Det kører dårligt for Labours valgkamp i Storbritannien. Faktisk så dårligt, at Gordon Brown ligger under både de konservative og det lille liberale parti, The Liberal Democrats i flere målinger. I Danmark ville det svare til, at Radikale Venstre blev større end Socialdemokraterne og at Margrethe Vestager skulle være statsminister i stedet for Helle Thorning. Noget der næppe er tænkeligt for andre end Marianne Jelved.

Labour ligger ret beset som de har redt; misbrug af offentlige midler, en katastrofal økonomi og ikke mindst en krig i Afghanistan, hvor landet hænger fast, er vigtige emner i den engelske valgkamp. Emner, hvor Brown og Labour ikke scorer højt. Brown kunne måske have haft fordel af i god tid før valget at have ringet til sin danske kollega for at få opskriften på den danske valg-vaccine, som blev udviklet af Fogh. Den virker stadig. Det gode ved vaccinen er, at den virker mod selv rigtig dårlige sager og erfaringerne fra Danmark kunne sagtens genbruges i Storbritannien.

En udsigtsløs krig, som koster unge mænd liv og førlighed, og som koster samfundet milliarder af kroner, kræver vaccination af vælgerne i god tid, men kræver til gengæld ingen saglige argumenter. Nogle måneder før valget vender man 180 grader politisk og meddeler, at man påbegynder tilbagetrækning og fjerner sig fra farlige militære opgaver. Timingen er til gengæld afgørende. Sagen skal være vedtaget i god tid før valget, så den ikke diskuteres i forbindelse med en valgkamp; til gengæld må den endnu ikke være ført ud i livet, fordi det kunne afstedkomme krav om evaluering og eftertanke om den militære indsats. I marts 2007 fik Danmark en sådan gang valg-vaccine nøje timet efter et planlagt valg i sensommeren.

Samme type vaccine fik danske vælgere i forrige uge for krigen i Afghanistan ved indgåelse af Helmand-aftalen (så mon et oktobervalg er inden for rækkevidde). Vaccinen virker dog kun i samfund, hvor krigsmodstanden i oppositionen er splittet. I Danmark har Socialdemokraterne til tider leveret denne komponent, i Storbritannien har Brown det endnu nemmere, fordi de konservative har bakket op om krigene i både Irak og Afghanistan.

En dårlig økonomi er ikke per automatik eller nødvendigvis et politisk problem, hvis man i god tid indtænker placeboeffekten. Den politiske vaccine bygger på en god dosis varm luft og ”værdipolitiske” dagsordener. Hvis Brown i god tid før valget i Storbritannien havde nedsat en kommission, der skulle komme med forslag til strukturelle ændringer i den britiske økonomi, var meget reddet for hans miserable valgkamp. Se bare på, hvordan dette lands tidligere statsminister kunne undgå at foretage sig noget som helst ved bare at nedsætte kommissioner, hvis arbejde og anbefalinger vel at mærke ikke er det afgørende; de er jævnt hen ikke blevet taget alvorligt.

En anden vigtig ingrediens er, med en vis konstans, at fylde den politiske debat med værdipolitisk lir. Burka, kamphunde, kriminel lavalder, symbolrabalder om lægers ytringsfrihed, er yndede emner i den retning. Det er naturligvis muligt, at Brown og (dele af) Labour synes, at den variant af værdipolitik ikke er en klædelig accessory, men at det er at trække politik ned på et lavt plan. Men det er saftsusende effektivt. I øvrigt var hans forgænger Tony Blair blandt verdens bedste ud i disciplinen at styre den politiske dagsorden. Selv Fogh har hentet inspiration der.

Tilbage står Labours problem med magtfuldkommenhed, som i Labours tilfælde ledte til misbrug af offentlige midler. Her er den danske vaccine desværre virkningsløs. Det viste Udenrigsministerens katastrofale håndtering af sin bizarre prioritering af ferie versus arbejde i påsken ganske tydeligt. Magtfuldkommenhed glider bare ikke supergodt ned; det kræver stærkere medicin.

