Sangen handler om solidaritet – både hjemme og i den store verden. Om at vi skal passe på hinanden, give plads og skabe rum for forskellighed.

Hør sangen her og gi den op for solidaritet, sammenhold og mangfoldighed!

Det er sjældent, at finansfolk mener, kollektivisering er vejen frem. Eneste undtagelse synes at være, når deres dårlige lån skal refinansieres. Så er det åbenbart kun naturligt, at fællesskabet træder til og dækker deres tab. At de så målrettet arbejder for at betale så lidt tilbage til fællesskabet i form af skat, lader vi ligge her.

Almindeligvis opfatter jeg mig selv som et solidarisk menneske, jeg samler penge ind til unge i Kenya, køber fair trade produkter, stiller op for den grænseløse kærlighed, bekæmper ulighed og diskrimination. Med meget mere.

Men nu er grænsen ved at være nået. Jeg vil ikke også være solidarisk medDeutsche Bank og de andre finansielle virksomheder, der er ved at brænde fingrene i Grækenland (og de øvrige gældsplagede lande).

Desværre er solidariteten med Deutsche Bank & co ikke noget, jeg bliver bedt om at tage stilling til. Det afgøres først og fremmest i Bruxelles, Berlin og Washington, men regningen sendes videre til alle borgere i EU. Når vi taler beløb i størrelsesordenen 2.536.000.000.000 dkr. (altså for Grækenland alene) kunne man eller godt mene, at det var et emne, som var værd at tale om. Beløbet er svimlende og svarer til, at en gennemsnits græsk familie skylder i omegnen af 1 million dkr. udover deres private gæld.

På højrefløjen er der en vis debat om emnet. ”Lad falde hvad ikke kan stå” råber liberale utopister. De uansvarlige lande må gå i betalingsstandsning og de banker, der har lånt penge til dem, må falde med dem. Det har nu ingen gang på jord. Konsekvenser, både de menneskelige og de økonomiske, vil langt overstige omkostninger ved, at omverdenen træder til. Den ultraliberale konsekvenspædagogik er kynisk, ugennemtænkt og usympatisk.

Hvis statskassen ikke længere kan betale løn, pension eller opretholde sundhedsvæsenet mv., får det fatale konsekvenser for almindelige mennesker, dem med mindst mister mest. Samtidig er den foreslåede græske hestekur også skræmmende. Velhaverne slipper og almindelige mennesker holder for. Derfor går grækerne på gaden.

Meget store tab til banker og andre finansielle institutioner risikerer også at få fatale konsekvenser for samfundsøkonomien. Virksomheder i hobetal ville gå fallit, hvis de mistede deres indestående, blev tvunget til at indfri lån før tid og investeringer ville ikke blive realiseret, fordi det ville blive sværere at få lån. Det var blandt andet for at imødegå dette, at en række regeringer spændte finansielle sikkerhedsnet ud under bankerne i 2008 og 09.

Hvis du skylder banken en million og ikke kan betale, har du et problem, men hvis mange er i samme situation som dig, har banken et problem. Men hvis der er mange banker i samme situation, har samfundsøkonomien et problem. Eller hvis bankerne er store nok, er det nok at en enkelt mastodont falder. Problemet er, at den finansielle sektor har nået et niveau, hvor de store aktører er too big to fall. Derfor må omverdenen ud med redningskranse, når de kommer på dybt vand.

Konsekvensen er, at der altid er banker, der er parat til at løbe efter risikable men profitable udlån. Utallige boligbobler gennem tiden vidner om dette, men køb af statsobligationer med en høj forrentning er et andet eksempel. Ikke desto mindre mødes bankerne ikke af politiske krav – bortset fra finanstilsyn som ikke en gang kunne styre uden om boligboblen. Dog som noget nyt ønskes det, at de skal være med til at refinansiere en del af deres gæld. Men burde der ikke være øget samfundsmæssig kontrol med banker og andre finansielle virksomheder? Ud fra et demokratisk synspunkt: jo. Dette bliver ikke mindre af at fællesskabet skal ind og dække bankernes risikobetonede lån, som de vel at mærke har tjent gode penge på, så længe det gik godt.

Omvendt er det, når det internationale tæskehold i form af Den Europæiske Centralbank, IMF og Kommissionens liberale økonomier træder sammen. Når et land som Grækenland får tilbudt en lånepakke, bliver det fulgt af politiske og økonomiske krav om, hvordan landet skal indrette samfundsøkonomien. Selvom der er krav om mere effektiv skatteinddrivelse, er det borgerlig politik, der står på menuen i Grækenland og som grækerne demonstrerer mod. Omfattende privatiseringer og nedskæringer.

Jeg er ikke uenig i, at Grækenlands højreorienterede regering optrådte stærkt uansvarligt, da den slog bunden i den græske statskasse op gennem 00’erne ved ufinansierede skattelettelser. Og før den, kørte den socialistiske regering også med store underskud. På den lange bane er det ikke holdbart at have store underskud på statsfinanserne, som Grækenland og en række andre lande har haft. Når man årti efter årti låner i udlandet for at finansiere et større forbrug, end man kan betale, efterlader man altid regningen hos andre. Enten i børneværelset eller hos naboerne. Så ingen sympati for Grækenlands økonomi. Men skaden er sket og spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre.

En række ledende økonomer – sjovt nok enkelte af dem, der får deres løn af de store banker eller internationale finansielle institutioner – påpeger at gælden har nået et niveau, hvor det ikke længere er muligt at betale den tilbage uden uacceptable nedskæringer i grækernes levestandard og hvis de økonomiske reformer faktisk bliver gennemført, vil Grækenland blive fanget i en negativ spiral og fastholdt i fattigdom mange år frem. Før eller siden bliver landet tvunget til at smide håndklædet i ringen. De økonomiske hjælpepakker, som gives, køber grækerne tid, men løser ikke deres problem.

