VK-regeringen har sit at slås med. Altså ud over økonomisk krise, faldende popularitet, Afghanistan-krig, Lene Espersens frie fald (selvom jeg synes, at medierne gik lovlig meget i selvsving med afbuddet til udenrigsministermødet i EU forleden – det har aldrig været nogen skade at sætte sig lidt ind i tingene, heller ikke som journalist – hvor Lene Espersen jo ikke ligefrem var den eneste minister, der meldte afbud).

Regeringen og støtteparti griber så til det velkendte: Populistiske kneb, ofte ved at diskutere indvandrere/flygtninge og truslen mod sammenhængskraft i det danske samfund, eller ’den ydre fjende’. Den seneste af slagsen er Dansk Folkepartis ’krav’ om at ændre 24-årsreglen til en 28-års regel.

Desværre har venstrefløjen internationalt set ikke noget at lade højrefløjen i Danmark høre i den forbindelse.

En kriseramt økonomi og faldende popularitet – forud for et nærtstående valg – er også, hvad Venezuelas Hugo Chavez har at slås med. Populisme-niveauet når nye højder i hans tilfælde. Venstrepopulisten lader sig ikke slå ud; man kan vel altid vælge sig et århundredgammelt mord-mysterium.

Det gjorde Chavez så. I sidste uge lod han liget af den latinamerikanske store historiske figur Simón Bolívar (der døde i 1830) grave op for at undersøge, om frihedshelten reelt døde af tuberkulose eller om han i virkeligheden var blevet forgivet af sine politiske modstandere (“crucified like Christ” skulle Chavez omtale det).

Det er jo overordentligt langt (ud) at gå for at aflede ’folkets’ opmærksomhed. Og lettere tosset, skulle jeg mene.

I den mere alment kendte ende af afledningsmanøvrer, er brugen af eksterne fjendebilleder. Venezuela har længe haft et anspændt forhold til nabolandet Columbia, som både skyldes Columbias samarbejde med USA i guerilla- og narkobekæmpelse, og Columbias påstande om, at Hugo Chavez støtter eller i hvert fald beskytter de columbianske oprørsbevægelser ELN og FARC. I sidste uge fremlagde Columbia angiveligt bevismateriale for, at disse oprørere befinder sig på venezuelansk territorium og Columbias ambassadør har anmodet Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, om at iværksætte en undersøgelse af disse påstande.

Det fik Chavez til at kyle de columbianske diplomater ud af landet, afbryde alle forbindelser til Columbia og sætte sine grænsetropper i højeste alarmberedskab.

OAS maner til ro og besindighed, men går ind i en form for mægling mellem de to lande. Hvorvidt det er rigtigt eller forkert, at Venezuela rent faktisk aktivt yder beskyttelse til oprørsbevægelserne skal jeg ikke gøre mig klog på. Uagtet den colombianske regerings åbenlyst og overordentligt problematiske forhold til demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper osv., så har jeg i øvrigt aldrig kunnet forstå begejstringen for og fascinationen af FARC. De benytter metoder og har en praksis, som i mine øjne er aldeles uacceptable.

Men det interessante hér er, at påkaldelsen af ’den ydre fjende’ også (eller igen) tages i brug af den trængte Chavez. Alle former for afledningsmanøvrer gælder, hvad enten man er højre- eller venstrepopulist og gerne vil vinde det næste valg.

Hvis ikke det var fordi, det hele er alvorlig virkelighed med konsekvenser for så mange mennesker og for venstrefløjens helt andre samfundsprojekter – ja så måtte man jo nøjes med at grine og trække på de solbrune skuldre. Men. Det, der sker i Latinamerika med en voksende venstrefløj, der tilmed har magten, er så vigtigt. Og det er alt for vigtigt til at slå sig til tåls med, at populismen også har gjort sit indtog i Venezuela. Den skal venstrefløjen holde sig fra.

Flygtninge/indvandrer- og integrationsdebatten er slået sammen til én fælles grå masse, hvor nationalkonservative har taget têten de sidste 15 år og har skabt et skred mod det populistiske højre i dansk politik. Med valget i 2001 og Dansk Folkepartis afgørende parlamentariske magtposition er der sket omfattende stramninger af mulighederne for asyl, ligesom hele udlændingeområdet løbende har været udsat for stramninger, ifølge Ugebrevet A4 i gennemsnit hver 8.måned (!).

Ikke bare er der sket et skred i, hvordan debatten foregår – selvom det er slemt nok og bestemt ikke befordrende for den evigt krævede ’vilje til integration’. Der er også sket skred i retssikkerheden og i Danmarks efterlevelse af internationale forpligtelser, herunder vores pligt til at overholde FN’s konventioner.

Nu er det jo sådan, at Danmark som del af EU og som statslig aktør på den internationale scene overfor ikke-demokratiske lande stiller krav om og arbejder på at fremme demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper og som led heri gør FN’s konventioner til redskaber i det arbejde, nemlig som den standard, landes demokrati- og rettighedstilstand måles på. Derfor er det så beskæmmende, at selve de konventioner er gjort til genstand for forhandling i dansk indenrigspolitik. Måske overholder Danmark dem lige til nød – det er vel til diskussion på den lange bane – men det er jo slet ikke nok. Danmark skal da mere end lige overholde; vi skal overholde til rigelighed og aktivt fremme og forsvare FNs og EUs konventioner som redskaber til til stadighed at udvikle og udvide det enkelte menneskes rettigheder.

At få asyl- og integrationspolitikken tilbage på sporet er en af de store opgaver, som en ny regering, hvis altså centrum-venstre vinder valget, står med. Og hvad betyder det egentlig i praksis? Der er jo uendelig mange hjørner at tage fat i. At diskriminerende sociale ydelser som starthjælp og kontanthjælpsloft skal afskaffes er del af S-SF’s fælles integrationsaftale. Udover at være diskriminerende skaber de også skaber fattigdom og bidrager til den udvikling af en ny underklasse, som er begyndt at vokse frem. SF vil også have afskaffet 24 års regel og tilknytningskrav, men det må vi erkende, at der ikke er flertal for i dansk politik (endnu).

