Sangen handler om solidaritet – både hjemme og i den store verden. Om at vi skal passe på hinanden, give plads og skabe rum for forskellighed.

Hør sangen her og gi den op for solidaritet, sammenhold og mangfoldighed!

I dagens Information (3.9.) citeres Søren Espersen (DF) for at statsborgerskab skal følge blodet og at vi ikke længere skal leve op til internationale konventioner om statsløshed og flygtninge f.eks..

Et forslag, ifølge Trine Mach (SF), der trækker Danmark i den gale retning.

-       hvis man ser bort fra det ubehagelige i hele den der ’blodsbånds’-tankegang, så er konsekvenserne jo idiotiske set ud fra en integrationsvinkel. Både i pointsystemet for ægtefællesammenføring og i reglerne for statsborgerskab er der jo krav om aktivt medborgerskab – men dén virkelige kerne, at deltage i demokratiet herunder at stemme ved valgene, kan man aldrig komme til. Det er dog larmende selvmodsigende, siger Trine Mach

-       Til med smadrer det jo fællesskabet, hvis det børn, der er født og opvokset hér aldrig kan blive danske statsborgere. De bliver jo aldrig en del af noget som helst fællesskab – de må jo ikke en gang deltage i demokratiet, som ellers er selve det, der samler os.

Trine Mach har i en blog på venstrefløjsportalen Modkraft.dk argumenteret for, at det skal være nemmere at opnå statsborgerskab og at statsborgerskab skal ses som et redskab til at fremme integrationen:

–    vi har brug for at gøre op med de de facto parallelsamfund, som skabes, når mennesker notorisk holdes udenfor det store fællesskab og ikke har rettigheder på lige vilkår, siger Trine Mach og fortsætter:

-    Søren Espersens forslag vil forstærke et samfundsborgerskab på 2.klasse, hvor borgere aldrig får retten til stemme.

-    I mine øjne skal vi gøre det stik modsatte: Vi skal bruge statsborgerskabet til at inkludere mennesker i det demokratiske fællesskab, sikre ligeværd og skabe aktive medborgere. Espersen vil bruge det til at opdele folk i A- og B-borgere.

Trine Mach foreslår, at børn, der fødes her i landet af efterkommere med permanent opholdstilladelse, skal automatisk tildeles statsborgerskab.

-  Det er vanvittigt, at de ikke er danske borgere på lige fod med deres legekammerater men skal vente til de bliver 18 med at kunne søge statsborgerskabet.

——-

BLOGGEN kan læses her:

http://www.modkraft.dk/blogs/trine-pertou-mach/article/statsborgerskab-ikke-et-samfund

For yderligere kommentarer:

Trine Mach, SF spidskandidat i København Storkreds

Mobil 2335 0965

Flere af dem, jeg talte med, var uden dansk statsborgerskab. En af dem havde boet her i 29 år og var tydeligt ulykkelig, usikker og frustreret over ikke at være rigtig del af samfundet. En kvinde, der havde forsøgt at søge et par gange, havde efter første forsøg været gennem skilsmisse med deraf følgende tilværelse som enlig mor, hvilket ikke havde gjort det nemt at skulle bestå sprogprøver, beskæftigelseskrav m.v. Som en af mændene sagde, så kan han stadig hverken stemme til folketingsvalg eller forstå, hvorfor han ikke kan få en tilværelse som ligeværdig borger med den følelse af tilhør, det giver.

Det slog hovedet på sømmet både i forhold til den generelle samfundsdebat og i forhold til lovgivningen (lige fra udlændingelovgivning over beskæftigelse til retspolitik, herunder de seneste stramninger af udvisningsreglerne). For hvad er det egentlig for et samfundsfællesskab, vi har skabt? Hvor en stor gruppe mennesker famler i blinde for at få lov til at bevæge sig fra at være en af ’dem’ til at være en af ’os’. Og hvor det er denne lovgivning, der skaber de reelle parallelsamfund. Dét har Dansk Folkeparti aldrig forstået.

Jeg vil gerne slå til lyd for et total-opgør med VKO’s regime i forhold til statsborgerskab.

Kravene til statsborgerskab (indfødsret eller naturalisation) er løbende blevet strammet af VKO-regeringen lige siden 2002. Allerede dengang advarede Institut for Menneskerettigheder i skarpe vendinger. I sommeren 2010 blev der igen drejet voldsomt på knappen, da man indførte et nyt pointsystem for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse – som er en forudsætning for at opnå statsborgerskab senere.

Tænk om man kan starte på en frisk. Lytter man til dem, der arbejder i feltet, er der en række centrale elementer at tage fat på.

Et ny statsborgerskabs-politik bør bygge på følgende grundpiller:

1.     Statsborgerskab er et redskab til at styrke integrationen og deltagelsen i demokratiet

2.     Opgør med B-borgerskabet og genindførelse af lighed for loven

3.     Ret til statsborgerskab for alle børn, der fødes i Danmark af forældre, der har permanent opholdstilladelse

4.     Det skal være muligt at opnå dobbelt statsborgerskab

5.     De nye krav til permanent opholdstilladelse bør fjernes

6.     Andre sprogkrav: Bestået Danskprøve bør være tilstrækkeligt (uanset niveau 1, 2 eller 3)

7.     Flygtninge bør have lettere adgang til statsborgerskab end andre

Lad os se på dem en efter en:

1.     Statsborgerskab er et redskab til at styrke integrationen og deltagelsen i demokratiet.

Det at blive dansk statsborger er at blive et helt og fuldgyldigt medlem af fællesskabet. Det er fuldstændig afgørende for et menneskes følelse af at høre til.

