Flere af dem, jeg talte med, var uden dansk statsborgerskab. En af dem havde boet her i 29 år og var tydeligt ulykkelig, usikker og frustreret over ikke at være rigtig del af samfundet. En kvinde, der havde forsøgt at søge et par gange, havde efter første forsøg været gennem skilsmisse med deraf følgende tilværelse som enlig mor, hvilket ikke havde gjort det nemt at skulle bestå sprogprøver, beskæftigelseskrav m.v. Som en af mændene sagde, så kan han stadig hverken stemme til folketingsvalg eller forstå, hvorfor han ikke kan få en tilværelse som ligeværdig borger med den følelse af tilhør, det giver.

Det slog hovedet på sømmet både i forhold til den generelle samfundsdebat og i forhold til lovgivningen (lige fra udlændingelovgivning over beskæftigelse til retspolitik, herunder de seneste stramninger af udvisningsreglerne). For hvad er det egentlig for et samfundsfællesskab, vi har skabt? Hvor en stor gruppe mennesker famler i blinde for at få lov til at bevæge sig fra at være en af ’dem’ til at være en af ’os’. Og hvor det er denne lovgivning, der skaber de reelle parallelsamfund. Dét har Dansk Folkeparti aldrig forstået.

Jeg vil gerne slå til lyd for et total-opgør med VKO’s regime i forhold til statsborgerskab.

Kravene til statsborgerskab (indfødsret eller naturalisation) er løbende blevet strammet af VKO-regeringen lige siden 2002. Allerede dengang advarede Institut for Menneskerettigheder i skarpe vendinger. I sommeren 2010 blev der igen drejet voldsomt på knappen, da man indførte et nyt pointsystem for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse – som er en forudsætning for at opnå statsborgerskab senere.

Tænk om man kan starte på en frisk. Lytter man til dem, der arbejder i feltet, er der en række centrale elementer at tage fat på.

Et ny statsborgerskabs-politik bør bygge på følgende grundpiller:

1.     Statsborgerskab er et redskab til at styrke integrationen og deltagelsen i demokratiet

2.     Opgør med B-borgerskabet og genindførelse af lighed for loven

3.     Ret til statsborgerskab for alle børn, der fødes i Danmark af forældre, der har permanent opholdstilladelse

4.     Det skal være muligt at opnå dobbelt statsborgerskab

5.     De nye krav til permanent opholdstilladelse bør fjernes

6.     Andre sprogkrav: Bestået Danskprøve bør være tilstrækkeligt (uanset niveau 1, 2 eller 3)

7.     Flygtninge bør have lettere adgang til statsborgerskab end andre

Lad os se på dem en efter en:

1.     Statsborgerskab er et redskab til at styrke integrationen og deltagelsen i demokratiet.

Det at blive dansk statsborger er at blive et helt og fuldgyldigt medlem af fællesskabet. Det er fuldstændig afgørende for et menneskes følelse af at høre til.

I det danske samfund stilles der vildt mange krav til udlændinge og indvandrere. VI kræver at de sværger til demokratiet – men vi holder dem i høj grad ude fra selvsamme demokrati.

Hele tilgangen til statsborgerskab – at man skal kæmpe og vente i 9 år (8 for flygtninge) for i taknemmelighed (måske) at modtage statsborgerskabet er hul i hovedet. Lad os dog opfordre borgere, der har permanent ophold  her i landet, til at blive statsborgere og blive del af fællesskabet. Lad os ændre reglerne, så de er klare, forståelige og enkle, og adgangen til statsborgerskab bliver nemmere.

Hvis man kun er med i samfundet på 2. klasse, altid er en af DEM og aldrig mærker, at man kan blive en af OS, mon så ikke risikoen for mod-identitet, frustration og ligegyldighed overfor stiger.

Den tilgang – at statsborgerskab er en måde at integrere mennesker på i samfundsfællesskabet og give dem mulighed for at deltage i demokratiet – skal være en ny regerings tilgang.

2.     Opgør med B-borgerskabet og genindførelse af lighed for loven

Vi har i Danmark nu en situation, hvor der findes tre klasser af borgere – dem med statsborgerskab, dem med mulighed for at opnå det, og dem, der aldrig vil komme i nærheden af det, alene pga. den opvækst de tilfældigvis har fået.

Da udvisningsreglerne blev strammet før sommerferien (alle kriminelle udlændinge SKAL nu udvises), var en af konsekvenserne, at der ikke længere er lighed for loven i Danmark.

Virkeligheden for indvandrere, efterkommere af indvandrere og flygtninge er temmelig hård. Børn af indvandrere eller flygtninge har ikke nødvendigvis samme rettigheder som deres jævnaldrende. Det gælder ikke kun den store gruppe af statsløse, som Integrationsministeriet har fejlbehandlet gennem årene – det gælder også op den del af indvandrerbørnene, som ikke har fået statsborgerskab til trods for, at de måske er født i Århus, Ringkøbing eller hjertet af København. De skal nu søge om statsborgerskab eller i første omgang permanent opholdstilladelse, når de bliver 18.

Den ‘udlænding’, der risikerer at blive udvist, kan være teenageren Hassan med libanesisk baggrund (uden statsborgerskab, selvom han er født og opvokset i Blågården). Sammen med teenageren Brian, der er dansk og opvokset et andet sted på Nørrebro, begår han noget kriminelt, fanges og dømmes. Efter dommen – smak, skal Hassan så tilmed udvises. Det er ikke lighed for loven!

De stramninger skulle SF i mine øjne ikke ha støttet – men når man har vedtaget, at udvisningsreglerne skal skærpes, som de er blevet, så må man som minimum se på, hvad det betyder for borgere her i landet, der ikke har statsborgerskab. Læren af de stramninger er nemlig, at i virkelighedens Danmark lever en stor gruppe borgere reelt udenfor det politiske og rettighedsmæssige fællesskab, som statsborgerskabet giver.

3.     Ret til statsborgerskab for alle børn, der fødes i Danmark af forældre, der har permanent opholdstilladelse.

Dét er for mig at se den eneste rigtige måde at give børn chancen for at høre til på. For børn af indvandrere, som enten er kommet som små eller født her, er statsborgerskabet også utroligt vigtigt. De har et stærkt behov for at føle, at de virkelig hører til her, og ikke i forældrenes hjemland. Det er svært nok i sig selv at vokse op med to kulturer og i en stemning af ikke at være ligeså god som de etniske danskere. Efter de gældende regler kan man, selvom man er født her i landet, ikke søge før man fylder 18. Man skal opfylde samme kriterier som alle andre –  med undtagelse af beskæftigelseskravet, hvis man har gået i skole uden afbrydelser på ansøgningstidspunktet. Automatisk statsborgerskab ved fødslen får man kun, hvis mindst en af forældrene allerede er dansk statsborger.

Det vil også fjerne problemet med ulighed for loven som nævnt ovenfor.

4.     Det skal være muligt at opnå dobbelt statsborgerskab

Det fremmer integrationen og har en række praktiske fordele. Mange andre vestlige lande har de seneste år besluttet at tillade dobbelt statsborgerskab.

5.     De nye krav til permanent opholdstilladelse bør fjernes

I sommeren 2010 blev der igen drejet på knappen, da man indførte et nyt pointsystem for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse – som er en forudsætning for at opnå statsborgerskab senere.