Men der er et hav af emner – hvordan leverer vi en asyl- og flygtningepolitik, der kommer med svar på de globale udfordringer, og som gør Danmark i stand til at tage medansvar? Hvordan får vi en intelligent integrationspolitik, der virker? Hvordan kan vi tænke indvandring og integration på helt andre måder?

Lang indledning – som dannede rammen om et debatmøde på Nørrebro i går, hvor vi havde inviteret to begavede og vidende mennesker til debat. Politisk bliver man bedre til sit arbejde, ligesom politiske tiltag som regel gør det, når man lytter til eksperter, fagfolk og videnspersoner. To af dem sad jeg i panel med, nemlig Niels-Erik Hansen, centerleder for Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, og Per Ramsdal, ungdomspræst i Brorsonskirken, som ud fra hvert deres perspektiv – det juridiske og det humanistiske – talte om deres syn på disse komplekse emner, som os, der er politikere, står med og skal tage ansvar for at gøre noget ved.

Det var super interessant at høre to kloge mennesker tale om de nye typer sager, som udlændingelovgivningen har betydet, og om det enkelte menneskes forpligtelse overfor andre (hvilket kan lyde som en naiv fordring, men sidste sommers hedetur over irakerne i kirken viste, at det ikk er nogen selvfølgelighed).

Og jeg skal ærligt indrømme, at min politiske kampgejst i forhold til tage et opgør med det menneske- og samfundssyn, som VKO har ført politik ud fra, ikke blev mindre. Og vi skal gøre det højlydt. Vi skal turde bryde dagsordenen og sige, at vi vil et skifte – ikke bare til ’lidt mindre’, eller ’tilbage til’, men til noget helt andet! Det kan jeg jo ikke dække udførligt i en blog, men de uomgængelige principper, som en ny asyl- og intregrationspolitik skal navigere efter og holde sig indenfor må i hvert fald være:

* Humanisme og global ansvarlighed
Et favnende menneskesyn, der hviler på den skandinaviske opfattelse af, at mennesker, der ikke kan klare sig selv, skal støttes, så de kan bevare deres værdighed. Og at samfundets krav til borgerne bør stå i forhold til deres reelle muligheder for at opfylde disse krav. Hvor humanitær ophold igen bliver almindelig praksis.

*Et favnende fællesskabssyn
hvor vi vil alle, der er her og hvor regler og krav ikke skaber et system, der skelner mellem ’godt og dårligt’ integrerede udlændinge – i praksis en skelnen mellem de raske, stærke og arbejdsomme og på den anden side de syge, svage og uarbejdsdygtige’. Hvor ingen per definition er frataget muligheden for permanent opholdstilladelse (og dermed statsborgerskab), fordi de ikke kan opnå det fornødne antal point.

* Overholdelse af internationale konventioner og forpligtelser
Danmark skal tage den internationale ret til asyl alvorligt og overholde FN’s konventioner, bl.a. ved at følge Flygtningekonventionens definition på en flygtning. Fordi vi vil være et samfund, der hele tiden stræber efter at udvikling vores eget demokrati og fremme af menneskerettighederne og retssikkerhed

* En aktiv flygtninge- og asylpolitik
Danmark skal som et af denne verdens rigeste lande tage i mod flere flygtninge. Det kan vi sagtens – og vi har en pligt til det. Asylansøgere skal ud fra centrene (der kun skal fungere som midlertidigt opholdssted de første måneder), de skal have adgang til sprogtræning, uddannelse og en vis beskæftigelse. Børnene skal kunne komme i institution eller skole og have et ordentligt børneliv. Der skal være ordentlig adgang til traumebehandling for de, der har behov.

* Ikke-diskrimination og ligeværdighed
Væk med diskriminerende regler og sociale ydelser – starthjælp, kontanthjælpsloft, 24 årsregel og tilknytningskrav (som vi fortsat skal arbejde på et flertal for), administrative udvisninger, burkalove og andre symbolpolitiske tiltag

* Integrationspolitik der vil
Hvis man ulejliger sig med at se på fattigdomsstatistikker, så starter det berygtede udkantsdanmark i Mjølnerparken. Vi skal insistere på, at sociale og økonomiske faktorer skal være centrale i forståelsen, og dermed løsningen, af en række af de problemer, som for længe har været kaldt rene ’integrationsproblemer’. Derfor starter integrationspolitikken i bolig-, skole-, arbejdsmarkeds- og socialpolitikken.

Det er selvfølgelig kun få og små nedslag i hele det komplekse politiske felt. Der er rigeligt mulighed for at du, kære læser, kan kaste dig over mig og sige, at ’det og det’ mangler eller at ’venstrefløjen ignorerer problemerne med indvandrerne’. Så lad mig sige straks: Ja, bloggen er kun en ganske lille forsmag men dog nogen af de pejlemærker, jeg synes er vigtige. Nej, vi ignorerer ingenting.

Men. Det, der er afgørende, er, at vi tager et reelt opgør med hele præmissen for, hvordan fællesskabet defineres, når vi bevæger os rundt i både asyl-, integrations- og udlændingepolitikken. Det er vores opgave at gøre op med lukkethed, selvtilstrækkelighed og opdelingen i A og B mennesker. Vi skal sætte en ny dagsorden!

Og det var dét, jeg nød ved mødet i går – at lytte til kloge mennesker, der beskrev verden ud fra deres synspunkter, og at vi så politisk må tage stilling til, hvordan vores land skal udvikle sig. Dén stillingtagen er klar her hos mig.

EU kræver med Catherine Ashton i spidsen en fuldstændig undersøgelse af hændelsen og gør desuden klart, at EU ønsker et stop for blokaden af Gaza: “The EU underlines its call for an immediate, sustained and unconditional opening of crossings for the flow of humanitarian aid, commercial goods and persons to and from Gaza”.

FN fordømmer handlingerne, kræver løsladelse af de tilbageholdte aktivister og »omgående, uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse i overensstemmelse med internationale standarder«. En udtalelse, der ved hjælp af USA behandler Israel en smule blidere.