Til gengæld har hjælpepakkerne den konsekvens, at gælden kollektiviseres. Det bliver EU’s øvrige medlemsstater, der står med den gæld, der aktuelt er private virksomheders. De private bliver betalt ud, gælden får vi andre. Præcist det samme som skete i begyndelsen af 1980’erne, da verden oplevede den sidste store finansielle krise. Dengang startede det med Mexico, men en lang række udviklingslande var i samme situation, som ikke kunne tilbagebetale deres gæld til private banker i de vestlige lande. IMF og Verdensbanken trådte bredvilligt til og kollektiviserede gælden – og indførte ved samme lejlighed et neoliberalt mørke over store dele af Afrika og Latinamerika i de efterfølgende 15 år.

Som sagt er omverdenen nødt til at træde til i Grækenland og sikkert også andre lande. Men 1) lad det være anledning til at vi får snor i finansmarkederne og 2) vi skal ikke acceptere neoliberale politiske krav i de gældsplagede. Betalingen af de dårlige lån bør foregå fra toppen af samfundet og nedad.

Danmarks nabolande skal ikke for alvor være bekymrede over den danske udmelding om øget kontrol ved de danske grænser. Det er en presset regerings sidste kræmpetrækninger, inden den forhåbenlig bliver afløst af en centrum-venstre regering til efteråret.

Forslaget om nye grænseanlæg og øget overvågning ved grænserne skal forstås i den uheldige nationalistiske udvikling, der har været i dansk politik gennem de seneste 10 år. Den nuværende regering har erobret og beholdt den politiske magt gennem symbol- og værdipolitik.

Gennem mange år har det været udlændinge, primært muslimer, der har stået for skud. I dag er udlændingepolitikken i Danmark strammet så meget, at det har været nødvendigt at finde nye områder at videreføre den nationalistiske værdipolitik på. Derfor bliver overvågningen af de danske grænser pludselig til et vigtigt politisk emne i Danmark.

Det er navnlig regeringens faste støtteparti gennem 10 år, det nationalkonservative Dansk Folkeparti, som skubber på for stramninger. Og i år er værdipolitikken vigtigere for dette parti end nogensinde før. Ud over at det er valgår, har partiet netop medvirket til omfattende forringelser af det danske velfærdssystem. Regeringen har med Dansk Folkeparti netop reduceret en mulighed for tidlig pension, der primært er brugt af mennesker med hårdt manuelt arbejde og mange år på arbejdsmarkedet. Denne gruppe udgør kernen i Dansk Folkepartis vælgerkorps.

Ved at flytte den politiske debat over på nye grænsebomme har partiet formået både at flytte fokus fra forringelserne af velfærdssamfundet og samtidig ind på deres yndlingsområde: beskyttelse af Danmark. Der er skabt en myte om hjemmerøverbander, menneskesmuglere og andre kriminelle, der efter forgodtbefindende krydser de danske grænser, er en trussel mod danskerne.

Når EU eller tyske politikere kritiserer Danmark for forslaget giver det desværre kun ekstra points til Dansk Folkeparti. Partiet lader naturligvis ikke en chance gå forbi, hvor de historiske komplikationer mellem vores to lande kan læses mellem linjerne. Når EU institutioner ne blander sig bliver det kun bedre. Her kan partiet få rollen som vagthunden over for den europæiske mastodont, der vil tage vores politiske frihed fra os. Sådan virker populismen og nationalismen desværre i Danmark. Alle EU-lande har en rem af huden, men i Danmark har de traditionelle borgerlige partier med den tidligere danske statsminister, og nuværende generalsekretær for NATO, desværre inviteret disse strømninger ind i den politiske magts centrum.

En ny centrum-venstre regering vil ikke videreføre planerne om de-facto nyindførelse af fast grænsekontrol. Vi vil gerne imødegå momssvindel og smugleri, men ikke deltage i nationalistisk værdipolitik.

Så bare rolig, kære naboer,  vi vil jer rigtig gerne, vi vil det europæiske naboskab, hvor vi sammen både bekæmper international kriminalitet og reaktionære højrekræfter, der profiterer af konstant at udgrænse dem, der afviser ’blut und boden’ som eneste samlende kraft for fællesskabet

Tostatsløsningen er den løsningsmodel, som er foreskrevet af international lov, og som godt og vel hele verden bakker op om. Dette er gentagne gange blevet stadfæstet i FN.

I talen gentog Obama budskabet fra sin Kairotale ( 2009) om, at USA og det internationale samfund ikke skal presse på for at skabe fred i Mellemøsten, men blot spille en passiv rolle og lade det være op til parterne selv at løse konflikten. Derudover udtrykte Obama modstand mod at anerkende oprettelsen af en palæstinensisk stat, når det kommer på dagsordnen i FN’s Generalforsamling til efteråret.

På grund af det ulige styrkeforhold mellem den palæstinensiske og den israelske part ( som udgør en af verdens stærkeste militære magter) er det urealistisk at forvente, at der vil komme nogen retfærdig og holdbar løsning, hvis ikke det internationale samfund presser på for at håndhæve international lov og implementere visionen om en tostatsløsning baseret på 1967-grænserne. Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, har da også kort efter Obamas tale udtrykt direkte modstand mod denne vision.

TIL SEPTEMBER forventes FN’s Generalforsamling af skulle tage stilling til oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det sker på initiativ fra det palæstinensiske selvstyre, som længe har gået til fredsforhandlingerne med målsætning om en tostatsløsning, der bygger på, at Israel trækker sig tilbage til grænserne fra før krigen i 1967, som foreskrevet i FN’s Sikkerhedsråds resolution 242.

Hvis tostatsløsningen er den vision, man har for løsningen af konflikten, så er anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat den eneste logiske konsekvens.

Det bør vi indse og være parate til. Der er ingen grund til at vente længere, konflikten har i forvejen varet i årtier.

Derfor er det vigtigt – som påpeget af SF, S og R – at Danmark anerkender en palæstinensisk stat, når det kommer til afstemning i FN og på den måde udviser udenrigspolitisk engagement i forhold til at implementere international lov og den vision om en tostatsløsning, som verdenssamfundet har tilsluttet sig.

