1: Internationalt udsyn og ansvar skal højt på dagsordenen

Globalt udsyn, menneskerettigheder og fattigdomsbekæmpelse. Respekt for FN frem for ulovlige krige. Og overholdelse af FN-konventioner frem for egenrådighed.

Sådan lyder mine visioner for Danmarks rolle i verden helt kort. Og det er et område, der ligger mig meget på sinde. Jeg vil styrke SF’s udenrigs- og udviklingspolitiske profil, så vi også internationalt kæmper for det samme, som vi gør i Danmark: retfærdig omfordeling, lighed og en udvidelse af demokratiet.

Helt konkret vil jeg arbejde for tre ting:

Bekæmpelse af fattigdom:

• Ulandsbistanden skal mindske fattigdom blandt verdens fattigste. Igennem de seneste år er bistanden blevet brugt til alt muligt andet – flygtninge, klimabistand og forsvar.
• Politisk regulering af markedskræfter og kapitalbevægelser. De fattigste lande har i længden ikke brug for almisser, men for et opgør med den politiske og økonomiske verdensorden, der tillader verdens rige lande at bestemme så meget, at de kan bestemme sig for at gøre så lidt.
• Bistanden må ikke beskæres i en tid med global økonomisk krise. Den krise rammer især verdens fattige hårdt, og de har stærkt brug for, at vi er dér. Bistanden skal igen op på 1 % og dertil lægges 0,5 % til klima- og miljøindsatser i u-landene.

Et stærkt FN og forsvar for FN’s konventioner:

• Det internationale samfund skal styrkes. FN skal reformeres, og Danmark skal gå i front sammen med resten af EU.
• Et FN-mandat er obligatorisk for militære interventioner. Irak-krigen var ulovlig, og dét skal ikke gentages.
• Danmark skal overholde – og forsvare – FN’s konventioner, når det gælder børn, flygtninge, minoriteter og menneskerettigheder.

Menneskerettigheder:

• Det er væsentligt, at menneskerettigheder er omdrejningspunktet for Danmarks engagement på den internationale scene. Vi må ikke gå på kompromis med visionen om lige rettigheder for alle og skal give folk mulighed for at tage magten over deres eget liv.
• Både de politiske og de sociale og økonomiske menneskerettigheder skal vægtes.

Et af de områder, der har min største interesse, er Mellemøsten. Jeg har beskæftiget mig med Nordafrika og Mellemøsten i flere år. Det er tydeligt, at den ‘kamp mod terror’, som USA og allierede indledte efter 11.sept. 2001 har skabt skadelige spændinger mellem ‘os og dem’. Det er også tydeligt, at de, der vinder på disse spændinger, er de ekstreme og reaktionære kræfter her i Vesten og i den arabiske verden. Dem, der ikke vil demokrati, dialog og samarbejde.

Desto mere vigtigt er det, at vi støtter op om de oprør, der er i gang mod regimerne rundt omkring i Nordafrika og Mellemøsten. Det er fantastisk at se, at nu vil befolkningerne ikke finde sig i undertrykkelse og ufrihed længere men selv tage magten.

Det skal vi have øje for, når vi kæmper netop for menneskerettigheder. Vi skal altid gøre det sammen med dem, der står med udfordringerne.

Et særligt fokus har jeg på Israel-Palæstina konflikten, som jeg har fulgt i mange år. Begge parter bærer et ansvar. Begge parter har problemer med at overholde menneskerettighederne og international lov. Men der er en afgørende forskel: Israel er en besættelsesmagt, Palæstina er besat. Som besættelsesmagt har Israel et særligt ansvar, men det svigter staten gang på gang. Desværre ofte i ly af et tavst verdenssamfund. Konflikten kan kun løses, hvis palæstinenserne får en stat, som det internationale samfund har lovet dem i årtier.

2: Velfærden og fagligheden skal sikres

Ti år med borgerligt styre har kørt velfærden af sporet. Fællesskab og solidaritet afløses i disse år af markedstænkning og tendensen til et privat A-hold og et offentligt B-hold. Derfor er den helt afgørende opgave at genskabe troen på fællesskabet og viljen til fælles velfærd.