Navnlig to af kravene i pointsystemet giver problemer, og særligt for flygtninge. Det ene er sprogkravet, hvor man nu kræver bestået Dansk 2. Det andet problem er kravet om selvforsørgelse: For at opnå tidsubegrænset ophold skal man have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse de seneste 2 ½ år, og for at opnå de sidste 15 point skal man enten have været i fuldtidsbeskæftigelse de seneste 4 år, bestået Dansk 3 eller have fuldført en uddannelse i Danmark på bachelorniveau.

Det udelukker reelt personer med deltidsjob eller sæsonarbejde, studerende, arbejdsløse, sygemeldte, pensionister og personer på rehabiliteringsprogram.

Jeg synes, at man i stedet som udgangspunkt automatisk bør kunne opnå permanent opholdstilladelse efter 5 års midlertidig opholdstilladelse (permanent opholdstilladelse er en forudsætning for at søge om statsborgerskab). Siden pointsystemet blev indført har næsten ingen opnået tidsubegrænset ophold, hvilket tydeligt viser, at kravene er blevet urimeligt høje (kun 4,3% af ansøgerne opnåede det i løbet af de første 9 måneder efter indførsel af pointsystemet).

6.     Andre sprogkrav: Bestået Danskprøve bør være nok (uanset om niveau 1, 2 eller 3)

Selvfølgelig er det vigtigt for et menneske at tale og forstå sproget der, hvor man bor og lever.Vi ved fra en nylig undersøgelse, at lærerne på danskkurserne betragter undervisningen i dansk som nødvendig og integrationsfremmende, men de påpeger også, at de nye krav forekommer at være en bevidst barriere for at folk skal kunne få permanent opholdstilladelse.

Dansk for indvandrere består af tre parallelle forløb på hver sit niveau, man går altså ikke fra det ene til det andet, men tager afgang på Dansk 1, 2 eller 3, afhængigt af de forudsætninger man har for at lære et nyt sprog (en analfabet kan ikke undervises på samme måde som en bachelor).

Indvandrere med svagest baggrund er på forhånd forhindret i nogensinde at få permanent ophold. Vi skulle i stedet lave et system, der stiller krav til sprogkundskaber, viden om det danske samfund, tilknytning til arbejds- eller studieliv som er reelt mulige at opfylde for alle (med udgangspunkt i den enkeltes ballast).

7.     Flygtninge bør have lettere adgang til statsborgerskab end andre

Ingen flygter for sjov. Derfor har man et særligt behov for at få statsborgerskab i det, der bliver ens nye hjem. Man vil aldrig kunne vende tilbage til det sted, hvor de har statsborgerskab. Flygtningekonventionen taler netop om, at staten skal lette adgangen til statsborgerskab for flygtninge.

Derfor har man behov for anerkendelse som borger. Brug for at føle sig trygge og tro på at man kan blive boende og tage hul på et nyt liv. Det ville også kunne imødegå de traumer og psykiske problemer, der ligger i at sidde på ubestemt ventetid for mange flygtninge.

Statistikken viser i øvrigt, at flygtninge under de nuværende regler stik i mod dén hensigt har sværere ved at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse og statsborgerskab end andre.

Det er så den borgerlige uansvarlighed II

Kronik i Politiken sammen med Yildiz Akdogan (MF for S) og Johanne Schmidt-Nielsen (MF for EL)

…Og så skal der nedsættes et mandepanel. Lad os starte med de vanlige feminist-besværgelser: Nej, ligestilling handler ikke om at bekæmpe mænd. Ja, der findes udsatte mandegrupper og det er en fin ide at nedsætte et mandepanel – venstrefløjen har tidligere foreslået noget lignende, samt en egentlig mandekommission.  

Men ved at aflyse kvindekampen risikerer vi at overse den strukturelle diskrimination af kvinder, der fortsat kendetegner vores samfund. Den ulighed der betyder at markeringen af 8. marts er både nødvendig og ikke mindst tidssvarende. Med ligestillingsforsker ved Aalborg Universitet Anette Borchorsts ord: ”Gennem flere år har ligestilling handlet om indvandrerkvinderne, og nu skal det så handle om mændene. På en eller anden måde går man uden om majoritetsproblemet”.

For præcis et hundrede og et år siden besluttede fremtrædende kvinder på et internationalt møde i København (i det nu nedrevne Folkets Hus på Jagtvej 69) at indstifte en international dag for kvinders rettigheder. I 1975 gjorde FN dagen til en global kvindedag.

Ambitionen var at sætte særligt fokus på kvinders stilling i samfundet og ikke mindst at gøre kampen for kvinders ligestilling til et fælles samfundsmæssigt anliggende – frem for at være noget den enkelte kvinde måtte slås med. Og selvom meget har ændret sig siden 1910, er kvindekampen anno 2011 i sin essens den samme: ønsket om en lige og demokratisk samfundsmodel, hvor køn ikke er bestemmende for vores muligheder og livssituation.

For selvom vi lever i et samfund, hvor stort set alle bekender sig til ligestilling – til tider fremhæves det oven i købet som en særlig dansk værdi – er vi fortsat langt fra at være i mål.

Ligelønsloven blev vedtaget helt tilbage i 1975. Alligevel er der fortsat 18 procent forskel på mænds og kvinders løn. I årtier har netop den økonomiske ligestilling ellers været et mantra i vores samfund og er – helt korrekt – blevet betragtet som en afgørende forudsætning for kvinders frigørelse. Den voldsomme lønforskel fik i efteråret 2010 en række faglige organisationer til at lave den humoristiske kampagne ”Kvindernes sidste arbejdsdag”. For når kvinder får 18 procent mindre end mænd, så skulle kvinderne rimeligvis også arbejde 18 procent mindre – og altså dermed have sidste arbejdsdag den 1. november.

Formålet var ikke at skaffe landets kvinder en forlænget juleferie, men at påpege strukturelle skævheder, som ingenlunde kan løses af den enkelte kvinde eller af regeringens foretrukne ligestillingsredskab: ”frivillighedens vej”. Skal vi ligelønsproblemerne til livs, er aktiv politisk handling nødvendig.

En af hovedårsagerne til den økonomiske skævhed er, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked og at de fag, der domineres af kvinder, aflønnes betydeligt ringere end de fag, der domineres af mænd. Netop de såkaldte kvindefag er altovervejende at finde inden for det offentlige område – og her er vi som politikere ansvarlige for lønningsposens størrelse. Kan det virkelig være rimeligt, at det arbejde, der som oftest udføres af kvinder fortsat og helt systematisk betragtes som mindre værd end det arbejde, der som oftest udføres af mænd? Hvilken logik er det, der tilsiger, at en SOSU’s arbejde er mindre værd end en svejsers? Hvis man fra politisk side virkelig mener det, når det siges, at ligestilling er en afgørende dansk værdi, må det også betragtes som et samfundsmæssigt anliggende at udligne lønforskellene.

