Mit liv som hund….
På denne højhellige 2.påskedag skulle jeg op på det helt ukristelige tidspunkt 5.00. Ikke for at gå i kirke, men for at rejse til Jerusalem. Efter at have vist min makeup og læbepomade frem i den dertil indrettede gennemsigtige plastikpose (har stadig ikke fattet, hvad pointen er i den lille leg) i Kastrup Lufthavn, slæbte jeg mig op i loungen (som jeg i kraft af et Diners kort har adgang til. Unødvendigt, jeg indrømmer det, men altså også en lise for sjælen, når man skal op så forbandet tidligt) og fik mig et par kopper sort kaffe og en ostemad, mens jeg forgæves forsøgte at ruske liv i min stakkels krop.
Hvis man troede, at plastikposer og kropsvisitation var chikanerende, så har man aldrig prøvet at rejse til Israel. For i Tel Aviv startede festen som sædvanlig!
Jeg har efterhånden været her nogen gange og det betyder, at de også har hørt (og registreret) min historie flere gange. Jeg har viseringer fra bl.a. Yemen og Algeriet, og dét tænder dem hver gang helt af (hvorfor er det lige, at jeg skulle være terroristisk anlagt, fordi jeg har foretaget rejser på en opgave for udenrigsministeriet, der har til formål at fremme kvinders rettigheder?).
Denne gang blev jeg holdt tilbage næsten 3 timer i sikkerhedskontrollen! Udover at blive trukket igennem en svada af spørgsmål – hvilken betydning har min farfars fornavn for Israels sikkerhed, svar mig lige på det – af en toparrogant sikkerheds-dims, der end ikke gider sige ens navn, men blot stikker pegefingeren frem og peger (så man ikke ved om det er én selv eller den ved siden af én, der også sidder og venter), ja så sidder man på sin flade og venter (denne gang slap jeg dog for at skulle trækkes ind i enrum med to betjente).
Men i ventetiden kan man ligeså godt hygge sig med andre, der er blevet hevet til side. Jeg faldt i snak med en ung amerikaner (faderen palæstinenser, moderen amerikaner), der var på vej til Vestbredden for at besøge sin bedstemor. Han blev spurgt, hvorfor han hed Christopher, når hans far hed Abdallah? Hans bedstemor kunne vel ikke udtale det?! Hvorfor var han i øvrigt ikke kommet før for at besøge hende?
Mellem indtil flere spørgerunder om hans privatliv fortalte han mig, at han som 12-årig også var på besøg. Dengang havde soldaterne stukket deres maskingeværer op i hovedet på ham (en 12-årig amerikansk knægt med arabisk udseende…).
Og så var det, at det igen slog mig: Det er sådan man behandler hunde, eller andre væsener, man mener er mindre værd, end en selv. En stor brist i den zionistiske stats træning af sine soldater og sikkerhedsfolk.
Jeg er helt med på, at Israel har brug for at lave sikkerhedstjek. Det er fint nok. Men det er simpelthen ikke ok at chikanere og misbruge sin magt, bare fordi man har den. Men det er præcis oplevelsen for ’bestemte typer’, der gerne vil ind i Israel. Eller som gerne vil til Palæstina, som Israel jo nu på 40.år holder besat.
Men at behandle mennesker som usle køtere – det er simpelthen for langt ude. Og det gør det desværre ikke så svært at se den mekanisme, der får en palæstinenser i sit besatte land, med daglig chikane fra israelske soldater, til at eksplodere og gribe til vold.
Kig ind på trinemach.dk
Tags: Israel, mellemøsten, muslim, Palæstina, racisme, udenrigspolitik