I den danske debat har Søren Espersen ikke uventet indtaget rollen som staten Israels forsvarer ”De israelske soldater er jo ikke idioter – lad os nu holde op. Det ville et kæmpe image-problem for dem, og de har selvfølgelig haft klare regler at handle ud fra. De har gjort præcis det samme, som alle andre lande ville have gjort i samme situation”.

Danmarks udenrigsminister Lene Espersen har ikke specielt tydeligt lagt en markant dansk linie. I den officielle udtalelse siger hun dog, at Danmark lægger sig op ad EU. Men en klar og utvetydig fordømmelse, samt krav om ophævelse af blokaden, har vi fortsat til gode at høre fra ministerens egen mund. Lene Espersen indkaldte dog den israelske ambassadør i Danmark, Arthur Avnon, til krisemøde i ministeriet. Men Lene Espersen prioriterede bare ikke selv at være med til mødet.

Arthur Avnon udtalte for åben TV-skærm foran det danske Udenrigsministerium, at Danmark skulle koncentrere sig om nationale anliggender. Hvis nu Lene Espersen rent faktisk havde taget situationen alvorligt og var dukket op, så kunne hun jo have forklaret ham, at

• • International ret er et anliggende for alle. Israel angreb et andet lands skibe i internationalt farvand. Det må man ikke.
  • Stater, der udøver uproportional magtanvendelse, træder ind på den scene, hvor andre lande må – og bør – forholde sig til det
  • En stat, der slår civile borgere fra et andet land – på en nødhjælpskonvoj – ihjel, uden at der altså er tale om soldater i kamp, bryder med international lov
  • At den aktuelle begivenhed er alvorlig, uacceptabel og virkelig slem – men at den nøgternt set kun er et symptom på den uholdbare situation med Israels blokade af Gaza

For den virkelige problemstilling – og som førte til nødhjælpskonvojens tilstedeværelse i Middelhavet in the first place – er Israels nu 3 år gamle blokade af Gaza. En blokade, der formelt set gælder alt, der kan have et militært formål eller kan styrke Hamas’s kontrol, men (ligeså formelt set) tillader humanitære fornødenheder at komme ind til de 1,5 mio palæstinensere, der lever i det, som meget præcist betegnes som verdens største friluftsfængsel.

Sagen er bare, at de konkrete kriterier for, hvad der falder indenfor kategorien, alene kendes af Israel – og i følge menneskerettighedsgrupper har det ramt kiks, frisk kød, marmelade, chokolade, musikinstrumenter, computere, køleskabe, legetøj, notesbøger, kuglepenne. Dertil kommer byggematerialer som cement. WHOs transporter af medicinsk udstyr til Gazas hospitaler nægtes også jævnligt indrejse af israelerne. De fødevarer, der er at finde, leveres enten af FN og hjælpeorganisationer eller smugles ind fra Egypten, hvorefter de sælges dyrt til en befolkning, der på alle parametre lider afsavn og fornedres.

Når Israel så selv hævder, at blokaden virker og ikke har væsentlige negative følger for gazanerne, så må man endnu engang konstatere, at deres udlægning af teksten ligger pænt langt fra den virkelighed, som andre heldigvis begiver sig af med at dokumentere:

Amnesty International har netop gjort det klart, at mere end 60% af husholdningerne ikke har fødevaresikkerhed. Mange oplever at være uden strøm op mod halvdelen af døgnet og der er brændstofknaphed i stort omfang. Gaza er ramt af massearbejdsløshed, prisstigninger på fødevarer og ekstrem fattigdom. Og Israels invasion december 2008-januar 2009, som kostede over 1000 palæstinensere livet, gjorde den humanitære katastrofe endnu større.

At det er decideret modproduktivt er åbenlyst for enhver, der beskæftiger sig en smule med Israel-Palæstina konflikten og fremhæves også af blandt andet EU og flere menneskerettighedsorganisationer.

Guderne – som jeg i øvrigt ikke tror på – skal vide, at Hamas’ politiske projekt ligger langt fra venstrefløjens. Men de vandt faktisk magten ved et internationalt anerkendt valg i 2006. Israels blokade, som rammer 1,5 mio mennesker, er en grotesk og usympatisk form for kollektiv afstraffelse, som demokratiske retsstater ikke bør begive sig af med.

Blokaden af Gaza må og skal stå i centrum for det internationale samfunds – herunder Danmarks – reaktioner på Israels angreb på nødhjælpskonvojen og drab på en række mennesker. Og det må få klare, utvetydige og mærkbare konsekvenser for Israel.

Hvis verdenssamfundets på hver deres måde selvudråbte ’tunge drenge’ – USA, EU, kvartetten m.fl. – skal nyde den tillid blandt resten af denne verdens aktører (og helt køligt betragtet i forhold til at få en sammentømret position ift Iran, som ligger USA ganske meget på sinde disse dage) , så må og skal der handling bag ordene denne gang.

Vi venter i spænding på, om kravet om ophør for blokaden følges op med handling, eller om opdelingen af denne verdens mennesker i to kategorier – dem, vi tager os af og dem, vi ofrer – snart ser sit endeligt. At Danmark næppe bliver drivkraft i den proces er begrædeligt men efterhånden ikke uventet.

Men hvad handler det hele om? Er østeuropæerne over én kam homofobiske og konservative, som det ofte fremstilles bagefter? Svaret er naturligvis, at virkeligheden er mere kompleks. På mange måder ser vi i disse år en stærk folkelig modvilje mod homoseksuelles rettigheder i østeuropæiske lande. Tal fra EU viser, at befolkningerne i de fleste nye medlemslande helst ikke vil have en arbejdskollega eller ønsker, at deres børn skal undervises af en lærer, der er homoseksuel. Voldelige overfald og chikane – sågar mord – er også en del af hverdagslivet for homoseksuelle i for eksempel Moskva og Beograd. Så baggrunden for modstanden mod homo-paraderne er til at tage og føle på.

Men dér, hvor modstanden og fordommene mod homoseksuelle slår ud i lys lue, er dér, hvor stærke politiske kræfter forstår at udnytte det. Ved de fleste forsøg på at forbyde homo-paraderne har det været centrum-højre politikere, der i samarbejde med religiøse ledere og bevægelser på den yderste højrefløj har kunnet se en interesse i at gøre modstanden mod homoseksuelle til et centralt spørgsmål. Ofte sker det op til et valg eller i forbindelse med rekruttering af nye medlemmer til menigheder eller bevægelser.

