Kronik i Politiken sammen med Yildiz Akdogan (MF for S) og Johanne Schmidt-Nielsen (MF for EL)

…Og så skal der nedsættes et mandepanel. Lad os starte med de vanlige feminist-besværgelser: Nej, ligestilling handler ikke om at bekæmpe mænd. Ja, der findes udsatte mandegrupper og det er en fin ide at nedsætte et mandepanel – venstrefløjen har tidligere foreslået noget lignende, samt en egentlig mandekommission.  

Men ved at aflyse kvindekampen risikerer vi at overse den strukturelle diskrimination af kvinder, der fortsat kendetegner vores samfund. Den ulighed der betyder at markeringen af 8. marts er både nødvendig og ikke mindst tidssvarende. Med ligestillingsforsker ved Aalborg Universitet Anette Borchorsts ord: ”Gennem flere år har ligestilling handlet om indvandrerkvinderne, og nu skal det så handle om mændene. På en eller anden måde går man uden om majoritetsproblemet”.

For præcis et hundrede og et år siden besluttede fremtrædende kvinder på et internationalt møde i København (i det nu nedrevne Folkets Hus på Jagtvej 69) at indstifte en international dag for kvinders rettigheder. I 1975 gjorde FN dagen til en global kvindedag.

Ambitionen var at sætte særligt fokus på kvinders stilling i samfundet og ikke mindst at gøre kampen for kvinders ligestilling til et fælles samfundsmæssigt anliggende – frem for at være noget den enkelte kvinde måtte slås med. Og selvom meget har ændret sig siden 1910, er kvindekampen anno 2011 i sin essens den samme: ønsket om en lige og demokratisk samfundsmodel, hvor køn ikke er bestemmende for vores muligheder og livssituation.

For selvom vi lever i et samfund, hvor stort set alle bekender sig til ligestilling – til tider fremhæves det oven i købet som en særlig dansk værdi – er vi fortsat langt fra at være i mål.

Ligelønsloven blev vedtaget helt tilbage i 1975. Alligevel er der fortsat 18 procent forskel på mænds og kvinders løn. I årtier har netop den økonomiske ligestilling ellers været et mantra i vores samfund og er – helt korrekt – blevet betragtet som en afgørende forudsætning for kvinders frigørelse. Den voldsomme lønforskel fik i efteråret 2010 en række faglige organisationer til at lave den humoristiske kampagne ”Kvindernes sidste arbejdsdag”. For når kvinder får 18 procent mindre end mænd, så skulle kvinderne rimeligvis også arbejde 18 procent mindre – og altså dermed have sidste arbejdsdag den 1. november.

Formålet var ikke at skaffe landets kvinder en forlænget juleferie, men at påpege strukturelle skævheder, som ingenlunde kan løses af den enkelte kvinde eller af regeringens foretrukne ligestillingsredskab: ”frivillighedens vej”. Skal vi ligelønsproblemerne til livs, er aktiv politisk handling nødvendig.

En af hovedårsagerne til den økonomiske skævhed er, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked og at de fag, der domineres af kvinder, aflønnes betydeligt ringere end de fag, der domineres af mænd. Netop de såkaldte kvindefag er altovervejende at finde inden for det offentlige område – og her er vi som politikere ansvarlige for lønningsposens størrelse. Kan det virkelig være rimeligt, at det arbejde, der som oftest udføres af kvinder fortsat og helt systematisk betragtes som mindre værd end det arbejde, der som oftest udføres af mænd? Hvilken logik er det, der tilsiger, at en SOSU’s arbejde er mindre værd end en svejsers? Hvis man fra politisk side virkelig mener det, når det siges, at ligestilling er en afgørende dansk værdi, må det også betragtes som et samfundsmæssigt anliggende at udligne lønforskellene.

I den forbindelse er det helt nødvendigt at forholde sig til den skæve fordeling af barselsorloven. Over 90 procent af barslen tages af kvinder – hvilket har afgørende betydning for kvinders løn og ikke mindst pension. Men skal der ikke være frit valg? Før vi overhovedet kan komme i nærheden af at tale om frit valg, må en række barrierer udryddes. Så længe kvinder tjener 18 procent mindre end mænd, er det en væsentlig større belastning for familiens samlede økonomi, at far tager barsel. Dertil kommer, at mange mænd bliver fortsat mødt med fordomme, når de beder arbejdsgiveren om barselsorlov. I øvrigt ville det vel slet ikke være så tosset, hvis børn kunne opleve begge forældre som den primære omsorgsperson? Hvis der altså er to. Netop derfor bør Danmark – efter blandt andet svensk forbillede – øremærke tre måneders barsel til begge forældre. Og det er skam med vilje, at vi ikke skriver ”til far”. Der ligger nemlig også en ligestillingskamp i at sikre regnbuefamilier de samme rettigheder som flertallet.  

Derudover skal den centrale barselsfond udvides, så den også dækker de selvstændigt erhvervsdrivende. Det vil fjerne en væsentlig barriere for kvinder i forhold til at blive iværksætter – i dag udgør kvinder kun 25 procent.

Den stereotype kønsopfattelse, der blandt andet ligger bag den skæve fordeling af barselsorloven, skal også udfordres i skoler og daginstitutioner. Køn skal sættes på skemaet på lærer- og pædagoguddannelserne, så lærere og pædagoger får indblik i og redskaber til at bryde fastlåste kønsrollemønstre hos børn og unge, ligesom de skal have støtte og vejledning fra fagkonsulenter med fokus på køn, så de styrkes i deres daglige arbejde med børnene.

