Det er sjældent, at finansfolk mener, kollektivisering er vejen frem. Eneste undtagelse synes at være, når deres dårlige lån skal refinansieres. Så er det åbenbart kun naturligt, at fællesskabet træder til og dækker deres tab. At de så målrettet arbejder for at betale så lidt tilbage til fællesskabet i form af skat, lader vi ligge her.

Almindeligvis opfatter jeg mig selv som et solidarisk menneske, jeg samler penge ind til unge i Kenya, køber fair trade produkter, stiller op for den grænseløse kærlighed, bekæmper ulighed og diskrimination. Med meget mere.

Men nu er grænsen ved at være nået. Jeg vil ikke også være solidarisk medDeutsche Bank og de andre finansielle virksomheder, der er ved at brænde fingrene i Grækenland (og de øvrige gældsplagede lande).

Desværre er solidariteten med Deutsche Bank & co ikke noget, jeg bliver bedt om at tage stilling til. Det afgøres først og fremmest i Bruxelles, Berlin og Washington, men regningen sendes videre til alle borgere i EU. Når vi taler beløb i størrelsesordenen 2.536.000.000.000 dkr. (altså for Grækenland alene) kunne man eller godt mene, at det var et emne, som var værd at tale om. Beløbet er svimlende og svarer til, at en gennemsnits græsk familie skylder i omegnen af 1 million dkr. udover deres private gæld.

På højrefløjen er der en vis debat om emnet. ”Lad falde hvad ikke kan stå” råber liberale utopister. De uansvarlige lande må gå i betalingsstandsning og de banker, der har lånt penge til dem, må falde med dem. Det har nu ingen gang på jord. Konsekvenser, både de menneskelige og de økonomiske, vil langt overstige omkostninger ved, at omverdenen træder til. Den ultraliberale konsekvenspædagogik er kynisk, ugennemtænkt og usympatisk.

Hvis statskassen ikke længere kan betale løn, pension eller opretholde sundhedsvæsenet mv., får det fatale konsekvenser for almindelige mennesker, dem med mindst mister mest. Samtidig er den foreslåede græske hestekur også skræmmende. Velhaverne slipper og almindelige mennesker holder for. Derfor går grækerne på gaden.

Meget store tab til banker og andre finansielle institutioner risikerer også at få fatale konsekvenser for samfundsøkonomien. Virksomheder i hobetal ville gå fallit, hvis de mistede deres indestående, blev tvunget til at indfri lån før tid og investeringer ville ikke blive realiseret, fordi det ville blive sværere at få lån. Det var blandt andet for at imødegå dette, at en række regeringer spændte finansielle sikkerhedsnet ud under bankerne i 2008 og 09.

Hvis du skylder banken en million og ikke kan betale, har du et problem, men hvis mange er i samme situation som dig, har banken et problem. Men hvis der er mange banker i samme situation, har samfundsøkonomien et problem. Eller hvis bankerne er store nok, er det nok at en enkelt mastodont falder. Problemet er, at den finansielle sektor har nået et niveau, hvor de store aktører er too big to fall. Derfor må omverdenen ud med redningskranse, når de kommer på dybt vand.

Konsekvensen er, at der altid er banker, der er parat til at løbe efter risikable men profitable udlån. Utallige boligbobler gennem tiden vidner om dette, men køb af statsobligationer med en høj forrentning er et andet eksempel. Ikke desto mindre mødes bankerne ikke af politiske krav – bortset fra finanstilsyn som ikke en gang kunne styre uden om boligboblen. Dog som noget nyt ønskes det, at de skal være med til at refinansiere en del af deres gæld. Men burde der ikke være øget samfundsmæssig kontrol med banker og andre finansielle virksomheder? Ud fra et demokratisk synspunkt: jo. Dette bliver ikke mindre af at fællesskabet skal ind og dække bankernes risikobetonede lån, som de vel at mærke har tjent gode penge på, så længe det gik godt.