Det er altså en uskøn blanding af helt almindelige borgere, politikere, der ofte har sæde i parlamenterne, og religiøse og højrenationale bevægelser, der får hadet til homoseksuelle til at koge. Og ofte er det ikke de homoseksuelle isoleret set, det drejer sig om. Snarere er homoseksuelle en brik i kampen om at definere dna’et i de for manges vedkommende nye stater mod øst. I efterdønningerne efter murens fald er nationernes identitet på mange måder i spil. Og her får især nationalismen og traditionelle familieværdier en central position. Homoseksuelle ses som en eksponent for alt det, der truer nationens sammenhæng og familiens beståen, og sættes på lige fod med mange andre ting, der kommer udefra som en trussel. ”Homoseksualitet er vestlig dekadence”, som der f.eks. står på nogle af moddemonstranternes bannere. Homoseksualitet går derfor hånd i hånd med overgangen til skrap markedsøkonomi, arbejdsløshed og sociale problemer for mange østeuropæere – ikke mindst fordi ledende politikere opportunt fremstiller det sådan.

Og med det in mente fremstår den østeuropæiske homo-angst pludseligt ikke så fremmed længere. Det minder på mange måder, om den måde som indvandrere – og særligt muslimer – igennem det seneste ti-år er blevet brugt som en brik i kampen om den nationale identitet i Danmark og en række andre vestlige lande. Fremstillingen af muslimen, der kommer udefra og truer værdier og institutioner, er jo hverdagskost i dagens debat. En fremstilling, der også orkestreres på stort set samme vis som østpå.

Af samme grund er det problematisk og hyklerisk, når højrefløjspolitikere i Danmark omkostningsfrit og løsrevet kritiserer homo-hadet i Østeuropa. For det første er det nemlig ikke langt fra den måde, de selv bruger muslimer og andre minoriteter på i en hjemlig retorik. Og for det andet vælger de selvsamme politikere ofte at modarbejde forslag til at fremme homoseksuelles vilkår i Danmark, når der skal trykkes på knapperne i folketingssalen.

Når man spørger de homoseksuelle græsrodsorganisationer i Østeuropa, frabeder de sig da også at få de problemer, de slås med, udråbt som væsensforskellige fra de problemer, homoseksuelle oplever andre steder i verden. Homofobi og fordomme er – desværre – et universelt problem. De beder i stedet om, at vi politikere i Vesteuropa får EU og Europarådet til at lægge et massivt pres på deres regeringer, så helt basale rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed bliver overholdt. Og så beder de om, at vi lytter til dem og støtter dem på netop de måder, der giver mening i hvert enkelt land. Ikke én model kan løse problemerne alle steder.

De ønsker, skylder vi dem, at lytte til og handle på. Også selvom det er et langt sejt træk og samtidig kræver, at vi også retter et kritisk blik indad.

Lad os prøve at se på, hvad chokkuren kommer til at indeholde, men først skyde en typisk borgerlig myte ned:

”Se blot til Grækenland: Den krise, de oplever, det er, hvad der sker, når man følger Søvndals syn på økonomi”. Det tvivlsomme citat er hentet fra Venstres politiske ordfører Peter Christensen, Statsminister Lars Løkke er fremkommet med tilsvarende vrøvl. Det er selvfølgelig enten endnu et led i Venstres skræmmekampagne eller også har de ikke sat sig ind i baggrunden for Grækenlands økonomiske krise. Vel nok i virkeligheden en blanding begge dele.

Sagen er, at det var det konservative New Democracy, som fra 2004 satte turbo på at køre den græske økonomi i sænk. En helt afgørende ingrediens har været den sædvanlige borgerlige modvilje mod at indkræve skat. Lige som i Danmark benyttede den borgerlige regering i Grækenland sig af ufinansierede skattelettelser, hvilket har været medvirkende til at få den offentlige låntagning i 2009 til at ligge helt oppe på 12-13 % af BNP. Hertil kommer dårlig administration af skatteindkrævningen i Grækenland. Det er veldokumenteret, at Grækenland har den største sorte økonomi blandt OECD landene. Faktisk er modernisering af skatteindkrævningen den første af de anbefalinger, som OECD kom med tidligere på året (men måske Venstre anser OECD for røde lejesvende).

De borgerlige i Grækenland har samtidig ikke haft styr på de offentlige udgifter, der blandt andet har været tynget af tårnhøje militærudgifter, mere end 4% af BNP og relativt set ca. tre gange så højt som Danmark. Selv ikke USA kan være med på det niveau. Hertil kommer et meget gavmildt pensionssystem, som igen og igen fremhæves, når borgerlige økonomer skal forklare krisen i Grækenland. At pensionssystemet er et mindre problem i et land som Grækenland med massiv arbejdsløshed, forbigår de i tavshed. Tilbage står dog, at den slags omfordeling i samfundet skal være finansieret på længere sigt.

Igen og igen forklares grækernes krise med, at de har levet over evne. Når økonomiske iagttagere taler om ”de”, henvises der sjældent til den økonomiske overklasse, der ikke betaler skat, eller til korrupte embedsfolk eller politikere, men om helt almindelige lønmodtagere. Den krisepakke, der er fremlagt af IMF og den Europæiske Centralbank (ECB), viser også klart at det er almindelige grækere, der må holde for. Krisepakken indeholder massive nedskæringer på offentlige services (over 50 milliarder d.kr. om året), reduktion eller fastfrysning af offentlige lønninger, overførselsindkomster og en pensionsreform (pensionsalderen udskydes til i nærheden af den danske) og højere moms. Så er der den sædvanlige IMF-snak om at skabe et sundt investeringsklima. Ikke at nye investeringer nødvendigvis er en dårlig ide, men en smule realisme ville sikkert hjælpe til en forståelse af, at selv med det lempeligste investeringsklima i verden vil investorerne sikkert ikke kommer til at stå i kø på grund af den alvorlige økonomiske krise i landet.