I den forbindelse er det helt nødvendigt at forholde sig til den skæve fordeling af barselsorloven. Over 90 procent af barslen tages af kvinder – hvilket har afgørende betydning for kvinders løn og ikke mindst pension. Men skal der ikke være frit valg? Før vi overhovedet kan komme i nærheden af at tale om frit valg, må en række barrierer udryddes. Så længe kvinder tjener 18 procent mindre end mænd, er det en væsentlig større belastning for familiens samlede økonomi, at far tager barsel. Dertil kommer, at mange mænd bliver fortsat mødt med fordomme, når de beder arbejdsgiveren om barselsorlov. I øvrigt ville det vel slet ikke være så tosset, hvis børn kunne opleve begge forældre som den primære omsorgsperson? Hvis der altså er to. Netop derfor bør Danmark – efter blandt andet svensk forbillede – øremærke tre måneders barsel til begge forældre. Og det er skam med vilje, at vi ikke skriver ”til far”. Der ligger nemlig også en ligestillingskamp i at sikre regnbuefamilier de samme rettigheder som flertallet.  

Derudover skal den centrale barselsfond udvides, så den også dækker de selvstændigt erhvervsdrivende. Det vil fjerne en væsentlig barriere for kvinder i forhold til at blive iværksætter – i dag udgør kvinder kun 25 procent.

Den stereotype kønsopfattelse, der blandt andet ligger bag den skæve fordeling af barselsorloven, skal også udfordres i skoler og daginstitutioner. Køn skal sættes på skemaet på lærer- og pædagoguddannelserne, så lærere og pædagoger får indblik i og redskaber til at bryde fastlåste kønsrollemønstre hos børn og unge, ligesom de skal have støtte og vejledning fra fagkonsulenter med fokus på køn, så de styrkes i deres daglige arbejde med børnene.

Men det er ikke kun økonomien og barselsorloven, den er gal med. Kvinder er systematisk underrepræsenteret på samfundets ledende poster. Lad os se nærmere på to konkrete områder: toppen af dansk forskning og toppen af det danske erhvervsliv.  

På Københavns Universitet er andelen af kvindelige kandidater 57 procent (2009-tal). Af samme årsag advares der jævnligt imod, at kvinderne er ved at overtage universiteterne. Men bevæger man sig op af den akademiske rangstige, vil man hurtigt opdage, at der bliver længere mellem kvinderne jo højere op, man kommer. Kvinder udgør kun 30 procent af lektorerne(2008-tal) og under 15 procent af landets professorer er kvinder (2008-tal). Skævvridningen er i årevis blevet forklaret med historisk efterslæb – altså at der før i tiden var færre kvindelige kandidater at tage af og at underrepræsentationen derfor vil forsvinde af sig selv i takt med, at kvinder udgør en større og større andel af rekrutteringsgrundlaget. Problemet er imidlertid, at underrepræsentationen af kvinder også er markant i nyansættelser. Med andre ord: den akademiske top er fortsat primært et mandeanliggende.

Er det et problem, man politisk skal forholde sig til? Ja. Dels fordi mænd og kvinder groft skåret har forskellige livssituationer og derfor kan bidrage med forskellige vinkler og prioriteringer i den akademiske produktion. Dels fordi det samfundsøkonomisk er ineffektivt, at de mange potentielle talenter og forskerspirer blandt landets unge kvinder ikke udfoldes. Og ikke mindst fordi vi lever i et samfund, der bekender sig til demokrati og ligestilling, hvorfor kvinder og mænd bør have lige mulighed for at opnå for eksempel professorater.   

Hvad skal der så gøres? Der er to veje. Vi kan handle eller vi kan lade tiden gå og se, om ligestillingen kommer af sig selv. Inge Henningsen, lektor ved Københavns Universitet, regnede i 2003 på den sidste mulighed. Hun nåede frem til, at med en fremskrivning af tallene fra Københavns Universitet fra 1970 til 2001, så vil det tage 248 år, før kønnene er ligeligt repræsenteret. Så stor er vores tålmodighed ikke. Handling er nødvendig. Og før Lykke Friis blev ligestillingsminister var hun skam parat til at levere andet end hensigtserklæringer. I sin tid som prorektor på Københavns Universitet indførte hun kontant belønning til de fakulteter, som ansætter flere kvindelige professorer – i form af både økonomisk bonus og flere professorater. Ordningen har vist sig at være yderst effektiv. Københavns Universitet fik i 2008 i alt 20 kvindelige professorater mod i gennemsnit 10 i 2006 og 2007.

Også i virksomhedernes top er der langt mellem kvinderne. Oppositionens krav om at indføre kvoter, der sikrer minimum 40 procent af begge køn i virksomhedernes bestyrelser, er blevet mødt med skarp kritik. Virksomhederne profitoptimerer og vælger derfor altid, hvad der er bedst for dem og det skal der ikke pilles ved, siger modstanderne. En større dansk analyse fra 2009 viste imidlertid, at virksomheder med kvinder på ledelsesposter rent faktisk tjente flere penge.

De samme erhvervsfolk, der i de fleste moderne managementteorier lærer at inddrage institutionelle forhold, kan åbenlyst ikke se, at oldboys-networking er så institutionaliseret i erhvervslivet, at kvinderne holdes ude. Og interessant nok, så meldte Foreningen Erhvervskvinder og Kvindelige Erhvervsledere allerede i 2009 ud, at de bakker op om at indføre kønskvoter – blandt andet med argumentet om, at den svage stigning i antallet af kvinder, der er sket, ikke indikerer, at vi får ligestilling i indeværende århundrede. For os er kvoter ikke et mål i sig selv, men de kan være et nødvendigt redskab i arbejdet hen mod ligestillingen.

Hvis man kritiserer underrepræsentationen af kvinder i de forholdsvis snævre miljøer, som både forskningens top, erhvervslivets bestyrelser eller for eksempel borgmestrekontorerne (der er i parentes bemærket kun 14 kvindelige borgmestre i Danmark), får man som oftest stemplet ”elite-feminist”. Og det er da også helt korrekt, at der er en overhængende fare for, at universitetsuddannede middelklasse-feminister overser rengøringsassistentens og kassedamens alt for lave lønninger eller glemmer det faktum, at 28.000 kvinder hvert år udsættes for partnervold. Når det alligevel er relevant at beskæftige sig med netop disse elitære miljøer, skyldes det, at det i høj grad er her, magten over vores samfund ligger. På forskningskontorerne findes en afgørende magt i forhold til at definere ”sandheder” i vores samfund. På direktionsgangene en helt afgørende magt over landets økonomi. Og på borgmesterkontorerne, tjah, det siger næsten sig selv.

Summa summarum: 8. marts er stadig yderst aktuel. Et par af de tidligere borgerlige ligestillingsministre har forsøgt at reducere ligestillingsdebatten til noget, vi skal ”gøre” ved indvandrerkvinderne. Det dækker ikke alene over, at ligestillingsdebatten spændes for regeringens værdikampvogn, men over en grundlæggende ligegyldighed og total mangel på prioritering af ligestillingsspørgsmålet. 

