Sangen handler om solidaritet – både hjemme og i den store verden. Om at vi skal passe på hinanden, give plads og skabe rum for forskellighed.

Hør sangen her og gi den op for solidaritet, sammenhold og mangfoldighed!

Det med tilliden gælder både de færdiguddannede og det gælder de uddannelsesinstitutioner, som varetager uddannelserne. Til trods for, at velfærdsuddannelserne sammen med de øvrige professionsuddannelser er blevet samlet i 7 mega-institutioner (”professionshøjskoler”) med professionel ledelse, bestyrelse med eksternt flertal og hele svineriet, er der stadig ikke særlig høj tillid til dem. Professionshøjskolerne har langtfra samme frihedsgrader som universiteterne, hverken indholdsmæssigt, kvalitativt eller økonomisk. Det er en glemt reform.

Tag eksempelvis folkeskolelæreruddannelsen. Den mest gennemregulerede uddannelse i Danmark (mere gennemreguleret fra politisk hånd end f.eks. lægeuddannelsen). Hvert enkelt fag er beskrevet med timetal, indhold og eksamen ned til mindste detalje. Det samme gælder lærerjobbet. Her er undervisnings- og evalueringsformer i stigende grad reguleret fra politisk og ministeriel hånd. Og politikere står i kø for at regulere endnu mere.

Men hvad betyder kombinationen af lav tillid og høj grad af regulering for rekrutteringen til læreruddannelsen? Kunne man forestille sig, at det skræmte nogen af de allerbedste hoveder væk fra læreruddannelsen og lærerjobbet? Kunne man forestille sig, at de kreative og de ressourcestærke hellere søger ind på universitetet, hvor de kan få lov at tænke frit, se kritisk på forskellige arbejdsformer og selv vurdere nyeste forskning i forhold til egen praksis?

Undervisningsministeriet offentliggjorte sidste år en stor rekrutteringsrapport om læreruddannelsen, og der er i den forbindelse blevet peget på, at en mulig løsning kunne være at lægge læreruddannelsen over på universiteterne og lade den være forskningsbaseret.

Det er muligt, at det kan være en del af løsningen, men den er nok mere enkel og smart end realistisk og klog. For mig at se, så ligger den bedste løsning et andet sted. Tilliden skal tilbage til velfærdsuddannelserne – både til uddannelserne, til de studerende og til professionerne!

Den nære tilknytning til praksis gennem samarbejde, praktik mv. skal bevares og udvikles. En mulig løsning kunne være at give forskningsmidler til professionshøjskolerne i stedet for at flytte uddannelserne til universiteterne, for det er professionshøjskolerne, der har erfaringen med den vigtige praksistilknytning. I Sverige kan en Høgskola blive akkrediteret til at kunne kalde sig universitet, hvis de opfylder en række objektive kvalitetskrav. Det er en interessant idé, som man i hvert fald kan inspireres af.

En anden løsning kunne være at skabe en kultur for videreuddannelse til selve velfærdsjobbet, frem for væk fra det. Master- og diplomuddannelser, ph.d.forløb mv. bør uddanne og kvalificere til fortsat virke i eksempelvis folkeskolen, frem for at uddanne væk fra den, som synes at være tilfældet i dag. Men det kræver, at løn og tillid og følger med.

Og så skal der et holdningsskift til:

Lad os passe bedre på dem, der passer på os! Vis dem tillid gennem mindre detailregulering, bedre løn, bedre arbejdsforhold og flere smil. Og ved at løfte deres kompetencer. De fortjener det – om nogen!

SU er en udgift – ingen tvivl om det. Og det er en udgift, der synes svær at beregne de direkte samfundsøkonomiske gevinster ved. Derfor er det bedste argument for at bevare SU til danske studerende, at vi gerne vil prioritere SU til alle unge, fordi vi gerne vil gøre uddannelse tilgængelig for alle. Dette helt enkle argument er da også årsagen til, at SU-forliget i årevis var blandt de få forliger på Christiansborg med tilslutning fra et samlet Folketing. Fordi lighed og social mobilitet sættes meget højt i det danske velfærdssamfund.

Nu vil regeringen fjerne SU til hjemmeboende og begrænse SU’en til normeret tid, selvom begge dele rammer socialt skævt.

