Pressemeddelelse:

På valgdagen bringer BT grundløse beskyldninger mod Trine Mach, SF-spidskandidat i København, for at have misbrugt sin tidligere position som bestyrelsesmedlem i Plum-fonden til at tilgodese sin egen mand.

- Jeg kan klart og utvetydigt afvise, at der er det mindste hold i BT’s historie. Jeg har ikke uddelt fondsmidler til projekter, som min mand er en del af, siger Trine Mach

- Det er voldsomt ubehageligt og dybt krænkende at blive beskyldt for snyd, siger hun.

BT bringer historien, selvom de har været i tæt dialog med Trine Mach omkring de faktuelle forhold. Ikke alene har Trine Mach til fulde efterlevet fondsloven ved fondens uddelinger, det er også grundigt forklaret, at Trine Machs mand på ingen måde har fået del i fondsmidlerne, eller at der på anden måde kan peges på kritisable forhold omkring uddelingerne.

- Der er intet at komme efter. Det er rigtigt, at Rasmus var med i et projekt, der fik penge af Plum-fonden, men dengang havde vi slet ikke mødt hinanden. Det andet projekt, BT omtaler, var han overhovedet ikke med i, siger Trine Mach

Derfor mener Trine Mach heller ikke, at der ligger journalistiske overvejelser bag historien. Artiklen ligger i forlængelsen af personangrebene på Helle Thorning-Schmidt og Johanne Schmidt-Nielsen i de sidste dage, som heller ikke byggede på fakta og som fik SFs formand Villy Søvndal til at kalde BTs kampagne dybt latterlig.

- Der har været meget diskussion omkring den kampagnejournalistik, BT har ført mod Helle Thorning og Johanne Schmidt-Nielsen. Dagens fordrejede historie mod mig er en ren tilståelsessag for BT, der tilsyneladende er parat til at skrive hvad som helst for at skade rød blok i valgkampen, siger Trine Mach.

BT bygger historien på interne dokumenter fra Plum-fonden, som formiddagsbladet uberettiget er kommet i besiddelse af. Trine Mach er ikke i tvivl om at papirerne er lækket i et forsøg på at skade hende under valgkampen. Papirerne er ikke kompromitterende for Trine Mach, men forsøges alligevel præsenteret sådan af BT.

Advokat, Christian Dahlager, der der rådgav bestyrelsen i forbindelse med oprydningsarbejdet i Plum-fonden, udtaler:

-       Jeg har set kampagnen i BT i dag, som givet stammer fra advokat Christian Harlang. Harlang blev fyret som advokat og administrator for Plum-fonden i efteråret 2009 på baggrund af den undersøgelse, som Trine Mach og de øvrige bestyrelsesmedlemmer havde stået for. Vi har siden indklaget advokat Christian Harlang for Advokatsamfundet med krav om en alvorlig sanktion som følge af hans helt uacceptable administration vedrørende Plum-fonden, siger Christian Dahlager og fortsætter:

-       Der er ingen tvivl om, at det er disse forhold, der gør, at han nu på den sidste dag under valgkampen – demokratiets vigtigste dag – pludselig retter udokumenterede og løgnagtige beskyldninger imod min klient. Jeg har rådet min klient til straks at klage til Pressenævnet og indlede injuriesag mod advokat Christian Harlang og BT, slutter han.

Harlang har allerede i 2009 forsøgt at skade Mach. Se historien her: http://www.b.dk/danmark/harlang-truer-mach-med-oedelaegge-hendes-karriere

Sagen i korte træk:

Enkefru Plums Støttefond (EPS) udbetalte i 2005 et mindre beløb til projektet ”Synger du med på Pias melodi?” som netværket 440Hz stod bag og som blev lanceret på hjemmesiden 440Hz.dk. Trine Machs nuværende mand var talsperson og kontaktperson for projektet, men Trine Mach havde ikke truffet ham på dette tidspunkt.

Forskellige personer fra netværket 440Hz gennemfører i de efterfølgende år flere projekter, bla. Anoterhdenmark.org i forbindelse med tegningkrisen i 2006 og projektet folkegave.dk senere samme år.

I 2007 ideudvikler 440Hz, på opfordring fra EPS, et projekt som skulle bryde med den stereotype opfattelse af muslimer i Danmark. Der bevilges efterfølgende kr. 100.000 til den person, som gennemførte projektet. Det stod fra starten klart, at Trine Machs mand ikke var en del af projektet, fordi det var uforeneligt med hans daværende arbejde.

Trine Machs bestyrelseskollegaer i EPS var informeret om, at hendes mand var en del af netværket omkring 440Hz.

Fondens administrator, Christian Harlang, er advokat og davær. bestyrelsesformand Lars Adam Rehof er jurist.

Christian Harlang blev fyret som administrator af  Plum-Fonden i 2009, af Civilstyrelsen på opfordring fra Trine Mach og kolleger.

Yderligere kommentarer:

Trine Mach: 2335 0965

Sangen handler om solidaritet – både hjemme og i den store verden. Om at vi skal passe på hinanden, give plads og skabe rum for forskellighed.