I et feministisk perspektiv er det decideret bagstræberisk – og fører næppe til frigørelse – at stemple bestemte grupper som ofre, middelklasse-hvide danskere skal ”redde” fra deres egen kultur. VKO’s bekymring for ”indvandrer-kvinder” er i øvrigt svær at spore i deres konkrete politik. Den såkaldte 450-timers regel er et eksempel: Lever et ægtepar ikke op til kravet om, hvor mange timer, der skal arbejdes, bliver den ægtefælle, der har færrest timer, frataget sin kontanthjælp. I 2008 gennemførte SFI en undersøgelse, der viste, at 95 procent af dem, der har mistet kontanthjælpen pga. det, der på det tidspunkt hed 300-timers reglen, er født uden for Danmark grænser – og at 70 procent af den samlede gruppe er kvinder. Denne gruppe kvinder gøres altså hundrede procent økonomisk afhængige af deres mænd. ”Redningsaktionen” er derved ikke alene tom retorik – regeringens politik bidrager simpelthen til at indskrænke handlemulighederne for mange kvinder med indvandrerbaggrund.

I modsætning til sine to forgængere har Lykke Friis ikke benyttet sin ministerpost til at gøre ligestilling til et spørgsmål om indvandrere. Til gengæld synes hendes kønspolitiske tiltag på Københavns Universitet meget langt væk. Senest med hendes udmelding om at aflyse kvindekampen.

Det danske samfund er fortsat præget af strukturel diskrimination af kvinder. Og efter et valg skal kvindekampen have nyt liv. Intet tyder på at lige muligheder kommer af sig selv. Der er brug for politisk handling – hellere i dag end i morgen.

Protesterne har ulmet rigtigt længe i Egypten, og vi ved alle, at begivenhederne Tunesien var det startskud, der gav egypterne blod på tanden. Demonstrationerne startede fredelige, de inspirerede andre i andre arabiske lande – og så viste regimet sit virkelige ansigt (igen). Internet og telefoner lukkede ned, der blev indført udgangsforbud, lukkede hæveautomater, overgreb på medier og journalister, afspærring af highways og aflysning af toge ind til Kairo i forbindelse med den store demonstration 1.feb.. Hæren lod NDP-støtter komme igennem til Tahrir-pladsen, hvor de udover at råbe slagord for Mubarak og imod udlændinge også angreb demonstranterne. Og på et meget velkoordineret tidspunkt hoppede en bunke mænd, bevæbnet med køller eller andet våben, ind over hegnene – hver og en med en fin pengeseddel som tak for indsatsen. Regimet sattes sine egne folk ind – tæskehold (som dem, der udkommanderes til valgene og Mubaraks parti, National Democratic Party, har brug for en hjælpende og særdeles håndfast hånd), NDP-støtter, politi og sikkerhedstjenester.

Med andre ord satte regimet folk ind mod folket selv, mod det folk, det burde tage ansvaret for at lede på vegne af. For få timer siden (altså denne torsdag aften) talte Mubarak endnu en gang på tv; her placerede han hele ansvaret for kaos de seneste to døgn på – gæt selv – dele af befolkningen.

Man skulle tro, at de seneste døgns begivenheder ville få regeringer i vores egen del af verden til at skvatte over hinanden for at fordømme og kræve Mubaraks afgang – fulgt op af utvetydige støtteerklæringer til den brede opposition, der har formået at holde sammen og være i tæt dialog og samarbejde, til trods for en meget intensiv og anspændt stemning.

For intet kan være skjult – heller ikke for de regeringer, der rundt omkring i USA og EU ikke for alvor tage stilling til den diktator, der i så mange år har været deres. Men har holdt hånden over ham – og under ham – i årtier, som med så mange andre diktatorer og autoritære regimer, det tjener vestens interesse at beholde.

Men hverken skrappe fordømmelser eller erklæringer om at Mubarak har mistet sin legitimitet i ikke mindst EU’s, og USA’s øjne. Ingen massive opbakninger og støtteerklæringer til de modige borgere, der kæmper for et andet liv – med bl.a. krav om demokrati og frihed. Nej, man har vaklet lidt og set alvorlige ud, udtrykt bekymring, men ikke trådt i karakter, fordi man, som Lene Espersen sagde, ’ikke ville blande sig i Egyptens interne anliggender’.

Mon den manglende vilje til at tage stilling har gjort det sværere eller nemmere for det egyptiske regime at sende sine håndlangere ind mod sin egen befolkning og anstifte til kaos?

Og det er jo det rene nonsens. Hvad er det lige, der er sket i de forgange årtier, hvor man i alt for stort omfang har overladt egypterne i dét regimes varetægt? Det har da i den grad været en indblanding i interne anliggender. Er det pludselig ikke vores ansvar at støtte menneskers krav om frihed og om et bedre liv? Gu er det så. Og skal vores del af verden overhovedet ha nogen legitimitet, når vi taler om demokrati-fremme og menneskerettigheder fremover, så gælder det om at stille op nu. Ikke når Mubarak er væltet eller gået, men nu. Det er en skamplet, at man ikke har været klar i mælet. En skamplet.

Hvor er alle de borgerlige politikere, der taler dunder mod det iranske regime, og gerne deltager i Frit Iran-demonstrationer ? Hvor er de ministre, der ikke har problemer med at synge den danske nationalsang sammen med et sært sammenrend fra den ydre højrefløj? Hvor er alle de, der førte Danmark ind i krigen i Irak for at skabe ’demokrati’. Det ville være dejligt, om de lige så utvetydigt gav udtryk for støtte til de befolkninger, og lige nu især den egyptiske, der SELV stiller op og kræver reformer, demokrati og udryddelse af korruption. Støtte til de demonstranter, der er udsat for et veritabelt terrorregime i disse døgn med en blanding af NDP-støtter, tæskehold, bøller, kaos.

Det er nu, lige nu, omverdenen skal bakke op om det momentum, som befolkningerne i flere lande i Nordafrika og Mellemøsten har skabt Hvis ikke vi bakker op, svigter vi og forfejler en historisk mulighed for at fremme demokrati – der vel og mærke er skabt fra neden, ikke den systemeksport af ”demokrati” som indsættes fra oven i Irak og Afghanistan.

Hvis Vesten stod ved skåltalerne om demokrati og frihed, og argumenterne for at gå i krig i Irak og Afghanistan, skulle der sendes et anderledes klart budskab til Mubarak.

EU har længe haft en ”kritisk dialog” med styret i Egypten omkring reformer og menneskerettighedssituationen. Det er der ikke kommet meget ud af. Jeg har selv arbejdet to år for EU-kommissionen i Kairo for netop at fremme menneskerettighedssituationen. Men regimet er ganske hårdnakket og resultaterne ikke voldsomme (men der sker ting i civilsamfundet til trods herfor). Tortur hører til dagens uorden på egyptiske politistationer og fængsler, og demokratiet er ikke eksisterende. Valgene i Egypten er kendetegnet ved en cocktail af grov valgsvindel, forbud mod politiske partier og chikane og vold ved selve valgafhandlingerne.

Så vi ved det jo godt.

I modsætning til Mubarak og eliten omkring ham er demonstranternes krav om demokrati legitime. Det skal Vesten erkende. I stedet for at gentage ukonkret ønsketænkning som “the Egyptian authorities [should] embark on an orderly transition through a broadbased government leading to a genuine process of substantial democratic reform” (FOREIGN AFFAIRS Council meeting 31.01.11) skal der siges klart fra over for Mubarak og hans styre.