SU til hjemmeboende gør en stor forskel i mange familier. Ikke kun for den studerende, men også for forældrene. Eksempelvis mister den enlige forældre i det øjeblik den unge fylder 18 både børnepenge og et eventuelt børnebidrag fra den anden forælder. Det kan mærkes i dagligdagen, og denne udgift bliver i dag knap dækket af SU’en til den hjemmeboende unge. Fjerner man SU til hjemmeboende, kommer mange familier under pres. Taberne bliver de unge, der ønsker en rolig start på voksenlivet med tid og støtte til at flytte hjemmefra på en god måde. Dertil kommer, at for meget erhvervsarbejde ikke er hensigtsmæssigt samtidig med en gymnasial uddannelse.

Det års SU, danske studerende i dag kan modtage udover normeret studietid, har også en social funktion. Det gør både en stor forskel for de unge, der skifter studium undervejs, og det gør en stor forskel for de unge, som har brug for ekstra tid til at gennemføre deres studium. Mange ting kan forsinke en videregående uddannelse lige fra personlige og familiemæssige problemer til studierelevant frivilligt arbejde og ulønnet praktik. Men det ekstra år kan også være det år, som mønsterbryderen bruger på at tilegne sig kompetencer til at begå sig på en universitetsuddannelse.

SU-Styrelsen, uddannelsesforskere og studenterorganisationer har regnet på den sociale uddannelsesmobilitet. Tilgangen til videregående uddannelse er fortsat social skæv, men i dag er mellem en fjerdedel og en tredjedel af de studerende på universiteterne fra hjem, hvor forældrene højst har en faglært uddannelse. Med blandt andet SU’en som redskab er det de seneste 20 år lykkedes at øge den sociale mobilitet, når det kommer til unge og uddannelse.

Så lad os droppe flosklerne om ”fjumreår” og ”cafépenge”, og lad os i stedet diskutere, hvad det er for samfund, vi gerne vil have. Vi vil have et samfund med råd til SU, fordi vi vil lighed og muligheder for alle. Så lad os fortsat være visionære og bevare SU’en til alle.

Intet i denne valgkamp er nemlig vundet, og der skal kæmpes hvert eneste minut for at sikre os ikke bare en ny regering men et rødere Folketing.

Dagens tema: Borgerlige bag dybfrossent boligmarked

Når boligmarkedet er interessant i valgkampen, er det ikke for at kapre hjemløse centrum-demokratiske stemmer, eller for at græde snot over den fordampede murstensformue. Det er fordi, det har enorm betydning for samfundsøkonomien og fordi de borgerlige har fucket ejerboligmarkedet så voldsomt, at både rød og blå stue lige nu er parate til at bruge mere end en milliard kroner som plaster på såret – et forslag som vel og mærke hjælper lige så meget som et plaster på en overrevet pulsåre.

Det dybfrosne danske boligmarked er resultat af Bent Bendtsens og Anders Foghs overbudspolitik. I 2003 indførte VKO – sammen med S og R – de berømte afdragsfri lån, som sammen med en historisk lav rente (omkring 2,5 %), skattestop og høj økonomisk vækst fik boligpriserne til at eksplodere. I gennemsnit steg priserne mellem 58-68 procent fra 2003 til 2006 (for hhv parcel/rækkehus og ejerlejligheder). Ja, det er meget meget voldsomme prisstigninger.

Forklaringen er, at efterspørgslen var stabil høj, mens udbuddet kun langsomt kunne følge med (det tager tid at bygge boliger). Når folk får flere penge mellem hænderne pga. høj vækst og omkostningerne ved at sidde i boligerne falder som følge af skattestop, lav rente og endelig afdragsfrihed, har alle mulighed for at betale mere i kontantpris for ejerboligerne uden at de nødvendigvis har mindre til privatforbrug. Bingo, priserne eksploderer.

Ved at hælde benzin på boligmarkedet blev alle husejere rige på papiret og satte gang i forbrugsfesten. Nogen, typisk potentielle førstegangskøbere og beboere, der var på det private udlejningsmarked, blev efterladt på perronen i dette ræs, men højrefløjens kernevælgere fik en forbrugsfest, de sent vil glemme. Samtalekøkkener, firhjulstrækkere og lækkert tøj.

I dag kender vi prisen for de borgerliges uansvarlige økonomiske politik (og betalerne for en fest, de aldrig blev inviteret til). I titusindvis af boliger kan ikke sælges, mange er teknisk insolvente eller belånt til max og vi kan ikke bruge boligmarkedet som katalysator for at få gang i økonomien igen.