IMF og ECB fremhæver til gengæld ikke omfordeling mellem rige og fattige, investeringer i offentlige arbejdspladser, der kan skabe arbejde og indtægter til de hundrede tusinder, der står uden job eller kommer til det i de kommende år. Der tales allerede nu om en tabt generation af unge. Det skal retfærdighedsvis siges, at IMFs og ECBs lånepakke til Grækenland også omfatter nedskæringer på militær og udvidelse af skattegrundlaget og hvad der noget floromvundet beskrives som ”contributions from those who have not carried a fair share of the tax burden” (sic!)

Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det. Tilbage står, at en så massiv laden stå til som den græske stat har præsteret – ikke mindst under de borgerlige – ikke sikrer social udligning. Det er alene generationsoverførsler fra de unge grækere til den ældre generation.

Det kører dårligt for Labours valgkamp i Storbritannien. Faktisk så dårligt, at Gordon Brown ligger under både de konservative og det lille liberale parti, The Liberal Democrats i flere målinger. I Danmark ville det svare til, at Radikale Venstre blev større end Socialdemokraterne og at Margrethe Vestager skulle være statsminister i stedet for Helle Thorning. Noget der næppe er tænkeligt for andre end Marianne Jelved.

Labour ligger ret beset som de har redt; misbrug af offentlige midler, en katastrofal økonomi og ikke mindst en krig i Afghanistan, hvor landet hænger fast, er vigtige emner i den engelske valgkamp. Emner, hvor Brown og Labour ikke scorer højt. Brown kunne måske have haft fordel af i god tid før valget at have ringet til sin danske kollega for at få opskriften på den danske valg-vaccine, som blev udviklet af Fogh. Den virker stadig. Det gode ved vaccinen er, at den virker mod selv rigtig dårlige sager og erfaringerne fra Danmark kunne sagtens genbruges i Storbritannien.

En udsigtsløs krig, som koster unge mænd liv og førlighed, og som koster samfundet milliarder af kroner, kræver vaccination af vælgerne i god tid, men kræver til gengæld ingen saglige argumenter. Nogle måneder før valget vender man 180 grader politisk og meddeler, at man påbegynder tilbagetrækning og fjerner sig fra farlige militære opgaver. Timingen er til gengæld afgørende. Sagen skal være vedtaget i god tid før valget, så den ikke diskuteres i forbindelse med en valgkamp; til gengæld må den endnu ikke være ført ud i livet, fordi det kunne afstedkomme krav om evaluering og eftertanke om den militære indsats. I marts 2007 fik Danmark en sådan gang valg-vaccine nøje timet efter et planlagt valg i sensommeren.

Samme type vaccine fik danske vælgere i forrige uge for krigen i Afghanistan ved indgåelse af Helmand-aftalen (så mon et oktobervalg er inden for rækkevidde). Vaccinen virker dog kun i samfund, hvor krigsmodstanden i oppositionen er splittet. I Danmark har Socialdemokraterne til tider leveret denne komponent, i Storbritannien har Brown det endnu nemmere, fordi de konservative har bakket op om krigene i både Irak og Afghanistan.

En dårlig økonomi er ikke per automatik eller nødvendigvis et politisk problem, hvis man i god tid indtænker placeboeffekten. Den politiske vaccine bygger på en god dosis varm luft og ”værdipolitiske” dagsordener. Hvis Brown i god tid før valget i Storbritannien havde nedsat en kommission, der skulle komme med forslag til strukturelle ændringer i den britiske økonomi, var meget reddet for hans miserable valgkamp. Se bare på, hvordan dette lands tidligere statsminister kunne undgå at foretage sig noget som helst ved bare at nedsætte kommissioner, hvis arbejde og anbefalinger vel at mærke ikke er det afgørende; de er jævnt hen ikke blevet taget alvorligt.

En anden vigtig ingrediens er, med en vis konstans, at fylde den politiske debat med værdipolitisk lir. Burka, kamphunde, kriminel lavalder, symbolrabalder om lægers ytringsfrihed, er yndede emner i den retning. Det er naturligvis muligt, at Brown og (dele af) Labour synes, at den variant af værdipolitik ikke er en klædelig accessory, men at det er at trække politik ned på et lavt plan. Men det er saftsusende effektivt. I øvrigt var hans forgænger Tony Blair blandt verdens bedste ud i disciplinen at styre den politiske dagsorden. Selv Fogh har hentet inspiration der.

Tilbage står Labours problem med magtfuldkommenhed, som i Labours tilfælde ledte til misbrug af offentlige midler. Her er den danske vaccine desværre virkningsløs. Det viste Udenrigsministerens katastrofale håndtering af sin bizarre prioritering af ferie versus arbejde i påsken ganske tydeligt. Magtfuldkommenhed glider bare ikke supergodt ned; det kræver stærkere medicin.

Mon ikke der i Venstre-rækker as we speak arbejdes temmelig hårdt på at udvikle valg-vaccine 2.0. Meget tyder på det. Faktisk viser de første testforsøg med kommunist-hetz med Ole Sohn, at Venstre har indgået joint venture med åndsfællerne i Dansk Folkeparti for at udvikle en særlig stærk kur. For Brown er det nu nok for sent, han når det ikke inden valget i Storbritannien 6.maj. Det er demokratisk set heller ikke det værste, hvis borgerne mander (M/K) sig op til at vippe den form for magthaveri af pinden.

Herhjemme må vi bare håbe, at resistensen er ved at melde sig.

At politikere, religiøse ledere og opinionsdannere lufter angreb på minoriteter er øjensynlig et globalt fænomen. Vi ser det i vores egen baggård i Europa. Helt aktuelt gik hver sjette stemme ved parlamentsvalget i Ungarn i søndags til Jobbik, som er et højreekstremt parti, der bl.a. vender sig mod jøder, homoseksuelle og romaer. Vi ser det også herhjemme, når der tordnes mod homo-ægteskaber eller bredt i Europa, når Vatikanet mener, at pædofili i den katolske kirke skyldes homoseksualitet.

Og ligesom muslim-, homo- og religionskort hver især trækkes i kulturkampen i europæiske lande, ser man også homokortet blive trukket i nogle afrikanske lande. Og her bliver det i ordets forstand et dødsalvorligt spørgsmål.

