George Michael – en stjerne
Tænk, at det var hans sidste stadionkoncert…og tænk, at jeg var der! I Golden Circle, med max fem meters afstand til det podie, hvor George Michael trykkede den af for fulde drøn. Og det var så STORT!
Det kan godt være, at dagbladet Politikens anmelder synes, at han var lidt fed (på den ufede måde) og at han ikke formåede at tage afsked på behørig vis. Men dét må da vist være noget, denne anmelder skal vende indad
For mig og mine veninder – og tydeligvis for de mange, der stod og hoppede og sang med omkring mig – var der fuld valuta for pengene, følelser og tilstedeværelse på en måde, så tårerne stod i øjnene et utal af gange. Det var sentimentalitet, glæde, kærlighed og politiske provokationer (hvem på stjernernes musikscene ville ellers turde udfordre de britiske tabloidaviser så direkte, endsige lade en stor tegneseriefigur af George Bush, der udsættes for blow-job af en lille skødehund påklistret det engelske flag (i kritik af Irak-krigen), hænge på scenen, når han går til pause?). Alt det, der skal være, når en superstjerne af hans format danser – og desværre danser af.
Der var kridt på danseskoene. Der var sceneshow – og der var musik, så englene sang. Ikke uvæsentligt så kan han, i modsætning til en al for stor del af popmusikscenens såkaldte kunstnere, rent faktisk synge. Og ja, jeg indrømmer det uden at rødme (over at indrømme det), George Michael er noget af det mest sexede, både med og uden politiuniform-look-alike, ya haram!
Så jeg spørger bare – hvad er der egentlig at brokke sig over? Kom igen, anmelder, glem din surhed og ulykkelige kærlighed, eller hvad der trykker
George Michael er, var og vil fortsat være en stjerne, og du kan ligeså godt give los.
For os var det den rene skære drøm, intet mindre. Piget, naivt, fjollet og romantisk? Muligvis. Men det er længe siden, jeg har haft så stort et smil i hele ansigtet, så længe.
Jeg synger stadig, danser stadig og will be ”Waiting for that day” hvor det sker igen. Ha!
Og for at min blog nu ikke skal blive helt uden politisk indhold i dag, så lad mig citere ham min jordiske gud: ’Freedom is the most important word in the world today’. George Michael – you rule


Hej Trine
Tak for indlæget. Vi bringer det i avisen imorgen under “Læserne anbefaler”.
Mvh Pelle