Der er ingen grund til at vente længere, konflikten har i forvejen varet i årtier.

Det har ikke været en nem beslutning at støtte dansk krigsdeltagelse i Libyen, både politisk og personligt har det givet anledning til svære overvejelser. For mit vedkommende blev beslutningen at følge resten af SFs folketingsgruppe og stemme ja i forbindelse med vedtagelsen af FN’s beslutning om brug af magt for at stoppe Gadaffis fremrykning.

For mig var det helt helt centralt, at der var et klart FN-mandat, at den arabiske lande støttede det (og oprørerne bad om hjælp) og at situationen netop var ekstrem og akut. Tilmed støtter man oprørerne på de præmisser, de har sat – ja tak til no-fly-zone, nej tak til landtropper.

Det hviler ovenpå en grundlæggende internationalistisk forståelse af, at vi har pligt til at tage ansvar for hinanden på tværs af kloden, på vores historiske krav om FN-mandat til militære aktioner, og vores forsvar for menneskerettigheder og selvbestemmelse.

Flere af de overvejelser som jeg gjorde mig, er i virkeligheden lidt i retning af de spørgsmål, som Jan Hoby fremhæver i en kommentar til Jakob Lindbloms blog. Jeg når imidlertid frem til de modsatte konklusioner end Hoby må gøre. I denne blog vil jeg tage ét af spørgsmålene op og så vil jeg gerne pege på en retning for venstrefløjen i denne sag.

Hoby fremhæver ganske rigtigt at ”Spørgsmålet om det er en imperialistisk krig, afhænger af om man ser FN som en imperialistisk klub”.

Vel vidende, at FN-systemet har sine mangler, at det er nemt at fremvise eksempler hvor FN-beslutninger er gået magthavernes ærinde, at FN ikke klart har taget parti for ofre og undertrykte (ikke mindst utallige gange i sagen om Israels besættelse af Palæstina) og andre uheldige eksempler, vil jeg gerne holde fast i, at organisationen ikke er en imperialistisk klub. Min pointe er ikke, at FN-systemet er perfekt. Netop fordi den altid er afhængig af geopolitiske styrkeforhold og ofte arbejder for at fastholde status quo, bliver den næppe et sprængbræt for folkelige revolutioner.

Men grundtanken i FN-systemet – folkeretten – om hvordan nationer skal agere sammen, om at ret skal tøjle magt, skal venstrefløjen sgu da tilslutte sig. Og det har vi jo altså også gjort, i stærk modsætning til højrefløjen og de helt store magthavere kloden over.

Så med al respekt, så anser jeg synspunktet om det uduelige og imperialistiske FN for at være et forholdsvist marginalt synspunkt på venstrefløjen.

Juristeri

FN er et fælles forum for alle verdens stater, et rum for dialog, og derudover også en række spilleregler. Spilleregler som skal tøjle de stærkes magt, forhindre krige og et ansvar over for alle mennesker mod systematiske overgreb i form af folkemord og krigsforbrydelser.

Et afgørende princip i folkeretten er, at magtanvendelse over for andre stater er forbudt, medmindre det sker i selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd. Her vejer princippet om staters suverænitet meget tungt. Tyranner, diktatorer og despoter skal som hovedregel ikke frygte, det internationale samfund griber ind militært, så længe de udfører deres ugerninger i deres eget land. De kan blive ramt af økonomiske og politiske sanktioner, men ikke invasion. Der er dog en undtagelse, der som sagt er ny i folkeretten.

I 2005 indførtes det såkaldte ”Responsibility to protect” (R2P), der pålægger stater at sikre deres befolkninger mod folkemord, krigsforbrydelser og andet i samme kaliber. Det giver samtidig mulighed for at det internationale samfund kan intervenere, hvis det er staten selv som står bag, eller hvis staten ikke kan/vil forhindre det. R2P er en direkte udløber af folkemordet i Rwanda i 1994 og begivenhederne på Balkan i 1990’erne.

Den aktuelle situation

I forbindelse med den libyske statsmagts (Gadaffi) nedkæmpelse af det omfattende oprør i landet, var der efter min bedste overbevisning frygt for folkemord og krigsforbrydelser, hvis regeringshæren og lejesoldater var trængt ind i byerne Benghazi og Tobruk. Samtidig vil mulighederne for en fredelig løsning forsvinde i takt med nedkæmpelsen af oprøret, fordi det, ifølge presserapporter, var timer og ikke dage, der var afgørende for udfaldet af borgerkrigen.

To væsentlige kriterier for mig er derfor både et internationalt ansvar for at beskytte indbyggerne i de oprørske byer, samt fraværet af fredelige løsninger, da en hurtig militær indgriben mod regeringshæren i Libyen var nødvendig.

Det er en forståelig holdning, at mange ikke ønsker at støtte deltagelse i en USA-ledet krig mod endnu et arabisk land. Den modvilje er formentlig udbredt på den ganske venstrefløj, ligesom modviljen er stærk i den arabiske verden (deraf præciseringen heraf i FN-resolutionen, og deraf også Den arabiske Ligas kritiske udmeldinger tidligere på ugen). Men modstanden mod krig her er ikke en gratis omgang. Konsekvensen af ikke-indgriben ville formentlig have været voldsomme overgreb mod oprørere og de civile, der husede deres baser.

Politiske overvejelser

Politisk er den militære indgriben i Libyen en møgsag. ”Vi” er uomtvisteligt kommet til at vælge side i en konflikt, vi dybest set ikke ved meget om. At Gadaffis styre (for længst) har mistet sin legitimitet er uomstrideligt, men vi ved meget lidt om, hvilke grupperinger vi nu støtter og vi kender meget lidt til de politiske dynamikker i Libyen. Ligesom der er en række andre store problemer som venstrefløjen løbende skal forholde sig til.