Omvendt er det, når det internationale tæskehold i form af Den Europæiske Centralbank, IMF og Kommissionens liberale økonomier træder sammen. Når et land som Grækenland får tilbudt en lånepakke, bliver det fulgt af politiske og økonomiske krav om, hvordan landet skal indrette samfundsøkonomien. Selvom der er krav om mere effektiv skatteinddrivelse, er det borgerlig politik, der står på menuen i Grækenland og som grækerne demonstrerer mod. Omfattende privatiseringer og nedskæringer.

Jeg er ikke uenig i, at Grækenlands højreorienterede regering optrådte stærkt uansvarligt, da den slog bunden i den græske statskasse op gennem 00’erne ved ufinansierede skattelettelser. Og før den, kørte den socialistiske regering også med store underskud. På den lange bane er det ikke holdbart at have store underskud på statsfinanserne, som Grækenland og en række andre lande har haft. Når man årti efter årti låner i udlandet for at finansiere et større forbrug, end man kan betale, efterlader man altid regningen hos andre. Enten i børneværelset eller hos naboerne. Så ingen sympati for Grækenlands økonomi. Men skaden er sket og spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre.

En række ledende økonomer – sjovt nok enkelte af dem, der får deres løn af de store banker eller internationale finansielle institutioner – påpeger at gælden har nået et niveau, hvor det ikke længere er muligt at betale den tilbage uden uacceptable nedskæringer i grækernes levestandard og hvis de økonomiske reformer faktisk bliver gennemført, vil Grækenland blive fanget i en negativ spiral og fastholdt i fattigdom mange år frem. Før eller siden bliver landet tvunget til at smide håndklædet i ringen. De økonomiske hjælpepakker, som gives, køber grækerne tid, men løser ikke deres problem.

Til gengæld har hjælpepakkerne den konsekvens, at gælden kollektiviseres. Det bliver EU’s øvrige medlemsstater, der står med den gæld, der aktuelt er private virksomheders. De private bliver betalt ud, gælden får vi andre. Præcist det samme som skete i begyndelsen af 1980’erne, da verden oplevede den sidste store finansielle krise. Dengang startede det med Mexico, men en lang række udviklingslande var i samme situation, som ikke kunne tilbagebetale deres gæld til private banker i de vestlige lande. IMF og Verdensbanken trådte bredvilligt til og kollektiviserede gælden – og indførte ved samme lejlighed et neoliberalt mørke over store dele af Afrika og Latinamerika i de efterfølgende 15 år.

Som sagt er omverdenen nødt til at træde til i Grækenland og sikkert også andre lande. Men 1) lad det være anledning til at vi får snor i finansmarkederne og 2) vi skal ikke acceptere neoliberale politiske krav i de gældsplagede. Betalingen af de dårlige lån bør foregå fra toppen af samfundet og nedad.

Protesterne har ulmet rigtigt længe i Egypten, og vi ved alle, at begivenhederne Tunesien var det startskud, der gav egypterne blod på tanden. Demonstrationerne startede fredelige, de inspirerede andre i andre arabiske lande – og så viste regimet sit virkelige ansigt (igen). Internet og telefoner lukkede ned, der blev indført udgangsforbud, lukkede hæveautomater, overgreb på medier og journalister, afspærring af highways og aflysning af toge ind til Kairo i forbindelse med den store demonstration 1.feb.. Hæren lod NDP-støtter komme igennem til Tahrir-pladsen, hvor de udover at råbe slagord for Mubarak og imod udlændinge også angreb demonstranterne. Og på et meget velkoordineret tidspunkt hoppede en bunke mænd, bevæbnet med køller eller andet våben, ind over hegnene – hver og en med en fin pengeseddel som tak for indsatsen. Regimet sattes sine egne folk ind – tæskehold (som dem, der udkommanderes til valgene og Mubaraks parti, National Democratic Party, har brug for en hjælpende og særdeles håndfast hånd), NDP-støtter, politi og sikkerhedstjenester.