I det danske samfund stilles der vildt mange krav til udlændinge og indvandrere. VI kræver at de sværger til demokratiet – men vi holder dem i høj grad ude fra selvsamme demokrati.

Hele tilgangen til statsborgerskab – at man skal kæmpe og vente i 9 år (8 for flygtninge) for i taknemmelighed (måske) at modtage statsborgerskabet er hul i hovedet. Lad os dog opfordre borgere, der har permanent ophold  her i landet, til at blive statsborgere og blive del af fællesskabet. Lad os ændre reglerne, så de er klare, forståelige og enkle, og adgangen til statsborgerskab bliver nemmere.

Hvis man kun er med i samfundet på 2. klasse, altid er en af DEM og aldrig mærker, at man kan blive en af OS, mon så ikke risikoen for mod-identitet, frustration og ligegyldighed overfor stiger.

Den tilgang – at statsborgerskab er en måde at integrere mennesker på i samfundsfællesskabet og give dem mulighed for at deltage i demokratiet – skal være en ny regerings tilgang.

2.     Opgør med B-borgerskabet og genindførelse af lighed for loven

Vi har i Danmark nu en situation, hvor der findes tre klasser af borgere – dem med statsborgerskab, dem med mulighed for at opnå det, og dem, der aldrig vil komme i nærheden af det, alene pga. den opvækst de tilfældigvis har fået.

Da udvisningsreglerne blev strammet før sommerferien (alle kriminelle udlændinge SKAL nu udvises), var en af konsekvenserne, at der ikke længere er lighed for loven i Danmark.

Virkeligheden for indvandrere, efterkommere af indvandrere og flygtninge er temmelig hård. Børn af indvandrere eller flygtninge har ikke nødvendigvis samme rettigheder som deres jævnaldrende. Det gælder ikke kun den store gruppe af statsløse, som Integrationsministeriet har fejlbehandlet gennem årene – det gælder også op den del af indvandrerbørnene, som ikke har fået statsborgerskab til trods for, at de måske er født i Århus, Ringkøbing eller hjertet af København. De skal nu søge om statsborgerskab eller i første omgang permanent opholdstilladelse, når de bliver 18.

Den ‘udlænding’, der risikerer at blive udvist, kan være teenageren Hassan med libanesisk baggrund (uden statsborgerskab, selvom han er født og opvokset i Blågården). Sammen med teenageren Brian, der er dansk og opvokset et andet sted på Nørrebro, begår han noget kriminelt, fanges og dømmes. Efter dommen – smak, skal Hassan så tilmed udvises. Det er ikke lighed for loven!

De stramninger skulle SF i mine øjne ikke ha støttet – men når man har vedtaget, at udvisningsreglerne skal skærpes, som de er blevet, så må man som minimum se på, hvad det betyder for borgere her i landet, der ikke har statsborgerskab. Læren af de stramninger er nemlig, at i virkelighedens Danmark lever en stor gruppe borgere reelt udenfor det politiske og rettighedsmæssige fællesskab, som statsborgerskabet giver.

3.     Ret til statsborgerskab for alle børn, der fødes i Danmark af forældre, der har permanent opholdstilladelse.

Dét er for mig at se den eneste rigtige måde at give børn chancen for at høre til på. For børn af indvandrere, som enten er kommet som små eller født her, er statsborgerskabet også utroligt vigtigt. De har et stærkt behov for at føle, at de virkelig hører til her, og ikke i forældrenes hjemland. Det er svært nok i sig selv at vokse op med to kulturer og i en stemning af ikke at være ligeså god som de etniske danskere. Efter de gældende regler kan man, selvom man er født her i landet, ikke søge før man fylder 18. Man skal opfylde samme kriterier som alle andre –  med undtagelse af beskæftigelseskravet, hvis man har gået i skole uden afbrydelser på ansøgningstidspunktet. Automatisk statsborgerskab ved fødslen får man kun, hvis mindst en af forældrene allerede er dansk statsborger.

Det vil også fjerne problemet med ulighed for loven som nævnt ovenfor.

4.     Det skal være muligt at opnå dobbelt statsborgerskab

Det fremmer integrationen og har en række praktiske fordele. Mange andre vestlige lande har de seneste år besluttet at tillade dobbelt statsborgerskab.

5.     De nye krav til permanent opholdstilladelse bør fjernes

I sommeren 2010 blev der igen drejet på knappen, da man indførte et nyt pointsystem for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse – som er en forudsætning for at opnå statsborgerskab senere.

Navnlig to af kravene i pointsystemet giver problemer, og særligt for flygtninge. Det ene er sprogkravet, hvor man nu kræver bestået Dansk 2. Det andet problem er kravet om selvforsørgelse: For at opnå tidsubegrænset ophold skal man have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse de seneste 2 ½ år, og for at opnå de sidste 15 point skal man enten have været i fuldtidsbeskæftigelse de seneste 4 år, bestået Dansk 3 eller have fuldført en uddannelse i Danmark på bachelorniveau.