Ikke at det er et nyt fænomen, næsten 40 afrikanske lande forbyder (sic) allerede homoseksualitet, men i Uganda debatterer parlamentet i fulde alvor at indføre dødsstraf i tilfælde af ”aggravated homosexuality” (særlig grov homoseksualitet), hvilket eksempelvis omfatter gentagne homoseksuelle forhold, der gør en til en ”serial offender”. I Uganda, hvor det åbenbart ikke er tilstrækkelig at være tough on crime for at vinde den værdipolitiske dagsorden, er gay bashing blevet en vinderstrategi.

Vi stiller traditionelt skarpt på ligestilling og kvinders rettigheder, når vi taler tværgående hensyn og prioriteter i udviklingsbistand og når vi laver bistandsprojekter. Også når det gælder sager som eksempelvis ægteskabslovgivningen i Afghanistan. Men den samme konsekvens udviser vi ikke på andre rettighedsområder – selv i situationer, hvor nogen vil slå andre mennesker ihjel for at elske den ’forkerte’.

Det store spørgsmål er, hvordan vi håndterer den slags grove overtrædelser af menneskerettighederne i udviklingslande? Lige så ubehagelig og diskriminerende Ugandas Anti Homosexuality Bill er, lige så kompleks er problemstillingen. Ikke mindst fordi modviljen mod homoseksualitet også dér er ganske fremtrædende i store dele af befolkningen. Derfor bliver både u-landsorganisationer og donorer nødt til at tænke to gange, før de bevæger sig ind i dette minefelt. Spørgsmålet er så tabubelagt og følsomt, at flere udviklingsorganisationer og donorer offentligt er gået en stor bue uden om spørgsmålet.

Den globale værdi- og kulturkamp raser og tilføjer blot yderligere kompleksitet til kampen for menneskerettighedernes universalitet. Men det betyder på ingen måde, at donorer eller ngo’er ikke skal tage stilling eller handle. Tværtom. Det gælder om at finde ud af, hvordan man reagerer, så det rent faktisk åbner muligheder for forandring, ikke lukker. Vi er nødt til at være bevidste om, i hvilket politisk ærinde angrebene på homoseksuelles rettigheder bruges. Og endelig kunne vi reflektere over, hvorfor kønnenes ligestilling er et vigtigere emne end direkte vold og undertrykkelse af mennesker med en anden seksualitet end mainstream.

Angrebene på Afrikas homoseksuelle indgår i (mindst) to forskellige politiske dagsordner. Den første er en nationalistisk og anti-vestlig dagsorden, som omtaler homoseksualitet som en dekadent og udefrakommende tilbøjelighed, som europæerne bragte med sig sammen med koloniseringen af kontinentet (den samme logik gør sig også gældende blandt modstandere af homoseksuelles rettigheder i mange østeuropæiske lande).

Den anden dagsorden er religiøs, hvor både islam og kristendom bruger afstandstagen fra homoseksualitet til at pege på en ydre fjende for familien som institution og markere de respektive religiøse grupperinger som sande forsvarere af Afrikanske værdier. Hertil kommer, at homoseksualitet opfattes som et angreb på en meget traditionel opfattelse af køn, hvilket i øvrigt heller ikke er et særlig afrikansk fænomen.

Det er en heftig politisk cocktail at være oppe imod.

Svaret er at styrke menneskers kendskab til og muligheder for at kæmpe for deres rettigheder og styrke civilsamfundsorganisationer, der arbejder for menneskerettigheder i almindelighed, også organisationer, som har homo- eller transseksuelles rettigheder på dagsordenen.

I mine øjne er det afgørende, at kampen for lige rettigheder ikke gradbøjes alt efter, om det er den ene eller anden gruppes rettigheder, eller om det er ’politisk følsomt’ (som det jo desværre er, når det kommer til homoseksualitet selvom vi skriver 2010). Det afgørende er imidlertid, hvordan vi kæmper denne kamp – og her er det helt centralt at lytte til de aktører, der i det pågældende land – her konkret Uganda – når måden vælges. Bundlinien må være, om det, vi gør, bidrager til deres rettighedskamp eller det modsatte. Altså kan der være forskel på, om man taler dunder bag lukkede døre eller i den store presse (hvor det ikke mindst tjener et hjemligt publikum og tit er en gratis omgang).

Et konkret eksempel fra min tid i Egypten er den såkaldte Queen Boat sag (2001), en massearrestation af homoseksuelle. Dele af den vestlige verden markerede højlydt det uacceptable heri. Spørgsmålet er blot, om det ikke netop bar ved til den inden-egyptiske dagsorden om at være ’den sande forsvarer for egyptiske og muslimske værdier – mod den vestlige dekadence, der tillader den form for udskejelser mod religionen og mod familie-institutionen. En vox-pop i Cairo Times illustrerede det ret præcist – stærk modstand mod homoseksuelle (som udmærket kunne idømmes dødsstraf, hvis det stod til dele af befolkningen). I det konkrete tilfælde kan det godt være, at man skulle have talt dunder for lukkede døre. For de homoseksuelles skyld. Men pointen er igen: var man gode nok til at lytte til de mennesker, det drejede sig om, eller valgtes blot den letteste løsning.

Når (tillad mig at anvende det upræcise) ’Vesten’ ikke er lige så konsekvente, når det gælder seksuelle rettigheder, som vi er, når det gælder kvinderettigheder, bunder det naturligvis i, at vi har en rem af huden selv. Det frisind som Vesten bryster sig af – og tilslutning til menneskerettighederne (’vores værdier’ osv) – findes ikke i alle politiske og religiøse miljøer. Et opgør med de holdninger i vores egen midte er i nogle situationer en forudsætning for at stoppe overgreb på minoriteter i udviklingslandene. Flere iagttagere peger på, at det er stærkt konservative politiske grupper i USA, der systemeksporterer deres had til homoseksuelle til Afrika, hvor de får større politisk lydhørhed. Det samme gælder Østeuropa.