Mon ikke der i Venstre-rækker as we speak arbejdes temmelig hårdt på at udvikle valg-vaccine 2.0. Meget tyder på det. Faktisk viser de første testforsøg med kommunist-hetz med Ole Sohn, at Venstre har indgået joint venture med åndsfællerne i Dansk Folkeparti for at udvikle en særlig stærk kur. For Brown er det nu nok for sent, han når det ikke inden valget i Storbritannien 6.maj. Det er demokratisk set heller ikke det værste, hvis borgerne mander (M/K) sig op til at vippe den form for magthaveri af pinden.

Herhjemme må vi bare håbe, at resistensen er ved at melde sig.

Men i virkeligheden er det ikke Ny Alliance eller de Konservative, jeg vil blogge om; vi har lov til at håbe, at det er dygtige folk de har opstillet.

Jeg er bare træt af, at medierne ikke skriver om det et valg handler om, nemlig politik. Jeg vil 1000 gange hellere høre, hvad Paula Larrain eller Malou Aamund står for politisk, end hvem der sagde nej og ja til Khader.

Men helst ville jeg diskutere politik og ikke mindst udenrigspolitik. Vi er i en valgkamp, hvor der ikke diskuteres EU-reformtraktat, selvom den skal vedtages om få uger. Danmark er i krig i Irak og Afghanistan, det bliver ikke nævnt med mange ord. Udviklingsbistanden er endnu et offer for Foghs sparekniv – fordi vi er os selv nok.

Afgørende udenrigspolitiske emner, som vælgerne ikke diskuterer med politikerne. En forklaring er naturligvis, at S og V er enige om den politiske linje. Men ifølge meningsmålinger vil danskerne en anden vej.

Så fri mig for kendisvalg og lad os diskutere noget politik!

Læs mere på www.trinemach.dk

Virkeligheden er ved at melde sig for regeringen og den har vanskeligt ved at få enderne til at passe sammen. Udgifterne til den offentlige sektor er systematisk holdt i et lavere tempo end under den tidligere regering (der selv sparede) og nu er virkningerne tydelige for befolkningen. Dårlige lønninger til store grupper af offentlige ansatte er den afgørende sten for endnu fire år med Fogh. Det synes himmelråbende forkert at give velstillede skattestigninger mens SOSU-assistenter fortsat skal holde igen.

Ved at få overstået valget nu kan Fogh se stort på en konflikt på det offentlige arbejdsmarked til foråret. Hvis vælgerne holder fast på, at plejepersonale – og andre, der holder vores velfærdsstat oppe i deres daglige arbejde – skal have en anstændig løn for et hårdt arbejde, er det nu, der skal stemmes mod regeringen.

Sidst valgtrommerne lød i august var det et opgør mellem velfærd for de mange eller skattelettelser i topskatten.  Dette er stadig valgets hovedtema. Uanset at Fogh og Kjærsgaard vil gøre deres til, at det skal handle om ‘de fremmede’, udlændingene, eller om andet, der kan fjerne fokus fra de centrale:

At VKO er ved at smadre velfærdsstaten – og har jokket på de offentligt ansatte i flere år. At VKO kæmper mod mangfoldighed og menneskelig anstændighed – hverken Christiania, Ungdomshus, kultur eller nydanskere har en chance under konformitetens åg, der vil kontrollere og ensrette. Også vores tanker. At statsministerens udenrigspolitik i Bush’s skørter er forfejlet. Heller ikke Irak-krig, Afghanistan-indsats, den såkaldte kamp mod terror eller nedskæringerne i u-landsbistanden skal han have lov at slippe gratis fra.

Husk det, når du skal sætte dit kryds! Kampen mod Fogh starter nu – med nedtælling til den 13. november, hvor han kun kan ses på lærredet i fortidens gustne skær.

Stem på SF – Stem på Trine Mach – Læs med på www.trinemach.dk

I rapporten står eksempelvis at ” Det kan derfor diskuteres, om Forsvarsministeriets rapport blev til en del af det politiske “spin”, der blev viklet omkring filmen for at aflede opmærksomheden fra dens hovedpåstande” .

Forsvarsministeriet havde ikke mange ord til overs for undersøgelsen, da den kom, men dét havde gratisavisen Nyhedsavisen, der med David Trads i spidsen haglede rapporten ned. Den var underlødig, upræcis og tendentiøs – ja, det var noget makværk.