Ejerboligmarkedet spiller en helt central rolle i samfundsøkonomien, fordi det udgør mere end halvdelen af alle boliger i Danmark, udgifter til renter og afdrag udgør en meget stor del af ejernes indkomster, boligerne binder store dele af almindelige menneskers formue og samtidig er markedet forholdsvist tungt i røven, dvs at udbuddet er lang tid om at omstille sig efter efterspørgsel. Er der usikkerhed om værdien af boliger, reagerer almindelige mennesker forsigtigt ved at undlade at købe nyt og sparer i stedet op (eller nedbringer gæld). Omvendt, hvis der er forventninger til at priserne vil stige, så stiger formuen og der er råd til øget privatforbrug.

Danmark er ikke et planøkonomisk samfund og det er ikke bureaukrater eller politikere, der bestemmer priserne. Heller ikke på ejendomsmarkedet. Til gengæld kan markeder reguleres politisk for at imødegå negative virkninger af markedet eller ’markedsfejl’.

Men den borgerlige regering har haft så travlt med at købe stemmer hos middelkasse-Danmark, at der er reguleret med strømmen i stedet for imod den. I en situation, hvor der er høje vækstrater og lav rente (i øvrigt en positiv sjældenhed) skal politikerne naturligvis ikke tillade afdragsfrihed ( lov om realkreditlån og realkreditobligationer fra 2003) eller indefryse ejendomsværdiskatten. Når huskøberne kan betale flere penge om måneden og udbuddet kun langsom følger med, så stiger priserne. Det er uansvarlig politik, så det batter!

I dag står vi i den modsatte situation. Ingen ønsker at handle hus, fordi huspriserne stadig vurderes at være for høje og ingen har lyst til at øge den private efterspørgsel, der ellers er det som til syvende og sidst er det, der skal bringe os ud af krisen.

Tænk hvis politikerne i dag havde haft det private boligmarked som politisk håndtag til at sparke gang i væksten. Desværre drejede de borgerlige håndtaget i bund på det forkerte tidspunkt.

De seneste par år har det dog virket som om, at regeringen har erkendt, at dens tid formentlig er ved at rinde ud. At det nu gælder om for enhver pris at vinde det ideologiske slag om Danmark, alene for at kunne sige ’vi vandt’. Uden blik for konsekvenser, hverken på kort eller langt sigt, for det samfund, de har haft ansvaret for siden 2001. Og for de værdier og principper, de ellers hårdnakket hævder, tilhører den ’vestlige verden’.

I militær krigsførelse opererer man med det, man kalder ’den brændte jords taktik’, hvilket betyder en fremgangsmåde hvor man ved tilbagetrækning fra et område ødelægger, hvad ødelægges kan – bygninger, afgrøder m.m. for at efterlade så få værdier som muligt til fjenden og dermed smadrer så eftertrykkeligt, at det for tilbagevendte beboere intet er bevendt. Vi kender det eksempelvis fra anden verdenskrig, hvor både Sovjetunionen og Nazi-Tyskland benyttede sig af taktikken.

Store ord? Næh. Virkelighed anno 2011:

Med den såkaldte genopretningspakke og efterfølgende aftaler– som blandt andet var nødvendig efter den omkalfatring af skattesystemet, der lod de velhavende feste i opgangstider – betalte sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, miljø og klima samt udvalgte, allerede forfordelte, befolkningsgrupper for oprydningen. Fællesskabet betaler prisen for regeringens pleaser-politik overfor de priviligerede.

Genopretningspakken sneg også et andet ideologisk element ind: Loftet over fradrag for fagforeningskontingenter. Helt i tråd med tiårets kolde luft til fagbevægelsen. Dem, der erindrer Søren Pinds store forbillede, Ronald Reagan og dennes kvindelige udgave, Margaret Thatcher, vil huske, hvordan de ikke mindst satte en bremse i for fagbevægelsen med det klare formål at knægte bevægelsens magt fuldstændigt.

Kerneydelser i samfundet har holdt for. Vi kender konklusionerne af undersøgelser af både folkeskolen og de videregående uddannelser; vi kender tallene for frafald på ungdomsuddannelserne, for slet ikke at nævne den 1/5 af alle unge, der slet ikke får en ungdomsuddannelse.

Hvis man ideologisk ønsker at fremme et privat uddannelsesvæsen – ja, så er det den helt rette strategi at reducere det offentlige system til discount-udgave.

