Det kører dårligt for Labours valgkamp i Storbritannien. Faktisk så dårligt, at Gordon Brown ligger under både de konservative og det lille liberale parti, The Liberal Democrats i flere målinger. I Danmark ville det svare til, at Radikale Venstre blev større end Socialdemokraterne og at Margrethe Vestager skulle være statsminister i stedet for Helle Thorning. Noget der næppe er tænkeligt for andre end Marianne Jelved.

Labour ligger ret beset som de har redt; misbrug af offentlige midler, en katastrofal økonomi og ikke mindst en krig i Afghanistan, hvor landet hænger fast, er vigtige emner i den engelske valgkamp. Emner, hvor Brown og Labour ikke scorer højt. Brown kunne måske have haft fordel af i god tid før valget at have ringet til sin danske kollega for at få opskriften på den danske valg-vaccine, som blev udviklet af Fogh. Den virker stadig. Det gode ved vaccinen er, at den virker mod selv rigtig dårlige sager og erfaringerne fra Danmark kunne sagtens genbruges i Storbritannien.

En udsigtsløs krig, som koster unge mænd liv og førlighed, og som koster samfundet milliarder af kroner, kræver vaccination af vælgerne i god tid, men kræver til gengæld ingen saglige argumenter. Nogle måneder før valget vender man 180 grader politisk og meddeler, at man påbegynder tilbagetrækning og fjerner sig fra farlige militære opgaver. Timingen er til gengæld afgørende. Sagen skal være vedtaget i god tid før valget, så den ikke diskuteres i forbindelse med en valgkamp; til gengæld må den endnu ikke være ført ud i livet, fordi det kunne afstedkomme krav om evaluering og eftertanke om den militære indsats. I marts 2007 fik Danmark en sådan gang valg-vaccine nøje timet efter et planlagt valg i sensommeren.

Samme type vaccine fik danske vælgere i forrige uge for krigen i Afghanistan ved indgåelse af Helmand-aftalen (så mon et oktobervalg er inden for rækkevidde). Vaccinen virker dog kun i samfund, hvor krigsmodstanden i oppositionen er splittet. I Danmark har Socialdemokraterne til tider leveret denne komponent, i Storbritannien har Brown det endnu nemmere, fordi de konservative har bakket op om krigene i både Irak og Afghanistan.

En dårlig økonomi er ikke per automatik eller nødvendigvis et politisk problem, hvis man i god tid indtænker placeboeffekten. Den politiske vaccine bygger på en god dosis varm luft og ”værdipolitiske” dagsordener. Hvis Brown i god tid før valget i Storbritannien havde nedsat en kommission, der skulle komme med forslag til strukturelle ændringer i den britiske økonomi, var meget reddet for hans miserable valgkamp. Se bare på, hvordan dette lands tidligere statsminister kunne undgå at foretage sig noget som helst ved bare at nedsætte kommissioner, hvis arbejde og anbefalinger vel at mærke ikke er det afgørende; de er jævnt hen ikke blevet taget alvorligt.

En anden vigtig ingrediens er, med en vis konstans, at fylde den politiske debat med værdipolitisk lir. Burka, kamphunde, kriminel lavalder, symbolrabalder om lægers ytringsfrihed, er yndede emner i den retning. Det er naturligvis muligt, at Brown og (dele af) Labour synes, at den variant af værdipolitik ikke er en klædelig accessory, men at det er at trække politik ned på et lavt plan. Men det er saftsusende effektivt. I øvrigt var hans forgænger Tony Blair blandt verdens bedste ud i disciplinen at styre den politiske dagsorden. Selv Fogh har hentet inspiration der.

Tilbage står Labours problem med magtfuldkommenhed, som i Labours tilfælde ledte til misbrug af offentlige midler. Her er den danske vaccine desværre virkningsløs. Det viste Udenrigsministerens katastrofale håndtering af sin bizarre prioritering af ferie versus arbejde i påsken ganske tydeligt. Magtfuldkommenhed glider bare ikke supergodt ned; det kræver stærkere medicin.

Mon ikke der i Venstre-rækker as we speak arbejdes temmelig hårdt på at udvikle valg-vaccine 2.0. Meget tyder på det. Faktisk viser de første testforsøg med kommunist-hetz med Ole Sohn, at Venstre har indgået joint venture med åndsfællerne i Dansk Folkeparti for at udvikle en særlig stærk kur. For Brown er det nu nok for sent, han når det ikke inden valget i Storbritannien 6.maj. Det er demokratisk set heller ikke det værste, hvis borgerne mander (M/K) sig op til at vippe den form for magthaveri af pinden.

Herhjemme må vi bare håbe, at resistensen er ved at melde sig.