Lad mig nævne i flæng:

* Der er ikke enighed om målet for krigen: Støttes et oprør, skal Gadaffi væltes, er det en humanitær invasion

* Hvad er den politiske og militære indflydelse af bomberne i Libyen

* Vi ved ikke, hvordan dette vil påvirke den folkelige forankring i de arabiske lande, der kæmper for politisk frihed

* De politiske motiver for f.eks. Frankrig og Vesten generelt kan lige så godt være geopolitiske som humanitære

* Hvornår er magtanvendelsen (det pæne ord for at slå andre mennesker ihjel og bombe) så stor, at den ikke længere kan legitimeres ud fra R2P

* Hvornår er der tale om borgerkrig, som ikke i sig selv er et anliggende for FN – og hvornår er der, som der var i Libyen i sidste uge, tale om overhængende fare for krigsforbrydelser, folkemord og massive systematiske overgreb på civilbefolkningen

Hver af disse overvejelser kan være nok til at være tøvende overfor udenlandsk militær intervention i den konkrete konflikt i Libyen og som venstrefløj skal vi naturligvis løbende forholde os til det. Derfor er det jo også rigtig vigtigt, når Enhedslisten har krævet, at der skal laves en strategi og plan for, hvad det er, der skal ske og hvad man vil med den militære aktion.

Venstrefløjens opgave

Selvom hele den parlamentariske venstrefløj har bakket op om dansk krigsdeltagelse skal modstanden mod krig og imperialisme og for fred naturligvis fastholdes.

På den korte bane skal ovenstående spørgsmål være i fokus og vi skal insistere på, at en forhandlingsløsning er vejen frem. På den længere bane bliver det særlig vigtigt at fastholde: At ”Responsibility to protect” skal ske i overensstemmelse med Sikkerhedsrådet (og vedtagne resolutioner) og at staters suverænitet stadig er et bærende princip. Ikke, som nogen advokerede og strækker tolkningen, at magten bare kan bruges uden om Sikkerhedsrådet i al almindelighed. At det ikke er sådan, at dem, der opfordrer til brug af traditionelt usikkerhedsproducerende voldsmidler af påståede humanitære årsager, alene er motiveret af ønsket om retfærdighed. At princippet om R2P gælder for alle mennesker og ikke kun for dem, som har geopolitisk interesse for Vesten. Og at suverænitet ikke kun er et privilegium for de stater, der råder over fleste og bedstse voldsmidler eller har de stærkeste venner.

I den konkrete sag med Libyen bliver vi nødt til at huske – og holde fast ved – vores pligt til at tage ansvar for hinanden på tværs af kloden, vores historiske krav om FN-mandat til militære aktioner, vores forsvar for menneskerettigheder og selvbestemmelse. Og, at vi ikke havde kunnet leve med et folkemord eller krigsforbrydelser.

Protesterne har ulmet rigtigt længe i Egypten, og vi ved alle, at begivenhederne Tunesien var det startskud, der gav egypterne blod på tanden. Demonstrationerne startede fredelige, de inspirerede andre i andre arabiske lande – og så viste regimet sit virkelige ansigt (igen). Internet og telefoner lukkede ned, der blev indført udgangsforbud, lukkede hæveautomater, overgreb på medier og journalister, afspærring af highways og aflysning af toge ind til Kairo i forbindelse med den store demonstration 1.feb.. Hæren lod NDP-støtter komme igennem til Tahrir-pladsen, hvor de udover at råbe slagord for Mubarak og imod udlændinge også angreb demonstranterne. Og på et meget velkoordineret tidspunkt hoppede en bunke mænd, bevæbnet med køller eller andet våben, ind over hegnene – hver og en med en fin pengeseddel som tak for indsatsen. Regimet sattes sine egne folk ind – tæskehold (som dem, der udkommanderes til valgene og Mubaraks parti, National Democratic Party, har brug for en hjælpende og særdeles håndfast hånd), NDP-støtter, politi og sikkerhedstjenester.

Med andre ord satte regimet folk ind mod folket selv, mod det folk, det burde tage ansvaret for at lede på vegne af. For få timer siden (altså denne torsdag aften) talte Mubarak endnu en gang på tv; her placerede han hele ansvaret for kaos de seneste to døgn på – gæt selv – dele af befolkningen.

Man skulle tro, at de seneste døgns begivenheder ville få regeringer i vores egen del af verden til at skvatte over hinanden for at fordømme og kræve Mubaraks afgang – fulgt op af utvetydige støtteerklæringer til den brede opposition, der har formået at holde sammen og være i tæt dialog og samarbejde, til trods for en meget intensiv og anspændt stemning.

For intet kan være skjult – heller ikke for de regeringer, der rundt omkring i USA og EU ikke for alvor tage stilling til den diktator, der i så mange år har været deres. Men har holdt hånden over ham – og under ham – i årtier, som med så mange andre diktatorer og autoritære regimer, det tjener vestens interesse at beholde.

Men hverken skrappe fordømmelser eller erklæringer om at Mubarak har mistet sin legitimitet i ikke mindst EU’s, og USA’s øjne. Ingen massive opbakninger og støtteerklæringer til de modige borgere, der kæmper for et andet liv – med bl.a. krav om demokrati og frihed. Nej, man har vaklet lidt og set alvorlige ud, udtrykt bekymring, men ikke trådt i karakter, fordi man, som Lene Espersen sagde, ’ikke ville blande sig i Egyptens interne anliggender’.

Mon den manglende vilje til at tage stilling har gjort det sværere eller nemmere for det egyptiske regime at sende sine håndlangere ind mod sin egen befolkning og anstifte til kaos?

Og det er jo det rene nonsens. Hvad er det lige, der er sket i de forgange årtier, hvor man i alt for stort omfang har overladt egypterne i dét regimes varetægt? Det har da i den grad været en indblanding i interne anliggender. Er det pludselig ikke vores ansvar at støtte menneskers krav om frihed og om et bedre liv? Gu er det så. Og skal vores del af verden overhovedet ha nogen legitimitet, når vi taler om demokrati-fremme og menneskerettigheder fremover, så gælder det om at stille op nu. Ikke når Mubarak er væltet eller gået, men nu. Det er en skamplet, at man ikke har været klar i mælet. En skamplet.