Privatisering-i-praksis-modellen kender vi også fra overbetalte privathospitaler, der som bekendt nyder godt af frit-valgsordninger og garantier, som politisk overhovedet ikke følges op af vilje til at styrke det offentlige sundhedssystem.

De seneste måneder, hvor de borgerliges meningsmålinger konstant peger på, at VKO-regimets tid er ovre, har taktikken indebåret forringelser af pensionsforhold og efterløn. Oveni en række politiske sager, hvor regeringen oplagt har bevæget sig så tæt på kanten – hvis ikke over – af Danmarks internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet: Sagen om de statsløse, en kritisk eksamen af menneskerettighedernes tilstand i Danmark, regler for familiesammenføring, stramninger af udvisningsregler og så videre.

Dertil kommer, at Danmarks internationale engagement har været præget af selvsamme ideologiske brændstof: Krigen i Irak skete uden FN-mandat. Udviklingsbistanden er ikke blot beskåret, den er også indholdsmæssigt blevet ændret, så den fokuserer på privatsektordrevet vækst stadig uden garanti for, om det gavner verdens fattige mere end en i forvejen velbjærget middelklasse. Tegningkrisen, der grundlæggende var del af et indenrigspolitisk værdipolitisk slag, rettet mod vores muslimske mindretal for at tilfredsstille det nationalkonservative ben i den hellige treenighed, VKO.

De brændte jords taktik er med andre ord et ideologisk ridt på fordelingspolitikken, en slags panik før lukketid. For måske kan regeringen ikke vinde magten ved valget – men den kan måske vinde slaget om farven på Danmarks økonomi og velfærdsstruktur.

Det stiller endog meget store krav til venstrefløjen, hvis man med succes skal kunne gå op i mod det. Taktikken er nemlig del af noget større og for mig at se ganske alvorligt: Det sker ovenpå en værdipolitisk tsunami, der ramte Danmark i 2001 og rykkede stort set alle de demokratiske, retspolitiske og humanistiske landvindinger, man kan komme i tanker om, op med rode, således at alt nu kan udfordres:

Overholdelse af FN-konventioner? Vel kun, hvis det passer os. Forpligtelser overfor verdens flygtende? Ikke hvis de kommer ubelejligt og i større tal. Menneskerettigheder? Det er venstrefløjens opfindelse. Retsprincipper? Ligemeget, hvis det gælder ’udlændinge’. Fællesskab? Kun i udgrænsning af minoriteterne. Kærlighed og privatlivets fred? Det er statens anliggende, overvågning og pointsystemer ja tak.

Der findes kun ét modsvar, hvis venstrefløjen skal vende dén udvikling. Og det er benhård kamp for en række af de dyder, som det progressive venstrefløjsprojekt har hvilet på op gennem tiden siden Rosa Luxemburgs (og Louis Pios) tid:

Social og økonomisk lighed for den såkaldt ’almindelige lønmodtager’ og en insisteren på, at klassekampen i en opdateret form stadig holder vand – ikke kun med omdrejningspunkt i ens placering på uddannelsesskalaen (og dermed hvor ’omstillingsparat’, man er som arbejdskraft eller hvor stor viden, man kan dominere det politiske liv med) men også den økonomiske. Magt over økonomien er af afgørende betydning.

En generobring af værdi- og kulturkampen med inddragelse af kulturradikalismens – og socialismens – fineste sider. Venstrefløjen må genlancere sit politiske projekt for frigørelse af det enkelte menneske og en kulturkamp, der på mange måder kan sammenfattes med formålsparagraffen for 1975-folkeskoleloven om at skabe medlevende og demokratiske mennesker. Det bør være en iboende del af en opdateret klassekamp.

Og endelig: Et massivt forsvar for internationalismen og for pligten til at udvide og udvikle dén internationale retsorden, verden har kæmpet for siden 2.verdenskrig, med folkeret og FN som sit omdrejningspunkt.

Det er tiden nu. Som Fogh siger i mit TV lige nu: Now is the time to create a new Libya.

Well, now is the time to create a new Denmark.

Den voldsparathed som yderliggående nationalister viser, er skræmmende og det er hamrende vigtigt, at det kommer frem i lyset.

Men venstrefløjens stærkeste våben i den kommende valgkamp (og den kan komme, før vi ved af det) er stadig kapitalismens krise.