Det udelukker reelt personer med deltidsjob eller sæsonarbejde, studerende, arbejdsløse, sygemeldte, pensionister og personer på rehabiliteringsprogram.

Jeg synes, at man i stedet som udgangspunkt automatisk bør kunne opnå permanent opholdstilladelse efter 5 års midlertidig opholdstilladelse (permanent opholdstilladelse er en forudsætning for at søge om statsborgerskab). Siden pointsystemet blev indført har næsten ingen opnået tidsubegrænset ophold, hvilket tydeligt viser, at kravene er blevet urimeligt høje (kun 4,3% af ansøgerne opnåede det i løbet af de første 9 måneder efter indførsel af pointsystemet).

6.     Andre sprogkrav: Bestået Danskprøve bør være nok (uanset om niveau 1, 2 eller 3)

Selvfølgelig er det vigtigt for et menneske at tale og forstå sproget der, hvor man bor og lever.Vi ved fra en nylig undersøgelse, at lærerne på danskkurserne betragter undervisningen i dansk som nødvendig og integrationsfremmende, men de påpeger også, at de nye krav forekommer at være en bevidst barriere for at folk skal kunne få permanent opholdstilladelse.

Dansk for indvandrere består af tre parallelle forløb på hver sit niveau, man går altså ikke fra det ene til det andet, men tager afgang på Dansk 1, 2 eller 3, afhængigt af de forudsætninger man har for at lære et nyt sprog (en analfabet kan ikke undervises på samme måde som en bachelor).

Indvandrere med svagest baggrund er på forhånd forhindret i nogensinde at få permanent ophold. Vi skulle i stedet lave et system, der stiller krav til sprogkundskaber, viden om det danske samfund, tilknytning til arbejds- eller studieliv som er reelt mulige at opfylde for alle (med udgangspunkt i den enkeltes ballast).

7.     Flygtninge bør have lettere adgang til statsborgerskab end andre

Ingen flygter for sjov. Derfor har man et særligt behov for at få statsborgerskab i det, der bliver ens nye hjem. Man vil aldrig kunne vende tilbage til det sted, hvor de har statsborgerskab. Flygtningekonventionen taler netop om, at staten skal lette adgangen til statsborgerskab for flygtninge.

Derfor har man behov for anerkendelse som borger. Brug for at føle sig trygge og tro på at man kan blive boende og tage hul på et nyt liv. Det ville også kunne imødegå de traumer og psykiske problemer, der ligger i at sidde på ubestemt ventetid for mange flygtninge.

Statistikken viser i øvrigt, at flygtninge under de nuværende regler stik i mod dén hensigt har sværere ved at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse og statsborgerskab end andre.

Det er så den borgerlige uansvarlighed II

Opgør med uligheden er en af venstrefløjens fremmeste opgaver. At det seneste tiår har skabt øget ulighed og marginalisering i Danmark, ligesom indsatsen overfor verdens fattigste er beskåret ganske drastisk, har længe været på den valgkampspolitiske dagsorden.

Men folketingsvalget handler også om den ulighed, der ikke blot vedrører fordeling af ressourcer og indsatser på finansloven. Nemlig en kamp for lighed, ligestilling og ligeværd, der vedrører selve kernen i fællesskabet. Der vedrører, hvordan vi omgås hinanden med alle de forskelligheder, det indebærer.

De sidste ti år har skærpet problemet, fordi VKO har syltet kønsligestillingen, gjort en dyd ud af at diskriminere etniske minoriteter og nølet i forhold til seksuelle minoriteter. Men værst af alt: Den har dyrket at opdele borgere i kasser af mindre værd, frem for den helt grundlæggende demokratiske værdi at vi alle er mennesker og bør være ligeværdige borgere.

Wear it with Pride

I denne uge er der Copenhagen Pride. Med sloganet på årets armbånd ’Wear it with Pride’, står ugen i retten til at være sig selv og mangfoldighedens tegn. Priden vil igen skabe opmærksomhed om LGBT-personer, altså bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Det er festligt og sjovt – men også brændende alvor. Vi ved jo godt, at det stadig ikke er muligt for LGBT-personer at leve på lige vilkår og i fuld åbenhed: Man udsættes for hatecrimes og problemet er stigende; man kan stadig ikke blive gift; der er stadig benspænd for regnbuefamilier.

Men lige rettigheder til seksuelle mindretal er jo en menneskeret. Derfor bør valget også bruges til at vælge de politikere, der tager ansvar for at gøre samfundet reelt rummeligt og inkluderende overfor personer, der ikke deler det store flertals seksualitet.

Ligebehandlingsministerium

Under VKO har Danmark været ramt af en hærgende værdipolitisk tsunami. En tsunami, der har skyllet de standarder væk, vi normalt måler os på – FN-konventioner, ligestilling, respekten for det enkelte individ og privatlivets fred, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Vi må sande, at Danmark har indrettet sig med statslegitimeret diskrimination og manglende aktive indsatser for at levere reel ligebehandling af borgerne.

Det er tid til et kursskifte, hvis det for alvor skal batte. Kampen for ligebehandling er et fælles anliggende. Det er ikke blot den enkeltes problem men går hånd-i-hånd med et opgør med diskrimination på grundlag af køn, seksuel orientering og kønsidentitet, race og etnicitet, alder, handicap og religion, der alle fordrer beskyttelse.