Hvis jeg skulle skrive udtalelsen til EUs topmødekonklusion i dag fredag (4.2 2011) vil følgende (som minimum) indgå: * EU har mistet al tillid til, at Mubarak og hans regering kan gennemføre de nødvendige demokratiske reformer, og han bør omgående trække sig tilbage

* En klar utvetydigt opbakning til demonstranterne og lovning om støtte til en forenet og samlende opposition, der leder en overgangsregering

* klar og utvetydig støtte på alle måder til en demokratisk udvikling

* FN bør overvåge, at det kommende præsidentvalg, der skal fremskyndes, overholder kravene til at være frie og fair. Et omvalg til parlamentet bør ske hurtigst muligt der efter

* EU’s medlemsstater er parate til at styrke de demokratiske institutioner i Egypten og en demokratisering af politistyrkerne

* EU er klar til at bruge partnerskabsaftalerne med lande i regionen aktivt

EU og USA har gevaldigt brug for at lægge afstand til det egyptiske regimes ugerninger, og tiden er mere end rede. Og vi kommer til at bære et gevaldigt ansvar, hvis vi undlader den internationale solidaritet. Og så er der ellers at håbe på, at borgerne i andre arabiske lande lader sig inspirere af Tunesien og Egypten Det er ikke bare afgørende. Det er altafgørende.

For to år siden indgik SF en integrationsaftale med Socialdemokraterne, hvor SF accepterede, at 24-årsreglen ikke blev afskaffet som noget af det første, når en ny S-SF regering kom til.

Det var en stor indrømmelse til Socialdemokraterne. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var en stor kamel at sluge for mange SF’ere. Vigtigt var imidlertid følgende: 1) Et ultimativt krav om dens (og tilknytningskravets) afskaffelse som forudsætning for at indgå i en S-ledet regering, var ensbetydende med ikke at få et regeringsskifte. 2) Afskaffelse af reglen er stadig SF-politik, 3) S og SF er enige om at være uenige her. 4) Der er (desværre endnu) ikke et FT-flertal for at afskaffe den.

SF er imod 24-årsreglen og har ikke ændret synet på den. Det skal ikke være staten, som skal diktere myndige borgere, hvem de kan gifte sig med og flytte sammen med i deres eget hjemland. Dertil kommer, at partierne bag 24-årsreglen aldrig kunne dokumentere, at den dæmmede op for tvangsægteskaber, hvilket var det moralske figenblad, der blev holdt op over loven (som jeg dog personligt aldrig har givet noget for).

I et desperat forsøg på at fjerne fokus fra en elendig økonomi og ikke mindst en række dilettantiske sager, trækker regeringen nu indvandrerkortet igen-igen. Denne gang i form af aftalen ”Nye tider. Nye krav.”, der er forhandlet på plads i forbindelse med finansloven.

Det er en pakke af stramninger rettet mod ikke-etniske danskere og dem, der kan formaste sig til at gifte sig med ’fremmede’. Det har været fremme, at ”nu må vi vente og se den endelige udformning” eller ”djævlen ligger i detaljen”.

Glem det.

For det første, så kan man ikke støtte en strammere version af en regel, man grundlæggende er i mod.

For det andet: Konsekvensen bliver, at vi får et A, B og C hold af borgere. De ressourcefulde, som kan få familiesammenføring, før de er fyldt 24; de fleste, der stadig må vente, til de er fyldt 24, men stadig (med mere besvær) kan få familiesammenføring; og de ressourcesvage, der aldrig får lov. For nu at citere ordret fra aftalen: ”Reformen har den konsekvens, at de, der ikke opfylder kvalifikationskravene og det skærpede tilknytningskrav, ikke kan få ægtefællesammenføring. Dette gælder helt uanset parternes alder.”

Her behøver vi ikke at vente på den endelige ordlyd, der alene får betydning for hvem, der kan komme med på A-holdet.

Hvordan det er kommet dertil, at nogen, der gerne vil fremstå som ansvarlige politikere, kan støtte en ordning, der gør staten til dommer over, hvilke borgere som må blive familiesammenført med udlændinge i Danmark? Altså hvem, den enkelte borger må gifte sig med?

Det er et så ekstremt angreb på den personlige frihed og så diskriminerende, at der utvetydigt og klart må siges fra, fra en samlet oppositions side.

VK-regeringen har sit at slås med. Altså ud over økonomisk krise, faldende popularitet, Afghanistan-krig, Lene Espersens frie fald (selvom jeg synes, at medierne gik lovlig meget i selvsving med afbuddet til udenrigsministermødet i EU forleden – det har aldrig været nogen skade at sætte sig lidt ind i tingene, heller ikke som journalist – hvor Lene Espersen jo ikke ligefrem var den eneste minister, der meldte afbud).

Regeringen og støtteparti griber så til det velkendte: Populistiske kneb, ofte ved at diskutere indvandrere/flygtninge og truslen mod sammenhængskraft i det danske samfund, eller ’den ydre fjende’. Den seneste af slagsen er Dansk Folkepartis ’krav’ om at ændre 24-årsreglen til en 28-års regel.

Desværre har venstrefløjen internationalt set ikke noget at lade højrefløjen i Danmark høre i den forbindelse.

En kriseramt økonomi og faldende popularitet – forud for et nærtstående valg – er også, hvad Venezuelas Hugo Chavez har at slås med. Populisme-niveauet når nye højder i hans tilfælde. Venstrepopulisten lader sig ikke slå ud; man kan vel altid vælge sig et århundredgammelt mord-mysterium.

Det gjorde Chavez så. I sidste uge lod han liget af den latinamerikanske store historiske figur Simón Bolívar (der døde i 1830) grave op for at undersøge, om frihedshelten reelt døde af tuberkulose eller om han i virkeligheden var blevet forgivet af sine politiske modstandere (“crucified like Christ” skulle Chavez omtale det).

Det er jo overordentligt langt (ud) at gå for at aflede ’folkets’ opmærksomhed. Og lettere tosset, skulle jeg mene.

I den mere alment kendte ende af afledningsmanøvrer, er brugen af eksterne fjendebilleder. Venezuela har længe haft et anspændt forhold til nabolandet Columbia, som både skyldes Columbias samarbejde med USA i guerilla- og narkobekæmpelse, og Columbias påstande om, at Hugo Chavez støtter eller i hvert fald beskytter de columbianske oprørsbevægelser ELN og FARC. I sidste uge fremlagde Columbia angiveligt bevismateriale for, at disse oprørere befinder sig på venezuelansk territorium og Columbias ambassadør har anmodet Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, om at iværksætte en undersøgelse af disse påstande.

Det fik Chavez til at kyle de columbianske diplomater ud af landet, afbryde alle forbindelser til Columbia og sætte sine grænsetropper i højeste alarmberedskab.

OAS maner til ro og besindighed, men går ind i en form for mægling mellem de to lande. Hvorvidt det er rigtigt eller forkert, at Venezuela rent faktisk aktivt yder beskyttelse til oprørsbevægelserne skal jeg ikke gøre mig klog på. Uagtet den colombianske regerings åbenlyst og overordentligt problematiske forhold til demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper osv., så har jeg i øvrigt aldrig kunnet forstå begejstringen for og fascinationen af FARC. De benytter metoder og har en praksis, som i mine øjne er aldeles uacceptable.

Men det interessante hér er, at påkaldelsen af ’den ydre fjende’ også (eller igen) tages i brug af den trængte Chavez. Alle former for afledningsmanøvrer gælder, hvad enten man er højre- eller venstrepopulist og gerne vil vinde det næste valg.