Men det er ikke kun økonomien og barselsorloven, den er gal med. Kvinder er systematisk underrepræsenteret på samfundets ledende poster. Lad os se nærmere på to konkrete områder: toppen af dansk forskning og toppen af det danske erhvervsliv.  

På Københavns Universitet er andelen af kvindelige kandidater 57 procent (2009-tal). Af samme årsag advares der jævnligt imod, at kvinderne er ved at overtage universiteterne. Men bevæger man sig op af den akademiske rangstige, vil man hurtigt opdage, at der bliver længere mellem kvinderne jo højere op, man kommer. Kvinder udgør kun 30 procent af lektorerne(2008-tal) og under 15 procent af landets professorer er kvinder (2008-tal). Skævvridningen er i årevis blevet forklaret med historisk efterslæb – altså at der før i tiden var færre kvindelige kandidater at tage af og at underrepræsentationen derfor vil forsvinde af sig selv i takt med, at kvinder udgør en større og større andel af rekrutteringsgrundlaget. Problemet er imidlertid, at underrepræsentationen af kvinder også er markant i nyansættelser. Med andre ord: den akademiske top er fortsat primært et mandeanliggende.

Er det et problem, man politisk skal forholde sig til? Ja. Dels fordi mænd og kvinder groft skåret har forskellige livssituationer og derfor kan bidrage med forskellige vinkler og prioriteringer i den akademiske produktion. Dels fordi det samfundsøkonomisk er ineffektivt, at de mange potentielle talenter og forskerspirer blandt landets unge kvinder ikke udfoldes. Og ikke mindst fordi vi lever i et samfund, der bekender sig til demokrati og ligestilling, hvorfor kvinder og mænd bør have lige mulighed for at opnå for eksempel professorater.   

Hvad skal der så gøres? Der er to veje. Vi kan handle eller vi kan lade tiden gå og se, om ligestillingen kommer af sig selv. Inge Henningsen, lektor ved Københavns Universitet, regnede i 2003 på den sidste mulighed. Hun nåede frem til, at med en fremskrivning af tallene fra Københavns Universitet fra 1970 til 2001, så vil det tage 248 år, før kønnene er ligeligt repræsenteret. Så stor er vores tålmodighed ikke. Handling er nødvendig. Og før Lykke Friis blev ligestillingsminister var hun skam parat til at levere andet end hensigtserklæringer. I sin tid som prorektor på Københavns Universitet indførte hun kontant belønning til de fakulteter, som ansætter flere kvindelige professorer – i form af både økonomisk bonus og flere professorater. Ordningen har vist sig at være yderst effektiv. Københavns Universitet fik i 2008 i alt 20 kvindelige professorater mod i gennemsnit 10 i 2006 og 2007.

Også i virksomhedernes top er der langt mellem kvinderne. Oppositionens krav om at indføre kvoter, der sikrer minimum 40 procent af begge køn i virksomhedernes bestyrelser, er blevet mødt med skarp kritik. Virksomhederne profitoptimerer og vælger derfor altid, hvad der er bedst for dem og det skal der ikke pilles ved, siger modstanderne. En større dansk analyse fra 2009 viste imidlertid, at virksomheder med kvinder på ledelsesposter rent faktisk tjente flere penge.

De samme erhvervsfolk, der i de fleste moderne managementteorier lærer at inddrage institutionelle forhold, kan åbenlyst ikke se, at oldboys-networking er så institutionaliseret i erhvervslivet, at kvinderne holdes ude. Og interessant nok, så meldte Foreningen Erhvervskvinder og Kvindelige Erhvervsledere allerede i 2009 ud, at de bakker op om at indføre kønskvoter – blandt andet med argumentet om, at den svage stigning i antallet af kvinder, der er sket, ikke indikerer, at vi får ligestilling i indeværende århundrede. For os er kvoter ikke et mål i sig selv, men de kan være et nødvendigt redskab i arbejdet hen mod ligestillingen.

Hvis man kritiserer underrepræsentationen af kvinder i de forholdsvis snævre miljøer, som både forskningens top, erhvervslivets bestyrelser eller for eksempel borgmestrekontorerne (der er i parentes bemærket kun 14 kvindelige borgmestre i Danmark), får man som oftest stemplet ”elite-feminist”. Og det er da også helt korrekt, at der er en overhængende fare for, at universitetsuddannede middelklasse-feminister overser rengøringsassistentens og kassedamens alt for lave lønninger eller glemmer det faktum, at 28.000 kvinder hvert år udsættes for partnervold. Når det alligevel er relevant at beskæftige sig med netop disse elitære miljøer, skyldes det, at det i høj grad er her, magten over vores samfund ligger. På forskningskontorerne findes en afgørende magt i forhold til at definere ”sandheder” i vores samfund. På direktionsgangene en helt afgørende magt over landets økonomi. Og på borgmesterkontorerne, tjah, det siger næsten sig selv.

Summa summarum: 8. marts er stadig yderst aktuel. Et par af de tidligere borgerlige ligestillingsministre har forsøgt at reducere ligestillingsdebatten til noget, vi skal ”gøre” ved indvandrerkvinderne. Det dækker ikke alene over, at ligestillingsdebatten spændes for regeringens værdikampvogn, men over en grundlæggende ligegyldighed og total mangel på prioritering af ligestillingsspørgsmålet. 