Det stiller også krav til os selv i oppositionen, hvis vi vinder valget. En ny regering skal gå i brechen for det mangfoldige og åbne samfund. Vi bør oprette et Ligehandlings-ministerium, hvis mandat omfatter alle beskyttelsesgrundene og som kan sætte ikke-diskrimination og ligebehandling på den danske politiske dagsorden. Både i forhold til ligestilling mellem kønnene, for etniske og seksuelle minoriteter – såvel som for de øvrige beskyttelsesgrunde.

Vi bør sætte os for at gennemgå regler og love på området. Lad os dog indføre det kønsneutrale ægteskab som i bl.a. Sverige, Norge, Island. Gøre det nemmere at leve som regnbuefamilie. Få (obligatorisk) undervisning om seksuel orientering og kønsidentitet ind i uddannelsessystemet – fra folkeskole, seminarier til sundhedsfaglige uddannelser. Sikre fokus på LGBT-rettigheder som integreret del af menneskerettighedsindsatsen i u-landsbistanden.

Med Danmarks tilslutning til menneskerettighederne er vi faktisk forpligtede til at beskytte mod diskrimination, også gennem aktive indsatser, der sikrer reel lighed. Ligebehandling indebærer nemlig, at alle borgere skal have lige adgang til og mulighed for at deltage i alle samfundets anliggender og skal nyde lige beskyttelse, uafhængigt af de seks ovenfor nævnte grunde.

Et nyt ligebehandlingsministerium skal være den garant, der sikrer systematiske indsatser for ligestilling og ligebehandling over hele paletten frem for spredt fægtning, der fremmer politiske og juridiske indsatser mod diskrimination, der kan udvikle mainstreaming redskaber til gavn for alle ministerier  for at indtænke ligebehandlingsaspektet i lovgivningen og som hele tiden holder øje med, at Danmark lever op til de internationale konventioner, vi har forpligtet os til.

Derfor denne opfordring til mine oppositionskolleger: Sæt oprettelsen af et Ligebehandlingsministerium på listen og bring atter Danmark i front som et progressivt og moderne land, der ser rummelighed, mangfoldighed og ligeværd som uomgængelige pejlemærker for et moderne samfund

Det er imponerende, som Dansk Folkeparti formår at stille sig op som den sande forsvarer af alting. I sidste uges avis nu også af integrationen, hvor Martin Henriksen (DF) brokker sig over, at jeg (plus et par politikere fra  S og R). “fører valgkamp på arabisk”. Som om integration nogensinde havde været en hjertesag for DF?

Trine Mach, spidskandidat for SF i Sydhavnen

Danmarks nabolande skal ikke for alvor være bekymrede over den danske udmelding om øget kontrol ved de danske grænser. Det er en presset regerings sidste kræmpetrækninger, inden den forhåbenlig bliver afløst af en centrum-venstre regering til efteråret.

Forslaget om nye grænseanlæg og øget overvågning ved grænserne skal forstås i den uheldige nationalistiske udvikling, der har været i dansk politik gennem de seneste 10 år. Den nuværende regering har erobret og beholdt den politiske magt gennem symbol- og værdipolitik.

Gennem mange år har det været udlændinge, primært muslimer, der har stået for skud. I dag er udlændingepolitikken i Danmark strammet så meget, at det har været nødvendigt at finde nye områder at videreføre den nationalistiske værdipolitik på. Derfor bliver overvågningen af de danske grænser pludselig til et vigtigt politisk emne i Danmark.

Det er navnlig regeringens faste støtteparti gennem 10 år, det nationalkonservative Dansk Folkeparti, som skubber på for stramninger. Og i år er værdipolitikken vigtigere for dette parti end nogensinde før. Ud over at det er valgår, har partiet netop medvirket til omfattende forringelser af det danske velfærdssystem. Regeringen har med Dansk Folkeparti netop reduceret en mulighed for tidlig pension, der primært er brugt af mennesker med hårdt manuelt arbejde og mange år på arbejdsmarkedet. Denne gruppe udgør kernen i Dansk Folkepartis vælgerkorps.

Ved at flytte den politiske debat over på nye grænsebomme har partiet formået både at flytte fokus fra forringelserne af velfærdssamfundet og samtidig ind på deres yndlingsområde: beskyttelse af Danmark. Der er skabt en myte om hjemmerøverbander, menneskesmuglere og andre kriminelle, der efter forgodtbefindende krydser de danske grænser, er en trussel mod danskerne.

Når EU eller tyske politikere kritiserer Danmark for forslaget giver det desværre kun ekstra points til Dansk Folkeparti. Partiet lader naturligvis ikke en chance gå forbi, hvor de historiske komplikationer mellem vores to lande kan læses mellem linjerne. Når EU institutioner ne blander sig bliver det kun bedre. Her kan partiet få rollen som vagthunden over for den europæiske mastodont, der vil tage vores politiske frihed fra os. Sådan virker populismen og nationalismen desværre i Danmark. Alle EU-lande har en rem af huden, men i Danmark har de traditionelle borgerlige partier med den tidligere danske statsminister, og nuværende generalsekretær for NATO, desværre inviteret disse strømninger ind i den politiske magts centrum.

En ny centrum-venstre regering vil ikke videreføre planerne om de-facto nyindførelse af fast grænsekontrol. Vi vil gerne imødegå momssvindel og smugleri, men ikke deltage i nationalistisk værdipolitik.