Med andre ord satte regimet folk ind mod folket selv, mod det folk, det burde tage ansvaret for at lede på vegne af. For få timer siden (altså denne torsdag aften) talte Mubarak endnu en gang på tv; her placerede han hele ansvaret for kaos de seneste to døgn på – gæt selv – dele af befolkningen.

Man skulle tro, at de seneste døgns begivenheder ville få regeringer i vores egen del af verden til at skvatte over hinanden for at fordømme og kræve Mubaraks afgang – fulgt op af utvetydige støtteerklæringer til den brede opposition, der har formået at holde sammen og være i tæt dialog og samarbejde, til trods for en meget intensiv og anspændt stemning.

For intet kan være skjult – heller ikke for de regeringer, der rundt omkring i USA og EU ikke for alvor tage stilling til den diktator, der i så mange år har været deres. Men har holdt hånden over ham – og under ham – i årtier, som med så mange andre diktatorer og autoritære regimer, det tjener vestens interesse at beholde.

Men hverken skrappe fordømmelser eller erklæringer om at Mubarak har mistet sin legitimitet i ikke mindst EU’s, og USA’s øjne. Ingen massive opbakninger og støtteerklæringer til de modige borgere, der kæmper for et andet liv – med bl.a. krav om demokrati og frihed. Nej, man har vaklet lidt og set alvorlige ud, udtrykt bekymring, men ikke trådt i karakter, fordi man, som Lene Espersen sagde, ’ikke ville blande sig i Egyptens interne anliggender’.

Mon den manglende vilje til at tage stilling har gjort det sværere eller nemmere for det egyptiske regime at sende sine håndlangere ind mod sin egen befolkning og anstifte til kaos?

Og det er jo det rene nonsens. Hvad er det lige, der er sket i de forgange årtier, hvor man i alt for stort omfang har overladt egypterne i dét regimes varetægt? Det har da i den grad været en indblanding i interne anliggender. Er det pludselig ikke vores ansvar at støtte menneskers krav om frihed og om et bedre liv? Gu er det så. Og skal vores del af verden overhovedet ha nogen legitimitet, når vi taler om demokrati-fremme og menneskerettigheder fremover, så gælder det om at stille op nu. Ikke når Mubarak er væltet eller gået, men nu. Det er en skamplet, at man ikke har været klar i mælet. En skamplet.

Hvor er alle de borgerlige politikere, der taler dunder mod det iranske regime, og gerne deltager i Frit Iran-demonstrationer ? Hvor er de ministre, der ikke har problemer med at synge den danske nationalsang sammen med et sært sammenrend fra den ydre højrefløj? Hvor er alle de, der førte Danmark ind i krigen i Irak for at skabe ’demokrati’. Det ville være dejligt, om de lige så utvetydigt gav udtryk for støtte til de befolkninger, og lige nu især den egyptiske, der SELV stiller op og kræver reformer, demokrati og udryddelse af korruption. Støtte til de demonstranter, der er udsat for et veritabelt terrorregime i disse døgn med en blanding af NDP-støtter, tæskehold, bøller, kaos.

Det er nu, lige nu, omverdenen skal bakke op om det momentum, som befolkningerne i flere lande i Nordafrika og Mellemøsten har skabt Hvis ikke vi bakker op, svigter vi og forfejler en historisk mulighed for at fremme demokrati – der vel og mærke er skabt fra neden, ikke den systemeksport af ”demokrati” som indsættes fra oven i Irak og Afghanistan.

Hvis Vesten stod ved skåltalerne om demokrati og frihed, og argumenterne for at gå i krig i Irak og Afghanistan, skulle der sendes et anderledes klart budskab til Mubarak.

EU har længe haft en ”kritisk dialog” med styret i Egypten omkring reformer og menneskerettighedssituationen. Det er der ikke kommet meget ud af. Jeg har selv arbejdet to år for EU-kommissionen i Kairo for netop at fremme menneskerettighedssituationen. Men regimet er ganske hårdnakket og resultaterne ikke voldsomme (men der sker ting i civilsamfundet til trods herfor). Tortur hører til dagens uorden på egyptiske politistationer og fængsler, og demokratiet er ikke eksisterende. Valgene i Egypten er kendetegnet ved en cocktail af grov valgsvindel, forbud mod politiske partier og chikane og vold ved selve valgafhandlingerne.