I går svarede undersøgelsesgruppen så på kritikken – med at fastholde rapportens konklusioner og påstand, og kun på ét enkelt punkt giver de en minimal indrømmelse: Oprindeligt hed det i rapporten, at den danske regering kunne have fået bevis for, at der fandt overgreb sted ved at tale med en bestemt tolk. I præciseringen hedder det nu, at regeringen på baggrund af tolkens oplysninger kunne have undersøgt sagen nærmere. Altså ikke noget bevis. Undersøgelsesgruppen kan med ironisk sarkasme bruge Foghs ene mantra “Der er ikke noget at komme efter”…

Sagens kerne er stadig den: “Den hemmelige krig” er et hæderligt og vigtigt journalistisk stykke arbejde, der nu ironisk nok kan lægge titel til Fogh-regeringens forsøg på at undgå kritik: Regeringens hemmelige krig mod en fri og kritisk presse lykkedes desværre. Langt hen ad vejen fik regeringen fjernet opmærksomheden fra det, der var KERNEN i filmen, ved at beklikke journalistens troværdighed.

Fokus flyttede væk fra de politiske problemer, der er i, at en regering tilbageholder oplysninger for Folketinget, at den har set gennem fingre med, at danske soldater har udleveret afghanske fanger til amerikanske soldaer, SELVOM der var en vis formodning om, at de ville blive udsat for tortur-lignende forhørsmetoder. Væk fra, at Fogh-regeringen holder os for nar og skider på demokratiet.

Der er al mulig grund til at være på vagt – vores demokrati sygner hen under Fogh, der på bedste Berlusconi-vis prøver at sætte sig tungt på de frie medier og kontrollere, hvad de laver. Husk at han i mere end 4 år har NÆGTET at give interview om Danmarks deltagelse i Irak-krigen til en bestemt journalist, Bo Elkjær, der er kendt og respekteret for sin kritiske journalistiske pen! En statsminister, der NÆGTER at blive interviewet af en journalist, han er bange for?! Ja, sågar Ombudsmanden blev affærdiget af Fogh.

I dag er medierne fyldt med nyheden om endnu en storstilet arrestation af formodede terrorister. At der er grund til at være bevidst om, at også i Danmark er grobund for ekstremister, er hævet over enhver tvivl. Men vi må ikke glemme, at vores demokrati, åbenhed og retssamfund pinedød skal leve af netop – demokrati, åbenhed og retssikkerhed.

Vi kan IKKE overvåge, kontrollere elller aflytte os til et fredeligt og trygt land. Det kræver hårdt arbejde, også på demokrati-siden.

Et sted at starte kunne være at minde Statsministeren om, at demokrati og retssikkerhed ikke kan gradbøjes - og slet ikke af statsministeren selv. Demokrati er en styreform og en leveform – og vi skal kæmpe for at bevare det hver eneste dag. Så al sit løgnagtige spin kan han godt pakke sammen.

Det kunne forsidehistorien på weekendens Information dokumentere. Efter langt tids ventetid har journalisten fået aktindsigt i den korrespondance, der har været mellem de involverede ministerier.

Det er ikke artig læsning! Konklusionerne blev udarbejdet som det første. Et stykke politisk bestillingsarbejde, der blev bakket op af et stort hold af topembedsmænd, som var sat til at skrive redegørelsen. Jeg har længe syntes, at Fogh & Co.’s forklaringer om sagen har været tynde, og de er ikke blevet mere troværdige af, at de er underbygget ved et forsøg på karaktermord af DR.

Men med Ulrik Dahlins afsløring i weekenden ser det direkte kvalmende ud. Jeg er uenig i regeringens politik – det skal guderne vide – men den måde, som Statsministeren (mis)bruger embedsmandsapperatet på er forkastelig. En ny regering skal sikre bedre parlementarisk kontrol med hvordan regeringen arbejder.

Her i landet plejede vi at tro på demokrati og kontrol med magten. Med Fogh kan vi se, at magt korrumperer – og absolut magt korrumperer absolut.

Læs mere på trinemach.dk