Som den gamle amtslæge, hvor jeg er vokset op, sagde: Socialdemokratiet har gjort mere for folkesundheden end den samlede danske lægestand. Pointen er selvfølgelig, at det gigantiske solidaritetsprojekt, som arbejderbevægelsen og Socialdemokraterne sammen med resten af venstrefløjen har kæmpet for siden slutningen af 1800-tallet, er et samfund, hvor vi holder hånden under de dårligst stillede og sikrer lige og fri adgang til uddannelse, sundhed og ordentlige arbejdsforhold.

Jeg vil sammen med SF genstarte velfærdsprojektet med udbygning af den fælles velfærd.

Helt konkret vil jeg særligt fokusere på fire områder:

• Folkeskolen i centrum som dét sted, hvor faglighed og fællesskaber udvikles. Det drejer sig om mere end boglighed og uddannelse – det er også der, at mennesker fra mange lag og steder mødes og lærer af hinanden.
• Opgør med den rigide styremetode – New Public Management – som efterhånden dominerer den offentlige sektor. Evalueringer er vigtige, når deres formål er at blive klogere, forbedre og lære, men ikke som kontrolværktøj for kontrollens egen skyld. Kontrol-mentaliteten skal erstattes af tillid til, at folk kan og vil: Lærere, pædagoger, socialrådgivere, universitetsfolk har en faglighed, viden og erfaring, som vi igen skal værdsætte, lytte til og bruge i udviklingen af velfærdssamfundet.
• Offentlige ansatte skal have ordentlige arbejdsvilkår, mere tid og bedre løn. Det gælder også for de mennesker, der er ansat på korttidskontrakter – for eksempel undervisere, projektarbejdere og konsulenter.
• Reform af a-kassesystemet, som i dag gør selv den mest resursestærke svag. Modernisér det, så det fungerer effektivt og smidigt – og anerkender den enkelte.

3: Retssikkerheden skal ikke gradbøjes

Retspolitik virker ofte som noget meget højtravende, som kun nogle få kan forstå sig på. Det er det ikke for mig.

For mig betyder retspolitik to ting: At man kun straffer, når man kan forvente, at straffen rent faktisk nedsætter kriminaliteten. Og at alle borgere, skyldige såvel som uskyldige, bliver rimeligt behandlet af politiet, domstolene og fængselsvæsenet.

Så enkelt kan det siges.

Men hvad betyder det, at man kun skal straffe, hvis det mindsker kriminaliteten? Det medfører, at vi skal gøre op med VKO’s symbolpolitik i retspolitikken. VKO har vedtaget hårdere straffe med det ene mål at vise, at man er imod en bestemt handling. Argumentet har været, at jo hårdere straffen er, jo mere afskrækkende vil den virke. Problemet er blot, at virkeligheden ikke afspejler dette. Hvis det var rigtigt, så var USA blandt de mindst kriminelle lande i verden. Men det er de jo som bekendt ikke.

Vi skal tilbage til en tankegang, hvor lovgivningen rent faktisk er til for forbedre samfundet. Vi skal igen begynde at tage eksperter med på råd, og når der skal straffes, så skal der ikke straffes mere end nødvendigt.

• Vi skal igen sætte den kriminelle lavalder op til 15 år. Det hjælper ikke at sætte børn i fængsel. Når børn begår kriminalitet, så er det jo næste altid udtryk for, at der er sociale problemer i familien eller skolen. Samfundet skal derfor reagere med sociale tiltag, ikke med straf.