Så vi ved det jo godt.

I modsætning til Mubarak og eliten omkring ham er demonstranternes krav om demokrati legitime. Det skal Vesten erkende. I stedet for at gentage ukonkret ønsketænkning som “the Egyptian authorities [should] embark on an orderly transition through a broadbased government leading to a genuine process of substantial democratic reform” (FOREIGN AFFAIRS Council meeting 31.01.11) skal der siges klart fra over for Mubarak og hans styre.

Hvis jeg skulle skrive udtalelsen til EUs topmødekonklusion i dag fredag (4.2 2011) vil følgende (som minimum) indgå: * EU har mistet al tillid til, at Mubarak og hans regering kan gennemføre de nødvendige demokratiske reformer, og han bør omgående trække sig tilbage

* En klar utvetydigt opbakning til demonstranterne og lovning om støtte til en forenet og samlende opposition, der leder en overgangsregering

* klar og utvetydig støtte på alle måder til en demokratisk udvikling

* FN bør overvåge, at det kommende præsidentvalg, der skal fremskyndes, overholder kravene til at være frie og fair. Et omvalg til parlamentet bør ske hurtigst muligt der efter

* EU’s medlemsstater er parate til at styrke de demokratiske institutioner i Egypten og en demokratisering af politistyrkerne

* EU er klar til at bruge partnerskabsaftalerne med lande i regionen aktivt

EU og USA har gevaldigt brug for at lægge afstand til det egyptiske regimes ugerninger, og tiden er mere end rede. Og vi kommer til at bære et gevaldigt ansvar, hvis vi undlader den internationale solidaritet. Og så er der ellers at håbe på, at borgerne i andre arabiske lande lader sig inspirere af Tunesien og Egypten Det er ikke bare afgørende. Det er altafgørende.

Lad os prøve at se på, hvad chokkuren kommer til at indeholde, men først skyde en typisk borgerlig myte ned:

”Se blot til Grækenland: Den krise, de oplever, det er, hvad der sker, når man følger Søvndals syn på økonomi”. Det tvivlsomme citat er hentet fra Venstres politiske ordfører Peter Christensen, Statsminister Lars Løkke er fremkommet med tilsvarende vrøvl. Det er selvfølgelig enten endnu et led i Venstres skræmmekampagne eller også har de ikke sat sig ind i baggrunden for Grækenlands økonomiske krise. Vel nok i virkeligheden en blanding begge dele.

Sagen er, at det var det konservative New Democracy, som fra 2004 satte turbo på at køre den græske økonomi i sænk. En helt afgørende ingrediens har været den sædvanlige borgerlige modvilje mod at indkræve skat. Lige som i Danmark benyttede den borgerlige regering i Grækenland sig af ufinansierede skattelettelser, hvilket har været medvirkende til at få den offentlige låntagning i 2009 til at ligge helt oppe på 12-13 % af BNP. Hertil kommer dårlig administration af skatteindkrævningen i Grækenland. Det er veldokumenteret, at Grækenland har den største sorte økonomi blandt OECD landene. Faktisk er modernisering af skatteindkrævningen den første af de anbefalinger, som OECD kom med tidligere på året (men måske Venstre anser OECD for røde lejesvende).

De borgerlige i Grækenland har samtidig ikke haft styr på de offentlige udgifter, der blandt andet har været tynget af tårnhøje militærudgifter, mere end 4% af BNP og relativt set ca. tre gange så højt som Danmark. Selv ikke USA kan være med på det niveau. Hertil kommer et meget gavmildt pensionssystem, som igen og igen fremhæves, når borgerlige økonomer skal forklare krisen i Grækenland. At pensionssystemet er et mindre problem i et land som Grækenland med massiv arbejdsløshed, forbigår de i tavshed. Tilbage står dog, at den slags omfordeling i samfundet skal være finansieret på længere sigt.