Så bare rolig, kære naboer,  vi vil jer rigtig gerne, vi vil det europæiske naboskab, hvor vi sammen både bekæmper international kriminalitet og reaktionære højrekræfter, der profiterer af konstant at udgrænse dem, der afviser ’blut und boden’ som eneste samlende kraft for fællesskabet

Værdipolitisk har der været et opbrud på venstrefløjen gennem de seneste år det har bl.a. ført til fremvæksten af den såkaldte arbejderisme, som Information har dækket intensivt de forgangne uger.

Efter min bedste overbevisning er der tale om et tilbageslag, men ikke desto mindre er debatten vigtig at tage. Både fordi det er definerende for venstrefløjens projekt(er), og fordi det udspringer af en række kritikker af venstrefløjens svækkede forbindelse til arbejderklassen og ditto kapitalismekritik.

Den 6. april skrev jeg en kronik om arbejderismen. Erik Meier Carlsen kommenterer kronikken 14. april, og da han samtidig er eksponent for den mest vidtgående kritik af den klassiske værdipolitik på venstrefløjen, skal han have nogle kommentarer med på vejen.

Intet tilbageslag

Meier Charlsens indlæg er en historisk analyse af navnlig skiftene hos socialdemokraterne. Jeg er stort set enig i den historiske gennemgang. Socialdemokraterne sikrer en stærk folkelig bevægelse i første halvdel af det 20. århundred, som skaber historiske forandringer i Skandinavien, både for samfundene som helhed og for den enkelte. I perioden efter Anden Verdenskrig etableres velfærdsstaten. Op gennem 1960’erne og 70’erne udvides projektet til ikke alene at være social sikring, men også et politisk projekt for frigørelse af det enkelte menneske og en kulturkamp, der på mange måder kan sammenfattes med formålsparagraffen for 1975-folkeskoleloven om at skabe medlevende og demokratiske mennesker.

Siden 1990’erne er der sket endnu et skifte i retning af det, som Ove Kaj Pedersen meget præcist kalder konkurrencestaten. Jeg deler til fulde kritikken af konkurrencestaten. Men i modsætning til Meier Carlsen opfatter jeg ikke den »moralistiske progressivitet«, som den humanistiske og kulturradikale kulturkamp hånligt betegnes, som et tilbageslag. Tværtimod.

Den økonomiske faktor

Problemet i Meier Carlsens analyse er, at han ikke formår at sammenkæde den økonomiske udvikling (kriserne i 1970’erne og den aktuelle) og indførelsen af konkurrencestaten med det opbrud, der er i »livsformer og holdningsfællesskaber blandt de mindreprivilegerede«. Hos Meier Carlsen bliver det ikke realøkonomien, men indvandringen, der udgør den største trussel for de dårligst stillede og fællesskabet som sådan.

For mig at se er netop denne fejlagtige analyse den vigtigste grund til, at venstrefløjen aldrig må løbe efter højrefløjens indvandrerpolitik. Det betyder ikke, at indvandringen ikke kan debatteres kritisk. Men venstrefløjen skal have bedre svar end ‘folkehjemmet’.

Svaret på problemer i f.eks. folkeskolerne med en overrepræsentation af elever, der ikke har dansk som førstesprog, kunne være at sikre ressourcerne, der skal til for at styrke disse elever. Samfundets sammenhængskraft, som ifølge Meier Carlsen er under afvikling på grund af indvandringen, genetableres netop ved det demokratiske projekt, som venstrefløjen stod i spidsen for i 1960’erne og 1970’erne dvs. gennem det deltagende og medbestemmende menneske.

Påstanden om, at venstrefløjen fordømmer livsformer eller holdningsfællesskaber hos mindreprivilegerede er absurd, hvis det skal opfattes som almen kritik. Jeg undres også over, at venstrefløjen midt i den alvorligste økonomiske krise ikke længere må kritisere problemer med markedsøkonomien. Vores fornemste opgave er da at koble præcis de to ting, så det står klart, at det ikke er afregulering, men generobring af politisk kontrol med markedskræfterne og derigennem udvidelse af demokratiet der er brug for.

Z var ikke folkeligt oprør

Sidste del af Meier Carlsens kronik mister argumentation og er forstemmende læsning.

Påstanden om bastant trussel fra indvandringen savner dokumentation, der godtgør, at der er tale om almengyldige problemer. Meier Carlsen gentager og bekræfter netop det, der i mine øjne er et forfejlet valg og en falsk modsætning: Nemlig at enten beskæftiger venstrefløjen sig med økonomi og fordelingspolitik med klart nationalt fokus, eller også fører man »moralistisk« politik med fokus på kvinders ligestilling, miljø og menneskerettigheder (og integration, flygtninge, retspolitik, fristes man til at tilføje).

I min verdensopfattelse er det den fejlslutning, som tilføjer venstrefløjen en særdeles skævt skåret virkelighedsopfattelse med stærkt begrænset fællesskabs- og forandringspotentiale. Og konklusionen, som Meier Carlsen drager, rummer præcis den samme fejl: At svaret på ‘folkets problemer’ må være indskrænkning i, hvem folket er, hvem vi er fælles med, hvordan vi ser på det enkelte menneske og at indvandrerpolitikken skulle være den eneste sande, desværre ofte populistiske, symbolske slagmark.