Det vigtigste kort vi har for at få en ny regering og genvinde de arbejderstemmer, der er gået til V og O, er at vise en solidarisk og holdbar vej ud af krisen.

Krisen har for længst bevæget sig fra en finanskrise i banksektoren til en traditionel økonomisk krise i marxistisk forstand, hvor kapitalakkumulation bremses som følge af faldende profit.

I Danmark har dette betydet, at mere ned 140.000 arbejdspladser er forsvundet siden 2008 og virksomhederne varsler nye fyringsrunder.

Det sidste, der er brug for, er de borgerliges krisemedicin, som vil reducere efterspørgslen i samfundet, øge uligheden og forstærke usikkerheden. Og give krisen en ny tak i den forkerte retning.

Afskaffelsen af efterlønnen er det hidtil alvorligste angreb på velfærdssamfundet, vi har set fra VKO.

Det er dét, behovet for en ny økonomisk kurs, vi skal føre frem i den kommende valgkamp.

De borgerlige har åbenlyst ikke forstået, eller ville indrømme, krisens omfang. Alligevel forsøger de at fremstå som dem, der er de mest troværdige, når det kommer til økonomisk politik. Men at tro, at Lars Løkke Rasmussen kan lede dansk økonomi ud af krisen, svarer til strudsen Rasmus’ forsøg på at undgå at blive fanget i ørkenen.

Den borgerlige regering skal angribes på det, de selv tror er deres hjemmebane, nemlig økonomien. Derfor, gå i klinch med deres krisehåndtering, ødelæggelse af boligmarkedet og asociale fordelingspolitik næste gang, I diskuterer med venner, kollegaer og familie.

Jeg er med på, at der specielt her i Modkraft-kredse vil være mange, der vil falde over både S og SF’s økonomiske politik. Fint nok Men lad os i det mindste være enige om, at den afgørende kamp står mod højrefløjen og at vi kun vinder, hvis vi gør det sammen.

Vi SKAL have vippet Løkke af pinden!

Det er sjældent, at finansfolk mener, kollektivisering er vejen frem. Eneste undtagelse synes at være, når deres dårlige lån skal refinansieres. Så er det åbenbart kun naturligt, at fællesskabet træder til og dækker deres tab. At de så målrettet arbejder for at betale så lidt tilbage til fællesskabet i form af skat, lader vi ligge her.

Almindeligvis opfatter jeg mig selv som et solidarisk menneske, jeg samler penge ind til unge i Kenya, køber fair trade produkter, stiller op for den grænseløse kærlighed, bekæmper ulighed og diskrimination. Med meget mere.

Men nu er grænsen ved at være nået. Jeg vil ikke også være solidarisk medDeutsche Bank og de andre finansielle virksomheder, der er ved at brænde fingrene i Grækenland (og de øvrige gældsplagede lande).

Desværre er solidariteten med Deutsche Bank & co ikke noget, jeg bliver bedt om at tage stilling til. Det afgøres først og fremmest i Bruxelles, Berlin og Washington, men regningen sendes videre til alle borgere i EU. Når vi taler beløb i størrelsesordenen 2.536.000.000.000 dkr. (altså for Grækenland alene) kunne man eller godt mene, at det var et emne, som var værd at tale om. Beløbet er svimlende og svarer til, at en gennemsnits græsk familie skylder i omegnen af 1 million dkr. udover deres private gæld.

På højrefløjen er der en vis debat om emnet. ”Lad falde hvad ikke kan stå” råber liberale utopister. De uansvarlige lande må gå i betalingsstandsning og de banker, der har lånt penge til dem, må falde med dem. Det har nu ingen gang på jord. Konsekvenser, både de menneskelige og de økonomiske, vil langt overstige omkostninger ved, at omverdenen træder til. Den ultraliberale konsekvenspædagogik er kynisk, ugennemtænkt og usympatisk.

Hvis statskassen ikke længere kan betale løn, pension eller opretholde sundhedsvæsenet mv., får det fatale konsekvenser for almindelige mennesker, dem med mindst mister mest. Samtidig er den foreslåede græske hestekur også skræmmende. Velhaverne slipper og almindelige mennesker holder for. Derfor går grækerne på gaden.