Igen og igen forklares grækernes krise med, at de har levet over evne. Når økonomiske iagttagere taler om ”de”, henvises der sjældent til den økonomiske overklasse, der ikke betaler skat, eller til korrupte embedsfolk eller politikere, men om helt almindelige lønmodtagere. Den krisepakke, der er fremlagt af IMF og den Europæiske Centralbank (ECB), viser også klart at det er almindelige grækere, der må holde for. Krisepakken indeholder massive nedskæringer på offentlige services (over 50 milliarder d.kr. om året), reduktion eller fastfrysning af offentlige lønninger, overførselsindkomster og en pensionsreform (pensionsalderen udskydes til i nærheden af den danske) og højere moms. Så er der den sædvanlige IMF-snak om at skabe et sundt investeringsklima. Ikke at nye investeringer nødvendigvis er en dårlig ide, men en smule realisme ville sikkert hjælpe til en forståelse af, at selv med det lempeligste investeringsklima i verden vil investorerne sikkert ikke kommer til at stå i kø på grund af den alvorlige økonomiske krise i landet.

IMF og ECB fremhæver til gengæld ikke omfordeling mellem rige og fattige, investeringer i offentlige arbejdspladser, der kan skabe arbejde og indtægter til de hundrede tusinder, der står uden job eller kommer til det i de kommende år. Der tales allerede nu om en tabt generation af unge. Det skal retfærdighedsvis siges, at IMFs og ECBs lånepakke til Grækenland også omfatter nedskæringer på militær og udvidelse af skattegrundlaget og hvad der noget floromvundet beskrives som ”contributions from those who have not carried a fair share of the tax burden” (sic!)

Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det. Tilbage står, at en så massiv laden stå til som den græske stat har præsteret – ikke mindst under de borgerlige – ikke sikrer social udligning. Det er alene generationsoverførsler fra de unge grækere til den ældre generation.

Det er ikke så ofte, at jeg direkte roser dansk udenrigspolitik, men her er det aldeles på sin plads: Tak for det! Og godt gået, Per Stig, at du holder fast ved nødvendigheden af at deltage i FN-konferencer og tage kampen op for vores (i øvrigt universelle) værdier om dialog, demokrati, pluralisme og ytringsfrihed.

At EU-landene er splittede på dette temmelig grundlæggende spørgsmål er til gengæld yderst beskæmmende og må gøre det utrolig svært at holde ambitionen om en fælles EU-udenrigspolitik højt. Hvad skal den dog baseres på – EU er jo fuldstændig uenige internt! Det værste er, som også Marlene Wind (som jeg sjovt nok heller ikke særlig ofte må udtrykke enighed med) påpeger, at EU ikke er i stand til at stå samlet i den globale værdikamp og medvirker til at underminere FN’s troværdighed.

Til gavn for netop de fundamentalistiske regimer og kræfter. Hvilket selvmål!

For der ER jo opnået resultater i de forgangne måneders forhandlinger. Slutdokumentet indeholder ikke længere de passager, der ophøjede religioner til noget, der skulle ydes beskyttelse som mennesker netop skal gennem menneskerettighederne. Menneskerettigheder skal – som det ligger i navnet – beskytte mennesker, ikke ideer eller religioner. Mulighed for kritik af både ideer og religion er helt centralt i et pluralistisk demokrati, hvor det bærende er det enkelte menneskes frihed. 

Netop derfor skal vi deltage. Fordi vi skal sende det klare signal, at forsvaret for menneskerettigheder og kampen mod racisme er vigtig for os UANSET hvor på kloden den finder sted. At blive væk ville kun gavne antidemokratiske og fundamentalistiske kræfter i den globale værdikamp og er et kolossalt svigt af de demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere, der rundt om i verden sætter livet på spil for vores fælles værdier – og iøvrigt af de ledende moderate kræfter, der i den arabiske verden gør det samme.