Hvor er alle de borgerlige politikere, der taler dunder mod det iranske regime, og gerne deltager i Frit Iran-demonstrationer ? Hvor er de ministre, der ikke har problemer med at synge den danske nationalsang sammen med et sært sammenrend fra den ydre højrefløj? Hvor er alle de, der førte Danmark ind i krigen i Irak for at skabe ’demokrati’. Det ville være dejligt, om de lige så utvetydigt gav udtryk for støtte til de befolkninger, og lige nu især den egyptiske, der SELV stiller op og kræver reformer, demokrati og udryddelse af korruption. Støtte til de demonstranter, der er udsat for et veritabelt terrorregime i disse døgn med en blanding af NDP-støtter, tæskehold, bøller, kaos.

Det er nu, lige nu, omverdenen skal bakke op om det momentum, som befolkningerne i flere lande i Nordafrika og Mellemøsten har skabt Hvis ikke vi bakker op, svigter vi og forfejler en historisk mulighed for at fremme demokrati – der vel og mærke er skabt fra neden, ikke den systemeksport af ”demokrati” som indsættes fra oven i Irak og Afghanistan.

Hvis Vesten stod ved skåltalerne om demokrati og frihed, og argumenterne for at gå i krig i Irak og Afghanistan, skulle der sendes et anderledes klart budskab til Mubarak.

EU har længe haft en ”kritisk dialog” med styret i Egypten omkring reformer og menneskerettighedssituationen. Det er der ikke kommet meget ud af. Jeg har selv arbejdet to år for EU-kommissionen i Kairo for netop at fremme menneskerettighedssituationen. Men regimet er ganske hårdnakket og resultaterne ikke voldsomme (men der sker ting i civilsamfundet til trods herfor). Tortur hører til dagens uorden på egyptiske politistationer og fængsler, og demokratiet er ikke eksisterende. Valgene i Egypten er kendetegnet ved en cocktail af grov valgsvindel, forbud mod politiske partier og chikane og vold ved selve valgafhandlingerne.

Så vi ved det jo godt.

I modsætning til Mubarak og eliten omkring ham er demonstranternes krav om demokrati legitime. Det skal Vesten erkende. I stedet for at gentage ukonkret ønsketænkning som “the Egyptian authorities [should] embark on an orderly transition through a broadbased government leading to a genuine process of substantial democratic reform” (FOREIGN AFFAIRS Council meeting 31.01.11) skal der siges klart fra over for Mubarak og hans styre.

Hvis jeg skulle skrive udtalelsen til EUs topmødekonklusion i dag fredag (4.2 2011) vil følgende (som minimum) indgå: * EU har mistet al tillid til, at Mubarak og hans regering kan gennemføre de nødvendige demokratiske reformer, og han bør omgående trække sig tilbage

* En klar utvetydigt opbakning til demonstranterne og lovning om støtte til en forenet og samlende opposition, der leder en overgangsregering

* klar og utvetydig støtte på alle måder til en demokratisk udvikling

* FN bør overvåge, at det kommende præsidentvalg, der skal fremskyndes, overholder kravene til at være frie og fair. Et omvalg til parlamentet bør ske hurtigst muligt der efter

* EU’s medlemsstater er parate til at styrke de demokratiske institutioner i Egypten og en demokratisering af politistyrkerne

* EU er klar til at bruge partnerskabsaftalerne med lande i regionen aktivt

EU og USA har gevaldigt brug for at lægge afstand til det egyptiske regimes ugerninger, og tiden er mere end rede. Og vi kommer til at bære et gevaldigt ansvar, hvis vi undlader den internationale solidaritet. Og så er der ellers at håbe på, at borgerne i andre arabiske lande lader sig inspirere af Tunesien og Egypten Det er ikke bare afgørende. Det er altafgørende.

”I mine øjne er Egypten forbi det punkt, hvor oprøret kan slås ned og tingene vende ’tilbage’ til udgangspunktet. Det store spørgsmål er, hvor langt regimet er villig til at gå i magtanvendelsen.” Sådan siger mellemøsteksperten Trine Mach, der pt. har orlov fra sin post som formand for Mellemfolkeligt Samvirke og sidder i Folketinget for SF som suppleant for Ida Auken. Hun stiller spørgsmålet: ”Er USA villige til at acceptere, at et demokratisk valg i Egypten vil give store indflydelse til Det Muslimske Broderskab?” Og hun forudser, at en krig mellem Israel og Libanon: ”Ja, der kommer uundgåeligt en krig – spørgsmålet er hvornår.”

INTERVIEW af RÆSONs chefredaktion – - se originalartiklen her

1. Tunesien: Forfatningen kræver at der skal afholdes valg. Hvad er udsigten til, at dette valg bliver demokratisk? Hvordan vil islamisterne klare sig? Vil dele af det gamle regime overleve?
Det står rimeligt klart, at den tunesiske befolkning ikke stiller sig tilfreds med et skin-valg; allerede nu lyder svaret på udskiftningen i toppen jo “Ikke Ben Alis regering uden Ben Ali”. Man skal næppe regne med, at brød og skuespil til folket er nok; valget er nødt til at være reelt – og det vil betyde et farvel til den gamle garde. Nok er der flere forskellige retninger i oppositionen – og en del er slet ikke organiseret – men man skal holde fast ved, at det hele i høj grad startede som en frustration mod social og økonomisk elendighed – det var dét, der fik det til at boble over. Befolkningen vil ha reelle forandringer.
Det er centralt for forståelsen af revolutionen i Tunesien, at der i hele processen har været et totalt fravær af religiøse slogans og islamistiske organisationer. Det islamiske parti, Al Nahda, har ikke været førende – men støtter protesterne – og har bebudet, at de vil stille op som parti ved det kommende demokratiske valg. Det er lidt svært at forudsige, hvordan de vil klare sig i et reelt demokratisk valg (de har været forbudt af regimet), men de er ikke et toneangivende parti.