Hvad lægger jeg så i bemærkningen om at blive behandlet rimeligt af politi, domstole og fængselsvæsen? En række ting:

• At politiet skal være professionelt og altid bruge den mildeste egnede metode, når der skal laves anholdelser.
• At domstolene er reelt uafhængige, og at tiltalte sikres alle almindelige retsgarantier; blandt andet lighed for loven, og at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Domstolene skal have mulighed for i højere grad at bruge andre former for straf end fængsel, som for eksempel samfundstjeneste.
• At hvis man bliver idømt en fængselsstraf, så skal man selvsagt behandles professionelt og ordentligt af fængselspersonale,t og man skal blive tilbudt at bruge tiden fornuftigt, på for eksempel uddannelse.
• At der arbejdes massiv med præventivt arbejde – på skoler, i bylivet, det sociale system og andre steder, hvor det giver mening. Også nye metoder som offer-gerningsmand konsultationer skal afprøves.

Vi skal rulle VKO’s indskrænkning af retssikkerheden tilbage. Man må forvente, at vi som venstrefløj tager et stort ansvar for at sikre retssikkerheden. Et konkret eksempel på, at den er mere nødvendig at kæmpe for end nogensinde før, er den store klimademonstration december 2009. Her blev der foretaget en af Danmarkshistoriens største masseanholdelser: Næsten 1000 mennesker. Politiet havde fået al en lovgivning, det kunne bede om gennem Lømmelpakken, som i dén grad stiller spørgsmålstegn ved vores grundlovssikrede ret til at forsamles og demonstrere. Politiet mente ikke selv, at det var problematisk.

Og Lømmelpakken står desværre ikke alene. Administrative frihedsberøvelser, hårdere straffe, visitationszoner og overvågning er en del af det angreb på vores retssikkerhed, som skal rulles tilbage.

Samtidig er der brug for et opgør med den megen symbolpolitik på netop dette område – fra forsøg på burkalove til bandepakker.

4: Mangfoldighed er en styrke

Frihed, respekt og ligeværd er pejlemærker for mig, når der tales ligestilling og integration. Der er behov for et opgør med VKO’s snævre syn på ‘danskhed’ og moralisering over, hvordan kønsroller og familier skal forstås.

Frihed er altid frihed for de anderledestænkende. Med VKO ved roret siden 2001 er der skabt et intensivt behov for udluftning – brug for at åbne op for humanisme, ligeværd, frisind og udsyn.

Kampen for ligestilling – eller ligebehandling – er for mig et fælles anliggende og et samfundsansvar. Ligestilling kan ikke bare gøres til det enkelte individs problem. Det går hånd-i-hånd med et opgør med diskrimination på grund af køn, seksuel orientering og kønsidentitet, etnisk oprindelse og religion.

Hvis det stod til mig, vil jeg have en Ligebehandlingsminister, som skal arbejde i forhold til alle beskyttelsesgrunde i forhold til diskrimination.

Jeg kæmper for ligestilling, respekt og anerkendelse på tre områder:

Ligestilling mellem mænd og kvinder

Man skulle tro, at det gav sig selv, men der er stadig i dag behov for at kæmpe for:

• Reel ligeløn mellem mænd og kvinder
• Højere løn til de såkaldte kvindeerhverv, blandt andet folkeskolelærere og sosu-assistenter
• Øremærkning af tre måneders barselsorlov til faderen/den anden forælder
• Lige rettigheder til børnene for kvinder og mænd
• Lovgivning, der pålægger virksomheder, at andelen af kvinder i virksomheders bestyrelser er på minimum 40 procent ved udgangen af 2012, efter norsk forbillede

Homoseksuelles ligestilling med heteroseksuelle

Omend Danmark på en række punkter ligger i den gode ende af skalaen, hvad angår rettigheder for homo- og biseksuelle og for transkønnede, så er der stadig en lang række punkter, der kræver massiv politisk arbejde, oplysningsindsatser og yderligere dokumentation. Her er nogle af de områder, der interesserer mig:

• Lige adgang til barselsorlov for begge forældre
• Lige adgang til kunstig befrugtning
• Ligestilling mellem registreret partnerskab og ægteskab og lige adgang til kirkelig vielse, hvis man ønsker det
• Ikke-diskriminerende miljø på arbejdsmarkedet
• Systematisk indsats mod hate crimes gennem dokumentation og lovgivning

Etnisk ligestilling og respekt for etniske minoriteter

Mange af de udformninger og problemer, som medierne og politikere udråber til at være kulturelle eller etniske, bunder i virkeligheden i social-klasse tilhørsforhold og sociale og økonomiske spørgsmål.

