Del

Imamens pæredanske argument..

Så er de på banen igen, de reaktionære: Kvinder er selv ude om, at de bliver voldtaget. I gårsdagens BT kan man læse, at imamen Moustafa Chendid fra Islamisk Trossamfund tordner reaktionært vrøvl ud i hovedet på os. Hovedtørklædet er kvindens værn mod voldtægt, mener han. Ja, det er ganske enkelt beskyttelse mod de ”5-10% af mændene, der ikke kan styre sig”.

Syg udmelding. Og en syg tankegang, at mænd per biologi har mere trang til at få den trykket af, OG at dette er en så dyrisk, ja ustyrlig trang, som samfundet må acceptere som et faktum. Og som mænd altså ikke har kontrol med og derfor frådende må forventes at kaste sig over en kvinde og voldtage hende, når behovet opstår. Med mindre kvinden altså pakker sig ind, undlader make up’en osv.

Dén slags udtalelser får mig næsten til at eksplodere. Mage til kvindeundertrykkende vrøvl. Dét finder vi kun i de sorte afkroge af det muslimske miljø, vil nogen tænke. Men gør man?
Træk vejret, inden du tillægger alle muslimer denne højst gammeldags og syge tankegang og tror, at svaret på denne verdens elendighed skyldes Koranen.

For det gør den ikke. Nok er der en stigende og bekymrende tendens til fundamentalistisk udlægning af islam i både Mellemøsten og i de muslimske mindretal i Europa. Moustafa Chendids tale er et ubehageligt eksempel på denne tendens.

Men reaktionære stoddere findes i alle samfund, og religionen er til alle tider forsøgt brugt til at fastholde kvinden i en undertrykt position (Se bare på den polske regering).

Hvad der virkelig er slemt er, at imamens synspunkt jo er temmelig velkendt i den hjemlige pæredanske debat ! Når vi diskuterer kriminalisering af sex-købere (i praksis oftest mænd, der går til prostituerede), er et gennemgående argument i mod det:

Hvis vi forbyder køb af sex, så vil antallet af voldtægter stige.

Det er jo ingen forskel! Samme tankegang. Samme kvindesyn. Samme præmis om mænds ret og trang til udløsning når som helst og hvor som helst. Begge synspunkter fratager jo fuldstændig den enkelte mand – og voldtægtsforbryderen – ansvaret!

I kampen mellem de progressive og reaktionære kræfter står disse islamister, disse modstandere af forbud mod sexkøb og dele af den katolske kirke side om side: De reaktionæres.

Kampen mod de reaktionære kræfter er hård. Og i den kamp kan man ikke gemme sig. Meld dig, søster og bror! 

Kig ind på trinemach.dk

Tags: , , , , ,