2. Egypten: Hvorfor kommer protesterne nu? Hvor samlet står oppositionen i landet?
Protesterne får afløb nu som en direkte inspiration fra Tunesien, men der er også en ægyptisk historik, der rækker langt tilbage. Massiv utilfredshed og uroligheder har ulmet i et års tid; bl.a. i forbindelse med, at priserne på fødevarer steg, valget og sammenstød med sikkerhedsstyrkerne.
Det interessante nye er imidlertid, at der er tale om en bredere protest, hvor folk, der ikke før var med i protestaktioner (Kifayabevægelsen havde stor bevågenhed men stak ikke så dybt rent socialt), pludselig er til stede.
Oppositionen er ikke samlet; den etablerede opposition er knap nok med på protest-siden og Det Muslimske Broderskab spiller heller ingen central samlet rolle. Der er altså ikke nogen samlet organisatorisk ’enhed’, blandt andet fordi såkaldt helt almindelige mennesker pludselig melder sig på banen. Årsagen – fattigdom, forarmelse, arbejdsløshed, manglende perspektiver for fremtiden, brutalitet og tortur – har de tilfælles, ligesom kravet om at komme af med regimet. De er ikke nødvendigvis enige om, hvad der så skal ske efterfølgende.
Formentlig er der én figur, der kan skabes konsensus om som leder i en overgangsperiode, nemlig Mohamed Baradei.
At Mubarak nu har fyret sin regering løser intet; ægypterne lader sig ikke narre af den manøvre, men kræver hans afgang, alt imens de trodser udgangsforbuddet i indeværende døgn og evner at bryde gennem uhørt massive politi- og sikkerhedsstyrkeblokader. Mubaraks dage er under alle omstændigheder talte; det er fortsat mere åbent, hvorvidt det her koster regimet sit endelige liv. I mine øjne er Egypten dog forbi det punkt, hvor oprøret kan slås ned og tingene vende ’tilbage’.
Det store spørgsmål er, hvor langt regimet er villig til at gå i magtanvendelsen; Egyptens sikkerhedspoliti er ikke kendt for sin blødsødenhed, men det helt afgørende er militærets holdninger til protesterne (det er værd at erindre, at de ikke er pro-Gamal Mubarak). Indtil videre har de holdt sig meget tilbage – og der udtrykkes oven i købet glæder hos nogen af demonstranterne for dets tilstedeværelse.

3. Dagen inden regeringens afgang i Tunesien havde Hillary Clinton i en tale i Doha opfordret til forandringer i regionen: “Each country, of course, has its own distinct challenges, and each its own achievements. But in too many places, in too many ways, the region?s foundations are sinking into the sand.” I sin State of the Union-tale bød Obama forandringerne i Tunesien velkommen og tilføjede at USA står bag alle, der ønsker demokrati – ifølge iagttagere en formulering, der sigtede på Egypten. Har Obama/USA en klar Mellemøstenpolitik? Hvad er USA’s målsætninger – og hvad er USA’s muligheder overhovedet for at påvirke udviklingen?
USA spiller som bekendt en noget dobbelttydig rolle i Mellemøsten. Det store spørgsmål er, om ‘stabilitet’ står højere end demokratiske valg med hvad dertil måske hører af uroligheder og ikke mindst perspektiver for reelt regimeskifte (hvilket på den kortere bane kan betyde ustabilitet). Er USA f.eks. villige til at acceptere, at et demokratisk valg i Egypten vil give store indflydelse til Det Muslimske Broderskab? Sagen er, at USA er mindre interesserede i om Mubarak fortsætter, end i om Egyptens rolle i Mellemøsten, især ift .Palæstina, ændrer sig. Det afgørende for, hvad der kommer til at ske i resten af Mellemøsten, er hvad der kommer til at ske i Egypten den kommende tid.

4. Demonstrationerne i Tunesien og Egypten er blevet udlagt som et gennembrud for de sociale mediers politiske betydning. Ville protesterne have fundet sted uden internettet som kommunikationsform?
Der er næppe tvivl om, at de sociale medier har haft en ganske særlig betydning, fordi de er en scene for mobilisering, politisk diskussion og organisering. De har – sammen med medierne generelt – været garanten for, at protesten har kunnet overleve og udvikle sig i hele regionen. Men den var kommet under alle omstændigheder; det interessante er den spirende regionale samhørighedsfølelse, som disse medier i særligt grad understøtter.

5. Libanon: Hezbollahs kandidat til premierministerposten, Najib Miqati, skal nu danne ny regering i Libanon; den tidligere premierminister Hariri har sagt nej til at deltage i en koalition. Har Hezbollah nu overtaget landet?
Nej. Hizbollah og deres kristne allierede (Tayyar, den største repræsentant for Libanons kristne) har været en reel opposition til regeringens sociale og økonomiske politik, og pegede på bl.a. Miqati (de øvrige to var også sunnier – det skal premierministeren være ifølge forfatningen, der også stipulerer at præsidenten skal være kristen og parlamentsformanden shia), som er en af Libanons rigeste mænd efter Hariri-familien.

6. Libanon vs. Israel: Israels vicepremierminister Silvan Shalom har kaldt den nye regering som “en iransk regering langs Israels nordlige grænse” og den pensionerede General Giora Eiland har tidligere opfordret til at Israel i en ny konfrontation med Hezbollah også fører krig mod Libanon (dvs. i modsætningen til konflikten i 2006 som af nogle både på Hezbollahs og Israels side blev oplevet som ‘uafgjort’): “Hvis Hezbollah står bag regeringen, bliver det meget lettere at forklare det internationale samfund hvorfor vi må kæmpe mod den libanesiske stat”. Er der en ny krig på vej mellem Israel og Hezbollah/ Libanon? Hvem vil vinde?
Ja, der kommer uundgåeligt en krig; spørgsmålet er hvornår. Krigen gør alle til tabere; Israel vil for alvor mærke, at det ikke er nok at være militært overlegen, det koster også på hjemmefronten. Israel kan ikke leve med ikke at vinde – selv en ‘uafgjort’ krig som i 2006 var et nederlag for Israel og landets selvopfattelse, samt i forhold til jødernes opfattelse af Israel som et sikkert sted at søge til.