Hør sangen her og gi den op for solidaritet, sammenhold og mangfoldighed!

Det med tilliden gælder både de færdiguddannede og det gælder de uddannelsesinstitutioner, som varetager uddannelserne. Til trods for, at velfærdsuddannelserne sammen med de øvrige professionsuddannelser er blevet samlet i 7 mega-institutioner (”professionshøjskoler”) med professionel ledelse, bestyrelse med eksternt flertal og hele svineriet, er der stadig ikke særlig høj tillid til dem. Professionshøjskolerne har langtfra samme frihedsgrader som universiteterne, hverken indholdsmæssigt, kvalitativt eller økonomisk. Det er en glemt reform.

Tag eksempelvis folkeskolelæreruddannelsen. Den mest gennemregulerede uddannelse i Danmark (mere gennemreguleret fra politisk hånd end f.eks. lægeuddannelsen). Hvert enkelt fag er beskrevet med timetal, indhold og eksamen ned til mindste detalje. Det samme gælder lærerjobbet. Her er undervisnings- og evalueringsformer i stigende grad reguleret fra politisk og ministeriel hånd. Og politikere står i kø for at regulere endnu mere.

Men hvad betyder kombinationen af lav tillid og høj grad af regulering for rekrutteringen til læreruddannelsen? Kunne man forestille sig, at det skræmte nogen af de allerbedste hoveder væk fra læreruddannelsen og lærerjobbet? Kunne man forestille sig, at de kreative og de ressourcestærke hellere søger ind på universitetet, hvor de kan få lov at tænke frit, se kritisk på forskellige arbejdsformer og selv vurdere nyeste forskning i forhold til egen praksis?

Undervisningsministeriet offentliggjorte sidste år en stor rekrutteringsrapport om læreruddannelsen, og der er i den forbindelse blevet peget på, at en mulig løsning kunne være at lægge læreruddannelsen over på universiteterne og lade den være forskningsbaseret.

Det er muligt, at det kan være en del af løsningen, men den er nok mere enkel og smart end realistisk og klog. For mig at se, så ligger den bedste løsning et andet sted. Tilliden skal tilbage til velfærdsuddannelserne – både til uddannelserne, til de studerende og til professionerne!

Den nære tilknytning til praksis gennem samarbejde, praktik mv. skal bevares og udvikles. En mulig løsning kunne være at give forskningsmidler til professionshøjskolerne i stedet for at flytte uddannelserne til universiteterne, for det er professionshøjskolerne, der har erfaringen med den vigtige praksistilknytning. I Sverige kan en Høgskola blive akkrediteret til at kunne kalde sig universitet, hvis de opfylder en række objektive kvalitetskrav. Det er en interessant idé, som man i hvert fald kan inspireres af.

En anden løsning kunne være at skabe en kultur for videreuddannelse til selve velfærdsjobbet, frem for væk fra det. Master- og diplomuddannelser, ph.d.forløb mv. bør uddanne og kvalificere til fortsat virke i eksempelvis folkeskolen, frem for at uddanne væk fra den, som synes at være tilfældet i dag. Men det kræver, at løn og tillid og følger med.

Og så skal der et holdningsskift til:

Lad os passe bedre på dem, der passer på os! Vis dem tillid gennem mindre detailregulering, bedre løn, bedre arbejdsforhold og flere smil. Og ved at løfte deres kompetencer. De fortjener det – om nogen!

SU er en udgift – ingen tvivl om det. Og det er en udgift, der synes svær at beregne de direkte samfundsøkonomiske gevinster ved. Derfor er det bedste argument for at bevare SU til danske studerende, at vi gerne vil prioritere SU til alle unge, fordi vi gerne vil gøre uddannelse tilgængelig for alle. Dette helt enkle argument er da også årsagen til, at SU-forliget i årevis var blandt de få forliger på Christiansborg med tilslutning fra et samlet Folketing. Fordi lighed og social mobilitet sættes meget højt i det danske velfærdssamfund.

Nu vil regeringen fjerne SU til hjemmeboende og begrænse SU’en til normeret tid, selvom begge dele rammer socialt skævt.

SU til hjemmeboende gør en stor forskel i mange familier. Ikke kun for den studerende, men også for forældrene. Eksempelvis mister den enlige forældre i det øjeblik den unge fylder 18 både børnepenge og et eventuelt børnebidrag fra den anden forælder. Det kan mærkes i dagligdagen, og denne udgift bliver i dag knap dækket af SU’en til den hjemmeboende unge. Fjerner man SU til hjemmeboende, kommer mange familier under pres. Taberne bliver de unge, der ønsker en rolig start på voksenlivet med tid og støtte til at flytte hjemmefra på en god måde. Dertil kommer, at for meget erhvervsarbejde ikke er hensigtsmæssigt samtidig med en gymnasial uddannelse.