I et feministisk perspektiv er det decideret bagstræberisk – og fører næppe til frigørelse – at stemple bestemte grupper som ofre, middelklasse-hvide danskere skal ”redde” fra deres egen kultur. VKO’s bekymring for ”indvandrer-kvinder” er i øvrigt svær at spore i deres konkrete politik. Den såkaldte 450-timers regel er et eksempel: Lever et ægtepar ikke op til kravet om, hvor mange timer, der skal arbejdes, bliver den ægtefælle, der har færrest timer, frataget sin kontanthjælp. I 2008 gennemførte SFI en undersøgelse, der viste, at 95 procent af dem, der har mistet kontanthjælpen pga. det, der på det tidspunkt hed 300-timers reglen, er født uden for Danmark grænser – og at 70 procent af den samlede gruppe er kvinder. Denne gruppe kvinder gøres altså hundrede procent økonomisk afhængige af deres mænd. ”Redningsaktionen” er derved ikke alene tom retorik – regeringens politik bidrager simpelthen til at indskrænke handlemulighederne for mange kvinder med indvandrerbaggrund.

I modsætning til sine to forgængere har Lykke Friis ikke benyttet sin ministerpost til at gøre ligestilling til et spørgsmål om indvandrere. Til gengæld synes hendes kønspolitiske tiltag på Københavns Universitet meget langt væk. Senest med hendes udmelding om at aflyse kvindekampen.

Det danske samfund er fortsat præget af strukturel diskrimination af kvinder. Og efter et valg skal kvindekampen have nyt liv. Intet tyder på at lige muligheder kommer af sig selv. Der er brug for politisk handling – hellere i dag end i morgen.

Jeg var der – og vil prøve at sige noget om, hvorfor jeg i udgangspunktet mente, at det var rigtigt men endte med at konstatere, at det var et fejlskud.

At sige fra, tale op i mod, og stille op overfor reaktionære højrekræfter, religiøse såvel som politiske, er et grundsyn hos mig. Det har det været i årevis. Man kan ikke bare ’lade stå til’, for historien har vist os, at det reaktionære højre er en iboende del af det moderne samfund, og at det næres af medløberi, fodring af den indre svinehund, populistisk nationalisme. Derfor har jeg brugt flere år af mit liv på civilsamfundsudvikling og menneskerettigheder i Mellemøsten og Nordafrika; derfor undrer jeg mig over, at de højrenationale kræfter i Danmark får stadig mere plads bl.a. i Århus, uden at det vækker ramaskrig på den brede venstrefløj.

Min modstand mod de reaktionære kræfter går på synspunkterne, ikke på de mennesker, som kunne blive tiltrukket af de forkvaklede synspunkter om stat, religion, demokrati, frihed eller køn. Derfor er der heller ikke nemme løsninger som ’send dem hjem’ eller forbud. Kun at imødegå disse politiske/religiøse ideer med ord og debat.

Derfor var det heller ikke første gang, at jeg er til en manifestation mod HuT – og derfor har jeg flere gange været, og gør det igen, taler til Iran-demonstrationer.

Det betyder, at man ind imellem står sammen med højreorienterede folk som Farshad Kholgi og Karen Jespersen (og det yderste nationale højre, hvis ideer bygger på selvsamme tankegods som det, vi netop skal kæmpe i mod), der har et helt andet udgangspunkt end mig selv, ikke mindst fordi deres dagsorden er stærkt fordrejet anti-muslimsk og fremmedfjendsk.

Det har været tålbart indtil nu, fordi den dagsorden, jeg stod som del af, var den, der fyldte til demonstrationerne.

Det var det ikke længere i fredags.

”Udvis disse femte kolonne forrædere” og ”Skrub ad helvede til” kunne jeg læse på to af de medbragte bannere, mens ultranationalister skrålede Danmarks nationalsang. Demonstrationen, der var indkaldt af venstreorienterede kammerater, var overtaget af højrefløjens synspunkter. Det var ikke demonstrationsarrangørernes skyld. Det var fraværet af os selv!

Men det var – og her kommer den væsentligste grund til at genoverveje valget af middel i dette lille kapitel af den politiske kamp for demokrati, frihed og favnende fællesskab – også hele optakten til demonstrationen. HuT havde sat trumf på ved at proklamere, at det var muslimers pligt at dræbe de udenlandske styrker i Afghanistan. En lækkerbisken for pressen og nationalister. For mig, og venstrefløjen i øvrigt, handlede demonstrationen først og fremmest om at sige fra over for de reaktionære kræfter i vores samfund. Desværre blev det danske reaktionære kræfter som overtog.

Jeg deler i øvrigt det synspunkt, at HuT får alt for meget opmærksomhed, og at det i virkeligheden er kontraproduktivt, fordi selvsamme opmærksomhed giver dem en status, en rolle og en betydning, de slet ikke skal have. Det er én af grundene til, at jeg er dybt uenig med dem, der før mødet havde vældig travlt med i medierne at fortælle, hvor forfærdeligt, det var, at HuT skulle holde møde i Den Sorte Diamant. Enten fordi mødetemaet, mødeindkaldelsens brug af billeder, brugen af Diamanten eller selveste HuTs synspunkter var forfærdelige. (den anden grund er, at politikere og andet godtfolk skal holde sig fra at blande sig i statslige institutioners disponering over deres lokaler – man behøver ikke ha en holdning til alt og skal især ikke blande sig i alt; det tilsiger demokratiske spilleregler sådan set).