Meget store tab til banker og andre finansielle institutioner risikerer også at få fatale konsekvenser for samfundsøkonomien. Virksomheder i hobetal ville gå fallit, hvis de mistede deres indestående, blev tvunget til at indfri lån før tid og investeringer ville ikke blive realiseret, fordi det ville blive sværere at få lån. Det var blandt andet for at imødegå dette, at en række regeringer spændte finansielle sikkerhedsnet ud under bankerne i 2008 og 09.

Hvis du skylder banken en million og ikke kan betale, har du et problem, men hvis mange er i samme situation som dig, har banken et problem. Men hvis der er mange banker i samme situation, har samfundsøkonomien et problem. Eller hvis bankerne er store nok, er det nok at en enkelt mastodont falder. Problemet er, at den finansielle sektor har nået et niveau, hvor de store aktører er too big to fall. Derfor må omverdenen ud med redningskranse, når de kommer på dybt vand.

Konsekvensen er, at der altid er banker, der er parat til at løbe efter risikable men profitable udlån. Utallige boligbobler gennem tiden vidner om dette, men køb af statsobligationer med en høj forrentning er et andet eksempel. Ikke desto mindre mødes bankerne ikke af politiske krav – bortset fra finanstilsyn som ikke en gang kunne styre uden om boligboblen. Dog som noget nyt ønskes det, at de skal være med til at refinansiere en del af deres gæld. Men burde der ikke være øget samfundsmæssig kontrol med banker og andre finansielle virksomheder? Ud fra et demokratisk synspunkt: jo. Dette bliver ikke mindre af at fællesskabet skal ind og dække bankernes risikobetonede lån, som de vel at mærke har tjent gode penge på, så længe det gik godt.

Omvendt er det, når det internationale tæskehold i form af Den Europæiske Centralbank, IMF og Kommissionens liberale økonomier træder sammen. Når et land som Grækenland får tilbudt en lånepakke, bliver det fulgt af politiske og økonomiske krav om, hvordan landet skal indrette samfundsøkonomien. Selvom der er krav om mere effektiv skatteinddrivelse, er det borgerlig politik, der står på menuen i Grækenland og som grækerne demonstrerer mod. Omfattende privatiseringer og nedskæringer.

Jeg er ikke uenig i, at Grækenlands højreorienterede regering optrådte stærkt uansvarligt, da den slog bunden i den græske statskasse op gennem 00’erne ved ufinansierede skattelettelser. Og før den, kørte den socialistiske regering også med store underskud. På den lange bane er det ikke holdbart at have store underskud på statsfinanserne, som Grækenland og en række andre lande har haft. Når man årti efter årti låner i udlandet for at finansiere et større forbrug, end man kan betale, efterlader man altid regningen hos andre. Enten i børneværelset eller hos naboerne. Så ingen sympati for Grækenlands økonomi. Men skaden er sket og spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre.

En række ledende økonomer – sjovt nok enkelte af dem, der får deres løn af de store banker eller internationale finansielle institutioner – påpeger at gælden har nået et niveau, hvor det ikke længere er muligt at betale den tilbage uden uacceptable nedskæringer i grækernes levestandard og hvis de økonomiske reformer faktisk bliver gennemført, vil Grækenland blive fanget i en negativ spiral og fastholdt i fattigdom mange år frem. Før eller siden bliver landet tvunget til at smide håndklædet i ringen. De økonomiske hjælpepakker, som gives, køber grækerne tid, men løser ikke deres problem.

Til gengæld har hjælpepakkerne den konsekvens, at gælden kollektiviseres. Det bliver EU’s øvrige medlemsstater, der står med den gæld, der aktuelt er private virksomheders. De private bliver betalt ud, gælden får vi andre. Præcist det samme som skete i begyndelsen af 1980’erne, da verden oplevede den sidste store finansielle krise. Dengang startede det med Mexico, men en lang række udviklingslande var i samme situation, som ikke kunne tilbagebetale deres gæld til private banker i de vestlige lande. IMF og Verdensbanken trådte bredvilligt til og kollektiviserede gælden – og indførte ved samme lejlighed et neoliberalt mørke over store dele af Afrika og Latinamerika i de efterfølgende 15 år.

Som sagt er omverdenen nødt til at træde til i Grækenland og sikkert også andre lande. Men 1) lad det være anledning til at vi får snor i finansmarkederne og 2) vi skal ikke acceptere neoliberale politiske krav i de gældsplagede. Betalingen af de dårlige lån bør foregå fra toppen af samfundet og nedad.

