Del

Og hva’ så, hvis han er bøsse?

Jeg tænker selvfølgelig på Morten Kaplers debutfilm “AFR – I sandhed en utrolig løgn“.

Der er nok ingen tvivl om, at man beder om ballade, når man først slår landets statsminister ihjel og efterfølgende portrætterer ham som forelsket i en ung trækkerdreng. Og den ballade har Kaplers også fået. Forsiden på Ekstra Bladet i søndags om, at Fogh var offer for bøsserygter, var et af dem.

Spørgsmålet er imidlertid, om statsministerens seksualitet er særlig interessant. Det er ikke godt at vide – jeg vil da håbe for ham, at den er – men det er ikke noget, der skal deles med offentligheden. Det rager vel ikke os?

Heldigvis synes langt hovedparten af danskerne, at det er fuldstændig ligemeget, om man er til mænd eller kvinder. At jeg alligevel synes, at filmen lyder spændende og glæder mig til at se den, skyldes andre ting.

Jeg forventer at se en film, der udstiller manipulation på flere niveauer. Dels som politisk thriller med de lag, der ligger i den genre. Men også fordi det kommer til at udstille Foghs egne udtalelser om eksempelvis at give flere penge til Afrika – samtidig med at han har skåret ind til benet på den danske u-landsbistand.

Endelig siger dem, der har set filmen, at den gør Fogh menneskelig på en måde, vi ikke er vant til at se ham. Ja, Carsten Jensen siger ligefrem, at filmen er en trosbekendelse om det gode i mennesket og kærlighedens kraft.

Lad mig slutte af med at citere instruktøren, Kaplers, på spørgsmålet om det er den ultimative manipulation at slå statsministeren ihjel: “Den ultimative manipulation det er, når Danmark går i krig i Irak på grundlag af en information om, at Sadam Husein har masseødelæggelsesvåben.”

Tænk hvis Pia Kjærsgaard i sit ugebrev ville forholde sig til sin egen manipulation.

Læs mere på trinemach.dk

Tags: , , , ,