Hvis ikke det var fordi, det hele er alvorlig virkelighed med konsekvenser for så mange mennesker og for venstrefløjens helt andre samfundsprojekter – ja så måtte man jo nøjes med at grine og trække på de solbrune skuldre. Men. Det, der sker i Latinamerika med en voksende venstrefløj, der tilmed har magten, er så vigtigt. Og det er alt for vigtigt til at slå sig til tåls med, at populismen også har gjort sit indtog i Venezuela. Den skal venstrefløjen holde sig fra.

Men hvad handler det hele om? Er østeuropæerne over én kam homofobiske og konservative, som det ofte fremstilles bagefter? Svaret er naturligvis, at virkeligheden er mere kompleks. På mange måder ser vi i disse år en stærk folkelig modvilje mod homoseksuelles rettigheder i østeuropæiske lande. Tal fra EU viser, at befolkningerne i de fleste nye medlemslande helst ikke vil have en arbejdskollega eller ønsker, at deres børn skal undervises af en lærer, der er homoseksuel. Voldelige overfald og chikane – sågar mord – er også en del af hverdagslivet for homoseksuelle i for eksempel Moskva og Beograd. Så baggrunden for modstanden mod homo-paraderne er til at tage og føle på.

Men dér, hvor modstanden og fordommene mod homoseksuelle slår ud i lys lue, er dér, hvor stærke politiske kræfter forstår at udnytte det. Ved de fleste forsøg på at forbyde homo-paraderne har det været centrum-højre politikere, der i samarbejde med religiøse ledere og bevægelser på den yderste højrefløj har kunnet se en interesse i at gøre modstanden mod homoseksuelle til et centralt spørgsmål. Ofte sker det op til et valg eller i forbindelse med rekruttering af nye medlemmer til menigheder eller bevægelser.

Det er altså en uskøn blanding af helt almindelige borgere, politikere, der ofte har sæde i parlamenterne, og religiøse og højrenationale bevægelser, der får hadet til homoseksuelle til at koge. Og ofte er det ikke de homoseksuelle isoleret set, det drejer sig om. Snarere er homoseksuelle en brik i kampen om at definere dna’et i de for manges vedkommende nye stater mod øst. I efterdønningerne efter murens fald er nationernes identitet på mange måder i spil. Og her får især nationalismen og traditionelle familieværdier en central position. Homoseksuelle ses som en eksponent for alt det, der truer nationens sammenhæng og familiens beståen, og sættes på lige fod med mange andre ting, der kommer udefra som en trussel. ”Homoseksualitet er vestlig dekadence”, som der f.eks. står på nogle af moddemonstranternes bannere. Homoseksualitet går derfor hånd i hånd med overgangen til skrap markedsøkonomi, arbejdsløshed og sociale problemer for mange østeuropæere – ikke mindst fordi ledende politikere opportunt fremstiller det sådan.

Og med det in mente fremstår den østeuropæiske homo-angst pludseligt ikke så fremmed længere. Det minder på mange måder, om den måde som indvandrere – og særligt muslimer – igennem det seneste ti-år er blevet brugt som en brik i kampen om den nationale identitet i Danmark og en række andre vestlige lande. Fremstillingen af muslimen, der kommer udefra og truer værdier og institutioner, er jo hverdagskost i dagens debat. En fremstilling, der også orkestreres på stort set samme vis som østpå.

Af samme grund er det problematisk og hyklerisk, når højrefløjspolitikere i Danmark omkostningsfrit og løsrevet kritiserer homo-hadet i Østeuropa. For det første er det nemlig ikke langt fra den måde, de selv bruger muslimer og andre minoriteter på i en hjemlig retorik. Og for det andet vælger de selvsamme politikere ofte at modarbejde forslag til at fremme homoseksuelles vilkår i Danmark, når der skal trykkes på knapperne i folketingssalen.

Når man spørger de homoseksuelle græsrodsorganisationer i Østeuropa, frabeder de sig da også at få de problemer, de slås med, udråbt som væsensforskellige fra de problemer, homoseksuelle oplever andre steder i verden. Homofobi og fordomme er – desværre – et universelt problem. De beder i stedet om, at vi politikere i Vesteuropa får EU og Europarådet til at lægge et massivt pres på deres regeringer, så helt basale rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed bliver overholdt. Og så beder de om, at vi lytter til dem og støtter dem på netop de måder, der giver mening i hvert enkelt land. Ikke én model kan løse problemerne alle steder.

De ønsker, skylder vi dem, at lytte til og handle på. Også selvom det er et langt sejt træk og samtidig kræver, at vi også retter et kritisk blik indad.

At politikere, religiøse ledere og opinionsdannere lufter angreb på minoriteter er øjensynlig et globalt fænomen. Vi ser det i vores egen baggård i Europa. Helt aktuelt gik hver sjette stemme ved parlamentsvalget i Ungarn i søndags til Jobbik, som er et højreekstremt parti, der bl.a. vender sig mod jøder, homoseksuelle og romaer. Vi ser det også herhjemme, når der tordnes mod homo-ægteskaber eller bredt i Europa, når Vatikanet mener, at pædofili i den katolske kirke skyldes homoseksualitet.

Og ligesom muslim-, homo- og religionskort hver især trækkes i kulturkampen i europæiske lande, ser man også homokortet blive trukket i nogle afrikanske lande. Og her bliver det i ordets forstand et dødsalvorligt spørgsmål.

Ikke at det er et nyt fænomen, næsten 40 afrikanske lande forbyder (sic) allerede homoseksualitet, men i Uganda debatterer parlamentet i fulde alvor at indføre dødsstraf i tilfælde af ”aggravated homosexuality” (særlig grov homoseksualitet), hvilket eksempelvis omfatter gentagne homoseksuelle forhold, der gør en til en ”serial offender”. I Uganda, hvor det åbenbart ikke er tilstrækkelig at være tough on crime for at vinde den værdipolitiske dagsorden, er gay bashing blevet en vinderstrategi.

Vi stiller traditionelt skarpt på ligestilling og kvinders rettigheder, når vi taler tværgående hensyn og prioriteter i udviklingsbistand og når vi laver bistandsprojekter. Også når det gælder sager som eksempelvis ægteskabslovgivningen i Afghanistan. Men den samme konsekvens udviser vi ikke på andre rettighedsområder – selv i situationer, hvor nogen vil slå andre mennesker ihjel for at elske den ’forkerte’.

Det store spørgsmål er, hvordan vi håndterer den slags grove overtrædelser af menneskerettighederne i udviklingslande? Lige så ubehagelig og diskriminerende Ugandas Anti Homosexuality Bill er, lige så kompleks er problemstillingen. Ikke mindst fordi modviljen mod homoseksualitet også dér er ganske fremtrædende i store dele af befolkningen. Derfor bliver både u-landsorganisationer og donorer nødt til at tænke to gange, før de bevæger sig ind i dette minefelt. Spørgsmålet er så tabubelagt og følsomt, at flere udviklingsorganisationer og donorer offentligt er gået en stor bue uden om spørgsmålet.