Det års SU, danske studerende i dag kan modtage udover normeret studietid, har også en social funktion. Det gør både en stor forskel for de unge, der skifter studium undervejs, og det gør en stor forskel for de unge, som har brug for ekstra tid til at gennemføre deres studium. Mange ting kan forsinke en videregående uddannelse lige fra personlige og familiemæssige problemer til studierelevant frivilligt arbejde og ulønnet praktik. Men det ekstra år kan også være det år, som mønsterbryderen bruger på at tilegne sig kompetencer til at begå sig på en universitetsuddannelse.

SU-Styrelsen, uddannelsesforskere og studenterorganisationer har regnet på den sociale uddannelsesmobilitet. Tilgangen til videregående uddannelse er fortsat social skæv, men i dag er mellem en fjerdedel og en tredjedel af de studerende på universiteterne fra hjem, hvor forældrene højst har en faglært uddannelse. Med blandt andet SU’en som redskab er det de seneste 20 år lykkedes at øge den sociale mobilitet, når det kommer til unge og uddannelse.

Så lad os droppe flosklerne om ”fjumreår” og ”cafépenge”, og lad os i stedet diskutere, hvad det er for samfund, vi gerne vil have. Vi vil have et samfund med råd til SU, fordi vi vil lighed og muligheder for alle. Så lad os fortsat være visionære og bevare SU’en til alle.

I dagens Information (3.9.) citeres Søren Espersen (DF) for at statsborgerskab skal følge blodet og at vi ikke længere skal leve op til internationale konventioner om statsløshed og flygtninge f.eks..

Et forslag, ifølge Trine Mach (SF), der trækker Danmark i den gale retning.

-       hvis man ser bort fra det ubehagelige i hele den der ’blodsbånds’-tankegang, så er konsekvenserne jo idiotiske set ud fra en integrationsvinkel. Både i pointsystemet for ægtefællesammenføring og i reglerne for statsborgerskab er der jo krav om aktivt medborgerskab – men dén virkelige kerne, at deltage i demokratiet herunder at stemme ved valgene, kan man aldrig komme til. Det er dog larmende selvmodsigende, siger Trine Mach

-       Til med smadrer det jo fællesskabet, hvis det børn, der er født og opvokset hér aldrig kan blive danske statsborgere. De bliver jo aldrig en del af noget som helst fællesskab – de må jo ikke en gang deltage i demokratiet, som ellers er selve det, der samler os.

Trine Mach har i en blog på venstrefløjsportalen Modkraft.dk argumenteret for, at det skal være nemmere at opnå statsborgerskab og at statsborgerskab skal ses som et redskab til at fremme integrationen:

–    vi har brug for at gøre op med de de facto parallelsamfund, som skabes, når mennesker notorisk holdes udenfor det store fællesskab og ikke har rettigheder på lige vilkår, siger Trine Mach og fortsætter:

-    Søren Espersens forslag vil forstærke et samfundsborgerskab på 2.klasse, hvor borgere aldrig får retten til stemme.

-    I mine øjne skal vi gøre det stik modsatte: Vi skal bruge statsborgerskabet til at inkludere mennesker i det demokratiske fællesskab, sikre ligeværd og skabe aktive medborgere. Espersen vil bruge det til at opdele folk i A- og B-borgere.

Trine Mach foreslår, at børn, der fødes her i landet af efterkommere med permanent opholdstilladelse, skal automatisk tildeles statsborgerskab.

-  Det er vanvittigt, at de ikke er danske borgere på lige fod med deres legekammerater men skal vente til de bliver 18 med at kunne søge statsborgerskabet.

——-

BLOGGEN kan læses her:

http://www.modkraft.dk/blogs/trine-pertou-mach/article/statsborgerskab-ikke-et-samfund

For yderligere kommentarer:

Trine Mach, SF spidskandidat i København Storkreds

Mobil 2335 0965

Flere af dem, jeg talte med, var uden dansk statsborgerskab. En af dem havde boet her i 29 år og var tydeligt ulykkelig, usikker og frustreret over ikke at være rigtig del af samfundet. En kvinde, der havde forsøgt at søge et par gange, havde efter første forsøg været gennem skilsmisse med deraf følgende tilværelse som enlig mor, hvilket ikke havde gjort det nemt at skulle bestå sprogprøver, beskæftigelseskrav m.v. Som en af mændene sagde, så kan han stadig hverken stemme til folketingsvalg eller forstå, hvorfor han ikke kan få en tilværelse som ligeværdig borger med den følelse af tilhør, det giver.

Det slog hovedet på sømmet både i forhold til den generelle samfundsdebat og i forhold til lovgivningen (lige fra udlændingelovgivning over beskæftigelse til retspolitik, herunder de seneste stramninger af udvisningsreglerne). For hvad er det egentlig for et samfundsfællesskab, vi har skabt? Hvor en stor gruppe mennesker famler i blinde for at få lov til at bevæge sig fra at være en af ’dem’ til at være en af ’os’. Og hvor det er denne lovgivning, der skaber de reelle parallelsamfund. Dét har Dansk Folkeparti aldrig forstået.

