Så er det i morgen…. og om en ny udenrigspolitik
Så er det i morgen, at stemmerne i SF-Københavns urafstemning om folketingskandidater skal gøres op. Spændende spændende. Selvfølgelig håber jeg, at få et godt valg, ellers ville jeg ikke stille op. For mig handler det om at vinde, da jeg tror på, at jeg har noget af dét, som SF mangler: En international profil med klare venstreorienterede mærkesager. Vi er i SF rigtig skarpe på både Irak-krig og på miljøpolitik. Jeg mener at kunne levere den tilsvarende skarphed og klare profil på den udenrigspolitik, som Fogh har kørt i smadder. I torsdags havde jeg en kronik i Politiken (” Fra minimalstat til vasalstat “) med VIllly Søvndal. Den opregner 8 af de mest presserende opgør, vi i SF vil tage med Foghs USA-baserede udenrigspolitik.
Den anden ting, jeg vil have fokus på er Danmarks forfærdelige og uanstændige asylpolitik. Foghs asylpolitik afspejler et trist menneskesyn, nemlig det, at er man ikke kernedansk, så kan man egentlig godt pille af. Skal man sidde i et asylcenter, ja så er det åbenbart en dyd for den borgerlige regering, at foirholdene skal være så umenneskelige som muligt. Det er SF’s opgave at sige fra og give regeringen lodret modstand. Vi skal fastholde, at med velstand, velfærd og placering på den rigeste del af kloden, følger et globalt ansvar. Det globale ansvar er en iboende del af vores politiske vision.
Endelig skal vi give højrefløjen kamp til stregen i dens reaktionære værdi- og kulturkamp. Nedskæringer i den offentlige sektor, forringelserne af vores uddannelsessystem, ligegyldigheden over for unge, gamle, udstødte, ofre for kvindehandel og socialt marginaliserede er alt sammen del af deres værdikamps-projekt. Det samme er hetzen mod det anderledes - lige fra Christiania over ungdomshuset til nydanskerne. Regeringen står med de facto vice-statsminister Pia Kjærsgaard i spidsen for et ensretnings-korstog, der skal strømline, afrette og udskille. Og den yderste højrefløj i alle miljøer næres ved det.
Jeg vil i Folketinget for SF, fordi vi har nogle vigtige kampe at kæmpe. Dem vil jeg gerne sætte nogle år af mit liv ind på at slås for. Fogh er presset fra mange sider. Chancen for et magtskifte ER der, hvis vi vælger vores kampe rigtigt. Der er hårdt brug for, at vi vælger nogle folk, der kan sikre SF fremgang. I København har vi især brug for at vinde tabte bastioner tilbage. Det kræver mod, kant, politisk skarphed. Det har jeg – hvis jeg skal ignorere min vanlige jyske beskedenhed
Fremgangen ligger i et stærkt, samlet og visionært SF, der tør sige forandring. Vi vil og kan noget andet end Fogh. Vi vil forandring.
Af Danmark, med fokus på social lighed og velfærd. Af den miljømæssige katastrofekurs, med fokus på grønne jobs og bæredygtig energi. Af udenrigspolitikken, med fokus på global udvikling og ansvarlighed.
Kig ind på min hjemmeside
Tags: EU, København, mellemøsten, privatlivet :-), udenrigspolitik, venstrefløj, vko-regeringen, værdi- og kulturkamp