Lone Loklindt(R) kritiserer min kollega Qureshi(SF) for ikke at ville diskutere økonomisk politik. I SF er vi om noget optaget af at få den økonomiske og sociale politik tilbage på sporet efter 10 år med VKO og vi tager gerne en offentlig debat om det. Eksempelvis kunne det være interessant at høre Loklindt forklare beboerne på Vesterbro, hvorfor R netop har medvirket til en tilbagetrækningsaftale, der lader dem med det dårligste arbejde betale regningen for den økonomiske krise? Det hul, der er efterladt i statskassen, er skabt af ufinansierede skattelettelser, der primært er kommet de bedst stillede i samfundet til gode. Hvis R vil være et troværdigt alternativ til den siddende regering, er det mærkeligt, at de vil føre økonomisk politik sammen med Pia Kjærsgård og Claus Hjort, der netop har ført en uholdbar økonomisk politik.

Der er tale om et klart politisk valg – ikke om en nødvendighed. Efterlønsdebatten et symbol på det klare politiske skel mellem højre og venstre – ikke et økonomisk betinget valg.

Tillad mig at nedskyde tre udbredte myter, der igen og igen bringes frem i debatten. Det kan forhåbentlig bidrage til en mere nuanceret debat, end vi har set de seneste måneder.

Myte 1:  Med det underskud på statsfinanserne, der tegner sig i de kommende år, har Danmark ikke råd til at fortsætte efterlønsordningen.

Først lidt om selve økonomien hér: Med en alvorlig økonomisk krise, faldende arbejdsudbud og stigende udgifter til ældre står Danmark over for alvorlige økonomiske udfordringer. Det ved og accepterer alle. Finansministeriet har regnet sig frem til, at der mangler yderligere 23 mia. kr. for, at statsbudgettet vil være i balance i 2020. De 23 mia. skal lægges oven i regeringens ”genopretningspakke”, der nedbringer det offentlige underskud med 24 mia. kr., så den samlede udfordring er reelt 47 mia. kr.

S-SF har lanceret Fair Løsning og Fair Forandring med handlingsanvisninger på, hvorledes de 24 mia fra genopretningspakken kan skaffes. Lige nu arbejder vi på at præsentere en udvidet plan med et politisk alternativ til regeringens 2020-plan. Det bliver en mere solidarisk og fremtidssikret plan.

Forskellen ligger ikke i evnen til ansvarlighed. Forskellen består i, hvordan henholdsvis rød og blå vil finde pengene. S-SF har for længst gjort klart, at man arbejder på at øge den økonomiske aktivitet og derved finansiere velfærden: ’arbejde-sig-ud-af-krisen’-vejen.. Sagen er, at de skattelettelser, VKO har givet de seneste år, har været med til at sparke bunden ud af statskassen. Alene i 2011 bliver underskuddet på statsfinanserne over 40 mia. kr. større på grund af ufinansierede skattelettelser. I 2020 får statskassen knap 30 mia. kr. mindre. Det er således ikke et spørgsmål om, om der er råd, men om politiske prioriteter. Underskuddet er i høj grad en konsekvens af VK’s politiske prioriteringer.

De borgerlige partiers svar på de finansielle udfordringer for statskassen er endvidere usikre. Beregningerne bygger på den antagelse, at arbejdsløsheden er bragt ned på 3,5 procent i 2015 og bliver der. Hvis Danmark er vel ude af krisen på det tidspunkt, synes det ikke urealistisk. Problemet ligger i, at hvis arbejdsløsheden ikke nedbringes, bliver forringelsen af efterlønnen forvandlet til et økonomisk mareridt, fordi statskassen belastes endnu mere ved dagpenge end ved efterløn. Hvis arbejdsløsheden ikke bringes ned, vil besparelser i stedet blive til ekstraudgifter, og de borgerliges plan vil ligge i ruiner.

Myte 2: Den demografiske udvikling betyder, at vi kommer til at mangle arbejdskraft og derfor skal alle blive længere på arbejdsmarkedet.

“Hvis eksempelvis hver beskæftiget arbejder én time mere om ugen, vil det varigt forbedre de offentlige finanser med 14 mia. kr.” Citatet er ikke fra S-SFs Fair Løsning, men fra Arbejdskommissionens rapport fra august 2009 (s.18). Pointen er, at ved at øge den gennemsnitlige arbejdstid for dem på arbejdsmarkedet, opnår man den samme forøgelse af arbejdsudbuddet, som en afskaffelse af efterlønnen giver. Vi har altså et klart valg mellem to løsninger på samme problem. Det er derfor S-SF i annoncer sidste år slog fast, at hvis folk havde 12 minutter, så havde vi en løsning.