Jeg vil gerne slå til lyd for et total-opgør med VKO’s regime i forhold til statsborgerskab.

Kravene til statsborgerskab (indfødsret eller naturalisation) er løbende blevet strammet af VKO-regeringen lige siden 2002. Allerede dengang advarede Institut for Menneskerettigheder i skarpe vendinger. I sommeren 2010 blev der igen drejet voldsomt på knappen, da man indførte et nyt pointsystem for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse – som er en forudsætning for at opnå statsborgerskab senere.

Tænk om man kan starte på en frisk. Lytter man til dem, der arbejder i feltet, er der en række centrale elementer at tage fat på.

Et ny statsborgerskabs-politik bør bygge på følgende grundpiller:

1.     Statsborgerskab er et redskab til at styrke integrationen og deltagelsen i demokratiet

2.     Opgør med B-borgerskabet og genindførelse af lighed for loven

3.     Ret til statsborgerskab for alle børn, der fødes i Danmark af forældre, der har permanent opholdstilladelse

4.     Det skal være muligt at opnå dobbelt statsborgerskab

5.     De nye krav til permanent opholdstilladelse bør fjernes

6.     Andre sprogkrav: Bestået Danskprøve bør være tilstrækkeligt (uanset niveau 1, 2 eller 3)

7.     Flygtninge bør have lettere adgang til statsborgerskab end andre

Lad os se på dem en efter en:

1.     Statsborgerskab er et redskab til at styrke integrationen og deltagelsen i demokratiet.

Det at blive dansk statsborger er at blive et helt og fuldgyldigt medlem af fællesskabet. Det er fuldstændig afgørende for et menneskes følelse af at høre til.

I det danske samfund stilles der vildt mange krav til udlændinge og indvandrere. VI kræver at de sværger til demokratiet – men vi holder dem i høj grad ude fra selvsamme demokrati.

Hele tilgangen til statsborgerskab – at man skal kæmpe og vente i 9 år (8 for flygtninge) for i taknemmelighed (måske) at modtage statsborgerskabet er hul i hovedet. Lad os dog opfordre borgere, der har permanent ophold  her i landet, til at blive statsborgere og blive del af fællesskabet. Lad os ændre reglerne, så de er klare, forståelige og enkle, og adgangen til statsborgerskab bliver nemmere.

Hvis man kun er med i samfundet på 2. klasse, altid er en af DEM og aldrig mærker, at man kan blive en af OS, mon så ikke risikoen for mod-identitet, frustration og ligegyldighed overfor stiger.

Den tilgang – at statsborgerskab er en måde at integrere mennesker på i samfundsfællesskabet og give dem mulighed for at deltage i demokratiet – skal være en ny regerings tilgang.

2.     Opgør med B-borgerskabet og genindførelse af lighed for loven

Vi har i Danmark nu en situation, hvor der findes tre klasser af borgere – dem med statsborgerskab, dem med mulighed for at opnå det, og dem, der aldrig vil komme i nærheden af det, alene pga. den opvækst de tilfældigvis har fået.

Da udvisningsreglerne blev strammet før sommerferien (alle kriminelle udlændinge SKAL nu udvises), var en af konsekvenserne, at der ikke længere er lighed for loven i Danmark.

Virkeligheden for indvandrere, efterkommere af indvandrere og flygtninge er temmelig hård. Børn af indvandrere eller flygtninge har ikke nødvendigvis samme rettigheder som deres jævnaldrende. Det gælder ikke kun den store gruppe af statsløse, som Integrationsministeriet har fejlbehandlet gennem årene – det gælder også op den del af indvandrerbørnene, som ikke har fået statsborgerskab til trods for, at de måske er født i Århus, Ringkøbing eller hjertet af København. De skal nu søge om statsborgerskab eller i første omgang permanent opholdstilladelse, når de bliver 18.

Den ‘udlænding’, der risikerer at blive udvist, kan være teenageren Hassan med libanesisk baggrund (uden statsborgerskab, selvom han er født og opvokset i Blågården). Sammen med teenageren Brian, der er dansk og opvokset et andet sted på Nørrebro, begår han noget kriminelt, fanges og dømmes. Efter dommen – smak, skal Hassan så tilmed udvises. Det er ikke lighed for loven!

De stramninger skulle SF i mine øjne ikke ha støttet – men når man har vedtaget, at udvisningsreglerne skal skærpes, som de er blevet, så må man som minimum se på, hvad det betyder for borgere her i landet, der ikke har statsborgerskab. Læren af de stramninger er nemlig, at i virkelighedens Danmark lever en stor gruppe borgere reelt udenfor det politiske og rettighedsmæssige fællesskab, som statsborgerskabet giver.

