De prædikende politikere
Vi er ikke nået længere end til årets første dag, førend de-facto vicestatsminister, Pia Kjærsgaard har begået endnu et ugebrev, ”De politiske præster ”, hvor almindelig anstændighed hænges ud og virkelighedsfornægtelse og sort tale blomstrer. Denne gang går det ud over en kreds af præster i Folkekirken. Præsternes brøde består i, at de opfordrer til at beskytte en kreds af irakiske flygtninge i Danmark ved ikke at sende dem hjem til borgerkrig. De ’tillader’ sig at kritisere regeringens og Dansk Folkepartis udlændingepolitik.
En ting er at Kjærsgaard har et nattesort menneskesyn, hvor hun hellere vil sende mennesker hjem til krig (som hun i parentes bemærket selv har stemt for at starte). Det kommer ikke som nogen overraskelse. Vi har gennem mere end 15 år hørt først Den Danske Forening – og siden hen Dansk Folkeparti tage over - arbejde for en repatriering af mennesker, der har en anden baggrund end vestlig. Men det er da helt forstemmende, når man så skal høre sådan en som hende give en lektion i, at det er udemokratisk at demonstrere mod den udlændingepolitik som Dansk Folkeparti og Venstre har udsat Danmark for.
Der er stadig borgere i Danmark, der er af en anden opfattelse end den som Kjærsgaard og Fogh står for. Er det på kant med demokratiet at udtrykke det? Næppe. Men for Folketingets højrepopulistiske parti skal et hvert koordineret forsøg på opposition på indvandrer- og flygtninge- området hurtigt tilbagevises med en kaskade af personangreb og utiltalende insinueringer.
Præster skal ifølge vice-statsminister Kjærsgaard holde sig til at prædike i kirken og ikke blande sig i den politiske debat. Så meget for ytringsfriheden som dansk grundværdi – den gælder altså ikke for præster?
Eller jo – det gør den jo alligevel. Hvis præsterne vel at mærke er medlem af Dansk Folkeparti, hedder Jesper Langballe og Søren Krarup og bruger deres præstegerning til at blande politik og religion præcist så meget sammen, at det passer ind i Dansk Folkepartis fundamentalistiske verdenssyn.
Dobbeltmoralen starter tidligt i år.
Kig ind på min hjemmeside
Tags: asylansøgere, Dansk Folkeparti, flygtninge, Folkekirken, højrefløj, Irak, racisme, vko-regeringen, værdi- og kulturkamp, ytringsfrihed

