Så sidder jeg her atter – med blikket rettet mod SF’s kommende finanslovsforslag, dagens debatter i Folketingssalen og regeringens såkaldte ”Grøn vækst”, som er ment som en samlet plan for natur, miljø, klima og landbrug.

Og hvilken plan. Der er vel nærmest tale om brun vækst. Der bliver mindre natur, landbruget får lov at udvide svineriet til egentlige industrilandbrug. Vel at mærke uden at blive reguleret, som industrien bliver. Som Troels Lund Poulsen (ham dér miljøministeren) siger, så skal det ”kunne betale sig for landmændene at passe bedre på os alle sammen”.

Ja, læs det igen – det skal kunne betale sig for landmændene at efterleve miljøindsatsen og overholde miljølovgivningen. Tænk, hvis ”det-skal-kunne-betale-sig”-princippet gjaldt for industrien. Eller i bandekrigen.

Når vi får regeringsmagten, vil vi anlægge den eneste farbare og fremtidsorienterede tilgang, som også gælder alle andre erhverv: Forureneren betaler. Det er da meningsløst at fritage netop landbruget i en tid, hvor miljø og klima fylder mere på den politiske dagsorden end det har gjort i mange år!

…Og med ét glider det alt sammen i baggrunden ved tanken om den lille baby, som ligger derhjemme hos sin far. Og som, længe før vækkeuret ringede, lå lille og vågen og kiggede på mig. Puh, hvor jeg savner hende lige pludselig.

Det er vel kvindens lod. Det der med at ville karriere og familie på en gang og altid mærke et stik af dårlig samvittighed over det. Eller – måske ikke dårlig samvittighed, det har jeg sådan set ikke, Jeg synes ikke, jeg skal undskylde noget. Pigen har jo en far og får i øvrigt kun modermælk. Men det er snarere følelsen af ikke at slå til, fordi man skal skræve over så meget. Det er sikkert noget, som særligt gælder kvinder – bagsiden af evnen til at multitaske Eller rettere bevidstheden om, at det jo er skidesvært for os kvinder at kombinere de to ting, fordi vi uværgerligt kommer til at stå med den største byrde, der ikke kan deles i ligestillingens navn. Der SKAL bruges tid på amning, på natteture, på den store pige, der også vil se sin mor…Manglende søvn, rovdrift på sin fysik, den evige tankevirksomhed.

Tilbage til Borgen med et sæt. Det trækker jo nok til, at jeg må smile af mig selv. I den anden ende af verden betaler de fattige prisen for den rige verdens energifråds. Dét kan nok få tankerne tilbage på det politiske arbejde. 100%.

Og den der grønne vækst – er ganske enkelt en om’er.

Tags: klima, miljø, politik, vko-regeringen

This entry was posted on tirsdag, maj, 2009 at 13:58 and is filed under Arbejds- og familieliv. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.