Et lille efterskrift: Kampen om vores medborgeres hjerner og hjerter kæmpes endsige vindes ikke primært ved denne type manifestationer. Men de har stadig deres berettigelse, fordi vi også ved, at den synlige modstand er vigtig (hvis forholdene ellers havde været til det). Det er ved hjælp af et langt sejt politisk træk med oplysning, samarbejde, ligeværd og inklusion (og et opgør med dobbeltstandarden i udenrigspolitikken) som omdrejningspunkter, at vi kan imødegå tilslutningen til højrekræfterne.

Men hvad handler det hele om? Er østeuropæerne over én kam homofobiske og konservative, som det ofte fremstilles bagefter? Svaret er naturligvis, at virkeligheden er mere kompleks. På mange måder ser vi i disse år en stærk folkelig modvilje mod homoseksuelles rettigheder i østeuropæiske lande. Tal fra EU viser, at befolkningerne i de fleste nye medlemslande helst ikke vil have en arbejdskollega eller ønsker, at deres børn skal undervises af en lærer, der er homoseksuel. Voldelige overfald og chikane – sågar mord – er også en del af hverdagslivet for homoseksuelle i for eksempel Moskva og Beograd. Så baggrunden for modstanden mod homo-paraderne er til at tage og føle på.

Men dér, hvor modstanden og fordommene mod homoseksuelle slår ud i lys lue, er dér, hvor stærke politiske kræfter forstår at udnytte det. Ved de fleste forsøg på at forbyde homo-paraderne har det været centrum-højre politikere, der i samarbejde med religiøse ledere og bevægelser på den yderste højrefløj har kunnet se en interesse i at gøre modstanden mod homoseksuelle til et centralt spørgsmål. Ofte sker det op til et valg eller i forbindelse med rekruttering af nye medlemmer til menigheder eller bevægelser.

Det er altså en uskøn blanding af helt almindelige borgere, politikere, der ofte har sæde i parlamenterne, og religiøse og højrenationale bevægelser, der får hadet til homoseksuelle til at koge. Og ofte er det ikke de homoseksuelle isoleret set, det drejer sig om. Snarere er homoseksuelle en brik i kampen om at definere dna’et i de for manges vedkommende nye stater mod øst. I efterdønningerne efter murens fald er nationernes identitet på mange måder i spil. Og her får især nationalismen og traditionelle familieværdier en central position. Homoseksuelle ses som en eksponent for alt det, der truer nationens sammenhæng og familiens beståen, og sættes på lige fod med mange andre ting, der kommer udefra som en trussel. ”Homoseksualitet er vestlig dekadence”, som der f.eks. står på nogle af moddemonstranternes bannere. Homoseksualitet går derfor hånd i hånd med overgangen til skrap markedsøkonomi, arbejdsløshed og sociale problemer for mange østeuropæere – ikke mindst fordi ledende politikere opportunt fremstiller det sådan.

Og med det in mente fremstår den østeuropæiske homo-angst pludseligt ikke så fremmed længere. Det minder på mange måder, om den måde som indvandrere – og særligt muslimer – igennem det seneste ti-år er blevet brugt som en brik i kampen om den nationale identitet i Danmark og en række andre vestlige lande. Fremstillingen af muslimen, der kommer udefra og truer værdier og institutioner, er jo hverdagskost i dagens debat. En fremstilling, der også orkestreres på stort set samme vis som østpå.

Af samme grund er det problematisk og hyklerisk, når højrefløjspolitikere i Danmark omkostningsfrit og løsrevet kritiserer homo-hadet i Østeuropa. For det første er det nemlig ikke langt fra den måde, de selv bruger muslimer og andre minoriteter på i en hjemlig retorik. Og for det andet vælger de selvsamme politikere ofte at modarbejde forslag til at fremme homoseksuelles vilkår i Danmark, når der skal trykkes på knapperne i folketingssalen.

Når man spørger de homoseksuelle græsrodsorganisationer i Østeuropa, frabeder de sig da også at få de problemer, de slås med, udråbt som væsensforskellige fra de problemer, homoseksuelle oplever andre steder i verden. Homofobi og fordomme er – desværre – et universelt problem. De beder i stedet om, at vi politikere i Vesteuropa får EU og Europarådet til at lægge et massivt pres på deres regeringer, så helt basale rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed bliver overholdt. Og så beder de om, at vi lytter til dem og støtter dem på netop de måder, der giver mening i hvert enkelt land. Ikke én model kan løse problemerne alle steder.

De ønsker, skylder vi dem, at lytte til og handle på. Også selvom det er et langt sejt træk og samtidig kræver, at vi også retter et kritisk blik indad.

Det kører dårligt for Labours valgkamp i Storbritannien. Faktisk så dårligt, at Gordon Brown ligger under både de konservative og det lille liberale parti, The Liberal Democrats i flere målinger. I Danmark ville det svare til, at Radikale Venstre blev større end Socialdemokraterne og at Margrethe Vestager skulle være statsminister i stedet for Helle Thorning. Noget der næppe er tænkeligt for andre end Marianne Jelved.

