Underlødigt BT-angreb på SF-spidskandidat på valgdagen
I dag bliver jeg svinet totalt og aldeles i BT, som led i deres smædekampagne mod kvindelige politikere på venstrefløjen. Det er det rene løgn og jeg er dybt krænket. Her er den pressemeddelelse, jeg netop har udsendt – og en drille-forside af BT :
Pressemeddelelse:
På valgdagen bringer BT grundløse beskyldninger mod Trine Mach, SF-spidskandidat i København, for at have misbrugt sin tidligere position som bestyrelsesmedlem i Plum-fonden til at tilgodese sin egen mand.
- Jeg kan klart og utvetydigt afvise, at der er det mindste hold i BT’s historie. Jeg har ikke uddelt fondsmidler til projekter, som min mand er en del af, siger Trine Mach
- Det er voldsomt ubehageligt og dybt krænkende at blive beskyldt for snyd, siger hun.
BT bringer historien, selvom de har været i tæt dialog med Trine Mach omkring de faktuelle forhold. Ikke alene har Trine Mach til fulde efterlevet fondsloven ved fondens uddelinger, det er også grundigt forklaret, at Trine Machs mand på ingen måde har fået del i fondsmidlerne, eller at der på anden måde kan peges på kritisable forhold omkring uddelingerne.
- Der er intet at komme efter. Det er rigtigt, at Rasmus var med i et projekt, der fik penge af Plum-fonden, men dengang havde vi slet ikke mødt hinanden. Det andet projekt, BT omtaler, var han overhovedet ikke med i, siger Trine Mach
Derfor mener Trine Mach heller ikke, at der ligger journalistiske overvejelser bag historien. Artiklen ligger i forlængelsen af personangrebene på Helle Thorning-Schmidt og Johanne Schmidt-Nielsen i de sidste dage, som heller ikke byggede på fakta og som fik SFs formand Villy Søvndal til at kalde BTs kampagne dybt latterlig.
- Der har været meget diskussion omkring den kampagnejournalistik, BT har ført mod Helle Thorning og Johanne Schmidt-Nielsen. Dagens fordrejede historie mod mig er en ren tilståelsessag for BT, der tilsyneladende er parat til at skrive hvad som helst for at skade rød blok i valgkampen, siger Trine Mach.
BT bygger historien på interne dokumenter fra Plum-fonden, som formiddagsbladet uberettiget er kommet i besiddelse af. Trine Mach er ikke i tvivl om at papirerne er lækket i et forsøg på at skade hende under valgkampen. Papirerne er ikke kompromitterende for Trine Mach, men forsøges alligevel præsenteret sådan af BT.
Advokat, Christian Dahlager, der der rådgav bestyrelsen i forbindelse med oprydningsarbejdet i Plum-fonden, udtaler:
- Jeg har set kampagnen i BT i dag, som givet stammer fra advokat Christian Harlang. Harlang blev fyret som advokat og administrator for Plum-fonden i efteråret 2009 på baggrund af den undersøgelse, som Trine Mach og de øvrige bestyrelsesmedlemmer havde stået for. Vi har siden indklaget advokat Christian Harlang for Advokatsamfundet med krav om en alvorlig sanktion som følge af hans helt uacceptable administration vedrørende Plum-fonden, siger Christian Dahlager og fortsætter:
- Der er ingen tvivl om, at det er disse forhold, der gør, at han nu på den sidste dag under valgkampen – demokratiets vigtigste dag – pludselig retter udokumenterede og løgnagtige beskyldninger imod min klient. Jeg har rådet min klient til straks at klage til Pressenævnet og indlede injuriesag mod advokat Christian Harlang og BT, slutter han.
Harlang har allerede i 2009 forsøgt at skade Mach. Se historien her: http://www.b.dk/danmark/harlang-truer-mach-med-oedelaegge-hendes-karriere
Sagen i korte træk:
Enkefru Plums Støttefond (EPS) udbetalte i 2005 et mindre beløb til projektet ”Synger du med på Pias melodi?” som netværket 440Hz stod bag og som blev lanceret på hjemmesiden 440Hz.dk. Trine Machs nuværende mand var talsperson og kontaktperson for projektet, men Trine Mach havde ikke truffet ham på dette tidspunkt.
Forskellige personer fra netværket 440Hz gennemfører i de efterfølgende år flere projekter, bla. Anoterhdenmark.org i forbindelse med tegningkrisen i 2006 og projektet folkegave.dk senere samme år.
I 2007 ideudvikler 440Hz, på opfordring fra EPS, et projekt som skulle bryde med den stereotype opfattelse af muslimer i Danmark. Der bevilges efterfølgende kr. 100.000 til den person, som gennemførte projektet. Det stod fra starten klart, at Trine Machs mand ikke var en del af projektet, fordi det var uforeneligt med hans daværende arbejde.
Trine Machs bestyrelseskollegaer i EPS var informeret om, at hendes mand var en del af netværket omkring 440Hz.
Fondens administrator, Christian Harlang, er advokat og davær. bestyrelsesformand Lars Adam Rehof er jurist.
Christian Harlang blev fyret som administrator af Plum-Fonden i 2009, af Civilstyrelsen på opfordring fra Trine Mach og kolleger.
Yderligere kommentarer:
Trine Mach: 2335 0965

