat sag (2001), en massearrestation af homoseksuelle. Dele af den vestlige verden markerede højlydt det uacceptable heri. Spørgsmålet er blot, om det ikke netop bar ved til den inden-egyptiske dagsorden om at være ’den sande forsvarer for egyptiske og muslimske værdier – mod den vestlige dekadence, der tillader den form for udskejelser mod religionen og mod familie-institutionen. En vox-pop i Cairo Times illustrerede det ret præcist – stærk modstand mod homoseksuelle (som udmærket kunne idømmes dødsstraf, hvis det stod til dele af befolkningen). I det konkrete tilfælde kan det godt være, at man skulle have talt dunder for lukkede døre. For de homoseksuelles skyld. Men pointen er igen: var man gode nok til at lytte til de mennesker, det drejede sig om, eller valgtes blot den letteste løsning.

Når (tillad mig at anvende det upræcise) ’Vesten’ ikke er lige så konsekvente, når det gælder seksuelle rettigheder, som vi er, når det gælder kvinderettigheder, bunder det naturligvis i, at vi har en rem af huden selv. Det frisind som Vesten bryster sig af – og tilslutning til menneskerettighederne (’vores værdier’ osv) – findes ikke i alle politiske og religiøse miljøer. Et opgør med de holdninger i vores egen midte er i nogle situationer en forudsætning for at stoppe overgreb på minoriteter i udviklingslandene. Flere iagttagere peger på, at det er stærkt konservative politiske grupper i USA, der systemeksporterer deres had til homoseksuelle til Afrika, hvor de får større politisk lydhørhed. Det samme gælder Østeuropa.

Nu kan man være af den opfattelse, at seksuelle minoritetsrettigheder i Afrika er et perifert problem sammenlignet med, hvad kontinentet ellers slås med. Jeg forstår overvejelsen, men synes det er et skrivebords-argument. Udover det banale, at man ikke med seriøsiteten i behold kan sætte kampen for menneskerettigheder på stand by, mens man bekæmper fattigdom (hænger det ikke netop sammen?!), så kan man i min verden ikke vælge, hvornår og for hvem indsatsen for friheds- og lighedsrettighederne skal leveres. Rettighedsdiskussionen en generel problemstilling, som er en underlæggende præmis i udviklingsarbejde.

Så nej, vi skal ikke lade dem hænge de homoseksuelle. Men vi kunne godt os selv i blandt – Danida, ngo’er, andre donorer osv. – bruge flere diskussioner om, hvordan vi i det internationale samarbejde omsætter det hele i praksis. Hér skal vi i høj grad lytte til og lære af de aktører, der lokalt arbejder med det. Berøringsangst bringer os ikke videre, men kan i yderste konsekvens koste liv

Homosexuelle udsættes ofte for overfald og chikane i nattelivet, viser en optælling, som Københavns Kommune har lavet. Kommunen satte for et par måneder siden et projekt igang, hvor borgere, der har været udsat for hate crimes, kunne melde det, så man kan få et overblik over omfanget. Næsten halvdelen (nemlig 62 ud af 125) af de hate crimes, der er blevet registreret, har været rettet mod unge bøsser. Københavns Kommune tror desværre ikke, at den diskrimination, de har registreret i løbet af de sidste par måneder, er meget andet end ‘toppen af isbjerget’.

Dét bør få politikerne og politiet til at reagere. Ligestilling er et samfundsanliggende – ikke en privatsag. Når mennesker på grund af deres sexuelle orientering udsættes for overgreb og overfald i et opsigtsvækkende stort antal, så må der gøres en massiv indsats for at få det stoppet. 