3.     Ret til statsborgerskab for alle børn, der fødes i Danmark af forældre, der har permanent opholdstilladelse.

Dét er for mig at se den eneste rigtige måde at give børn chancen for at høre til på. For børn af indvandrere, som enten er kommet som små eller født her, er statsborgerskabet også utroligt vigtigt. De har et stærkt behov for at føle, at de virkelig hører til her, og ikke i forældrenes hjemland. Det er svært nok i sig selv at vokse op med to kulturer og i en stemning af ikke at være ligeså god som de etniske danskere. Efter de gældende regler kan man, selvom man er født her i landet, ikke søge før man fylder 18. Man skal opfylde samme kriterier som alle andre –  med undtagelse af beskæftigelseskravet, hvis man har gået i skole uden afbrydelser på ansøgningstidspunktet. Automatisk statsborgerskab ved fødslen får man kun, hvis mindst en af forældrene allerede er dansk statsborger.

Det vil også fjerne problemet med ulighed for loven som nævnt ovenfor.

4.     Det skal være muligt at opnå dobbelt statsborgerskab

Det fremmer integrationen og har en række praktiske fordele. Mange andre vestlige lande har de seneste år besluttet at tillade dobbelt statsborgerskab.

5.     De nye krav til permanent opholdstilladelse bør fjernes

I sommeren 2010 blev der igen drejet på knappen, da man indførte et nyt pointsystem for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse – som er en forudsætning for at opnå statsborgerskab senere.

Navnlig to af kravene i pointsystemet giver problemer, og særligt for flygtninge. Det ene er sprogkravet, hvor man nu kræver bestået Dansk 2. Det andet problem er kravet om selvforsørgelse: For at opnå tidsubegrænset ophold skal man have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse de seneste 2 ½ år, og for at opnå de sidste 15 point skal man enten have været i fuldtidsbeskæftigelse de seneste 4 år, bestået Dansk 3 eller have fuldført en uddannelse i Danmark på bachelorniveau.

Det udelukker reelt personer med deltidsjob eller sæsonarbejde, studerende, arbejdsløse, sygemeldte, pensionister og personer på rehabiliteringsprogram.

Jeg synes, at man i stedet som udgangspunkt automatisk bør kunne opnå permanent opholdstilladelse efter 5 års midlertidig opholdstilladelse (permanent opholdstilladelse er en forudsætning for at søge om statsborgerskab). Siden pointsystemet blev indført har næsten ingen opnået tidsubegrænset ophold, hvilket tydeligt viser, at kravene er blevet urimeligt høje (kun 4,3% af ansøgerne opnåede det i løbet af de første 9 måneder efter indførsel af pointsystemet).

6.     Andre sprogkrav: Bestået Danskprøve bør være nok (uanset om niveau 1, 2 eller 3)

Selvfølgelig er det vigtigt for et menneske at tale og forstå sproget der, hvor man bor og lever.Vi ved fra en nylig undersøgelse, at lærerne på danskkurserne betragter undervisningen i dansk som nødvendig og integrationsfremmende, men de påpeger også, at de nye krav forekommer at være en bevidst barriere for at folk skal kunne få permanent opholdstilladelse.

Dansk for indvandrere består af tre parallelle forløb på hver sit niveau, man går altså ikke fra det ene til det andet, men tager afgang på Dansk 1, 2 eller 3, afhængigt af de forudsætninger man har for at lære et nyt sprog (en analfabet kan ikke undervises på samme måde som en bachelor).

Indvandrere med svagest baggrund er på forhånd forhindret i nogensinde at få permanent ophold. Vi skulle i stedet lave et system, der stiller krav til sprogkundskaber, viden om det danske samfund, tilknytning til arbejds- eller studieliv som er reelt mulige at opfylde for alle (med udgangspunkt i den enkeltes ballast).

7.     Flygtninge bør have lettere adgang til statsborgerskab end andre

Ingen flygter for sjov. Derfor har man et særligt behov for at få statsborgerskab i det, der bliver ens nye hjem. Man vil aldrig kunne vende tilbage til det sted, hvor de har statsborgerskab. Flygtningekonventionen taler netop om, at staten skal lette adgangen til statsborgerskab for flygtninge.

Derfor har man behov for anerkendelse som borger. Brug for at føle sig trygge og tro på at man kan blive boende og tage hul på et nyt liv. Det ville også kunne imødegå de traumer og psykiske problemer, der ligger i at sidde på ubestemt ventetid for mange flygtninge.

Statistikken viser i øvrigt, at flygtninge under de nuværende regler stik i mod dén hensigt har sværere ved at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse og statsborgerskab end andre.

Det er så den borgerlige uansvarlighed II

Intet i denne valgkamp er nemlig vundet, og der skal kæmpes hvert eneste minut for at sikre os ikke bare en ny regering men et rødere Folketing.

Dagens tema: Borgerlige bag dybfrossent boligmarked

Når boligmarkedet er interessant i valgkampen, er det ikke for at kapre hjemløse centrum-demokratiske stemmer, eller for at græde snot over den fordampede murstensformue. Det er fordi, det har enorm betydning for samfundsøkonomien og fordi de borgerlige har fucket ejerboligmarkedet så voldsomt, at både rød og blå stue lige nu er parate til at bruge mere end en milliard kroner som plaster på såret – et forslag som vel og mærke hjælper lige så meget som et plaster på en overrevet pulsåre.

