Del

Kan Troels Lund Poulsen ikke lide palæstinensere – eller arabere?!

Hvad pokker har han gang i, ham Troels Lund Poulsen (ja, det er ham, Venstres udenrigspolitiske ordfører, der hele tiden lyder som om, at han holder kaos fra Danmarks dør, når han i virkeligheden bare promoverer et synspunkt, der er dybt indskrænket og ansvarsforladt) ?!

Så sidder han i Deadline i går aftes og prøver at fortælle, hvorfor Danmark har valgt at vende ryggen til den – endeligt! – etablerede samlingsregering i Palæstina.

Palæstinenserne har nu i et år været udsat for boykot fra Vesten, fordi de formastede sig til at gennemføre et parlamentsvalg, som er blevet rost for at være gennemført efter alle internationale standarder (jeg var valgobservatør), men resultatet? Det kunne USA, EU og Israel ikke lide, så det palæstinensiske selvstyre blev boykottet.

Boykotten har givet store interne problemer i Palæstina, og de sidste måneder har Fatah og Hamas desperat forhandlet om at danne en samlingsregering, som Vesten vil kunne acceptere – og derfor ophæve boykotten.

Så sidder selvretfærdige Troels Lund Poulsen dér og siger, at den samlingsregering kan vi altså ikke acceptere ’for så vil vi bare skulle i dialog med andre lignende regimer’ (frit citeret). Hans hovedargument er – udover at han bare vil følge amerikanerne og Israel blindt – at Hamas ikke anerkender Israel.

Men sagen er, at regeringsaftalen er et markant skridt. Der er palæstinensisk enighed, bekræftet af både Fatah og Hamas, om etablering af en palæstinensisk stat på 1967-grænserne. Den accepterer indgåede aftaler. Vi står med et helt nyt mulighedsvindue i den strandede fredsproces! Det er en de facto anerkendelse af Israel (1967-grænserne er jo ligesom en deling af Israel og Palæstina).

Nej, det store problem er ikke Hamas (ikke at jeg anerkender terrorisme, altså), det store problem er Israel. Har Israel overhovedet anerkendt Palæstina? Hvorfor fortsætter Israels statsterror overfor palæstinenserne (daglige raids og anholdelser – plus det faktum, at store dele af de folkevalgte parlamentsmedlemmer er blevet fængslet af israelerne!) uden Troels Lund Poulsens kritik? Har Israel overhovedet udvist vilje til samarbejde og fred?

De har jo for længst pisset på Oslo-aftalen fra 1993, der bl.a. indebar et stop for bosættelser. Israel har fordoblet antallet af bosættelserne siden Oslo. Godt nok fjernede de dem i Gaza, men Gaza er nu verdens største friluftsfængsel, hvor badegæster på stranden risikerer at få israelske missiler i hovedet.

Nej Troels Lund Poulsen. Den nye palæstinensiske regering har brug for al den støtte, den kan få, ikke for afvisning. Hvis ikke samlingsregeringen får en chance og boykotten ophæves, så er der meget stor risiko for, at selvstyret bryder fuldstændigt sammen, den interne konflikt eskalerer – og der vil hverken være fredsproces eller 2-statsløsning på dagsordenen længere. Dét hævder din regering ellers at arbejde for.

Du gør livet meget svært for demokratiske kræfter. Hvorfor skulle palæstinenserne tro på demokrati og forhandling, når verdenssamfundet vender dem ryggen, fordi de ’stemmer forkert’?

Demokratiets pointe er, at man ikke kender resultatet på forhånd – det må selv Venstre acceptere.

Kig ind på min hjemmeside

Tags: , , , , , , , ,