Derfor er det også så selvmodsigende, at både Dansk Folkeparti, Naser Khader, CEPOS-konsulenter og andet højreorienteret godtfolk her til lands så voldsomt har agiteret for en boykot.

Heldigvis vandt fornuften og viljen til indflydelse og Danmark deltager i FN-konferencen om racisme. Og dét er så vigtigt et signal, ikke bare for kampen mod racisme men også for kampen for at fastholde FN som rammen for international politik.

Læs mere om forsvaret for internationalisme på www.trinemach.dk

Politikerne i Folketinget er i flere tilfælde eksplicit gjort opmærksom dette af deres embedsmænd.

Det må også stå klart, at danske politikere godt vidste, at EF-Domstolens praksis i årevis har været – netop aktivistisk og politikskabende i en række tilfælde. De har eksempelvis anbefalet en række EU-traktater, som de vel har læst…? 

Alligevel er der travlt ved håndvasken. Al den stund jeg selv er 1. suppleant til Folketinget håber jeg ikke, at danske politikere er dummere eller mere uvidende end gennemsnittet – det ville være en kedelig selverkendelse.

I stedet er det svært ikke at se alle krumspringene som Statsministerens forsøg på at bruge sagen om EF-domstolen til at fjerne fokus fra den nye ‘Tamil-sag’, som regeringen har skabt ved at mistolke reglerne i den såkaldte “Udlændingeservice”. En skandale, der handler om politisk misbrug af regler, manglende retssikkerhed og fortielser.  Ærgerligt, at store dele af oppositionen ønsker at bekræfte den mindre heldige opfattelse af danske politikere. 

Læs mere på www.trinemach.dk

Tove Videbæk, der er notorisk kendt for sin kamp mod fri abort og homosexuelles ret til ligestilling med heterosexuelle i alle anliggender – har meldt sig ind i Konservativt Folkeparti og satser på at stille op til EU-Parlamentsvalget næste år. Det har de Konservative åbenbart allerede lovet hende.

En interessant udvikling, må man sige, af to grunde. For det første, fordi den Konservative formand Bendt Bendtsen – da bølgerne gik højt omkring Enhedslistens FT-kandidat Asmaa Abdol Hamid – i endnu en omgang muslim-bashing kaldte hende for “fundamentalist” (Asmaa har iøvrigt ikke givet udtryk for den type holdninger). Nu har hans eget parti så budt velkommen til en politiker, der skred fra Kristdemokraterne - hvor hun tabte kampen om partiets linie til den ikke-fundamentalistiske fløj - og helt eksplicit er i mod både fri abort og lige rettigheder til homosexuelle.

For det andet fordi, at der på den europæiske scene er gang i en temmelig voldsom kultur- og værdikamp. Mellem reaktionære politiske og religiøse kræfter, som netop ønsker at religion – den kristne, forstås, og Paven – skal spille en større rolle i det politiske liv i EU. Vi nævner i flæng hardcore abortmodstandere og kirken i Polen, der fører en benhård kamp mod homosexuelle.  Og på den anden side progressive kræfter, der i EU arbejder for at udvide borgernes rettigheder på alle områder og sikre reel ligestilling og retten til selv at bestemme over sin krop og sit liv.

I en tid, hvor religion fylder stadigt utåleligt mere i den politiske debat, og hvor homofobien blomstrer i vores nabolande – hvor værdikampen med andre ord også raser i EU – må man spørge:

På hvilken side melder Tove Videbæk sig ind? Og dermed det Konservative Folkeparti?

Men i virkeligheden er det ikke Ny Alliance eller de Konservative, jeg vil blogge om; vi har lov til at håbe, at det er dygtige folk de har opstillet.

Jeg er bare træt af, at medierne ikke skriver om det et valg handler om, nemlig politik. Jeg vil 1000 gange hellere høre, hvad Paula Larrain eller Malou Aamund står for politisk, end hvem der sagde nej og ja til Khader.