Det dybfrosne danske boligmarked er resultat af Bent Bendtsens og Anders Foghs overbudspolitik. I 2003 indførte VKO – sammen med S og R – de berømte afdragsfri lån, som sammen med en historisk lav rente (omkring 2,5 %), skattestop og høj økonomisk vækst fik boligpriserne til at eksplodere. I gennemsnit steg priserne mellem 58-68 procent fra 2003 til 2006 (for hhv parcel/rækkehus og ejerlejligheder). Ja, det er meget meget voldsomme prisstigninger.

Forklaringen er, at efterspørgslen var stabil høj, mens udbuddet kun langsomt kunne følge med (det tager tid at bygge boliger). Når folk får flere penge mellem hænderne pga. høj vækst og omkostningerne ved at sidde i boligerne falder som følge af skattestop, lav rente og endelig afdragsfrihed, har alle mulighed for at betale mere i kontantpris for ejerboligerne uden at de nødvendigvis har mindre til privatforbrug. Bingo, priserne eksploderer.

Ved at hælde benzin på boligmarkedet blev alle husejere rige på papiret og satte gang i forbrugsfesten. Nogen, typisk potentielle førstegangskøbere og beboere, der var på det private udlejningsmarked, blev efterladt på perronen i dette ræs, men højrefløjens kernevælgere fik en forbrugsfest, de sent vil glemme. Samtalekøkkener, firhjulstrækkere og lækkert tøj.

I dag kender vi prisen for de borgerliges uansvarlige økonomiske politik (og betalerne for en fest, de aldrig blev inviteret til). I titusindvis af boliger kan ikke sælges, mange er teknisk insolvente eller belånt til max og vi kan ikke bruge boligmarkedet som katalysator for at få gang i økonomien igen.

Ejerboligmarkedet spiller en helt central rolle i samfundsøkonomien, fordi det udgør mere end halvdelen af alle boliger i Danmark, udgifter til renter og afdrag udgør en meget stor del af ejernes indkomster, boligerne binder store dele af almindelige menneskers formue og samtidig er markedet forholdsvist tungt i røven, dvs at udbuddet er lang tid om at omstille sig efter efterspørgsel. Er der usikkerhed om værdien af boliger, reagerer almindelige mennesker forsigtigt ved at undlade at købe nyt og sparer i stedet op (eller nedbringer gæld). Omvendt, hvis der er forventninger til at priserne vil stige, så stiger formuen og der er råd til øget privatforbrug.

Danmark er ikke et planøkonomisk samfund og det er ikke bureaukrater eller politikere, der bestemmer priserne. Heller ikke på ejendomsmarkedet. Til gengæld kan markeder reguleres politisk for at imødegå negative virkninger af markedet eller ’markedsfejl’.

Men den borgerlige regering har haft så travlt med at købe stemmer hos middelkasse-Danmark, at der er reguleret med strømmen i stedet for imod den. I en situation, hvor der er høje vækstrater og lav rente (i øvrigt en positiv sjældenhed) skal politikerne naturligvis ikke tillade afdragsfrihed ( lov om realkreditlån og realkreditobligationer fra 2003) eller indefryse ejendomsværdiskatten. Når huskøberne kan betale flere penge om måneden og udbuddet kun langsom følger med, så stiger priserne. Det er uansvarlig politik, så det batter!

I dag står vi i den modsatte situation. Ingen ønsker at handle hus, fordi huspriserne stadig vurderes at være for høje og ingen har lyst til at øge den private efterspørgsel, der ellers er det som til syvende og sidst er det, der skal bringe os ud af krisen.

Tænk hvis politikerne i dag havde haft det private boligmarked som politisk håndtag til at sparke gang i væksten. Desværre drejede de borgerlige håndtaget i bund på det forkerte tidspunkt.

De seneste par år har det dog virket som om, at regeringen har erkendt, at dens tid formentlig er ved at rinde ud. At det nu gælder om for enhver pris at vinde det ideologiske slag om Danmark, alene for at kunne sige ’vi vandt’. Uden blik for konsekvenser, hverken på kort eller langt sigt, for det samfund, de har haft ansvaret for siden 2001. Og for de værdier og principper, de ellers hårdnakket hævder, tilhører den ’vestlige verden’.

I militær krigsførelse opererer man med det, man kalder ’den brændte jords taktik’, hvilket betyder en fremgangsmåde hvor man ved tilbagetrækning fra et område ødelægger, hvad ødelægges kan – bygninger, afgrøder m.m. for at efterlade så få værdier som muligt til fjenden og dermed smadrer så eftertrykkeligt, at det for tilbagevendte beboere intet er bevendt. Vi kender det eksempelvis fra anden verdenskrig, hvor både Sovjetunionen og Nazi-Tyskland benyttede sig af taktikken.