7. Israel II: Efter at Ehud Barak forlod det israelske Labour og dannede et nyt parti, ser Netanyahu-regeringen ud til at være sikret et mere stabilt liv. Betyder det mere eller mindre gang i fredsprocessen med palæstinenserne? Er det korrekt, at Israels altoverskyggende bekymring er om Iran får en atombombe – og at fredsprocessen simpelthen ikke er prioriteret?
Jeg tvivler på, om Baraks nye parti får nogen større positiv betydning for fredsforhandlingerne – som stort set er ikke-eksisterende, i øvrigt – hans primære fokus er sin egen og regeringens overlevelse. Han ville formentlig, forlyder det, alligevel indenfor kort tid være blevet væltet af Arbejderpartiets centralkomite, der ønskede, at partiet trak sig fra regeringen i utilfredshed med, at fredsprocessen er gået helt i stå og at den nuværende regering skader landets anseelse internationalt, især i USA.
Det korte svar er, at fredsprocessen ikke har prioritet, hvorimod Iran har.

8. Palæstinenserne: Lækkede dokumenter viser tilsyneladende, at palæstinensiske forhandlere tidligere er gået endog meget langt i forhandlinger med Israel, bl.a. på spørgsmålet om Østjerusalem – men lækagen betyder, mener iagttagere, at selvstyret vil holde sig yderligere tilbage i de allerede strandede fredsforhandlinger. Viser dokumenterne noget nyt om indholdet af fredsprocessen? Hvordan ser palæstinenserne pt. på forhandlingerne?
Der er ikke noget grundlæggende nyt i dokumenterne, andet end at de fortæller mere detaljeret om fredsforhandlingerne og hvad der er foregået i kulisserne – og været alment kendt blandt mellemøstiagttagere. Det er primært til fare for den palæstinensiske enighed internt på Vestbredden og forholdet mellem befolkningen og Selvstyret. Palæstinenserne ser, at den palæstinensiske ledelse er gået temmelig meget ind i forhandlingerne og har givet temmelig store indrømmelser siden Arafats død – men har måttet indse, som resten af verdenssamfundet, at Israel blokerer uanset, på bosættelses-spørgsmålet.

VK-regeringen har sit at slås med. Altså ud over økonomisk krise, faldende popularitet, Afghanistan-krig, Lene Espersens frie fald (selvom jeg synes, at medierne gik lovlig meget i selvsving med afbuddet til udenrigsministermødet i EU forleden – det har aldrig været nogen skade at sætte sig lidt ind i tingene, heller ikke som journalist – hvor Lene Espersen jo ikke ligefrem var den eneste minister, der meldte afbud).

Regeringen og støtteparti griber så til det velkendte: Populistiske kneb, ofte ved at diskutere indvandrere/flygtninge og truslen mod sammenhængskraft i det danske samfund, eller ’den ydre fjende’. Den seneste af slagsen er Dansk Folkepartis ’krav’ om at ændre 24-årsreglen til en 28-års regel.

Desværre har venstrefløjen internationalt set ikke noget at lade højrefløjen i Danmark høre i den forbindelse.

En kriseramt økonomi og faldende popularitet – forud for et nærtstående valg – er også, hvad Venezuelas Hugo Chavez har at slås med. Populisme-niveauet når nye højder i hans tilfælde. Venstrepopulisten lader sig ikke slå ud; man kan vel altid vælge sig et århundredgammelt mord-mysterium.

Det gjorde Chavez så. I sidste uge lod han liget af den latinamerikanske store historiske figur Simón Bolívar (der døde i 1830) grave op for at undersøge, om frihedshelten reelt døde af tuberkulose eller om han i virkeligheden var blevet forgivet af sine politiske modstandere (“crucified like Christ” skulle Chavez omtale det).

Det er jo overordentligt langt (ud) at gå for at aflede ’folkets’ opmærksomhed. Og lettere tosset, skulle jeg mene.

I den mere alment kendte ende af afledningsmanøvrer, er brugen af eksterne fjendebilleder. Venezuela har længe haft et anspændt forhold til nabolandet Columbia, som både skyldes Columbias samarbejde med USA i guerilla- og narkobekæmpelse, og Columbias påstande om, at Hugo Chavez støtter eller i hvert fald beskytter de columbianske oprørsbevægelser ELN og FARC. I sidste uge fremlagde Columbia angiveligt bevismateriale for, at disse oprørere befinder sig på venezuelansk territorium og Columbias ambassadør har anmodet Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, om at iværksætte en undersøgelse af disse påstande.

Det fik Chavez til at kyle de columbianske diplomater ud af landet, afbryde alle forbindelser til Columbia og sætte sine grænsetropper i højeste alarmberedskab.

OAS maner til ro og besindighed, men går ind i en form for mægling mellem de to lande. Hvorvidt det er rigtigt eller forkert, at Venezuela rent faktisk aktivt yder beskyttelse til oprørsbevægelserne skal jeg ikke gøre mig klog på. Uagtet den colombianske regerings åbenlyst og overordentligt problematiske forhold til demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper osv., så har jeg i øvrigt aldrig kunnet forstå begejstringen for og fascinationen af FARC. De benytter metoder og har en praksis, som i mine øjne er aldeles uacceptable.

Men det interessante hér er, at påkaldelsen af ’den ydre fjende’ også (eller igen) tages i brug af den trængte Chavez. Alle former for afledningsmanøvrer gælder, hvad enten man er højre- eller venstrepopulist og gerne vil vinde det næste valg.

Hvis ikke det var fordi, det hele er alvorlig virkelighed med konsekvenser for så mange mennesker og for venstrefløjens helt andre samfundsprojekter – ja så måtte man jo nøjes med at grine og trække på de solbrune skuldre. Men. Det, der sker i Latinamerika med en voksende venstrefløj, der tilmed har magten, er så vigtigt. Og det er alt for vigtigt til at slå sig til tåls med, at populismen også har gjort sit indtog i Venezuela. Den skal venstrefløjen holde sig fra.