Men helst ville jeg diskutere politik og ikke mindst udenrigspolitik. Vi er i en valgkamp, hvor der ikke diskuteres EU-reformtraktat, selvom den skal vedtages om få uger. Danmark er i krig i Irak og Afghanistan, det bliver ikke nævnt med mange ord. Udviklingsbistanden er endnu et offer for Foghs sparekniv – fordi vi er os selv nok.

Afgørende udenrigspolitiske emner, som vælgerne ikke diskuterer med politikerne. En forklaring er naturligvis, at S og V er enige om den politiske linje. Men ifølge meningsmålinger vil danskerne en anden vej.

Så fri mig for kendisvalg og lad os diskutere noget politik!

Læs mere på www.trinemach.dk

Skønt at være tilbage, omend kun på et af flere korte visitter, hvor jeg har taget mit arbejde med herned. Holder meget af Bruxelles efter mine 3 år her, da jeg arbejdede i EU-Parlamentet. Byen rummer så mange forskellige lommer – fra turisthelvedet omkring Grand Place (der jo bare ER smuk),  Mojito-kvarteret (fordi man bare må sidde ude på en af de mange skæve fortovscafeeer og drikke mojitos, når det som nu er 23 grader), over det afrikanske kvarter med sære butikker og små restauranter og derfor mange unge mennesker (hvor jeg boede) til det toptjekkede Chatelain-område, som er for de succesfulde, rige og smukke. Og så er der selvfølgelig EU – men Bruxelles er mere end blot EU-hovedstad, den er også Belgiens. Og dét er det, der giver et fedt miks, tror jeg.

Klart at det er nemmere, når man har penge. Som altid. Men livet kan nu også leves spændende og billigt. Især når man kan dimse forelsket rundt med sin kæreste i hånden, når arbejdsdagen er overstået. Så er verden bare smukkere

Tilbage til  arbejdet… Er ved at lægge sidste hånd på et forslag til et kvinderettighedsprogram i Mellemøsten. Nyhederne om Israels nye fængslinger af 33 politikere fra Palæstina (hvorfor er der ikke nogen parlamentarikere i Europa eller Danmark, der protesterer??!!) og kampene i Libanon er lammende i den sammenhæng. Hvordan skal kvinder nogensinde få et normalt liv? På den anden side gør det jo bare projektet endnu vigtigere…. Jeg må igang…

Læs med på trinemach.dk

På forsiden af Information i dag står overskriften: “SF splittet om fælles mønt“.

For den forvirrede læser – og den måske pludselig triste SF-sympatisør, der tænker ‘Åh nej, er der nu splid igen’: Jeg kan berolige at  nej, det er der ikke.

Af artiklen fremgår, at Anne Grete, som er EU-ordfører for SF og Steen Gade, der sidder i Folketinget, går ind for, at Danmark skal være med i ØMU’en. Det er ikke SF’s politik, hvilket også fremgår af artiklen i flere udtalelser (både MF’ere, formand Søvndal og undertegnede).

At det skulle være tegn på splittelse er da helt misvisende.

Partiets holdning er klar: Vi er modstandere af medlemskab af ØMU’en.

Anne Grete og Steens holdninger er tilsyneladende ligeså klare: De er ikke på partiets linie men vil gerne have Danmark med i ØMU’en.

Heldigvis er SF et parti, der ikke indskrænker folks ytringsfrihed og vi har højt til loftet i interne debatter og uenigheder. Dét er klart en styrke. Derfor er det helt fint, at de to MF’ere har et andet syn på denne del af SF’s EU-politik. Men det er deres egen personlige holdning, og det skal selvfølgelig fremgå fuldstændig klart, hvis de går i pressen med den.

Så nej, fortvivl ikke! Vi er ikke splittede. Der er blot et par ledende politikere, der mener noget andet end partiet. Det står dem frit for.

SF står stærkt og nyder borgernes gunst i et fantastisk omfang. Og snart runder vi medlem nr 10,000.

Dét er da glædeligt på denne smukke forårsdag.

Kig ind på min hjemmeside