Store ord? Næh. Virkelighed anno 2011:

Med den såkaldte genopretningspakke og efterfølgende aftaler– som blandt andet var nødvendig efter den omkalfatring af skattesystemet, der lod de velhavende feste i opgangstider – betalte sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, miljø og klima samt udvalgte, allerede forfordelte, befolkningsgrupper for oprydningen. Fællesskabet betaler prisen for regeringens pleaser-politik overfor de priviligerede.

Genopretningspakken sneg også et andet ideologisk element ind: Loftet over fradrag for fagforeningskontingenter. Helt i tråd med tiårets kolde luft til fagbevægelsen. Dem, der erindrer Søren Pinds store forbillede, Ronald Reagan og dennes kvindelige udgave, Margaret Thatcher, vil huske, hvordan de ikke mindst satte en bremse i for fagbevægelsen med det klare formål at knægte bevægelsens magt fuldstændigt.

Kerneydelser i samfundet har holdt for. Vi kender konklusionerne af undersøgelser af både folkeskolen og de videregående uddannelser; vi kender tallene for frafald på ungdomsuddannelserne, for slet ikke at nævne den 1/5 af alle unge, der slet ikke får en ungdomsuddannelse.

Hvis man ideologisk ønsker at fremme et privat uddannelsesvæsen – ja, så er det den helt rette strategi at reducere det offentlige system til discount-udgave.

Privatisering-i-praksis-modellen kender vi også fra overbetalte privathospitaler, der som bekendt nyder godt af frit-valgsordninger og garantier, som politisk overhovedet ikke følges op af vilje til at styrke det offentlige sundhedssystem.

De seneste måneder, hvor de borgerliges meningsmålinger konstant peger på, at VKO-regimets tid er ovre, har taktikken indebåret forringelser af pensionsforhold og efterløn. Oveni en række politiske sager, hvor regeringen oplagt har bevæget sig så tæt på kanten – hvis ikke over – af Danmarks internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet: Sagen om de statsløse, en kritisk eksamen af menneskerettighedernes tilstand i Danmark, regler for familiesammenføring, stramninger af udvisningsregler og så videre.

Dertil kommer, at Danmarks internationale engagement har været præget af selvsamme ideologiske brændstof: Krigen i Irak skete uden FN-mandat. Udviklingsbistanden er ikke blot beskåret, den er også indholdsmæssigt blevet ændret, så den fokuserer på privatsektordrevet vækst stadig uden garanti for, om det gavner verdens fattige mere end en i forvejen velbjærget middelklasse. Tegningkrisen, der grundlæggende var del af et indenrigspolitisk værdipolitisk slag, rettet mod vores muslimske mindretal for at tilfredsstille det nationalkonservative ben i den hellige treenighed, VKO.

De brændte jords taktik er med andre ord et ideologisk ridt på fordelingspolitikken, en slags panik før lukketid. For måske kan regeringen ikke vinde magten ved valget – men den kan måske vinde slaget om farven på Danmarks økonomi og velfærdsstruktur.

Det stiller endog meget store krav til venstrefløjen, hvis man med succes skal kunne gå op i mod det. Taktikken er nemlig del af noget større og for mig at se ganske alvorligt: Det sker ovenpå en værdipolitisk tsunami, der ramte Danmark i 2001 og rykkede stort set alle de demokratiske, retspolitiske og humanistiske landvindinger, man kan komme i tanker om, op med rode, således at alt nu kan udfordres:

Overholdelse af FN-konventioner? Vel kun, hvis det passer os. Forpligtelser overfor verdens flygtende? Ikke hvis de kommer ubelejligt og i større tal. Menneskerettigheder? Det er venstrefløjens opfindelse. Retsprincipper? Ligemeget, hvis det gælder ’udlændinge’. Fællesskab? Kun i udgrænsning af minoriteterne. Kærlighed og privatlivets fred? Det er statens anliggende, overvågning og pointsystemer ja tak.

Der findes kun ét modsvar, hvis venstrefløjen skal vende dén udvikling. Og det er benhård kamp for en række af de dyder, som det progressive venstrefløjsprojekt har hvilet på op gennem tiden siden Rosa Luxemburgs (og Louis Pios) tid:

Social og økonomisk lighed for den såkaldt ’almindelige lønmodtager’ og en insisteren på, at klassekampen i en opdateret form stadig holder vand – ikke kun med omdrejningspunkt i ens placering på uddannelsesskalaen (og dermed hvor ’omstillingsparat’, man er som arbejdskraft eller hvor stor viden, man kan dominere det politiske liv med) men også den økonomiske. Magt over økonomien er af afgørende betydning.

En generobring af værdi- og kulturkampen med inddragelse af kulturradikalismens – og socialismens – fineste sider. Venstrefløjen må genlancere sit politiske projekt for frigørelse af det enkelte menneske og en kulturkamp, der på mange måder kan sammenfattes med formålsparagraffen for 1975-folkeskoleloven om at skabe medlevende og demokratiske mennesker. Det bør være en iboende del af en opdateret klassekamp.

Og endelig: Et massivt forsvar for internationalismen og for pligten til at udvide og udvikle dén internationale retsorden, verden har kæmpet for siden 2.verdenskrig, med folkeret og FN som sit omdrejningspunkt.