Der er naturligvis også andre problemer blandt etniske minoriteter, og de fylder desværre en del i den offentlige debat og blæses ud af dimensioner. Men faktum er, at de problemer, der helt åbenlyst er på integrationsområdet, ikke udelukkende kan forklares med “indvandrernes kultur”, “islam” eller andet fra den skuffe. Integrationsproblemerne er altovervejende sociale problemer og de skal derfor løses derefter.

Et af de helt centrale steder at starte, når spørgsmål om ligestilling og integration skal løses, er i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Derfor er det vigtigt med:

• Resurser til at styrke folkeskolens evne til at tackle en mangfoldig elev-sammensætning
• Genindførsel af modersmålsundervisningen
• Obligatorisk tilbud om lektiehjælp og indførslen af en læsehjælpsgaranti
• Massiv opgradering af ungdomsuddannelserne og en seriøs tilgang til målet om, at alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Frafaldet på erhvervsskolerne skal mindskes
• En undervisning, som er åben over for de forskelle, der er på mennesker; hvad enten vi taler køn, etnicitet, klasse eller seksualitet – og undervisere der er i stand til at tackle mangfoldighed

Desuden skal der arbejdes med helt overordnet at stoppe den diskrimination, som minoriteter udsættes for:

• En offensiv beskæftigelsesindsats skal sikre indvandrere jobs
• Starthjælp og kontanthjælpsloft skal afskaffes
• Der skal oprettes en national antidiskriminationsenhed
• Adgang til statsborgerskab skal lettes

Jeg vil være garanten for et SF, der vedholdende og uden at tøve:

• Forsvarer retten og plads til forskellighed og ligeværd for etniske minoriteter, homo-, bi- og transseksuelle og alle andre minoriteter
• Forsvarer et fællesskabssyn, der også har plads til dem, vi ikke er enige med, til de skæve, bøvlede og såkaldt utilpassede
• Kræver lige muligheder for alle. Vi skal have solidariteten med de svage og respekten for menneskerettighederne igen
• Kæmper for et fællesskab, der bygger på frisind og åbenhed
• Siger fra over for de reaktionære kræfter – politiske som religiøse – og siger fra over for nationalkonservatismen og over for den yderste højrefløj

5: Jeg vil slås for en ordentlig asylpolitik

Den danske udlændingelov er blevet strammet adskillige gange, siden VK-regeringen overtog magten i 2001. Den danske asylpolitik er nærmest uhyggeligt “fast”, men langt fra “fair”, selvom regeringen siger det modsatte.

Den politik, der er ført siden 2001, er stærkt kritiseret fra FN, EU og en lang række NGO’er. En ny regering skal igen sætte humanisme, ansvar, og FN-konventioner i højsædet i et skarpt opgør med VKO’s menneskesyn.

Jeg står for, at:

• Danmark tager den internationale ret til asyl alvorligt, og at vi overholder FN’s konventioner
• De store asylcentre skal nedlægges, der skal oprettes mindre bofællesskaber og kontaktcentre i større byer. Asylansøgere skal have mulighed for et værdigt liv
• Alle asylansøgere skal have adgang til sprogtræning, uddannelse og beskæftigelse, og til traumebehandling ved behov
• Alle asylansøgerbørn må gå i den lokale vuggestue, børnehave og skole
• Adgangen til statsborgerskab bliver hurtigere og nemmere uden diskriminering af de svageste
• Al diskriminerende lovgivning afskaffes – herunder udvisningsdomme, starthjælp, tilknytningskrav og 24-årsregel

Danmark er blevet stadig mere lukket, mere menneskefjendsk og stadig mere unfair, når det kommer til at hjælpe mennesker i nød. I min verden er det altså ret klart: Man flygter ikke for sjov. Så vi skal ikke være et land, hvor for eksempel asylansøgere, der søger tilflugt i en kirke, bliver hevet brutalt ud af politiet midt om natten og smidt ud af landet. Eller et land, hvor mennesker forspilder deres liv i et asylcenter.