EU kræver med Catherine Ashton i spidsen en fuldstændig undersøgelse af hændelsen og gør desuden klart, at EU ønsker et stop for blokaden af Gaza: “The EU underlines its call for an immediate, sustained and unconditional opening of crossings for the flow of humanitarian aid, commercial goods and persons to and from Gaza”.

FN fordømmer handlingerne, kræver løsladelse af de tilbageholdte aktivister og »omgående, uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse i overensstemmelse med internationale standarder«. En udtalelse, der ved hjælp af USA behandler Israel en smule blidere.

I den danske debat har Søren Espersen ikke uventet indtaget rollen som staten Israels forsvarer ”De israelske soldater er jo ikke idioter – lad os nu holde op. Det ville et kæmpe image-problem for dem, og de har selvfølgelig haft klare regler at handle ud fra. De har gjort præcis det samme, som alle andre lande ville have gjort i samme situation”.

Danmarks udenrigsminister Lene Espersen har ikke specielt tydeligt lagt en markant dansk linie. I den officielle udtalelse siger hun dog, at Danmark lægger sig op ad EU. Men en klar og utvetydig fordømmelse, samt krav om ophævelse af blokaden, har vi fortsat til gode at høre fra ministerens egen mund. Lene Espersen indkaldte dog den israelske ambassadør i Danmark, Arthur Avnon, til krisemøde i ministeriet. Men Lene Espersen prioriterede bare ikke selv at være med til mødet.

Arthur Avnon udtalte for åben TV-skærm foran det danske Udenrigsministerium, at Danmark skulle koncentrere sig om nationale anliggender. Hvis nu Lene Espersen rent faktisk havde taget situationen alvorligt og var dukket op, så kunne hun jo have forklaret ham, at

• • International ret er et anliggende for alle. Israel angreb et andet lands skibe i internationalt farvand. Det må man ikke.
  • Stater, der udøver uproportional magtanvendelse, træder ind på den scene, hvor andre lande må – og bør – forholde sig til det
  • En stat, der slår civile borgere fra et andet land – på en nødhjælpskonvoj – ihjel, uden at der altså er tale om soldater i kamp, bryder med international lov
  • At den aktuelle begivenhed er alvorlig, uacceptabel og virkelig slem – men at den nøgternt set kun er et symptom på den uholdbare situation med Israels blokade af Gaza

For den virkelige problemstilling – og som førte til nødhjælpskonvojens tilstedeværelse i Middelhavet in the first place – er Israels nu 3 år gamle blokade af Gaza. En blokade, der formelt set gælder alt, der kan have et militært formål eller kan styrke Hamas’s kontrol, men (ligeså formelt set) tillader humanitære fornødenheder at komme ind til de 1,5 mio palæstinensere, der lever i det, som meget præcist betegnes som verdens største friluftsfængsel.

Sagen er bare, at de konkrete kriterier for, hvad der falder indenfor kategorien, alene kendes af Israel – og i følge menneskerettighedsgrupper har det ramt kiks, frisk kød, marmelade, chokolade, musikinstrumenter, computere, køleskabe, legetøj, notesbøger, kuglepenne. Dertil kommer byggematerialer som cement. WHOs transporter af medicinsk udstyr til Gazas hospitaler nægtes også jævnligt indrejse af israelerne. De fødevarer, der er at finde, leveres enten af FN og hjælpeorganisationer eller smugles ind fra Egypten, hvorefter de sælges dyrt til en befolkning, der på alle parametre lider afsavn og fornedres.

Når Israel så selv hævder, at blokaden virker og ikke har væsentlige negative følger for gazanerne, så må man endnu engang konstatere, at deres udlægning af teksten ligger pænt langt fra den virkelighed, som andre heldigvis begiver sig af med at dokumentere:

Amnesty International har netop gjort det klart, at mere end 60% af husholdningerne ikke har fødevaresikkerhed. Mange oplever at være uden strøm op mod halvdelen af døgnet og der er brændstofknaphed i stort omfang. Gaza er ramt af massearbejdsløshed, prisstigninger på fødevarer og ekstrem fattigdom. Og Israels invasion december 2008-januar 2009, som kostede over 1000 palæstinensere livet, gjorde den humanitære katastrofe endnu større.

At det er decideret modproduktivt er åbenlyst for enhver, der beskæftiger sig en smule med Israel-Palæstina konflikten og fremhæves også af blandt andet EU og flere menneskerettighedsorganisationer.

Guderne – som jeg i øvrigt ikke tror på – skal vide, at Hamas’ politiske projekt ligger langt fra venstrefløjens. Men de vandt faktisk magten ved et internationalt anerkendt valg i 2006. Israels blokade, som rammer 1,5 mio mennesker, er en grotesk og usympatisk form for kollektiv afstraffelse, som demokratiske retsstater ikke bør begive sig af med.

Blokaden af Gaza må og skal stå i centrum for det internationale samfunds – herunder Danmarks – reaktioner på Israels angreb på nødhjælpskonvojen og drab på en række mennesker. Og det må få klare, utvetydige og mærkbare konsekvenser for Israel.

Hvis verdenssamfundets på hver deres måde selvudråbte ’tunge drenge’ – USA, EU, kvartetten m.fl. – skal nyde den tillid blandt resten af denne verdens aktører (og helt køligt betragtet i forhold til at få en sammentømret position ift Iran, som ligger USA ganske meget på sinde disse dage) , så må og skal der handling bag ordene denne gang.

Vi venter i spænding på, om kravet om ophør for blokaden følges op med handling, eller om opdelingen af denne verdens mennesker i to kategorier – dem, vi tager os af og dem, vi ofrer – snart ser sit endeligt. At Danmark næppe bliver drivkraft i den proces er begrædeligt men efterhånden ikke uventet.