Kvinder fanget mellem 2 fundamentalismer
Kørte op gennem Jordan-dalen i bil og nød den utroligt smukke natur med bjerge og grønne marker. Dalen ligger op til grænsen mod Jordan som den sidste stribe af Vestbredden. Vi kunne betragte alle de mange opdyrkede arealer, som israelere har konfiskeret fra palæstinensere. Nu dyrker de så selv grøntsager, der siden eksporteres til bl.a. Danmark som Made in Israel. Men realiteten er, at de er dyrket på konfiskeret jord – og ikke på israelsk jord. Jorden tilhører palæstinenserne, men som på den øvrige Vestbred, har Israel forstået at indlemme den mest frugtbare jord og få kontrol med vandressourcerne. Hér får det imidlertid endnu et problematisk aspekt, da Israel altså eksporterer og tjener på produkter, der er dyrket på ‘besat’ jord! Det er bestemt ikke i overensstemmelse med nogen spilleregler, faktisk er det i strid med dem. Også med den handelsaftale, der er indgået med EU. Desværre er EU – og danske forhandlere – ikke helt ferm til at håndhæve den.
I Nazareth havde vi et møde med en række kvindeorganisationer i det palæstinensiske mindretal i Israel. Det var superspændende. På mange måder ligner deres situation og udfordringer dem, der er i Libanon, Ægypten og Palæstina, men samtidig er der det helt specielle aspekt, at de er underlagt den israelske stats lovgivning. Israel diskriminerer på en række niveauer mod det palæstinensiske mindretal (der altså udgør omkring 20% af befolkningen i Israel).
Vi fik en spændende, vedkommende og udfordrende diskussion om kvinders rettigheder og de udfordringer, der ligger i at kæmpe for dem i et samfund, hvor kulturel og religiøs konservatisme er stærk – og i stigende grad spiller en definerende rolle. Dét er jo kendetegnende for det meste af den mellemøstlige region, og altså også i det palæstinensiske samfund i Israel. Historien og kulturen er blevet de konservatives eller de fundamentalistiske kræfters banner; de har sat sig på, at være deres sande talerør og forsvarere. Som en af kvinderne sagde, så må ‘ vi også bruge historien og kulturen, det kan vi gøre med lige så stor ret’. Ligenu står de i rollen som dem, der vil underminere og bære vestlige værdier ind i deres eget samfund. Og sådan er det jo ikke!
At det bliver stadigt sværere at tale ind i den religiøse og identitets-baserede diskurs er åbenlys, og det stiller store krav til feminister, der vil det gode for deres medsøstre. Og til os udefra, der mener at have fundet de vises sten (inklusiv mig selv).
Så var det pludselig, at en af kvinderne sagde: Men det bliver jo slet ikke bedre af, at Vesten maser på med sin kolonialisme overfor Mellemøsten. USA og EU kører kampagne mod den islamiske verden. Vi bliver fanget mellem Vestens fundamentalisme og den religiøse fundamentalisme.
Og hvor finder man så sine alliancepartnere – dér, fanget mellem et imperialistisk Vesten (ja, sådan opleves det altså!) og hovedmodstanderne i deres eget samfund, islamisterne? En elendig sandwich at være bøf i. Jeg genkender billedet fra andre arabiske lande, hvor menneskerettighedsaktivister er fanget netop mellem grupper af islamister på den ene side og en undertrykkende stat på den anden.
Det gav en del stof til eftertanke på hjemturen gennem den smukke Jordandal – men gjorde mig også naivt glad for, at jeg arbejder med netop dét, jeg gør. Skønt med sjælesøstre så mange steder i Mellemøsten. At det private er politisk gælder også hér.
Læs mere på trinemach.dk
Tags: demokrati, Israel, kvinders rettigheder, ligestilling, mellemøsten, udenrigspolitik