Labour ligger ret beset som de har redt; misbrug af offentlige midler, en katastrofal økonomi og ikke mindst en krig i Afghanistan, hvor landet hænger fast, er vigtige emner i den engelske valgkamp. Emner, hvor Brown og Labour ikke scorer højt. Brown kunne måske have haft fordel af i god tid før valget at have ringet til sin danske kollega for at få opskriften på den danske valg-vaccine, som blev udviklet af Fogh. Den virker stadig. Det gode ved vaccinen er, at den virker mod selv rigtig dårlige sager og erfaringerne fra Danmark kunne sagtens genbruges i Storbritannien.

En udsigtsløs krig, som koster unge mænd liv og førlighed, og som koster samfundet milliarder af kroner, kræver vaccination af vælgerne i god tid, men kræver til gengæld ingen saglige argumenter. Nogle måneder før valget vender man 180 grader politisk og meddeler, at man påbegynder tilbagetrækning og fjerner sig fra farlige militære opgaver. Timingen er til gengæld afgørende. Sagen skal være vedtaget i god tid før valget, så den ikke diskuteres i forbindelse med en valgkamp; til gengæld må den endnu ikke være ført ud i livet, fordi det kunne afstedkomme krav om evaluering og eftertanke om den militære indsats. I marts 2007 fik Danmark en sådan gang valg-vaccine nøje timet efter et planlagt valg i sensommeren.

Samme type vaccine fik danske vælgere i forrige uge for krigen i Afghanistan ved indgåelse af Helmand-aftalen (så mon et oktobervalg er inden for rækkevidde). Vaccinen virker dog kun i samfund, hvor krigsmodstanden i oppositionen er splittet. I Danmark har Socialdemokraterne til tider leveret denne komponent, i Storbritannien har Brown det endnu nemmere, fordi de konservative har bakket op om krigene i både Irak og Afghanistan.

En dårlig økonomi er ikke per automatik eller nødvendigvis et politisk problem, hvis man i god tid indtænker placeboeffekten. Den politiske vaccine bygger på en god dosis varm luft og ”værdipolitiske” dagsordener. Hvis Brown i god tid før valget i Storbritannien havde nedsat en kommission, der skulle komme med forslag til strukturelle ændringer i den britiske økonomi, var meget reddet for hans miserable valgkamp. Se bare på, hvordan dette lands tidligere statsminister kunne undgå at foretage sig noget som helst ved bare at nedsætte kommissioner, hvis arbejde og anbefalinger vel at mærke ikke er det afgørende; de er jævnt hen ikke blevet taget alvorligt.

En anden vigtig ingrediens er, med en vis konstans, at fylde den politiske debat med værdipolitisk lir. Burka, kamphunde, kriminel lavalder, symbolrabalder om lægers ytringsfrihed, er yndede emner i den retning. Det er naturligvis muligt, at Brown og (dele af) Labour synes, at den variant af værdipolitik ikke er en klædelig accessory, men at det er at trække politik ned på et lavt plan. Men det er saftsusende effektivt. I øvrigt var hans forgænger Tony Blair blandt verdens bedste ud i disciplinen at styre den politiske dagsorden. Selv Fogh har hentet inspiration der.

Tilbage står Labours problem med magtfuldkommenhed, som i Labours tilfælde ledte til misbrug af offentlige midler. Her er den danske vaccine desværre virkningsløs. Det viste Udenrigsministerens katastrofale håndtering af sin bizarre prioritering af ferie versus arbejde i påsken ganske tydeligt. Magtfuldkommenhed glider bare ikke supergodt ned; det kræver stærkere medicin.

Mon ikke der i Venstre-rækker as we speak arbejdes temmelig hårdt på at udvikle valg-vaccine 2.0. Meget tyder på det. Faktisk viser de første testforsøg med kommunist-hetz med Ole Sohn, at Venstre har indgået joint venture med åndsfællerne i Dansk Folkeparti for at udvikle en særlig stærk kur. For Brown er det nu nok for sent, han når det ikke inden valget i Storbritannien 6.maj. Det er demokratisk set heller ikke det værste, hvis borgerne mander (M/K) sig op til at vippe den form for magthaveri af pinden.

Herhjemme må vi bare håbe, at resistensen er ved at melde sig.

Tillad mig at blive nostalgisk – men dansk rock fra 70’erne og 80’erne, ikke mindst en række kvindelige kunstnere fra dengang, rocker stadig. I går spillede nogle af de bedste af dem i en fyldt Tivolis koncertsal. En intens og nærværende Anne Linnet sang folk op af stolene med “Alle folk kan se det straks, du er så smuk og dejlig”.

Anledningen: Dannerhuset fylder 30 år og det blev fejret med en forrygende støttekoncert i Koncertsalen. Overskuddet går til arbejdet med børn i voldsramte familier. Og ja, der var også mænd til stede.

For 30 år siden besatte en gruppe kvindebevægelses-aktivister Dannerhuset og satte dermed et historisk aftryk på ikke bare huset men på den politiske dagsorden. De handlede mod det, de fandt helt absurd og urimeligt – og vandt. Også borgernes hjerter og hjerner for sagen. Dannerhuset blev Danmarks første krisecenter og har i 30 år været et helt afgørende sted for voldsramte kvinder og for den kvinde- og kønspolitiske historie i Danmark.