Nu kan man være af den opfattelse, at seksuelle minoritetsrettigheder i Afrika er et perifert problem sammenlignet med, hvad kontinentet ellers slås med. Jeg forstår overvejelsen, men synes det er et skrivebords-argument. Udover det banale, at man ikke med seriøsiteten i behold kan sætte kampen for menneskerettigheder på stand by, mens man bekæmper fattigdom (hænger det ikke netop sammen?!), så kan man i min verden ikke vælge, hvornår og for hvem indsatsen for friheds- og lighedsrettighederne skal leveres. Rettighedsdiskussionen en generel problemstilling, som er en underlæggende præmis i udviklingsarbejde.

Så nej, vi skal ikke lade dem hænge de homoseksuelle. Men vi kunne godt os selv i blandt – Danida, ngo’er, andre donorer osv. – bruge flere diskussioner om, hvordan vi i det internationale samarbejde omsætter det hele i praksis. Hér skal vi i høj grad lytte til og lære af de aktører, der lokalt arbejder med det. Berøringsangst bringer os ikke videre, men kan i yderste konsekvens koste liv

Det gode ved programmet kunne være, at det ville give anledning til debat om kønsroller; det er jo svært ikke at genkende sider af sig selv ved de ting, der tages op – i en til tider aldeles karikeret form – i udsendelserne. Alle M/K har vel en rem af huden. Og så bliver den debat jo alligevel aldrig rigtig til noget. Der er for meget tudefjæs til, at nogen kan tage den sikkert nogen gange berettigede kritik alvorligt. For pokker  da. Tror mænd, at de er de eneste, som vil have rum til sig selv? At kvinder ikke også ønsker frihed og at have overskud til parforhold og sin kæreste, efter der er kommet børn? Tror mænd, at kvinder kører manden ud på et sidespor for selv at måtte smide karrierer og socialt liv over bord?

At flere af de medvirkende mænd – og sikkert også mange andre mænd (og kvinder) – har det hårdt, at partneren er strid osv. osv. er sikkert indiskutabelt. Hér siger min kæreste så – hvis hun virkelig er så ulidelig, så åbn dog munden og gør noget ved det, eller gå! Min egen reaktion er, at dét der med at få børn, det er noget man gør sammen, det jo også dit valg, mand. Og det ændrer jo livet aldeles radikalt, også for dig! Ellers har du da virkelig et problem, og jeg håber (for din kone), at hun enten vipper dig ud eller åbner munden og gør noget ved det.

Der er en enkel undtagelse i al elendigheden – og jeg hader at skulle indrømme det – men Mads Blærerøv Christensen er den eneste, som er værd at høre på. Ikke at han og jeg pludselig er rørende enige om kønsroller, men han er da befriende fri for selvynk.

Jeg ser frem til, at DR2 tør producere en hel serie, som de viser i bedste sendetid, hvor kendte og ukendte kvinder står frem og fortæller om, hvor uduelige (nogle) mænd er. At vi er røvtrætte af mænd, der med to fingre på lortebleen står og kikker spørgende på kæresten. Der går ud med vennerne, men efterlader huset sejlende. Der ikke er i stand til at arrangere sig ud af hverdagspresset på en måde, der giver plads til ene-tid til begge og til kærestedates – uden børn. Hvor kvinder beretter om den mand, der ikke gider være voksen og tage et ansvar for det parforhold, han er en del af. Med eller uden børn. Og drømmer højt om den ubændige trang til at være alene med sig selv eller sine venner og dyrke dét, der gør hende til den kvinde, hun er og som kæresten forelskede sig i.

Eller – endnu bedre: Tog ligestillings- og familie-i-en-moderne-og-travl-verden udfordringerne alvorligt og leverede programmer, som bidrog til at blive klogere (som DR2 vel er sat i verden for) – ikke bare valgte at bruge det ekstreme som illustration af det normale. Det ville være fint snart at komme videre…

Indtil da lader jeg mig underholde – og glædes over, at jeg ikke er gift med en parodi på en mand.

Tillad mig at blive nostalgisk – men dansk rock fra 70’erne og 80’erne, ikke mindst en række kvindelige kunstnere fra dengang, rocker stadig. I går spillede nogle af de bedste af dem i en fyldt Tivolis koncertsal. En intens og nærværende Anne Linnet sang folk op af stolene med “Alle folk kan se det straks, du er så smuk og dejlig”.

Anledningen: Dannerhuset fylder 30 år og det blev fejret med en forrygende støttekoncert i Koncertsalen. Overskuddet går til arbejdet med børn i voldsramte familier. Og ja, der var også mænd til stede.

For 30 år siden besatte en gruppe kvindebevægelses-aktivister Dannerhuset og satte dermed et historisk aftryk på ikke bare huset men på den politiske dagsorden. De handlede mod det, de fandt helt absurd og urimeligt – og vandt. Også borgernes hjerter og hjerner for sagen. Dannerhuset blev Danmarks første krisecenter og har i 30 år været et helt afgørende sted for voldsramte kvinder og for den kvinde- og kønspolitiske historie i Danmark.

En af festtalerne i aftes var Ritt Bjerregaard, der – måske lidt ufortjent, kan man mene, med tanken på Jagtvej 69 – fik salen til at grine, da hun beskrev Weidekamp som en borgmester, der nok ikke var så glad for husbesætterne, som han helst så fjernet og Dannerhuset brugt til noget andet.

Men sådan gik det ikke. Danner står stadig med de flotte røde kvindetegn malet i vinduerne som vartegn over tiden, hvor kvindebevægelsen var stærk her i landet. Hvor mennesker faktisk flyttede en dagsorden helt ind på Christiansborg. Hvad der er rigtig fedt er, at Danner ikke bare er nostalgisk symbol på ’dengang’ men at institutionen – udover det uvurderlige arbejde med voldsramte kvinder og børn – også flytter sig og formår at matche nutidens krav til omstillingsparathed, er med-på-beatet og leverer opdateret version af kønspolitikken. Som det lød i går – vold mod kvinder bekæmpes bedst ved også at inkludere mænd som del af målgruppen.

