Det gode ved programmet kunne være, at det ville give anledning til debat om kønsroller; det er jo svært ikke at genkende sider af sig selv ved de ting, der tages op – i en til tider aldeles karikeret form – i udsendelserne. Alle M/K har vel en rem af huden. Og så bliver den debat jo alligevel aldrig rigtig til noget. Der er for meget tudefjæs til, at nogen kan tage den sikkert nogen gange berettigede kritik alvorligt. For pokker  da. Tror mænd, at de er de eneste, som vil have rum til sig selv? At kvinder ikke også ønsker frihed og at have overskud til parforhold og sin kæreste, efter der er kommet børn? Tror mænd, at kvinder kører manden ud på et sidespor for selv at måtte smide karrierer og socialt liv over bord?

At flere af de medvirkende mænd – og sikkert også mange andre mænd (og kvinder) – har det hårdt, at partneren er strid osv. osv. er sikkert indiskutabelt. Hér siger min kæreste så – hvis hun virkelig er så ulidelig, så åbn dog munden og gør noget ved det, eller gå! Min egen reaktion er, at dét der med at få børn, det er noget man gør sammen, det jo også dit valg, mand. Og det ændrer jo livet aldeles radikalt, også for dig! Ellers har du da virkelig et problem, og jeg håber (for din kone), at hun enten vipper dig ud eller åbner munden og gør noget ved det.

Der er en enkel undtagelse i al elendigheden – og jeg hader at skulle indrømme det – men Mads Blærerøv Christensen er den eneste, som er værd at høre på. Ikke at han og jeg pludselig er rørende enige om kønsroller, men han er da befriende fri for selvynk.

Jeg ser frem til, at DR2 tør producere en hel serie, som de viser i bedste sendetid, hvor kendte og ukendte kvinder står frem og fortæller om, hvor uduelige (nogle) mænd er. At vi er røvtrætte af mænd, der med to fingre på lortebleen står og kikker spørgende på kæresten. Der går ud med vennerne, men efterlader huset sejlende. Der ikke er i stand til at arrangere sig ud af hverdagspresset på en måde, der giver plads til ene-tid til begge og til kærestedates – uden børn. Hvor kvinder beretter om den mand, der ikke gider være voksen og tage et ansvar for det parforhold, han er en del af. Med eller uden børn. Og drømmer højt om den ubændige trang til at være alene med sig selv eller sine venner og dyrke dét, der gør hende til den kvinde, hun er og som kæresten forelskede sig i.

Eller – endnu bedre: Tog ligestillings- og familie-i-en-moderne-og-travl-verden udfordringerne alvorligt og leverede programmer, som bidrog til at blive klogere (som DR2 vel er sat i verden for) – ikke bare valgte at bruge det ekstreme som illustration af det normale. Det ville være fint snart at komme videre…

Indtil da lader jeg mig underholde – og glædes over, at jeg ikke er gift med en parodi på en mand.

Og hvilken plan. Der er vel nærmest tale om brun vækst. Der bliver mindre natur, landbruget får lov at udvide svineriet til egentlige industrilandbrug. Vel at mærke uden at blive reguleret, som industrien bliver. Som Troels Lund Poulsen (ham dér miljøministeren) siger, så skal det ”kunne betale sig for landmændene at passe bedre på os alle sammen”.

Ja, læs det igen – det skal kunne betale sig for landmændene at efterleve miljøindsatsen og overholde miljølovgivningen. Tænk, hvis ”det-skal-kunne-betale-sig”-princippet gjaldt for industrien. Eller i bandekrigen.

Når vi får regeringsmagten, vil vi anlægge den eneste farbare og fremtidsorienterede tilgang, som også gælder alle andre erhverv: Forureneren betaler. Det er da meningsløst at fritage netop landbruget i en tid, hvor miljø og klima fylder mere på den politiske dagsorden end det har gjort i mange år!

…Og med ét glider det alt sammen i baggrunden ved tanken om den lille baby, som ligger derhjemme hos sin far. Og som, længe før vækkeuret ringede, lå lille og vågen og kiggede på mig. Puh, hvor jeg savner hende lige pludselig.