En af festtalerne i aftes var Ritt Bjerregaard, der – måske lidt ufortjent, kan man mene, med tanken på Jagtvej 69 – fik salen til at grine, da hun beskrev Weidekamp som en borgmester, der nok ikke var så glad for husbesætterne, som han helst så fjernet og Dannerhuset brugt til noget andet.

Men sådan gik det ikke. Danner står stadig med de flotte røde kvindetegn malet i vinduerne som vartegn over tiden, hvor kvindebevægelsen var stærk her i landet. Hvor mennesker faktisk flyttede en dagsorden helt ind på Christiansborg. Hvad der er rigtig fedt er, at Danner ikke bare er nostalgisk symbol på ’dengang’ men at institutionen – udover det uvurderlige arbejde med voldsramte kvinder og børn – også flytter sig og formår at matche nutidens krav til omstillingsparathed, er med-på-beatet og leverer opdateret version af kønspolitikken. Som det lød i går – vold mod kvinder bekæmpes bedst ved også at inkludere mænd som del af målgruppen.

På de 30 år har mellem 2-3000 kvinder og børn boet i huset. Op mod 20.000 har fået rådgivning og hjælp. Danner har samtidig arbejdet med den politiske side af sagen. Vold er et samfundsproblem, ikke et problem alene for den enkelte kvinde eller familie.

Nutidens tal for voldsramte kvinder og børn er ikke opmuntrende. Hvert år udsættes 22.000 børn for vold i hjemmet. Til trods for, at antallet af kvinder, der udsættes for partnervold er faldet, så er vold mod kvinder samlet set et stigende problem. Volden finder sted hjemme, på arbejdet og på gaden. En alarmerende tendens, der burde trække langt større spor ind i Folketingets arbejde, men det herskende flertal synes at mene, at ligestilling i det hele taget kun er et problem blandt etniske minoriteter.

Danners aktualitet blev matchet ret præcist af oplagte Fagget Fairys, der åbnede koncerten, og jeg må sige, at dét at sidde i en festklædt Tivoli-koncertsal og fejre Danners 30 år var… mærkbart. At lytte til store kvindestemmer, guidet af konferencier-duoen Anne Marie Helger og Per Vers – det gjorde noget!

Det gjorde også godt, da farvestrålende Helger pludselig knappede sin bluse op og foretog blyantsprøven foran os alle. I det hele taget, så føltes det bare anderledes i aftes. Danner-koncerten viste og mindede mig om, at der stadig er folk, der vil. At der er nogen, der kan. At umulige ting er mulige, når folk stiller sig op for det, de tror på.

Kvindekampen er langt langt fra forbi. At den desværre ligger i dvale her i landet – som så meget andet, der handler om demokratisering, frihed og lighed – er bare endnu et tegn på tingenes elendighed og på, at alle os, der mener noget med os selv og hinanden, må se at komme op af starthullerne.

For det er dét, der er alt for få, der gør: Stiller sig op. Der vælger at gøre, som Annisette sagde: ”Speak for those who can’t speak”. Det er mere end på tide at vinde dagsordenen og folks hjerner og hjerter for et helt helt andet og ansvarligt samfundsprojekt.

Det med den burka: Jeg bryder mig bestemt ikke om den, af flere forskellige årsager, men det er en alvorlig sag at lade staten bestemme, hvordan folk må se ud.

Paradoksalt nok kommer jeg i tanker om sangen: Man binder os på mund og hånd. Men man kan ikke binde ånd. Tænk lidt over den pointe Også selvom ånden bag et religiøst påbud er din absolutte modsætning.

Udover den banale ting, at man ikke ændrer på menneskers værdisæt og holdninger ved at pålægge dem en bestemt påklædning (eller fraværet af den), så har ihvertfald venstrefløjen den historiske erfaring, at det med at staten skal blande sig i alt og lovgive om menneskers ikke bare samfundsmæssige men også deres privatliv – ja det skal man i den grad passe på med. Forbudspolitik er en glidebane. Man kan ikke hverken forbyde, harmonisere eller udvise sig til det perfekte og problemfri samfund. De findes slet ikke (og heldigvis for det).

Som om der ikke er virkelige problemer her i landet, eller her i verden for den sags skyld. Regeringen er vært for et klimatopmøde om få måneder. Den rige del af verden lever ikke op til løfterne om at halvere verdens fattigdom inden 2015. Det danske sundhedsvæsen trænger til en gevaldig kærlig hånd. 

Tag dog ansvar for samfundets og verdens virkelige problemer i stedet – eller endnu bedre: Udskriv FT-valg!

Det er ikke så ofte, at jeg direkte roser dansk udenrigspolitik, men her er det aldeles på sin plads: Tak for det! Og godt gået, Per Stig, at du holder fast ved nødvendigheden af at deltage i FN-konferencer og tage kampen op for vores (i øvrigt universelle) værdier om dialog, demokrati, pluralisme og ytringsfrihed.

At EU-landene er splittede på dette temmelig grundlæggende spørgsmål er til gengæld yderst beskæmmende og må gøre det utrolig svært at holde ambitionen om en fælles EU-udenrigspolitik højt. Hvad skal den dog baseres på – EU er jo fuldstændig uenige internt! Det værste er, som også Marlene Wind (som jeg sjovt nok heller ikke særlig ofte må udtrykke enighed med) påpeger, at EU ikke er i stand til at stå samlet i den globale værdikamp og medvirker til at underminere FN’s troværdighed.