På de 30 år har mellem 2-3000 kvinder og børn boet i huset. Op mod 20.000 har fået rådgivning og hjælp. Danner har samtidig arbejdet med den politiske side af sagen. Vold er et samfundsproblem, ikke et problem alene for den enkelte kvinde eller familie.

Nutidens tal for voldsramte kvinder og børn er ikke opmuntrende. Hvert år udsættes 22.000 børn for vold i hjemmet. Til trods for, at antallet af kvinder, der udsættes for partnervold er faldet, så er vold mod kvinder samlet set et stigende problem. Volden finder sted hjemme, på arbejdet og på gaden. En alarmerende tendens, der burde trække langt større spor ind i Folketingets arbejde, men det herskende flertal synes at mene, at ligestilling i det hele taget kun er et problem blandt etniske minoriteter.

Danners aktualitet blev matchet ret præcist af oplagte Fagget Fairys, der åbnede koncerten, og jeg må sige, at dét at sidde i en festklædt Tivoli-koncertsal og fejre Danners 30 år var… mærkbart. At lytte til store kvindestemmer, guidet af konferencier-duoen Anne Marie Helger og Per Vers – det gjorde noget!

Det gjorde også godt, da farvestrålende Helger pludselig knappede sin bluse op og foretog blyantsprøven foran os alle. I det hele taget, så føltes det bare anderledes i aftes. Danner-koncerten viste og mindede mig om, at der stadig er folk, der vil. At der er nogen, der kan. At umulige ting er mulige, når folk stiller sig op for det, de tror på.

Kvindekampen er langt langt fra forbi. At den desværre ligger i dvale her i landet – som så meget andet, der handler om demokratisering, frihed og lighed – er bare endnu et tegn på tingenes elendighed og på, at alle os, der mener noget med os selv og hinanden, må se at komme op af starthullerne.

For det er dét, der er alt for få, der gør: Stiller sig op. Der vælger at gøre, som Annisette sagde: ”Speak for those who can’t speak”. Det er mere end på tide at vinde dagsordenen og folks hjerner og hjerter for et helt helt andet og ansvarligt samfundsprojekt.

I dag er det FN’s Fødevaredag – World Food Day. Temaet er på internationalsk: “Achieving food security in times of crisis”.

Yderst aktuelt, må man sige – for kriserne flokkes. Fødevarekrise, finanskrise, klimakrise – og krise for internationale samfund, hvor mistillid præger forholdet mellem rige og fattige lande, Nord og Syd, Øst og Vest – og hvad der i øvrigt findes af prædikater.

Hvert sjette menneske på denne klode går sulten i seng hver aften. Hver sjette! Så er min families røv reddet – dernæst en underernæret, så fem igen – og så atter en sulten og underernæret. Men sult er et politisk valg – verden kan afskaffe den. Der er både tilstrækkelig mad og tilstrækkelig viden. Men ikke vilje hos dem, der har ressourcerne og magten. Magten til at omfordele og forandre. Til at sikre, at hver gang min familie er mæt, så er der ikke én, som er underernæret og sulter, sådan lidt banalt sagt.

Det er efterhånden trivielt at påpege, at den politiske vilje mangler hos de, der sidder på magten. Jeg føler mig i hvert fald ind i mellem som soldat i hæren hvis slagsang er ”Det er for dårligt at …” – men ender som regel med at konstatere, at sangen jo skal synges. Der er så få, der stiller sig op og der sker fortsat alt alt for lidt, når lyset slukkes efter topmøderne.

Det superspændende på denne World Food Day er faktisk, at på trods af den rige del af verdens utålelige arrogance og sløvhed, på trods af brudte løfter og tomme skåltaler, så er der et lys! Ikke i form af Obama (surprise), men i form af, at regeringerne i en gruppe udviklingslande har truffet et andet politisk valg – nemlig valget: at mad og fødevaresikkerhed er en ret.

Hvem bekæmper sult er titlen på en rapport, som Mellemfolkeligt Samvirke/Action Aid udgiver i dag. Den viser, at sult er et politisk valg. Og politiske valg kan afskaffe den.

Regeringer i blandt andet Malawi, Brasilien og Ghana har besluttet at ville. Gennem lovgivning om fødevaresikkerhed, nationale handlingsplaner for at afskaffe sult arbejder de politiske beslutningstagere målrettet på at reducere børnedødelighed og fejlernæring. Ja, Ghana har rent faktisk formået at opfylde 2015-målet om at halvere antallet af sultende.

Den opmærksomme læser har nok bemærket sig, at de tre eksempler ikke befinder sig på vores halvklode. Til trods for lave indkomstniveauer, så har de politiske beslutningstagere valgt at levere på retten til mad. Og det virker.

Det gode ved den historie er, at den dels understreger, at udviklingslandenes magthavere har et ansvar og ikke bare kan ’vente på de rige landes bistand’. Den understreger også, at det kan lade sig gøre, hvis verden vil. Og sidst men ikke mindst understreger det, at der simpelthen ikke findes nogen undskyldning for de, der har magten og ressourcerne, til ikke at tage ansvar.

De fattige lande kan ikke afskaffe sulten selv. Det har vi vidst længe, men sammenfaldet af kriser gør det kun endnu mere klart. De rige lande må og skal levere på de mange afgivne løfter. Skal levere penge, retfærdig handel, støtte og vilje til forandring.

At det er ”times of crisis” er evident. Lige så evident er det, at sult skyldes ulighed – mellem nord og syd, rige og fattige. Ulighed i magt, ressourcer og viden. Hvad der ikke er sprøjtet ud af bankpakker og krisepakker i verdens rige lande, uden en eneste pakke, der er målrettet klodens fattige, som i dén grad står til at betale prisen!

Det ærgrer mig at skulle synge sangen igen-igen, men med omtrent 50 dage til klimatopmødet – og garanti for paroler om vigtigheden af globalt sammenhold og samarbejde og om at sikre, at det ikke blot bliver verdens fattige, der betaler prisen for verdens riges forbrug og høje levestandard – er man jo nødt til det. Med ”Who’s really fighting hunger” burde presset på denne klodes stærkeste magthavere bare blive tydeligere og tungere.

Ikke desto mindre er værtslandets regering gået i selvsving over bilags-rod og kiminel lavalder.