Den form for diskrimination kender jeg desværre alt for godt fra mit arbejde i Mellemøsten. Og vi ved fra EU-scenen, at der udspiller sig en regulær værdi- og kulturkamp, hvor netop homosexualitet er et hedt emne. Religiøse og reaktionære kræfter bestrider homosexuelles rettigheder, også den helt grundlæggende frihed til at leve, som man vil. Men i Danmark….nok er der den fundamentalistiske gren af Kristendemokraterne (og Tove Videbæk, der nu har meldt sig ind i Konservativt Folkeparti) og andre, der med Biblen i hånd hævder, at homosexualitet er alt fra syndigt til Guds straf. Men hele ligestillingskampen har dog i indtil flere år også handlet om homoer. Desuden er uddannelsesniveauet da generelt så højt, at der ikke er nogen undskyldning for at mene, at ‘bøsser er noget, man skyder med’.

Men måske er problemet, at vi faktisk ved for lidt om livsvilkårene for lesbiske og bøsser. Måske ville vi, hvis vi vidste mere, have en bedre og mere oplyst debat om bekæmpelse af den uacceptable diskrimination. Derfor må den politiske reaktion nødvendigvis være at sikre en systematisk indsamling af viden (ud over det konkrete projekt), at uddanne og oplyse politiet om dette problemfelt, at lave oplysning blandt unge og meget andet.

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) har gennem længere tid gerne villet starte en omfattende undersøgelse af levevilkår, men har manglet pengene. Heldigvis - det må jeg jo sige som SF’er, selvom der selvfølgelig også er PR i det for hende – har Ritt Bjerregaard netop meddelt, at hun gerne vil påtage sig at finde de sidste penge, så en landsdækkende undersøgelse kan sparkes i gang.

For alle os andre er der kun én ting at gøre – kom ind på Rådhuspladsen og diskutér, bliv klogere og lyt til fed musik. OG – gå med i paraden på lørdag eftermiddag og vis din støtte til homoers lige ret til frihed og til at leve et liv, som de har lyst til.

Stil op for alle de homo’er i verden, der ikke selv kan – fordi homosexualitet er en dødssynd, kriminelt, kulturelt helt orkasteligt og derfor for farligt at sige højt. Stil op og vis, at vi tør – og vil på andres vegne.

Læs mere på www.trinemach.dk

Tove Videbæk, der er notorisk kendt for sin kamp mod fri abort og homosexuelles ret til ligestilling med heterosexuelle i alle anliggender – har meldt sig ind i Konservativt Folkeparti og satser på at stille op til EU-Parlamentsvalget næste år. Det har de Konservative åbenbart allerede lovet hende.

En interessant udvikling, må man sige, af to grunde. For det første, fordi den Konservative formand Bendt Bendtsen – da bølgerne gik højt omkring Enhedslistens FT-kandidat Asmaa Abdol Hamid – i endnu en omgang muslim-bashing kaldte hende for “fundamentalist” (Asmaa har iøvrigt ikke givet udtryk for den type holdninger). Nu har hans eget parti så budt velkommen til en politiker, der skred fra Kristdemokraterne - hvor hun tabte kampen om partiets linie til den ikke-fundamentalistiske fløj - og helt eksplicit er i mod både fri abort og lige rettigheder til homosexuelle.

For det andet fordi, at der på den europæiske scene er gang i en temmelig voldsom kultur- og værdikamp. Mellem reaktionære politiske og religiøse kræfter, som netop ønsker at religion – den kristne, forstås, og Paven – skal spille en større rolle i det politiske liv i EU. Vi nævner i flæng hardcore abortmodstandere og kirken i Polen, der fører en benhård kamp mod homosexuelle.  Og på den anden side progressive kræfter, der i EU arbejder for at udvide borgernes rettigheder på alle områder og sikre reel ligestilling og retten til selv at bestemme over sin krop og sit liv.

I en tid, hvor religion fylder stadigt utåleligt mere i den politiske debat, og hvor homofobien blomstrer i vores nabolande – hvor værdikampen med andre ord også raser i EU – må man spørge:

På hvilken side melder Tove Videbæk sig ind? Og dermed det Konservative Folkeparti?