Den globale værdi- og kulturkamp raser og tilføjer blot yderligere kompleksitet til kampen for menneskerettighedernes universalitet. Men det betyder på ingen måde, at donorer eller ngo’er ikke skal tage stilling eller handle. Tværtom. Det gælder om at finde ud af, hvordan man reagerer, så det rent faktisk åbner muligheder for forandring, ikke lukker. Vi er nødt til at være bevidste om, i hvilket politisk ærinde angrebene på homoseksuelles rettigheder bruges. Og endelig kunne vi reflektere over, hvorfor kønnenes ligestilling er et vigtigere emne end direkte vold og undertrykkelse af mennesker med en anden seksualitet end mainstream.

Angrebene på Afrikas homoseksuelle indgår i (mindst) to forskellige politiske dagsordner. Den første er en nationalistisk og anti-vestlig dagsorden, som omtaler homoseksualitet som en dekadent og udefrakommende tilbøjelighed, som europæerne bragte med sig sammen med koloniseringen af kontinentet (den samme logik gør sig også gældende blandt modstandere af homoseksuelles rettigheder i mange østeuropæiske lande).

Den anden dagsorden er religiøs, hvor både islam og kristendom bruger afstandstagen fra homoseksualitet til at pege på en ydre fjende for familien som institution og markere de respektive religiøse grupperinger som sande forsvarere af Afrikanske værdier. Hertil kommer, at homoseksualitet opfattes som et angreb på en meget traditionel opfattelse af køn, hvilket i øvrigt heller ikke er et særlig afrikansk fænomen.

Det er en heftig politisk cocktail at være oppe imod.

Svaret er at styrke menneskers kendskab til og muligheder for at kæmpe for deres rettigheder og styrke civilsamfundsorganisationer, der arbejder for menneskerettigheder i almindelighed, også organisationer, som har homo- eller transseksuelles rettigheder på dagsordenen.

I mine øjne er det afgørende, at kampen for lige rettigheder ikke gradbøjes alt efter, om det er den ene eller anden gruppes rettigheder, eller om det er ’politisk følsomt’ (som det jo desværre er, når det kommer til homoseksualitet selvom vi skriver 2010). Det afgørende er imidlertid, hvordan vi kæmper denne kamp – og her er det helt centralt at lytte til de aktører, der i det pågældende land – her konkret Uganda – når måden vælges. Bundlinien må være, om det, vi gør, bidrager til deres rettighedskamp eller det modsatte. Altså kan der være forskel på, om man taler dunder bag lukkede døre eller i den store presse (hvor det ikke mindst tjener et hjemligt publikum og tit er en gratis omgang).

Et konkret eksempel fra min tid i Egypten er den såkaldte Queen Boat sag (2001), en massearrestation af homoseksuelle. Dele af den vestlige verden markerede højlydt det uacceptable heri. Spørgsmålet er blot, om det ikke netop bar ved til den inden-egyptiske dagsorden om at være ’den sande forsvarer for egyptiske og muslimske værdier – mod den vestlige dekadence, der tillader den form for udskejelser mod religionen og mod familie-institutionen. En vox-pop i Cairo Times illustrerede det ret præcist – stærk modstand mod homoseksuelle (som udmærket kunne idømmes dødsstraf, hvis det stod til dele af befolkningen). I det konkrete tilfælde kan det godt være, at man skulle have talt dunder for lukkede døre. For de homoseksuelles skyld. Men pointen er igen: var man gode nok til at lytte til de mennesker, det drejede sig om, eller valgtes blot den letteste løsning.

Når (tillad mig at anvende det upræcise) ’Vesten’ ikke er lige så konsekvente, når det gælder seksuelle rettigheder, som vi er, når det gælder kvinderettigheder, bunder det naturligvis i, at vi har en rem af huden selv. Det frisind som Vesten bryster sig af – og tilslutning til menneskerettighederne (’vores værdier’ osv) – findes ikke i alle politiske og religiøse miljøer. Et opgør med de holdninger i vores egen midte er i nogle situationer en forudsætning for at stoppe overgreb på minoriteter i udviklingslandene. Flere iagttagere peger på, at det er stærkt konservative politiske grupper i USA, der systemeksporterer deres had til homoseksuelle til Afrika, hvor de får større politisk lydhørhed. Det samme gælder Østeuropa.

Nu kan man være af den opfattelse, at seksuelle minoritetsrettigheder i Afrika er et perifert problem sammenlignet med, hvad kontinentet ellers slås med. Jeg forstår overvejelsen, men synes det er et skrivebords-argument. Udover det banale, at man ikke med seriøsiteten i behold kan sætte kampen for menneskerettigheder på stand by, mens man bekæmper fattigdom (hænger det ikke netop sammen?!), så kan man i min verden ikke vælge, hvornår og for hvem indsatsen for friheds- og lighedsrettighederne skal leveres. Rettighedsdiskussionen en generel problemstilling, som er en underlæggende præmis i udviklingsarbejde.

Så nej, vi skal ikke lade dem hænge de homoseksuelle. Men vi kunne godt os selv i blandt – Danida, ngo’er, andre donorer osv. – bruge flere diskussioner om, hvordan vi i det internationale samarbejde omsætter det hele i praksis. Hér skal vi i høj grad lytte til og lære af de aktører, der lokalt arbejder med det. Berøringsangst bringer os ikke videre, men kan i yderste konsekvens koste liv

I rapporten står eksempelvis at ” Det kan derfor diskuteres, om Forsvarsministeriets rapport blev til en del af det politiske “spin”, der blev viklet omkring filmen for at aflede opmærksomheden fra dens hovedpåstande” .

Forsvarsministeriet havde ikke mange ord til overs for undersøgelsen, da den kom, men dét havde gratisavisen Nyhedsavisen, der med David Trads i spidsen haglede rapporten ned. Den var underlødig, upræcis og tendentiøs – ja, det var noget makværk.

I går svarede undersøgelsesgruppen så på kritikken – med at fastholde rapportens konklusioner og påstand, og kun på ét enkelt punkt giver de en minimal indrømmelse: Oprindeligt hed det i rapporten, at den danske regering kunne have fået bevis for, at der fandt overgreb sted ved at tale med en bestemt tolk. I præciseringen hedder det nu, at regeringen på baggrund af tolkens oplysninger kunne have undersøgt sagen nærmere. Altså ikke noget bevis. Undersøgelsesgruppen kan med ironisk sarkasme bruge Foghs ene mantra “Der er ikke noget at komme efter”…

Sagens kerne er stadig den: “Den hemmelige krig” er et hæderligt og vigtigt journalistisk stykke arbejde, der nu ironisk nok kan lægge titel til Fogh-regeringens forsøg på at undgå kritik: Regeringens hemmelige krig mod en fri og kritisk presse lykkedes desværre. Langt hen ad vejen fik regeringen fjernet opmærksomheden fra det, der var KERNEN i filmen, ved at beklikke journalistens troværdighed.

Fokus flyttede væk fra de politiske problemer, der er i, at en regering tilbageholder oplysninger for Folketinget, at den har set gennem fingre med, at danske soldater har udleveret afghanske fanger til amerikanske soldaer, SELVOM der var en vis formodning om, at de ville blive udsat for tortur-lignende forhørsmetoder. Væk fra, at Fogh-regeringen holder os for nar og skider på demokratiet.