Vi er simpelthen nødt til meget skarpt at gøre op med det menneskesyn og den politik.

6: Byens og kulturens liv skal blomstre

En del af livet i en storby er et mangfoldigt og tilgængeligt kulturliv. Der skal være plads til mange forskellige kunstneriske udtryk og institutioner – også de mere skæve og mindre etablerede.

Et af de steder, jeg selv holder mest af, er Blågårds Plads på Nørrebro. Her er der et medborgerhus og et bibliotek, og pladsen bruges til musikfestivaler, 1. maj og gadefodbold. Her mødes folk på tværs af baggrunde – og der er et væld af tilbud: mange af dem helt gratis. Sådan skal det være – og det skal der være mere af. Det kræver bedre støttemuligheder og en åbenhed for at bruge gader og pladser på nye måder. Kultur hører ikke kun hjemme på museer eller etablerede institutioner.

Mangfoldigheden på gadeplan skal også sikres ved, at vi bor og færdes sammen på tværs af kulturelle og sociale skel. Det kræver en gennemtænkt og social boligpolitik.

For mig er det vigtigt, at man har ret til en god bolig uanset indtægt. Det er også vigtigt, at man skal kunne bo i København og andre storbyer uanset indtægt.

Jeg vil også arbejde for mere faste rammer for boligmarkedet i Danmark. Jeg vil blandt andet arbejde for, at der kommer loft over huslejen for lejeboliger.

Og så skal der eksperimenteres med nye boligformer, hvor mange slags ejer- og lejerforhold blandes – fra andelsboliger til kollektiver. Kun ved at bo tæt sammen kan vi blive klogere – og mindre bange – for hinanden.

7: Giv chance for balance mellem arbejds- og familieliv

At døgnets 24 timer aldrig slår til, kan man ikke gøre noget ved politisk. Og manglen på tid er tidens svøbe – ikke mindst for kvinder, der som jeg gerne vil balancere både karriere og familie.

Jeg erindrer i min studietid at have læst en artikel om, hvordan især akademikerkvinders stressniveau steg, når de kom hjem fra arbejde. Fordi, lød argumentet, at de til trods for to karrieremenneskers ligeværdighed stadig havde – eller i hvert fald følte – hovedansvaret for, at hjemmet hang sammen med madlavning, tøjvask, børnepasning, indkøb osv.

Sådan er det nu ikke hos mig, men pointen er stadig rigtig nok: At dét at være moderne kvinde, at ville karrieren og familien på én gang, det er bare gigantisk svært.

Jeg slås i det daglige med det uendelige forsøg på at balancere identiteterne mor-til-to-småpiger-og-et-bonusbarn, kæreste, veninde og det politiske menneske, jeg nu engang er og trives så fantastisk med at være – og har konstant dårlig samvittighed over ikke at slå til på en helt rigtig måde.

En klassiker? Ja. Men jeg nægter at anerkende at kvinder – for det er jo en problemstilling, der har en gevaldig køns-skævvridning – ikke kan begge dele. At vi er notorisk dårligere forældre end mænd, der gør nøjagtig det samme.

Jeg insisterer på, at jeg er en bedre mor, hvis jeg også selv er tilfreds og lykkelig, hvilket altså forudsætter, at jeg også kan lave ting med hjernen og forfølge mine drømme.

Og vel er det et dilemma og et personligt valg. Men det er også et politisk valg og ansvar at sikre kvinder og familier de rette rammer.

Det drejer sig om:

• Institutioner uden lukkedage og med fleksible åbningstider
• En kollektiv trafik, der fungerer, så spildtid og lang transport kan minimeres
• Velfærdsydelser, der tager udgangspunkt i familiernes behov: for eksempel skal kvinderne ikke sendes hjem lige efter fødslen på hospitalerne
• En massiv uddannelses- og informationsindsats i forhold til kønsroller og familieliv

Jeg vil kort sagt kæmpe for ligestilling i opfattelsen af ‘den gode forælder’.