Jeg forstår, at Fremskridtspartiet for Meier Carlsen skulle udgøre det sande folkelige oprør mod ‘eliten’, som altså så også skal være målestok for venstrefløjen.

Jeg kunne ikke være mere uenig.

Trine Mach er vikarierende medlem af Folketinget for SF

Demonstrationen kommer som en reaktion på ligestillingsminister Lykke Friis’ udmelding i sidste uge om, at Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts bør nedlægges.

Foreløbigt program:
Velkomst v. Tove Jensen, Demos
Taler: Trine Mach, SF
Musik: Den Røde Tråd og Karina Willumsen

Arrangør: Demos Kvindegruppe

Pressekontakt: Tove Jensen 28981132

Kronik i Politiken sammen med Yildiz Akdogan (MF for S) og Johanne Schmidt-Nielsen (MF for EL)

…Og så skal der nedsættes et mandepanel. Lad os starte med de vanlige feminist-besværgelser: Nej, ligestilling handler ikke om at bekæmpe mænd. Ja, der findes udsatte mandegrupper og det er en fin ide at nedsætte et mandepanel – venstrefløjen har tidligere foreslået noget lignende, samt en egentlig mandekommission.  

Men ved at aflyse kvindekampen risikerer vi at overse den strukturelle diskrimination af kvinder, der fortsat kendetegner vores samfund. Den ulighed der betyder at markeringen af 8. marts er både nødvendig og ikke mindst tidssvarende. Med ligestillingsforsker ved Aalborg Universitet Anette Borchorsts ord: ”Gennem flere år har ligestilling handlet om indvandrerkvinderne, og nu skal det så handle om mændene. På en eller anden måde går man uden om majoritetsproblemet”.

For præcis et hundrede og et år siden besluttede fremtrædende kvinder på et internationalt møde i København (i det nu nedrevne Folkets Hus på Jagtvej 69) at indstifte en international dag for kvinders rettigheder. I 1975 gjorde FN dagen til en global kvindedag.

Ambitionen var at sætte særligt fokus på kvinders stilling i samfundet og ikke mindst at gøre kampen for kvinders ligestilling til et fælles samfundsmæssigt anliggende – frem for at være noget den enkelte kvinde måtte slås med. Og selvom meget har ændret sig siden 1910, er kvindekampen anno 2011 i sin essens den samme: ønsket om en lige og demokratisk samfundsmodel, hvor køn ikke er bestemmende for vores muligheder og livssituation.

For selvom vi lever i et samfund, hvor stort set alle bekender sig til ligestilling – til tider fremhæves det oven i købet som en særlig dansk værdi – er vi fortsat langt fra at være i mål.

Ligelønsloven blev vedtaget helt tilbage i 1975. Alligevel er der fortsat 18 procent forskel på mænds og kvinders løn. I årtier har netop den økonomiske ligestilling ellers været et mantra i vores samfund og er – helt korrekt – blevet betragtet som en afgørende forudsætning for kvinders frigørelse. Den voldsomme lønforskel fik i efteråret 2010 en række faglige organisationer til at lave den humoristiske kampagne ”Kvindernes sidste arbejdsdag”. For når kvinder får 18 procent mindre end mænd, så skulle kvinderne rimeligvis også arbejde 18 procent mindre – og altså dermed have sidste arbejdsdag den 1. november.

Formålet var ikke at skaffe landets kvinder en forlænget juleferie, men at påpege strukturelle skævheder, som ingenlunde kan løses af den enkelte kvinde eller af regeringens foretrukne ligestillingsredskab: ”frivillighedens vej”. Skal vi ligelønsproblemerne til livs, er aktiv politisk handling nødvendig.

En af hovedårsagerne til den økonomiske skævhed er, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked og at de fag, der domineres af kvinder, aflønnes betydeligt ringere end de fag, der domineres af mænd. Netop de såkaldte kvindefag er altovervejende at finde inden for det offentlige område – og her er vi som politikere ansvarlige for lønningsposens størrelse. Kan det virkelig være rimeligt, at det arbejde, der som oftest udføres af kvinder fortsat og helt systematisk betragtes som mindre værd end det arbejde, der som oftest udføres af mænd? Hvilken logik er det, der tilsiger, at en SOSU’s arbejde er mindre værd end en svejsers? Hvis man fra politisk side virkelig mener det, når det siges, at ligestilling er en afgørende dansk værdi, må det også betragtes som et samfundsmæssigt anliggende at udligne lønforskellene.

I den forbindelse er det helt nødvendigt at forholde sig til den skæve fordeling af barselsorloven. Over 90 procent af barslen tages af kvinder – hvilket har afgørende betydning for kvinders løn og ikke mindst pension. Men skal der ikke være frit valg? Før vi overhovedet kan komme i nærheden af at tale om frit valg, må en række barrierer udryddes. Så længe kvinder tjener 18 procent mindre end mænd, er det en væsentlig større belastning for familiens samlede økonomi, at far tager barsel. Dertil kommer, at mange mænd bliver fortsat mødt med fordomme, når de beder arbejdsgiveren om barselsorlov. I øvrigt ville det vel slet ikke være så tosset, hvis børn kunne opleve begge forældre som den primære omsorgsperson? Hvis der altså er to. Netop derfor bør Danmark – efter blandt andet svensk forbillede – øremærke tre måneders barsel til begge forældre. Og det er skam med vilje, at vi ikke skriver ”til far”. Der ligger nemlig også en ligestillingskamp i at sikre regnbuefamilier de samme rettigheder som flertallet.  

