Del

VALG! Fogh skal ses i biografen – ikke i Statsministeriet!

Det er en fastlåst statsminister, der udskriver valg i dag.

Virkeligheden er ved at melde sig for regeringen og den har vanskeligt ved at få enderne til at passe sammen. Udgifterne til den offentlige sektor er systematisk holdt i et lavere tempo end under den tidligere regering (der selv sparede) og nu er virkningerne tydelige for befolkningen. Dårlige lønninger til store grupper af offentlige ansatte er den afgørende sten for endnu fire år med Fogh. Det synes himmelråbende forkert at give velstillede skattestigninger mens SOSU-assistenter fortsat skal holde igen.

Ved at få overstået valget nu kan Fogh se stort på en konflikt på det offentlige arbejdsmarked til foråret. Hvis vælgerne holder fast på, at plejepersonale – og andre, der holder vores velfærdsstat oppe i deres daglige arbejde – skal have en anstændig løn for et hårdt arbejde, er det nu, der skal stemmes mod regeringen.

Sidst valgtrommerne lød i august var det et opgør mellem velfærd for de mange eller skattelettelser i topskatten.  Dette er stadig valgets hovedtema. Uanset at Fogh og Kjærsgaard vil gøre deres til, at det skal handle om ‘de fremmede’, udlændingene, eller om andet, der kan fjerne fokus fra de centrale:

At VKO er ved at smadre velfærdsstaten – og har jokket på de offentligt ansatte i flere år. At VKO kæmper mod mangfoldighed og menneskelig anstændighed – hverken Christiania, Ungdomshus, kultur eller nydanskere har en chance under konformitetens åg, der vil kontrollere og ensrette. Også vores tanker. At statsministerens udenrigspolitik i Bush’s skørter er forfejlet. Heller ikke Irak-krig, Afghanistan-indsats, den såkaldte kamp mod terror eller nedskæringerne i u-landsbistanden skal han have lov at slippe gratis fra.

Husk det, når du skal sætte dit kryds! Kampen mod Fogh starter nu – med nedtælling til den 13. november, hvor han kun kan ses på lærredet i fortidens gustne skær.

Stem på SF – Stem på Trine Mach – Læs med på www.trinemach.dk

Tags: , , , , , , , ,