Til gavn for netop de fundamentalistiske regimer og kræfter. Hvilket selvmål!

For der ER jo opnået resultater i de forgangne måneders forhandlinger. Slutdokumentet indeholder ikke længere de passager, der ophøjede religioner til noget, der skulle ydes beskyttelse som mennesker netop skal gennem menneskerettighederne. Menneskerettigheder skal – som det ligger i navnet – beskytte mennesker, ikke ideer eller religioner. Mulighed for kritik af både ideer og religion er helt centralt i et pluralistisk demokrati, hvor det bærende er det enkelte menneskes frihed. 

Netop derfor skal vi deltage. Fordi vi skal sende det klare signal, at forsvaret for menneskerettigheder og kampen mod racisme er vigtig for os UANSET hvor på kloden den finder sted. At blive væk ville kun gavne antidemokratiske og fundamentalistiske kræfter i den globale værdikamp og er et kolossalt svigt af de demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere, der rundt om i verden sætter livet på spil for vores fælles værdier – og iøvrigt af de ledende moderate kræfter, der i den arabiske verden gør det samme.

Derfor er det også så selvmodsigende, at både Dansk Folkeparti, Naser Khader, CEPOS-konsulenter og andet højreorienteret godtfolk her til lands så voldsomt har agiteret for en boykot.

Heldigvis vandt fornuften og viljen til indflydelse og Danmark deltager i FN-konferencen om racisme. Og dét er så vigtigt et signal, ikke bare for kampen mod racisme men også for kampen for at fastholde FN som rammen for international politik.

Læs mere om forsvaret for internationalisme på www.trinemach.dk

Bogens udgivelse belv sat i bero i USA, fordi forlaget dér blev bekymret for, om den ville være en provokation mod radikale muslimske grupper og de derfor ikke kunne ‘garantere for forfatterens sikkerhed’. Det kan man naturligvis synes er lidt bizart. Og måske  er det et udtryk for, at amerikanske forlag er som alle mulige andre amerikanske virksomheder: Hunderædde for at blive stillet til ansvar og derfor forsikrer sig i hoved og røv mod anklager, eller bange for at være politisk stødende (her tænker jeg ikke på forsvaret for retten til at besidde våben, men f.eks. sex eller bandeord for åben TV-skærm). Dét skal jeg ikke tage stilling til.

Men hvad der virkelig forekommer mig underligt er Trykkefrihedsselskabets beslutning om, at ‘den bog skal ud, vi vil udgive den i Danmark’.

Nok beretter de selv om, hvor modige de angiveligt er: Forfatterens agent Natasha Kern skriver nemlig i en mail til Trykkefrihedsselskabets forlag, at “Når man tager i betragtning, hvad der er sket i jeres land, så beundrer jeg jeres parathed til at sikre, at ytringsfriheden ikke forhindres.” Dét indgyder selvfølgelig stolthed hos ytringsfrihedens fornemme forsvarere i Selskabet. Men spørgsmålet er bare, om det overhovedet er de rette briller at se ønsket om pinedød at trykke en eller anden bog om Aisha gennem?

Hvor er Trykkefrihedselskabets venner, når offentligt ansatte får mundkurv på? Hvor er de, når Udlændingeservice holder mund med de oplysninger de har, fordi de kan hjælpe folk til familiesammenføring? Nok handler det ikke snævert om ‘trykkefrihed’, men det handler da om både ytringsfrihed og demokrati?

Jeg kender ikke det pågældende bog-manuskript, men jeg kender noget til ekstremernes sammenstød. Det oplever jeg både i Danmark i Tegningkrisen, og i forholdet mellem Mellemøsten og ‘Vesten’. Det er ekstremerne, der brøler højest – og overdøver det massivt store flertal af mennesker, der ikke har brug for at give ekstremerne mere plads. Når Trykkefrihedsselskabet brøler højt om deres såkaldte forsvar for ytringsfriheden, så opnår de præcis én ting: Nemlig at en anden del af den reaktionære højrefløj (i dette tilfælde den fundamentalistiske muslimske) brøler med. Og sådan kan de to positioner bekræfte hinanden i deres eksistensberettigelse og i, at de hver især er de sande positioner.

Hvor er det dog forbandet trist at se på. Jeg går – lad mig endelig besværge det straks – også ind for ytringsfrihed og jeg mener ikke, at religion er noget, der har særligt krav på beskyttelse. Men det falder mig umådelig svært at tro, at Trykkefrihedsselskabet mener, at bogen er uomgængelig for sandheden - snarere handler det om, at de alene lever for at udråbe sig selv til kæmpere i noget, der nærmest minder om hellig krig.

Ytringsfrihed er grundlag for demokratiet og skal hverken bøjes eller undertrykkes. Men med rettigheder følger også ansvar. Man har ansvar over for andre mennesker – så bøger, tegninger eller film, der alene laves for som led i en hetz eller for at nedgøre andre, har ikke nødvendigvis nogen berettigelse. Ikke at de skal forbydes, men at stille sig op som forkæmper for ytringsfriheden, alene med den baggrund at håne muslimer eller svage grupper i samfundet, har jeg i udgangspunktet ikke meget til overs for. Men lad os se, hvad bogen indeholder, hvis den når så langt.