Derudover skal den centrale barselsfond udvides, så den også dækker de selvstændigt erhvervsdrivende. Det vil fjerne en væsentlig barriere for kvinder i forhold til at blive iværksætter – i dag udgør kvinder kun 25 procent.

Den stereotype kønsopfattelse, der blandt andet ligger bag den skæve fordeling af barselsorloven, skal også udfordres i skoler og daginstitutioner. Køn skal sættes på skemaet på lærer- og pædagoguddannelserne, så lærere og pædagoger får indblik i og redskaber til at bryde fastlåste kønsrollemønstre hos børn og unge, ligesom de skal have støtte og vejledning fra fagkonsulenter med fokus på køn, så de styrkes i deres daglige arbejde med børnene.

Men det er ikke kun økonomien og barselsorloven, den er gal med. Kvinder er systematisk underrepræsenteret på samfundets ledende poster. Lad os se nærmere på to konkrete områder: toppen af dansk forskning og toppen af det danske erhvervsliv.  

På Københavns Universitet er andelen af kvindelige kandidater 57 procent (2009-tal). Af samme årsag advares der jævnligt imod, at kvinderne er ved at overtage universiteterne. Men bevæger man sig op af den akademiske rangstige, vil man hurtigt opdage, at der bliver længere mellem kvinderne jo højere op, man kommer. Kvinder udgør kun 30 procent af lektorerne(2008-tal) og under 15 procent af landets professorer er kvinder (2008-tal). Skævvridningen er i årevis blevet forklaret med historisk efterslæb – altså at der før i tiden var færre kvindelige kandidater at tage af og at underrepræsentationen derfor vil forsvinde af sig selv i takt med, at kvinder udgør en større og større andel af rekrutteringsgrundlaget. Problemet er imidlertid, at underrepræsentationen af kvinder også er markant i nyansættelser. Med andre ord: den akademiske top er fortsat primært et mandeanliggende.

Er det et problem, man politisk skal forholde sig til? Ja. Dels fordi mænd og kvinder groft skåret har forskellige livssituationer og derfor kan bidrage med forskellige vinkler og prioriteringer i den akademiske produktion. Dels fordi det samfundsøkonomisk er ineffektivt, at de mange potentielle talenter og forskerspirer blandt landets unge kvinder ikke udfoldes. Og ikke mindst fordi vi lever i et samfund, der bekender sig til demokrati og ligestilling, hvorfor kvinder og mænd bør have lige mulighed for at opnå for eksempel professorater.   

Hvad skal der så gøres? Der er to veje. Vi kan handle eller vi kan lade tiden gå og se, om ligestillingen kommer af sig selv. Inge Henningsen, lektor ved Københavns Universitet, regnede i 2003 på den sidste mulighed. Hun nåede frem til, at med en fremskrivning af tallene fra Københavns Universitet fra 1970 til 2001, så vil det tage 248 år, før kønnene er ligeligt repræsenteret. Så stor er vores tålmodighed ikke. Handling er nødvendig. Og før Lykke Friis blev ligestillingsminister var hun skam parat til at levere andet end hensigtserklæringer. I sin tid som prorektor på Københavns Universitet indførte hun kontant belønning til de fakulteter, som ansætter flere kvindelige professorer – i form af både økonomisk bonus og flere professorater. Ordningen har vist sig at være yderst effektiv. Københavns Universitet fik i 2008 i alt 20 kvindelige professorater mod i gennemsnit 10 i 2006 og 2007.

Også i virksomhedernes top er der langt mellem kvinderne. Oppositionens krav om at indføre kvoter, der sikrer minimum 40 procent af begge køn i virksomhedernes bestyrelser, er blevet mødt med skarp kritik. Virksomhederne profitoptimerer og vælger derfor altid, hvad der er bedst for dem og det skal der ikke pilles ved, siger modstanderne. En større dansk analyse fra 2009 viste imidlertid, at virksomheder med kvinder på ledelsesposter rent faktisk tjente flere penge.

De samme erhvervsfolk, der i de fleste moderne managementteorier lærer at inddrage institutionelle forhold, kan åbenlyst ikke se, at oldboys-networking er så institutionaliseret i erhvervslivet, at kvinderne holdes ude. Og interessant nok, så meldte Foreningen Erhvervskvinder og Kvindelige Erhvervsledere allerede i 2009 ud, at de bakker op om at indføre kønskvoter – blandt andet med argumentet om, at den svage stigning i antallet af kvinder, der er sket, ikke indikerer, at vi får ligestilling i indeværende århundrede. For os er kvoter ikke et mål i sig selv, men de kan være et nødvendigt redskab i arbejdet hen mod ligestillingen.