Det er tiden nu. Som Fogh siger i mit TV lige nu: Now is the time to create a new Libya.

Well, now is the time to create a new Denmark.

Opgør med uligheden er en af venstrefløjens fremmeste opgaver. At det seneste tiår har skabt øget ulighed og marginalisering i Danmark, ligesom indsatsen overfor verdens fattigste er beskåret ganske drastisk, har længe været på den valgkampspolitiske dagsorden.

Men folketingsvalget handler også om den ulighed, der ikke blot vedrører fordeling af ressourcer og indsatser på finansloven. Nemlig en kamp for lighed, ligestilling og ligeværd, der vedrører selve kernen i fællesskabet. Der vedrører, hvordan vi omgås hinanden med alle de forskelligheder, det indebærer.

De sidste ti år har skærpet problemet, fordi VKO har syltet kønsligestillingen, gjort en dyd ud af at diskriminere etniske minoriteter og nølet i forhold til seksuelle minoriteter. Men værst af alt: Den har dyrket at opdele borgere i kasser af mindre værd, frem for den helt grundlæggende demokratiske værdi at vi alle er mennesker og bør være ligeværdige borgere.

Wear it with Pride

I denne uge er der Copenhagen Pride. Med sloganet på årets armbånd ’Wear it with Pride’, står ugen i retten til at være sig selv og mangfoldighedens tegn. Priden vil igen skabe opmærksomhed om LGBT-personer, altså bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Det er festligt og sjovt – men også brændende alvor. Vi ved jo godt, at det stadig ikke er muligt for LGBT-personer at leve på lige vilkår og i fuld åbenhed: Man udsættes for hatecrimes og problemet er stigende; man kan stadig ikke blive gift; der er stadig benspænd for regnbuefamilier.

Men lige rettigheder til seksuelle mindretal er jo en menneskeret. Derfor bør valget også bruges til at vælge de politikere, der tager ansvar for at gøre samfundet reelt rummeligt og inkluderende overfor personer, der ikke deler det store flertals seksualitet.

Ligebehandlingsministerium

Under VKO har Danmark været ramt af en hærgende værdipolitisk tsunami. En tsunami, der har skyllet de standarder væk, vi normalt måler os på – FN-konventioner, ligestilling, respekten for det enkelte individ og privatlivets fred, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Vi må sande, at Danmark har indrettet sig med statslegitimeret diskrimination og manglende aktive indsatser for at levere reel ligebehandling af borgerne.

Det er tid til et kursskifte, hvis det for alvor skal batte. Kampen for ligebehandling er et fælles anliggende. Det er ikke blot den enkeltes problem men går hånd-i-hånd med et opgør med diskrimination på grundlag af køn, seksuel orientering og kønsidentitet, race og etnicitet, alder, handicap og religion, der alle fordrer beskyttelse.

Det stiller også krav til os selv i oppositionen, hvis vi vinder valget. En ny regering skal gå i brechen for det mangfoldige og åbne samfund. Vi bør oprette et Ligehandlings-ministerium, hvis mandat omfatter alle beskyttelsesgrundene og som kan sætte ikke-diskrimination og ligebehandling på den danske politiske dagsorden. Både i forhold til ligestilling mellem kønnene, for etniske og seksuelle minoriteter – såvel som for de øvrige beskyttelsesgrunde.

Vi bør sætte os for at gennemgå regler og love på området. Lad os dog indføre det kønsneutrale ægteskab som i bl.a. Sverige, Norge, Island. Gøre det nemmere at leve som regnbuefamilie. Få (obligatorisk) undervisning om seksuel orientering og kønsidentitet ind i uddannelsessystemet – fra folkeskole, seminarier til sundhedsfaglige uddannelser. Sikre fokus på LGBT-rettigheder som integreret del af menneskerettighedsindsatsen i u-landsbistanden.

Med Danmarks tilslutning til menneskerettighederne er vi faktisk forpligtede til at beskytte mod diskrimination, også gennem aktive indsatser, der sikrer reel lighed. Ligebehandling indebærer nemlig, at alle borgere skal have lige adgang til og mulighed for at deltage i alle samfundets anliggender og skal nyde lige beskyttelse, uafhængigt af de seks ovenfor nævnte grunde.

Et nyt ligebehandlingsministerium skal være den garant, der sikrer systematiske indsatser for ligestilling og ligebehandling over hele paletten frem for spredt fægtning, der fremmer politiske og juridiske indsatser mod diskrimination, der kan udvikle mainstreaming redskaber til gavn for alle ministerier  for at indtænke ligebehandlingsaspektet i lovgivningen og som hele tiden holder øje med, at Danmark lever op til de internationale konventioner, vi har forpligtet os til.

Derfor denne opfordring til mine oppositionskolleger: Sæt oprettelsen af et Ligebehandlingsministerium på listen og bring atter Danmark i front som et progressivt og moderne land, der ser rummelighed, mangfoldighed og ligeværd som uomgængelige pejlemærker for et moderne samfund