Danmark har ikke brug for endnu en ‘Muhammed’-krise. Vi har ikke brug for, at ekstremister på begge sider igen overtager dasordenen. Det er meget svært ikke at se Trykkefrihedsselskabets beslutning om at ville udgive en bog, der ikke bliver udgivet i USA som andet end en religiøs beslutning, som på ingen måder ser på nødvendigheden. Den ovennævnte email giver formodentlig kun endnu mere blod på tanden.

Men måske skal hele forklaringen på Trykkefrihedsselskabets iver findes i det meget banale: At de som de neo-konservative i USAs magtcirkler er optændt af den hellige flamme mod en helt bestemt Mission, som de selv mener at være Guds udvalgte til at føre. Lidt à la Ruth Evensen og Faderhuset, iøvrigt. Så optagede af Missionen er de, at de er villige til at bruge alverdens midler for at fuldføre den.

Modig er man først, når man tør tale op mod magten – i forsvar for de svage – når det virkelig koster.

Læs mere på www.trinemach.dk

Tove Videbæk, der er notorisk kendt for sin kamp mod fri abort og homosexuelles ret til ligestilling med heterosexuelle i alle anliggender – har meldt sig ind i Konservativt Folkeparti og satser på at stille op til EU-Parlamentsvalget næste år. Det har de Konservative åbenbart allerede lovet hende.

En interessant udvikling, må man sige, af to grunde. For det første, fordi den Konservative formand Bendt Bendtsen – da bølgerne gik højt omkring Enhedslistens FT-kandidat Asmaa Abdol Hamid – i endnu en omgang muslim-bashing kaldte hende for “fundamentalist” (Asmaa har iøvrigt ikke givet udtryk for den type holdninger). Nu har hans eget parti så budt velkommen til en politiker, der skred fra Kristdemokraterne - hvor hun tabte kampen om partiets linie til den ikke-fundamentalistiske fløj - og helt eksplicit er i mod både fri abort og lige rettigheder til homosexuelle.

For det andet fordi, at der på den europæiske scene er gang i en temmelig voldsom kultur- og værdikamp. Mellem reaktionære politiske og religiøse kræfter, som netop ønsker at religion – den kristne, forstås, og Paven – skal spille en større rolle i det politiske liv i EU. Vi nævner i flæng hardcore abortmodstandere og kirken i Polen, der fører en benhård kamp mod homosexuelle.  Og på den anden side progressive kræfter, der i EU arbejder for at udvide borgernes rettigheder på alle områder og sikre reel ligestilling og retten til selv at bestemme over sin krop og sit liv.

I en tid, hvor religion fylder stadigt utåleligt mere i den politiske debat, og hvor homofobien blomstrer i vores nabolande – hvor værdikampen med andre ord også raser i EU – må man spørge:

På hvilken side melder Tove Videbæk sig ind? Og dermed det Konservative Folkeparti?

Søndag den 11.11. samler Dansk Flygtningehjælp ind til mennesker der er flygtet fra etnisk udrensning og folkemord i Dafur i det vestlige Sudan. 2,5 mio. mennesker er på flugt og hundrede tusinder kan dø hvis der ikke sikres tilstrækkelig nødhjælp. Verden står over en af de værste menneskeskabte humanitære katastrofer i mange år.

En sag som de politiske partier kan blive enige om at udtrykke deres støtte til. Men ikke Pia Kjærsgård, hun er den eneste af partilederne, der ikke vil medvirke i en annonce for at skaffe indsamlere. Læs her

Rystende, men alligevel ikke overraskende.

Dansk Folkepartis centrale aktørers had til Dansk Flygtningehjælp går mere end 20 år tilbage. I 1986 indrykkede Søren Krarup m.fl. følgende annonce, netop med det formål at opfordre danskerne til ikke at støtte den årlige indsamling:

“Hvad Dansk Flygtningehjælp har forårsaget af ulykker i fremtidens Danmark, kan vanskeligt gøres op og skal ikke blive glemt. Er København en dansk by om 50 år? Kan danskerne fortsætte med at være et folk, når sprog, historie og religion ikke længere er fælles? Er det en skæbne som Libanons, der venter os – hærget af krige mellem uforenelige minoritetsgrupper?” (Annonce i Jyllands-Posten, 21.9.1986). ( Kilde: Humanisme.dk)

Når Kjærsgård ikke vil støtte op om indsamlingen er det blot udtryk for, at hun stadig er i kontakt med sine åndelige rødder i Den danske Forening. Ovenstående annonce blev startskuddet til Den Danske Forening, hvor bl.a. Søren Krarup og Søren Espersen spillede en ledende rolle.

I dag tager Anders Fogh ikke en beslutning, uden at han har konsulteret det yderste højre. Et højre, der stadig ikke vil bakke op om indsamling til mennesker, der prisgivet, hvis der ikke kommer hjælp udefra.

Må jeg minde om Claus Hjort, der i sidste uge langede ud efter Socialdemokraterne fordi de ville medregne Asmaa i deres parlamentariske grundlag. Hvad om Venstre fejede foran deres egen dør, før vi skal lægge ører til deres dødssyge skræmmekampagne?

Meld dig som indsamler her http://www.danskflygtningehjaelp.dk/  og husk, at et reaktionært menneskesyn aldrig har gjort verden til et bedre sted at leve.  Stem på TrineMach