Det er vel kvindens lod. Det der med at ville karriere og familie på en gang og altid mærke et stik af dårlig samvittighed over det. Eller – måske ikke dårlig samvittighed, det har jeg sådan set ikke, Jeg synes ikke, jeg skal undskylde noget. Pigen har jo en far og får i øvrigt kun modermælk. Men det er snarere følelsen af ikke at slå til, fordi man skal skræve over så meget. Det er sikkert noget, som særligt gælder kvinder – bagsiden af evnen til at multitaske Eller rettere bevidstheden om, at det jo er skidesvært for os kvinder at kombinere de to ting, fordi vi uværgerligt kommer til at stå med den største byrde, der ikke kan deles i ligestillingens navn. Der SKAL bruges tid på amning, på natteture, på den store pige, der også vil se sin mor…Manglende søvn, rovdrift på sin fysik, den evige tankevirksomhed.

Tilbage til Borgen med et sæt. Det trækker jo nok til, at jeg må smile af mig selv. I den anden ende af verden betaler de fattige prisen for den rige verdens energifråds. Dét kan nok få tankerne tilbage på det politiske arbejde. 100%.

Og den der grønne vækst – er ganske enkelt en om’er.

Ved Folketingsvalget i 2007 blev jeg 1.suppleant i København Storkreds og derfor er jeg nu indkaldt som stedfortræder for Ida Auken, der har orlov i 3 måneder. 

Det har været dage med masser af møder, venlige mennesker der har budt mig velkommen og et forsøg på at få FT-rytmen ind under huden. Jeg sidder i Miljø- og Planlægningsudvalget og Energiudvalget – og skal dække flere forskellige miljø- og klimasager. Det er spændende, ikke mindst fordi det er så tydeligt, at vi står overfor nogle massive udfordringer, både i Danmark og globalt, vi ved ovenikøbet en masse om, hvad der skal til – men vi har en regering, der ikke leverer så meget som en bønne til løsning af de problemer.

Samtidig er det lidt surrealistisk. Min badeboldsmave stritter mere og mere… Havde termin i går, men mod alle forventninger er der intet sket, selv om alle de kloge (inkl. mig selv) havde forventet, at det ville være blevet et påskebarn.

Men det må være en hårdhudet baby, selv ikke Venstres nye ordfører Peter Christensen eller Pia Kjærsgaard, der begge to fyldte en del i Folketingsdebatten i går, fik veerne til at melde sig. Måske verden fremstod lidt for skræmmende.

Det er tid til at tage computer og en kæmpe stak papirer under armen og sætte sig et roligt sted og læse.  Følg med i livet på Borgen her på bloggen – og kig med på www.trinemach.dk

Jeg prøver at tage en dag af gangen – men nogengange er der flere dage, der angriber mig på én gang. Et udsagn, der er voldsomt aktuelt i disse dage

Men det nærmer sig altså tortur, når man bliver vækket hver anden time natten igennem, fordi der er en lille sulten baby-pige, som har brug for en. Men sjovt nok er hun jo fantastisk, den lille baby, skøn og smuk  Hmmm, pludselig skal jeg opleve mig selv som den der kvinde, der sidder hen over vuggen og siger iiihhh, næææhh og pludr pludr. Den slags nonsens, som man ville ha forsvoret man ville lukke ud. Heldigvis gør jeg det kun, når vi er alene ….

Sådan går barselsorlovsdagene i deres eget mode. Blogge får jeg ikke gjort meget. Men det er lidt svært at betjene et tastatur med kun én hånd, for ikke at nævne den stærke lyst til at trække stikket ud -

al den politiske polemik med en Ny Alliance der gik fra sejr til nederlag i løbet af få måneder. Reaktionære brøl-aber, der endnu engang udnytter chancen for at skabe sig en platform – der ER ikke tale om en ‘ny Muhammed-krise’. Ligenu er der tale om religiøse og reaktionære kræfter, der søger at udnytte situationen. Mordplaner på Kurt Westergaard er forkastelige og bevæger sig præcis ud på det overdrev, hvor anti-demokraterne lever. Udsmidning alene på baggrund af administrative regler. Hvor blev retsstaten af ?

Opremsningen kunne fortsætte, men jeg tror dog, jeg vil læne mig tilbage ligenu og nyde det nye kapitel i mit liv. Og dets pludren.