Finansministeren har ikke forholdt sig til dette reelle og solidarisk alternativ til at afskaffe efterlønnen.

Fagbevægelsen er indforstået med, at der skal findes en løsning, som øger arbejdsudbuddet i en størrelsesorden, der giver 15 mia. kr. ekstra på de offentlige finanser. At de borgerlige ikke vil anerkende det, er blot en bekræftelse af, at forringelsen af efterlønnen ikke er af nød, men af valg.

Fair Løsnings svar på udbuddet af arbejdskraft er endvidere mere fleksibelt end de borgerliges. Når der igen kommer gang i økonomien, kan det øgede arbejdsudbud aktiveres i løbet af en enkelt overenskomstperiode, mens der skal ventes mange år på, at tilbagetrækningsaftalen for alvor virker.

Samtidig skal man være opmærksom på, at det ikke er den arbejdskraft, der går på efterløn, der er mest brug for. Den typiske efterlønsmodtager er kvinde og bor i det såkaldte Udkantsdanmark. Der er en klar korrelation mellem områder med høj arbejdsløshed og områder med mange efterlønsmodtagere.

Myte 3: Ordningen får friske og rørige seniorer til at stoppe før tid.

”Det er ikke alle efterlønsmodtagere, der bruger deres tid på golf”. Citatet er fra indledningen til et indslag i TV Avisen og er et udmærket eksempel på den arrogance og mangel på viden om mennesker, der vælger at gå på efterløn, der har præget debatten. Ordningen henvender sig først og fremmest til mennesker, som har haft et hårdt arbejdsliv, ofte mere end 40 år. Nogle af disse er fysisk eller psykisk nedslidte og de vil formentlig blive tilbudt en ny type overførselsindkomst. En uværdig klientgørelse af almindelige mennesker.

En anden og større gruppe af efterlønsmodtagere er ikke nedslidte i så stærk grad, at de ikke kunne varetage et arbejde. Argumentet er, at med en stigende levealder kunne disse mennesker godt blive nogle år til på arbejdsmarkedet i stedet for at ‘ligge os andre til last’.

Det er der formelig flere, der kan, men 85 procent af efterlønsmodtagerne er faglærte og ufaglærte arbejdere og disse grupper oplever desværre ikke den samme stigning i levealderen som de bedst stillede. Med den forhøjede pensionsalder og forkortede efterlønsperiode bliver realiteten, at man kræver af de mennesker, der har været længst på arbejdsmarkedet, at de ikke får chancen for et ordentligt efter-arbejdsliv.. Derfor er det ikke et argument for afskaffelsen, at friske og rørige seniorer bruger den til at stoppe før tid.

Det bør nu stå ret klart, hvad udgangspunktet for debatten skal være, her illustreret ved en gennemgang af de tre myter: Afskaffelse af efterlønnen er ikke nødvendig, men udtryk for et politisk valg af, hvem der skal betale prisen for at bringe Danmark ud af den økonomiske  krise.

DF’s løftebrud

Mediedækningen af de forgangne ugers intensive forhandlinger har til tider været rimelig skarpvinklet, særligt fordi Radikale Venstre, der ellers peger på Helle Thorning som kommende statsminister, deltager i forhandlinger med regeringen.

Men som det har været påpeget flere gange så er det dog en gammelkendt nyhed, at Radikale og S-SF ikke er enige på efterlønsspørgsmålet. Derfor er det ikke i sig selv interessant, at Radikale forhandler. De forfølger en politisk mærkesag. Dansk Folkepartis løftebrud er det virkelige nybrud. Partiet har stået som forsvarer af efterlønnen, men forhandler nu rask væk om dens udhuling eller afskaffelse.

Jeg har respekt for, at andre har andre politiske synspunkter, prioriteter og visioner end mig – for ikke at sige solidaritet med andre grupper af borgere. Men jeg mener, at det skal være disse politiske uenigheder om prioriteringer, der præger debatten – ikke myter og snak om ’tekniske nødvendigheder’.

Det er et valg at afskaffe eller forringe efterlønnen. Og med forhandlingerne i Finansministeriet står det lysende klart, at dem, der vælger at bevare den, nu har et parti mindre at vælge imellem på valgdagen.