Hvis man kritiserer underrepræsentationen af kvinder i de forholdsvis snævre miljøer, som både forskningens top, erhvervslivets bestyrelser eller for eksempel borgmestrekontorerne (der er i parentes bemærket kun 14 kvindelige borgmestre i Danmark), får man som oftest stemplet ”elite-feminist”. Og det er da også helt korrekt, at der er en overhængende fare for, at universitetsuddannede middelklasse-feminister overser rengøringsassistentens og kassedamens alt for lave lønninger eller glemmer det faktum, at 28.000 kvinder hvert år udsættes for partnervold. Når det alligevel er relevant at beskæftige sig med netop disse elitære miljøer, skyldes det, at det i høj grad er her, magten over vores samfund ligger. På forskningskontorerne findes en afgørende magt i forhold til at definere ”sandheder” i vores samfund. På direktionsgangene en helt afgørende magt over landets økonomi. Og på borgmesterkontorerne, tjah, det siger næsten sig selv.

Summa summarum: 8. marts er stadig yderst aktuel. Et par af de tidligere borgerlige ligestillingsministre har forsøgt at reducere ligestillingsdebatten til noget, vi skal ”gøre” ved indvandrerkvinderne. Det dækker ikke alene over, at ligestillingsdebatten spændes for regeringens værdikampvogn, men over en grundlæggende ligegyldighed og total mangel på prioritering af ligestillingsspørgsmålet. 

I et feministisk perspektiv er det decideret bagstræberisk – og fører næppe til frigørelse – at stemple bestemte grupper som ofre, middelklasse-hvide danskere skal ”redde” fra deres egen kultur. VKO’s bekymring for ”indvandrer-kvinder” er i øvrigt svær at spore i deres konkrete politik. Den såkaldte 450-timers regel er et eksempel: Lever et ægtepar ikke op til kravet om, hvor mange timer, der skal arbejdes, bliver den ægtefælle, der har færrest timer, frataget sin kontanthjælp. I 2008 gennemførte SFI en undersøgelse, der viste, at 95 procent af dem, der har mistet kontanthjælpen pga. det, der på det tidspunkt hed 300-timers reglen, er født uden for Danmark grænser – og at 70 procent af den samlede gruppe er kvinder. Denne gruppe kvinder gøres altså hundrede procent økonomisk afhængige af deres mænd. ”Redningsaktionen” er derved ikke alene tom retorik – regeringens politik bidrager simpelthen til at indskrænke handlemulighederne for mange kvinder med indvandrerbaggrund.

I modsætning til sine to forgængere har Lykke Friis ikke benyttet sin ministerpost til at gøre ligestilling til et spørgsmål om indvandrere. Til gengæld synes hendes kønspolitiske tiltag på Københavns Universitet meget langt væk. Senest med hendes udmelding om at aflyse kvindekampen.

Det danske samfund er fortsat præget af strukturel diskrimination af kvinder. Og efter et valg skal kvindekampen have nyt liv. Intet tyder på at lige muligheder kommer af sig selv. Der er brug for politisk handling – hellere i dag end i morgen.

Out&About var også til stede, her er deres artikel

Her er lidt brudstykker fra noterne til min tale (det talte ord gælder):

David Kato tog sit liv alvorligt; han levede det med alvor. Og den alvor kostede ham livet. I Uganda, desværre som mange andre steder i verden, kan man ikke bare elske den, man elsker. Homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter verden over oplever forfølgelse og stigmatisering.

Mordet på Kato sætter Ugandas regerings ansvar på spidsen, når den siger, at demokrati og menneskerettigheder er på dens dagsorden. Det sætter Danmarks, EUs og andre donorers ansvar på spidsen, når man siger, at u-landsbistanden bl.a. skal bruges på at fremme demokrati og menneskerettigheder.

Der er nødt til at være overensstemmelse mellem vores forsvar for menneskerettigheder og vores stræben i praktisk politik og bistand efter at fremme disse grundprincipper. Det er godt, at den danske regering har fordømt mordet på Kato, men det er også nødvendigt, at vi begynder at se på, hvordan vi i praksis får inkluderet et forsvar for og en støtte til indsatsen for at sikre menneskerettighederne for seksuelle minoriteter i vores udviklingsbistand. Det er ikke uden udfordringer, nej; det er komplekst og svært – men det skal ikke afholde os fra det. Vi er nødt til at blive klogere på, hvordan det skal gøres.

Seksuelle mindretal og netop deres seksualitet er blevet en politisk kampplads. De er blevet en brik i spillet om at være den sande forsvarer for den nationale identitet, for familien, for religionen – hvad enten det er muslimer, kristne eller katolikker. De, der kæmper mod ‘homoseksuelle’, bruger det som del af deres kamp for at være den rene muslim, katolik eller kristne. For at være den bedste varetager af nationens interesse og fremtid. For at værne mest om familien og dermed den nationale stammes overlevelse. Homoseksuelle bliver symbolet, skydeskiven, for alt det, der truer nationens sammenhæng og familiens beståen.

Det gør sig også gældende i vores eget land. En ydre del af højrefløjen bruger netop homoseksualitet som et skjold mod det muslimske mindretal i Danmark (og mod muslimer generelt) til trods for, at de ikke selv har kæret sig noget særligt om seksuelle minoriteter.

Det må man stille sig op overfor.

Kampen for homo-, bi- og transseksuelle er ikke bare en kamp for minoriteters lige rettigheder. Nej – det er en kamp for det mest grundlæggende, den mest basale menneskelige rettighed: At være den man er. Uden frygt. Uden trusler. At elske den man gør. Uden begrænsning. Uden frygt. Uden repressalier.

Love is a human right. Og lad os love hinanden, at David Kato ikke døde forgæves.