Der er al mulig grund til at være på vagt – vores demokrati sygner hen under Fogh, der på bedste Berlusconi-vis prøver at sætte sig tungt på de frie medier og kontrollere, hvad de laver. Husk at han i mere end 4 år har NÆGTET at give interview om Danmarks deltagelse i Irak-krigen til en bestemt journalist, Bo Elkjær, der er kendt og respekteret for sin kritiske journalistiske pen! En statsminister, der NÆGTER at blive interviewet af en journalist, han er bange for?! Ja, sågar Ombudsmanden blev affærdiget af Fogh.

I dag er medierne fyldt med nyheden om endnu en storstilet arrestation af formodede terrorister. At der er grund til at være bevidst om, at også i Danmark er grobund for ekstremister, er hævet over enhver tvivl. Men vi må ikke glemme, at vores demokrati, åbenhed og retssamfund pinedød skal leve af netop – demokrati, åbenhed og retssikkerhed.

Vi kan IKKE overvåge, kontrollere elller aflytte os til et fredeligt og trygt land. Det kræver hårdt arbejde, også på demokrati-siden.

Et sted at starte kunne være at minde Statsministeren om, at demokrati og retssikkerhed ikke kan gradbøjes - og slet ikke af statsministeren selv. Demokrati er en styreform og en leveform – og vi skal kæmpe for at bevare det hver eneste dag. Så al sit løgnagtige spin kan han godt pakke sammen.

Og man kunne blive ved – men det var nu også skønt bare at være i Frankrig og nyde solen og havet, mens vi blev klogere på D-dagen under 2.verdenskrig, hvor nazisterne for alvor – og langt om længe – fik så meget modstand, at krigen kunne vende. Dén krig – mod nazisme og ufrihed – er ikke bare krigshistorie, men noget, vi hele tiden skal huske: Demokrati, frihed og lighed kan man ikke tage for givet. Det skal vi kæmpe for dagligt.

Men tilbage til Danmark – mens vi venter på valget. Alle troede Fogh ville udskrive valg forrige tirsdag, hvor regeringen fremlagde 2015-plan og kvalitetsreform. Men nej. Skuffelsen stod malet i ansigtet på mediernes mange kommentatorer, men der er bestemt ingen grund til at pusten går af ballonen! Valget KOMMER jo – og alt det, Fogh foretager sig i disse uger med skattelettelser til de rige, fiktive forbedringer for miljøet og påstande om ekstra 50 mia kr til offentlige bygninger og især sygehusvæsenet – ja, det handler jo om valg!

Men udspillene har givet bigtime modvind til den kære Fogh. Nok ser det ud til, at de ender med en skatteaftale med Dansk Folkeparti. Nok ser det ud til, at de ikke tør tage valget ligenu. Men folk er ved at have fået nok, så utilfredsheden rammer også om nogen måneder.

De 50 mia er jo ikke nye penge – det er gæld til os alle efter at have UNDLADT at renovere og udbygge de offentlige bygninger. Og der synes ingen penge at være til renovering af uddannelsesinstitutioner. Uddannelse og viden er det, vi skal leve af – derfor hænger det jo ikke sammen?! Så meget for ‘kvalitetsfonden’. 

Hverken kvalitetsreform eller noget andet sikrer mere i løn og bedre arbejdsforhold til de offentligt ansatte, der er ved at slide sig selv op.  Og finansminister Thor P’s arrogance og (bevidste?) uvidenhed om deres lønninger gavner næppe regeringens chancer.

Skattelettelserne er til glæde for de højtlønnede, mens de lavtlønnede, arbejdsløse og andre nederst på Fogh-samfundets rangstige må se sig narret endnu engang.

Fagbevægelsen har varslet demonstrationer til oktober.  De studerende ditto. Venstrefløjen er med.

I SF er vi klar til valg – læs med på www.trinemach.dk og Sign Up i kampagnen Mach mod Fogh!

MEP’erne Karin Riis-Jørgensen (V) og Christel Schaldemose (S) lod forstå i forhold til deres rystede europæiske kolleger, at Camre kun er gal, når man hører hans udsagn ’løsrevet fra den danske kontekst’. Så er den da for alvor gal!

DF’s udtalelser er jo netop så langt ude, som folk, der ikke lever i den danske virkelighed, hører dem. Men her, hvor DF larmer, og de to andre regeringspartier stille gennemfører deres politik og menneskesyn, er skredet i både politik og debat så stort, at selv socialdemokrater mener, de skal stille sig op på åben TV-skærm og gøre sig til dommer over et navngivet andet menneskes hilsemåde.

Nydanske kvinder som Asmaa er mønsterbrydere. Også selvom de er loyale overfor en kultur, hvor religion er central, og ikke tatoverer ordet ’demokrati’ på kroppen. Hun er i udseende symbol på den ’undertrykte muslimske kvinde’, sådan som denne portrætteres med hjælp fra en række medier og meningsdannere. Nu maser hun sig på og gør det, man ikke troede, hun kunne. Dét bryder og forstyrrer.

Men det er vigtigt. Der ligger en del af den kvindelige frigørelseskamp i hendes faktiske optræden. Uanset om hun hører til på venstrefløjen eller ej. Dét behager næppe d’herrer reaktionære & fundamentalister i indvandrermiljøet.

Ikke mange avisartikler har udtalelser FRA Asmaa, men OM Asmaa. Alle taler om hendes syn på diverse ting, men hvor mange ved, hvad hun mener? For mig er det ved at få karakter af heksejagt. Hvem gavner den? Os andre, debatten eller integrationen? Ingen af delene.

Den gavner alene V og K, og det ekstreme højre i DF og indvandrermiljøerne. Den lukker fuldstændig for dialog, samtale og udvidelse af forståelse og indsigt. Men når man lukker for dialogen, får de ekstremt larmende stemmer mest plads. Og vind i sejlene.

Jeg finder det reaktionært ikke at ville give hånd til det modsatte køn. Det burde Enhedslisten stå ved, for venstrefløjens skyld. Men skal det udelukke nogen fra at engagere sig i demokratiet? Som socialist ønsker jeg, at folk afklæder sig religionen – der er en god portion opium over den – men man må erkende, at der er en del mennesker, for hvem religion betyder meget. Det ændrer sig ikke, fordi vi råber af dem.

Venstrefløjens 2 ufravigelige krav er, at frihed til at fravælge er ligeså central som til at tilvælge religion. Og at det politiske system ikke skal underlægges religiøse rammer. Det centrale er derfor, hvad Asmaa mener. ’Fundamentalisme’ sidder ikke i tørklæde eller  hilsemåde.

Der er i pressen sat spørgsmålstegn ved hendes syn på afgørende emner som dødsstraf, ligestilling (eller kønsadskillelse), homoseksuelle og om det politiske demokrati er hævet over religiøse love. Det er for mig lakmusprøven på, om man er socialist og helt afgørende at forholde sig til som venstrefløj. Jeg skal ikke forsvare Asmaa her, for jeg kender ikke hendes holdninger indgående nok.

Men dette er et indædt forsvar for hendes – og andre muslimers – ret til at deltage i demokratiet. Jeg vil til enhver tid forsvare DFs ret til at ytre sig og deltage i det politiske liv. De selvsamme rettigheder vil jeg selv bruge til at bekæmpe deres racistiske, fremmedfjendske og sindsforvirrede politik med hud og hår. Og til at bekæmpe muslimske og kristne fundamentalister.

Kig ind på trinemach.dk